Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 13-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 1997 som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i juli 2007 og blev meddelt dansk statsborgerskab i januar 2009. Ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i juli 2014, og den herboende ægtefælle indgav ansøgning om opholdstilladelse på vegne af ansøgeren i september 2014 under henvisning til ægteskabet. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren flygtede til Irak i april 2011 på grund af politisk aktivitet i Iran, der bragte ham i livsfare, at ansøgeren havde forældre og søskende i hjemlandet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i Komalas lejre i Irak i juli 2013, hvor den herboende ægtefælle var på ferieophold, at parret havde kontakt via telefon, Facebook og Skype, og at parret sidst så hinanden i en periode fra juli 2014 til august 2014. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at ansøgeren arbejdede i Irak, at den herboende ægtefælle var født i Iran og opvokset i Irak, at den herboende ægtefælles forældre og søster boede i Danmark, at den herboende ægtefælle havde gennemført farmakonomuddannelsen i Danmark, og at den herboende ægtefælle havde haft fuldtidsbeskæftigelse i Danmark siden juli 2014. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet var det anført, at Udlændingestyrelsen ikke havde lagt vægt på den herboende ægtefælles status som flygtning, og at det på den baggrund ville være uforsvarligt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at tage ophold i Iran. Til brug for behandlingen af sagen anmodede Udlændingenævnet om en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingestyrelsen udtalte i den forbindelse, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er som altovervejende hovedregel en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 12 år, hun havde gennemført farmakonomuddannelsen, og hun havde haft fuldtidsbeskæftigelse siden juli 2014. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at han således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor tilknytningskravet ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnets flertal lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Iran for der at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at de begge var født i Iran, at ansøgeren var iransk statsborger, og at ansøgerens forældre og søskende boede i Iran. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde opholdsgrundlag som flygtning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde udtalt, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle havde opnået dansk statsborgerskab, hvorfor hun som udgangspunkt kunne tage ophold i Iran uden at risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren frygtede asylretlig forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet asylretlige forhold ikke kan føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Det samlede Udlændingenævn fandt endelig, at ægtefællerne – såfremt de ikke anså det for muligt at opholde sig i Iran – ville kunne henvises til at udøve familielivet i Irak, hvor ansøgeren havde opholdt sig siden april 2011, hvor ægtefællerne havde mødt hinanden, hvor ægteskabet var indgået, og hvor den herboende ægtefælle var opvokset frem til sin udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke uforholdsmæssigt at henvise ægtefællerne til at tage ophold i enten Iran eller Irak. FAM/2015/82.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl – Ganske særlige grunde
Dato: 08-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en eritreansk statsborger med en herboende flygtning i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og den herboende reference havde oplyst, at parret havde boet sammen, fra de var fyldt 13 år i perioden fra 2002 til 2009, at parret i denne periode havde været kærester, og at parret havde boet i en lejet bolig sammen. Det fremgik endvidere, at den herboende reference var fængslet i perioden fra 2009 til 2012, og at han i september 2012 flygtede fra Eritrea.
Udlændingenævnet fandt, at parret ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet begge parter var under 24 år, og idet parret ikke havde dokumenteret at have haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om parret måtte kunne dokumentere samliv på fælles bopæl i perioden fra 2002 til 2009, kunne dette stadig ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret efter det oplyste havde boet sammen, fra de var 13 år, og at det henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv ikke kunne lægges til grund, at de havde samlevet i denne periode i udlændingelovens forstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det angivelige fælles samliv blev afbrudt ved den herboende references fængsling i 2009. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv, og at parret ikke havde set hinanden siden 2009. FAM/2015/115.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 08-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, nr. 6, til en statsborger fra Vietnam. Ansøgeren havde ansøgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, som var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 2005, og derfor var omfattet af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 12. Den herboende ægtefælle havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at han var i beskæftigelse som produktionsmedarbejder 37 timer ugentligt, at han var blevet ansat juli 2013, at han i perioden fra 2002 til 2004 havde været i beskæftigelse 37 timer ugentligt som produktionslagerarbejder, at han i perioden fra 2005 til 2008 havde været beskæftiget 37 timer ugentligt, at han i perioden fra 2009 til 2010 havde været beskæftiget 9 timer ugentligt, og at han i 2011 havde været ansat 37 timer ugentligt. Parret havde to børn født i henholdsvis maj 2011 og oktober 2012, som begge havde opholdstilladelse i Danmark. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at han havde modtaget, barselsdagpenge i cirka to år, at han havde afholdt fædreorlov i juli 2011, at han havde afholdt barsel i august 2011, at han havde afholdt forældreorlov i perioden fra august 2011 til april 2012, og at han i perioden fra januar 2013 til juli 2013 havde afholdt forældreorlov.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, og fortsat må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han havde været under uddannelse eller været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for tidspunktet for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1-6, finder anvendelse for herboende udlændinge, som ikke er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, som er affattet ved lov nr. 572 af 31. maj 2010. Den herboende ægtefælle var således omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1-6. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælle var overgået fra deltidsbeskæftigelse i juni og juli 2011 til at afholde fædreorlov i forbindelse med fødslen af parrets første barn i juli 2011, at han havde afholdt barsel i august 2011, at han havde afholdt forældreorlov i perioden fra august 2011 til april 2012, og at han i perioden fra januar 2013 til juli 2013 afholdt forældreorlov i forbindelse med fødslen af parrets andet barn, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle i april 2012 og i december 2012 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at barselsorlov/forældreorlov kun kan indgå i beregningen, såfremt den pågældende er i et ansættelsesforhold før afholdelsen af barsel/forældreorlov, og at pågældende efter endt barsel vender tilbage til samme ansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde været i 10 måneders fuldtidsbeskæftigelse og 10 måneders deltidsbeskæftigelse, hvilket svarede til i alt 16 måneders ordinær beskæftigelse, og at den herboende ægtefælle således ikke opfyldte kravet om mindst tre års beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det forhold, at parret havde to fællesbørn, der var født henholdsvis i 2011 og i 2012, og som gik i børnehave og dagpleje, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet børnene endnu ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års uafbrudt ophold i Danmark anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at ansøgerens ægtefælle skal opfylde en del af de gældende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/116. -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 08-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, til en marokkansk statsborger under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2003 og skulle opfylde de nugældende overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i forhold til ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han havde været under uddannelse eller været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse – fra juni 2009 til juni 2014. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle i perioden fra juli 2009 til og med juni 2014 havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med mere end 30 timer om ugen i 13 måneder, og at han havde været i ordinær deltidsbeskæftigelse med mellem 15 og 30 timer om ugen i tre måneder. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering, da dette samlet gav 13 måneders fuldtidsbeskæftigelse og tre måneders deltidsbeskæftigelse, hvilket i alt gav 14,8 måneders ordinær beskæftigelse. Det var endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han var i gang med en forberedende voksenuddannelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at der var tale om en uddannelse, der kunne indgå i opgørelsen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at ansøgerens herboende ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Det forhold, at parret havde fået et fællesbarn i maj 2012, som var statsborger i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af praksis, at børn som udgangspunkt først kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv år i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Parrets barn kunne således ikke anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret mødte hinanden og indgik ægteskab i Marokko, hvor de begge var statsborgere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne udøve familielivet i Marokko, hvor ansøgeren, hendes herboende ægtefælle og deres fællesbarn alle var statsborgere, og hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle var født og opvokset, og hvor parret havde forældre og søskende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om, at den herboende ægtefælle led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ham, der kunne føre til, at betingelsen ikke burde stilles. FAM/2015/49.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 08-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var tyrkisk statsborger, indrejste i Danmark i februar 1997, og han blev meddelt opholdstilladelse i november 1997 i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. Den herboende ægtefælle blev i oktober 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle havde været gift med en dansk statsborger i perioden fra februar 1997 til november 2001, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik nyt ægteskab i februar 2002. Det fremgik endvidere af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde fire børn, som alle fire boede i Danmark. Parrets tre ældste børn var født i 1992, 1993 og 1998 i Tyrkiet. Parrets yngste barn var født i september 2003 i Danmark. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til hendes herboende søn. I februar 2014 indgav ansøgeren endvidere ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med sin ægtefælle. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere havde været gift i perioden fra august 1991 til september 1995, at parret var født og opvokset i samme by i Tyrkiet, at parret sidst havde set hinanden i december 2013, og at parret talte tyrkisk og dansk indbyrdes.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 33 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at parret forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark i 1997 havde kendt hinanden i Tyrkiet siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra august 1991 til september 1995, og at parret i denne periode fik to fællesbørn. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som han havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parrets tredje fællesbarn var født i 1998 i Tyrkiet, mens den herboende ægtefælle var gift med en herboende dansk statsborger. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på ni visumbesøg, og at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark i perioden fra 2008 til 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Det talte med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, at den herboende ægtefælle og ansøgeren tidligere havde været gift eller havde levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at parret senere indgav ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Indgåelse af ægteskab på ny indikerede, at den herboende ægtefælle havde bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte sammen på tyrkisk og dansk, og at flere af den herboende ægtefælles søskende tillige var bosiddende i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle havde bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet, således at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark dermed ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden november 1997, at han i oktober 2000 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han siden maj 2000 havde arbejdet 40 timer om ugen som slagter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælles arbejdsmarkedstilknytning var af en sådan karakter, at den i sig selv kunne føre til en ændret vurdering af, om parrets samlede tilknytning til Danmark oversteg til parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for, at der skulle meddeles opholdstilladelse, uanset at tilknytningskravet ikke kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Det forhold, at ansøgeren tillige havde søgt om familiesammenføring med parrets herboende yngste søn, som opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at hvis der foreligger et familieliv mellem et herboende barns forældre vil det – uanset om det angives, at der ansøges om familiesammenføring alene med henvisning til barnet, eller om det angives, at der ansøges om familiesammenføring med henvisning til den herboende forælder – være familiens forhold som samlet enhed, der vil danne grundlag for vurderingen af, om der bør meddeles opholdstilladelse. Det vil således være de samme faktiske, konkrete omstændigheder i sagen, der vil indgå i grundlaget for vurderingen af, om der bør meddeles tilladelse til familiesammenføring her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at parrets fællesbørn, som opholdte sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at parrets yngste barn var født i 2003 i Danmark og siden havde boet her i landet, at han havde gået i vuggestue og børnehave og nu gik i skole i Danmark, og at parrets næstyngste barn født i 1998 havde haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2004. Det bemærkedes endvidere, at parrets to ældste børn, som var født i henholdsvis 1992 og 1993, var myndige. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at parrets yngste barns forhold ikke kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og Børnekonventionen at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med barnets tarv, og at parrets børn ikke ved afslaget var afskåret fra at have regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med ansøgeren. Der var i klagen henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Osman mod Danmark sagen (application no. 38058/09). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Osman-sagen efter Udlændingenævnets opfattelse ikke var sammenlignelig med nærværende sag, idet Osman-sagen vedrørte et barn, som blev nægtet opholdstilladelse i Danmark, mens nærværende sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en forælder kan få opholdstilladelse afledt af sit barns forhold. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt afslutningsvis, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil, herunder via feriebesøg. FAM/2015/129.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens ægtefælle havde været dansk statsborger siden 1993, mens ansøgeren var iransk statsborger. I august 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark, at parret mødte hinanden i november 2012 og blev gift i maj 2014 i Iran, samt at parret talte sammen på persisk og iransk. I oktober 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Afgørelsen blev påklaget i november 2014, hvor det blev anført, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren kunne komme på besøg i Danmark, og at den herboende ægtefælle var ansøgerens nærmeste familie. Endvidere blev det anført, at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse tilknytningskravet som opfyldt, at begge ægtefæller hver især havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde boet i Danmark i 29 år og været statsborger i Danmark i 21 år, men ikke at ansøgeren havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, da ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Det forhold, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren skulle komme på besøg til Danmark, og at den herboende ægtefælle var hans nærmeste familie, kunne på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Det forhold at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun ikke kunne modtage behandling for dette i Iran. FAM/2015/43.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl
Dato: 23-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Under sagens behandling i Udlændingenævnet fremgik det imidlertid af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren og den herboende reference ikke længere var gift.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på baggrund af ægteskab eller et fast samlivsforhold af længere varighed med den herboende reference, da det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af CPR fremgik, at ansøgeren og den herboende reference i november 2014 var blevet skilt, og at der ikke var fremkommet oplysninger om, at ansøgeren og den herboende reference måtte have til hensigt at samleve på fælles bopæl. FAM/2015/41.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 18-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien. Af ansøgningsskemaet fremgik det blandt andet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var beslægtet som fætter og kusine, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var forelsket i hinanden og ønskede at indgå ægteskab, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde kendt hinanden hele deres liv og ofte havde mødt hinanden, at ansøgeren og den herboende ægtefælle traf beslutning om at indgå ægteskab i januar 2012, og at de indgik ægteskab i april 2012 i Syrien. Det fremgik endvidere, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i starten af deres ægteskab mødtes en gang månedligt i Syrien af seks dages varighed og boede sammen i disse perioder, at dette skyldtes, at den herboende ægtefælle var værnepligtig, at ansøgeren og den herboende ægtefælle boede sammen med den herboende ægtefælle onkel, moster, fætre og kusiner, at ansøgeren og den herboende ægtefælle herudover boede sammen i perioden fra august 2012 til august 2013 i Tyrkiet, hvor de boede sammen med den herboende ægtefælles moder og brødre, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter den herboende ægtefælles flugt havde kommunikeret sammen næsten hver dag via Skype, og at den herboende ægtefælle indrejste i Danmark i oktober 2013. I oktober 2014 påklagede den herboende ægtefælle Udlændingestyrelsens afgørelse, og han anførte i den forbindelse, at ansøgeren befandt sig i Syrien, og at hun ville være sammen med den herboende ægtefælle i Danmark, at ansøgerens fader boede i Sverige, at ansøgerens søster og moder var blevet familiesammenført med ansøgerens fader i Sverige, og at ansøgeren ikke kunne bo alene i Tyrkiet. I februar 2015 fremsendte den herboende ægtefælle en lægeerklæring omhandlende ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren blandt andet led af en neurose, at ansøgeren havde symptomer på depression, og at ansøgeren havde brug for lægelig og psykologisk behandling. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet i Udlændingenævnet i marts 2015, at han havde kendt sin ægtefælle som sin kusine, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var opvokset sammen, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle således havde kendt hinanden hele deres liv. Den herboende ægtefælle forklarede endvidere, at han og ansøgeren havde talt om at indgå ægteskab to år, før de indgik ægteskab, hvilket var i 2010, og at han havde været igennem hårde oplevelser for at komme til Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra c. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født i august 1993, og at hun således ikke var fyldt 24 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet Udlændingenævnet fandt, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke havde boet alene sammen før ægteskabet, og at de efter ægteskabets indgåelse alene havde haft et samliv af kortere varighed, hvor de ej heller havde stiftet selvstændig bolig. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter ægteskabets indgåelse først boede sammen hos den herboende ægtefælles onkel og dennes familie, samtidig med at den herboende ægtefælle var indkaldt til militæret, og dernæst hos den herboende ægtefælles moder i Tyrkiet, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle senest havde set hinanden i august 2013. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde anført, de selv besluttede at indgå ægteskab, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde boet sammen i Syrien og Tyrkiet, efter at de indgik ægteskab, var ikke tilstrækkeligt til at antage, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren opholdt sig i et krigshærget område i Syrien, og at ansøgeren var bange, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter. Det forhold, at ansøgeren befandt sig i Syrien, at hun var uden familiemedlemmer, at det var farligt for hende at opholde sig i Syrien uden mulighed for beskyttelse og støtte gennem familiemedlemmer, at hun blandt andet led af en neurose og havde symptomer på depression, hvorfor hun havde brug for lægelig og psykologisk behandling, kunne ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi der ikke kunne antages at foreligge et beskyttelsesværdigt familieliv. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet endelig, idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/114.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 17-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Irak, hvorefter den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren i Irak i fire måneder om året.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Irak, da begge ægtefæller – hver især – skulle have opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle kom til Danmark i en alder af 43 år, at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Irak inden sin indrejse i Danmark, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark eller været i beskæftigelse siden sin indrejse i Danmark i 1996. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret mødte hinanden i Irak i 2008, at parret talte arabisk sammen, og at parret havde søskende i Irak, men ikke i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parrets samlede tilknytning til Danmark, henset til den måde parret havde udøvet familielivet på, herunder den herboende ægtefælles årlige besøg i Irak af fire måneders varighed, ikke var større end parrets tilknytning til Irak. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle i 18 år havde haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet den omstændighed, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år som flygtning ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at parret ikke kunne udøve deres familieliv i Irak på grund af den aktuelle situation, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parret siden 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at de tilbragte fire måneder af året sammen i Irak, og de måtte henvises til fortsat at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Irak ikke risikerede asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at den herboende ægtefælle skulle lide af en rygsøjlelidelse og spændte nerverødder, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle havde demonstreret, at det havde været muligt at søge lægehjælp for sine lidelser i Irak, idet han under sit ophold i hjemlandet havde søgt lægehjælp. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak, hvor parret mødtes og blev gift, og hvor begge parter var statsborgere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2015/46.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 16-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i august 2013 og blev i januar 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen oplyste den herboende ægtefælle, at ansøgeren var hans kusine, og at han indgik ægteskab med ansøgeren i marts 2013. I maj 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at de mødte hinanden hos familie, hvor de blev forelskede, at de havde kendt hinanden siden barndommen, at de ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at de selvstændigt besluttede at indgå ægteskab, og at de selvstændigt planlagde brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret indgik ægteskab i marts 2013, og at de boede sammen hos den herboende ægtefælles forældre fra ægteskabets indgåelse, og indtil den herboende ægtefælle i juli 2013 var nødt til at forlade Syrien. Den herboende ægtefælle anførte til støtte for klagen, at parret ikke var i familie, at der var tradition for at kalde sin kone for sin onkels eller mosters datter eller manden for sin onkels søn, og at det muligvis var derfor, at personen, som parret havde fået til at hjælpe med ansøgningsskemaet, havde anført, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren var den herboende ægtefælles moders søsters datter. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke kunne lægges til grund, at disse specifikke oplysninger alene skyldtes en misforståelse hos en person, som hjalp den herboende ægtefælle med at udfylde skemaet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende ægtefælles egen oplysning i oplysnings- og motivsamtalen om, at ansøgeren var hans kusine, hvilket den herboende ægtefælle ligeledes forklarede ved det mundtlige nævnsmøde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab til hinanden ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde kendt hinanden siden barndommen, at ægteskabet efter det oplyste var indgået efter begge parters ønske, at parret havde anført i ansøgningen, at parret selv havde truffet beslutningen om at indgå ægteskabet med hinanden, og at parret selv havde planlagt brylluppet, ikke afkræftede formodningsreglen efter udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde levet sammen hos den herboende ægtefælles familie i Syrien efter ægteskabets indgåelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det efter omstændighederne ville kunne tilbagevise formodningen om, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget valg, hvis der efter ægteskabets indgåelse havde været samliv af betydelig varighed, og det måtte lægges til grund, at begge parter havde ønsket at fortsætte samlivet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parret alene havde boet sammen fra marts 2013 til juli 2013. FAM/2015/29.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet