MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringSelvforsørgelseskravetUdlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en kinesisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra januar 2011 til februar 2012 modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Parret havde et fællesbarn, født i februar 2009, som var registreret indrejst i Danmark i september 2010.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde udført fysisk belastende arbejde, og at han siden en arbejdsulykke i december 2007 havde været uarbejdsdygtig og derfor var blevet tildelt førtidspension fra februar 2012, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der vedrører hensynet til familiens enhed. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets fællesbarn – henset til den korte tid barnet havde været i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års ophold i Danmark kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at det var op til parret som forældremyndighedsindehavere at afgøre, om parrets fællesbarn skulle blive i Danmark med den herboende ægtefælle eller udrejse med ansøgeren til Kina, at parret selv havde besluttet, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse her, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet ikke fortsat kunne udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af ansøgeren anførte om, at der burde dispenseres fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, under henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Kina, hvor ansøgeren var statsborger og efter det oplyste var i beskæftigelse, hvor den herboende ægtefælle efter det oplyste tidligere havde været på besøgsophold flere gange, og hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab. FAM/2014/219.

Senest opdateret: 04-08-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post