Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren ved sin første udrejse af Danmark i juli 2011 selv havde frameldt sig Det Centrale Personregister, at ansøgerens bolig var blevet opsagt, og at ansøgeren havde solgt sine ejendele. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens tidligere meddelte opholdstilladelse var bortfaldet, jf. Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2013. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at uanset, at ansøgeren på ny i juni 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark og var registreret indrejst i Danmark i september 2014, blev ansøgeren kun i Danmark til oktober 2014 og efterfølgende kun i korte perioder, hvilket havde medført, at ansøgerens registrering som indrejst i Danmark i september 2014 ved afgørelse fra juni 2016 fra kommunen var blevet annulleret. Ansøgeren kunne derved ikke anses for at være genindrejst i Danmark og have etableret en ny bopæl i Danmark efter juni 2014, hvor ansøgeren var blevet meddelt ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke før udrejsen i oktober 2014 havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, samt at ansøgeren siden 2014 kun havde haft sporadiske besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens familieliv fortsat måtte anses for at være udøvet i Tyrkiet, da ansøgeren kun havde haft korte ophold i Danmark, siden ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i 2014, og da ansøgerens mindreårige datter fortsat i hele perioden havde været registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren i en periode havde opholdt sig i Tyrkiet på grund af sin psykiske lidelse, og at ansøgerens psykologiske behandlinger var af så omfattende karakter, at disse helbredsmæssige problemer var tilstrækkeligt grundlag for at dispensere fra reglerne om bortfald af opholdstilladelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke reelt havde haft en bopæl i Danmark siden 2011. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens ægtefælle først var registreret indrejst i Danmark i januar 2017, og at den fælles mindreårige datter fortsat var registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt derfor, at familien var flyttet sammen til Tyrkiet i 2011. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren til kommunen i juni 2016 havde oplyst, at ansøgerens ophold uden for Danmark skyldtes, at ansøgerens ægtefælle og datter boede i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens mange og lange ophold i Tyrkiet ikke kun skyldtes ansøgerens sygdom. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partrepræsentanten endvidere havde anført, at der på intet tidspunkt havde været hensigt om at etablere et reelt liv i Tyrkiet og opgive bopælen i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren med sine handlinger ikke havde genetableret et liv i Danmark, efter at ansøgeren på ny var blevet meddelt opholdstilladelse i juni 2014, men i stedet havde tilbragt størstedelen af tiden uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde familie i Danmark, herunder to sønner, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet de to sønner var voksne. FAM/2018/44.
Senest opdateret: 01-02-2018
Udgiver: Udlændingenævnet