Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Sprogfærdigheder

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Iran. Ansøgningen var vedhæftet en arbejdsgivererklæring fra juni 2014 fra en iransk virksomhed, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været beskæftiget som head of International Procurement Control Department i perioden fra september 2011 til juni 2014. I forbindelse med klagen fremsendte ansøgeren en ny arbejdsgivererklæring fra en anden iransk virksomhed, hvor ansøgeren havde været beskæftiget fra februar 2011 til september 2011 som head of International Procurement Control Department. Ansøgeren havde ikke tidligere oplyst om denne ansættelse. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdtilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i greencardbekendtgørelsens § 1, stk. 2, om, at ansøgeren skal opnå mindst 100 point for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for arbejde omfattet af positivlisten. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens stillingsbetegnelse som head of International Procurement Control Department ikke var omfattet af den positivliste, som var gældende på ansøgningstidspunktet eller de efterfølgende gældende positivlister. Udlændingenævnet fandt det i øvrigt påfaldende, at ansøgeren ikke tidligere havde omtalt sin ansættelse i perioden fra februar 2011 til september 2011, navnlig henset til at der var plads i ansøgningsskemaet til at angive flere arbejdsgivere, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet fandt i forbindelse hermed, at der ikke var anledning til at undersøge ansættelsesforholdet yderligere, da ansøgeren alligevel ikke kunne opnå 100 point. Udlændingenævnet fandt ydermere, at ansøgeren alene kunne tildeles 15 point for sine engelske sprogfærdigheder. Ansøgeren havde ganske vist fra juni 2008 til januar 2011 gennemført en masteruddannelse på et universitet i Malaysia, hvor undervisningssproget var engelsk, og ansøgeren havde således gennemført mindst ét års studier på engelsk, hvilket ifølge greencardbekendtgørelsens pointsystem svarede til et færdighedsniveau i engelsk svarende til 20 point. Men henset til, at ansøgeren i april 2014 havde gennemført en engelsk IELTS-test med resultatet 6.0, og at dette resultat ifølge greencardordningens pointsystem svarede til 15 point, fandt Udlændingenævnet endelig, at ansøgeren alene kunne tildeles point herfor, da ansøgerens IELTS-test udgjorde den seneste dokumentation for niveauet af ansøgerens engelske sprogfærdigheder. ERH/2015/133.

Senest opdateret: 28-05-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen