MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringTilknytningskravet
  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-11-2017

    Udlændingenævnets flertal omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnets flertal fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Makedonien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden 1991, at hun blev statsborger i Danmark i 2004, at hun havde en uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor hun på ny havde boet fast siden 2012, hvor hendes familie boede, hvor ansøgerens og den herboende ægtefælles børn var født, og hvor ansøgeren flere gange havde besøgt den herboende ægtefælle og børnene. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udrejst til Makedonien fra 2008 til 2012, fandt Udlændingenævnets flertal endelig ikke på tidspunktet for afgørelsen kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2017/129.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-11-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Cameroun i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelses¬bestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2016, og at Udlændingestyrelsen dernæst første gang havde truffet afgørelse i juli 2016, hvor det fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende reference, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende reference på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens første afgørelse i juli 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og den herboende reference om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf fornyet afgørelse i juli 2017. FAM/2017/134.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en amerikansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 28 år på afgørelsestidspunktet, var født som dansk statsborger i USA og havde inden den seneste indrejse i Danmark i juni 2016 opholdt sig i Danmark i to måneder i 1990, syv måneder i 1992 og derudover på ferie- og besøgsophold. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-dommen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i september 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 fremgik det udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde endelig en vis vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i forbindelse med indrejsen i Danmark havde taget væsentlige skridt til at etablere sig i Danmark med henblik på varigt ophold, herunder boligforhold, ligesom den herboende ægtefælle allerede i august 2016 var påbegyndt en ansættelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en tunesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 45 år på afgørelsestidspunktet, var dansk statsborger og havde boet i Danmark hele sit liv. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i maj 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og referencen om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 53 år gammel på afgørelsestidspunktet, var født i Danmark, og han havde været udrejst til Kina første gang i perioden mellem september 1990 og november 1992 og efterfølgende mellem november 1993 og juni 2016. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i august 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig en vis vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde solgt parrets hus i Kina i september 2015 og i august 2015 havde købt bolig i Danmark med overtagelse i februar 2016 og således havde planlagt flytningen til Danmark over en længere periode inden indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 02-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle var tidligere statsborger i Iran, og han blev i 1996 statsborger i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand, jf. udlændingelovens § 9. stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun var statsborger, og hvor hun havde boet hele sit liv, at hun havde forældre og søskende i hjemlandet, at hun og hendes ægtefælle havde mødt hinanden i 2003/2004 under en ferie i Thailand, at parret efter det oplyste havde boet sammen i Thailand i perioden fra november 2003 til september 2005, at parret herefter, frem til de havde indgået ægteskab i december 2007 i Thailand, havde boet i Thailand i forbindelse med ferier, og at parret – også efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn i november 2006 og maj 2010 – havde valgt at forblive bosiddende i hver sit land og alene bo sammen i Thailand i forbindelse med den herboende ægtefælles ferier og forretningsrejser. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle – henset til den måde parret havde valgt at udøve familielivet på – måtte anses for at have større tilknytning til Thailand end til Danmark, uanset at ansøgerens ægtefælle ifølge Det Centrale Personregister (CPR) var indrejst i Danmark i november 1985, var blevet dansk statsborger i juni 1996, havde haft arbejde og havde taget en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets fællesbørn først var registreret indrejst i Danmark i august 2014 i en alder af henholdsvis syv og fire år, at ansøgeren første gang var indrejst i Danmark i marts 2015 på turistvisum sammen med sit særbarn, og at der først i maj 2015 var indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af den herboende ægtefælle. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på to visumophold siden medio marts 2015 og havde haft processuelt ophold i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse ved udlændingemyndighederne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for der at udøve familielivet med ansøgeren, parrets to fællesbørn og ansøgerens særbarn, og hvor de vedvarende efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn havde udøvet deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at parrets ældste fællesbarn havde fået stillet en række diagnoser, herunder infantil autisme, forsinket psykomotorisk udvikling og tab af følelsesmæssig kontakt, at der i forhold til fællesbarnets funktionsniveau blev vurderet at være tale om et alvorligt nedsat socialt funktionsniveau, og at familien på grund af manglende skoletilbud i Thailand havde valgt at flytte til Danmark, hvor barnet var begyndt i en modtageklasse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det samme gjaldt det forhold, at parrets yngste fællesbarn havde gået i børnehave og i skole i Danmark og efter det oplyste talte flydende dansk og ikke længere thai, og at ansøgerens ægtefælle frygtede i fremtiden ikke at have kræfter til at klare børn, hjem og fultidsarbejde alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er forældremyndighedshaverens ret at beslutte, hvor et barn skal bo, at parrets fællesbørn havde været bosiddende i Thailand frem til medio august 2014, hvor de var henholdsvis syv og fire år, hvor det ældste barn var i behandling og således havde adgang til lægelig hjælp, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i 2014 havde besluttet, at fællesbørnene skulle flytte til Danmark, og at de alene havde boet i Danmark i omkring 2½ år. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børene har gået i danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet sammen med parrets børn i Thailand. FAM/2017/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Den herboende ægtefælle (referencen), der var somalisk statsborger, blev i 1990 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og han blev i 1994 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Etiopien, hvor ansøgeren og referencen mødtes og efterfølgende indgik ægteskab, hvor parrets to fællesbørn var født, og hvor ansøgeren tillige havde familie, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Etiopien end til Danmark, hvor hun aldrig havde opholdt sig. Udlændingenævnet lagde desuden til grund, at referencens tilknytning til Somalia var større end hans tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen var født og opvokset i Somalia, hvor han havde haft en større del af sin opvækst og sit liv, at både ansøgeren og referencen var somaliske statsborgere, at ansøgerens moder og fire søskende var bosiddende i Somalia, og at parret talte somali sammen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark, og at han ikke havde taget en uddannelse her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 26 år, at han efter det oplyste havde danske venner, at han talte flydende dansk, og at hans tre særbørn var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren og referencen på baggrund af referencens forhold ikke kunne anses for at have opnået så stærk en tilknytning til Danmark, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark måtte anses for at være større end til Somalia eller Etiopien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der mellem Somalia og Etiopien forelå en kulturel lighed og geografisk nærhed, hvorfor ansøgerens og referencens tilknytning til Somalia og Etiopien måtte anses for at være større end til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at referencen ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Etiopien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret siden indgåelsen af ægteskabet i 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at parret udøvede familielivet under referencens ophold i Etiopien, men i øvrigt levede adskilt, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at ansøgeren, referencen samt fællesbørnene fortsat kunne udøve familielivet som hidtil. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen efter det oplyste i forbindelse med en rejse til Somalia i 2007 blev nægtet adgang, at han aldrig kom ind i Somalia, og at referencen ikke mente at kunne vende tilbage til Somalia på grund af krigen og sit manglende netværk i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingestyrelsen havde oplyst, at referencen ved en tilbagevenden til Somalia ikke ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at referencen kunne henvises til at tage ophold i Etiopien, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab, hvor ansøgeren havde boet hele sit liv, hvor parret fællesbørns var født, og hvor referencen ved flere lejligheder havde besøgt ansøgeren og fællesbørnene. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen var hjertepatient og led af sukkersyge, og at han i den forbindelse tog forskellige medicinske præparater. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af Udlændingenævnets baggrundsoplysninger fra MedCOI (1), at præparaterne tillige var tilgængelige i Etiopien. FAM/2016/96.

    (1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var blevet dansk statsborger, havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere vurdering af det angivne familieliv mellem ansøgeren og referencen samt indhentelse af en asylretlig vurdering af referencens mulighed for at udøve familielivet i Afghanistan med ansøgeren, som han efter det oplyste havde været gift med siden 1997 og dernæst levet adskilt fra og uden kontakt med frem til cirka ansøgningstidspunktet i slutningen af 2014. Udlændingenævnet henviste til, at referencen i forbindelse med sin asylansøgning i 2001 til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at ansøgeren, som han havde indgået ægteskab med i 1997, på daværende tidspunkt befandt sig i en større by i Afghanistan, at hans moder ligeledes var bosiddende i samme større by i Afghanistan, og at han senest havde haft kontakt med sin moder i maj/juni 2000. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring med ansøgeren havde oplyst, at han havde været på besøg i Afghanistan i 2010, i 2011 og i 2014, uden at det var nærmere oplyst, om der i den forbindelse blev søgt skabt kontakt til ansøgeren, og/eller om ansøgeren og referencen de facto havde valgt at leve separeret. Udlændingenævnet henviste endelig til, at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring havde oplyst, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i 1997, hvorefter parret havde boet sammen i otte til ni måneder, at der derefter var et Talebanangreb, i hvilken forbindelse referencen forsvandt, og at ansøgeren herefter havde boet hos sine egne forældre. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens forældre i 2014 var rejst til en større by i Afghanistan, hvor de ved et tilfælde havde mødt en af referencens venner, der havde oplyst, at referencen levede og var bosiddende i Danmark. FAM/2016/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 12-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren havde boet i Italien fra juli 2012 indtil maj 2014, hvor han indrejste i Danmark. Ansøgeren havde italiensk fremmedpas.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var født og opvokset i Somalia, hvor de også havde stiftet familie, hvorfor ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens herboende ægtefælle først kom til i marts 2013 i en alder af 22 år, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle kun havde haft opholdstilladelse i cirka to år og 10 måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle mødte hinanden i Somalia i 2010, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle talte somali sammen, at ansøgerens herboende ægtefælles moder og tre søskende fortsat boede i Somalia, og at ansøgerens forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Somalia. