Selvforsørgelseskravet

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2023 – Familiesammenføring, ægtefæller – selvforsørgelseskravet

    Dato: 03-07-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en kenyansk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren, der er født i oktober 1995, og som er kenyansk statsborger, søgte i august 2020 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med referencen, der er dansk statsborger. I november 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen under henvisning til, at referencen inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. I marts 2021 hjemviste Udlændingenævnet ansøgerens sag til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet nævnet fandt, at styrelsen rettelig burde have forsøgt at indhente tilstrækkelig og læselig dokumentation for referencens helbredsforhold, inden at styrelsen traf afgørelse i sagen, jf. god forvaltningsskik, herunder navnlig officialmaksimen. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren på ny afslag på familiesammenføring under henvisning til, at referencen inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at karensperioden på 3 år endnu ikke var udløbet. Udlændingestyrelsen vurderede videre, at det ikke kunne føre til et andet udfald i sagen, at referencen i oktober 2021 fik bevilliget førtidspension. Referencens bopælskommune havde bevilliget ham førtidspension grundet, at hans arbejdsevne var varigt nedsat og ikke kunne forbedres.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ” Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen inden for de seneste 3 år har modtaget offentlig hjælp til sin forsørgelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen på grund af psykisk sygdom ikke har været i beskæftigelse i Danmark i en længere årrække, at han har været igennem et længere udrednings- og beskæftigelsesafklarende forløb i kommunen, og at han i oktober 2021 er bevilliget førtidspension. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen i perioden fra december 2014 til september 2021 har modtaget offentlig hjælp i form af ressourceforløbsydelse, og at han siden oktober 2021 har modtaget førtidspension.
    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at uanset at karensperioden på 3 år ikke er udløbet på nuværende tidspunkt, er referencen bevilliget førtidspension med virkning fra oktober 2021 under henvisning til, at hans arbejdsevne er varigt nedsat og ikke kan forbedres, og at der således vil være tale om indirekte forskelsbehandling, som strider mod artikel 5 i Handikapkonventionen, såfremt stillingtagen til en ansøgning om familiesammenføring også skal afvente et meget langvarigt afklaringsforløb af herboendes beskæftigelsesmuligheder.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.
    Udlændingenævnet finder det ligeledes beklageligt, at Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021 indeholder begrundelsesmangler, jf. forvaltningslovens § 24.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af november 2021 ikke på tilstrækkelig vis har begrundet, hvorfor det ikke kan føre til en ændret vurdering, at referencen er bevilliget førtidspension.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2022 – Ægtefællesammenføring - Selvforsørgelseskrav

    Dato: 17-08-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger i Kosovo, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I januar 2019 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Kosovo, hvor de begge er statsborgere. I januar 2021 søgte ansøgeren om opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med referencen. Referencen og ansøgeren fik i september 2021 et fællesbarn, der også er statsborger i Kosovo. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik senest i maj 2019. I februar 2022 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Referencen har inden for de seneste 3 år modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, er derfor ikke opfyldt, og ansøgeren kan således ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne i det elektroniske indkomstregister eIndkomst, hvoraf det fremgår, at referencen har modtaget kontanthjælp, udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik § 25, senest i maj 2019.

    Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er oplyst om særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet vurderer ikke, at der til sagen er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren, referencen og deres fællesbarn ikke vil kunne udrejse og tage ophold i Kosovo, hvor ansøgeren, referencen og parrets fællesbarn er statsborgere, hvor parret mødtes og indgik ægteskab, og hvor parret taler sproget for at udøve familielivet dér.

    Udlændingenævnet henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har et fællesbarn, som er født i september 2021, og som i februar 2022 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført barn i Danmark, og at der med klagen er fremsendt et dokument om opskrivning til dagpleje, integreret institution og børnehave kommunen for barnet.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, idet barnet ikke har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børn efter fast praksis først efter 6-7 års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en institution eller skole anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der kan ske fravigelse af udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren og referencen selv valgte at stifte familie på et tidspunkt, hvor ansøgerens opholdsgrundlag ikke var fastlagt.

    På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde i øvrigt, vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17.02.2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 17-02-2022

    Udlændingenævnet genoptog i februar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på ægtefællesammenføring fra november 2017 til en tyrkisk statsborger, da hendes herboende ægtefælle inden for de seneste 3 år havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i juni 2017 om ægtefællesammenføring med referencen, der er tyrkisk statsborger. Det fremgik af sagen, at referencen havde haft arbejde i Danmark fra 2004 til 2006 som kassemedarbejder, fra 2006 til 2009 som chauffør og fra 2009 til 2011 som p-vagt. I 2011 havde referencen været ude for en arbejdsulykke, og han modtog herefter fra 2011 til 2014 sygedagpenge, og siden 2014 kontanthjælp, der udbetales efter lov om aktiv socialpolitik. Referencen havde i perioden fra oktober 2016 til januar 2017 supplerende arbejdet 20 timer månedligt hos en fastfood restaurant. Efter arbejdsulykken blev referencen diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede i 2017, at han havde et erhvervsevnetab på 50 %, samt at hans erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Referencen var løbende i arbejdsprøvning i samarbejde med bopælskommunen med henblik på en afklaring af hans arbejdsevne. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen inden for de seneste 3 år forud for afgørelsen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Afslaget blev påklaget til Udlændingenævnet, som i februar 2019 stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse, da referencens arbejdsevne ikke var endelig udredt i kommunalt regi, og det ikke kunne afvises, at referencen senere kunne komme i arbejde eller få fleksydelse og på den baggrund kunne opfylde selvforsørgelseskravet. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at referencen var handicappet, og dermed omfattet af FN’s Handicapkonvention, men at referencen hverken direkte eller indirekte blev diskrimineret i forhold til andre referencer i ægtefællesammenføringssager, som ikke var handicappede, og som modtog ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet vurderede endvidere, at afslaget på ægtefællesammenføring ikke var i strid med stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnets afgørelse blev i september 2018 indbragt for byretten, og sagen blev i april 2020 henvist til behandling i Østre Landsret.

    Østre Landsret ophævede ved dom i januar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019. Østre Landsret fandt, at referencens erhvervsevne ikke var endeligt afklaret, men at en håndhævelse af selvforsørgelseskravet kunne udgøre indirekte forskelsbehandling i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, hvis en stillingtagen til ansøgningen om ægtefællesammenføring skulle afvente et meget langvarigt afklaringsforløb. Østre Landsret fandt, at dette skøn ikke var foretaget af Udlændingenævnet, hvorfor landsretten hjemviste sagen til Udlændingenævnet. Østre Landsret vurderede endvidere, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, udgjorde en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulen i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, men at denne begrænsning var begrundet i et alment tvingende hensyn, var egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål, og ikke gik videre end nødvendigt for at opnå formålet. På baggrund af Østre Landsret dom genoptog Udlændingenævnet i februar 2022 sagen.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2017.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen inden for de sidste 3 år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af FN’s Handicapkonvention, at konventionen omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i maj 2011 var ude for en arbejdsulykke, at referencen efter ulykken blev diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og at Arbejdsskadestyrelsen i oktober 2017 vurderede, at han havde et aktuelt erhvervsevnetab på 50 %, samt at referencens erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at det ikke kan udelukkes, at referencen på et senere tidspunkt kan blive selvforsørgende via eksempelvis tilkendelse af fleksjob eller førtidspension og herigennem opfylde selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen forud for ulykken i maj 2011 var i arbejde, at referencen efter sin arbejdsulykke har deltaget i et afklaringsforløb i sine bopælskommuner med arbejdsprøvning ad flere omgange, og at der fortsat ikke er kommet en endelig afklaring på referencens muligheder for beskæftigelse.

    Udlændingenævnet konstaterer herefter, at det i referencens sag vil udgøre indirekte diskrimination i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, stk. 1 og 2, og artikel 23, såfremt selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, stilles.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse bemærket, at referencen siden februar 2014 har modtaget kontanthjælp udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik som følge af arbejdsulykken i maj 2011, at referencen i det væsentligste har medvirket til og deltaget i et afklaringsforløb i flere bopælskommuner, at der på trods af dette endnu ikke foreligger en endelig afklaring af referencens fremtidige muligheder for beskæftigelse, og at den manglende afklaring i det væsentligste synes at bero på bopælskommunens forhold.

    Udlændingenævnet har endvidere bemærket, at ansøgeren indgav ansøgningen om familiesammenføring i juni 2017, og at parret fra det tidspunkt, hvor kommunen måtte visitere referencen til fleksjob eller tilkende ham førtidspension, ville skulle vente yderligere 3 år, før betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, er opfyldt.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt."

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 27-01-2022






    Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Storbritannien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I juni 2021 indgik ansøgeren ægteskab med referencen, der er dansk statsborger, og samme måned søgte ansøgeren om opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med referencen. I juli 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i oktober 2019 på ca. 5.500 kr.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.

    Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, at den herboende ægtefælle ikke inden for de sidste 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

    Udlændingenævnet lægger til grund, at referencen inden for de sidste 3 år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen selv har oplyst i sin del af ansøgningsskemaet, modtaget i Udlændingestyrelsen i juni 2021, at han har modtaget 5.527 kr. i kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2019 til ultimo oktober 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i eIndkomstregistret, at referencen har modtaget 5.527,26 kr. i kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2019 til ultimo oktober 2019. Udlændingenævnet bemærker, at det endvidere fremgår af eIndkomstregistret, at referencen også har modtaget 1.142,30 kr. i kontanthjælp for 3 dage primo oktober 2019.

    Det forhold, at det i klagen er oplyst, at der er tale om et beskedent engangsbeløb, som skulle betragtes som et lån, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom der er tale om et engangsbeløb, overstiger det udbetalte beløb på 5.527,26 kr. bagatelgrænsen. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det udbetalte beløb væsentligt overstiger den bagatelgrænse (900 kr.), som fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (lovforslag nr. L 94 fremsat den 30. november 2005, side 29 og 30). Udlændingenævnet bemærker, at det afgørende ikke er, hvor længe den herboende ægtefælle har modtaget offentlige ydelser, og at selv en kort periode med kontanthjælp kan betyde, at der gives afslag.

    Det i klagen oplyste om, at referencen ønsker at tilbagebetale den udbetalte kontanthjælp for oktober 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet dette forhold ikke ændrer ved, at referencen har fået udbetalt kontanthjælp for oktober 2019.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen efter det oplyste ikke lider af handicap eller anden alvorlig sygdom, og at han på sigt må forventes at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Dette understøttes af, at referencen ifølge oplysningerne fra eIndkomstregistret både før og efter perioden med kontanthjælp i oktober 2019 har været i arbejde.

    Udlændingenævnet vurderer i forlængelse heraf, at nærværende sag ikke er sammenlignelig med den afgørelse, der refereres til i klagen, der blev truffet af Udlændingenævnet i oktober 2015, da sagen fra oktober 2015 vedrørte en herboende ægtefælle, der havde modtaget ressourceforløbsydelse i 10 måneder, og hvis arbejdsevne var begrænset i et sådant omfang, at ægtefællen efterfølgende blev tilkendt førtidspension.

    Det i klagen anførte om, at det var kommunen, der opfordrede referencen til at modtage kontanthjælpen, kan ikke føre til en ændret vurdering, da kommunen har pligt at vejlede en borger, der er uden midler til forsørgelse, og som retter henvendelse til kommunen, om muligheden for at søge om hjælp efter lovgivningen, og da referencen selv valgte at rette henvendelse til kommunen og efterfølgende at modtage hjælpen.

    Det forhold, at referencen i klagen har oplyst, at kommunen ikke havde vejledt ham om, at det ville kunne få betydning for muligheden for at opnå familiesammenføring, hvis han modtog kontanthjælp, og at han ikke ville have modtaget kontanthjælpen, såfremt han var blevet vejledt herom, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han i forbindelse med kommunikationen med kommunen omkring kontanthjælpen for oktober 2019 har oplyst om forhold, der kunne medføre en pligt for kommunen til at vejlede omkring konsekvenserne af at modtage kontanthjælp i forhold til familiesammenføring. Der foreligger således ikke oplysninger om, at kommunen i oktober 2019 var bekendt med, at referencen havde en kæreste, der ikke var dansk statsborger, eller at han ville søge om familiesammenføring med hende på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at ansøgeren og referencen mødte hinanden på en ferie i Spanien i august 2019, og at parret først blev gift og indgav ansøgning om familiesammenføring i juni 2021.

    Det forhold, at referencen i oktober 2019 havde mødt ansøgeren og efter det oplyste allerede godt kunne se hende som hustru, hvorfor han ville have fundet en anden økonomisk løsning, hvis kommunen havde vejledt ham om konsekvenserne, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet kommunen efter det oplyste ikke var bekendt med referencens forhold til ansøgeren, og idet parret endvidere først blev gift i juni 2021 næsten 2 år efter modtagelsen af kontanthjælpen for oktober 2019.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen af sagen desuden lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren og referencen ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Storbritannien, hvor ansøgeren er statsborger, for dér at udøve familielivet.

    Det er indgået i udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen begge er højtuddannede, kan forsørge sig selv og ønsker at bidrage til det danske samfund, at referencen er i arbejde, at ansøgeren har opgivet bolig, job, familie og tilknytning til Skotland, og at hun er i gang med at integrere sig i Danmark gennem danskuddannelse og engagement i lokalsamfundet. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da der ikke kan dispenseres fra kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, som følge af ansøgerens eller den herboende ægtefælles uddannelse, arbejde og integration.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”




  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 19-11-2018

    Udlændingenævnet genoptog i november 2018 Udlændingenævnets afgørelse fra december 2014 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en ukrainsk statsborger, idet den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet hendes herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp som følge af, at han i 2009 havde været involveret i en trafikulykke og i den forbindelse havde pådraget sig en hjerneskade. I 2015 var den herboende ægtefælle blevet indstillet til fleksjob, og han havde derfor ikke siden marts 2015 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Efter Udlændingenævnets afgørelse i 2014 havde ansøgeren indbragt sagen for landsretten, der havde givet klageren medhold, og sagen var herefter blevet anket til Højesteret, der havde givet Udlændingenævnet medhold. Sagen var herefter blevet indbragt for FN’s Handicapkomité, der i august 2018 havde udtalt kritik af Udlændingenævnets afgørelse. På baggrund af udtalelsen fra FN’s Handicapkomité havde Udlændingenævnet besluttet at genoptage sagen.

    Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle senest i marts 2015 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af landsrettens dom, at den herboende ægtefælles bopælskommune havde visiteret ham til fleksjob i marts 2015, og at han efterfølgende var blevet ansat i fleksjob i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013, allerede fordi den herboende ægtefælle i november 2018 ikke havde modtaget offentlige ydelser i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke anledning til at tage konkret stilling til FN’s Handicapkomités udtalelse fra august 2018. FAM/2018/76.

    FN’s Handicapkomités udtalelse kan læses ved at trykke på overskriften.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 14-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en mand fra Serbien, da den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference havde i 2009 fået kontakt med hinanden via internettet og var i 2012 blevet gift i Danmark. Parret havde to fællesbørn født henholdsvis i marts 2011 og oktober 2012, og den herboende reference ventede parrets tredje barn. Begge børn var imidlertid kort tid efter fødslen blevet anbragt udenfor hjemmet i familiepleje. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens seneste indrejse i Danmark i maj 2016 havde haft samvær med det yngste barn et par timer hver 14. dag og med det ældste barn et par timer hver 3. uge. Samværet foregik i hjemmet, og forældrene havde samvær med børnene alene. Det var til støtte for klagen anført, at forældrene forventede yderligere samvær med børnene.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference, idet den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde to børn, der var født og boede i Danmark, at der kontinuerligt siden børnenes anbringelse uden for hjemmet havde været fastsat samvær med den herboende reference, og at begge forældre siden maj 2016 havde deltaget i samværet med børnene. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til omfanget og hyppigheden af samværet med børnene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge børn siden kort tid efter deres fødsel havde været anbragt i familiepleje, at der senest i december 2017 af kommunen var truffet afgørelse om samværet, og at kommunen af hensyn til børnenes udvikling havde afvist yderligere samvær. Udlændingenævnet fandt således, at samværet ikke havde været øget over tid proportionalt med børnenes alder, og at samværet samlet set ikke havde en sådan hyppighed eller varighed, at det kunne anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse og henvise ham og den herboende reference til at udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet bemærkede i relation til EMRK artikel 8, at bestemmelsen ikke indebar en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter bestemmelsen havde en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de ville udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at indrejse i Danmark for at udøve samværet med børnene gennem besøgsophold, henset til den geografiske afstand fra Serbien sammenholdt med omfanget af samværet. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations notat af 22. juni 2011 om ”Samspillet mellem udlændingelovens regler, de familieretlige regler og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 i relation til meddelelse af opholdstilladelse til forældre til herboende børn, som er anbragt uden for hjemmet”, hvoraf det fremgår, at det kan udledes af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at staten er forpligtet til at sikre, at afstanden mellem forælder og barn ikke bliver så stor, at forælderens faktiske mulighed for at gennemføre et fastlagt samvær bliver vanskeliggjort, og at i sagen 10465/83 af 24. marts 1988 Olsson mod Sverige blev afstande over cirka 600 km eller en transporttid over cirka seks timer til barnets opholdssted anset som en proportional begrænsning af samværet. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference var gravid med parrets tredje barn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette barn endnu ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. FAM/2018/68.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Samvær med særbørn

    Dato: 06-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en tyrkisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde siden marts 2014 løbende modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp). Den herboende ægtefælle havde – udover parrets tre fællesbørn – et særbarn, som var anbragt i en plejefamilie uden for hjemmet. Til sagen var fremlagt særbarnets bopælskommunes afgørelse fra september 2016, hvorved der blev fastsat samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet af to timers varighed hver fjerde uge.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle siden marts 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at ydelserne var udbetalt til underhold, og at ydelserne ikke kunne sidestilles med løn eller pension eller træde i stedet herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var dokumenteret, at et af fællesbørnene havde været indlagt to gange, da barnet havde været respiratorisk påvirket. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at fællesbarnets seneste indlæggelse lå tilbage i tid, at der ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet aktuelt var behandlingskrævende, eller at fællesbarnets tilstand i øvrigt var af en sådan karakter, at han ikke kunne henvises til at tage ophold i Tyrkiet sammen med ansøgeren og den herboende ægtefælle. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, først efter seks til syv års fast og lovligt ophold i Danmark – i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole – som udgangspunkt anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde et særbarn, som var bosiddende i Danmark, og som var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ifølge en udtalelse fra særbarnets bopælskommune ikke havde haft samvær med særbarnet siden marts 2015, at der endvidere ikke var effektueret samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet i overensstemmelse med kommunens afgørelse fra september 2016, ligesom den herboende ægtefælle ikke skulle have kontaktet kommunen, siden hun indgav ansøgning om samvær med særbarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der – henset til at den herboende ægtefælle ikke havde haft samvær med sit særbarn i omkring to år og to måneder – ikke kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke var af et sådant omfang, at en henvisning til udøvelse af familielivet i Tyrkiet kunne anses for et uforholdsmæssigt indgreb i den herboende ægtefælles og dennes særbarns ret til familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde ytret et ønske om i fremtiden at have samvær med sit særbarn, og at særbarnets bopælskommune efter den herboende ægtefælles opfattelse modarbejdede, at den herboende ægtefælle havde samvær med sit særbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved vurdering af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om samvær i fremtiden ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ej heller forelå oplysninger på sagen om, at den herboende ægtefælle, såfremt hendes og ansøgerens familieliv udøvedes i Tyrkiet, ikke som hidtil ville kunne udøve familielivet med sit særbarn via telefonsamtaler. FAM/2017/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Uafsonet fængselsstraf

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet afslog i december 2016 at genoptage en sag om ægtefællesammenføring til en thailandsk kvinde, som havde fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes danske ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og hvor Udlændingenævnet havde vurderet, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige kravet om selvforsørgelse i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke var anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at Den Danske Ambassade i Bangkok havde oplyst, at den herboende ægtefælle, hvis han tog ophold i Thailand, udover afsoning af en to-årig fængselsstraf risikerede at få en tillægsstraf for at være udeblevet fra afsoningen, og at den herboende ægtefælle herefter kunne påregne at blive udvist efter afsoning. Det indgik endvidere, at ansøgerens advokat havde anført, at den idømte fængselsstraf med den forventede tillægsstraf for udeblivelse efter hans opfattelse gjorde det uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og at udgangspunktet i dansk strafferetspraksis efter advokatens oplysninger var, at 0,3 gram amfetamin blev betragtet som besiddelse til eget forbrug og var forbundet med bødestraf. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016, hvor Udlændingenævnet vurderede det forhold, at den herboende ægtefælle var idømt fængselsstraf og risikerede udvisning af Thailand efter afsonet dom. Udlændingenævnet fandt således – uanset længden af den herboende ægtefælles idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og uanset at besiddelse af 0,3 gram amfetamin – herunder om det kunne anses for at være med henblik på videresalg – blev straffet hårdere i Thailand end i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til genoptagelse, at Den Danske Ambassade i Thailand havde oplyst, at den herboende ægtefælle efter endt afsoning i Thailand ville blive udvist af Thailand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det allerede indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle risikerede udvisning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke sås at være fremlagt dokumentation fra de thailandske myndigheder om den herboende ægtefælles angivelige indrejseforbud og længden heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Udlændingenævnet ved sin afgørelse fra januar 2016 også havde henvist til, at den herboende ægtefælle ikke sås at have modtaget offentlig hjælp i form af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2015, at han i perioden fra september 2016 til december 2016 havde modtaget SU, og at det derfor måtte antages, at han kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt derfor fortsat, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, således at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark på grund af den herboende ægtefælles dom i Thailand. FAM/2016/110.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 09-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra august 2013 til og med juni 2015 modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parrets fællesbarn, der var dansk statsborger, var diagnosticeret med kræftsygdommen Wilms tumor (kræft i nyrerne), og som følge heraf skulle undergå en operation og syv til ti måneders behandling med kemoterapi. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå ganske særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte anses for uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og ansøgerens familie til at udøve familielivet i Irak. FAM/2016/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 20-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2013 til december 2013 modtaget kontanthjælp og havde i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet modtaget uddannelseshjælp. Det var under sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor med en række præparater. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel af de thailandske myndigheder for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, som han ikke havde afsonet, ligesom han herefter var eftersøgt af myndighederne i Thailand.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle i perioden fra oktober 2013 til december 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp), og at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 23 (uddannelseshjælp) i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet, samt oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at han yderligere havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik frem til juli 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle led af bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at MedCOI (1) i november 2015 havde oplyst over for Udlændingenævnet, at de relevante præparater var tilgængelige i Thailand, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ville kunne modtage den nødvendige og relevante behandling i Thailand. Udlændingenævnet fandt af de samme grunde, at der ikke var oplyst om sådanne forhold, der ville kunne føre til dispensation fra udlændingelovens § 9, stk. 5, i medfør af FN’s Handicapkonvention. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel i Thailand for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, at de thailandske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham, og at det til sagen var anført, at strafferammen for narkotikaforbrydelser i Thailand er høj, og at en dom for narkotika ofte kan medføre et indrejseforbud i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres fra ægtefællesammenføringsbetingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet forholdene ikke medførte, at Danmark måtte anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ægtefællerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det ikke var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle var meddelt et indrejseforbud i Thailand. Udlændingenævnet fandt herudover – uanset længden af den idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Thailand. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det også i Danmark er strafbart at besidde amfetamin med henblik på videresalg, kunne en idømt fængselsstraf i Thailand herfor ikke føre til dispensation fra reglerne om ægtefællesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at uanset, at besiddelse af amfetamin på 0,3 gram straffes hårdere i Thailand end i Danmark, ville besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg også i Danmark kunne medføre frihedsstraf, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne anses for uproportionalt at meddele afslag på familiesammenføring i Danmark uanset idømt frihedsstraf i Thailand på to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at parret og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis som udgangspunkt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold med opholdstilladelse her i landet. FAM/2016/5.

    (1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen