Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde

    Dato: 02-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Nigeria, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter halvandet til to års samliv på fælles bopæl umiddelbart forud for indgivelsen af ansøgningen kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever ikke havde dokumenteret at have samlevet i et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse. Ansøgeren kunne således ikke meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med sin herboende samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne i ansøgerens brev til Udlændingestyrelsen i maj 2017, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen i Nigeria i perioden fra februar 2005 til september 2005, at samlivet herefter var blevet afbrudt, hvorefter parret havde boet sammen igen under ansøgerens herboende samlevers to besøg i Nigeria i perioden mellem august 2006 og januar 2008. Disse oplysninger var gengivet i ansøgerens herboende samlevers del af ansøgningsskemaet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgerens herboende samlevers nationalitetspas fremgik af ind- og udrejsestemplerne, at ansøgerens herboende samlever havde været i Nigeria i perioden fra august 2006 til september 2006, svarende til lidt over en måned, og i perioden fra december 2007 til januar 2008, svarende til halvanden måned. Der havde således været tale om afbrudt samliv og herefter korte besøgsophold, og det følger af fast praksis, at der ikke etableres et fast længerevarende samliv gennem besøgs- og ferieophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at perioderne lå mere end 10 år tilbage i tid, at samlivet i øvrigt havde været afbrudt, og at det er en betingelse, at samlivet som udgangspunkt har været uafbrudt. På baggrund af disse oplysninger ændrede det ikke på Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat i klagen havde anført, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde oplyst til advokaten, at parret havde boet sammen i hele perioden fra august 2006 til januar 2008. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen på fælles bopæl i Danmark siden maj 2016, hvor ansøgeren var indrejst på visum, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samlivet i denne periode havde været udøvet under henholdsvis besøgsophold i perioden fra maj 2016 til oktober 2016, under ulovligt ophold i perioden fra oktober 2016 til april 2017, idet ansøgeren i denne periode hverken sås at have været meddelt lovligt eller processuelt ophold, og herefter på processuelt ophold under sagens behandling i Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at samliv efter praksis ikke kan etableres under besøgsophold, ulovligt ophold eller processuelt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i tilfælde af, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde etableret et familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, ikke var oplysninger i sagen om, at ansøgeren, ansøgerens herboende samlever og parrets tre fællesbørn ikke ville kunne indrejse og udøve dette familieliv i Nigeria, hvor parret havde mødt hinanden og efter det oplyste havde boet sammen tidligere. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det ændrede ikke Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde tre fællesbørn, idet disse ikke sås at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor de har været tilknyttet en dansk institution eller skole. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende samlever og parrets tre børn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Nigeria for der at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at parrets ældste barn gik til kontrol og behandling for en hormonel forstyrrelse i Danmark, var ikke en så alvorlig helbredsmæssig tilstand, at det kunne føre til en ændret vurdering, ligesom det heller ikke ændrede ved sagens udfald, at ansøgerens herboende samlever var under uddannelse til ingeniør i Danmark, og at børnene og ansøgerens herboende samlever ville savne ansøgeren, såfremt ansøgeren måtte udrejse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse. FAM/2018/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Afbrydelse af samlivsforhold – Udlevet samlivet i to lande

    Dato: 18-07-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse under henvisning til fast samlivsforhold af længere varighed til en israelsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed uden væsentlige afbrydelser, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i perioden fra september 2014 til den august 2016 havde boet sammen i ansøgerens hjemland, at referencen var rejst tilbage til Danmark for at påbegynde sin kandidatuddannelse ultimo august 2016, at ansøgeren i januar 2017 havde afsluttet sin uddannelse, og at ansøgeren og referencen via flybilletter havde dokumenteret, at de havde opretholdt kontakten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at kravet til fast samlivsforhold af længere varighed var opfyldt, idet det var dokumenteret, at ansøgeren og referencen havde opretholdt kontakten, og at det endvidere var dokumenteret, at referencen frem til ansøgningstidspunktet havde taget skridt med henblik på at opfylde kravene til familiesammenføring, herunder at referencen havde fremskaffet bolig. FAM/2018/59.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en kvinde fra Eritrea, der opholdt sig i Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference var i januar 1995 blevet gift i Eritrea og havde herefter boet sammen indtil 1998, hvor referencen kom i militæret og herefter kun kom hjem på orlov. I august 2010 deserterede referencen og levede i skjul indtil sin udrejse af Eritrea i 2013. Ansøgeren og referencen havde under samlivet fået seks børn sammen.

    Udlændingenævnet fandt efter en helt konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på referencens troværdige forklaring i Udlændingenævnet, herunder at ægtefællerne boede sammen fra 1995 til 1998, at referencen herefter var hjemme på orlov i to til tre måneder ad gangen, og at han boede sammen med sin ægtefælle fra 2010 indtil hans udrejse af Eritrea i 2013. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren og referencen havde haft et længerevarende samliv, indtil referencen grundet asylretlig forfølgelse udrejste af Eritrea i august 2013, hvorunder parret fik seks børn. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at referencen allerede under sin oplysnings- og motivsamtale til Udlændingestyrelsen havde oplyst om sin familie i Eritrea, og at han, kort tid efter at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om genetablering af familielivet. FAM/2018/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde

    Dato: 22-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Honduras, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og ansøgerens herboende samlever. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret fast samliv på fælles bopæl i halvandet til to år uden væsentlig afbrydelse, idet parterne havde oplyst at have boet sammen i tre måneder i 2011, under ansøgerens graviditet og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i 2015 og fra august 2016 og frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Idet der skal være tale om kontinuerligt samliv umiddelbart op til indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring uden væsentlig afbrydelse, ændrede det ikke Udlændingenævnets vurdering, at parret havde boet sammen i kortere perioder i 2007, 2009 og 2013. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens samlever ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor efter de foreliggende oplysninger ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8’s forstand, som Danmark var nærmest til at beskytte. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens samlever havde et fællesbarn født i 2015, der var dansk statsborger, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise parret til at udøve familielivet sammen med fællesbarnet i Honduras. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at partsrepræsentanten havde anført i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 8 og EU-retten. For så vidt angik spørgsmålet om EMRK artikel 8, henviste Udlændingenævnet til, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Med hensyn til det anførte vedrørende EU-retten og dommene C-34/09, Zambrano, og C-133/15, Chavez-Vilchez, vurderede Udlændingenævnet, at disse afgørelser ikke fandt anvendelse ved vurderingen af sagen, idet en af forudsætningerne for, at en tredjelandsborger kan aflede ret, og dermed opholdstilladelse, fra barnet, der er unionsborger, er, at tredjelandsborgeren ikke er gift eller samlevende med unionsborgerens anden forælder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af præmisserne 68, 72 og 74 i EU-Domstolens dom i sagen C-256/11, Dereci, af 15. november 2011 fremgår, at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af dennes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med vedkommende på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles. FAM/2018/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab – Ganske særlige grunde

    Dato: 25-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i marts 2015 meddelt afslag på ægtefællesammenføring i Danmark under henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå ganske særlige grunde. I november 2015 hjemviste Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 til fornyet behandling, da den herboende reference havde indsendt ny dokumentation, som Udlændingestyrelsen ikke havde haft mulighed for at vurdere. I september 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at han og ansøgeren var blevet gift efter de syriske traditioner, og at der intet var unormalt i, at de dokumenter, der efterfølgende var blevet udarbejdet inden for den offentlige forvaltning i Syrien, var udarbejdet senere, end ægteskabet var indgået, samt at der i Syrien ikke var et krav om, at begge ægtefæller skulle være fysisk til stede for at få udstedt de relevante dokumenter.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at den herboende reference havde fremlagt divergerende oplysninger om datoen for parrets eventuelle ægteskab samt om den herboende references civilstatus som forlovet eller gift. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, da den herboende reference i forbindelse med sin ansøgning om asyl udtrykkeligt havde oplyst, at han kun var forlovet, selvom han havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til samtalereferatet, men han havde ikke haft bemærkninger til dette. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret blev gift i april 2014, mens den herboende reference i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret i april 2013 havde besluttet at blive gift, men at parret ikke kunne blive gift på grund af krigen. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde anført, at han faktisk havde været gift siden april 2013, men at parret ikke kunne bo sammen på grund af krigen, og at parret havde holdt ægteskabet hemmeligt på grund af ansøgerens onkel. Det forhold, at der i sagen var fremlagt kopier og oversættelser af forskellige skrivelser, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i april 2013 og havde betalt ægteskabsafgifter, samt at ”Marriage Certificate” var blevet udstedt i april 2015, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at skrivelsen fra april 2013 kun dokumenterede, at parret havde betalt ægteskabsafgifter, samt at skrivelsen ikke var udstedt af en religiøs myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde fremsendt en gyldig ”Marriage Contract” fra den religiøse ret, som var udstedt på selve vielsesdagen med begge parters underskrift samt dokumentation for registrering af kontrakten ved Civil Registry, eller en efterregistrering fra den religiøse myndighed med underskrift fra begge parter og dokumentation for registrering af Civil Registry. Endvidere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde fremsendt kopi af ”Judgement of Marriage Confirmation”, hvoraf det fremgik, at kopien var blevet udstedt i april 2015, at ægteskabet var blevet efterregistreret i marts 2015 ved domstolen i Damaskus, og at efterregistreringen var blevet foretaget ved stedfortræder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ”Judgement of Marriage Confirmation” var udstedt i marts 2015, hvor den herboende reference var i Danmark, og at en dom kun kunne anerkendes, hvis den var udstedt på et tidspunkt, hvor det måtte formodes, at begge parter havde været i Syrien. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift og ikke havde boet sammen, samt at den herboende reference flere gange havde oplyst, at han indtil sin udrejse af Syrien boede i Damaskus på det hotel, hvor han arbejdede, eller i sin egen lejlighed, hvor kun den herboende reference boede, og at ansøgeren havde boet hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da forholdet mellem parret ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at have indgået et ægteskab, som kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold i øvrigt, at det var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 13-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, som på tidspunktet for indgåelse af ægteskab med den herboende reference var under 15 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab blev indgået i november 2014 i Syrien, da ansøgeren alene var 14 år gammel. Ægteskabet kunne således ikke anerkendes efter dansk ret, da det måtte anses som stridende mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, nr. 3, da ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, idet det til sagen var oplyst, at ansøgeren og den herboende reference alene havde boet sammen fra december 2013 og indtil november 2014, svarende til omkring et år, og at dette samtidig var en periode, der lå forud for, at ansøgeren var fyldt 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der alene efter det oplyste var stiftet et forhold på et tidspunkt, hvor ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af EMRK, eller at ansøgeren og den herboende reference i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK’s artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/145.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Urigtige oplysninger og konstrueret dokumentation

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger under henvisning til, at den herboende reference havde afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der blev anset for at være konstrueret med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, stk. 1.

    Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at referencen måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der ansås for konstrueret med det formål, at ansøgeren kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag i november 2014 havde oplyst, at han var ugift, mens det i ansøgningen om familiesammenføring var oplyst, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen var indgået i Syrien i marts 2013 – inden referencens flugt fra hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var fremlagt to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, der måtte antages at være to forskellige oversættelser af det samme originale dokument, men at der var væsentlige divergenser i dokumenterne, herunder at dokumenterne var udstedt af Shariadomstolen i to forskellige byer, at shariadommerens navn var forskelligt i de to dokumenter, og at medgiften var oplyst med to forskellige beløb i de to dokumenter, ligesom der i det ene dokument var omtalt en stedfortræder for referencen, hvilket ikke var tilfældet i det andet dokument. Uanset om der var tale om to separate dokumenter – og således ikke blot to oversættelser af det samme originale dokument – fandt Udlændingenævnet, at der i dokumenterne var så væsentlige uoverensstemmelser, at dokumenterne ikke kunne lægges til grund, da de måtte anses for at være konstrueret til lejligheden med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til klagen var fremlagt et andet dokument vedrørende ægteskabets indgåelse, hvor referencens navn fremstod væsentligt anderledes, end det navn, referencen havde oplyst til udlændingemyndighederne, ligesom den i dokumentet oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten ikke var i overensstemmelse med den i de øvrige fremlagte dokumenter oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der var stavefejl i de angivelige officielle myndighedsstempler på de to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, hvorfor dokumenterne ikke kunne antages at være udstedt af eller verificeret af de rette syriske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at referencen havde forklaret divergerende om sit forhold til ansøgeren, herunder hvor referencen arbejdede, og hvor han mødte ansøgeren for første gang, samt hvor ansøgeren og referencen havde boet sammen. FAM/2016/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 14-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Canada, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret siden midten af 2011 havde rejst rundt i udlandet i en camper, der tillige fungerede som parrets opholdssted under rejserne, og at parret i vintrene boede i en lejet lejlighed eller hos parrets forældre i enten Danmark eller Canada. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets rejseaktiviteter og levevis til sagen var beskrevet og dokumenteret, og at parret i slutningen af 2015 fik et fællesbarn. FAM/2016/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 14-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kenya, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret havde haft et fast og næsten kontinuerligt samliv i Kenya på fælles bopæl siden slutningen af 2009, og at dette var dokumenteret blandt andet via pasregistreringer og lejekontrakter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret i 2009 havde fået et fællesbarn, der siden 2014 havde haft fast ophold hos ansøgerens samlever. FAM/2016/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Stillingtagen til retsgyldigt ægteskab

    Dato: 03-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen ved sin behandling af sagen ikke sås at have taget stilling til eller forbehold for, hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til ansøgningen havde fremlagt en oversat vielsesattest, hvoraf det fremgik, at den herboende reference ikke selv var til stede ved vielsen, men at hans fader mødte op som befuldmægtiget på hans vegne. Derudover fremgik det af vielsesattesten, at den herboende references advokat havde skrevet under for ham. Det følger af Udlændingenævnets praksis, at udgangspunktet ved bedømmelse af sager om ægtefællesammenføring er, at vurderingen af, om betingelsen om et retsgyldigt ægteskab eller længerevarende samliv er opfyldt, går forud for en vurdering af de øvrige betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. Der bør således som udgangspunkt ikke meddeles afslag under henvisning til, at en af de øvrige grundlæggende betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, såfremt der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet havde ikke herved taget stilling til, om ægteskabet var retsgyldigt. FAM/2015/233.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post