Praksis

Forældre til herboende voksne børn

Forrige

Side 2 af 3

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ganske særlige grunde

Dato: 28-01-2016

Udlændingenævnets flertal omgjorde i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger.

Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark havde etableret et familieliv med sin herboende datter, som flertallet lagde til grund involverede mere, end hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt det på den baggrund bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at meddele opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde haft lovligt ophold i Danmark i perioden fra august 2011 til juli 2015, og det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren siden januar 2013 havde været registreret på den samme adresse som sin herboende datter. Udlændingenævnet lagde herunder til grund, at ansøgerens herboende datter havde draget omsorg for ansøgeren under dennes alvorlige sygdom, og at ansøgeren havde haft tilladelse til privat indkvartering hos sin herboende voksne datter i perioden fra maj 2012 til august 2012. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/20.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 10-12-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsløs fra Kuwait. Den herboende reference, der var født i 1981, som var ansøgerens voksne søn, og som var indrejst i Danmark i februar 2012 og i februar 2014 var blevet meddelt asyl, havde til sagen oplyst, at han altid havde boet sammen med sine forældre på den samme adresse i Kuwait, at hans moder afgik ved døden i 2001, at hans ægtefælle ligeledes boede sammen med ham og hans fader efter ægteskabets indgåelse, at han havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark ved at sende ham penge, og at ansøgeren havde en frugtvogn på torvet, som han solgte grøntsager fra, men at han med tiden var blevet ældre, hvorfor den herboende søn havde overtaget salget af grøntsager forud for sin udrejse af Kuwait.

Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at den herboende søn havde boet på ansøgerens adresse hele sit liv, og at hans ægtefælle ligeledes var flyttet ind og havde taget ophold på ansøgerens bopæl. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det ikke ved den herboende søns fortsatte ophold i hjemmet, hvor han var født og opvokset, kunne lægges til grund, at der mellem ham og ansøgeren forelå en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt således, at den herboende søn ved sit ægteskab i 2008 og ved sin datters fødsel i 2010 havde stiftet selvstændig familie. Uanset at dette familieliv havde været udøvet på ansøgerens bopæl, fandt Udlændingenævnets flertal endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren herved havde været optaget i den herboende søns husstand, og at der derudover havde været etableret et pasnings- og plejeforhold. Udlændingenævnets flertal fandt desuden under henvisning til de samme betragtninger, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende søns ægtefælle og datter var blevet meddelt opholdstilladelse og var indrejst i Danmark. Det forhold, at den herboende søn efter det oplyste havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark havde sendt økonomisk støtte til ansøgeren, fandt Udlændingenævnets flertal herudover ikke i sig selv kunne føre til, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark derefter var nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse, og det ville derfor ikke være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/249.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 07-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en pakistansk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende voksne søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i 1986 som dansk statsborger, at han boede de første 16 år af sit liv i Pakistan, og at han i 2003 indrejste i Danmark. Endvidere fremgik det, at han i perioden fra juni 2007 til november 2013 var udrejst til Sverige, og at ansøgeren boede i Sverige, hvor hun havde haft opholds- og arbejdstilladelse i perioden fra september 2012 til november 2013. Desuden fremgik det, at ansøgerens ægtefælle var død i 1989, at ansøgeren ikke længere kunne bo alene, og at den herboende voksne søn havde forsørget ansøgeren sammen med hans brødre. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren havde boet sammen med sin søn, indtil han udrejste til Danmark i 2003, og at ansøgeren efterfølgende havde boet sammen med sin søn fra juni 2008, først i Pakistan, og siden oktober 2008 i Sverige.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende voksne søn, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn ikke havde boet sammen, siden sønnen udrejste til Danmark i 2003 og indtil juni 2008. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens søn skulle have boet sammen i Sverige i perioden fra oktober 2008 til november 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn havde boet på den samme adresse i Sverige, som ansøgerens datter og hendes familie boede på. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens søn ikke havde etableret en selvstændig husstand i Sverige, som ansøgeren var en del af. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlig sygdom eller handicap, at ansøgeren var 60 år, og at hun måtte formodes at kunne klare sig selv enten i Sverige eller i Pakistan, hvor hun havde boet størstedelen af sit liv. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge et særligt afhængigheds- eller plejeforhold, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens sønner havde forsørget hende, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da ansøgerens sønner fortsat kunne gøre dette, selvom ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/255.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde

Dato: 24-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som indrejste i Danmark i juni 2014. Det fremgik af referencens asylakter, at han indrejste i Danmark med sin onkel og fætter, at referencens udrejse af Egypten var planlagt af hans familie, herunder at referencen og dennes onkel skulle udrejse sammen, hvilket referencen var indforstået med. Det var oplyst, at referencen skulle bo sammen med sin onkel, når han ankom til Danmark, at han gerne ville bo med sin onkel, og at referencen og onklen altid havde boet sammen på samme matrikel under referencens opvækst i Syrien.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og referencens rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det var planen ved referencens flugt, at ansøgerne skulle følge efter referencen, så ansøgerne og referencen kunne bo sammen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencens udrejse af Egypten var planlagt af hans familie, herunder at referencen og sin onkel skulle udrejse sammen, hvilket referencen var indforstået med, og at referencen således frivilligt udrejste af Egypten med hans onkel. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der således ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til EMRK artikel 8 kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet havde endvidere noteret, at ansøgerne havde børn i såvel Sverige som Saudi Arabien. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke var uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde boet sammen med ansøgerne i ansøgernes hjem i Syrien indtil referencens flugt i oktober 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var fyldt 18 år og dermed myndig, uanset at referencen søgte om familiesammenføring, da han var knap 18 år, og at han således måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger også havde boet på samme matrikel som sin onkel hele sit liv, at han flygtede med blandt andet sin onkel fra Syrien, og at han efter det oplyste til sin asylsag fortsat gerne ville bo med onklen i Danmark. Det forhold, at referencen ikke var enig i Udlændingestyrelsens formulering om, at referencen selv havde valgt at afbryde familielivet, og at han i den forbindelse henviste til artikel 8 i EMRK, fandt Udlændingenævnet ikke på baggrund af ovenstående kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at EMRK artikel 8’s beskyttelse primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie, dvs. fader, moder og mindreårige børn, og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer "elements of dependency involving more than the normal emotional ties" mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der i hver enkelt sag, hvor en udlænding søger om familiesammenføring, skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens omstændigheder er proportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelser i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger led af diabetes og diskusprolaps, at det ikke var muligt at finde medicin til ansøgeren, at den anden ansøger led af ødemer og problemer med kredsløbet, og at hun havde brug for medicin, hvilket var svært at få fat på i Syrien, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet aldersrelateret sygdom samt generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at det forhold, at baggrunden for ansøgningerne var, at ansøgerne befandt sig i Syrien og/eller Egypten under farlige omstændigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kan føre til opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På denne baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endeligt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelser i Danmark. FAM/2015/137.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. juni 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 11-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en moder til en herboende voksen datter. Ansøgeren var født i 1936 i Makedonien, hvor hun var statsborger. Referencen var født i 1967 i Makedonien og indrejste i marts 1986 i Danmark, hvor hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i januar 1988.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og referencen, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen indrejste i marts 1986 i Danmark, hvor referencen i januar 1988 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, at referencen i august 1992 indgik ægteskab i Danmark, at referencen havde fået tre børn, at referencen således havde stiftet egen familie i Danmark, at referencen ikke havde forsørget ansøgeren, og at referencen først i september 2014 – 28 år efter referencens indrejse i Danmark – havde ansøgt om familiesammenføring med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren ikke havde haft et behov for at være en del af referencens eller dennes søskendes husstand, idet hun havde levet med sin ægtefælle, som hjalp hende indtil sin død, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der således ikke på den baggrund forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at beskyttelsen af familielivet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 tager sigte på den almindelige traditionelle europæiske kernefamilie. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Det forhold, at ansøgeren havde været alvorligt syg, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen havde oplyst, at ansøgeren var færdigbehandlet, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet led af en alvorlig sygdom, og at ansøgeren fortsat havde adgang til læge. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste skulle være alene i Makedonien, idet hendes børn boede i henholdsvis Danmark, Schweiz og et ukendt land, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/108.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 26-05-2015

Udlændingenævnet hjemviste i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en pakistansk moder til en herboende søn.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud levede op til kravene om partshøring, jf. forvaltningslovens § 19. Udlændingenævnet henviste herved til, at Udlændingestyrelsen forud for, at styrelsen traf afgørelse i ansøgerens sag, havde foretaget en høring angående ansøgerens behandlingsmuligheder i hjemlandet, og at styrelsen i april 2015 modtog svar på dette, hvoraf det fremgik, at ansøgerens medicin var tilgængelig i Pakistan, og at de månedlige omkostninger for den omtalte medicin ville udgøre cirka 275 kr. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have sendt svaret i høring hos ansøgeren, og at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen havde lagt vægt på høringssvaret fra april 2015. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til ansøgerens ansøgning om familiesammenføring. FAM/2015/94.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 18-05-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsborger fra Somalia. Det fremgik af sagen, at ansøgeren, som var moder til den herboende reference, var født i 1960, og at den herboende søn havde boet sammen med hende samt forsørget hende, indtil han flygtede til Danmark i 2013. Det fremgik således, at ansøgeren, den herboende søn, hans ægtefælle og ansøgerens ældste søn, forinden han blev dræbt af Al-Shabaab, boede sammen i et hus i Somalia, inden den herboende søn udrejste fra Somalia i februar 2013. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ejede en lille butik, hvorfra hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Det fremgik herved, at ansøgeren var afhængig af hjælp fra hendes herboende søn og dennes ægtefælle, idet hun havde mistet hele sin slægt i Somalia, og at det var den herboende søns ægtefælle, som forsørgede hende på ansøgningstidspunktet. Herudover fremgik det, at ansøgeren på grund af stress i familien og Al-Shabaabs drab på hendes ældste søn havde det psykisk dårligt. Det fremgik ydermere, at det var ansøgeren, som finansierede den herboende søns udrejse fra Somalia ved at sælge familiens gård. Endvidere fremgik det, at den herboende søn havde talt med ansøgeren én gang i slutningen af februar 2013 efter sin udrejse til Danmark, at ansøgeren og den herboende søns ægtefælle efter hans flugt til Danmark i 2013 flygtede til en flygtningelejr i Uganda, at ansøgeren ville sidde tilbage i flygtningelejren i Uganda uden forsørgelse og uden familie, når den herboende søns ægtefælle rejste til Danmark, og at den herboende søns ægtefælle i december 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende søn og ansøgeren, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var flygtet til Uganda. Udlændingenævnet fandt herved, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 at meddele afslag på opholdstilladelse, og Udlændingenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at ansøgeren havde klaret sig selv siden cirka 1990, hvor hun efter det oplyste blev enke, herunder at hun havde oppebåret en selvstændig indtægt samt opretholdt sin egen husstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søn ikke havde stiftet selvstændig bopæl, selvom han var blevet gift, men at han forblev en del af ansøgerens husstand. Udlændingenævnet bemærkede ydermere, at det forhold, at det var ansøgeren, som havde betalt for den herboende søns udrejse af Somalia, understøttede, at ansøgeren kunne handle selvstændigt. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende søns og ansøgerens tilknytning ikke gik ud over, hvad selve slægtsforholdet normalt medfører. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren var etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at Danmark var forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn kom til Danmark i oktober 2013, og at ansøgeren således ikke havde boet sammen med ham i halvandet år. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren – inden hun selv flygtede fra Somalia – ejede en lille butik, hvor hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søns far døde i en bilulykke, da han var to år gammel, at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren, indtil han flygtede til Danmark i februar 2013, at han havde forsørget hende, og at hun var afhængig af hjælp fra den herboende søn og dennes ægtefælle. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til et andet udfald af sagen, da den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/54.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 13-05-2015

Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som søgte om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Den herboende reference blev i maj 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning.

Udlændingenævnet fandt, at der mellem ansøgeren og den herboende reference forelå en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende reference konsekvent i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren var en del af hans husstand, indtil han flygtede fra Afghanistan, at han havde forsørget ansøgeren siden 2000, hvor ansøgerens ægtefælle afgik ved døden, og at ansøgerens anden søn ligeledes var optaget i referencens husstand, hvorfor den herboende reference på den baggrund måtte anses for at være familiens overhoved. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgningen om familiesammenføring var indgivet i umiddelbar forlængelse af, at den herboende reference blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference og hans familie først blev boligplaceret i juni 2014, at ansøgeren fik udstedt sit pas i august 2014, og at den herboende reference indgav ansøgning om familiesammenføring i september 2014, hvilket efter det oplyste var dagen efter, at han modtog kopi af ansøgerens pas fra Afghanistan. FAM/2015/63.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Søskende – Ej ganske særlige grunde

Dato: 26-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og 9, stk. 1, nr. 2, til en fader, to voksne søskende og en mindreårig søskende til en herboende flygtning, der i oktober 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af sagen, at faderen og de tre søskende var statsløse palæstinensere fra Syrien, at den herboende reference havde været med til at forsørge familien forinden sin flugt i januar 2013, at den herboende reference havde boet sammen med familien indtil januar 2013, at han ikke havde været med til at forsørge familien efter sin flugt, at han havde været i telefonisk kontakt med familien, at situationen i Syrien var desperat, at der var krig, at faderen var meget svækket og ikke kunne forsørge familien, og at familien havde svært ved at skaffe mad og vand.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give faderen og de to voksne søskende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende reference efter det oplyste havde forsørget faderen og sine søskende forinden sin udrejse fra Syrien, ikke kunne føre til, at der var etableret en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og hans fader og de to voksne søskende, der lå udover, hvad slægtskabet i sig selv indebar. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til den herboende references fader og to søskende ikke udgjorde en krænkelse af faderens og de to søskendes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der kun i tilfælde, hvor der er tale om et særligt kvalificeret søskendeforhold – normalt i form af at en væsentligt ældre herboende søskende i en årrække forinden indrejsen i Danmark har fungeret som forælder og forsørger for en mindreårig søskende – kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at han havde forsørget sine to søskende, da han boede i Syrien, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende references søskende i denne periode også havde boet sammen med den herboende references, som måtte anses for at have fungeret som den primære omsorgsperson for den herboende references søskende. Udlændingenævnet fandt derudover, at der i visse tilfælde, hvor der er etableret et særligt pasnings- eller plejebehov barn og forældre imellem, kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt dog, at der ikke sås at være et særligt pasnings- eller plejebehov mellem den herboende reference og hans fader, idet det forhold, at den herboende references forinden sin udrejse boede med sin fader, som efter det oplyste var svækket, og som den herboende references forsørgede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende reference udrejste af Syrien i januar 2013, og at hans familie på denne baggrund måtte antages at have forsørget sig selv i perioden herefter, og fortsat være i stand hertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om faderens og de to voksne søskendes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de meddeltes opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende references fader var meget svækket, at han ikke kunne forsørge familien, og at familien var i en svær økonomisk situation ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik den mindreårige søskende, at hun ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet hendes fader, som samme dato var meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke var fastboende i Danmark. FAM/2015/60.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde

Dato: 09-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. til en russisk statsborger, som havde søgt om familiesammenføring med sin herboende datter, der indrejste i Danmark i december 1991. I februar 1997 indgik den herboende datter ægteskab med en dansk statsborger, og parret fik to børn i henholdsvis august 1997 og november 1999. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet i Rusland hele sit liv, at hendes ægtefælle afgik ved døden i 2004, og at ansøgeren ikke havde familie tilbage i Rusland, idet hendes anden datter døde i 1985. Ansøgeren blev i starten af 2014 syg, hvorfor den herboende datter flyttede til Rusland for at hjælpe. Den herboende datter havde til støtte for klagen anført, at Udlændingestyrelsens afgørelse ville resultere i, at hun skulle forlade Danmark for at passe moderen, at hun havde boet i Danmark i 25 år og arbejdet lovligt i Danmark uden at modtage offentlig hjælp, at hendes moder altid havde støttet hende og hendes familie, at hun havde et tæt forhold til sin moder, og at familien ofte besøgte Rusland. Den herboende datter anførte endvidere, at situationen ændrede sig markant i 2014, da moderen blev alvorligt lam i kroppen, at hun led af slagtilfælde med lammelse af højre arm og ben samt taleforstyrrelser, og at moderens tilknytning til Danmark var større end til Rusland, da hendes eneste datter boede i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes herboende datter, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet egen selvstændig familie i Danmark, at hun flyttede til Danmark i 1991, og at hun ikke havde boet fast sammen med sin moder i ca. 23 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i hjemlandet havde adgang til blandt andet pleje og medicin, at ansøgeren havde fået udarbejdet et rehabiliteringsprogram samt stillet en kørestol til rådighed. Selvom den herboende datter i begyndelsen af 2014 udrejste til Rusland for at passe ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden, at der ikke herved blev etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. FAM/2015/128.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen