Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse til at arbejde som køkkenchef, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Ansøgeren søgte i juli 2015 om studietilladelse i Danmark. Ansøgeren oplyste under et interview i forbindelse med sin ansøgning, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. I juli 2015 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. I oktober 2017 indgav partsrepræsentanten en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af beløbsordningen. Det fremgik af ansøgningsskemaet og et vedlagt Recommendation letter, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig i Kina, at ansøgeren havde gennemført en bachelor i Preschool Education i 2015, at ansøgeren havde gennemført seks måneders Cook Qualification i 2017, at ansøgeren fra juli 2012 til august 2015 havde arbejdet deltid som sushichef assistent i Kina, og at ansøgeren fra januar 2017 til oktober 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef ved den samme restaurant.  

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren uden for landet havde begået en lovovertrædelse, som efter dansk ret kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 24, og idet der i øvrigt forelå omstændigheder, som ville kunne medføre udvisning, jf. kapitel 4, ved over for en dansk myndighed at have fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om studietilladelse i juli 2015 ikke havde oplyst at have arbejdet som kok, men at ansøgeren alene havde oplyst om erhvervserfaring som klaverlærer. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning fra oktober 2017 havde indleveret et Recommendation letter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde arbejdet fuldtid i restauranten i sommer- og vinterferier, mens ansøgeren studerede, i perioden fra juli 2012 til august 2015, at ansøgeren havde arbejdet i restauranten igen fra januar 2017, og at ansøgerens ansættelse i restauranten ikke kunne verificeres. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at Det Danske Generalkonsulat havde ringet til restauranten på det telefonnummer, som var registreret på internettet, hvor konsulatet talte med en kvinde, som ikke kendte ansøgeren som værende køkkenchef, at konsulatet derefter havde ringet til det telefonnummer, som fremgik af arbejdsgivererklæringen, hvor konsulatet havde talt med en mand, der hævdede at være manager på hotellet, og som oplyste, at ansøgeren havde arbejdet som køkkenchef på hotellet fra 2012 til 2016, og at ansøgeren ikke arbejdede der længere. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at hun ikke oplyste om sin tidligere erhvervserfaring i forbindelse med studieansøgningen, idet ansøgeren ikke havde fundet det relevant på det tidspunkt, henset til at ansøgeren, direkte adspurgt under interviewet, havde oplyst, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der efterfølgende var modtaget et brev fra ejeren af restauranten, hvori det var oplyst, at ansøgeren var restaurantens sushichef, at konsulatet havde talt med ejerens ægtefælle, som ikke var involveret i den daglige drift af restauranten og dermed ikke vidste, hvem der var ansat, at ansøgeren havde arbejdet som sushichef assistent fra 2012 til 2015, og at ansøgeren fra januar 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef, idet disse oplysninger ikke kunne verificeres mundtligt. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at den kvinde, som konsulatet havde talt med, oplyste, at managerens navn havde været et andet, end det som ansøgeren oplyste, og at det måtte være forventeligt, at ejerens ægtefælle, som besvarede virksomhedens telefon, kendte navnet på manageren, som stod for den daglige drift. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det var anført, at ejerens ægtefælle ikke havde haft et overblik over, hvilket personale, der var ansat i restauranten, og at ægtefællen var gået i panik og derfor havde svaret afvigende. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens ansættelse i henholdsvis ansøgningsskemaet, det vedlagte Recommendation letter, de telefoniske oplysninger og det efterfølgende brev fra ejeren af restauranten. Udlændingenævnet fandt på baggrund heraf, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring over for en dansk myndighed med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde boet i Danmark i en længere årrække, og da ansøgeren ikke havde familiemæssig tilknytning her til landet. ERH/2019/4.

Senest opdateret: 16-04-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post