Opgivelse af bopæl i Danmark

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Fra: 12-02-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde fra september 1992 til december 2012 haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Denne opholdstilladelse var bortfaldet ved ansøgerens udrejse i juli 2011, hvorefter ansøgeren var blevet meddelt ny opholdstilladelse i Danmark i juni 2014 på baggrund af ægtefællesammenføring. Det var denne nye opholdstilladelse, der var anset for bortfaldet ved Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2017.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren ved sin første udrejse af Danmark i juli 2011 selv havde frameldt sig Det Centrale Personregister, at ansøgerens bolig var blevet opsagt, og at ansøgeren havde solgt sine ejendele. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens tidligere meddelte opholdstilladelse var bortfaldet, jf. Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2013. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at uanset, at ansøgeren på ny i juni 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark og var registreret indrejst i Danmark i september 2014, blev ansøgeren kun i Danmark til oktober 2014 og efterfølgende kun i korte perioder, hvilket havde medført, at ansøgerens registrering som indrejst i Danmark i september 2014 ved afgørelse fra juni 2016 fra kommunen var blevet annulleret. Ansøgeren kunne derved ikke anses for at være genindrejst i Danmark og have etableret en ny bopæl i Danmark efter juni 2014, hvor ansøgeren var blevet meddelt ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke før udrejsen i oktober 2014 havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, samt at ansøgeren siden 2014 kun havde haft sporadiske besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens familieliv fortsat måtte anses for at være udøvet i Tyrkiet, da ansøgeren kun havde haft korte ophold i Danmark, siden ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i 2014, og da ansøgerens mindreårige datter fortsat i hele perioden havde været registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren i en periode havde opholdt sig i Tyrkiet på grund af sin psykiske lidelse, og at ansøgerens psykologiske behandlinger var af så omfattende karakter, at disse helbredsmæssige problemer var tilstrækkeligt grundlag for at dispensere fra reglerne om bortfald af opholdstilladelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke reelt havde haft en bopæl i Danmark siden 2011. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens ægtefælle først var registreret indrejst i Danmark i januar 2017, og at den fælles mindreårige datter fortsat var registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt derfor, at familien var flyttet sammen til Tyrkiet i 2011. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren til kommunen i juni 2016 havde oplyst, at ansøgerens ophold uden for Danmark skyldtes, at ansøgerens ægtefælle og datter boede i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens mange og lange ophold i Tyrkiet ikke kun skyldtes ansøgerens sygdom. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partrepræsentanten endvidere havde anført, at der på intet tidspunkt havde været hensigt om at etablere et reelt liv i Tyrkiet og opgive bopælen i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren med sine handlinger ikke havde genetableret et liv i Danmark, efter at ansøgeren på ny var blevet meddelt opholdstilladelse i juni 2014, men i stedet havde tilbragt størstedelen af tiden uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde familie i Danmark, herunder to sønner, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet de to sønner var voksne. FAM/2018/44.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Fra: 07-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på et tidspunkt før december 2009 havde søgt asyl i Sverige med henblik på at få opholdstilladelse i landet og dernæst havde etableret familie i Sverige med sin ægtefælle og deres fællesbørn. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde indleveret en kopi af sit svenske fremmedpas til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i årene 2011 til 2013 var rejst mellem Kastrup Lufthavn og Arlanda Lufthavn i Stockholm, Sverige, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en anden vurdering, idet dette ikke kunne anses som udtryk for, at ansøgeren ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have reelt boet og haft ophold i Danmark senest fra december 2009, henset til at ansøgeren havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige, hvor ansøgeren også havde fået familiesammenføring, ligesom ansøgeren fra december 2009 og frem til februar 2017 havde været registreret med ukendt adresse fire gange, og at ansøgeren senest havde været registreret med en c/o adresse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke reelt havde boet og opholdt sig i Danmark, men alene havde været tilknyttet Det Centrale Personregister for at beholde sin opholdstilladelse i Danmark. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i september 2011 havde fået fornyet sin opholdstilladelse, eller at ansøgeren efter det oplyste modtog førtidspension. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet herved lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren kom til Danmark i 1992 i en alder af 15 år, at ansøgeren skulle have boet i Danmark frem til december 2009, hvor han fik opholdstilladelse i Sverige, og at han læste, talte og skrev dansk. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens udrejse af Danmark til Sverige var frivillig, ligesom ansøgeren af eget valg ved brug af en falsk identitet havde søgt asyl og senere familiesammenføring i Sverige, hvor ansøgeren også havde etableret et familieliv med sin ægtefælle og deres otte fællesbørn. