Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, til en statsborger fra Tyrkiet. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra maj 2011 og frem til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle led af emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline, en evasiv personlighedsforstyrrelse, PTSD, OCD og ADHD, at hun havde været indlagt på baggrund af depressive symptomer og selvmordsforsøg, at hun havde haft psykoselignende symptomer med stemmehøring, der havde opfordret hende til at begå selvmord, og at hun var i medicinsk behandling for sine psykiske lidelser, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at hun ikke var tilkendt førtidspension, og at hun havde søgt optagelse på social- og sundhedsskolen med henblik på at tage en uddannelse. Udlændingenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle måtte anses for at være afskåret fra på et senere tidspunkt at kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold ikke bevirkede, at parret ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor ansøgerens forældre, søskende og fem børn var bosat, for at udøve familielivet dér, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det i sagen anførte om, at det ville være en for stor omvæltning for ansøgerens herboende ægtefælle at bosætte sig sammen med ansøgeren i Tyrkiet på grund af hendes sygdomme, idet hun havde sin familie og sine venner i Danmark, og at hun havde behov for faste rammer, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parret mødtes i Tyrkiet, hvor de indgik ægteskab, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle efter egne oplysninger – på trods af hendes helbredsmæssige forhold – havde haft flere besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle havde lært det tyrkiske sprog under sine mange ferieophold i Tyrkiet, og at hun desuden havde taget et tyrkisk sprogkursus i Danmark. FAM/2014/202.

Senest opdateret: 11-02-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen