MULTI
Du er her: ForsidePraksisAfvisningAfvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelseUdlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, jf. stk. 8, til en statsborger fra Iran. Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgningen ikke var gebyrfritaget i henhold til Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens efterfølgende afgørelse om afvisning af ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark, da ansøgeren ikke var udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist. 

Udlændingenævnet fandt for det første, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var fritaget fra at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådan alvorlig sygdom eller alvorligt handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af en lægeerklæring fra ultimo september 2017 fra en lægepraksis, at ansøgerens ægtefælle havde Seckels syndrom, en arvelig form for dværgvækst, der medfører forskellige former for og grader af handicap, blandt andet mental retardering, og at det endvidere fremgik af en lægeerklæring fra primo november 2017 fra samme lægepraksis, at ansøgeres ægtefælle havde Seckels syndrom, hjerteproblemer og autoimmun hæmolytisk anæmi, at han var præget af sin dværgvækst og ofte søgte læge grundet gener fra bevægeapparatet, men dette kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af lægeerklæringerne, at ansøgerens ægtefælle var under medicinsk behandling for sine lidelser. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der fortsat ikke sås at være oplyst om så alvorlige helbredsmæssige forhold eller handicap, at Danmarks internationale forpligtelser kunne tilsige, at ansøgningen skulle anses for gebyrfritaget, idet der fortsat ikke var fremsendt dokumentation for, at ansøgerens ægtefælle var under medicinsk behandling for sine lidelser. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hendes ægtefælle havde Seckels syndrom, der er et anerkendt handicap, som kræver behandling, der ikke er tilgængelig i Iran, kunne således ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Danmarks internationale forpligtelser efter FN’s handicapkonvention ifølge Udlændingenævnets vurdering ikke indebærer en adgang til fritagelse fra gebyrkravet, som ligger ud over, hvad der følger af Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var handicappet og som følge heraf var tilkendt førtidspension, kunne derfor ikke i sig selv føre til, at ansøgningen var gebyrfritaget. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at ansøgerens ægtefælle grundet Seckels syndrom ikke havde mulighed for at vende tilbage til Iran for at udøve familielivet der, da Iran ikke var i stand til at stille den fornødne hjælp til rådighed for ansøgerens ægtefælle, og at ansøgerens ægtefælle ikke havde nogen iranske dokumenter, at han var kurder fra Iran, men født i Irak, og at han ikke havde mulighed for at se sin ægtefælle igen, før hun igen var tilbage i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke herved var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælles helbredsmæssige forhold var af en sådan alvorlig karakter, at der ikke skulle betales gebyr for indgivelse af ansøgning om ægtefællesammenføring. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at afvisningen var en overtrædelse af børnekonventionen under henvisning til parrets fællesbarn, født ultimo august 2017, da det ikke var lægeligt forsvarligt at sende et spædbarn på så lang en rejse, at barnet endvidere skulle undersøges for Seckels syndrom, og at det bedste for parrets fællesbarn ville være at være bosat i Danmark og at have begge sine forældre hos sig. Udlændingenævnet lagde herved endvidere vægt på, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 1, om at en udlænding senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet, vil kunne fraviges. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at afvisningen var en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen, idet ansøgerens ægtefælle grundet Seckels syndrom ikke havde mulighed for at vende tilbage til Iran for at udøve familielivet der, og fordi ansøgerens ægtefælle oprindeligt var meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til sin moder, der havde flygtningestatus, hvorfor moderen heller ikke ville kunne vende tilbage til Iran og fortsætte sin støttende rolle for sin handicappede søn, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter denne bestemmelse har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet, at der normalt skal betales et gebyr for at indgive en ansøgning om ægtefællesammenføring, at en ansøger i visse tilfælde, herunder hvis den herboende er alvorligt syg eller alvorligt handicappet, kan fritages fra at betale gebyr, og at hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at en ansøger ikke er gebyrfritaget, vil ansøgningen blive afvist, hvis der ikke er betalt gebyr, mens gebyret vil blive tilbagebetalt, hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at ansøgeren er gebyrfritaget, og gebyret er betalt. Udlændingenævnet bemærkede, at der alene var tale om en proceduremæssig forskrift, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning med betalt gebyr ville kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning fra medio december 2017 om opholdstilladelse her i landet, da hun på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren primo juni 2017 var blevet meddelt afslag på forlængelse af visum, men at udrejsefristen samtidig var blevet udsat til primo november 2017 grundet hendes graviditet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring fra primo oktober 2017 var blevet afvist af Udlændingestyrelsen ultimo oktober 2017 grundet manglende indbetaling af gebyr, og at Udlændingestyrelsen i den forbindelse havde gjort ansøgeren opmærksom på, at hun skulle udrejse i overensstemmelse med den tidligere fastsatte udrejsefrist primo november 2017. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at Udlændingenævnet ved brev fra primo november 2017 havde udsat ansøgerens udrejsefrist til ultimo november 2017, og at Udlændingenævnet medio november 2017 havde meddelt afslag på opsættende virkning af udrejsefristen, hvorfor ansøgeren skulle udrejse i overensstemmelse med den af Udlændingenævnet tidligere fastsatte udrejsefrist ultimo november 2017. Udlændingenævnet konstaterede i øvrigt, at ansøgeren var blevet korrekt vejledt om, at det ikke var muligt for hende at indgive en ny ansøgning fra Danmark i Udlændingestyrelsens afgørelse fra ultimo oktober 2017. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om ægtefællesammenføring medio december 2017 opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af EMRK artikel 8 kunne bevirke, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indrejse i Iran, hvor hun var født og opvokset, for at indgive ansøgning ved en dansk repræsentation i hjemlandet. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at afvisningen var en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen, da den ville fratage ansøgeren muligheden for at udøve familielivet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at EMRK artikel 8 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke indebærer, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet. Det forhold, at ansøgeren ultimo august 2017 havde født parrets fællesbarn i Danmark, og at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at en afvisning af ansøgningen var i strid med FN’s børnekonvention, da der i afgørelsen ikke var lagt tilstrækkelig vægt på barnets tarv, da jordskælvet i Iran havde gjort det umuligt for ansøgeren at rejse tilbage til sin familie, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det var parrets eget valg at få et barn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at fællesbarnet grundet alder og varigheden af sit ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, der kunne føre til fravigelse af betingelsen. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at ansøgerens ægtefælle var omfattet af handicapkonventionen, da han led af Seckels syndrom, og at det ikke var muligt for ansøgerens ægtefælle at tage ophold i Iran, såfremt ansøgeren ikke fik opholdstilladelse i Danmark, da Iran ikke ville være i stand til at stille den fornødne hjælp til rådighed for ansøgerens ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene blev henvist til at rejse tilbage til sit hjemland for at indgive ansøgning om ægtefællesammenføring derfra. Udlændingenævnet bemærkede, at der alene var tale om en proceduremæssig forskrift, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning med betalt gebyr ville kunne imødekommes. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at der hele tiden opstod nye jordskælv i Iran, at det seneste havde ramt Teheran, at infrastrukturen ikke virkede, at hendes familie i Iran hverken havde bil, hus eller føde, at hun frygtede for sit liv ved en tilbagevenden til Iran, og at en pige, der kommer tilbage til sin landsby uden sin mand, men med et barn, risikerer æresdrab, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde, at betingelsen om, at en ansøgning kun kan indgives i Danmark, såfremt udlændinge har lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse endelig, at sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/41.
 

Senest opdateret: 27-02-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post