Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet
Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2015 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren under visitationen i Vestre Fængsel var fundet i besiddelse af 5,7 gram hash og 2,7 gram kokain, at klageren til Københavns Politis afhøringsrapport havde erkendt det faktiske forhold, at stofferne lå i hans taske, og at klageren havde været bevidst om, at det var euforiserende stoffer, der lå i hans taske. Ligeledes lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren i Københavns Byret var dømt for ulovlig besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, således at udvisningen af klageren ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning ville være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke tidligere havde oplyst at have haft længerevarende ophold her i landet eller at have nogen særlig tilknytning til herboende personer eller at have særlige personlige eller helbredsmæssige forhold eller oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til enten Kroatien eller Bosnien-Hercegovina. FAM/2015/253.
Senest opdateret: 23-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet