Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede
Udlændingenævnet fandt, at det var en betingelse for klagernes opholdstilladelser, at referencen var bosiddende i Danmark, herunder at han havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i maj 2016 havde nægtet at forlænge referencens opholdstilladelse i Danmark, og at Flygtningenævnet i september 2016 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Som følge af, at referencen ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark, og derfor heller ikke kunne anses for at være fastboende her i landet, var betingelsen for klagernes opholdstilladelser ikke længere opfyldt, og opholdstilladelserne kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage dem. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelserne måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerne var født i Somalia, hvor den kvindelige klager var vokset op og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv, hvor de mindreårige børn havde tilbragt en større eller mindre del af deres opvækst, og hvor klagerne talte sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klagerne først fik opholdstilladelse i Danmark i august 2013, at klagerne var indrejst i Danmark i november 2013, og at klagerne ikke kunne anses for at have opnået en særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at klagerne alene havde haft opholdstilladelse som familiesammenførte med referencen i knap tre år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den kvindelige klager havde bestået danskuddannelse 2, modul 1 og 2, og at hun efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk, henset til hendes relativt korte ophold i Danmark, hvor hun ikke havde taget eller var i gang med at tage en uddannelse, og hvor hun ikke havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og henset til at hun ikke gennem sine danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke under de givne omstændigheder kunne føre til en ændret vurdering, at den kvindelige klager havde været på barsel og derfor ikke havde kunnet være tilknyttet arbejdsmarkedet, idet den kvindelige klager alene havde opholdt sig i Danmark i mindre end tre år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var oplyst om andre personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der gjorde, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt tillige, at generelle sociale eller økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne begrunde, at klagernes opholdstilladelser af den grund skulle tillades forlænget. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den kvindelige klager havde i alt ti børn i alderen nul til 17 år, hvoraf de ni var født i Mogadishu, Somalia, mens det yngste barn var født i Danmark, at otte af børnene gik i skole i Danmark, heraf det ene barn i specialklasse, og at et af børnene gik i børnehave, samt at børnene gik til henholdsvis fodbold og gymnastik i den lokale sportsforening. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at børn først efter seks til syv års fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har gået i dansk institution og/eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne, såfremt en opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget, kan fravige betingelserne givet i en opholdstilladelse som familiesammenført. Det var indgået indgået i Udlændingenævnets vurdering, at syv af de mindreårige klagere havde haft knap tre af deres formative år i Danmark, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet de syv mindreårige klagere ligeledes havde haft en del af deres formative år i udlandet, og at det for alle de mindreårige klagere gjaldt, at deres formative år i Danmark var af en sådan varighed, at dette ikke i sig selv kunne begrunde, at deres opholdstilladelser ikke skulle nægtes forlænget. For så vidt angik den kvindelige klagers yngste barn, der var født i Danmark, lagde Udlændingenævnet vægt på, at barnet var født i oktober 2015, at barnet aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at barnet sammen med klagerne og referencen skulle udrejse af Danmark samlet som en familie. For så vidt angik den mindreårige klager, der efter det oplyste gik i specialklasse, lagde Udlændingenævnet vægt på, at der ikke var fremsendt dokumentation for, at en nægtelse af forlængelse af den mindreårige klagers opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende, herunder oplysninger om og dokumentation for hendes visitation til specialklasse, baggrunden herfor og hendes eventuelle diagnose. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1, hvoraf det følger, at det påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, der er nødvendige for udlændingemyndighedernes behandling af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, herunder en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse. FAM/2016/83.
Senest opdateret: 03-11-2016
Udgiver: Udlændingenævnet