Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger født i 1986 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Den herboende ægtefælle var født i Danmark og var dansk statsborger. Den herboende ægtefælle boede frem til oktober 2014 hos sine forældre i Danmark. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark i april 2015 til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2009 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selvstændigt havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2012, og at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i april 2014. Ansøgeren havde ansøgt om et besøgsvisum til Danmark og var i den forbindelse til samtale på den danske ambassade i Islamabad i oktober 2014. Ansøgeren havde ved samtalen oplyst, at parret havde startet forholdet i 2012, at parrets forældre havde givet tilladelse til ægteskabet, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, at parret havde boet sammen som ægtefæller i fire dage, inden den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark, og at parret ikke havde set hinanden i perioden fra forholdets begyndelse til ægteskabets indgåelse. Den herboende ægtefælle var indkaldt til møde i Udlændingenævnet, men han mødte ikke op til mødet.

Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, idet ansøgeren og hendes ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret var mødtes første gang i 2009, da parret var henholdsvis 18 år og 22 år, at parret havde indledt forholdet i 2012, hvor parret var henholdsvis 21 år og 25 år, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, og at parret meget kortvarigt havde boet sammen som ægtefæller i omkring fire dage, før den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for forholdets begyndelse samt ægteskabets indgåelse havde boet hos sine forældre, og at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret selv havde planlagt deres bryllup, og at den herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var under uddannelse i Danmark, hvor han også havde et arbejde, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at parret havde boet sammen på en ferie i 2012, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne om parrets kontakt og opholdet ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. FAM/2015/219. 

Senest opdateret: 27-08-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen