Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Sygdom

Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Bangladesh. 

Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at der forelå sådanne særlige forhold, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende, at han i september 2008 var udsat for et alvorligt færdselsuheld, hvorefter han fik svære kognitive gener, at han var diagnosticeret med paranoid psykose og PTSD, at han led af selvmordstanker, at ansøgeren ifølge sin overlæge led af en varig arbejds- og funktionsnedsættelse, at det på grund af ansøgerens dårlige prognostiske faktorer ansås for usandsynligt, at han kunne starte på uddannelse eller job, og at ansøgerens psykiatriske sygdom vurderedes behandlingsresistent. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens samlede omstændigheder det for bedst stemmende overens med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 14. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/49.

Senest opdateret: 07-04-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen