Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Frafald af ansøgning om asyl

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016 om administrativ udvisning af en serbisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og § 32, stk. 4. 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren primo november 2016 var indrejst i Danmark sammen med sin ægtefælle og fællesbarn, hvor de alle havde søgt om asyl. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen medio november 2016 havde klageren frafaldet sin asylansøgning. 

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren primo november 2016 havde søgt om asyl, at klageren medio november 2016 havde frafaldet sin ansøgning om asyl, og at ansøgningen om asyl af Udlændingestyrelsen var blevet vurderet som åbenbart grundløs, fordi klageren var statsborger i Serbien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er fritaget for visum, jf. § 3, eller er meddelt visum, jf. §§ 4-4b, og frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, som behandles efter § 53 b. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder i sagen, der kunne medføre, at klageren ikke kunne udvises, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og at en udvisning af klageren ikke ville virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at klageren var født og opvokset i Serbien, at klageren havde familie i Serbien, som klageren havde kontakt til, og at klageren var sund og rask. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klagerens ægtefælle, som klageren havde et barn sammen med, havde søgt om asyl i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om omstændigheder, der gjorde, at klagerens ægtefælle ikke kunne indrejse i Serbien, for der at udøve familielivet sammen med klageren og fællesbarnet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ægtefællens asylsag var afsluttet. FAM/2017/140.
 

Senest opdateret: 28-09-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen