MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringTvangsægteskabUdlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1989, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1991 i Danmark og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle boede frem til april 2015 hos sine forældre i Danmark indtil hans udrejse af Danmark til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2008 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selv havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2008, at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i juli 2010, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem. Ansøgerens ægtefælle var indkaldt til et møde i Udlændingenævnet med henblik på at afgive forklaring, men han mødte ikke op til mødet.
 
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og ægtefællen var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ægtefællen var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret indledte forholdet i 2008, at parret i 2010 selv besluttede at indgå ægteskab, og at parret selv planlagde deres bryllup, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om ægtefællens tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde således til grund, at parret mødtes første gang i 2008, da parret var henholdsvis 18 år og 16 år, og at parret indgik ægteskab i 2010, da parret var henholdsvis 20 år og 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ægtefællen på tidspunktet for ægteskabets indgåelse boede hos sine forældre. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet opholdene ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. FAM/2015/220. 

Senest opdateret: 27-08-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post