Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde
Dato: 15-12-2022Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte første gang i februar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015, og at de sidst havde set hinanden i juni 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i januar 2019 om familiesammenføring med referencen. Ansøgeren og referencen oplyste i den forbindelse, at parret havde genbekræftet deres bryllup i Eritrea i januar 2015 ved en ceremoni i december 2018 i Etiopien. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens søn, der blev født i november 2018 i Etiopien. I februar 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I marts 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på familiesammenføring til ansøgeren, da ansøgeren og referencen ikke fortsat havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Derfor stadfæster Udlændingenævnet den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der vedrører opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea, og at det fremlagte Marriage Certificate fra januar 2015 udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved rette civile myndighed.
Det til støtte for klagen oplyste om, at Udlændingestyrelsen stiller en uhjemlet betingelse om fremlæggelse af civil vielsesattest, hvilket strider mod legalitetsprincippet, og at den fremlagte vielsesattest opfylder kravet om at bære kirkens emblem og segl, hvorfor vielsesattesten må anses for at være tilstrækkelig dokumentation af ægteskabet, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering.
Det forhold, at det til klagen er oplyst, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab gør parrets ægteskabet retsgyldigt i Etiopien, og at såfremt brylluppet i Eritrea ikke måtte findes tilstrækkeligt dokumenteret, så må ægteskabet i det mindste være at anse for gyldigt i Etiopien, hvorved det også skal anerkendes i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en gyldighedsbetingelse for, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret, at det kan anses for retsgyldigt og indgået i overensstemmelse med reglerne i Eritrea. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab fortsat ikke dokumenterer, at ægteskabet er behørigt registreret af de civile myndigheder i Eritrea.
På den baggrund kan Udlændingenævnet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren og referencen har indgået et retsgyldigt ægteskab i Eritrea, der kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit ovenfor, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.
Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse i januar 2015 har boet sammen indtil juni 2015, da referencen udrejste fra Eritrea, og at parret således alene har boet sammen i knap 5 måneder.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.
Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.
Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra marts 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.
Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i februar 2016 og i januar 2019.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen i januar 2015 skulle være blevet gift i Eritrea, ligesom der er fremlagt dokumentation for, at parret fik genbekræftet deres vielse i Eritrea ved en ceremoni i december 2018 i Addis Ababa, Etiopien. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i november 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i januar 2019, hvilket han blev meddelt i februar 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).
Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste har sendt penge til ansøgeren.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde
Dato: 07-12-2022Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Somalia, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i november 2014 første gang om familiesammenføring med referencen. Referencen var somalisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen, at de var blevet gift i Yemen i november 2012. Som dokumentation herfor fremlagde de en vielsesattest fra en lokal distriktsdomstol i Somalia, der var udstedt i november 2012, hvoraf det fremgik, at parret var blevet gift i Yemen i november 2012. Parret havde aldrig boet sammen. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2015 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab og ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede dette afslag i juli 2016. I april 2018 søgte ansøgeren søgte på ny om familiesammenføring med referencen på baggrund af ægteskabet indgået i Yemen i november 2012. I juni 2018 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på opholdstilladelse til ansøgeren med samme begrundelse som tidligere. Dette afslag blev ikke påklaget til Udlændingenævnet. I november 2018 søgte ansøgeren igen om familiesammenføring med referencen. Vedlagt ansøgning var en kopi af en vielsesattest fra Djibouti, hvoraf det fremgik, at parret indgik ægteskab i Djibouti i oktober 2018. I marts 2019 fik parret et fællesbarn. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen igen ansøgeren afslag på familiesammenføring til referencen, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun var indrejst i Djibouti på tidspunktet for vielsen, og da parret endvidere ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, selvom parrets ægteskab ikke kunne anerkendes. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig fællesbarnet opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Udlændingestyrelsens afgørelse blev påklaget til Udlændingenævnet, som stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, med samme begrundelse som Udlændingestyrelsen. Nedenfor er alene Udlændingenævnets afgørelse vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gengivet.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.
Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens sagsfremstilling i afgørelsen fra april 2020, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 3 gange, henholdsvis i november 2014, i april 2018 og i november 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen under familiesammenføringssagerne har fremlagt dokumentation for, at parret i november 2012 skulle være blevet gift i Yemen, og at parret i oktober 2018 skulle være blevet gift i Djibouti. Udlændingestyrelsen har tidligere vurderet, at ægteskabet indgået i Yemen ikke kan anerkendes efter dansk ret, og Udlændingenævnet vurderer nedenfor, at ægteskabet indgået i Djibouti heller ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet finder dog, at ansøgeren og referencen med vielserne, uanset at disse ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være ægtefæller, ligesom det også af klagen fremgår, at parret betragter sig selv som værende gift.
Udlændingenævnet har også tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen har fået et fællesbarn i marts 2019, og at parret derigennem ligeledes har udtrykt en forpligtelse over for hinanden. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for parrets fællesbarn, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i april 2019, hvilket barnet blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren og deres fællesbarn økonomisk, og at referencen har besøgt ansøgeren 4 gange før fællesbarnets fødsel og ansøgeren og fællesbarnet 6 gange derefter.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette." -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde
Dato: 07-12-2022Udlændingenævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende partner.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i januar 2016 sammen med sine 2 mindreårige børn, der er født i henholdsvis maj 2005 og januar 2010, om familiesammenføring med en herboende eritreisk statsborger (referencen). Referencen var ifølge ansøgningen ansøgerens ægtefælle og børnenes far. Referencen var flygtet fra Eritrea i oktober 2009, og havde herefter opholdt sig hovedsageligt i Sudan, inden han i oktober 2014 indrejste i Danmark, og søgte asyl. I juli 2015 fik han opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Det fremgik at parrets vielsesattest, der var udstedt af den eritreisk ortodokse kirke, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2003, og det var i ansøgningen oplyst, at parret sidst havde set hinanden i juli/august 2009. Referencen havde ikke delagtiggjort ansøgeren i sine planer om at flygte fra Eritrea i 2009, og parret havde ikke haft kontakt med hinanden i perioden fra referencens flugt fra Eritrea og indtil han kom til Danmark i oktober 2014. I januar 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen, da deres ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da de ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Endvidere meddelte styrelsen afslag til ansøgeren, fordi der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til alligevel at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Styrelsen lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at ansøgeren og børnene ikke havde medvirket til en DNA-undersøgelse, at slægtskabet mellem ansøgeren og børnene derfor ikke var godtgjort, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at der bestod en familieenhed og dermed et beskyttelsesværdigt familieliv. Som følge af den manglende DNA-undersøgelse gav styrelsen samtidig også børnene afslag på familiesammenføring. Udlændingestyrelsens afgørelser blev påklaget til Udlændingenævnet, og under klagesagen blev det oplyst, at ansøgeren og børnene havde mulighed for at medvirke til DNA-undersøgelsen. I februar 2019 stadfæstede Udlændingenævnet styrelsens afslag til ansøgeren vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet parrets ægteskab ikke var registreret hos myndighederne i hjemlandet, og ægtheden af vielsesattesten derfor ikke kunne fastslås. Endvidere fandt Udlændingenævnet, at parret ikke havde dokumenteret, at de havde haft et fast og længerevarende samliv i hjemlandet. Udlændingenævnet hjemviste dog den del af ansøgerens afgørelse, som vedrørte vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, samt børnenes sager med henblik på, at ansøgeren og børnene fik foretaget en DNA-undersøgelse for at fastslå slægtskabet mellem dem. I juli 2019 bekræftede DNA-undersøgelsen, at de 2 børn var fællesbørn af ansøgeren og referencen. I september 2019 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, idet styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, da parrets tidligere familieliv måtte anses for afbrudt bl.a. på grund af parrets manglende kontakt i perioden fra 2009-2014. Styrelsen meddelte samtidig de 2 fællesbørn opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Fællesbørnene indrejste i december 2019 i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2019.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen vurderede, at referencen og ansøgeren ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og referencen har 2 fællesbørn, født i maj 2005 og i januar 2010, ikke kunne føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har faet et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden, samt EMD’s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD's praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har fremlagt dokumentation for, at de i januar 2003 skulle være blevet gift i Eritrea. Udlændingenævnet har i afgørelsen fra februar 2019 vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har 2 fællesbørn, at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for børnene, idet referencen også har søgt om opholdstilladelse til børnene, at børnene efterfølgende blev meddelt opholdstilladelse og nu bor hos referencen i Danmark, og at det følger af EMD's praksis, at ”…barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt", jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at familielivet ikke kan anses for afbrudt, da referencen og ansøgeren efter referencens indrejse i Danmark har haft løbende kontakt med hinanden i det omfang, det har været muligt som følge af omstændighederne, og at de efterfølgende har givet udtryk for — via ansøgningen om familiesammenføring og ved at klage til Udlændingenævnet 2 gange — at de fortsat ønsker at leve sammen som et par og dermed videreføre deres tidligere etablerede familieliv.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren økonomisk.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde
Dato: 07-12-2022Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2017 om familiesammenføring med en herboende eritreisk statsborger (referencen) under henvisning til, at parret i januar 2010 var blevet gift i Eritrea. Parrets 2 mindreårige fællesbørn, født i henholdsvis 2012 og 2014, søgte samtidig om familiesammenføring med referencen, som var børnenes far. Referencen var flygtet fra Eritrea i november 2010, og han havde herefter opholdt sig i Etiopien frem til december 2014. I juli 2015 indrejste han i Danmark, hvor han søgte asyl. Under asylsagen oplyste han, at han var forlovet med en kvinde, som ikke var ansøgeren, at han havde 2 børn i hjemlandet med ansøgeren, at han og ansøgeren aldrig havde været gift, samt at han boede sammen med sine forældre og søskende i Eritrea forud for udrejsen i november 2010. I december 2015 fik referencen opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I juli 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab og heller ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig de 2 fællesbørn opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med referencen.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2019. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, som kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet her herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om deres relation og om deres vielsesdato.
Referencen har således til sin oplysnings- og motivsamtale i september 2015 oplyst, at han og ansøgeren aldrig har været gift.
Det fremgår imidlertid af ansøgningen fra oktober 2017, at parret blev gift medio januar 2010, hvilket understøttes af det til sagen fremlagte ”Marriage certificate” udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church.
Ansøgeren har under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyst, at parret blev gift ultimo januar 2010, og at parret ikke har fået registreret ægteskabet i Eritrea.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at vielser i Eritrea ifølge udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger skal registreres ved det regionale folkeregisterkontor i Eritrea, og at det fremlagte Marriage certificate, dateret medio januar 2010, udstedt af Eritrean Orthodox Church, ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved den rette civile myndighed. Ægtheden af vielsesattesten kan derfor ikke fastslås.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at usikkerheden om vielsesdatoen sandsynligvis skyldes problemer med at tyde datoen på vielsesattesten.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregelafsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.
På den baggrund finder Udlændingenævnet, at oplysningerne om ægteskabet ikke kan lægges til grund, og der henvises i øvrigt til parrets divergerende oplysninger i sagen.
Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om deres samliv.
Om samlivet har referencen således under oplysnings- og motivsamtale i september 2015 oplyst, at han flyttede sammen med sin kæreste i marts 2010, at hun flyttede ind hos ham, at de boede sammen i 2 måneder, hvorefter kæresten flyttede tilbage til sin egen familie, og at han boede med sine forældre og søskende i Eritrea frem til sin udrejse i november 2010. Referencen har således ikke til samtalen oplyst, at han har boet sammen med ansøgeren.
Det fremgår imidlertid af ansøgningen fra oktober 2017, at ansøgeren og referencen boede sammen fra de blev gift og frem til november 2010.
I svar på Udlændingestyrelsens partshøring fra januar 2018 oplyste referencen, at parret boede sammen fra januar 2010 i et værelse i sin fars hus.
Ansøgeren oplyste under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 først, at parret boede sammen i perioden fra januar 2010 til oktober 2014 i eget hus, og senere under interviewet, at hun havde boet med sin familie efter parret var blevet gift, at hun og referencen ikke boede sammen indtil efter, at hun havde født deres ældste barn, og at parret havde boet sammen tæt på referencens forældre i 2 år.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om, hvornår de senest så hinanden, forud for referencens seneste udrejse fra Eritrea.
Referencen oplyste således under oplysnings- og motivsamtale i september 2015, at han udrejste af Eritrea i november 2010.
Det fremgår af ansøgningen fra oktober 2017, at parret sidst så hinanden i oktober 2013.
Ansøgeren har under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyst, at parret sidst så hinanden i juli 2015, hvorefter hun oplyste, at referencen ikke havde set deres yngste barn, og at parret derfor muligvis sidst havde set hinanden i 2013 eller 2014.
Det forhold, at det til klagen er oplyst, at referencens flugthistorie med ophold i flygtningelejre i Etiopien siden november 2010 og hemmelige besøg hos ansøgeren har gjort det svært at tids- og stedfæste begivenhederne, kan efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at der er oplyst divergerende omkring, hvornår parret har boet sammen, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at parret har boet sammen på fælles bopæl i Eritrea. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at parret har boet sammen i Eritrea.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. ´
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren og referencen har etableret et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, som kan anerkendes efter dansk ret, og at parret heller ikke har etableret et fast og længerevarende samliv. Der henvises i det hele til begrundelsen ovenfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har 2 fællesbørn, født i oktober 2012 og i maj 2014, som bor sammen med ansøgeren i Etiopien, og at begge børn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i juli 2019 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børnene aldrig har været en del af et etableret familieliv mellem ansøgeren og referencen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at uanset om det må lægges til grund, at ansøgeren og referencen inden referencens udrejse af Eritrea havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, vurderer Udlændingenævnet, at et eventuelt familieliv må anses for afbrudt, da referencen udrejste af Eritrea i oktober 2013.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen i september 2015 under oplysnings- og motivsamtale oplyste, at han var forlovet med en anden end ansøgeren, og at han havde været kærester med ansøgeren, men at de aldrig var blevet gift, samt at det af referencens asylansøgningsskema fra juli 2015 ligeledes fremgår, at en anden end ansøgeren er hans forlovede.
Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at referencen til sagen har oplyst, at han var kærester med en anden fra 2013 til oktober 2015.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyste, at ansøgeren og referencen ikke havde kontakt med hinanden, da han forlod Eritrea i 2013, da de havde en konflikt med hinanden, fordi referencen havde en anden kæreste, at ansøgeren og referencen genoptog kontakten i 2015, da han kom til Danmark igen, og at der gik mere end et år fra referencen havde fået opholdstilladelse i Danmark, indtil ansøgeren søgte om familiesammenføring med ham, fordi ansøgeren var sur på referencen som følge af deres konflikt og referencens utroskab.
Det kan på den baggrund ikke føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at begge parter erkender, at referencen har haft en anden kæreste i perioden fra 2013 til oktober 2015, men at ansøgeren og referencen fra oktober 2015 har genoprettet forholdet, samt at der er tale om et langvarigt og beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og referencen, der sammen har 2 fællesbørn,
Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det en vis betydning, at parret har forklaret divergerende om væsentlige forhold i deres indbyrdes relation.
Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste ikke har besøgt ansøgeren og børnene siden sin indrejse i Danmark i 2015.
Det forhold, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren og børnene økonomisk i Etiopien, kan ikke føre til, at familielivet af den grund må anses for genoptaget. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forældre har en pligt til at forsørge deres mindreårige børn. Udlændingenævnet bemærker, at der ikke er fremlagt dokumentation for forsørgelsen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren og referencen har et eksisterende familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8.
Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at det strider mod Børnekonventionens artikel 9 og UNHCR's retningslinjer no. 88 at give børnene opholdstilladelse i Danmark uden ansøgeren.
Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgeren ikke som følge af hensynet til barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, FN’s Børnekonvention artikel 3 eller FN's Flygtningehøjkommissariats (UNCHR) eksekutivkomites konklusion nr. 88, kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne et ansvar for at beskytte et eksisterende familieliv. Udlændingenævnet finder endvidere, at hverken FN’s Børnekonvention eller UNCHR’s eksekutivkomites konklusion nr. 88 giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er søgt og meddelt opholdstilladelse til parrets fællesbørn, og at det herefter er ansøgeren og referencens eget valg, hvorvidt børnene skal bo med referencen i Danmark eller med ansøgeren i Etiopien. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at børnene i CPR ikke ses at være indrejst i Danmark på nuværende tidspunkt.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen, at Udlændingenævnet i nærværende afgørelse har vurderet, at der ikke foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og referencen, og at det herefter ligger uden for rammerne af det ansøgte at vurdere, hvorvidt der mellem børnene og ansøgeren foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, og som ville kunne danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark, såfremt børnene var bosiddende i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker, at det af sagen fremgår, at referencen ikke har mødt det ene barn, at han alene har boet sammen med det andet barn i korte perioder, og at begge børn opholder sig sammen med ansøgeren i Etiopien.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at børnenes forhold ikke kan føre til, at det vil anses for at være i strid med EMRK artikel 8 at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen er meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Eritrea. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at ansøgeren og referencens forhold ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8, ligesom eventuelle oplysninger af asylretlig karakter ikke kan føre til, at der gives ret til familiesammenføring.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgeren og referencens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." -
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2
Dato: 22-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2
Udlændingenævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til statsløs palæstinenser, som var født i Libanon.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2019 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren er diagnosticeret med paranoid skizofreni, angst og PTSD. Udlændingestyrelsen gav i maj 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2020.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på omfanget og karakteren af ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder at ansøgeren er diagnosticeret med paranoid skizofreni, angst og PTSD, at ansøgeren er tilkendt førtidspension, samt at det fremgår af den til sagen fremlagte lægeerklæring fra april 2020 fra en praktiserende læge, at ansøgeren vurderes ikke at kunne bestå en eksamen/prøve eller test, at ansøgeren ikke kan sidde sammen med andre i en prøve/eksamenssituation, at ansøgeren er forsøgt behandlet med forskellige typer medicin, og at det vurderes, at der ikke findes yderligere udredning eller behandlingsmuligheder.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i august 2022 har fremsendt en prøvekontrol fra et sprogcenter, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har forsøgt at bestå Prøve i Dansk 2 i november 2021, og at ansøgeren har fået karakteren -3 i henholdsvis læseforståelse og skiftlig fremstilling.
Udlændingenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at betingelsen om, at ansøgeren skal bestå Prøve i Dansk 2 ikke bør kræves opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 18.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke vurderet dette.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2022 – Erhverv – Working Holiday
Dato: 22-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2022 – Erhverv – Working Holiday
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen til en statsborger fra Argentina.
Sagens faktiske omstændigheder:
I november 2018 fik ansøgeren opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen mellem Danmark og Argentina, gældende fra februar 2019 til februar 2020. Ansøgeren indrejste i Danmark i maj 2019 fra Argentina. Ansøgeren indgav i januar 2020 en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). SIRI forlængede i februar 2020 ansøgerens opholdstilladelse til maj 2020. Ansøgeren indgav herefter i april 2020 en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse til SIRI. Ansøgeren oplyste i ansøgningen, at han ikke kunne rejse til Argentina, fordi lufthavne i Argentina var lukkede for indenrigsflyvninger indtil september 2020 og for internationale flyvninger indtil december 2020. SIRI meddelte i maj 2020 afslag på ansøgningen, da styrelsen vurderede, at ansøgeren allerede har haft et års Working Holiday ophold i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
Ansøgerens opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen mellem Danmark og Argentina kan ikke forlænges, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1, jf. § 45.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at ansøgeren allerede har haft opholdstilladelse i Danmark efter Working Holiday-ordningen i 1 år i perioden fra maj 2019 til maj 2020, idet det fremgår af oplysninger fra CPR-registeret og hans nationalitetspas, at ansøgeren indrejste i Danmark i maj 2019 fra Argentina.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at det i ansøgningen er anført, at ansøgeren ønsker at søge om forlængelse af sin opholdstilladelse frem til august 2020, idet den argentinske regering lukkede grænserne for internationale flyvninger på grund af pandemisituationen, at ansøgeren er strandet i Danmark uden mulighed for at købe en flybillet til hans hjemland, og at forlængelsen af hans opholdstilladelse vil betyde, at ansøgeren lovligt kan blive i Danmark, indtil situationen ordner sig, så han kan købe en flybillet til Argentina.
Udlændingenævnet vurderer uanset de vanskeligere hjemrejsemuligheder, at ansøgerens opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen ikke kan forlænges ud over 1 års ophold.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at han ikke kan rejse til Argentina, fordi lufthavne i Argentina er lukkede for indenrigsflyvninger indtil september 2020 og for internationale flyvninger indtil december 2020, samt at han ikke kan betale husleje og mad uden at arbejde, mens han venter på en sikker rejse tilbage til Argentina, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser til, at det fremgår af https://nyidanmark.dk/da/Du-vil-ans%C3%B8ge/Working-Holiday/Working-Holiday-Argentina-contact-form-closed?anchor=canyouapply, at en opholdstilladelse meddelt efter Working Holiday-aftalen kun kan meddeles i op til 1 år, beregnet fra indrejsedatoen, uden mulighed for yderligere forlængelse, ligesom det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse på engelsk af november 2018, at en opholdstilladelse kan meddeles efter Working Holiday-aftalen af en varighed op til 12 måneder. Uanset, at SIRI ikke i sin afgørelse af februar 2020 om forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse vejledte ansøgeren om, at opholdstilladelsen ikke kan forlænges yderligere, finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan have haft en berettiget forventning om, at opholdstilladelsen kunne forlænges ud over maj 2020.
Udlændingenævnet finder således, at det må have stået klart for ansøgeren, at hans opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen mellem Danmark og Argentina ikke kunne forlænges ud over maj 2020, hvor ansøgeren havde haft et samlet ophold i 1 år efter Working Holiday-ordningen. -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Dato: 21-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i juni 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 4. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været sygemeldt med stress og havde været bortrejst fra Danmark i 2 måneder pga. alvorlig sygdom i nærmeste familie.
Udlændingenævnets vurdering:
Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 4. januar 2022, hvorfor ansøgerens ansøgning er indgivet for sent.
Udlændingenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgerens ansøgning blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst om sin fars og sin brors sygdomsforløb, ligesom ansøgeren har oplyst, at hun i de sidste måneder af 2021 tog en pause fra sit arbejde for at passe på sit eget mentale og følelsesmæssige helbred samt sin familie.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt hun som konsekvens af, at hendes ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt særlig vægt på ansøgerens personlige forhold og hendes begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at hun først indrejste i Danmark primo juni 2020, at hun alene har opholdt sig her i landet i lidt over 2 år, og at hun har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogle familiemæssige forhold her i landet, idet hun har oplyst, at hun er ugift og ikke har nogle børn.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Dato: 21-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde tidligere haft et studieophold i Danmark fra 2015 til 2016 og havde herefter haft flere kortvarige besøgsophold i landet, bl.a. for at besøge sin danske kæreste, som ansøgeren havde været i forhold med siden 2017. Ansøgeren fik senest i august 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 10. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Ansøgeren oplyste til sagen bl.a., at årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været forvirret over ansøgningsprocessen, som ansøgeren fandt særlig restriktiv, og at ansøgeren ikke havde modtaget et informationsbrev herom i sin e-boks.
Udlændingenævnets vurdering:
Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra juni 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 10. januar 2022, hvorfor ansøgningen er indgivet for sent.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Oplysningerne anført til støtte for klagen om, at årsagen til den sene indgivelse skyldtes, at ansøgeren ikke modtog nogen meddelelse fra SIRI om, hvad ansøgeren skulle foretage sig som britisk statsborger her i landet, samt at ansøgeren mener, at ansøgeren fik en forkert vejledning af SIRI, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren ikke skulle have modtaget meddelelse om sit ophold her i landet som britisk statsborger, så var der i en lang periode forinden fristens udløb øvrige steder at finde den generelle information vedrørende britiske statsborgers ophold i Danmark som konsekvens af Storbritanniens udtræden af EU. Udlændingenævnet henviser herved til bl.a. Udenrigsministeriets hjemmeside og www.nyidanmark.dk, som er Udlændingestyrelsens og SIRI's officielle internetportal om reglerne for indrejse og ophold i Danmark.
Sidstnævnte hjemmeside indeholder bl.a. målrettet information om Brexit til britiske statsborger med ophold i Danmark, ligesom der på hjemmesiden var en kopi af det påmindelsesbrev, som SIRI sendte ud til alle herboende britiske statsborgere og deres familiemedlemmer med ophold her i landet som en del af en målrettet informationskampagne og som en supplerende service ved siden af de øvrige informationsplatforme. SIRI oprettede endvidere en særskilt telefonlinje til spørgsmål om Brexit.
Udlændingenævnet henviser desuden til, at optagelse af biometri er en obligatorisk del af ansøgningsprocessen, og at der således også skal optages biometri, når der er tale om en ansøgning, der er indgivet for sent.
Endvidere kan ansøgerens oplysninger til støtte for klagen om, at ansøgeren mener, at Danmark har en særlig restriktiv tilgang til udtrædelsesaftalens regler end øvrige EU-lande, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det ved udtrædelsesaftalen er bestemt, at værtslandene kan pålægge britiske statsborgere at ansøge om en ny opholdsstatus, jf. retsregelafsnittet ovenfor, og at det i samme forbindelse er bestemt, at fristen for at indgive ansøgningen ikke må være mindre end 6 måneder fra overgangsperiodens udløb for personer, der har ophold i værtslandet inden overgangsperiodens udløb den 31. december 2020, jf. artikel 18, stk. 1, litra b.
Ligeledes henviser Udlændingenævnet til, at det i Danmark blev besluttet, at britiske statsborgere i Danmark kunne indgive ansøgning i en 12 måneders periode, således fra 1. januar 2021 og frem til 31. december 2021, ligesom det blev besluttet, at myndighederne i hvert enkelt tilfælde skal foretage en rimelighedsvurdering af de anførte grunde for den for sent indgivne ansøgning samt inddrage konsekvenserne for den enkelte af, at der ikke indrømmes en yderligere frist, jf. retsregelafsnittet ovenfor.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens oplysninger angivet i klagen om årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt ansøgeren som konsekvens af, at sin ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på ansøgerens personlige forhold og den begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at ansøgeren alene har boet og opholdt sig her i landet i lidt over 2 år og 7 måneder, ligesom ansøgeren samtidig har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, at ansøgeren ud over perioderne, hvor ansøgeren har boet i Danmark, ligeledes har besøgt Danmark ad flere omgange, hvilket ansøgeren ligeledes har fremlagt dokumentation for, ligesom det er indgået, at ansøgeren har henvist til, at ansøgeren har en tæt tilknytning til det danske samfund, hvilket der ligeledes har fremlagt dokumentation for.
Der er herudover også indgået, at ansøgeren har en dansk partner, som ansøgeren har været i et forhold med i 5 år, og at de har planer om at skulle giftes.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at disse forhold ikke i sig selv og særligt henset til den begrænset periode, hvor ansøgeren har udøvet rettigheder i Danmark som hhv. studerende og arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, kan udgøre tilstrækkelig rimelige grunde til, at ansøgningen alligevel skal behandles.
Endelig finder Udlændingenævnet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, hvilke konsekvenser en eventuel fastsat udrejsefrist vil have for ansøgeren og dennes danske partner. Udlændingenævnet henviser herved til, at ansøgeren i august 2022 har fået en opholds- og arbejdstilladelse i medfør af udlændingelovens regler, hvorfor Udlændingenævnet ved nærværende afgørelse ikke har fastsat en udrejsefrist.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2022 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 09-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2022 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald og afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Tyrkiet. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig politiets afgørelse om afvisning af indrejse ved grænsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse i 2003. Siden 2013 havde ansøgeren hovedsageligt opholdt sig i Tyrkiet, og han frameldte sig folkeregisteret i 2019. I december 2020 nægtede Københavns Politi ansøgeren indrejse til Danmark. I januar 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Ansøgerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ifølge CPR-registret udrejste af Danmark i december 2019, og sine egne oplysninger i ansøgningen om dispensation fra bortfald af november 2020 om, at han selv frameldte sig i CPR-registret.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at vejledningen om ændringer i hans forhold, som kan påvirke hans opholdstilladelse, udtrykkeligt fremgik i Udlændingestyrelsens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse fra januar 2003, og at det også fremgik af afgørelsen, at tilladelsen bortfalder, hvis man opgiver sin bopæl i Danmark, eller hvis man har længerevarende ophold uden for Danmark.
På den baggrund må det derfor have stået ham klart, at det kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark, hvis han opgav sin bopæl i Danmark og har jævnlige længerevarende ophold i udlandet.
Ansøgerens oplysninger om, at han siden maj 2013 har haft sit hovedophold i Tyrkiet, at han har haft et fast arbejde i Tyrkiet siden marts 2017 for virksomheden A, hvori han fortsat er ansat, bekræfter efter Udlændingenævnets opfattelse, at ansøgeren reelt har opgivet sin bopæl i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren besluttede at flytte fra Danmark til Tyrkiet i 2013 på grund af sin mor. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ved egne handlinger har tilkendegivet opgivelsen af sin bopæl i Danmark ved frameldingen i CPR-registeret.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen yderligere lagt vægt på, at uanset, om ansøgeren først frameldte sig CPR- registeret i december 2019, har han siden maj 2013 mest opholdt sig i Tyrkiet og kun rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig længere end 12 måneder uden for Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansøgerens nationalitetspas, at han har opholdt sig uden for Schengen-medlemsstaternes område og således også Danmark i følgende perioder fra den primo maj 2013 til medio april 2014, fra medio april 2014 til medio april 2015, fra medio april 2015 til ultimo 26. januar 2016, fra primo februar 2016 til medio januar 2017, fra medio januar 2017 til medio januar 2018, fra ultimo januar 2018 til ultimo december 2018, fra primo januar 2019 til ultimo december 2019 og siden primo januar 2020, og at han har haft et samlet ophold i Danmark på 39 dage. Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at ansøgeren har opholdt sig uden for Danmark i de pågældende perioder.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at ansøgeren ikke har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark, og at han kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig længere end 12 måneder uden for Danmark. Sammenholdt med ansøgerens rejsemønster i perioden fra maj 2013 til januar 2020 og hans framelding i CPR-registeret, finder Udlændingenævnet derfor, at ansøgeren må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at han har boet 13 år i Danmark, at han har overholdt reglerne, at han aldrig har været arbejdsløs, ligesom han ikke har modtaget offentlig hjælp fra staten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer det faktum, at ansøgeren har opgivet sin bopæl i Danmark.
Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været ansøgerens eget valg at opholde sig i Tyrkiet i gentagne længerevarende perioder, og at han ikke før udrejsen ansøgte om bevarelse af sin opholdstilladelse i landet.
Udlændingenævnet finder desuden, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren nu vil flytte til Danmark igen, hvis han får lov, og at han har forsøgt at indrejse i Danmark i december 2020 kort efter Udlændingestyrelsens brev fra oktober 2020, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet det hverken ses dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark på et tidligere tidspunkt.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i september 1999, at han indrejste i Danmark i oktober 1999, at han fik tidsubegrænset opholdstilladelse i januar 2003, og at hans mor bor i Tyrkiet. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til, at ansøgeren siden maj 2013 har opholdt sig i Tyrkiet, langt størstedelen af tiden. Ansøgeren har derfor fortsat en væsentlig tilknytning til sit hjemland.
Udlændingenævnet har endvidere noteret sig, at ansøgeren ikke har haft nogen indkomst i Danmark fra maj 2013 til nu, undtaget perioden fra august 2020 til og med oktober 2020, hvor han har modtaget lønindkomst fra virksomheden B.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, da det ikke i sig selv medfører en sådan væsentlig og stærk tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at meddele dispensation fra bortfald.
På baggrund af det anførte og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder ansøgerens samlede ophold her i landet og i hjemlandet, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, og at der er ikke grundlag for at dispensere fra bortfald.
Udlændingenævnet finder desuden, at Københavns Politi med rette afviste ansøgeren ved grænsen til Danmark i december 2020 i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, under henvisning til, at han ikke var i besiddelse af gyldigt visum ved indrejsen til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget for visum i medfør af udlændingelovens § 3 a.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen fra Tyrkiet var i besiddelse af et opholdskort til Danmark, men at Københavns Politi nægtede ham indrejse, fordi han var registreret udrejst af Danmark i december 2019.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren oplyste til politiet, at han udrejste af Danmark for 5-6 år siden, at han bor og arbejder i Tyrkiet, at han på indrejsetidspunktet havde en verserende bortfaldssag i Udlændingestyrelsen, og at han ifølge CPR-registret udrejste af Danmark i december 2019.
Den omstændighed, at ansøgeren har haft permanent opholdstilladelse i Danmark siden 2003 og var i besiddelse af et dansk opholdskort ved indrejsen, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet hans opholdstilladelse var bortfaldet i december 2019, hvor han ifølge CPR-registret havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., jf. begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det påhviler udlændingen selv at sikre, at denne er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller behørigt viseret rejselegitimation, og at gøre sig bekendt med de regler, som gælder for indrejse og ophold i Danmark og Schengenområdet.
Betingelserne for at afvise ansøgeren var således tilstede, da han i december 2020 blev afvist ved indrejsen til Danmark af Københavns Politi.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2022 – Studie – Formodning
Dato: 08-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2022 – Studie – Formodning
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Kina.
Sagens faktiske omstændigheder:
I 2017 fik ansøgeren afslag på en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til sin herboende mor. Ansøgeren indgav herefter i august 2020 en ansøgning om opholdstilladelse som studerende i Danmark ved en videregående uddannelsesinstitution til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). SIRI meddelte i august 2020 afslag på ansøgningen, da styrelsen fandt, at der var en vis formodning for, at ansøgerens intention med ansøgningen ikke var at studere på den pågældende uddannelsesinstitution i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Ansøgeren kan ikke gives opholdstilladelse som studerende i Danmark ved en videregående uddannelsesinstitution, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9.
Udlændingenævnet vurderer, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som studerende ikke kan anses at være, at hun ønsker at gennemføre uddannelsen Export and Technology Management, men at formålet må anses at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har lagt vægt på ansøgerens begrænsede kendskab til uddannelsen, idet det bl.a. fremgår, at ansøgeren under interviewet på Den Danske Ambassade i Kina, ikke havde kendskab til uddannelsens indhold, udover at hun kunne nævne enkelte fag. Ambassaden noterede bl.a., at ansøgeren ikke har et særligt indgående kendskab til eller viden om fagene, som ansøgeren skal studere. Hertil er oplyst, at hun ikke kunne oplyse om indholdet af fagene på uddannelsen, men fortalte, at hun som forberedelse til interviewet havde læst lidt på uddannelsens hjemmeside.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren tidligere er meddelt afslag på familiesammenføring i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende mor, og at Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen i juni 2017.
Udlændingenævnet har i den forbindelse noteret sig, at der ikke er oplyst om den herboende mor i ansøgningsskemaet eller under interviewet, hvor det til gengæld er oplyst, at ansøgeren fik uddannelsen anbefalet af en ven, der bor og studerer i Danmark, samt at ansøgeren skal bo hos vennen til en start.
Det forhold, at det til støtte for klagen er dokumenteret, at ansøgeren har været studieaktiv via internettet siden studiestart, og at ansøgeren har afleveret en opgave, hvorfor ansøgeren må have opnået et vist kendskab til uddannelsen, samt at det er anført, at ansøgeren har udvist ønske om at gennemføre uddannelsen og har bestået en eksamen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til uddannelsen er kommet efterfølgende, altså efter optagelse på studiet og efter styrelsens afgørelse, at ansøgeren først har fået en smule kendskab til studiets indhold som forberedelse til interviewet på ambassaden, og at ansøgeren dernæst har fået mere indgående kendskab til studiet i forbindelse med, at hun er startet på uddannelsen.
Udlændingenævnet har derfor lagt afgørende vægt på oplysningerne under interviewet med ambassaden i Beijing, sammenholdt med det forhold, at ansøgeren tidligere har fået afslag på familiesammenføring med sin herboende mor.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren har underskrevet referatet af interviewet på ambassaden.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet