Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2015 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en russisk statsborger. Ansøgeren, der i august 2003 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, havde boet lovligt her i landet som flygtning i mere end otte år. Ansøgeren havde alene været i ordinær beskæftigelse i to dage i juni 2008, hvorefter han havde modtaget kontanthjælp. 

Udlændingenævnet fandt efter en helt konkret vurdering, at ansøgeren i overensstemmelse med sine evner havde vist vilje til integration i det danske samfund, jf. udlændingelovens § 11, stk. 15, og at han således kunne fritages for uddannelses- og beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysningerne fra ansøgerens bopælskommune, at ansøgeren kontinuerligt havde deltaget i de af kommunen anviste aktiviteter som led i en jobplan, herunder deltaget i en række virksomhedspraktikforløb, samt at ansøgeren ifølge oplysningerne fra kommunen var udredt fra rehabilitering og afventede at komme i et ressourceforløb, hvorefter det endeligt skulle vurderes, om og i givet fald i hvilket omfang ansøgeren ville kunne opnå beskæftigelse i form af fleksjob eller lignende beskæftigelse med skånehensyn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren til klagen havde vedlagt en lægeerklæring fra sit forløb hos et rehabiliteringscenter, hvoraf det fremgik, at han led af PTSD i moderat grad, herunder oplevede mareridt og angst, og at hans tilstand vurderedes at være kronisk. FAM/2015/146.

Senest opdateret: 29-07-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen