MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringProformaUdlændingenævnets afgørelse af 24. november 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik i november 2009 ægteskab. I juni 2010 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået med den herboende ægtefælle, var et proformaægteskab. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse fra juni 2010. I november 2010 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag til ansøgeren under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået med den herboende ægtefælle, var et proformaægteskab. Justitsministeriet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingeservices afgørelse fra november 2010. I januar 2012 afslog Justitsministeriet at genoptage sagen. I maj 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i maj 2009 og besluttede at indgå ægteskab i august 2009, hvorefter parret i november 2009 indgik ægteskab. Parret havde i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i 2010 været indkaldt til et møde i Udlændingeservice, hvor parret svarede divergerende på en række spørgsmål om hinandens personlige forhold, herunder vedrørende hinandens fødselsdatoer, familieforhold og parrets fællesaktiviteter. Under mødet blev det desuden oplyst, at parret kommunikerede via ordbøger, og at ansøgeren alene forstod enkelte sætninger på dansk. Den herboende ægtefælle havde efter ansøgerens hjemrejse i 2010 angiveligt besøgt ansøgeren en til flere gange hvert år, ligesom ansøgeren og den herboende ægtefælle angiveligt skulle have bevaret telefonisk kontakt med hinanden til trods for, at den herboende ægtefælle kun beherskede dansk, og ansøgeren beherskede thailandsk og engelsk.

Udlændingenævnet fandt, at der fortsat var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremkommet nye afgørende oplysninger, siden det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i juli 2010 traf afgørelse og siden Justitsministeriets afgørelser fra oktober 2011 og januar 2012. Udlændingenævnet tillagde det vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle traf beslutning om at indgå ægteskab efter et kort personligt bekendtskab, at ansøgeren og den herboende ægtefælle fortsat ikke sås at kunne kommunikere sammen på fælles sprog, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke trods besøg og telefonsamtaler sås at have opbygget et interessefællesskab, som ægtefæller må forventes at have. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark med henblik på at besøge sin herboende søster, og at to af ansøgerens søskende var familiesammenført til Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren og den herboende ægtefælle nu havde været gift i fem år, idet der ikke herved forelå et sådant samliv, der kunne afkræfte, at det ægteskab, ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået, måtte anses for at være et proformaægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/184.

Senest opdateret: 24-11-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post