right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2023 - Afvisning på grænsen – omgørelse - Lufthavnstransitvisum

    Dato: 07-11-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et tyrkisk nationalitetspas og en gyldig permanent opholdstilladelse i USA. Politiet traf afgørelse om at nægte klageren transit videre til New York under henvisning til, at hun ikke havde et gyldigt transitvisum ved indrejsen i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder, at klageren ikke burde have været afvist ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet hun var i besiddelse af en perment opholdstilladelse i USA og er dermed fritaget for visum ved transit videre fra Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af visumkodeksens artikel 3, stk. 5, litra b, jf. bilag V (nu bilag 7C), at udlændinge, som har permanent opholdstilladelse i USA, er fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum, da indehavere af denne type opholdstilladelse er garanteret betingelsesløs tilbagetagelse. Udlændingenævnet finder på den baggrund, at klageren ved indrejsen til Danmark i august 2023 var fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum.
    Udlændingenævnet ændrer derfor politiets afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2023 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen fra en statsløs palæstinenser. SIRI henviste i afgørelsen til, at ansøgningen var indgivet på et tidspunkt, hvor ansøgeren var meddelt en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 4. pkt. Ansøgeren havde imidlertid ikke lovligt ophold i landet på ansøgningstidspunktet, og afgørelsen burde derfor rettelig have været truffet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

    Udlændingenævnet fandt samtidig grundlag for at omgøre den del af SIRI’s afgørelse fra marts 2021, hvorefter ansøgeren blev meddelt et indrejseforbud på 2 år.

    Sagens faktisk omstændigheder:

    Ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2018, hvor han søgte om asyl. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre ansøgeren til Spanien i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Ansøgningen blev i marts 2021 afvist af SIRI, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at SIRI i marts 2021 med rette afviste ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen), ikke kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold.
    Udlændingenævnet lagde efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i marts 2021.

    Udlændingenævnet har herved lagt på, at ansøgeren i februar 2018 var registreret som asylansøger i Spanien, at han indrejste i Danmark i juli 2018, inden hans asylsag i Spanien var færdigbehandlet, at han søgte asyl i Danmark i juli 2018, at han forsvandt fra indkvarteringscenteret i september 2018, kort efter de spanske myndigheder accepterede at tilbagetage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at han frem til november 2019, da han indgav ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, opholdt sig ulovligt her i landet.

    Udlændingenævnet skal bemærke, at SIRI i sin afgørelse i februar 2020 om afvisning af ansøgerens ansøgning, indgivet i november 2019, burde havde nævnt, at han ikke opholdt sig lovligt i Danmark.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark i perioden fra februar 2020, da han klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2020 om overførsel til Spanien, til marts 2020, da Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, men Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret begrundelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i februar 2020 vejledte ansøgeren om, at hvis han påklagede afgørelsen senest 7 dage efter meddelelsen af afgørelsen, ville det give ham ret til at opholde sig i landet, mens klagesagen blev færdigbehandlet, og at ansøgeren påklagede afgørelsen inden fristen.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at påklages en afgørelse om overførelse efter Dublinforordningen inden 7 dage efter, at den er meddelt, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort. Ligesom det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., at påklages af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, herunder klagen over afgørelse om overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, har dette opsættende virkning frem til Flygtningenævnet træffer afgørelse.

    Det betyder, at SIRI’s afgørelser fra november 2020 og januar 2021 fejlagtigt indeholdt en frist for ansøgerens udrejse, men også, at ansøgeren ikke havde ret til ophold her i landet efter Flygtningenævnet traf afgørelse i marts 2021.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at det fremgår af SIRI’s afgørelse, at hans ansøgning om opholdstilladelse blev afvist, da han i januar 2021 fik fastsat en udrejsefrist til februar 2021, men at han på afgørelsestidspunktet fortsat havde lovligt ophold i Danmark, mens han ventede på Flygtningenævnets afgørelse, og at Flygtningenævnet først i marts 2021 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han skulle overføres til Spanien.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at selv om SIRI’s begrundelse er forkert, kan dette ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens ansøgning med rette blev afvist.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at han havde fået fastsat en udrejsefrist til februar 2021, og således før han indgav ansøgning, men at den burde have været afvist under henvisning til, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det må have stået klart for ansøgeren, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, og derfor kunne han ikke have forventet, at hans ansøgning ville blive behandlet, idet han siden sin samtale med Udlændingestyrelsen i august 2018 vidste, at de danske udlændingemyndigheder var bekendt med, at han var registreret som asylansøger i Spanien, og at han ikke havde opholdt sig lovligt i Danmark på grundlag af opholdstilladelse eller visum, visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplyst om undskyldelige omstændigheder eller ganske særlige grunde, om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, eller om forhold omfattet af Danmarks internationale forpligtelser, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse alligevel bør tillades indgivet her i landet.

    Udlændingenævnet konstaterer, at Flygtningenævnet i sin afgørelse i marts 2021 havde taget stilling til ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold og tilknytning til Danmark, og vurderet, at der ikke forelå forhold af en sådan karakter, at hans asylansøgning burde realitetsbehandles i Danmark.

    Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive en ansøgning om opholdstilladelse fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor han har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder.

    Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at han stiller sig meget uforstående overfor, at han straks skal udrejse af Danmark, at han ikke kan indrejse og opholde sig i EU-landene i 2 år, og at han vil blive indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene.

    Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at omgøre SIRI’s beslutning om at meddele ansøgeren et indrejseforbud på 2 år med henvisning til, at han ikke udrejste af Danmark i overensstemmelsen med den tidligere meddelte udrejsefrist, som var i februar 2021.

    Udlændingenævnet henviser til, at SIRI’s beslutning om meddelelsen af indrejseforbuddet til ansøgeren var omfattet af udsendelsesdirektivet. Sager, hvor en tredjelandsstatsborger har ansøgt om asyl og fået opholdsret som asylansøger i den anden medlemsstat, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udsendelsesdirektivet.

    Det bemærkes i den forbindelse, at udsendelsesdirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre tredjelands-statsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, at når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 3, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i medlemsstaterne i henhold til artikel 11. Artikel 11 finder kun anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke i de tilfælde hvor den pågældende person blot tilbageføres til en anden medlemsstat. Der henvises i den forbindelse til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017, om en fælles ”håndbog om tilbagesendelse” til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver, side 103.

    Udlændingenævnet vurderer på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke burde have været meddelt et indrejseforbud.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2023 – Afvisning på grænsen – Ej anerkendt nationalitetspas

    Dato: 12-07-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Somalia ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et somalisk nationalitetspas og gyldig opholdstilladelse i Italien. Klageren blev nægtet indrejse i Danmark under henvisning til, at han ikke var i besiddelse af et gyldigt rejsedokument, da somaliske nationalitetspas ikke anderkendes i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette afviste klageren ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke var i besiddelse af et gyldigt rejsedokument.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved indrejsen ikke var i besiddelse af gyldig rejselegitimation, hvilket er en betingelse for indrejse og ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.
    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at officielle somaliske dokumenter, herunder nationalitetspas, efter fast praksis ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed.
    Det forhold, at klageren var i besiddelse af en italiensk opholdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet denne ikke træder i stedet for et rejsedokument.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at selvom klageren har opholdstilladelse i et Schengenland, er man ikke er undtaget kravet om gyldigt rejsedokument efter udlændingelovens § 39, stk. 1.
    Heller ikke det forhold, at klageren til politiet oplyste, at han boede og arbejdede i Sverige, kunne føre til en ændret vurdering, idet svensk politi afviste, at klageren havde ret til at bo og arbejde i Sverige. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren heller ikke kunne dokumentere over for politiet, at han havde ret til at bo og arbejde i Sverige.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse fra april 2022”.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2023 – Afvisning ved grænsen – ej visumfri

    Dato: 15-06-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i maj 2022 afvist på grænsen i forbindelse med, at hun indrejste fra Tyrkiet sammen med sin bulgarske samlever. Klageren var i besiddelse af en bulgarsk opholdstilladelse, men blev afvist, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt visum til Schengenområdet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette afviste klageren ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum.

    Udlændingenævnet har lagde vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget fra kravet om visum i medfør af udlændingelovens § 2, stk. 2, og at klageren ved indrejsen ikke var i besiddelse af et gyldigt visum til Schengenområdet eller en gyldig opholdstilladelse i et Schengenland, hvilket er en betingelse ved indrejse i Danmark eller Schengenområdet.

    Det forhold, at klageren var i besiddelse af en bulgarsk opholdstilladelse og ved indrejsen var ledsaget af sin samlever fra Bulgarien, der er unionsborger, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens opholdstilladelse er udstedt i henhold til national lovgivning og dermed ikke udstedt til familiemedlemmer til EU-borgere.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at Bulgarien ikke deltager i Schengensamarbejdet.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse fra maj 2022.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2023 – Afvisning ved indrejsen – omgørelse

    Dato: 13-06-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Marokko ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et marokkansk nationalitetspas og gyldig opholdstilladelse i Italien. Klageren blev nægtet indrejse under henvisning til, at han ikke var ledsaget af sin ægtefælle, der er EU-borger.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder, at klageren ikke burde have været afvist ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet han var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i et andet Schengenland ved indrejsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingelovens § 2 b, stk. 1, at udlændinge, som har opholdstilladelse i et andet Schengenland, har ret til at indrejse og opholde sig vi-sumfrit i Danmark, og at klageren var i besiddelse af en italiensk opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet finder således, at klageren var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i et andet Schengenland ved indrejsen til Danmark på indrejsetidspunktet, og at han derfor ved indrejsen til Danmark var fritaget for visum.

    Udlændingenævnet bemærker, at det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 artikel 5, stk. 2, at familiemedlemmer til en unionsborger, som er i besiddelse af et gyldigt opholdskort, jf. artikel 10, også er fritaget fra kravet om visum

    Udlændingenævnet ændrer derfor politiets afgørelse fra august 2021.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2023 – Afvisning på grænsen – ej redegjort for formålet med opholdet i Danmark

    Dato: 10-05-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2023 – Afvisning på grænsen – ej redegjort for formålet med opholdet i Danmark

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Rusland ved indrejsen i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren og hendes ægtefælle blev i marts 2022 afvist på grænsen i forbindelse med, at hun indrejste fra Tyrkiet. Klageren var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum til Italien, hvor hun ifølge egne oplysninger havde søgt om visum til med henblik på ferie. Klageren oplyste til politiet, at hun ikke havde nogen intention om at rejse til Italien på noget tidspunkt, da hun havde aflyst sine hotelbookinger i Italien forud for indrejsen i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette afviste klageren ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 4, idet hun ikke var i stand til at redegøre for formålet med opholdet i Danmark.

    Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at et Schengenvisum udstedes med henblik på, at hovedparten af opholdet skal finde sted i det visumudstedende land i medfør af artikel 5, stk. 1, litra b i visumkodeksen.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens Schengenvisum var udstedt med henblik på ophold i Italien, og at klageren efter egne oplysninger ikke havde til hensigt at bruge sit Schengenvisum med henblik på besøg i Italien.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at klagerens hotelbookinger i Italien var blevet aflyst kort inden indrejsen i Danmark, samt at klageren ikke var i besiddelse af flybilletter som kunne dokumentere, at hun havde til hensigt at rejse til Italien.

    Udlændingenævnet finder således, at klagerens Schengenvisum var udstedt til et andet formål, end det som klageren forsøgte at anvende det til, og at en anvendelse af visummet udelukkende til et ophold i Danmark var en omgåelse af visumreglerne.

    Udlændingenævnet finder desuden, at det alene er Danmark, der har kompetence til at behandle visumansøgningen, jf. visumkodeksens artikel 5, stk. 1, litra b, da klageren alene havde intention om at besøge Danmark – og ikke Italien. Udlændingenævnet finder, at et Schengenvisum udstedt af Italien alene giver mulighed for at indrejse i Danmark, hvis størstedelen af rejsen finder sted i Italien, herunder den første indrejse.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse fra marts 2022.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 14-12-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen til en indisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav ultimo april 2020 en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen i Danmark. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren var indrejst i Danmark i medio marts 2020, og ansøgeren i forbindelse med ansøgningen fremlagde en polsk opholdstilladelse gyldig til ultimo april 2020. SIRI afviste i september 2020 at behandle ansøgningen, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han opholdt sig lovligt i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen er således afvist, jf. udlændingelovens 9 a, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af udlændingelovens § 9 a, stk. 5, at en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-12 og 14, og stk. 3 kun kan indgives her i landet, hvis udlændingen har lovligt ophold, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger undskyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen vil få uforholdsmæssige konsekvenser for udlændingen eller udlændingens herboende familie, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at han på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse efter beløbsordningen, ultimo april 2020, opholdt sig lovligt i Danmark.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde en opholdstilladelse i Polen, gyldig til ultimo april 2020, og at det i ansøgningsskemaet er anført, at ansøgeren senest indrejste i Danmark medio marts 2020.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren senest er indrejst i Danmark i marts 2020 lige før nedlukningen af landet, hvor han ikke fik et stempel i sit pas, og at hans indrejse foregik med privat bil, hvorfor det ikke er muligt at fremsende dokumentation for hans indrejse i form af billet eller lignende.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremsendt dokumentation, som viser, at han er indrejst i Danmark i marts 2020, eller dokumentation for, at han har opholdt sig i udlandet inden hans påståede indrejse i Danmark i marts 2020 i form af eksempelvis kvitteringer for køb i andre lande eller lignende, på trods af SIRI’s anmodninger herom af medio august 2020, primo september 2020 og primo september 2020.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ifølge stemplerne i sit pas senest er indrejst i Danmark primo december 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er afgivet divergerende oplysninger i forhold til ansøgerens indrejse i Danmark, idet det af ansøgningsskemaet fremgår, at han senest indrejste her i landet medio marts 2020, men at det senere under sagens behandling er oplyst, at ansøgeren er indrejst i Danmark lige før nedlukningen af landet. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at statsministeren på pressemødet den 11. marts 2020 oplyste, at store dele af Danmark blev lukket ned på grund af COVID-19 situationen, og at Danmark den 14. marts 2020 lukkede landets grænser midlertidigt for udlændinge uden anerkendelsesværdigt formål.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren ville have fornyet sin polske opholdstilladelse, hvis han havde forventet, at hans ansøgning om opholdstilladelse i Danmark blev afvist, og at han aldrig ville have søgt om opholdstilladelse i Danmark, såfremt han havde en formodning om, at SIRI ville anmode om dokumentation for en indrejse, som ikke er blevet stemplet i passet, og at såfremt han havde vidst, at indrejsen skulle dokumenteres, havde han gemt kvitteringer fra rejsen.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en udlændings eget ansvar at kende og overholde reglerne for lovligt ophold i Danmark samt reglerne for indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.

    Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren kan dokumentere sin indrejse ved indgivelse af ansøgning umiddelbart efter indrejsen til Danmark, og at det under hans omstændigheder er yderst uproportionelt og urimeligt at anmode om andre former for dokumentation, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke i sig selv kan anses for at være dokumentation for lovligt ophold her i landet.

    Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke er oplyst om sådanne omstændigheder, herunder oplysninger om, at en afvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, der kan begrunde en dispensation fra betingelsen om lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 27-04-2022

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse som praktikant til en kenyansk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark primo juni 2021 på et Schengenvisum gyldigt til ultimo juli 2021. Ansøgeren indgav medio september 2021 en ansøgning om opholdstilladelse som praktikant ved en virksomhed i Danmark, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) medio december 2021 afviste at behandle under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark. Ansøgeren havde til støtte for klagen indsendt kopi af 2 opholdskort udstedt af det danske Udenrigsministerium med gyldighedsperiode fra medio juli 2021 til primo juni 2022 og fra primo november 2021 til primo november 2022.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse fra december 2021.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning fra medio september 2021 om opholdstilladelse som praktikant hos virksomhed A ikke burde være blevet afvist indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2.

    Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet ikke havde lovligt ophold i Danmark i medfør af §§ 1-3 a eller 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 1. pkt.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgerens ansøgning kan indgives her i landet, idet der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 2. pkt.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde lovligt ophold i Danmark på et andet grundlag end de i § 9 k, stk. 2, 1. pkt., oplistede opholdsgrundlag, idet hun havde en opholdstilladelse udstedt af Udenrigsministeriet, jf. udlændingelovens § 47, som var gyldig fra medio juli 2021 til primo juni 2022.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. marts 2021 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 24-03-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om familiesammenføring.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, var indrejst i Schengenområdet af flere omgange fra september 2017 til februar 2019, hvor hun søgte om ægtefællesammenføring. Ansøgningen blev i februar 2019 afvist af Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning om familiesammenføring ikke burde være blevet afvist af Udlændingestyrelsen under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 21 (nugældende § 9, stk. 25).
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, ifølge oplysningerne i klagen indrejste i Schengenområdet medio september 2017, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 26 dage i Schengenområdet, at det fremgår af indrejse- og udrejsestemplerne i det fremsendte pas sammenholdt med oplysningerne i klagen og ansøgningen, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen ultimo december 2017, at ansøgeren på ny indrejste i Schengenområdet primo april 2018, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 68 dage i Schengenområdet, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen primo september 2018, og at ansøgeren senest primo december 2018 indrejste i Schengenområdet, hvorefter ansøgeren primo februar 2019 i Danmark indgav en ansøgning om familiesammenføring på baggrund af ægteskab.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i op til 90 dage i løbet af en 6-måneders periode regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenområdet. Der henvises i den forbindelse til visumfritagelsesaftalerne mellem EU og Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Brasilien, Saint Kitts og Nevis, Mauritius og Seychellerne og Schengenkonventionens art. 20, stk. 1, som den var affattet forud for den 18. oktober 2013.
    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren alene har opholdt sig i schengenområdet i 65 dage i perioden fra primo december 2018 til primo februar 2019, hvor ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet, og at ansøgningen derfor blev indgivet under et lovligt ophold.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2020 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 18-06-2020

    Udlændingenævnet hjemviste i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, til en congolesisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark i 2011 og fik efterfølgende afslag på familiesammenføring og asyl. I henholdsvis august 2013 og august 2015 fik ansøgeren to børn med sin herboende danske ægtefælle. Begge børn er født i Danmark og er danske statsborgere. I marts 2017 stadfæstede Udlændingenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om afvisning af ansøgning om familiesammenføring, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark. I februar 2019 afviste Udlændingestyrelsen på ny en ansøgning om familiesammenføring fra ansøgeren.

    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har to mindreårige herboende fællesbørn, født henholdsvis i august 2013 og august 2015, og at børnene er født i Danmark og er danske statsborgere.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at det ene af børnene har generelle indlæringsvanskeligheder og har forsinket sprogudvikling, hvorfor hun har særlige støtte- og omsorgsbehov, og at det blandt andet fremgår af en udtalelse fra februar 2020 fra kommunen, at ansøgeren stod for den nære omsorg for børnene, og at familien efter ansøgerens tilbageholdelse modtager støtteforanstaltninger, jf. lov om social service.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2019 ikke indeholder en udtrykkelig stillingtagen til ansøgerens eventuelle afledte rettigheder på grundlag af TEUF artikel 20 efter EU-domstolens afgørelse i Chavez-Vilchez-dommen (C-133/15).

    Udlændingenævnet henviser herved til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet den 11. september 2019 i ”Orientering om Udlændingestyrelsens praksis i visse sager om afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig dansk statsborger” til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har oplyst, at Udlændingestyrelsens vurdering indtil medio juni 2019 af, om der bør meddeles opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring, hvor EU-dommen C-133/15 Chavez-Vilchez er påberåbt, eller hvor sagen indeholder oplysninger, som giver anledning til at foretage en sådan vurdering, er foretaget i forhold til en for snævert afgrænset personkreds og i en for snævert afgrænset sagskategori.

    Det er Udlændingenævnets vurdering, at der i afgørelsen fra februar 2019 om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, rettelig burde have været taget stilling til om principperne i Chavez-Vilchez-dommen samt Zambrano-dommen (EU-Domstolens dom af 8. marts 2011 i sagen C-34/09), hvorefter en tredjelandsforælder til et mindreårigt unionsbarn undtagelsesvist og under særlige omstændigheder kan opnå en afledt opholdsret, kunne medføre, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse skulle tillades indgivet fra Danmark.

    Udlændingenævnet finder af samme årsag samtidig grundlag for at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra marts 2017 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016, hvorved Udlændingestyrelsen afviste at tillade ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 21, og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til, hvorvidt ansøgerens ansøgning kan tillades indgivet i Danmark.”

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen