Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2024 – Fremmedpas – Afslag – Asylretlige forhold
Dato: 06-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om fremmedpas til en statsborger fra Rusland.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2006 som medfølgende ægtefælle til en unionsborger. I forbindelse med ansøgerens ansøgning om fremmedpas i november 2023 havde ansøgeren oplyst, at hun ikke kunne få udstedt et nationalitetspas, fordi den russiske ambassade havde opdigtet et gældsforhold for at lokke hende til at rejse hjem. Ansøgeren oplyste, at hun derfor ikke turde rejse til Rusland af frygt for at blive fængslet og retsforfulgt, idet hun havde støttet Ukraine i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine.
I januar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på fremmedpas under henvisning til, at ansøgeren ikke på tilstrækkelig vis havde dokumenteret, at hun ikke kunne få udstedt et nationalitetspas af myndighederne i sit hjemland.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Det forhold, at du ikke kan få udstedt et nationalitetspas, fordi den russiske ambassade har opdigtet et gældsforhold i dit hjemland, kan ikke føre til en ændret vurdering, fordi det er op til det enkelte land at fastsætte de nærmere betingelser for udstedelse af nationalitetspas, herunder betaling af evt. gæld i hjemlandet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du oplyser, at du frygter for din sikkerhed, hvis du skal tage kontakt til dit hjemlands myndigheder, fordi du støtter krigen i Ukraine både moralsk og økonomisk.
Vi har herved lagt vægt på, at der er tale om oplysninger af asylretlig karakter, som i sig selv ikke kan føre til, at der udstedes fremmedpas til dig, når du ikke har opholdstilladelse på baggrund af asyl.
Det er derfor vores vurdering, at du ikke opfylder betingelserne for at få udstedt et fremmedpas jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Du har endvidere ikke dokumenteret, at der er særlige grunde, der taler for at udstede et fremmedpas til dig.
Du opfylder derfor heller ikke betingelserne for at få udstedt et fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
På den baggrund skal vi henvise dig til at søge om et nationalitetspas hos myndighederne i Rusland, herunder en evt. pasudstedende ambassade.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at [ansøgeren] ikke kan få udstedt et fremmedpas.
Udlændingenævnet henviser til, at det ikke ses dokumenteret, at [ansøgeren] ikke er i stand til at skaffe [sig] nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsen § 7, stk. 3.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine har rejst til Ukraine for at hjælpe krigsramte personer, og at de russiske myndigheder ikke vil acceptere dette, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om asylretlige forhold, og at sådanne forhold ikke kan lægges til grund i forbindelse med vurderingen af, om der kan udstedes fremmedpas, når [ansøgeren] har opholdstilladelse i Danmark på andet grundlag end asyl.
Der foreligger således ikke oplysninger eller dokumentation, der indikerer, at [ansøgeren] ikke kan indrejse i Rusland, eller at [ansøgeren] er særligt udsat, såfremt hun indrejser i Rusland.
[…]
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke ses at have undersøgt eller dokumenteret, at [hun] ikke kan få udstedt et nationalitetspas ved anden pasudstedende myndighed.
[Ansøgeren] ses således ikke at have udtømt [sine] muligheder i forbindelse med at få udstedt et nationalitetspas.
Det er desuden Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om sådanne særlige grunde, herunder alvorlig psykisk sygdom eller sygdom, der kræver behandling i udlandet, eller øvrige grunde som nævnt i retsafsnittet, at der kan udstedes fremmedpas på baggrund heraf efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 15. april 2024 – Fremmedpas – Ej flygtningestatus – Ej berettiget forventning
Dato: 15-04-2024Udlændingenævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Burundi.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2020 på baggrund af familiesammenføring. Ansøgeren havde i januar 2022 fået udstedt fremmedpas af Udlændingestyrelsen. I januar 2024 vurderede Udlændingestyrelsen imidlertid, at ansøgerens fremmedpas fra januar 2022 var fejlagtigt udstedt, idet betingelserne herfor ikke var opfyldt.
I forbindelse med en ny ansøgning om fremmedpas i juli 2023 oplyste ansøgeren, at han havde kontaktet den burundiske ambassade, men at ambassaden ikke ville udstede nationalitetspas til ham. Ansøgeren havde i forbindelse med klagen anført, at han i 2010 flygtede fra Burundi til Congo og senere til Uganda, idet han var forfulgt af de burundiske myndigheders militser.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at få et fremmedpas.
Vi har ved vores afgørelse lagt til grund, at du ikke har dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at det ikke er muligt for dig at få udstedt et nationalitetspas.
Ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i din sag, vurderer vi, at du ikke har afsøgt alle muligheder for at få udstedt et nationalitetspas af myndighederne i dit hjemland.
Det forhold, at du tidligere har fået udstedt et fremmedpas, kan ikke føre til en ændret vurdering, fordi du kun tidligere har fået udstedt ét fremmedpas, og dermed ikke har berettiget forventning til udstedelse/forlængelse af fremmedpas.
Det er derfor vores vurdering, at du ikke opfylder betingelserne for at få udstedt et fremmedpas jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Du har endvidere ikke dokumenteret, at der er særlige grunde, der taler for at udstede et fremmedpas til dig.
Du opfylder derfor heller ikke betingelserne for at få udstedt et fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
[…] ”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] oktober 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] kun kan få udstedt et nationalitetspas i Burundi, og at [han] i 2010 flygtede fra Burundi til Congo og senere til Uganda, idet de burundiske myndigheders militser forfulgte ham i både Burundi og Congo, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at dokumentationen fra Department of Refugees af […] ikke dokumenterer, at [ansøgeren] i Uganda er anerkendt som flygtning, jf. flygtningekonventionen, men at [han] blot havde ret til at opholde [sig] i Uganda som asylansøger.
Udlændingenævnet har på den baggrund lagt vægt på, at [ansøgeren] i Danmark har opholdsgrundlag på baggrund af familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at [ansøgeren] hverken har opnået flygtningestatus, jf. flygtningekonventionen eller har søgt om asyl i Danmark, hvorfor der efter de oplysninger, der er fremlagt for Udlændingenævnet, ikke er noget til hinder for, at [ansøgeren] kan rejse til Burundi og få udstedt et nationalitetspas.
For så vidt angår det forhold, at [ansøgeren] tidligere har fået udstedt et fremmedpas, kan dette ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at [ansøgeren] forud for, at [han] blev udstedt et fremmedpas […] januar 2022 ikke havde fremlagt dokumentation for, at [han] ikke kunne få udstedt et pas eller anden rejselegitimation fra de burundiske myndigheder, jf. formuleringen af udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3, hvoraf fremgår, at der udstedes fremmedpas efter ansøgning til en udlænding, der ikke er i stand til at skaffe sig pas eller anden rejselegitimation.
Afgørelsen om at udstede et fremmedpas […] januar 2022 til [ansøgeren] savnede derfor et hjemmelsgrundlag, hvorfor der ikke burde have været udstedt et fremmedpas på daværende tidspunkt. Den omstændighed, at en person har en berettiget forventning om at kunne nyde godt af en mangelfuld afgørelse, kan dog undtagelsesvis føre til, at afgørelsen opretholdes.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at [ansøgeren] har en berettiget forventning om at få forlænget [sit] fremmedpas.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] har været i besiddelse af det udstedte fremmedpas i en relativ kort periode, idet [han] fik udstedt fremmedpasset […] januar 2022 med gyldighed til […] oktober 2023, og at han ikke har fået fremmedpasset forlænget. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke i øvrigt ses at have foretaget [sig] særlige handlinger, som betyder, at [han] har indrettet [sig] i overensstemmelse med at have et fremmedpas.
Udlændingenævnet henviser desuden til det af Udlændingestyrelsen anførte om, at [ansøgeren] i 2022 fik udstedt fremmedpas ved en fejl, og at [han] således heller ikke dengang opfyldte betingelserne for at få udstedt et fremmedpas.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at der er tale om sådanne særlige grunde, herunder alvorlig psykisk sygdom eller sygdom, der kræver behandling i udlandet, eller øvrige grunde […], at der kan udstedes fremmedpas på baggrund heraf efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 25. marts 2024 – Administrativ udvisning –– Ulovligt ophold –Indrejseforbud
Dato: 25-03-2024Udlændingenævnets afgørelse af 25. marts 2024 – Administrativ udvisning –– Ulovligt ophold –Indrejseforbud
Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien med indrejseforbud til Schengenområdet i 2 år.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, der var statsborger i Indien med opholdstilladelse i Storbritannien, indrejste i Danmark i juli 2023. Klageren havde et fransk Schengenvisering med en gyldighedsperiode fra maj 2023 til august 2023, der tillod flere indrejser for 30 dages ophold.
I forbindelse med klagerens udrejse i juli 2023 blev klageren antruffet og sigtet af politiet i lufthavnen for ulovligt ophold, idet klageren havde opholdt sig i Schengenområdet i 34 dage. Det blev anført, at klagerens arbejde nødvendiggjorde jævnlige rejser til Schengenområdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse [..] juli 2023.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at [klageren] [..] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] maj 2023, at han [..] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] juni 2023, at han [..] juni 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] juni 2023, og at han [..] juli 2023 indrejste i Danmark og forsøgte at udrejse af Schengenområdet [..] juli 2023, hvor [politiet] antraf ham og konstaterede, at han havde en Schengenvisering med gyldighedsperiode fra [..] maj 2023 til [..] august 2023 for 30 dage.
Udlændingenævnet har videre lagt til grund, at der ikke foreligger oplysninger om, at [klageren] har søgt om eller har fået forlængelse af sit visum. [Klageren] har dermed opholdt sig i Schengenområdet i 4 dage ud over, hvad den franske Schengenvisering tillod, og han havde således [..] juli 2023 ikke et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har erkendt forholdet, og at han har vedtaget en udenretligt bøde på 1.500 kr. for at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] overtrådte betingelserne for sit udstedte visum på grund af en misforståelse, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering, da det er en udlændings eget ansvar at iagttage de regler, der gælder for et udstedt Schengenvisum. Udlændingenævnet lægger endvidere vægt på, at det er fast praksis på Schengenlandenes repræsentationer, at en visumansøger sammen med visummet modtager en vejledning, "Information sheet to visa holders", om, hvordan visumstickeren skal læses.
Det er videre til støtte for klagen anført, at § 25 b er en fakultativ bestemmelse. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering og henviser i den sammenhæng til, at der ikke træffes beslutning om udvisning, hvis udvisningen antages at virke særlig belastende for den pågældende, jf. vurderingen herunder.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Storbritannien, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for ham.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [partsrepræsentanten] til støtte for klagen har anført, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 omfatter en beskyttelse af familielivet såvel som privatlivet, og at indrejseforbuddet påvirker [klagerens] privatliv med hensyn til hans bevægelsesfrihed, udførelsen af hans arbejdsmæssige forpligtelser og fastholdelsen og videreudviklingen af hans sociale og arbejdsmæssige relationer.
Udlændingenævnet har noteret, at [der er] fremlagt udtalelse af [..] august 2023 fra [klagerens arbejdsgiver], hvoraf bl.a. fremgår, at han i erhvervsmæssig sammenhæng har regelmæssig rejseaktivitet til lande i Schengenområdet, og at et indrejseforbud i alvorlig grad vil hindre hans karriere og indvirke negativt på firmaet.
Udlændingenævnet finder dog ikke, at fastsættelsen af et indrejseforbud i Schengenområdet af en varighed på 2 år udgør en krænkelse af [klagerens] ret til privatliv i form af beskæftigelse og sociale relationer.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] har haft et ulovligt ophold i Schengenområdet på 4 dage, og at det følger af de udlændingeretlige regler, at konsekvensen af et ulovligt ophold som udgangspunkt er udvisning og et medfølgende indrejseforbud.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at indrejseforbuddet ikke hindrer [klagerens] adgang til beskæftigelse generelt, men efter det oplyste alene kan have betydning for den stilling, som [klageren] bestrider hos [virksomhed], idet det dog ikke fremgår af den fremlagte udtalelse fra [klagerens] arbejdsgiver, at [klageren] vil miste sit arbejde hos [virksomhed] på baggrund af indrejseforbuddet til Schengenområdet.
Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at indrejseforbuddet vil bevirke, at [klageren] vil stå uden mulighed for at udøve erhvervsmæssig aktivitet.
Udlændingenævnet finder videre, at der – uanset om [klageren] måtte have opnået en vis tilknytning til Schengenområdet – ikke er forhold, der taler for, at han har etableret et beskyttelsesværdigt privatliv efter EMRK artikel 8 for så vidt angår hans sociale relationer, herunder fordi han aldrig har opholdt sig der med et fast opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at indgrebet i [klagerens] privatliv i form af det meddelte indrejseforbuddet ikke har en sådan intensitet, at det kan føre til, at der er tale om en krænkelse af artikel 8.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til Udlændingestyrelsens høringssvar af [..] februar 2024, som [partsrepræsentanten] ikke har haft bemærkninger til.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [partsrepræsentanten] i klagen har anført, at der i afgørelsen ikke er foretaget et tilstrækkeligt skøn og en egentlig proportionalitetsafvejning med inddragelse af konsekvenserne for [klageren] i forhold til alvoren af det ulovlige ophold, herunder at der er tale om en førstegangsforseelse, og at han forsøgte at udrejse frivilligt, inden politiet antraf ham.
Udlændingenævnet har som ovenfor lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingeloven, at der udstedes et indrejseforbud til en udlænding, der opholder sig ulovligt i Danmark.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste jævnligt gennemfører rejser til Schengenlandene, og at det derfor må antages, at [klageren] gentagne gange er blevet gjort opmærksom på reglerne for indrejse og ophold i Schengenområdet.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at udvisning af en udlænding med ulovligt ophold og det tilknyttede indrejseforbud tjener et anerkendelsesværdigt formål ved at forebygge uro eller forbrydelse og er nødvendigt i et demokratisk samfund under hensyntagen til Danmarks legitime interesse i at kontrollere indvandring og opretholde den offentlige orden som fastsat ved lov.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at udlændingelovens § 32 om indrejseforbud bl.a. har til formål at gennemføre reglerne om indrejseforbud i EU's udsendelsesdirektiv om udsendelse af tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold, og at udsendelsesdirektivet har til formål at sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrationspolitik.
Med henvisning til det ovenfor anførte finder Udlændingenævnet, at der heller ikke er grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2.
[..]” -
Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Inddragelse - Betingelser ej længere opfyldt
Dato: 21-03-2024Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Inddragelse - Betingelser ej længere opfyldt
Udlændingenævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, meddelt på baggrund af et tidligere ægteskab. Opholdstilladelsen var betinget af samliv på fælles bopæl med den tidligere ægtefælle, indtil klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren, der er statsborger i Thailand, fik første gang i november 2013 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin tidligere ægtefælle og indrejste i Danmark i maj 2014. Da denne opholdstilladelse blev inddraget i november 2015, og afgørelsen blev stadfæstet af Udlændingenævnet i november 2016, udrejste klageren til sit hjemland. Klageren fik i februar 2018 på ny meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med den tidligere ægtefælle. Parret ophævede samlivet og blev efterfølgende skilt i oktober 2021. Udlændingestyrelsen inddrog på baggrund heraf klagerens opholdstilladelse i februar 2023. Klageren indgik i juni 2023 ægteskab med en ny ægtefælle.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at din tidsbegrænsede opholdstilladelse af […] februar 2018 ikke på nuværende tidspunkt bør inddrages under henvisning til, at du ikke længere samlever på fælles bopæl med din tidligere ægtefælle, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en inddragelse af din opholdstilladelse ikke kan antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at du senest blev meddelt opholdstilladelse i Danmark den […] februar 2018, at du herefter indrejste i Danmark den […] marts 2018 i en alder af 37 år, og at du ifølge Udlændingeinformationsportalen tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som familiesammenført til din tidligere ægtefælle i perioden fra den […] november 2013 til den […] november 2015, således at du på nuværende tidspunkt har opholdt dig lovligt i landet i sammenlagt ca. 8 år, heraf lidt over 6 år siden din seneste indrejse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at du under dit ophold i Danmark har gennemført grundforløbets 2. del i juni 2020, uddannelsen som social- og sundhedshjælper i oktober 2021, samt uddannelsen som social- og sundhedsassistent i januar 2024, og at du som led i dine uddannelsesforløb også har været tilknyttet det danske arbejdsmarked gennem dine praktikforløb, idet du ifølge de til sagen fremlagte ansættelsesbeviser og oplysningerne fra eIndkomst har arbejdet 160,33 timer om måneden som social- og sundhedshjælperelev hos [A] Kommune i perioden fra den […] august 2020 til den […] oktober 2021 og som social- og sundhedsassistent-elev hos [B] Kommune i perioden fra den […] november 2021 til og med december 2023.
Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at du umiddelbart efter afsluttet uddannelse har opnået beskæftigelse inden for social- og sundhedssektoren, og at du ifølge oplysningerne fra eIndkomst sideløbende med din uddannelse var beskæftiget som afløser/tilkaldevikar for social- og sundhedshjælper hos [C] Kommune i perioden fra april 2022 til november 2023.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at du taler, skriver og læser dansk, at du har bestået Prøve i Dansk 3 og dansk på niveau D, at du herudover i juni og december 2019 har bestået fagene samfundsfag, naturvidenskab, dansk som andetsprog og matematik på almen voksenuddannelse ved VUC […], og at du i Danmark også har din ægtefælle, […].
Udlændingenævnet har herefter på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder fundet, at du på nuværende tidspunkt har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af din opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan træffe afgørelse om, at din opholdstilladelse af […] februar 2018 ikke er inddraget.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 20-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var selvstændig erhvervsdrivende og havde egen massageklinik, indgav i juli 2021 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte i april 2022 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet styrelsen vurderede, at ansøgerens selvstændige erhvervsvirksomhed, ikke kunne sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at [ansøgerens] opholdstilladelse regnes fra november 2006, hvor [ansøgeren] indgav ansøgning om opholdstilladelse pba. familiesammenføring i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet finder således, at [ansøgeren] opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgeren] ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra februar 2019.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hendes massageklinik har åbent 40,5 timer om ugen, og at hun har haft 163 arbejdstimer om måneden.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det ved den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsrapporter – ikke er dokumenteret, at [ansøgerens] beskæftigelse i hendes virksomhed, i perioden fra februar 2019 til marts 2023 kan sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af de fremsendte årsrapporter, at [ansøgeren] har haft en årlig omsætning på henholdsvis 168.079 kr. 2019, 199.198 kr. i 2020, 202.347 kr. i 2021 og 181.850 kr. i 2022.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at prisen for en halv times massage er 300 kr., og prisen for en times behandling er 500 kr.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt til grund, at der efter praksis ved beregning af omfanget af selvstændig virksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der f.eks. drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab mv., hvilket i øvrigt stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om, at der går ca. en halv time til diverse pr. kunde, udover den tid, der bruges på selve massagen.
Ud fra tallene for virksomhedens omsætning har [ansøgerens] gennemsnitlige månedlige timetal været henholdsvis 46,7 timer i 2019, 55,3 timer i 2020, 56,2 timer i 2021 og 50,51 timer i 2022, hvis [ansøgeren] i gennemsnit har taget 300 kr. pr. behandling.
Udlændingenævnet bemærker, at ovennævnte beregning nogenlunde stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om sit estimerede tidsforbrug i perioden fra 2019 til dato, hvoraf det fremgår, at hun i 2019 ar haft 52,5 arbejdstimer om måneden, at hun i 2020 har haft 62,25 arbejdstimer om måneden, at hun i 2021 har haft 63 arbejdstimer om måneden, at hun i 2022 har haft 50,5 arbejdstimer om måneden og at hun i 2023 har haft 54 arbejdstimer om måneden.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hun bruger ca. 3 timer om dagen mandag til fredag samt 1 time om lørdagen på diverse, herunder klargøring til kunder, besvarelse af telefonopkald og e-mail, rengøring, indkøb og varebestilling, regnskab m.m. Det er videre indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at hendes estimerede ventetid mellem kunderne har udgjort 109, 5 timer om måneden i 2019, 99,75 timer om måneden i 2020, 99 timer om måneden i 2021, 11,5 timer om måneden i 2022 og 108 timer om måneden i 2023.
Udlændingenævnet henviser til, at det er en betingelse for opfyldelse af beskæftigelseskravet, at de indtægtsgivende arbejdsfunktioner i den selvstændige erhvervsvirksomhed står i rimeligt forhold til de ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner, og at de arbejdsfunktioner, der medfører en direkte indtægt, skal stå i rimeligt forhold til andre arbejdsopgaver, f.eks. administration, rengøring og regnskab.
Udlændingenævnet henviser videre til, at det at måtte stå til disposition for potentielle kunder i hele klinikkens åbningstid, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i klinikken i perioden februar 2019 – marts 2023, ikke har stået i et rimeligt forhold til [ansøgerens] indtægtsgivende arbejdsfunktioner, idet hendes ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i perioden har udgjort omtrent det dobbelte af hendes indtægtsgivende arbejdsfunktioner.
Det forhold, at [ansøgeren] til støtte for klagen har anført, at hun i klinikkens åbningstid står til rådighed for sine kunder, som har bestilt tid, og for ”Drop in Kunder”, og at hun derfor er fuldtidsbeskæftiget, selvom lønnen måske ikke lige bliver 300 kr. i timen, men måske kun 140 kr. i timen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at beskæftigelseskravet opfyldes ved ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 30 timer om ugen, og at selvstændig erhvervsvirksomhed medregnes som ordinær fuldtidsbeskæftigelse, hvis virksomheden har karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse, samt at udlændingen skal dokumentere, at den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 30 timer om ugen.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at [ansøgeren] har en gennemsnitlig månedsløn på 140 kr. i timen, idet hun fortsat skal dokumentere, at hendes selvstændige virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hendes situation også gælder for mange andre, fx en ejer af en tøjbutik, en ansat ved en frisør, en taxichauffør, en ejer af en lille kiosk m.fl., idet hun herved fortsat ikke har dokumenteret, at hun har arbejdet det tilstrækkelige antal timer i sin virksomhed.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hun og hendes ægtefælle har 2 udlejningshuse, og at hun har halv indtægt fra disse 2 udlejninger, som skal lægges oven i hendes løn som massør.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret, at hun har udført en eller anden form for personligt arbejde, f.eks. administration, vedligeholdelse eller regnskab, i forbindelse med disse udlejningsejendomme, hvorfor indtægten heraf ikke kan indgå i beregningen af omfanget af [ansøgerens] selvstændige virksomhed.
Udlændingenævnet henviser i øvrig til, at lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom sidestilles med formueforvaltning, hvis ejeren ikke har haft personligt arbejde med udlejningen.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at [ansøgeren] kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på [ansøgerens] egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke har et handicap, der forhindrer hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2022 – Ægtefællesammenføring - Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold - Retsgyldigt ægteskab
Dato: 19-03-2024Udlændingenævnet hjemviste i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning, indgået i Uganda.
Sagens faktiske omstændigheder
Referencen indrejste i Danmark i august 2015 og fik i oktober 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I januar 2019 rejste han til Uganda med henblik på at indgå ægteskab med ansøgeren hos de civile myndigheder i Kampala. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2019 og fremlagde i den forbindelse en vielsesattest udstedt af ”Uganda Registration Services Bureau (URSB)”. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2020 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da ægteskabet – efter Udlændingestyrelsens vurdering - ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet, Uganda. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at begge parter havde været til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, mindst 21 dage forud for brylluppet, og derfor ikke var blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså de nationale ugandiske krav til lysning af ægteskabet for overholdt.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet nye oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2020 meddelte [ansøgeren] afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med [referencen] i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at [deres] ægteskab ikke kunne anerkendes som retsgyldigt, og at [parret] ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at [ansøgeren] alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at [referencen] først indrejste i Uganda 5 dage før parrets vielse fandt sted, at det ikke var sandsynliggjort, at både [referencen] og [ansøgeren] var til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, og at [de] derfor ikke er blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber indgået i Uganda.
Udlændingenævnet har under sagens behandling indhentet nye og opdaterede oplysninger vedrørende ægteskaber indgået i Uganda.
Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes opdaterede baggrundsoplysninger om civile ægteskaber indgået i Uganda, at det ikke er et krav, at begge parter er fysisk tilstede ved indgivelsen af ansøgningen hos ”Registrar of Marriages”, at det ifølge de gældende regler er tilstrækkeligt, at mindst én part til det kommende ægteskab skal være til stede, når ”Notice of Marriage” offentliggøres, at denne part skal medbringe dokumentation for begge parters identitet, og at man derfor kan ansøge om ”Notice og Marriage”, selvom den ene part er i udlandet.
Dette er nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag. Udlændingenævnet finder det derfor rettest, at Udlændingestyrelsen vurderer sagen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på ny i 1. instans.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om [referencen] og [ansøgeren] opfylder betingelserne for familiesammenføring.
Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, hjemvises afgørelsen efter § 9 c, stk. 1, tillige til Udlændingestyrelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse
Dato: 14-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Somalia herunder at ansøgeren ikke havde været sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.
Sagens faktiske omstændigheder
I marts 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen under henvisning til, at [ansøgerens] forældre på vegne af [ansøgeren] havde opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at [ansøgerens] forældre i vinteren 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark. [Ansøgeren] var indrejst fra Somalia til Danmark i vinteren 2011 som 9-årig og udrejst fra Danmark i Somalia i sommeren 2019 som 17-årig med sine forældre og 4 søskende.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” […] ”
Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre i [vinteren] 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at det måtte have stået [ansøgerens] forældre klart, at de, ved at underskrive en frivillig frafaldserklæring, opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne har opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark med henblik på, at [ansøgeren] bosætter sig varigt i Somalia. [Ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.
Udlændingestyrelsen har videre vurderet, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger, der kan føre til, at [ansøgeren] kan få dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
[…]
Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark, og at [ansøgerens] ophold i Danmark ikke har været af midlertidig karakter.
[Ansøgeren] kan derfor ikke gives dispensation fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
[…]
Det kan ikke føre til ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark, fordi [ansøgerens] far tvang [ansøgeren] til at blive i Somalia, og at [ansøgerens] far, inden sin udrejse af Danmark, havde lovet [ansøgeren], at [ansøgerens] ophold i Somalia ville være kortvarigt.
Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, kontaktede sin bopælskommune og oplyste dem om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøger] ikke har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark som følge af uforudsete omstændigheder.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] ikke var klar over, at [ansøgeren] udrejse af Danmark handlede om repatriering, men at [ansøgeren] udrejste af Danmark med den tro, at udlandsopholdet ville være kortvarigt, idet [ansøgerens] bedstemor var syg og gerne vil se [ansøgeren] en sidste gang, hvor [ansøgeren] herefter vil vende tilbage til Danmark.
Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] på udrejsetidspunktet var ca. 17 år og 6 måneder gammel, og at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] forældre opsagde deres bolig, afhændede deres møbler og personlige ejendele til eksempelvis genbrug.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at det måtte have stået [ansøgeren] klart, at [ansøgerens] udlandsophold ikke ville være af midlertidig karakter, idet deres bolig blev opsagt, deres møbler og personlige ejendele blev afhændede, og at [ansøgerens] far havde bedt [ansøger] om at oplyse [ansøgerens] bopælskomme om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] hverdag i Somalia er præget af rutiner, regler, og at [ansøgeren] udgiver sig for at være en anden, så [ansøgeren] ikke kommer i problemer.
Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] som mindreårig udrejste af Danmark grundet [ansøgerens] forældres beslutning, og det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor de skal bo.
Det kan desuden ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] tilknytning til Danmark er større end til Somalia, og at [ansøgeren] er opdraget i overensstemmelse med danske værdier, som ikke er forenelige med de somaliske værdier.
Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] første gang indrejste i Danmark i [vinteren] 2011, at [ansøgeren] var ca. 9 år og 8 måneder, og at [ansøgeren] udrejste af Danmark i [sommeren] 2019, da [ansøgeren] var 17 år og 6 måneder gammel, eftersom [ansøgerens] forældre underskrev en erklæring om frivilligt frafald af deres og dermed [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen har derfor lagt til grund, at [ansøger] har boet i Danmark i ca. 7 år og 10 måneder, og at [ansøger] frivilligt udrejste af Danmark, fordi [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, oplyste sin bopælskommune om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig, hvorefter [ansøgeren] frivilligt rejste til Somalia med sin familie.
Det er således Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] udrejse af Danmark ikke har været af midlertidig karakter, men derimod med henblik på varigt at bo i Somalia.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, har Udlændingestyrelsen vurderet, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark fort bortfaldet.
Udlændingestyrelsen har også vurderet, at [ansøgerens] ophold i Somalia ikke er omfattet af udlændingelovens § 17, stk. 3, hvorefter en opholdstilladelse ikke anses for bortfaldet, hvis udlændingens ophold uden for landet skyldes, at udlændingen som mindreårig er sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.
Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan konstatere, at [ansøgerens] ophold i Somalia har været af negativ betydning for [ansøgeren], eller at det skyldes en genopdragelsesrejse.
[Ansøgerens] opholdstilladelse er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.”
Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøger] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2023 om bortfald af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Det forhold, at [ansøgeren] i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøgeren] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre forud for udrejsen til Somalia underskrev en erklæring i [sommeren] 2019, om frivillig frafald af opholdstilladelse vedrørende deres mindreårige børn, hvor det tydeligt fremgår, at de var blevet gjort bekendt med konsekvenserne af at opgive opholdstilladelsen bl.a. på [ansøgerens] vegne. I den forbindelse har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre som forældremyndighedsindehavere havde ret til at foretage dispositioner på [ansøgerens] vegne, herunder bestemme hvor [ansøgeren] skulle bo.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] ved sin udrejse af Danmark i [sommeren] 2019 var 17 år gammel og var bekendt med, at [ansøgerens] forældre opsagde deres lejlighed og gav møblerne til genbrug, hvorfor det måtte have stået [ansøgeren] klart, at der ikke alene kunne være tale om et kortvarigt ophold i Somalia.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] efter det oplyste gik i 9. klasse og kun havde få måneder tilbage fra folkeskolen, da [ansøgeren] udrejste af Danmark, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har en større tilknytning til Danmark end Somalia, og at [ansøgeren] samlet har haft ca. 7 år og 9 måneders ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen således lagt til grund, at [ansøgeren] har haft ca. halvdelen af sine formative år i Danmark, idet Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets 7. leveår til det 15. leveår.
Udlændingenævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at der ikke skal dispenseres fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, og henviser i det hele til styrelsens begrundelse herfor.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at [ansøgerens] opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet som Udlændingestyrelsen heller ikke kan lægge til grund, at [ansøgeren] blev sendt på en genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for [ansøgeren], jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet henviser til styrelsens begrundelse herfor.
