EU-borger

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2018 – Administrativ udvisning – EU-borger – Hensynet til den offentlige orden

    Dato: 09-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en rumænsk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2017 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i juni 2017 var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, ved i juni 2017 i en park, hvortil der var almindelig adgang, at have etableret og opholdt sig i en lejr, som var indrettet med flere madrasser, soveposer og med fire andre personer, hvilket var egnet til at skabe utryghed i nærområdet, at klageren samme dag havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for forholdet, og at klageren over for politiet havde oplyst at være bekendt med, at det ikke er tilladt at overnatte i parker. Udlændingenævnet fandt endvidere, at forholdet ikke kunne anses for at være af tilfældig karakter med en begrænset skadesvirkning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et gentagelsestilfælde, idet klageren også i marts 2017 og i maj 2017 var blevet bortvist som overnatter, og da klageren i maj 2017 havde vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at forholdet var begået i umiddelbar tidsmæssig forlængelse af klagerens indrejse i Danmark og i forening med flere andre personer, hvorfor forholdet ikke kunne anses som et udtryk for en spontan handling, men sammenholdt med klagerens øvrige adfærd som betler og flaskesamler måtte anses for at udgøre en systematisk adfærd under klagerens ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at klagerens handling havde en begrænset skadevirkning, at klageren ikke havde begået anden kriminalitet i forbindelse med overnatningerne i form af tyveri, husfredskrænkelser eller andet, og at der herved var henvist til dommene U 2011.1800H og U 2016.1083/2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der i den aktuelle sag ikke var grundlag for at antage, at det begåede forhold, som tilfældet var i U 2011.1800H og U 2016.1083Ø – hvor det blev fastslået, at husfredskrænkelse, jf. straffelovens § 264, begået af EU-borgere ikke kunne begrunde udvisning – havde karakter af et tilfældigt begået forhold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herefter, at udvisningen med indrejseforbud ikke var uforenelig med EU-reglerne, herunder opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, idet udvisningen – henset til klagerens adfærd og begrænsede tilknytning til Danmark – også måtte anses som proportional. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft længevarende ophold her i landet, at klageren ikke havde nogen særlig tilknytning til herboende personer, og at klageren ikke havde oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til Rumænien, hvor hendes ægtefælle og fire børn boede. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at klageren efter det oplyste var blevet opereret i leveren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget behandling for sin tilstand i form af en operation og ved medicinering. FAM/2018/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Litauen jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 samt indrejseforbud i to år jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter egne oplysninger var indrejst i Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016 og således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i cirka tre eller fire dage. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i oktober 2016 var blevet anholdt og sigtet for fire overtrædelser af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved i fire tilfælde af butikstyverier at have stjålet for i alt 2.148 kr. i butikker. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet pågrebet i umiddelbar tilknytning til det ene forhold, at han havde erkendt alle fire forhold over for politiet, og at han havde vedtaget et bødeforelæg på 4.400 kr. for butikstyverierne, som var blevet begået i nær tilknytning til hans indrejse her i landet. Udlændingenævnet henviste herudover til, at klageren overfor politiet havde oplyst, at han havde brugt alle sine penge på at købe hash på Christiania, at han ikke havde adgang til penge, og at han havde overnattet på Christiania den første nat, men siden da ikke havde sovet. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at udvisningen ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om, at klageren var kommet til Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016, at han ikke tidligere havde været i Danmark, at han ikke havde tilknytning til herboende personer, og at han ikke havde oplyst om særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ham måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2017/148.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 09-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Rumænien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1. nr. 1, ikke var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et enkeltstående tyveri af beskeden værdi, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren var indrejst i Danmark med det formål at begå kriminalitet, samt at klageren havde forklaret, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka seks måneder, hvilken forklaring på det foreliggende grundlag ikke kunne forkastes som værende urigtig. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af klageren ville være i strid med opholdsdirektivets (direktiv 2004/38/EF) artikel 27, stk. 2. FAM/2017/62.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. april 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 11-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 om administrativ udvisning af en finsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af politirapporterne, at klageren i april 2016 blev truffet i Rødby Havn sammen med sin søster, der var statsborger i Somalia, at klagerens søster i forbindelse med standsningen fremviste et falsk italiensk pas, og at klageren modtog en straksbøde på 5.000 kr. Det fremgik endvidere, at klageren og klagerens søster havde til hensigt at fortsætte til Finland, og at klageren var bevidst om, at han ikke på legal vis kunne transportere sin søster til Finland.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren havde overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1 til 4, idet han havde bistået sin søster uden gyldig rejselegitimation med ulovlig indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og hans søster samstemmende havde forklaret, at klagerens søster havde taget kontakt til klageren med henblik på at få hjælp til at komme til Finland fra Italien, at klageren havde samlet sin søster op i Hamborg, og at klageren og hans søster herefter var fortsat mod Puttgarden, hvorefter klageren og hans søster i april 2016 var indrejst i Danmark, mens klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved afhøringer i april 2016 havde erkendt forholdet, og at han i april 2016 havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at klageren efter det oplyste i samarbejde med sin søster havde planlagt bevidst at skaffe sin søster adgang til Danmark uden lovlig rejselegitimation, selvom han var klar over, at dette var i strid med dansk lovgivning, at klageren havde forklaret til politiet, at han var fløjet til Rom for der at leje en bil, så han kunne hente sin søster og bringe hende til Finland, at klageren, da han blev stoppet af politiet i Rødby Havn, i første omgang havde forklaret, at hans passager var en fremmed, han havde mødt på en cafe i Hamborg og tilbudt at køre til København, hvorfra hun kunne tage videre til Sverige, hvorefter han selv ville køre til Ringkøbing, og at klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas, som hun havde fremvist med henblik på at blive meddelt tilladelse til indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der var tilstrækkelige holdepunkter for at anse klagerens adfærd for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisningen derfor ikke ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det var hans søster, som klageren havde transporteret til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klagerens søster ikke havde lovligt ophold i Danmark, og idet klageren overfor politiet havde erkendt, at han var opmærksom på, at han ikke kunne transportere hende på lovlig vis. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet udsendt til Finland, hvor han var statsborger, og hvor han efter det oplyste boede sammen med sin ægtefælle og parrets to børn. FAM/2017/44.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2016 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold

    Dato: 14-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Litauen med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark siden maj 2015, blev i oktober 2015 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, og idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Han havde ernæret sig under sit ophold her i landet ved at samle flasker. Klageren havde over for politiet forklaret, at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i tidsrummet fra august 2015 til oktober 2015 at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren havde ernæret sig ved at samle flasker. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, da han som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op til tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere efter de foreliggende oplysninger, at klageren ikke reelt havde været arbejdssøgende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger til politiet om, at han siden sin ankomst til Danmark havde været hjemløs og sovet i telt i parker, at han kom til Danmark i maj 2015 med henblik på at samle flasker – hvilket efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne sidestilles med beskæftigelse som hverken arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller en person med tilstrækkelige midler – at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold, da han ikke talte særlig godt engelsk, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde midler til ophold og hjemrejse, at han ikke havde tilknytning til Danmark eller herboende personer, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, og at der ikke var oplyst om andre særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet. FAM/2016/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 17-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en italiensk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af kriminalitet begået i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren blev i august anholdt for tyveri af en mobiltelefon til en værdi af 4.100 kr. samt for besiddelse af 1,2 gram hash i sin højre bukselomme. Klageren havde i forbindelse med en afhøring til politiet erkendt, at han havde stjålet mobiltelefonen, og oplyst at hashen var til eget forbrug.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, idet dette ikke var foreneligt med EU-retten. Udlændingenævnet fandt således, at klagerens fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-rettens regler om fri bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste ikke tidligere var straffet i Danmark, og at tyveriet ikke havde båret præg af at være organiseret eller forud planlagt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at byretten havde fundet, at der ikke havde foreligget et sådant sikkert grundlag for vurderingen af, hvorvidt klagerens adfærd havde udgjort en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser, hvorfor der ikke havde været grundlag for at opretholde frihedsberøvelsen af klageren. FAM/2015/236.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en kroatisk og bosnisk statsborger med dobbelt statsborgerskab i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren i april 2015 blev anholdt i forbindelse med en udrejsekontrol i Københavns Lufthavn, hvor han var på vej til Beograd, Serbien, idet en skanning af klagerens pas viste, at han af Sverige var indberettet som uønsket og meddelt indrejseforbud i Schengen i perioden fra marts 2015 til marts 2018. På den baggrund blev klageren frihedsberøvet og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven for at være indrejst ulovligt i et Schengen land. Det fremgik af Københavns Politis anmeldelsesrapport og afhøringsrapport, at klageren blev visiteret i Vestre Fængsel, hvor politiet fandt klageren i besiddelse af en hashklump og to små poser, der indeholdt et hvidt stof. Stoffet blev analyseret af Border Police som værende kokain. Klageren erkendte over for politiet, at stofferne lå i hans taske, som han selv havde pakket, men han nægtede, at stofferne var til eget forbrug, og at han selv skulle have medbragt stofferne, og han oplyste, at han ikke vidste, hvorfor stofferne lå i hans taske. Københavns Politi havde over for Udlændingenævnet oplyst, at klageren havde modtaget et bødeforelæg på 8.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer, idet han ulovligt havde været i besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash. Klageren var efterfølgende i juli 2015 ved Københavns Byret blevet dømt for ulovlig besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2015 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren under visitationen i Vestre Fængsel var fundet i besiddelse af 5,7 gram hash og 2,7 gram kokain, at klageren til Københavns Politis afhøringsrapport havde erkendt det faktiske forhold, at stofferne lå i hans taske, og at klageren havde været bevidst om, at det var euforiserende stoffer, der lå i hans taske. Ligeledes lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren i Københavns Byret var dømt for ulovlig besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, således at udvisningen af klageren ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning ville være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke tidligere havde oplyst at have haft længerevarende ophold her i landet eller at have nogen særlig tilknytning til herboende personer eller at have særlige personlige eller helbredsmæssige forhold eller oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til enten Kroatien eller Bosnien-Hercegovina. FAM/2015/253.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borgere

    Dato: 07-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med et indrejseforbud i to år af to polske statsborgere i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af en politirapport, at de to udviste, der var mor og datter, havde begået butikstyveri, hvor de havde stjålet varer for 1.379,20 kr. Det fremgik af rapporten, at de to udviste var blevet anmeldt i marts 2015, da de var gået ind i et prøverum med en række varer og derefter kom tomhændede ud med hver en taske i hånden. Anmelderen havde mistet dem af syne ved et kundeskab, men havde senere samme dag taget kontakt til de to udviste, da de på ny var kommet tilbage til butikken. De havde hver i deres tasker nogle varer, som den pågældende butik førte. I tasken lå også en del stanniol, ligesom der i kundeskabet var flere varer, der blev ført af den pågældende butik, der var forsynet med alarmer, der var viklet ind i et tykt lag stanniol. Moderen erkendte tyveriet over for politiet. Hun forklarede til politiet, at hun og datteren var turister fra Polen, at de skulle hjem senere samme dag, at hendes datter ikke havde noget med tyveriet at gøre og ikke var vidende om, at moderen havde lagt en parfume i datterens taske. Datteren forklarede, at hun var kommet til Danmark i februar 2015, at hendes fader boede fast i Danmark, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, at hun tidligere havde besøgt Danmark, og at hun ikke vidste, hvem der havde pakket alarmerne ind i stanniol. Det fremgik af et bødeforelæg fra den pågældende dag, at de to udviste havde betalt bødeforelæg på henholdsvis 1.500 kr og 1.000 kr. I marts 2015 udviste Udlændingestyrelsen moderen og datteren af Danmark med et indrejseforbud på to år. I april 2015 klagede den udviste moders advokat på vegne af de to og anførte til støtte for klagen, at de udviste med deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, at advokaten ikke mente, at den begåede kriminalitet var af professionel karakter, samt at tyveriet ikke kunne antages at være begået med henblik på at omsætte varerne på et senere tidspunkt, da varerne blandt andet var beklædning og makeup. Advokaten henviste endvidere til, at de to udviste ikke var tidligere straffet. Advokaten henviste desuden til de refererede TFK 2012.1042 og TFK 2009.670.

    Udlændingenævnet lagde til grund ud fra de udvistes egne oplysninger, at de på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde opholdt sig i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise de pågældende med et indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf deres afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at de to udviste i forening begik butiksrøveri i den pågældende butik i marts 2015, at de begge havde erkendt dette, og at de begge havde betalt en bøde for forholdet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset at de to udviste var EU-borgere, kunne de udvises administrativt med indrejseforbud, idet deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den professionelle karakter af tyveriet, idet varernes alarmer var pakket ind i stanniol, antallet af stjålne varer og den korte periode, de to udviste havde været i Danmark, førend de begik kriminalitet. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og at udvisningen således ikke var uforenelig med EU-reglerne. Det af advokaten anførte om, at de udviste alene havde brugt stanniol til at pakke varerne ind i, og ikke som i sag TFK 2012.1042 havde benyttet en såkaldt russerpose, hvilket efter advokatens opfattelse havde et mere professionelt tilsnit end at pakke varerne ind i stanniol, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, da formålet med begge anordninger var at undgå, at alarmerne kunne aktiveres, og at det ikke er afgørende for graden af professionalisme, hvor avanceret udstyret til at omgå alarmsystemet er. Det af advokaten anførte om, at de udviste ikke var tidligere straffede i modsætning til sagen refereret i TFK 2009.670, fandt Udlændingenævnet heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet vurderede, at butikstyveriet grundet udførselsmetoden samt værdien af de stjålne genstande, og henset til at forholdet var begået af flere i forening, havde en så professionel karakter, at der var tale om et forhold, der udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for de to udviste, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det forhold, at de udvistes ægtefælle og fader boede i Danmark og skulle have boet her i syv år, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da familien havde indrettet sig således, at de udøvede samvær i forbindelse med ferieophold, hvilket de kunne fortsætte med i Polen. FAM/2015/174.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juni 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 09-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en rumænsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren var efter egne oplysninger senest indrejst i Danmark i december 2014. Det fremgik af sagen, at han i løbet af fire til fem dage i december 2014 i Danmark var blevet tildelt et bødeforlæg på 800 kr. for at have begået hærværk, at han havde vedtaget et bødeforlæg på 500 kr. for at have at have begået butikstyveri, at han havde vedtaget endnu et bødeforlæg på 500 kr. for at have begået butikstyveri, at han havde vedtaget et bødeforlæg på 1.500 kr. for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og at han have vedtaget et bødeforlæg på 3.000 kr. for at have begået hærværk. Det fremgik endvidere, at klageren i januar 2015 havde vedtaget en bøde og frakendelse af førerretten i tre år for i december 2014 at have ført en bil påvirket af euforiserende stoffer. Det fremgik derudover, at klageren efter egne oplysninger ikke arbejdede, at han drak dagligt, at han røg hash og marihuana, at han ikke kunne redegøre for, hvorledes han skaffede penge til dette forbrug, og at han i december 2014 havde stjålet, fordi han og hans kæreste ikke havde penge. Københavns Byret fandt i forbindelse med et retsmøde en dag efter Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af klageren, at klagerens adfærd efter de foreliggende oplysninger ikke var tilstrækkelig til, at den kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Københavns Byret inddrog ved sin afgørelse alene to af de i alt fem forhold, klageren havde begået.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i december 2014 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 2. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i december 2014 havde ført en bil påvirket af euforiserende stoffer – et forhold han havde erkendt og vedtaget en bøde og frakendelse af førerretten for – at klageren i december 2014 havde modtaget en bøde for hærværk begået samme dag, at klageren i december 2014 havde modtaget to bøder for to forskellige butikstyverier begået samme dag, og at klageren i december 2014 havde modtaget to bøder for henholdsvis hærværk og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for forhold begået i København i december 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset at klageren var EU-borger, kunne klageren udvises administrativt med indrejseforbud, idet klagerens fortsatte tilstedeværelse måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det kunne lægges til grund, at klageren havde begået alle de anførte strafbare forhold over fire-fem dage, ville det ikke være stridende mod EU-rettens regler om fri bevægelighed at udvise klageren. Det forhold, at Københavns Byret i december 2014 havde fundet, at klagerens adfærd efter de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og havde fundet, at udvisningen ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at Københavns Byret ved sin kendelse i december 2014 alene konkret havde taget stilling til de to begåede forhold vedrørende overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og hærværk. Udlændingenævnet lagde endelig afgørende vægt på, at klageren udover disse to forhold havde begået en række andre kriminelle forhold, som han havde modtaget og til dels vedtaget bøder for, og som ikke indgik i Københavns Byrets kendelse fra december 2014. FAM/2015/105.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 21-05-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en græsk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af kriminalitet begået i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Klageren blev i januar 2015 anholdt for besiddelse af 0,83 gram kokain og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Klageren havde i forbindelse med en afhøring til politiet oplyst, at kokainen var til eget forbrug, og at han fire til fem gange inden for de seneste tre år ved ophold i Danmark havde købt kokain.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, idet en sådan udvisning med indrejseforbud måtte anses for at være i strid med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt således, at klagerens fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke kunne antages at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-rettens regler om fri bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke tidligere sås at være idømt bøde- eller fængselsstraf for lignende forhold, og at klageren alene var i besiddelse af 0,83 gram kokain til eget forbrug. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde oplyst, at han under tidligere ophold i Danmark skulle have købt kokain uden at være dømt eller have modtaget bøde herfor, ikke kunne tillægges afgørende negativ betydning, sammenholdt med at den vedtagne bøde var for besiddelse af en begrænset mængde kokain til eget forbrug, som efter praksis alene ville medføre bødestraf. FAM/2015/93.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post