Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8 til en jordansk statsborger. Ansøgeren oplyste, at hun ikke havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse inden for de seneste fem år på tidspunktet for ansøgningens indgivelse. Center for Psykiatrisk og Psykoterapeutisk Behandling havde udtalt, at ansøgeren var blevet henvist til centret af sin egen læge på grund af indikationer for udtalte sorg- og krisereaktioner, at ansøgerens ægtefælle havde været udsat for en ulykke, at ansøgeren var midt i en barselsorlov, da ulykken skete, at ægtefællens helbred forværredes betragteligt i 2008, og at ansøgeren siden havde passet ægtefællen og børnene. Det fremgik endvidere af udtalelsen, at ansøgeren ikke havde haft lønnet arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke havde modtaget kontanthjælp. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet anførte ansøgeren, at hendes ægtefælle var førtidspensionist, at hun på fuldtid havde passet ægtefællen og børnene, og at hun havde svært ved at se sig selv som udearbejdende arbejdstager.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge sine egne oplysninger ikke havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for at give opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, herunder såfremt Danmarks internationale forpligtelser kunne tilsige det. De forhold, at ansøgerens ægtefælle var kronisk syg og førtidspensionist, at ansøgeren passede ægtefællen og børnene siden ægtefællens ulykke, og at ansøgeren havde svært ved at se sig selv som udearbejdende arbejdstager, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da disse forhold ikke var af en sådan karakter og omfang, at ansøgeren ikke havde haft og ikke fremadrettet havde mulighed for at opfylde beskæftigelses- og uddannelseskravet. FAM/2015/19.

Senest opdateret: 26-03-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen