MULTI
Du er her: ForsidePraksisErhvervGreencardordningenUdlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2016 – Erhverv – Greencardordningen – Selvforsørgelse
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Nepal, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 3, 2. pkt. Ansøgeren havde til ansøgningen fremlagt dokumentation for selvforsørgelse i form af en kontoudskrift fra januar 2015 fra DNB Bank, Norge, samt en kontoudskrift fra februar 2015 fra Nepal Investment Bank Ltd., Nepal, hvoraf det fremgik, at indestående på kontoen var fra dagen før datoen på udskriften fra DNB Bank, Norge. Ansøgeren indsendte til støtte for klagen en kopi af kontoudskriften fra januar 2015 fra DNB Bank, Norge, samt en ny kontoudskrift fra juni 2015 fra Nepal Investment Bank Ltd., hvoraf det fremgik, at indeståendet på bankkontoen var fra den samme dato i januar 2015 som udskriften fra DNB Bank, Norge. Ansøgeren havde til støtte for klagen også anført, at det den dag i januar, hvor DNB Bank, Norge have udskrevet kontoudskriften, var helligdag i Nepal, og at den følgende dag var en lørdag, hvorfor bankudskriften fra Nepal var fra februar 2015.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, da han ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt., jf. udlændingebekendtgørelsen § 22, stk. 1, 1. pkt., om at kunne forsørge sig selv det første år i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke under sagens behandling i hverken Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller Udlændingenævnet havde dokumenteret, at han rådede over indtægter eller midler, der svarede til kontanthjælpssatsen for enlige ikke-forsørgere over 30 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at de fremsendte bankudskrifter ikke var dateret samme dag. Det forhold, at bankudskriften fra juni 2015 skulle vise indeståendet fra samme dag i januar 2015, som udskriften fra DNB Bank, Norge, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der udover et krav om samtidighed også gælder et krav om, at oplysningerne ikke må være mere end 30 dage gamle. Henset til, at den nyeste fremsendte bankudskrift var dateret fem måneder efter de først indsendte bankudskrifter, og at der ikke samtidig var fremsendt en ny udskrift fra den anden bank, fandt Udlændingenævnet endelig, at ansøgeren ikke havde godtgjort, at han havde et tilstrækkeligt samlet indestående på de forskellige konti samtidig. ERH/2016/6.

Senest opdateret: 25-01-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post