MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringSelvforsørgelseskravetUdlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en mand fra Serbien, da den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference havde i 2009 fået kontakt med hinanden via internettet og var i 2012 blevet gift i Danmark. Parret havde to fællesbørn født henholdsvis i marts 2011 og oktober 2012, og den herboende reference ventede parrets tredje barn. Begge børn var imidlertid kort tid efter fødslen blevet anbragt udenfor hjemmet i familiepleje. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens seneste indrejse i Danmark i maj 2016 havde haft samvær med det yngste barn et par timer hver 14. dag og med det ældste barn et par timer hver 3. uge. Samværet foregik i hjemmet, og forældrene havde samvær med børnene alene. Det var til støtte for klagen anført, at forældrene forventede yderligere samvær med børnene.    

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference, idet den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde to børn, der var født og boede i Danmark, at der kontinuerligt siden børnenes anbringelse uden for hjemmet havde været fastsat samvær med den herboende reference, og at begge forældre siden maj 2016 havde deltaget i samværet med børnene. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til omfanget og hyppigheden af samværet med børnene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge børn siden kort tid efter deres fødsel havde været anbragt i familiepleje, at der senest i december 2017 af kommunen var truffet afgørelse om samværet, og at kommunen af hensyn til børnenes udvikling havde afvist yderligere samvær. Udlændingenævnet fandt således, at samværet ikke havde været øget over tid proportionalt med børnenes alder, og at samværet samlet set ikke havde en sådan hyppighed eller varighed, at det kunne anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse og henvise ham og den herboende reference til at udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet bemærkede i relation til EMRK artikel 8, at bestemmelsen ikke indebar en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter bestemmelsen havde en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de ville udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at indrejse i Danmark for at udøve samværet med børnene gennem besøgsophold, henset til den geografiske afstand fra Serbien sammenholdt med omfanget af samværet. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations notat af 22. juni 2011 om ”Samspillet mellem udlændingelovens regler, de familieretlige regler og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 i relation til meddelelse af opholdstilladelse til forældre til herboende børn, som er anbragt uden for hjemmet”, hvoraf det fremgår, at det kan udledes af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at staten er forpligtet til at sikre, at afstanden mellem forælder og barn ikke bliver så stor, at forælderens faktiske mulighed for at gennemføre et fastlagt samvær bliver vanskeliggjort, og at i sagen 10465/83 af 24. marts 1988 Olsson mod Sverige blev afstande over cirka 600 km eller en transporttid over cirka seks timer til barnets opholdssted anset som en proportional begrænsning af samværet. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference var gravid med parrets tredje barn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette barn endnu ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. FAM/2018/68.
 

Senest opdateret: 14-05-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post