MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringTilknytningskravetUdlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle var tidligere statsborger i Iran, og han blev i 1996 statsborger i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand, jf. udlændingelovens § 9. stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun var statsborger, og hvor hun havde boet hele sit liv, at hun havde forældre og søskende i hjemlandet, at hun og hendes ægtefælle havde mødt hinanden i 2003/2004 under en ferie i Thailand, at parret efter det oplyste havde boet sammen i Thailand i perioden fra november 2003 til september 2005, at parret herefter, frem til de havde indgået ægteskab i december 2007 i Thailand, havde boet i Thailand i forbindelse med ferier, og at parret – også efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn i november 2006 og maj 2010 – havde valgt at forblive bosiddende i hver sit land og alene bo sammen i Thailand i forbindelse med den herboende ægtefælles ferier og forretningsrejser. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle – henset til den måde parret havde valgt at udøve familielivet på – måtte anses for at have større tilknytning til Thailand end til Danmark, uanset at ansøgerens ægtefælle ifølge Det Centrale Personregister (CPR) var indrejst i Danmark i november 1985, var blevet dansk statsborger i juni 1996, havde haft arbejde og havde taget en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets fællesbørn først var registreret indrejst i Danmark i august 2014 i en alder af henholdsvis syv og fire år, at ansøgeren første gang var indrejst i Danmark i marts 2015 på turistvisum sammen med sit særbarn, og at der først i maj 2015 var indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af den herboende ægtefælle. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på to visumophold siden medio marts 2015 og havde haft processuelt ophold i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse ved udlændingemyndighederne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for der at udøve familielivet med ansøgeren, parrets to fællesbørn og ansøgerens særbarn, og hvor de vedvarende efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn havde udøvet deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at parrets ældste fællesbarn havde fået stillet en række diagnoser, herunder infantil autisme, forsinket psykomotorisk udvikling og tab af følelsesmæssig kontakt, at der i forhold til fællesbarnets funktionsniveau blev vurderet at være tale om et alvorligt nedsat socialt funktionsniveau, og at familien på grund af manglende skoletilbud i Thailand havde valgt at flytte til Danmark, hvor barnet var begyndt i en modtageklasse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det samme gjaldt det forhold, at parrets yngste fællesbarn havde gået i børnehave og i skole i Danmark og efter det oplyste talte flydende dansk og ikke længere thai, og at ansøgerens ægtefælle frygtede i fremtiden ikke at have kræfter til at klare børn, hjem og fultidsarbejde alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er forældremyndighedshaverens ret at beslutte, hvor et barn skal bo, at parrets fællesbørn havde været bosiddende i Thailand frem til medio august 2014, hvor de var henholdsvis syv og fire år, hvor det ældste barn var i behandling og således havde adgang til lægelig hjælp, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i 2014 havde besluttet, at fællesbørnene skulle flytte til Danmark, og at de alene havde boet i Danmark i omkring 2½ år. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børene har gået i danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet sammen med parrets børn i Thailand. FAM/2017/76.
 

Senest opdateret: 02-03-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post