Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud meddelt af et andet Schengenland

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i fem år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 3. pkt., til en nigeriansk statsborger. Klageren blev i august 2015 antruffet af politiet i Danmark, og det fremgik af Polkon (som er politiets særlige grænseapplikation), at klageren i april 2014 var blevet meddelt indrejseforbud og indberettet som uønsket i Schengenområdet af et andet Schengenland med gyldighed indtil januar 2016. Klageren havde anført, at han ikke var klar over, at han var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet indtil januar 2016, og at han var taget til Danmark i god tro, da hans spanske ægtefælle skulle til jobsamtale i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev antruffet af politiet i august 2015 uden fornøden indrejse- eller opholdstilladelse, idet klageren i april 2014 var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet gældende indtil januar 2016. Udlændingenævnet henviste herved til, at det herefter påhvilede klageren at søge om særskilt indrejsetilladelse til Danmark for at kunne indrejse lovligt. Det forhold, at klageren var gift med en spansk statsborger, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, og at klagerenes spanske ægtefælle opholdt sig i Danmark sammen med klageren, idet hun søgte arbejde, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at klageren blev indberettet som uønsket i Schengenområdet i april 2014, og at Udlændingenævnet ikke havde grundlag for at anfægte gyldigheden af denne indberetning. Udlændingenævnet fandt således, at uanset at klagerens ægtefælle var EU-statsborger og skulle til Danmark i forbindelse med en jobsamtale, kunne dette ikke i sig selv berettige klageren til at indrejse i Danmark uden særskilt tilladelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at der hverken var dokumentation for klagerens ægtefælles jobansøgning eller ophold i Danmark, ligesom klageren blev antruffet uden ægtefællen, som efter klagerens oplysninger allerede var rejst hjem. Det forhold, at klageren ikke vidste, at han var uønsket i Schengenområdet, og at han var indrejst i Danmark i god tro, kunne således ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, hvor han havde bopæl med sin ægtefælle og parrets fællesbørn, og at klageren alene havde opholdt sig kortvarigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund, at klageren ikke havde en sådan familiemæssig og social tilknytning til Danmark, at dette kunne tale for at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end fem år. FAM/2016/115.

Senest opdateret: 26-10-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen