MULTI
Du er her: ForsidePraksisBortfaldLængerevarende ophold i udlandetUdlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om, at hendes opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2003, og at hun udrejste af Danmark i oktober 2012 sammen med sin daværende ægtefælle og parrets fire børn, som alle var irakiske statsborgere. Ansøgeren havde ved personligt fremmøde på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 anmodet om ambassadens bistand til at indrejse i Danmark, idet ansøgerens tidligere ægtefælle havde beslaglagt ansøgerens og fællesbørnenes rejsedokumenter. Ansøgeren oplyste i forbindelse hermed, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget til ambassaden for at anmode om hjælp, at hun og hendes familie var udrejst af Danmark to år tidligere, at hun og fællesbørnene havde været udsat for fysisk vold af ansøgerens ægtefælle, at hun ingen fast adresse i Danmark havde, og at hun og fællesbørnene ønskede at rejse tilbage til Danmark. Det fremgik af ansøgerens ansøgning til Udlændingestyrelsen i september 2014, at formålet med rejsen i oktober 2012 var ferie af en måneds varighed, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde forhindret ansøgeren og fællesbørnene i at rejse tilbage til Danmark, og at hun ikke havde kendskab til, hvad der var sket med hendes bolig samt ejendele i Danmark. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at ansøgeren ikke havde kendskab til, hvorvidt hun var blevet frameldt CPR, at hun talte, læste og skrev dansk, at hun ikke havde familie i Danmark, at hun ikke havde opholdstilladelse i opholdslandet, at hun talte, læste og skrev sproget i opholdslandet, at hendes tidligere ægtefælle havde låst hende og fællesbørnene inde i det hus, hvor familien havde boet, at hun havde familie i opholdslandet, og at hun havde anmodet om de danske myndigheders bistand til at finde sine børn og hjælpe hende selv og børnene til Danmark. Ansøgerens partsrepræsentant oplyste i en e-mail i november 2015 til Udlændingenævnet, at ansøgeren var indrejst i Danmark i oktober 2015, at ansøgerens tidligere ægtefælle var både fysisk og psykisk voldelig over for ansøgeren og fællesbørnene, at ansøgeren og ansøgerens tidligere ægtefælle var blevet skilt i januar 2015, at en domstol havde godkendt skilsmissen på grund af dokumenteret vold, at ansøgeren ved skilsmissen fik tilkendt bopælspligten over børnene, og at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke havde udleveret børnenes pas og øvrige dokumenter. Det fremgik endvidere, at ansøgeren anså sin tidligere ægtefælle som farlig. Vedlagt e-mailen var to udaterede fotos, som angiveligt viste ansøgerens skader. Ved nævnsmødet forklarede ansøgeren, at hun i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun udrejste i oktober 2012, men at den korrekte dato var i juli 2012. Allerede efter en måned i Irak ønskede hun at rejse tilbage til Danmark, fordi tvillingerne på syv måneder fik det dårligt. Hendes tidligere ægtefælle havde nægtet hende at rejse og sagde, at hun aldrig kom til Danmark. Hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som sørgede for, at hun og børnene aldrig kom ud af døren. På et tidspunkt, hvor ansøgerens tidligere ægtefælle ikke var hjemme, havde hun aftalt med vagten, at han fik et guldarmbånd for at hjælpe hende med at rejse. Vagten og dennes familie havde kontakter i Teheran og hjalp ansøgeren med at komme dertil. Hun fik sin søster til at passe børnene, mens hun var bortrejst. Hendes børn var hos hendes søster på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Ansøgeren havde ikke kontakt med sin tidligere ægtefælle.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun var udrejst af Danmark i juli 2012, at hun var registreret i CPR som udrejst af Danmark i oktober 2012, at hun først i september 2014 henvendte sig på den danske ambassade i Teheran, og hun først i oktober 2015 efter det oplyste genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra juli 2003, at denne var gyldig, så længe fast ophold i Danmark blev bevaret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det ikke var dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde holdt ansøgeren og fællesbørnene indespærret fra juli 2012 til september 2014, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade i Teheran, ligesom det ikke var sandsynliggjort, hvordan det var lykkedes ansøgeren at rejse alene fra Karbala, Irak, til Teheran, Iran, hvor afstanden er 985 kilometer, samt indrejse i Iran uden rejsedokumenter, som ansøgerens tidligere ægtefælle efter det oplyste havde i sin besiddelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke forud for nævnsmødet i januar 2016 havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som hun bestak med et guldarmbånd. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke kunne huske, hvornår dette havde fundet sted. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren ikke havde godtgjort, at hun havde været forhindret i at tage kontakt til de danske myndigheder inden september 2014. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende om, hvornår hun og familien udrejste af Danmark, idet hun både havde oplyst, at udrejsen foregik i juli 2012 og i oktober 2012. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde forklaret divergerende, idet hun havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde hendes og fællesbørnenes rejsedokumenter i sin besiddelse, men at hun alligevel havde fremsendt en kopi af disse ved indleveringen af ansøgningsskemaet i september 2014 samt oplyst i en e-mail fra august 2015, at hun havde sit samt de to ældste børns pas i kopi. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at ansøgeren havde forklaret divergerende vedrørende længden af sin tidligere ægtefælles tilbageholdelse af hende og fællesbørnene, idet hun ved den personlige henvendelse på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 havde oplyst, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget fra familiens bopæl i Irak, mens hun i en e-mail fra august 2015 havde oplyst, at hun efter at have været bortført i halvandet år flygtede til et andet sted og rejste til Iran, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at ansøgeren ikke under sagen havde oplyst, at ansøgerens tidligere ægtefælle på noget tidspunkt skulle være genindrejst i Danmark, uanset at det af Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende fællesbørnene fremgik, at ansøgerens tidligere ægtefælle både udrejste fra og indrejste i Danmark i november 2013, og at han i hvert fald i perioden fra november 2013 til juli 2014 opholdt sig i Danmark. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen var blevet fremsendt to billeder som dokumentation for, at ansøgeren skulle have været udsat for vold af sin tidligere ægtefælle. FAM/2016/18.

Senest opdateret: 20-01-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post