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens processuelle ophold af 19 måneders varighed i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke på baggrund heraf kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden marts 2013 og deltaget i integrationsprogrammet i Danmark, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia oversteg den fælles samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Italien, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens herboende ægtefælle, såfremt ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Italien, kunne søge om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og familiesammenføring, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgerens herboende ægtefælle havde anført, at de sociale og økonomiske forhold for familien, herunder for børnene, i Italien var dårligere end i Danmark. FAM/2016/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 25-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1991 og blev dansk statsborger i 2001. I perioderne fra august 2003 til juli 2006 og fra januar 2008 til november 2013 var ansøgerens herboende ægtefælle udrejst til Libanon. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Libanon. Parret havde to børn, som var født i Libanon i henholdsvis 2008 og 2011, og som indrejste i Danmark i november 2013, samt et barn født i Danmark i 2014. Alle børn var danske statsborgere.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han også havde haft sin skolegang og havde arbejdet, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Libanon end til Danmark, hvor han aldrig havde haft opholdstilladelse, og hvor han alene havde opholdt sig på besøgs- og processuelt ophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle var født i Libanon og havde taget ophold i Danmark som fem-årig i 1990. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse stor vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioder på knap tre år fra august 2003 til juli 2006 og fem år og ti måneder fra januar 2008 til november 2013 havde været udrejst til Libanon, og at parret således havde etableret og udøvet et familieliv i Libanon gennem flere år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 1991, at hun sammenlagt havde haft 16 års ophold i Danmark, og at hun i maj 2001 blev meddelt dansk statsborgerskab. Udlændingenævnet lagde dog vægt på, at ansøgerens ægtefælle selv havde valgt at afbryde sin tidligere tilknytning til Danmark, idet hun havde valgt at udrejse til Libanon i de nævnte perioder. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden i Libanon i april 2006, at parret indgik ægteskab i april 2008 i Libanon, og at parret talte arabisk sammen indbyrdes. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgerens ægtefælle efter sine egne oplysninger valgte at genindrejse i Danmark i 2006 og i 2013 grundet den vanskelige situation i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, og at det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på et kortvarigt visumophold fra juni 2014 og herefter havde indgivet ansøgning om familiesammenføring i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke gennem længerevarende beskæftigelse havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var uddannet tandtekniker i Danmark, fandt Udlændingenævnet herudover ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, på den baggrund kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det ved opslag i maj 2016 i eIndkomst fremgik, at ansøgerens ægtefælle siden sin indrejse i Danmark i november 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun senest havde modtaget kontanthjælp i maj 2016. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at parrets ældste søn, der var født i 2008, havde mistet sin tilknytning til Libanon, at barnet næsten havde glemt at tale arabisk, og at barnet var skoleelev og fuldt integreret i Danmark, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af statusbeskrivelsen fra barnets SFO, at barnet havde svært ved at indgå i sociale sammenhænge grundet manglende danskkundskaber. Det fremgik endvidere af CPR, at parrets to ældste fællesbørn var indrejst i Danmark i november 2013 og således havde opholdt sig fast i Danmark i ca. to et halvt år. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle i forbindelse med ansøgningen havde vedlagt en udtalelse af juli 2014 fra sin læge, hvoraf det fremgik, at hun havde det psykisk svært, at hun var under udredning for en depression, og at hun havde en opblussen i sine kroniske rygsmerter. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med sin klage i august 2015 til Udlændingenævnet havde vedlagt en sygehusjournal fra august 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft hjertebanken og havde svært ved at få vejret, at han led af sure opstød og halsbrand og at han havde lette smerter bag brystbenet. Udlændingenævnet fandt, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold hverken hos ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle, som bevirkede, at parret og deres tre fællesbørn ikke igen ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret havde mødt hinanden, havde indgået ægteskab, havde fået to børn og havde boet sammen, for der at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/112.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en canadisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2003, jf. udlændingelovens 8, og blev i februar 2014 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret var begge født og opvokset i Iran og mødtes første gang i Danmark i 2005, hvor de også indgik ægteskab med hinanden. Den herboende ægtefælle havde i december 2010 bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet modtog i forbindelse med klagesagen i april 2016 fra den herboende ægtefælles kommune oplysninger om karakteren og omfanget af det til hende tilbudte integrationsforløb, samt hvilke øvrige beskæftigelsesmæssige tiltag, herunder aktiveringsforløb og sprogundervisning samt resultatet af disse, den herboende ægtefælle havde deltaget i.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var født og opvokset i Iran, hvor parret havde haft deres skolegang, og at parret talte persisk sammen, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgeren først indrejste i juni 2004 i en alder af 36 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold i Danmark havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at parrets samlede tilknytning til Danmark var større end deres samlede tilknytning til Iran, uanset at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden juni 2004. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i 2009 undlod at tage imod ordinært arbejde, at hun i juli 2011 havde været tilbudt ordinært arbejde, men at hun allerede efter to dage igen blev tilmeldt jobcentret som ledig, at hun i september 2011 blev visiteret til et åbent tilbud, idet hun havde frasagt sig ordinært arbejde, at hun ikke blev vurderet samarbejdsvillig i forhold til at tage ordinært arbejde samt tilbud udenfor den by, hun boede i, og at hun var ophørt på Danskuddannelse 2 grundet fravær. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde haft mere end 12 års lovligt og uafbrudt ophold i Danmark, kunne således efter Udlændingenævnets vurdering ikke alene føre til, at parrets samlede tilknytning til Danmark kunne anses for større end parrets samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle ikke gennem sit ophold i Danmark havde udvist vilje eller evne til at blive integreret i det danske samfund. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde besøgt Danmark i 2005, at han havde været på processuelt ophold fra december 2008 til oktober 2010, og at han igen besøgte Danmark i 2011, i 2012 og i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Iran. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgerens ægtefælle skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Canada, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var risiko for refoulement fra Canada til Iran. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde oplyst, at hun havde en handicappet broder, som hun ikke kunne flytte fra. Udlændingenævnet fandt imidlertid at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved var tale om sådanne personlige forhold, at der var grundlag for at fravige tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/111.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7, til en bosnisk-hercegovinsk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Bosnien-Hercegovina, fik meddelt opholdstilladelse i januar 1994 efter lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. I november 1995 blev ansøgerens ægtefælle meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i marts 1997 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden via internettet i januar 2010, og ansøgeren besøgte derefter Danmark, når hun kunne. Ansøgeren og den herboende ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i forbindelse med ansøgerens andet besøg i Danmark. Ægteparret havde forud for indgåelse af ægteskab telefonisk kontakt næsten hver dag, når ansøgeren ikke var i Danmark. Ægteskabet blev indgået i januar 2012 i Danmark, og ægteparret fik et fællesbarn i december 2012. Ansøgeren havde gået i grundskole i Bosnien-Hercegovina, hun talte alene bosnisk, og ægteparret talte bosnisk sammen. Ansøgerens ægtefælle var tilkendt førtidspension i 2005. Udlændingestyrelsen udtalte i oktober 2014, at der ikke var holdepunkter for at antage, at ansøgerens ægtefælle ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Ansøgerens ægtefælle havde til sagen oplyst, at han efter 17 år i Danmark var rejst tilbage til Bosnien-Hercegovina for at besøge ansøgeren, og at hans tilknytning til landet alene var ansøgeren og deres fællesbarn. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han aldrig havde været i nogen form for beskæftigelse i Danmark, at han aldrig havde gået i skole eller taget nogen danskkurser, efter at han kom til Danmark, men at han gennem en periode på to år fra 2010 til 2012 havde udført frivilligt arbejde i en karateklub omkring en time om ugen. I juli 2015 blev ansøgerens og den herboende ægtefælles fællesbarn meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle også havde haft deres skolegang. Den herboende ægtefælle kom første gang til Danmark i december 1993 i en alder af 29 år og havde således haft ophold i Danmark i cirka 21 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælles moder og søster var bosiddende i Dannmark, og at hans broder var bosiddende i Kroatien, mens ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Ansøgerens forældre og søskende var således bosat i Bosnien-Hercegovina, og ansøgeren havde et 24-årigt særbarn, der ikke opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden på internettet i januar 2010, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte bosnisk sammen. Ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte på den baggrund antages at have en stærkere tilknytning til Bosnien-Hercegovina end til Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden december 1993, at han havde haft opholdstilladelse fra januar 1994, at han var tilkendt førtidspension i 2005, og at han havde udført frivilligt arbejde. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle aldrig havde deltaget i nogen former for kommunale tilbud eller sprogundervisning eller havde taget nogen uddannelse eller haft nogen form for beskæftigelse i Danmark, og da der var tale om en kort og meget beskeden frivillig indsats, og han ikke i øvrigt havde gjort en indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det frivillige arbejde ikke havde haft et omfang og en karakter, som kunne sidestilles med den tilknytning og integration, der opnås i forbindelse med at tage en uddannelse eller have været beskæftiget i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Bosnien-Hercegovina for der at udøve familielivet med ansøgeren og deres fællesbarn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at den herboende ægtefælle ikke ville være i konkret og individuel risiko for asylrelevant forfølgelse, og at den herboende ægtefælle havde været på besøg i Bosnien-Hercegovina. Endelig fandt Udlændingenævnet, at den herboende ægtefælles PTSD på baggrund af oplevelser under krigen, og det forhold, at han var tilkendt førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sygdommen ikke kunne anses at forhindre ham i at tage ophold i Bosnien-Hercegovina. FAM/2016/99.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 11-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle, som også var serbisk statsborger, blev i december 1991 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i oktober 1994 blev hun meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, under henvisning til sit første ægteskab. Denne opholdstilladelse blev inddraget i september 1995 på grund af skilsmisse. I januar 1997 blev ansøgerens herboende ægtefælle meddelt opholdstilladelse på ny under henvisning til sit andet ægteskab, og i februar 2001 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren selv blev i december 1994, februar 2002 og december 2012 meddelt afslag på asyl i Danmark. Ansøgeren var ligeledes i marts 2003 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I november 2012 blev ansøgeren af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. I januar 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, og Udlændingenævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012. Det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at parret tidligere havde oplyst, at de havde mødt hinanden i Serbien, da de var henholdsvis 14 år og 15 år, at de efterfølgende havde boet sammen og havde fået to børn i henholdsvis 1978 og 1984, og at de havde indgået ægteskab, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Det fremgik endvidere, at ansøgeren siden 1996 havde samlevet med sin herboende ægtefælle under besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed. Det fremgik af ansøgerens nye ansøgning, at parret i marts 2012 på ny havde indgået ægteskab i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Serbien, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 28 år, og hvor hun de seneste 19 år havde haft uafbrudt opholdstilladelse, og hvor ansøgeren ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse, men alene havde haft processuelt ophold i få perioder. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde mødt hinanden i Serbien i 1977, at parret havde fået to fællesbørn i henholdsvis 1978 og 1984, at den herboende ægtefælle i 1991 blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med en anden mand, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle på ny havde indgået ægteskab i marts 2012. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i deres ansøgningsskema fra marts 2012 havde oplyst, at de havde indgået ægteskab første gang, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Udlændingenævnet henledte i den forbindelse til opmærksomheden på notat af 1. december 2005 om anvendelsen af tilknytningskravet ved ægtefællesammenføring, hvoraf det fremgår, at ”det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende og ansøgeren tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og at parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark. Indgåelsen af ægteskab på ny indikerer, at den herboende har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet.” Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens oplysninger om, at han i perioden fra 2010 til 2015 havde været på besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed hvert halve år, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Serbien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ud over den herboende ægtefælle og de herboende voksne fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, at fællesbørnene var indrejst i Danmark i 1991 sammen med den herboende ægtefælle, og at ansøgeren således havde levet adskilt fra børnene i flere år, før de blev myndige. Udlændingenævnet fandt ydermere, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som hun havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Serbien, herunder fordi parret talte serbisk sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i følgeskab med den herboende ægtefælle og en tolk. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark med opholdstilladelse senest siden januar 1997, at hun forud for dette havde boet knap fire år i Danmark med opholdstilladelse, og at hun havde haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i form af rengøringsarbejde og job på et vaskeri i en ukendt periode, inden hun blev tilkendt førtidspension. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at den herboende ægtefælle på baggrund af sit ophold og de nævnte beskæftigelser ikke havde opnået en sådan fast og væsentlig tilknytning til det danske uddannelsessystem og det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Serbien oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at det fremgik af ansøgerens skadesjournal fra august 2015, at det anbefaledes, at ansøgeren henvistes til Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri, idet han var plaget af stemmehøring, ligesom det anbefaledes, at han ikke udrejste alene, samt at ansøgerens familie havde oplyst, at det var deres opfattelse, at ansøgeren var alvorligt psykisk syg. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke på denne baggrund kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Serbien, idet ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan meget alvorlig karakter, at det i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i januar 2013 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. FAM/2016/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 18-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, da ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at opfylde tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Pakistan, indrejste i Danmark i 1986 og var i perioden fra 1986 til 1989 gift med en herboende dansk statsborger. I juni 1988 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der begge var statsborgere i Pakistan. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990. Det fremgik videre af ansøgningsskemaet, at hun havde gennemført en gymnasial uddannelse, at hun var uddannet skolelærer, at hun havde besøgt Danmark i november 2006, juni 2007, august 2008 og november 2010, at hun senest indrejste i Danmark i juni 2014, og at hun havde boet i Danmark i mere end seks måneder. Af den herboende ægtefælles del af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i Pakistan, at den herboende ægtefælle første gang kom til Danmark i februar 1986, at den herboende ægtefælles moder og ene broder boede i Pakistan, at den herboende ægtefælle havde en broder i Danmark, at den herboende ægtefælle og ansøgeren kommunikerede på urdu og panjabi, at den herboende ægtefælle i perioden fra 1986 til 2003 drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og at han fra 2007 og indtil tidspunktet for ansøgningsskemaets udfyldelse havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. I januar 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. I januar 2015 påklagede ansøgerens partsrepræsentant Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet og anførte i den anledning, at ansøgeren havde en ægtefælle og to børn, der opholdt sig i Danmark, at det var partsrepræsentantens opfattelse, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en konkret vurdering af varigheden og karakteren, af parrets ophold i de respektive lande, af parrets familiemæssige tilknytning til Danmark og ansøgerens hjemland, af parrets sprogfærdigheder og af parrets uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark. Partsrepræsentanten havde derudover henvist til den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor ansøgeren tillige havde haft sin skolegang og taget en uddannelse, og at parret havde haft et længerevarende familieliv i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle indrejste i 1986 i en alder af 31 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at den herboende ægtefælle, inden parret indgik ægteskab, tit rejste til Pakistan for at besøge ansøgeren, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990 i Pakistan, at parret kommunikerede på urdu og punjabi, at den herboende ægtefælle første gang ansøgte om familiesammenføring med ansøgeren cirka 14 år efter, at parret indgik ægteskab, og at parret på dette tidspunkt havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor den herboende ægtefælle har indgået ægteskab og været gift med ansøgeren i en længere periode, hvor ansøgeren fortsat havde opholdt sig i sit hjemland forud for ansøgningen om ægtefællesammenføring i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i fem perioder i Danmark på baggrund af turistvisum i årene 2006, 2007, 2008 og 2010, og at hun havde været indrejst i Danmark i juni 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold, og henset til at ansøgeren og den herboende ægtefælle samlet set havde en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgerens besøgsophold i Danmark havde været af uregelmæssig karakter, herunder at hun i perioden fra 2011 til 2013 ikke havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af partsrepræsentanten anførte om, at partsrepræsentanten mente, at ansøgeren havde tilstrækkelig tilknytning til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet parrets samlede tilknytning til Danmark ikke kunne anses for at være større end til Pakistan. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden april 1986, at den herboende ægtefælle i juni 1988 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende ægtefælle i perioderne fra 1986 til 2003 og fra 2007 til afgørelsestidspunktet havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle, gennem den måde parret havde udøvet familielivet på, havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælles fællesbørn, der begge var myndige, havde haft opholdstilladelse her i landet i under ni år, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at deres familie skulle leve adskilt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om retten til familieliv (EMRK artikel 8). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vedrørende EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/201.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 09-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1996 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, han blev i 1997 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I februar 2012 indgik parret ægteskab i Libanon, hvorefter ansøgerens herboende ægtefælle besøgte hende i Libanon, inden hun indrejste i Danmark i november 2013 og søgte om familiesammenføring. Ansøgerens herboende ægtefælle var samboende med sit særbarn, som er født i 2001, og han havde derudover et myndigt særbarn, der var født i 1994. Parret fik et fællesbarn i Danmark i marts 2014. Den herboende ægtefælle var førtidspensionist.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og hendes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at han kom til Danmark i november 1992 i en alder af 25 år, og at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Libanon inden sin indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at han havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka 19 år, at han efter det oplyste ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark, havde været i beskæftigelse eller på anden vis havde forsøgt at integrere sig i det danske samfund, siden han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996. Det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle i 1996/97 havde forsøgt at etablere en fødevareforretning, og at han talte og forstod dansk, når der ikke blev anvendt vanskelige udtryk, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da tilknytningen til arbejdsmarkedet lå langt tilbage i tid, og da han efter det oplyste ikke efterfølgende forud for sin førtidspensionering havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde herudover til grund, at ansøgeren var statsløs palæstinenser fra Libanon, hvor hun var født, opvokset, havde haft sin skolegang og hele sit voksne liv, hvor hendes forældre og søskende fortsat boede, hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle mødte hinanden i 2011, hvor parret indgik ægteskab i 2012, og at de talte arabisk sammen, at de begge havde søskende i Libanon, at ansøgerens herboende ægtefælle derudover havde to brødre i Danmark, at hans moder var død, men at hans fader boede i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Libanon. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at advokaten til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerens herboende ægtefælles yngste særbarn havde fået en stærk tilknytning til Danmark, hvor han gik i skole og til fodbold samt havde skabt sig en vennekreds. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn, som ifølge Det Centrale Personregister havde været udrejst af Danmark til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013 grundet varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark og dermed føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt lovligt ophold her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den omstændighed, at parrets fællesbarn havde fået opholdstilladelse i Danmark i juni 2014, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet fællesbarnet ikke ansås for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt herudover, at den omstændighed, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet dette ophold ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til en udtalelse i juni 2014 fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Libanon ikke risikerede asylrelevant forfølgelse, hvilket han ikke havde kommenteret efter Udlændingestyrelsens partshøring fra juni 2014. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udsat for regelmæssig tortur under fængselsophold, før han kom til Danmark, at han led af PTSD, generaliseret angst og en kronisk forstemningstilstand og en moderat restriktiv lungefunktionsnedsættelse og aktuelt var i behandling med blandt andet de antidepressive præparater Citalopram og Mirtazapin, kunne ikke føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at MedCOI(1) havde oplyst, at begge de medicinske præparater Citalopram og Mirtazapin var tilgængelige i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle således kunne købe sin medicin i Libanon. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret var mødtes og var blevet gift, og hvorfra de begge var statsløse palæstinensere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at begge ansøgerens herboende ægtefælles særbørn var blevet danske statsborgere, og at parrets fællesbarn eventuelt havde udsigt til at blive dansk statsborger i slutningen af 2015, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der alene dispenseres fra tilknytningskravet i forhold til danske statsborgere, hvis den herboende ægtefælle har været dansk statsborger i 26 år, eller har haft lovligt ophold i Danmark i 26 år. Det af advokaten anførte om, at det ville være udfordrende for ansøgerens herboende ægtefælle at blive henvist til at udøve familielivet i Libanon på grund af hans forhold til sit særbarn, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn efter det oplyste havde sin moder i Libanon, og desuden ifølge oplysningerne fra Det Centrale Personregister havde været udrejst til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013, og således ikke havde fået en væsentlig tilknytning til Danmark, selvom hans skole havde oplyst, at han var aktiv i skolen og den lokale fodboldklub, at han viste stor vilje til at lære det danske sprog, at han i oktober 2014 var blevet udsluset fra modtagerklassen og var startet i en 6. klasse, og at han var velfungerende såvel fagligt som socialt på trods af, at hans danske ikke var helt alderssvarende. FAM/2015/171.


    (1) MedCOI er et projekt finansieret af Den Europæiske Flygtningefond med henblik på at indhente oplysninger om tilgængelig medicin i ansøgeres hjemlande.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 24-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en israelsk statsborger. Den herboende ægtefælle havde siden sin fødsel i 1990 haft længerevarende ophold i Tyskland, Frankrig og Israel. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at de første gang mødte hinanden i 2005 i Israel, på hvilket tidspunkt den herboende ægtefælle var volontør i Israel. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var opvokset i Danmark, Israel og Frankrig, at hun var født som dansk statsborger, at hun i perioden fra januar 2012 til maj 2013 havde opholdt sig i Tyskland grundet arbejde, at hun fra maj 2013 til august 2014 havde opholdt sig i Israel og Grækenland i forbindelse med studieophold og ferie, og at hun og ansøgeren talte engelsk og hebraisk sammen. Den herboende ægtefælle havde desuden oplyst, at parret i januar 2013 besluttede at indgå ægteskab, at parret boede sammen i perioderne fra juli 2011 til december 2011 i Israel, fra januar 2012 til maj 2013 i Tyskland og fra juni 2013 til juli 2014 i Israel, at parret indgik ægteskab i maj 2013 i Danmark, at parret efterfølgende var på ferie i august 2014 i Grækenland, og at parret sidst så hinanden i september 2014. Det fremgik endvidere, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i september 2014, at han havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, august 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Den herboende ægtefælle havde herudover oplyst, at hun havde 14 søskende, hvoraf 12 af hendes søskende var bosat i Danmark, at hun fra august 2006 til august 2007 havde arbejdet 18 timer ugentligt i en forretning, at hun fra februar 2008 til marts 2008 havde arbejdet 40 timer ugentligt i hjemmeplejen, at hun fra august 2008 til maj 2009 havde arbejdet 40 timer ugentligt på en café, at hun fra oktober 2009 til juni 2011 havde arbejdet i hjemmeplejen, og at hun fra august 2014 havde arbejdet på et plejecenter cirka 37 timer ugentligt. Den herboende ægtefælle mente, at hun ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke selv havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, at den herboende ægtefælle på trods af sit udlandsophold var blevet hjemmeskolet på dansk efter ACE-systemet, at den herboende ægtefælle i flere perioder havde opholdt sig i Danmark i forbindelse med et efterskoleophold og en gymnasial uddannelse, mens den herboende ægtefælle var i et forhold med ansøgeren, og at den herboende ægtefælle efter sin studentereksamen tog til Israel for at være sammen med ansøgeren, da han på daværende tidspunkt ikke havde afsluttet sin værnepligt i Israel. Den herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren herefter tog ophold i Tyskland, da den herboende ægtefælle på daværende tidspunkt ikke var fyldt 24 år, at den herboende ægtefælle og ansøgeren efter opholdet i Tyskland tog til Israel, hvor ansøgeren spontant valgte at studere i et år, og at den herboende ægtefælle således mente, at hendes tilknytning til Danmark var større end hendes tilknytning til Israel.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Israel, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle efter sine egne oplysninger sammenlagt havde boet i Danmark i cirka otte år afbrudt af flere ophold i Israel på mere end en måneds varighed, og at hun sammenlagt havde boet i Israel i cirka syv år og seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle mødte ansøgeren i Israel, at parret kommunikerede på engelsk og hebraisk, og at parret havde boet sammen i Israel i perioderne fra juli 2011 til december 2011 og igen fra juni 2013 til juli 2014. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at den herboende ægtefælle – uanset at hun var født i Danmark i marts 1990, og at hun var dansk statsborger – havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det oplyste om den herboende ægtefælles uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark ikke kunne føre til et ændret udfald, da den herboende ægtefælle på baggrund af de nævnte uddannelser og beskæftigelse ikke havde opnået en sådan fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at den herboende ægtefælle på baggrund heraf kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det anførte om, at den herboende ægtefælle ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, og at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle selv af flere omgange havde valgt at udrejse til blandt andet Israel, og at hun herved havde afbrudt sin tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Israel, hvor han havde haft sin skolegang og havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, og hvor hans forældre og søskende fortsat boede. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, i august 2010, i december 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold og henset til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren samlet set havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Israel, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Israel, og at den herboende ægtefælle havde besøgt og boet sammen med ansøgeren af flere omgange i Israel. FAM/2015/112.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 24-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var afghansk statsborger, var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning og havde siden 2002 opholdt sig i Danmark. I marts 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik af sagen, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark. Det fremgik endvidere, at den herboende ægtefælle arbejdede som kok i Danmark. Under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen vurderede Udlændingestyrelsen, at den herboende ægtefælle ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for at anse tilknytningskravet for opfyldt, at begge ægtefæller hver især har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet vil som det altovervejende udgangspunkt ikke kunne anses for opfyldt, hvis en ansøger aldrig har været i Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet han havde boet i Danmark i knap 12 år og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne allerede på denne baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte antages at kunne udøve familielivet i Afghanistan, idet Udlændingenævnet lagde vægt på Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse i Afghanistan. FAM/2015/125.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 20-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i april 1997 meddelt opholdstilladelse som flygtning og havde været dansk statsborger siden 2005. Den herboende ægtefælle havde to mindreårige særbørn i Danmark, der var født henholdsvis i 2000 og 2001 og var statsborgere i Somalia, og parret havde tre fællesbørn født i henholdsvis 2010, 2011 og 2014. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i maj 2009 i Somalia, parret besluttede i juni 2010 at indgå ægteskab, parret boede inden ægteskabets indgåelse sammen i to år og tre måneder i Addis Ababa, Etiopien, og parret indgik ægteskab i juni 2010 i Addis Ababa, Etiopien. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde boet sammen fra 2009 til 2013 i Addis Ababa, Etiopien. Den herboende ægtefælle havde uddybet, at han og ansøgeren havde boet sammen i fem måneder i 2009, at han og ansøgeren havde boet sammen fra juni 2010 til august 2010, fra januar 2011 til juli 2011, fra marts 2012 til juni 2012 og fra januar 2013 til juni 2013. Den herboende ægtefælle havde andetsteds i sin del af ansøgningsskemaet anført, at han havde besøgt sin ægtefælle i Etiopien i fem måneder i 2009 i tre måneder i 2010 i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at han ikke var i arbejde, at han ikke havde taget en uddannelse i Danmark, at han var førtidspensionist, og at han led af hypertension og astma, for hvilket han modtog medicinsk behandling. Om samvær med særbørnene blev det oplyst, at den herboende ægtefælle havde samvær med særbørnene på lørdage, og at børnene ikke sov hos ægtefællen. Det fremgik af en oversigt over indbetalinger til pension, at den herboende ægtefælle fra januar 1999 til december 2000 havde været tilknyttet en virksomhed, at han fra januar 2006 til december 2006 havde været tilknyttet en anden virksomhed, og at han fra januar 2007 til december 2007 havde været tilknyttet en tredje virksomhed. Det blev endvidere til støtte for klagen anført, at ansøgeren ikke opholdt sig i Somalia, at hun var flygtet fra Somalia til Etiopien af sikkerhedsmæssige årsager, at ansøgeren havde større tilknytning til Danmark end til Etiopien, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdte sig sammen med ansøgeren, og at fællesbørnene ikke var i Danmark grundet ansøgerens ægtefælles sygdom. Det blev endelig anført, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at ansøgeren således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne på den baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom den herboende ægtefælle og ansøgerens tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælles og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia eller Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Somalia, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fra 2009 til 2013 havde boet i Etiopien, og at det til sagen derudover var oplyst, at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Etiopien i fem måneder i 2009, i tre måneder i 2010, i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var den herboende reference og ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derefter, at den herboende ægtefælle og ansøgeren dermed havde valgt at udøve familielivet således, at den herboende ægtefælle og ansøgeren skulle leve adskilt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle oprindeligt var flygtning fra Somalia, kunne ikke føre til et andet udfald, da ansøgerens ægtefælle nu var dansk statsborger, og at han efter det oplyste havde mødt ansøgeren i Somalia. Det forhold, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdt sig sammen med ansøgeren, og at de tre fællesbørn ikke opholdt sig i Danmark grundet den herboende ægtefælles sygdom, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt herved ikke, at der var grund til at fravige tilknytningskravet. Det anførte om, at de tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren havde to mindreårige særbørn i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen, idet det oplyste samvær med særbørnene ikke var af et sådant omfang, at kravet til tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælle led af PTSD, KOL og hypertension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at dette kunne begrunde en fravigelse af kravet om tilknytning. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle – uanset hans helbredsmæssige forhold – havde haft længerevarende ophold i Etiopien, hvor han havde boet sammen med ansøgeren. FAM/2015/121.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 13-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 1997 som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i juli 2007 og blev meddelt dansk statsborgerskab i januar 2009. Ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i juli 2014, og den herboende ægtefælle indgav ansøgning om opholdstilladelse på vegne af ansøgeren i september 2014 under henvisning til ægteskabet. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren flygtede til Irak i april 2011 på grund af politisk aktivitet i Iran, der bragte ham i livsfare, at ansøgeren havde forældre og søskende i hjemlandet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i Komalas lejre i Irak i juli 2013, hvor den herboende ægtefælle var på ferieophold, at parret havde kontakt via telefon, Facebook og Skype, og at parret sidst så hinanden i en periode fra juli 2014 til august 2014. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at ansøgeren arbejdede i Irak, at den herboende ægtefælle var født i Iran og opvokset i Irak, at den herboende ægtefælles forældre og søster boede i Danmark, at den herboende ægtefælle havde gennemført farmakonomuddannelsen i Danmark, og at den herboende ægtefælle havde haft fuldtidsbeskæftigelse i Danmark siden juli 2014. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet var det anført, at Udlændingestyrelsen ikke havde lagt vægt på den herboende ægtefælles status som flygtning, og at det på den baggrund ville være uforsvarligt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at tage ophold i Iran. Til brug for behandlingen af sagen anmodede Udlændingenævnet om en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingestyrelsen udtalte i den forbindelse, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er som altovervejende hovedregel en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 12 år, hun havde gennemført farmakonomuddannelsen, og hun havde haft fuldtidsbeskæftigelse siden juli 2014. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at han således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor tilknytningskravet ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnets flertal lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Iran for der at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at de begge var født i Iran, at ansøgeren var iransk statsborger, og at ansøgerens forældre og søskende boede i Iran. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde opholdsgrundlag som flygtning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde udtalt, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle havde opnået dansk statsborgerskab, hvorfor hun som udgangspunkt kunne tage ophold i Iran uden at risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren frygtede asylretlig forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet asylretlige forhold ikke kan føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Det samlede Udlændingenævn fandt endelig, at ægtefællerne – såfremt de ikke anså det for muligt at opholde sig i Iran – ville kunne henvises til at udøve familielivet i Irak, hvor ansøgeren havde opholdt sig siden april 2011, hvor ægtefællerne havde mødt hinanden, hvor ægteskabet var indgået, og hvor den herboende ægtefælle var opvokset frem til sin udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke uforholdsmæssigt at henvise ægtefællerne til at tage ophold i enten Iran eller Irak. FAM/2015/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 08-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var tyrkisk statsborger, indrejste i Danmark i februar 1997, og han blev meddelt opholdstilladelse i november 1997 i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. Den herboende ægtefælle blev i oktober 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle havde været gift med en dansk statsborger i perioden fra februar 1997 til november 2001, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik nyt ægteskab i februar 2002. Det fremgik endvidere af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde fire børn, som alle fire boede i Danmark. Parrets tre ældste børn var født i 1992, 1993 og 1998 i Tyrkiet. Parrets yngste barn var født i september 2003 i Danmark. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til hendes herboende søn. I februar 2014 indgav ansøgeren endvidere ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med sin ægtefælle. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere havde været gift i perioden fra august 1991 til september 1995, at parret var født og opvokset i samme by i Tyrkiet, at parret sidst havde set hinanden i december 2013, og at parret talte tyrkisk og dansk indbyrdes.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 33 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at parret forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark i 1997 havde kendt hinanden i Tyrkiet siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra august 1991 til september 1995, og at parret i denne periode fik to fællesbørn. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som han havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parrets tredje fællesbarn var født i 1998 i Tyrkiet, mens den herboende ægtefælle var gift med en herboende dansk statsborger. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på ni visumbesøg, og at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark i perioden fra 2008 til 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Det talte med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, at den herboende ægtefælle og ansøgeren tidligere havde været gift eller havde levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at parret senere indgav ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Indgåelse af ægteskab på ny indikerede, at den herboende ægtefælle havde bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte sammen på tyrkisk og dansk, og at flere af den herboende ægtefælles søskende tillige var bosiddende i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle havde bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet, således at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark dermed ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden november 1997, at han i oktober 2000 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han siden maj 2000 havde arbejdet 40 timer om ugen som slagter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælles arbejdsmarkedstilknytning var af en sådan karakter, at den i sig selv kunne føre til en ændret vurdering af, om parrets samlede tilknytning til Danmark oversteg til parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for, at der skulle meddeles opholdstilladelse, uanset at tilknytningskravet ikke kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Det forhold, at ansøgeren tillige havde søgt om familiesammenføring med parrets herboende yngste søn, som opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at hvis der foreligger et familieliv mellem et herboende barns forældre vil det – uanset om det angives, at der ansøges om familiesammenføring alene med henvisning til barnet, eller om det angives, at der ansøges om familiesammenføring med henvisning til den herboende forælder – være familiens forhold som samlet enhed, der vil danne grundlag for vurderingen af, om der bør meddeles opholdstilladelse. Det vil således være de samme faktiske, konkrete omstændigheder i sagen, der vil indgå i grundlaget for vurderingen af, om der bør meddeles tilladelse til familiesammenføring her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at parrets fællesbørn, som opholdte sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at parrets yngste barn var født i 2003 i Danmark og siden havde boet her i landet, at han havde gået i vuggestue og børnehave og nu gik i skole i Danmark, og at parrets næstyngste barn født i 1998 havde haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2004. Det bemærkedes endvidere, at parrets to ældste børn, som var født i henholdsvis 1992 og 1993, var myndige. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at parrets yngste barns forhold ikke kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og Børnekonventionen at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med barnets tarv, og at parrets børn ikke ved afslaget var afskåret fra at have regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med ansøgeren. Der var i klagen henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Osman mod Danmark sagen (application no. 38058/09). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Osman-sagen efter Udlændingenævnets opfattelse ikke var sammenlignelig med nærværende sag, idet Osman-sagen vedrørte et barn, som blev nægtet opholdstilladelse i Danmark, mens nærværende sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en forælder kan få opholdstilladelse afledt af sit barns forhold. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt afslutningsvis, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil, herunder via feriebesøg. FAM/2015/129.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 26-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens ægtefælle havde været dansk statsborger siden 1993, mens ansøgeren var iransk statsborger. I august 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark, at parret mødte hinanden i november 2012 og blev gift i maj 2014 i Iran, samt at parret talte sammen på persisk og iransk. I oktober 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Afgørelsen blev påklaget i november 2014, hvor det blev anført, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren kunne komme på besøg i Danmark, og at den herboende ægtefælle var ansøgerens nærmeste familie. Endvidere blev det anført, at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse tilknytningskravet som opfyldt, at begge ægtefæller hver især havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde boet i Danmark i 29 år og været statsborger i Danmark i 21 år, men ikke at ansøgeren havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, da ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Det forhold, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren skulle komme på besøg til Danmark, og at den herboende ægtefælle var hans nærmeste familie, kunne på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Det forhold at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun ikke kunne modtage behandling for dette i Iran. FAM/2015/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 17-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Irak, hvorefter den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren i Irak i fire måneder om året.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Irak, da begge ægtefæller – hver især – skulle have opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle kom til Danmark i en alder af 43 år, at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Irak inden sin indrejse i Danmark, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark eller været i beskæftigelse siden sin indrejse i Danmark i 1996. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret mødte hinanden i Irak i 2008, at parret talte arabisk sammen, og at parret havde søskende i Irak, men ikke i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parrets samlede tilknytning til Danmark, henset til den måde parret havde udøvet familielivet på, herunder den herboende ægtefælles årlige besøg i Irak af fire måneders varighed, ikke var større end parrets tilknytning til Irak. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle i 18 år havde haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet den omstændighed, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år som flygtning ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at parret ikke kunne udøve deres familieliv i Irak på grund af den aktuelle situation, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parret siden 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at de tilbragte fire måneder af året sammen i Irak, og de måtte henvises til fortsat at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Irak ikke risikerede asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at den herboende ægtefælle skulle lide af en rygsøjlelidelse og spændte nerverødder, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle havde demonstreret, at det havde været muligt at søge lægehjælp for sine lidelser i Irak, idet han under sit ophold i hjemlandet havde søgt lægehjælp. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak, hvor parret mødtes og blev gift, og hvor begge parter var statsborgere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2015/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 26-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 1994 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark, idet hun i 1996 blev meddelt opholdstilladelse, og i 1999 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem to perioder på sammenlagt mere end tre år boet sammen i Irak. Ansøgeren var i perioden fra maj 2006 til august 2007 udrejst til sit hjemland, og i november 2010 udrejste hun på ny til Irak, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark i december 2012. I denne forbindelse bortfaldt ansøgerens opholdstilladelse i Danmark. Parret fik i perioden fra 1997 til 2005 fire fællesbørn, som alle var danske statsborgere. Børnene havde været udrejst af Danmark i de samme perioder som ansøgeren, og ansøgeren havde siden december 2012 på ny opholdt sig i Danmark.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Irak, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984 og var blevet dansk statsborger – og ansøgeren – uanset at hun havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996 og tidsubegrænset opholdstilladelse siden 1999 – begge havde større tilknytning til Irak end til Danmark. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Irak og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på irakisk, og at parret igennem flere perioder på sammenlagt mere end tre år havde opholdt sig sammen i Irak, hvor parret tog ophold med henblik på at tage varigt ophold. Det oplyste om den herboende ægtefælles tidligere uddannelse og beskæftigelse, herunder at han i 1994 havde afsluttet en uddannelse som civilingeniør i Danmark, at han i 1995 havde været ansat ved en virksomhed i Århus, og at han i 2009 og 2010 havde været ansat i job med løntilskud, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle uagtet karakteren og længden af sit ophold i Danmark, og herunder den nævnte uddannelse og de nævnte beskæftigelser, ikke kontinuerligt havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, men havde haft kortere perioder med beskæftigelse, og at han to gange havde været udrejst til Irak med henblik på at etablere familielivet i det land, hvor han var opvokset. Ansøgerens tidligere opholdstilladelse i Danmark og det forhold, at hun under sagens behandling i Udlændingenævnet var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren i februar 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført, og at hun i maj 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet det var hendes eget valg at udrejse til Irak og dermed opgive sin opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med sit ophold i Danmark efter det oplyste havde taget sprogkurser og været i praktik, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne medføre, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Irak, hvor hun var født og opvokset, og hvortil hun efter det oplyste havde haft ønske om at vende tilbage for dér at udøve familielivet sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn. Det forhold, at ansøgeren led af dysreguleret stofskifte og diabetes, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lægeerklæringer, at ansøgeren siden 2007 havde været syg, og at hun alligevel i 2010 havde valgt at udrejse til Irak for at udøve familielivet dér. Det forhold, at ansøgerens og hendes ægtefælles fællesbørn var danske statsborgere og havde boet i Danmark fra fødslen og frem til maj 2006, i perioden fra august 2007 til november 2010 og siden december 2012, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene to gange havde været udrejst til Irak i en længere periode, hvorved børnene fik afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnets flertal bemærkede hertil, at det havde været ansøgerens og hendes ægtefælles eget valg at udrejse af Danmark i henholdsvis 2006 og 2010, og at børnene fra december 2012 på ny skulle tage ophold i Danmark, uagtet at ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark, idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, hvorved hendes opholdstilladelse var bortfaldet. FAM/2014/166.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en pakistansk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2003 i Pakistan. Ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden januar 1990, og i december 1991 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren blev i juli 2003 meddelt afslag på ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Denne afgørelse blev ikke påklaget. Parret fik i perioden fra 2004 til 2010 fire fællesbørn i Pakistan. Ansøgeren søgte i december 2013 på ny om ægtefællesammenføring i Danmark.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvortil den herboende ægtefælle først kom i 1990 i en alder af 26 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret siden 2003 havde etableret og udøvet fælles familieliv med udgangspunkt i Pakistan, da parrets fire fællesbørn var født og opvokset i Pakistan, da der senest blev indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i december 2013, og da ansøgerens herboende ægtefælle – henset til den måde parret hidtil havde udøvet familielivet på – havde bevaret en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark siden 1991 og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Pakistan oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parrets fællesbørn i maj 2014 fik opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parrets fællesbørn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, som bor hos en herboende ansøgers ægtefælle, efter Udlændingenævnets praksis først efter seks til syv års ophold i Danmark ville kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ville have så væsentlige konsekvenser for børnene, at kravet om tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt herudover, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af parrets rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, idet EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. FAM/2014/129.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 04-06-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2002 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1990. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem flere perioder på sammenlagt mere end fire år boet sammen i Irak. Parret fik i september 2004 og i september 2005 (tvillinger) tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Siden 2009 havde børnene været i Danmark. Et af parrets børn, som var født i september 2005, var handicappet, og barnet havde behov for særlige institutionstilbud, herunder aflastningsinstitution af hensyn til de to øvrige børn.

    Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for bedst stammede med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle ikke skulle henvises til at udøve familielivet i Irak. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parrets ene fællesbarn, som var handicappet og led af infantil autisme og uspecificeret mental retardering havde opholdt sig i Danmark siden 2009, og at barnet modtog særlig pædagogisk behandling på en særlig institution. FAM/2014/59.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Genoptagelse – Passivitet

    Dato: 15-05-2014

    Udlændingenævnet afviste i maj 2014 at behandle en herboendes ægtefælle anmodning om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra november 2010, hvorved ministeriet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), til en iransk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at der gjaldt som udgangspunkt ingen frist gælder for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, men at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at realitetsbehandle genoptagelsesanmodningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i november 2010 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2010, at der således var forløbet mere end tre år mellem tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og indtil den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen, og at den herboende ægtefælle ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles ret til at anmode om genoptagelse af sagen var bortfaldet ud fra passivitetsbetragtninger. Den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen blev således afvist og blev ikke behandlet i Udlændingenævnet. FAM/2014/132.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Omgørelse

    Dato: 15-05-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark i 12 år, at den herboende ægtefælle havde haft tilknytning til det danske arbejdsmarked igennem flere år, og at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet ansøgeren havde været i Danmark på visumophold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7 var opfyldt. FAM/2014/133.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv

    Dato: 13-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en vietnamesisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle var gift i Vietnam i perioden fra 1991 til 2000, og parret blev forældre til et barn i 1992. Den herboende ægtefælle blev i februar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. Hun blev i november 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og i januar 2008 blev hun skilt fra sin tidligere danske ægtefælle. I 2006 indgik ansøgeren ægteskab med en herboende dansk statsborger, som var den herboende ægtefælles søster. Ansøgeren havde endvidere i 2007 kortvarig opholdstilladelse i Danmark som kok. I 2006 fik parret endnu et fællesbarn sammen. Begge børn havde siden henholdsvis indrejsen i 2003 og fødslen i 2006 haft uafbrudt ophold i Danmark. Parret havde i øvrigt under sagens behandling forklaret modstridende om parrets forhold forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Ansøgeren og referencen blev på ny gift i Vietnam i 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at parret forud for ansøgerens indrejse i Danmark i juli 2007 havde kendt hinanden i Vietnam siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra 1991 til 2000, og at parret i denne periode fik et fællesbarn. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på parrets forklaringer om, hvordan kontakten mellem ægtefællerne blev genetableret, herunder at parret ved den seneste ansøgning om opholdstilladelse fra januar 2013 havde oplyst, at parret mødte hinanden i 2005. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse på grund af arbejde i perioden fra juli 2007 til oktober 2007, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den pågældende havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Vietnam. Det bemærkedes i den forbindelse, at parrets andet fællesbarn blev født i 2006, mens den herboende ægtefælle var gift med sin tidligere ægtefælle, der var den herboende ægtefælles søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte vietnamesisk sammen, at ansøgeren havde forældre og søskende i Vietnam, og at den herboende ægtefælles to søskende ligeledes var bosiddende i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at det oplyste om, at den herboende ægtefælle siden 2003 havde boet i Danmark og siden 2007 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælle på baggrund af hendes ophold og beskæftigelsen havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke oversteg parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der kunne tale for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parrets fællesbørn opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, uanset at parrets yngste barn var født i 2006 i Danmark og siden havde boet her i landet. Det bemærkedes endvidere, at parrets ældste barn, som var født i 1992, på afgørelsestidspunktet var myndigt. Udlændingenævnet fandt således ikke, at barnets forhold kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. FAM/2014/147.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv

    Dato: 07-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 7. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i 1996 og fik i 1997 og 2000 to fællesbørn. Familien indrettede sig enten således, at de boede sammen, eller at den nu herboende ægtefælle løbende besøgte ansøgeren og fællesbørnene i årene 1996 til ultimo 2000. I 2001 indrejste den herboende ægtefælle i Danmark og blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. I 2005 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse og blev i 2006 skilt fra sin herboende danske ægtefælle. I 2007 indgik ansøgeren og den herboende ægtefælle ægteskab, og parret blev i 2009 forældre til endnu et fællesbarn. I 2009 og 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. I 2011 afviste Udlændingestyrelsen, at ansøgeren kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), idet forholdene, der begrundede afslagene i 2009 og 2010, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde vægt på, ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret havde haft deres skolegang og tilknytning til arbejdsmarkedet, og at den herboende ægtefælle først i en alder af 27 år var indrejst i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren udover den herboende ægtefælle og de tre fællesbørn ingen tilknytning havde til Danmark, og uanset at ansøgeren havde været på visumophold i Danmark tre gange forud for den seneste indrejse i 2013, kunne dette ikke føre til en anden vurdering, idet parret ikke herved havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, idet indgåelse af ægteskab på ny indikerer, at den herboende ægtefælle har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den herboende ægtefælle havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet tillagde det betydelig vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde indrettet sig således, at parret enten boede sammen, eller at den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren og fællesbørnene, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret talte kurdisk og tyrkisk sammen, og at parrets forældre og søskende stadig boede i Tyrkiet. Det forhold, at parrets tre fællesbørn henholdsvis i oktober 2010 i en alder af ét år og i 2012 i en alder af henholdsvis 12 og 15 år var meddelt opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for familiesammenføring, da fællesbørnene ikke havde boet i Danmark fast og sammenhængende i seks til syv år og herunder gået i danske institutioner og/eller skoler. FAM/2014/40.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 01-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en serbisk statsborger. Den herboende ægtefælle indrejste i Danmark i 1988 som 6-årig. Hans moder var bosiddende i Danmark. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at han var udrejst til Serbien fra marts 2001 til august 2002 og fra september 2005 til november 2012, hvor han havde uddannet sig, og hvor parret var mødtes og var blevet gift. Ansøgeren havde haft fire besøgsophold i Danmark i perioden fra januar 2011 til november 2012, og hun var på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse gravid. Det var til sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var ansat på et hospital som kontorassistent, mens han ventede på at få sin autorisation som læge i Danmark. Den herboende ægtefælle havde været udrejst af Danmark til Serbien i samlet ca. otte år.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han var indrejst i Danmark som mindreårig og var blevet dansk statsborger – fortsat havde en betydelig tilknytning til ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Serbien og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på serbisk, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i mere end otte år i Serbien, hvor han dels var gået på gymnasiet og dels havde uddannet sig til læge, og hvor parret var blevet gift. Det oplyste om den herboende ægtefælles familiemæssige tilknytning til Danmark og hans tidligere beskæftigelse, herunder at han i perioden fra april 2004 til juli 2005 havde arbejdet som postbud, at han i perioden fra februar 2005 til maj 2005 havde gennemført hærens basisuddannelse som værnepligtig, at han i perioden fra august 2007 til oktober 2007 havde arbejdet som vikar med pleje af udviklingshæmmede børn og voksne, og at han i perioden fra november 2013 til februar 2014 havde arbejdet som frivillig læge på Frederiksberg Hospital, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgerens fire besøgsophold i Danmark og det forhold, at hun var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. FAM/2014/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 29-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsborger i Sri Lanka. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i september 2010 i Frankrig, hvor ansøgeren var asylsøger og havde fået afslag på asyl. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996. I maj 2012 fik parret et fællesbarn.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet denne havde boet i Danmark med opholdstilladelse i mere end 12 år, og idet denne var tilknyttet arbejdsmarkedet. Samtidig lagde Udlændingenævnet til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet som følge af dets unge alder ikke kunne antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde gives opholdstilladelse under henvisning hertil. FAM/2014/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 24-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1998, og han fik dansk indfødsret i juni 2004. Den herboende ægtefælle havde oplyst at have arbejdet i Danmark fra 2007 til 2010 og at have boet sammenlagt i Danmark i over 12 år. Den herboende ægtefælle havde haft størstedelen af sin skolegang i det tidligere Jugoslavien (nu Bosnien-Hercegovina). Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i juli 2001 i Serbien. Ansøgeren var født i Beograd i 1981, og hun opholdt sig i Danmark i 2009 og 2012 på visumophold. Ansøgerens forældre og søskende boede i Serbien. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark til Bosnien-Hercegovina i februar 2011, og ansøgeren og den herboende ægtefælle blev kort tid efter gift i Serbien. Den herboende ægtefælle rejste til Dubai i april 2011, hvortil ansøgeren indrejste måneden efter. Parret boede herefter sammen i De Forenede Arabiske Emirater fra maj 2011 til maj 2012. I samme periode var den herboende ægtefælle i Det Centrale Personregister registreret som bosat i Bosnien-Hercegovina.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle var født og opvokset i Jugoslavien og fik opholdstilladelse i Danmark i 1998 som 23-årig, og at Bosnien-Hercegovina geografisk og kulturelt er tæt tilknyttet Serbien, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var født, opvokset og havde haft sin skolegang i Serbien, at ansøgeren havde familie og venner i Serbien, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle blev gift i Serbien i 2011. Udlændingenævnet lagde herved betydelig vægt på, at ansøgerens ægtefælle valgte at rejse ud af Danmark i 2011 og ifølge Det Centrale Personregister bosatte sig i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle valgte at stifte familie, for derefter at flytte sammen til Dubai fra Bosnien-Hercegovina/Serbien. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren kun havde opnået en begrænset tilknytning til Danmark ved ansøgerens visumophold i 2009 og 2012. Det var indgået i grundlaget for afgørelsen, at den herboende ægtefælle efter det oplyste havde gennemført en styrmandsuddannelse og pilotuddannelse i Danmark og efter det oplyste havde arbejdet i Danmark i perioden fra 2007 til 2010. Udlændingenævnet havde ikke modtaget dokumentation for dette. Udlændingenævnet bemærkede dog hertil, at det oplyste arbejde i perioden fra 2007 til 2010 ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Det indgik i vurderingen, at den herboende ægtefælle havde været beskæftiget i Danmark siden november 2012, og at han erhvervede dansk indfødsret i 2004. Dette fandt Udlændingenævnet imidlertid ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det kunne samtidig ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark i mere end 12 år, idet de 12 år i Danmark ikke havde været sammenhængende, og idet parret havde etableret familieliv på et tidspunkt, hvor ægteparret var udrejst af Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde fremsendt dokumentation for at have været ansat som pilot i Dubai i en del af den periode, hvor ægtefællen ifølge Det Centrale Personregister havde opholdt sig i Bosnien-Hercegovina, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. FAM/2014/141.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 23-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Pakistan efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var begge født og opvokset i Pakistan og var pakistanske statsborgere. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle var født i april 1970, at han indgik ægteskab i Danmark med en herboende person i maj 1995, at han i juni 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dette ægteskab, at han i marts 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, at han i marts 2000 blev skilt fra sin herboende ægtefælle, at han i maj 2000 indgik ægteskab med ansøgeren i Pakistan, og at parret senest i september 2013 indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. I den forbindelse havde ansøgeren oplyst, at parrets ægteskab var arrangeret af deres familier, og at ægteskabet blev arrangeret fem år forud for ægteskabets indgåelse, ligesom parret selv havde accepteret ægteskabet fem år forud for ægteskabets indgåelse. Parret havde tre børn, født i henholdsvis september 2004, november 2006 og december 2010, som alle tre havde opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde efter ægteskabets indgåelse haft kontakt via besøgsophold og telefon, hvor parret talte urdu og punjabi sammen, og ansøgeren havde opholdt sig i Danmark på visum og processuelt ophold i 2007, 2012 og 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor de også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i juni 1996 i en alder af 26 år, og hvor ansøgerens ægtefælle havde haft ophold i cirka 18 år. Udlændingenævnet havde i den forbindelse lagt betydelig vægt på, at parret blev forlovet i Pakistan i 1995, hvor der blev truffet aftale om indgåelse af ægteskab, og at ansøgerens ægtefælle således blev gift med en herboende filippinsk statsborger, da han var forlovet og vidste, at han skulle giftes i Pakistan med ansøgeren. Det bemærkedes, at ansøgerens ægtefælle blev skilt fra sin tidligere ægtefælle kort tid efter, at han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han dernæst kort tid efter blev gift med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at parrets forhold – henset til den måde parret valgte at etablere familielivet på – havde karakter af et oprindeligt familieliv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at familielivet blev etableret i Pakistan og fortsat havde været udøvet med udgangspunkt i Pakistan. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parrets fællesbørn var født og til dels opvokset i Pakistan, og at parret i perioden 2001-2012 ikke havde søgt familiesammenføring i Danmark, hvilket understøttede parrets væsentlige tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på visumophold i 2007, 2012 og 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Pakistan. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte urdu og punjabi sammen, at ansøgerens søskende var bosiddende i Pakistan, at ansøgerens ægtefælles forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Pakistan, og at ansøgerens ægtefælle flere gange havde været på besøgsophold i Pakistan. FAM/2014/26.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv

    Dato: 26-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde i årene fra 1986 til 1999 etableret et familieliv i Tyrkiet, herunder var alle parrets fire fællesbørn født i Tyrkiet forud for referencens indrejse i Danmark i 1999. Den herboende ægtefælle blev i 1999 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende tysk statsborger. Den herboende ægtefælle fik i 2006 tidsubegrænset opholdstilladelse, hvorefter han i 2007 blev skilt fra sin tidligere herboende ægtefælle og på ny blev gift med ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og referencen var født og opvokset i Tyrkiet, hvor begge havde haft deres skolegang og en stor del af deres voksenliv, hvorfor de begge måtte antages at have en stærkere tilknytning til Tyrkiet end til Danmark, hvor den herboende reference først kom til i 1999 i en alder af 37 år, og hvor ansøgeren kun havde haft ophold på henholdsvis visum og processuelt ophold. Udlændingenævnet havde endvidere lagt betydelig vægt på, at parret i årene fra 1986-1999 havde etableret et oprindeligt familieliv i Tyrkiet, herunder at alle parrets fire fællesbørn var født i Tyrkiet forud for den herboende references indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencen havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste til, at det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende ægtefælle og ansøgeren tidligere har været gift eller levet sammen – har haft et oprindeligt familieliv – i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og ægtefællerne senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af (et nyt) ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark, og at det også ville være tilfældet, uanset at den herboende ægtefælle f.eks. har haft opholdstilladelse i Danmark i over 12 år og har haft arbejdsmarkedstilknytning, da indgåelse af et ægteskab på ny med den tidligere ægtefælle/samlever indikerer en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet, hvorfor det oplyste om den herboende ægtefælles fire-årige tilknytning til arbejdsmarkedet under hans 15 årigt ophold i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2014/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 20-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), til en statsborger fra Libanon.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samtlige omstændigheder, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren og varigheden af ansøgerens herboende ægtefælles tilknytning til Danmark, herunder at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1986, at han havde været dansk statsborger siden 1992 og efter det oplyste, inden han blev førtidspensionist, havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, samt at han siden sin indrejse i Danmark ikke sås at have boet i udlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra 1995 til 2008 havde boet i Danmark, samt at parret i denne periode havde fået tre fællesbørn, som alle sammen var danske statsborgere. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at ansøgeren var født i Libanon, mens ansøgerens herboende ægtefælle var født i Irak, og at ansøgerens herboende ægtefælle udover ferieophold i Libanon ikke sås at have haft længerevarende ophold i Libanon. FAM/2014/115.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 20-03-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsborger fra Libanon.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samtlige omstændigheder, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren og varigheden af ansøgerens ægtefælles tilknytning til Danmark, herunder at ansøgerens ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1986, at han havde været dansk statsborger siden 1992 og efter det oplyste, inden han blev førtidspensionist, havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, samt at han siden sin indrejse i Danmark ikke sås at have boet i udlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra 1995 til 2008 havde boet i Danmark, samt at parret i denne periode havde fået tre fællesbørn, som alle sammen var danske statsborgere. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at ansøgeren var født i Libanon, mens ansøgerens ægtefælle var født i Irak, og at ansøgerens ægtefælle udover ferieophold i Libanon ikke sås at have haft længerevarende ophold i Libanon. FAM/2014/14.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 20-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle blev i marts 1992 meddelt opholdstilladelse i Danmark og blev i august 1998 meddelt dansk statsborgerskab. Ansøgeren blev i september 1998 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle og blev i juni 2001 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret havde fået tre børn, født i september 1998, i februar 2002 i Danmark samt i november 2006 i Tyrkiet. Alle tre børn var danske statsborgere. Det var til sagen oplyst, at parret og parrets på daværende tidspunkt to børn i perioden fra september 2003 til september 2004 havde boet i Tyrkiet, at de herefter havde opholdt sig i Danmark frem til april 2005, hvor parret og parrets to børn igen udrejste til Tyrkiet, at parret og deres fællesbørn indrejste på ny i Danmark i april 2013, at parret talte tyrkisk sammen, at ansøgerens forældre og søskende var bosiddende i Tyrkiet, og at ansøgerens ægtefælles søskende var bosiddende i Tyrkiet.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selvom ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioden fra 1992 til september 2003 og fra september 2004 og frem til sin udrejse i 2005, og uanset at han i 1998 var blevet meddelt dansk indfødsret, opfyldte parret ikke tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, idet de havde opholdt sig udenfor Danmark i otte år, og idet de tog ophold i Tyrkiet, hvor de begge var født og opvokset. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret blev gift i Tyrkiet i 1997, hvor de senest i perioden fra 2005 til 2013 havde boet sammen med deres fællesbørn, at parret kommunikerede sammen på tyrkisk, at parret og deres fællesbørn havde været udrejst af Danmark i knap otte år, og at parret således havde valgt et etablere og opretholde familieliv i Tyrkiet i otte år forud for ansøgerens seneste indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens ægtefælle, uanset at han i 1998 erhvervede dansk statsborgerskab, fortsat havde en betydelig tilknytning til Tyrkiet. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælles fællesbørn var danske statsborgere, og at parret og fællesbørnene siden april 2013 havde boet i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til, at tilknytningskravet var opfyldt og lagde til grund, at parret og fællesbørnene ville kunne fortsætte med at udøve familielivet i Tyrkiet. FAM/2014/25.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 17-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i juli 2013 i Etiopien. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996, var blevet dansk statsborger og havde været tilknyttet arbejdsmarkedet siden 2004.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet denne havde boet i Danmark med opholdstilladelse i mere end 12 år, og idet denne var tilknyttet arbejdsmarkedet og havde været det i mere end syv til otte år. Udlændingenævnet lagde dog samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og at tilknyt-ningskravet derfor ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for fravigelse af kravet og lagde til grund, at den herboende ægtefælle som dansk statsborger ville kunne indrejse og tage ophold i Somalia for dér at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at den herboende ægtefælle og ansøgeren begge var født og opvokset i Somalia, at ansøgeren havde boet hele livet i Somalia, og at ansøgeren var somalisk statsborger. FAM/2014/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. december 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 18-12-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 til en statsborger fra Egypten. Ansøgerens ægtefælle var født i februar 1979 i Egypten. Han indrejste i Danmark første gang i marts 2002 og blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i september 2002, og i december 2009 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var født i januar 1982 i Egypten, hvor hun også var statsborger. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren tidligere havde besøgt Danmark i perioderne fra oktober 2010 til juni 2011, fra september 2011 til december 2011 og fra januar 2013, at parret havde to fællesbørn født henholdsvis i april 2007 og i juli 2010, som begge var egyptiske statsborgere, at begge børn opholdt sig i Danmark under sagens behandling, og at ansøgerens forældre og søskende opholdt sig i Egypten. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren mødte sin ægtefælle første gang til et bryllup i maj 2006, at parret i perioder siden 2006 havde boet sammen i Cairo, at parret indgik ægteskab i august 2009 i Egypten, at parret talte arabisk sammen, at ansøgeren havde en B.A. i økonomi, og at ansøgerens ægtefælle havde været i beskæftigelse i Danmark fra 2005 til 2011 og derudover havde været selvstændig i perioden fra 2011 til 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Egypten, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Egypten, hvor ansøgeren også havde haft sin skolegang, og hvor ansøgerens og ansøgerens ægtefælles forældre og søskende opholdt sig, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i en alder af 23 år, og hvor han på afgørelsestidspunktet kun havde haft ophold i cirka 11 år. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at parret mødte hinanden i 2006 og senere indgik ægteskab i Egypten i august 2009, at ansøgerens ægtefælle siden da løbende havde besøgt ansøgeren og parrets to fællesbørn i Egypten, at begge børn var født i Egypten, og at parret talte arabisk sammen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret havde etableret og videreført et familieliv i Egypten fra 2006 og frem, og at dette familieliv tillige var blevet etableret på et tidspunkt, hvor ansøgerens ægtefælle fortsat var gift med en anden i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark i perioderne fra oktober 2010 til juni 2011, fra september 2011 til december 2011 og fra januar 2013 på henholdsvis visum og processuelt ophold, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund heraf ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Egypten. Den herboende ægtefælles tilknytning til det danske arbejdsmarked kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet han på afgørelsestidspunktet havde haft lidt under seks års arbejdsmarkedstilknytning, ligesom tilknytningen til arbejdsmarkedet ikke havde været uafbrudt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbørn til at indrejse og tage ophold i Egypten for dér at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fællesbørn var egyptiske statsborgere, at parrets ældste barn var opvokset de første fem år af sit liv i Egypten, og at børnene grundet deres alder og varigheden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, som dermed kunne føre til en fravigelse af betingelsen. FAM/2013/102.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 10-09-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab til en statsborger fra Somalia. Ansøgeren var født i maj 1988 i Somalia, hvor hun ligeledes var statsborger. Ansøgerens ægtefælle var født i september 1987 i Somalia, hvor han også var statsborger. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i august 2002, og i november 2005 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var opvokset i Mogadishu, at hun opholdt sig i Etiopien, at hendes forældre og søskende var bosiddende i Somalia, at parret traf hinanden som børn i Somalia i 2000, hvor parret var naboer og gik i samme skole, at parret indgik ægteskab i Somalia i 2011, og at parret efter ægteskabets indgåelse havde kommunikeret via telefon, ligesom ansøgerens ægtefælle havde besøgt ansøgeren i udlandet to gange siden ægteskabets indgåelse. Det fremgik herudover, at parret talte somalisk sammen, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at hun havde gået i skole i Somalia, at ægtefællen forsørgede ansøgeren i Etiopien, at parret efter ægteskabets indgåelse havde boet sammen i Somalia i lidt under en måned, og at parret under ægtefællens besøg i Etiopien havde boet sammen dér i samlet 70 dage. Ansøgerens ægtefælle havde i perioden fra juni 2012 til august 2012 opholdt sig i Etiopien, hans forældre og søskende boede i Danmark, han havde siden januar 2007 været ansat som hospitalsmedhjælper på et sygehus med en ugentlig arbejdstid på 37 timer, og han havde ikke og var ikke i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet parrets samlede tilknytning til Somalia var større end deres samlede tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark for større end deres samlede tilknytning til et andet land, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, og at han således ikke havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor parrets samlede tilknytning til Somalia måtte antages at være stærkere end parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle efter det oplyste havde været i beskæftigelse siden januar 2007, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet på afgørelsestidspunktet kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold – herunder helbredsmæssige forhold – som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Somalia for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet befandt sig i Etiopien, kunne ikke føre til en anden vurdering, henset til at Etiopien og Somalia geografisk og kulturelt måtte anses for tæt forbundne. FAM/2013/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Somalia efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle var født i januar 1983 i Somalia. Ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark første gang i april 1996, jf. den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3, og blev i juni 2004 tildelt dansk statsborgerskab. Ansøgeren var født i Somalia, men havde opholdt sig i Kuwait siden 1990, hvor han var beskæftiget i en bank. Hans forældre og søskende var bosiddende i Somalia. Ansøgeren og dennes herboende ægtefælle traf hinanden som børn i Somalia, hvor de var naboer. Parret havde ikke boet sammen forinden indgåelsen af ægteskabet i november 2006 i Kuwait. Parret havde efterfølgende boet sammen i Kuwait i perioden fra 2006 til 2008 og i øvrigt kommunikeret via telefon og e-mail, ligesom den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Kuwait hvert år siden ægteskabets indgåelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet parrets samlede tilknytning til henholdsvis Kuwait og Somalia var større end parrets samlede tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at hun havde boet i Danmark siden juli 1996, at hun blev tildelt dansk statsborgerskab i juni 2004, og at hun siden oktober 2011 havde været ansat som uddannet SOSU hjælper. Udlændingenævnet fandt derimod, at ansøgeren ikke havde opnået tilknytning til Danmark, idet ansøgeren efter det oplyste aldrig havde været på besøg i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at tilknytningskravet som altovervejende udgangspunkt ikke ville kunne anses for opfyldt, hvis ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover betydelig vægt på, at parret indgik ægteskab i november 2006 i Kuwait, men at de først i februar 2013 – knapt syv år efter – ansøgte om at blive familiesammenført, at parret efter ægteskabets indgåelse boede sammen i Kuwait i perioden fra 2006 til i hvert fald 2008, at ansøgerens ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Kuwait, og at hun i øvrigt havde været indrejst i Kuwait på årlig basis, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle måtte anses for at have indrettet familielivet således, at de skulle bo adskilt i henholdsvis Danmark og Kuwait. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde et brud på Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at Danmark – henset til den måde hvorpå ansøgeren og dennes herboende ægtefælle havde indrettet og udøvet familielivet – ikke kunne anses for nærmest til at beskytte dette familieliv. FAM/2013/119.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i 1984 i en alder af 28 år, og han blev meddelt dansk statsborgerskab i 1992. Ansøgeren og den herboende ægtefælle blev gift i 1994 i Irak, og ansøgeren blev i 1996 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført med ægtefællen. Parret har fire fællesbørn, der er født i Danmark i henholdsvis 1997, 1999, 2000 og 2005. I 2006 og 2007 var familien udrejst til Irak i en periode på mere end 12 på hinanden følgende måneder, hvorefter Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen. I en periode fra 2010 til 2012 udrejste familien på ny til Irak.


    Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at ægtefællerne begge er født og opvokset i Irak, hvor parret også blev gift, samt at parret og parrets fire fællesbørn i to længere perioder har været udrejst af Danmark til Irak, og at familien begge gange efter det oplyste udrejste med henblik på varigt ophold dér. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på, at hverken den herboende ægtefælle eller ansøgeren havde opnået en sådan væsentlig tilknytning til Danmark via uddannelse, beskæftigelse eller sprogkurser, at ægtefællernes tilknytning til Danmark kunne anses for større end deres tilknytning til Irak. Udlændingenævnets flertal lagde derudover vægt på, at parrets fire fællesbørn ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet børnenes ophold i Danmark var blevet afbrudt af to længerevarende ophold i Irak. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af bestemmelsen. Det forhold, at familien havde haft flere dårlige oplevelser i Irak, at parrets ældste fællesbarn lider af epilepsi, og at ansøgeren siden 2007 har været nyrepatient, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet familien siden 2007 havde opholdt sig i længere perioder i Irak med henblik på at etablere et familieliv dér. FAM/2013/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 14-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 til en statsløs palæstinenser fra Syrien. Ansøgerens ægtefælle var født i januar 1964 i Syrien, og han indrejste for første gang i Danmark i juli 1987. Han blev i oktober 1991 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og han blev tildelt dansk statsborgerskab i april 1999. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to herboende fællesbørn født henholdsvis i juni 2009 og i oktober 2010 i Syrien. Børnene var begge danske statsborgere, og de indrejste og tog ophold i Danmark i december 2011. I december 2011 indrejste ansøgeren efter det oplyste i Danmark, hvor hun i januar 2012 indgav en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var født i februar 1978 i Syrien og var statsløs palæstinenser. Parret indgik ægteskab i Syrien i 2008. Den herboende ægtefælle havde ikke taget en erhvervskompetencegivende eller en lang videregående uddannelse i Danmark, ligesom han ikke havde været eller påregnede at komme i beskæftigelse. Ansøgerens ægtefælle havde siden 2001 været indskrevet ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor han havde gennemført eksaminer for, hvad der svarede til 10 ECTS-point. Han var diagnosticeret med iskæmisk hjertesygdom og angina pectoris, for hvilken lidelse han modtog medicinsk behandling. Den herboende ægtefælle blev tilkendt førtidspension i 2005. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle havde været ind- eller udrejst fra Danmark til Syrien og fra Syrien til Danmark på et større antal udokumenterede datoer i perioden fra september 2006 til december 2011.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Syrien, hvor de begge havde gået i skole, hvorfor de måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i oktober 1987 i en alder af 23 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter det oplyste traf hinanden i 2008 i Syrien, hvor de indgik ægteskab, at de først i januar 2012 ansøgte om at blive familiesammenført, hvorfor parret af denne grund måtte anses for at have bevaret en væsentlig tilknytning til Syrien, idet parret i perioden fra 2008, hvor de indgik ægteskab, til ansøgerens seneste indrejse i Danmark i december 2011 måtte anses for at have indrettet familielivet således, at de skulle bo adskilt i henholdsvis Danmark og i Syrien. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde været på to tremåneders visumbesøg i Danmark i henholdsvis 2009 og 2010, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ægteparrets fællesbørn tillige var bosiddende i Syrien sammen med ansøgeren indtil december 2011, mens ansøgerens ægtefælle var bosiddende i Danmark, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle gennem sine hyppige og langvarige ophold i Syrien havde bevaret en væsentlig tilknytning dertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke på baggrund af sit uddannelsesforløb havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem, at dette i sig selv kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Syrien oversteg deres samlede tilknytning til Danmark, uagtet at ansøgerens ægtefælle havde boet i Danmark i knapt 26 år og blev tildelt dansk statsborgerskab i april 1999. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke på noget tidspunkt havde været i beskæftigelse siden sin indrejse i Danmark i juli 1987, og at han – trods han i september 2001 var påbegyndt en videregående uddannelse – kun havde gennemført eksaminer svarende til 10 ECTS-point. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, som havde opholdt sig i Danmark siden december 2011, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet disse fællesbørn – henset til deres alder og deres korte ophold i Danmark – ikke kunne anses for at have opnået en sådan væsentlig selvstændig tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark under henvisning hertil måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Syrien. FAM/2013/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv

    Dato: 08-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i 1985 i Tyrkiet, hvor de begge er født og opvokset i samme by og har gået på samme skole, og hvor parret boede sammen i perioden fra 1985 til 1995 og fik to fællesbørn i henholdsvis 1987 og 1989. Den herboende ægtefælle var i perioden fra 1995 til 2000 gift med en dansk statsborger og blev i henholdsvis 1996 og 1999 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse og tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dette ægteskab. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2000 i Tyrkiet. Den herboende ægtefælle har siden 1997 haft tilknytning til det danske arbejdsmarked, og ansøgeren har flere gange siden 2001 været i Danmark. Ansøgeren er tidligere meddelt afslag på opholdstilladelse i 2003, 2005, 2006, 2007 og 2010 under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde etableret og videreført et familieliv i Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren og dennes ægtefælle begge er født og opvokset i samme by i Tyrkiet, og at parret har boet sammen i en periode på cirka 10 år og i denne periode fået to fællesbørn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at den herboende ægtefælle har haft ophold i Danmark i cirka 17 år og haft tilknytning til arbejdsmarkedet siden 1996, idet genoptagelsen af samlivet i 2000 indikerer, at den herboende ægtefælle har bevaret en væsentlig tilknytning til Tyrkiet, ligesom det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren flere gange har været i Danmark. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har en generel og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de ønsker at udøve deres familieliv, samt at parrets fællesbørns forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene er myndige. FAM/2013/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt samliv

    Dato: 07-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, jf. § 9, stk. 7, til en ansøger fra Tyrkiet. Den herboende ægtefælle blev i december 2000 som 32-årig meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i november 2009 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Den herboende ægtefælle var i perioden fra november 2007 til april 2012 gift med en dansk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i Tyrkiet i 1989, hvor de under samlivsforhold som ugifte i 1991 og 1995 fik to fælles børn, født i Tyrkiet. Parret havde fået yderligere to fællesbørn, født i Tyrkiet i 2000 og 2010, og disse to børn blev i juni 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Parret indgik ægteskab i Tyrkiet i juli 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, og lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor de også havde boet hovedparten af deres liv. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at parret forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde etableret et familieliv i Tyrkiet som ugifte samlevende, under hvilket parret blev forældre til to fællesbørn, og at parret blev forældre i 2000 og 2010 til yderligere to fællesbørn, født i Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fælles barn født i 2010 således blev født under den herboende ægtefælles ægteskab med sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret før og efter ægteskabets indgåelse havde haft telefonisk kontakt, og at den herboende ægtefælle gennem årene adskillige gange havde været på ferie i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som han havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, herunder at parret sammen havde fire børn født i Tyrkiet, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Det forhold, at fællesbørnene født i 2008 og 2010 i 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark og efterfølgende tog ophold her i landet, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene henset til længden af deres ophold her i landet, ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at parrets samlede tilknytning til Tyrkiet væsentligt oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. FAM/2013/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 05-02-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 7. Referencen, der er født og opvokset i Iran, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning i 1985, og i 2004 blev han meddelt dansk statsborgerskab. Under sit ophold i Danmark har referencen haft tilknytning til det danske arbejdsmarked. Udlændingestyrelsen har udtalt, at der ikke er grund til at antage, at referencen risikerer asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Parret mødte hinanden via Internettet i 2010, og de indgik ægteskab i juli 2010 i Syrien. Siden har parret været i kontakt med hinanden telefonisk og via Internettet. Ansøgeren har aldrig været i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at referencens og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke er større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen har opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, mens ansøgeren aldrig har været i landet, hvorfor hun ikke har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå oplysninger om personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirker, at referencen ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Iran for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2013/24.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post