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det fremgik af ansøgerens e-mails til Udlændingestyrelsen, at hans ægtefælle og deres fællesbørn havde opholdstilladelse i Sverige. FAM/2017/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Fra: 19-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, samt meddelelse af afslag på tilbagerejsetilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet klageren ikke var indrejst og havde taget reelt og faktisk ophold i Danmark inden for seks måneder efter, at han var blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren siden sin oprindelige indrejse i Danmark i januar 2017 og frem til tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i juni 2017 samlet havde opholdt sig her i landet i 20 dage fordelt på tre indrejser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren var indrejst i Danmark i januar 2017, at han efter det oplyste havde lejet en bolig i Danmark, og at han havde afholdt møder med en bank om oprettelse af en bankkonto, i den forbindelse ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde taget reelt og faktisk ophold med henblik på at bosætte sig i Danmark ved indrejsen i januar 2017, men at han alene havde ladet sig registrere i CPR. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren havde ladet sig registrere i CPR i januar 2017, og at han dagen efter var udrejst af Danmark i en periode på godt to måneder, samt at han ved sine to seneste indrejser havde indgivet ansøgning om tilbagerejsetilladelse dagen efter indrejsen. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af CPR, at klageren siden april 2017 havde været uden bopæl i Danmark, samt at han ingen indkomst havde haft her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på grund af en stavefejl på sit opholdskort ikke havde kunnet benytte kortet til indrejse i Danmark, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om oplysninger, som kunne føre til, at klageren kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark. Det forhold, at klageren efter sin oprindelige indrejse ikke havde været udrejst i mere end seks på hinanden følgende måneder, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet klageren ikke kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klageres opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ophold i Iran havde været begrundet i hans faders helbredsmæssige forhold, men Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var meddelt midlertidigt ophold i Danmark i en specificeret periode med henblik på at indrejse og tage arbejde i Danmark, og at det var en forudsætning for opretholdelse af opholdstilladelsen, at han inden for seks måneder tog reelt og faktisk ophold i landet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der alene var fremlagt dokumentation på persisk for klagerens faders sygdom, og at der uanset dette ikke forelå oplysninger om forhold, som kunne anses for at have hindret klageren i at tage reelt og faktisk ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herefter endelig, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration alene kan meddele tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og at klageren som iransk statsborger ikke havde ret til visumfrit ophold, hvorfor han ikke havde et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Fra: 28-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Jordan, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2014 på baggrund af ægtefællesammenføring. I september 2016 oplyste ansøgerens herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at parret havde søgt om skilsmisse, hvilket blev bevilliget senere i september 2016, og ansøgeren meldte sig i september 2016 som udrejst i Det Centrale Personregister. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab på ny i november 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle havde indgivet ansøgning om skilsmisse og var blevet skilt, at ansøgeren umiddelbart i forlængelse af ansøgningen om skilsmisse selv havde meldt sig udrejst af Danmark til Jordan i Det Centrale Personregister, og at han var udrejst i september 2016. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at den herboende ægtefælle af Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om ikke at søge familiesammenføring på ny, idet ansøgerens og den herboende ægtefælles skilsmisse ikke var gået igennem, og at ansøgerens opholdstilladelse stadig var gyldig, at ansøgerens ophold i Jordan på tre uger ikke kunne anses som at have opgivet sin bopæl i Danmark, og at hverken ansøgeren eller den herboende ægtefælle var blevet vejledt om, at hans opholdstilladelse var i fare, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen i september 2016 havde vejledt den herboende ægtefælle om, at ansøgeren fortsat havde ret til at opholde sig i Danmark, at der ville blive startet en inddragelsessag som følge af oplysningerne om ansøgningen om skilsmisse, at ansøgeren havde lovligt ophold i Danmark, indtil der var truffet en afgørelse i inddragelsessagen, og at ansøgeren ville miste sin opholdstilladelse automatisk, hvis han udrejste af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at reglerne om bortfald fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra april 2014. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i oktober 2016 ved personlig henvendelse i Udlændingestyrelsen havde fået udleveret ansøgningsskemaerne til brug for at søge dispensation fra bortfald af opholdstilladelse og til at søge om familiesammenføring på ny, og at det fremgik af en note på ansøgningsskemaet – indleveret i oktober 2016 til Udlændingestyrelsen – at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgning om dispensation fra bortfald var blevet vejledt om, at han og den herboende ægtefælle skulle indgive ny ansøgning om familiesammenføring, idet parret på tidspunktet for indgivelsen af ansøgning om dispensation var blevet skilt og ønskede at indgå nyt ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke kunne rejse tilbage til Jordan, idet både hans familie og svigerfamilie var imod ægteskabet mellem ham og den herboende ægtefælle, at han under sit ophold i Jordan havde gemt sig fra folk, han kendte, og boede langt væk fra byer, hvor folk kendte ham, at det var en fejl, at parret var blevet skilt, og at han ikke kunne arbejde på grund af sit handicap og dårlige helbred. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at der i øvrigt kunne være tale om asylretlige forhold, der ej heller kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren uanset det anførte frivilligt havde valgt at rejse til sin broder i Jordan efter at have indgivet ansøgning om skilsmisse, og at ansøgeren frivilligt havde meldt sig udrejst i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren ikke havde en stærk tilknytning til Danmark, idet han alene havde haft cirka to års ophold i Danmark og aldrig havde været tilknyttet arbejdsmarkedet. FAM/2017/116.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Fra: 24-05-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en tyrkisk statsborger og hendes datter, født i 2008 i Danmark, der ligeledes var tyrkisk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgerne havde opgivet deres bopæl i Danmark. Den voksne ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun blev i december 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Datteren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i maj 2008. Datteren blev endvidere meddelt dispensation fra bortfald i perioden fra august 2014 til juni 2015. Begge var i perioden fra august 2014 til december 2015 registreret som udrejst af Danmark i Det Centrale Personregister (CPR).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet deres bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at den voksne ansøger i hele den periode hun havde været frameldt folkeregistret, fra august 2014 til december 2015 havde bibeholdt sin råderet over det lejemål, hvor hun og datteren havde været bosiddende inden udrejsen fra Danmark i august 2014, og hvor de siden december 2015 igen var bosiddende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen i februar 2016, efter at den voksne ansøger selv havde henvendt sig til kommunen, og at hun i perioden, hvor hun var registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark, hvor hun havde boet hos sine forældre, mens hendes lejlighed var fremlejet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den voksne ansøger rejste til Tyrkiet i længere perioder for at kunne være sammen med sin alvorligt syge ægtefælle. FAM/2017/49.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Fra: 25-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en amerikansk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, ligesom han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet, hvorfor der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren blev født i Frankrig i 1956 som amerikansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren fra 1978 til 2006 boede i Danmark – med undtagelse af et år, hvor han boede i USA – og at han i 2006 blev registreret som forsvundet. Ansøgeren oplyste i sit ansøgningsskema om bevarelse af sin opholdstilladelse, at han boede i Danmark fra 1967 til 2001, og at han ikke havde planlagt, at han skulle være udrejst så længe, men at han havde boet hos sine forældre i Frankrig og levet som musiker i Europa.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at han var udrejst af Danmark i 2001 og efterfølgende kun havde haft besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke før sin udrejse havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at det måtte have stået ansøgeren klart, at han opgav sin bopæl i Danmark ved sin udrejse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han følte sig dansk, at han havde boet i Danmark i 40 år, at han læste og talte dansk, at han havde herboende familiemedlemmer, og at han havde besøgt Danmark i 2002, 2010, 2014 og 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst af Danmark i en længere årrække, og at ansøgeren i denne periode alene havde besøgt Danmark ganske få gange af få ugers varighed på baggrund af arbejde eller familiebesøg, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have bevaret en særlig stærk tilknytning til Danmark. FAM/2016/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Repatriering – Opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4 – Ingen fortrydelsesret

    Fra: 18-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og at ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren frivilligt havde frafaldet sin opholdstilladelse her i landet, og at ansøgerens tilknytning til Danmark på baggrund af en samlet vurdering ikke kunne medføre, at der burde meddeles dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren kom til Danmark som 61-årig og havde boet i Danmark i 20 år hos sin datter, hvorefter hun repatrierede, samt at hun ikke kunne dansk og aldrig havde haft arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren i klagen havde oplyst, at hun var blevet forkert vejledt af kommunen i anledning af sin beslutning om at repatriere i 2011. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren både generelt og individuelt var blevet vejledt af Dansk Flygtningehjælp om konsekvensen af repatrieringen, og at vejledningen var foregået telefonisk på en kommunal sagsbehandlers kontor med Dansk Flygtningehjælp i telefonen, hvor en tolk og ansøgerens datter var til stede. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et brev fra juli 2011 fra Dansk Flygtningehjælp til kommunen, at det under vejledningssamtalen blev drøftet indgående med ansøgeren og hendes datter, at ansøgeren ikke havde fortrydelsesret, idet familien forud for vejledningssamtalen havde regnet med, at ansøgeren havde et års fortrydelsesret, og at ansøgeren til trods herfor var fast besluttet på at repatriere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne bevirke, at ansøgeren burde meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at de indsendte oplysninger om ansøgerens nedsatte syn, slidgigt og afhængighed af trygge omgivelser ikke havde en sådan karakter og omfang, at dette kunne begrunde dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. FAM/2016/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Fra: 03-11-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Cameroun, som i 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark i et relativt kort tidsrum på en måned i perioden fra september 2014 til oktober 2014, samt at det var ansøgerens udlejer, som – uden ansøgerens vidende – havde frameldt ansøgeren hans adresse i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tilmeldte sig Det Centrale Personregister kort tid efter, at han indrejste i Danmark på ny og blev vidende om, at han var blevet frameldt registret. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis vægt, at det forhold, at en ansøger er udrejst, og at dette fremgår af Det Centrale Personregister, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at udlændingen har opgivet sin bopæl i Danmark eller har ønsket dette. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde været beskæftiget i Danmark både før og efter sin udrejse, og at ansøgeren i forbindelse med sin klage havde fremlagt dokumentation for, at han i september 2014 købte en flybillet, og at han samtidig købte en returbillet til København. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte antages, at ansøgeren ikke havde haft til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. ERH/2015/193.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Fra: 26-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en montenegrinsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren indrejste i 1971 i Danmark og blev i 1983 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde været registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister siden maj 1998. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2013 ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag. Vedlagt ansøgningen var en kopi af siderne i ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. I marts 2014 anmodede Udlændingestyrelsen ansøgeren om at indsende kopier af samtlige sider i hans tidligere og nuværende pas, dokumentation for hans ophold i Danmark i perioden fra 1998 og frem samt eventuel øvrig dokumentation. Brevet blev sendt til den adresse, som ansøgeren angav i ansøgningen som sin aktuelle opholdsadresse, men det kom retur til Udlændingestyrelsen. Brevet blev genfremsendt til ansøgerens søsters bopælsadresse og kom ikke herefter retur til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Ved henvendelse til Udlændingenævnet i november 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse, og ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han ville indsende en uddybende klage i løbet af de næste par dage. Udlændingenævnet modtog ikke en uddybende klage fra ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingeloven § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde været registreret som forsvundet siden maj 1998, og at det fremgik af ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren efter egne oplysninger var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag, og at han efter egne oplysninger hele tiden havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt de oplysninger, som Udlændingestyrelsen efterspurgte i marts 2014, og som Udlændingenævnet efterspurgte i februar 2015, og at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ca. 15 år efter, at ansøgeren blev registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister, modtog ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse, og at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelsen. FAM/2015/42.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Fra: 02-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en serbisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i 1981 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i 1989 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2013 underskrev ansøgeren i forbindelse med sin repatrieringssag hos kommunen en erklæring om frivilligt frafald af hans opholdstilladelse, og ansøgeren blev i den forbindelse af Dansk Flygtningehjælp vejledt om konsekvenserne heraf. Ansøgeren blev registreret udrejst af Danmark i april 2014. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2014 ansøgerens ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet som følge af hans udrejse til Serbien. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at ansøgeren i perioden primo maj 2014 til ultimo maj 2014 opholdt sig i Serbien, at det var planlagt, at opholdet skulle være af denne varighed, at formålet med opholdet var repatriering, og at ansøgeren ved udrejsen fraflyttede sin lejlighed i Danmark. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke havde arbejdet siden udrejsen til Serbien, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren ikke havde gået i skole eller taget anden uddannelse i Danmark, og at ansøgerens eneste familie i Danmark var hans to herboende voksne børn. Vedlagt ansøgningen var udskrift fra ansøgerens læge, hvoraf det fremgik blandt andet, at ansøgeren var diagnosticeret med følgelidelser efter en formodet blodprop, sukkersyge, forhøjet blodtryk og forstyrrelser i lipidstofskiftet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i oktober 2013 af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om, at han ikke havde fortrydelsesret ved en eventuel repatriering, at ansøgeren derefter underskrev en erklæring om frafald af opholdstilladelse, og at ansøgeren udrejste af Danmark i enten april 2014 eller maj 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde boet i Danmark siden 1981, at ansøgeren havde børn og børnebørn i Danmark, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark som flygtning, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at ansøgeren led af hjerteproblemer og sukkersyge samt havde haft hjerneblødning, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, uanset hans familiemæssige og private forhold i øvrigt, frivilligt valgte at udrejse til Serbien, hvor ansøgeren hyppigt havde været på besøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp var blevet vejledt om konsekvensen heraf. FAM/2015/37.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post