MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringBoligkravet
  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 30-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen, til en amerikansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren og dennes ægtefælle boede i et almindeligt lejemål, som bestod af tre værelser af 80 m2, og at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke boede i et kollektiv eller i et bofællesskab. Det fremgik derimod af opslag i Den Offentlige Informationsserver (OIS) og CPR, at det pågældende lejemål bestod af syv værelser fordelt på 215 m2, og at der på tidspunktet for ansøgerens og dennes ægtefælles ophold i lejemålet boede seks andre personer på adressen. Udlændingenævnet lagde på baggrund heraf til grund, at ansøgeren og dennes ægtefælle senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse ikke havde godtgjort at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, herunder en bolig med en selvstændig indgang. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og dennes ægtefælle efterfølgende havde oplyst til Udlændingestyrelsen, at parrets boligsituation havde ændret sig, og at parret var blevet udsat for svindel i relation til deres daværende bolig, og at ansøgeren havde indleveret en ny lejekontrakt for en anden bolig, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke ændrede ved, at der var forløbet mere end tre måneder siden ansøgerens indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, indtil ansøgeren havde indleveret en ny lejekontrakt. De forhold, som ansøgeren i øvrigt til støtte for klagen havde anført, kunne på baggrund heraf ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at ansøgeren og dennes ægtefælle skulle godtgøre at råde over egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplyst om sygdom, handicap eller andre forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter ansøgerens ægtefælle ikke kunne indrejse og tage ophold i USA, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor både ansøgeren og dennes ægtefælle talte sproget. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle ikke ønskede at flytte til USA, fordi han havde en velfungerende virksomhed i København. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det anførte ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var tale om sådanne særlige grunde til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, ikke burde stilles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar og ubetinget ret til selv at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2018/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 08-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen til en armensk statsborger. Den herboende reference havde i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse i januar 2017 oplyst, at han boede sammen med sin moder, fader og broder, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at faderen var syg, at faderen havde brug for hjælp, at den herboende reference led af PTSD, og at han havde svært ved at finde en bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse opfyldte kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2017 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende reference, at den herboende reference på ansøgningstidspunktet boede sammen med sine forældre og broder, at han selv i ansøgningsskemaet havde oplyst, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at han ikke boede i kollektiv eller bofællesskab, at han først i september 2017 havde fremsendt en ny lejekontrakt med overtagelse i februar 2018, og at han således ikke senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse havde godtgjort at råde over en selvstændig bolig, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i marts 2018 havde fremsendt endnu en ny lejekontrakt af februar 2018, hvoraf det fremgik, at den herboende reference i februar 2018 havde lejet en lejlighed, og at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgeren var af den opfattelse, at den herboende references første bolig opfyldte boligkravet efter boligkravbekendtgørelsen § 6, idet den herboende references fader efter det oplyste havde alvorlige mén efter en brækket ryg, og at han havde behov for hjælp til toiletbesøg, til at skifte strømper, til sit korset samt til at løfte tunge ting og til pasning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderens sygdom på det foreliggende grundlag ikke kunne anses for at have en sådan karakter og omfang, at faderen var afhængig af den herboende references pleje, og at den herboende references moder og broder boede sammen med faderen og måtte forventes at kunne yde den nødvendige pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgningsskemaet fremgik, at den herboende reference havde to søskende, der begge boede i Danmark, og at der var mulighed for yderligere hjælp via kommunen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af CPR, at den herboende reference først i januar 2017 var flyttet ind hos sin fader, der boede sammen med den herboende references moder, at faderen siden december 2014 havde haft disse lidelser, og at faderen således tidligere havde kunnet klare sig selv, uden at hans søn boede sammen med ham. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde oplyst, at den herboende ægtefælle havde været boligsøgende, at han havde haft svært ved at finde bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister, ikke kunne føre til et andet resultat, da dette ikke ændrede ved, at der var forløbet mere end tre måneder siden ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, indtil ansøgeren havde fremsendt en ny lejekontrakt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende reference skulle opfylde kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter den herboende reference ikke kunne indrejse og tage ophold i ansøgerens hjemland, hvor ansøgeren var statsborger, parret var mødtes og havde indgået ægteskab, og hvor begge talte sproget. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde et barn, der var født i oktober 2017 i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet endnu ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på barnets alder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at efter fast praksis vil et barn have opnået selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution og/eller skole. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference ikke ønskede at flytte til et land, hvor han ikke talte sproget eller kunne forsørge sig selv, og at han frygtede forfølgelse som følge af sin religion. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det anførte ikke kunne føre til en ændret vurdering, da han som dansk statsborger ville kunne bosætte sig i alle lande. Udlændingenævnet fandt således, at der herved ikke var tale om sådanne særlige grunde til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, ikke burde stilles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at den herboende reference led af PTSD, og at han var bevilliget førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var tale om så alvorlig sygdom, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 6, med henvisning til den herboende references sygdom ikke burde stilles. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at den herboende reference havde deltidsarbejde. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende reference havde brug for sin familie, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved forelå ganske særlige grunde, som kunne begrunde, at der kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2018/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 15-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet i april 2016 havde hjemvist sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, idet den herboende ægtefælle havde indsendt en allonge fra marts 2016 til lejekontrakten, hvorved den eksisterende lejekontrakt blev forlænget, hvilket var nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens behandlingsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af forvaltningsretlige principper følger, at når en sag hjemvises til fornyet behandling i førsteinstansen, skal sagen vurderes i helhed på ny i forhold til det oprindelige ansøgningstidspunkt. Udlændingenævnet henviste desuden til, at Udlændingestyrelsen over for Udlændingenævnet havde oplyst, at såfremt der under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen indkom nye oplysninger om opfyldelsen af boligkravet, herunder en ny lejekontrakt eller et tillæg til en lejekontrakt til en eksisterende lejekontrakt om forlængelse, således at den selvstændige råden ville strække sig mere end 1 ½ år, ville Udlændingestyrelsen anse kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst 1 ½ år fra ansøgningens indgivelse for at være opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle som følge af Udlændingenævnets hjemvisning i april 2016 burde stilles på samme måde, som hvis den herboende ægtefælle havde indsendt allongen fra marts 2016 til Udlændingestyrelsen, mens Udlændingestyrelsen fortsat behandlede ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælle havde opfyldt kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst halvandet år beregnet fra indgivelsen af ansøgningen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. FAM/2017/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 25-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren havde indgivet ansøgningen om opholdstilladelse i februar 2015. Den herboende ægtefælle havde i sin del af ansøgningsskemaet oplyst, at hun lejede en bolig på 85 m2. Udlændingestyrelsen havde i juni 2015 foretaget et opslag i Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at den herboende ægtefælle var uden fast bopæl. Udlændingestyrelsen havde efterfølgende kontaktet den herboende ægtefælle telefonisk, som oplyste, at hun havde opgivet sin bopæl, at hun nu boede hos en veninde, at hun havde problemer med sine forældre, og at hun ikke ønskede, at hendes forældre skulle vide, hvor hun boede, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 6. Den herboende ægtefælle havde i august 2015 anmodet Udlændingestyrelsen om genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. I oktober 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen havde i den forbindelse lagt vægt på, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fortsat ikke rådede over sin egen bolig, da hun boede på et krisecenter, uanset hendes oplysninger om at hun afventede en bolig.

    Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i perioden fra maj 2015 til juni 2015 var registreret uden bopæl i Det Centrale Personregister, herunder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at den herboende ægtefælle telefonisk havde bekræftet over for Udlændingestyrelsen, at hun havde opgivet sin bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden juni 2015 havde været registreret på et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle fortsat ikke rådede over egen bolig. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter boligkravsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, 1. pkt., anses referencen for at råde over sin egen bolig, når referencen som ejer, andels- eller anpartshaver, lejer eller på anden lignende måde råder over brugsretten til en bolig eller en del af en bolig. Udlændingenævnet fandt således ikke, at et ophold på et krisecenter opfylder kravet om at råde over egen bolig, idet et sådant forhold forudsættes at være af midlertidig karakter. Det forhold, at baggrunden for, at den herboende ægtefælle boede på krisecenter, var, at hun havde brug for beskyttelse for sin familie, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle til Udlændingenævnet havde oplyst, at hun ventede på en permanent bolig. Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2015, at den herboende ægtefælle ikke ved anmodningen om genoptagelse var fremkommet med nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen, og at Udlændingestyrelsen derfor i oktober 2015 med rette havde afslået at genoptage Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015. FAM/2015/229.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Yemen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2014. Den herboende ægtefælle havde sammen med sin del af ansøgningsskemaet fremsendt en lejekontrakt, hvoraf det fremgik, at lejemålet var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, at boligen bestod af tre værelser, og at det samlede areal udgjorde 85 m2. Den herboende ægtefælle havde anført, at han var førtidspensionist og debil og derfor ikke kunne bo alene. Af de lægelige akter fremgik det, at den herboende ægtefælle ville kunne visiteres til en bolig for evnesvage. Den herboende ægtefælle havde i ansøgningen oplyst, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Yemen.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den til sagen fremlagte lejekontrakt var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, hvorfor den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at have den fulde rådighed over lejemålet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælle efter det oplyste var førtidspensionist og debil, ikke kunne føre til en anden vurdering, henset til, at der til sagen ikke var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Yemen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Endelig bemærkede Udlændingenævnet, at FN’s handikapkonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og Udlændingenævnet fandt det ikke urimeligt, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, blev stillet i sagen, henset til at den herboende ægtefælle på trods af sit handikap udrejste af Danmark til Yemen for at mødes og blive gift med ansøgeren, og henset til at den herboende ægtefælle efterfølgende besøgte ansøgeren i ansøgerens hjemland. FAM/2014/130.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i april 2014. Af den lejekontrakt, der var vedlagt ansøgningsskemaet, fremgik det blandt andet, at lejemålet bestod af et værelse, og at det samlede boligareal udgjorde 40 m2. Den herboende ægtefælle søgte efter det oplyste på afgørelsestidspunktet efter en anden bolig. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i november 2011.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at lejemålet efter det oplyste havde et boligareal på 40 m2, og at der efter familiesammenføringen ville skulle bo tre personer i lejemålet, hvorfor lejemålet ikke levede op til boligkravsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2, hvorefter en bolig anses for at have en rimelig størrelse, hvis boligens areal efter gennemførelsen af familiesammenføring vil være på mindst 20 m2 per person, der bor i boligen jf. stk. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret havde anført, at ansøgeren ikke ønskede at være adskilt fra den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn, og at et afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 6, ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at den herboende ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøver deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/227.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 27-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i juli 2013. Efterfølgende fremsendte parret en lejekontrakt til Udlændingestyrelsen, som var underskrevet i september 2013, og hvoraf det blandt andet fremgik, at lejemålet begyndte i december 2012, at boligen bestod af fire værelser, at det samlede areal udgjorde 125 m2, at huslejen udgjorde i alt 100 kr. pr. måned, at udlejeren leverede varme, varmt vand og el på lejemålet, og at udlejeren leverede fællessignalforsyning, hvortil lejeren skulle betale bidrag. Den herboende ægtefælle havde i over et år været skrevet op til en lejebolig hos et boligselskab. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i september 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den til sagen fremlagte lejekontakt var underskrevet i september 2013 – altså efter ansøgningens indgivelse – og at lejeforholdet påbegyndtes i december 2012. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at lejemålet efter det oplyste var ejet af en bekendt til den herboende ægtefælle, og at udlejerens fader og broder endvidere var bosiddende på adressen, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have den fulde rådighed over lejemålet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at huslejen alene udgjorde 100 kr. om måneden for et lejemål bestående af fire værelser og med et samlet areal på 125 m2. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse omstændigheder, at der ikke forelå et reelt lejeforhold mellem den herboende ægtefælle og udlejeren, hvorfor den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at have godtgjort at råde over en bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, som talte dansk, og som gik i dansk børnehave, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. FAM/2014/27.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 27-06-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 6, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren, ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn boede for sig selv i Danmark i perioden fra 2007 til 2011. I september 2011 flyttede ansøgeren, ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ind hos den herboende ægtefælles forældre. Den herboende ægtefælle led af paranoid skizofreni. Af den kommunale sag fremgik det, at parrets fællesbørn stod til at blive tvangsfjernet, før familien flyttede ind hos den herboende ægtefælles forældre, og at børnenes tarv og trivsel efter indflytningen hos den herboende ægtefælles forældre blev forbedret.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som følge af, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af den kommunale sag fremgik, at parrets fællesbørn forud for, at familien flyttede sammen med den herboende ægtefælles forældre, ikke var i trivsel og stod til at blive anbragt uden for hjemmet, men at det havde været gavnligt for børnenes trivsel, at familien flyttede sammen med den herboende ægtefælles forældre. Udlændingenævnet fandt herefter, at det aktuelle boligforhold havde været afgørende for børnenes trivsel, og at boligkravet under henvisning dertil konkret burde fraviges. FAM/2013/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2013 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 27-05-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 6, til en ansøger fra Kroatien, idet den herboende ægtefælle til brug for sagen havde fremlagt dokumentation for, at hun lejede en ungdomsbolig, og at lejemålet løb fra den 1. december 2011 til den 1. december 2013. Den herboende ægtefælle havde anført, at hun ca. tre måneder før lejekontraktens udløb ville modtage et brev fra boligforeningen, hvor hun ville blive tilbudt en forlængelse af lejekontrakten med et år, og at denne procedure ville blive gentaget år for år, da hun havde ret til at bo på lejemålet, til hun er 35 år.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde underskrevet en tidsbegrænset lejekontrakt for en to-årig periode, og at lejemålet således ikke var gyldigt i mindst tre år fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at det oplyste om den herboendes mulighed for forlængelse af lejemålet ikke godtgjorde, at boligkravet efter udlændingelovens § 9, stk. 6 kunne anses for opfyldt, da det anførte ikke førte til, at det var dokumenteret, at den herboende ægtefælles lejekontrakt ville blive forlænget således, at hun rådede over lejemålet i mindst tre år. FAM/2013/28.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post