På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder [ansøgerens] samlede ophold i Danmark og i Somalia, samt [ansøgerens] familiemæssige og anden tilknytning i Danmark, vurderer Udlændingenævnet herefter, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 eller FN’s Børnekonvention, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2023 – Administrativ udvisning med indrejseforbud i 1 år – ulovligt ophold
Dato: 14-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en britisk statsborger med indrejseforbud i Schengenområde i 1 år i medfør af Udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet i lufthavnen på baggrund af ulovligt ophold på 66 dage, idet han var indrejst i Schengen i oktober 2022 og ikke udrejst siden, og ikke var i besiddelse af et visum. Klageren var rejst frem og tilbage imellem England og Norge for at besøge sin forlovede og deres fælles mindreårige børn, som var norske statsborgere.
Klageren blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 1 år under henvisning til det ulovlige ophold jf. udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da [politiet i marts 2023] antraf dig i lufthavnen, hvor klager var under udrejse til Storbritannien.
[Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan indrejse og opholde sig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når man forinden har opholdt sig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.
Efter gældende regler meddeles en udlænding som udgangspunkt et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.
[Udlændingestyrelsen] har dog vurderet, at der er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet du har oplyst, at din forlovede og to børn bor i Norge, og at du regelmæssigt besøger dem i Norge. [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at klager udrejste af Norge så snart, han blev klar over, at han havde opholdt sig ulovligt i landet.
[Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [marts 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Det til støtte for klagen anførte om, at klager har mentale sundhedsproblemer, og at klager oplever selvmordstanker grundet indrejseforbuddet, kan ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at klager helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådant omfang, at en udvisning må anses for særligt belastende for klager, jf.udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det må antages, at klager kan få den fornødne
medicinske behandling i Storbritannien, hvor han er statsborger.
Det forhold, at klager har to børn og en forlovet i Norge, som klager skulle være gift med i [juni 2023], kan heller ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klager er statsborger i Storbritannien, at klager ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke
indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at klager, hans forlovede og deres fællesbørn ikke ville kunne udøve familielivet i Storbritannien, hvor klager er statsborger.
Udlændingenævnet finder med henvisning til ovenstående og ligesom Udlændingestyrelsen, at
der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk.
3, men at det 2 årige indrejseforbud nedsættes til 1 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2,
idet klager har en forlovet og 2 mindreårige børn i Norge.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. marts 2024 – Afvisning ved grænsen – Ej visumfri
Dato: 08-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i marts måned politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i december 2023 afvist på grænsen i forbindelse med, at hun indrejste fra Storbritannien. Klageren var i besiddelse af et britisk konventionspas, men blev afvist, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at [politiet] med rette afviste [klageren] ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget fra kravet om visum, at [klageren] ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum, opholdstilladelse i Danmark eller et andet Schengenland eller havde fået udstedt opholdskort efter EU-retten, hvilket er en betingelse for at kunne indrejse visumfrit her i landet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 2.
Det forhold, at [klageren] var i besiddelse af et britisk konventionspas, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at personer med britisk konventionspas ikke kan indrejse visumfrit i Danmark. Adgangen til at indrejse virumfrit er betinget af, at rejsedokumentet er udstedt af et EU- eller et Schengenland, og at indehaveren er lovligt bosat i det land, som har udstedt rejsedokumentet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Storbritannien hverken er et EU- eller et Schengenland.
Betingelserne for at afvise [klageren] var således til stede, da [hun] blev antruffet af [politiet] […] december 2023.
Udlændingenævnet stadfæster derfor [politiets] afgørelse […].” -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – nægtelse af forlængelse – religiøs forkynder – vejledningspligt
Dato: 19-02-2024Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – nægtelse af forlængelse– religiøs forkynder – vejledningspligt
Udlændingenævnet omgjorde i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse som religiøs forkynder i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i juni 2021 meddelt opholds- og arbejdstilladelse som religiøs forkynder i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Ved klagerens seneste ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i oktober 2023 kom det frem, at klagerens søn, som havde opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem til klageren, havde modtaget SU siden oktober 2022 og at klagerens søn af sit uddannelsessted var blevet vejledt om at søge om SU, da han fyldte 18 år. I december 2023 blev klageren meddelt afslag på forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse under henvisning til, at betingelsen i hans opholdstilladelse om, at klageren og personer, der meddeles opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til klageren ikke modtog offentlig hjælp til forsørgelse under opholdet i Danmark, ikke var opfyldt.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens oplysninger grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [december 2023] om afslag på forlængelse af [klagerens] opholds- og arbejdstilladelse som religiøs forkynder.
Udlændingenævnet vurderer således, [klageren] ikke bør meddeles afslag på forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at [klagerens] søn, som medfølgende familiemedlem til [klageren], på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, havde modtaget SU siden oktober 2022, og at betingelserne for [klagerens] og hans medfølgende families opholdstilladelse, herunder betingelsen om, at hverken [klageren] eller hans medfølgende familie må modtage offentlig hjælp til forsørgelse, ikke var opfyldt.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på sagens samlede oplysninger og dokumentation samt det forhold, at der under Udlændingestyrelsens behandling af sagen fremkom oplysninger af væsentligt betydning for [klagerens] sag, samt at der i forbindelse med [klagerens] klage af [januar 2024] er fremkommet nye oplysninger, herunder dokumentation, af væsentlig betydning for [klagerens] sag.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at der under sagens behandling i Udlændingestyrelsen i mail af [december 2023] til Udlændingestyrelsen er fremkommet oplysninger om, at [klageren] ikke har været vidende om, at hans søn, har modtaget SU, og at [klageren] efterfølgende, efter samtale med sin søn, er blevet bekendt med, at denne efter rådgivning fra sin uddannelsesvejleder har ansøgt om SU. Det oplyses herudover, at [klagerens søn] ikke var klar over vilkårene for sin opholdstilladelse, ligesom [klagerens søn], umiddelbart efter han blev opmærksom på disse vilkår, kontaktede Uddannelses- og Forskningsstyrelsen for at tilbagebetale den SU, som han havde fået udbetalt.
I forbindelse med ovenstående oplysninger, er der i samme mail vedlagt kopi af mail af [december 2023] sendt fra [klagerens søn] til su@ufm.dk, hvoraf det bl.a. fremgår, at [klagerens søn] anmoder om at tilbagebetale den SU, som han har fået udbetalt. Der er i samme mail vedlagt udskrift fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsens hjemmeside, hvoraf det fremgår, at [klagerens søn] den [december 2023] har afmeldt yderligere SU fra januar 2024 indtil videre.
Udlændingenævnet finder det beklageligt, at Udlændingestyrelsen i anledning af de oplysninger, der fremgår i mail af [december 2023], herunder oplysningerne om, at [klagerens] søn efter rådgivning fra sin uddannelsesvejleder på sin uddannelsesinstitution har ansøgt om SU, ikke har anmodet [klageren], eller [klagerens] søn, om yderligere oplysninger herom, idet Udlændingenævnet finder, at disse oplysninger har væsentlig betydning for [klagerens] sag.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der i forbindelse med [klagerens] klage af [december 2023] er fremsendt yderligere oplysninger vedrørende denne rådgivning, herunder en udtalelse fra [klagerens søns] Gymnasium af [januar 2024], hvoraf det fremgår, at [klagerens søns] Gymnasium har vejledt [klagerens] søn, om at ansøge om SU, som de gør med alle deres elever, der er fyldt 18 år. Det fremgår herudover af udtalelsen, at skolen ikke har vidst, at det for [klagerens søns] vedkommende kunne have konsekvenser for familiens opholdstilladelser, idet skolen ikke har været bekendt med betingelserne for familiens opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet bemærker således, at [klagerens søn] i forbindelse med den vejledning han har modtaget fra sit uddannelsessted om at ansøge om SU samtidig ikke er blevet vejledt om konsekvenser heraf, herunder særligt, at det kunne have opholdsretlige konsekvenser for ham og hans familie at modtage offentlig hjælp til forsørgelse, som for eksempel SU.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og principperne om god forvaltningsskik. Vejledningspligten omfatter ifølge praksis også de tilfælde, hvor en borger af en myndighedsperson, herunder en uddannelsesvejleder ved en offentlig uddannelsesinstitution, vejledes til at foretage skridt, der efterfølgende kan have opholdsretlige konsekvenser for borgeren, og hvor det ikke kan afvises, at borgeren ikke ville have foretaget samme skridt om at søge SU, hvis borgeren var blevet vejledt om de opholdsretlige konsekvenser.
Udlændingenævnet henviser herved til, at formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.
Udlændingenævnet har således ved vurderingen lagt vægt på, at en myndighed skal vejlede på eget initiativ, hvis det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren vejledning.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, jf. vedledning nr. 11740 af 4. december 1986, afsnit IV, pkt. 28-31, samt Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, overblik 5, jf. https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/vejledningspligt/
Udlændingenævnet vurderer, at det til sagen er belyst, at [klagerens] søn har handlet som følge af den rådgivning, som han har modtaget fra sin uddannelsesvejleder, og at det ikke kan afvises, at han ikke ville have ansøgt om – og dermed modtaget – SU, hvis han var blevet vejledt om konsekvenserne heraf.
Udlændingenævnet finder efter en konkret vurdering, at [klagerens] søn ikke er blevet behørigt vejledt af sit uddannelsessted, idet han er blevet vejledt om at ansøge om SU, og at den manglende vejledning har medført, at [klageren] og hans familie har mistet deres opholdstilladelser, idet [klageren] den [december 2023] fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Begrundelsen var, at [klagerens] søn, siden oktober 2022 har modtaget SU, og at betingelserne for [klagerens] opholds- og arbejdstilladelse, og øvrige medfølgende familiemedlemmers opholdstilladelse, dermed ikke var opfyldt.
Udlændingenævnet finder herefter, at der er særlige grunde til at fravige betingelsen om selvforsørgelse for så vidt angår perioden fra oktober 2022 frem til december 2023, hvor [klagerens] søn har modtaget SU.
Udlændingenævnet omgør på baggrund af ovenfor anførte grunde Udlændingestyrelsen afgørelse af [december 2023] og tilbagesender sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen tager fornyet stilling til sagen.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet