Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab – 24-års-kravet

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgeren og den herboende reference var fætter og kusine. Ansøgeren og den herboende reference blev introduceret for hinanden til en fest, hvorefter ansøgeren og den herboende reference fik ni måneder til at finde ud af, om de passede sammen, inden ansøgeren og den herboende reference blev kærester. Ægteskabet blev indgået i Syrien i 2013. Ansøgeren og den herboende reference boede efter ægteskabets indgåelse sammen i otte måneder, inden den herboende reference flygtede til Danmark. Ansøgeren var på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke fyldt 24 år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke var fyldt 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende reference var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, idet ansøgeren og den herboende reference ikke havde boet alene sammen inden ægteskabets indgåelse, og idet ansøgeren og den herboende reference efter ægteskabets indgåelse alene havde haft et samliv af kortere varighed, hvor de ikke havde stiftet selvstændig bolig. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at både ansøgeren og den herboende reference var 21 år ved indgåelsen af ægteskabet, og at ansøgeren og den herboende reference havde boet hos den herboende references familie, indtil den herboende reference var flygtet til Danmark. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgerens og den herboende references kontakt via telefon efter ægteskabets indgåelse ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges afgørende betydning. FAM/2015/101.

Senest opdateret: 24-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen