Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2024 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 11-12-2024Udlændingenævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger, der søgte om opholdstilladelse efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 om unionsborgerskabet under henvisning til sine herboende mindreårige danske statsborgerbørn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er syrisk statsborger med opholdstilladelse i Tyrkiet, søgte i oktober 2023 om familiesammenføring med sine herboende to mindreårige børn, der er danske statsborgere, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. TEUF art. 20. Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2024 ansøgeren afslag på familiesammenføring med sine to danske statsborgerbørn, da Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var tale om et reelt og stabilt familieliv, som kunne danne grundlag for en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20. Ansøgeren klagede i januar 2024 over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
EU-Domstolen afsagde den 5. maj 2022 dom i de forenede sager C-133/15, C-451/19 og C- 532/19, XU og QP. Dommen vedrører de situationer, hvor der efter EU-Domstolens praksis i henhold til artikel 20 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) om unionsborgerskabet undtagelsesvist skal meddeles opholdsret til en tredjelandsstatsborger efter EU-retten, hvis der mellem unionsborgeren og tredjelandsstatsborgeren består et afhængighedsforhold af en sådan karakter, at unionsborgeren vil være nødsaget til at forlade unionens område sammen med tredjelandsstatsborgeren, hvis tredjelandsstatsborgeren nægtes ret til ophold.
EU-Domstolen har i dommen angivet nogle kriterier for vurderingen af opholdsretten til en forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn. Det følger heraf, at der - når et mindreårigt unionsborgerbarn har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn – gælder en formodning for, at der er et afhængighedsforhold mellem barnet og dennes tredjelandsforælder, der kan danne grundlag for en afledt opholdsret i medfør af TEUF artikel 20 til tredjelandsforælderen.
Udlændingenævnet anser det efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger for stridende mod TEUF artikel 20, jf. C-133/15, C-451/19 og C-532/19, XU og QP, at meddele [ansøgeren] afslag på afledt opholdsret i Danmark med henvisning til, at der ikke foreligger et reelt og stabilt familieliv mellem [ansøgeren], [ansøgerens ægtefælle], og deres fællesbørn, som er danske statsborgere.
Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] og [ansøgerens ægtefælle] har indgået ægteskab i Tyrkiet, at parret fik deres første fællesbarn den […] juli 2021, at parret fik deres andet fællesbarn den […] juli 2022, at børnene siden fødslen regelmæssigt har besøgt deres far sammen med deres mor, idet det ved passtempler samt fotos er dokumenteret, at familien har opholdt sig i Tyrkiet hos [ansøgeren] flere gange om året i flere måneder forud for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring indgivet den […] oktober 2023.
Det er herunder dokumenteret, at [ansøgerens ægtefælle] og børnene senest er indrejst i Tyrkiet den […] juni 2024, at de efter oplyste fortsat opholder sig i Tyrkiet, og at de således på nuværende tidspunkt sammenhængende har opholdt sig hos [ansøgeren] i omtrent 6 måneder, hvor de har levet sammen som en samlet familieenhed.
Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse ligeledes lagt vægt på, at børnene er henholdsvis 3 og 2 år gamle, og at de således har levet som en del af en samlet familieenhed med begge deres forældre i Tyrkiet i størstedelen af deres liv.
Det forhold, at parret i nogle perioder har levet adskilt, udelukker ikke i sig selv, at der foreligger et kvalificeret afhængighedsforhold mellem [ansøgeren] og børnene, og nævnet lægger efter det anførte til grund, at [ansøgeren] har taget del i den retlige, økonomiske og følelsesmæssige forsørgelse af begge sine børn, herunder særligt under deres ophold i Tyrkiet.
Udlændingenævnet finder derfor, at der mellem [ansøgeren] og børnene foreligger et kvalificeret afhængighedsforhold, og at begge børn vil være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis [ansøgeren] nægtes opholdsret i Danmark, og at han følgelig kan aflede en opholdsret fra sine børn i medfør af TEUF artikel 20 om unionsborgerskabet.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan meddele [ansøgeren] opholdstilladelse i Danmark på baggrund af TEUF artikel 20, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsdrivende
Dato: 11-12-2024
Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2024 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren ikke havde været i arbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i et omfang, der kunne sidestilles med ordinært fuldtidsarbejde med henblik på at opnå selvforsørgelse. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren i 2020 og 2021 havde haft en personlig indkomst på henholdsvis 60.750 kr. og 43.582 kr., hvilket Udlændingestyrelsen fandt ikke dokumenterede, at ansøgerens virksomhed blev drevet med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder det rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen så Udlændingestyrelsen som 1. instans kan tage stilling til den samlede beskæftigelsesperiode på 4 år forud for afgørelsestidspunktet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af […] februar 2024 allerede på baggrund af [ansøgerens] personlige indkomst i perioden 2020 og 2021 har vurderet, at [ansøgerens] beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende ikke har været med henblik på selvforsørgelse. Styrelsen har af den årsag ikke fundet anledning til at tage endelig stilling til, hvorvidt [ansøgeren] opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed med henblik på at opnå selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for styrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har således ikke taget stilling til perioden fra den […] januar 2022 til den […] februar 2024.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] oprettede sin selvstændige virksomhed, [virksomhedens navn], CVR-nr. […], den […] maj 2019, og at virksomheden således fortsat var i opstartsfasen i 2020, og at det ikke kan afvises, at virksomheden fortsat var i opstartsfasen i 2021, hvilket Udlændingestyrelsen ikke ses at have taget højde for.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgerens] personlige indkomst i 2022 steg væsentligt, hvilket Udlændingenævnet finder også må give anledning til at vurdere den samlede periode.
Udlændingenævnet er af den opfattelse, at i forbindelse med vurderingen af, om en udlænding, der driver selvstændig virksomhed, opfylder beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, skal det indgå som et element i vurderingen, om der er tale om en virksomhed i opstartsfasen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at opstartsfasen som oftest vil medføre øgede etableringsomkostninger og en mindre kundekreds, hvilket der bør tages højde for ved vurderingen af, om virksomheden er drevet med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at virksomheden bør drives, så der er udsigt til, at den giver overskud, men at kravet til dette overskud ikke nødvendigvis er det samme i opstartsfasen som for en veletableret virksomhed.
Udlændingenævnet finder det derfor beklageligt, at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til den samlede periode på op til 4 år forud for styrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet har på denne baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke taget stilling til udfaldet af sagen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. december 2024 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud
Dato: 04-12-2024Udlændingenævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en nigeriansk statsborger, der var udvist ved dom med indrejseforbud i 6 år og søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende kæreste og parrets mindreårige fællesbørn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var indrejst i Danmark i april 2015 og i oktober 2019 var meddelt endeligt afslag på asyl, indgav i november 2019 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Ansøgningen blev afvist af Udlændingestyrelsen i december 2019 under henvisning til, at ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, og at der ikke forelå sådanne ganske særlige forhold, der kunne føre til en fravigelse af det processuelle krav om lovligt ophold, når der indgives en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen om afvisning i oktober 2021 med samme begrundelse. Ansøgeren, der i maj 2021 havde indbragt Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2019 for FN´s Børnekomité på vegne af sine og referencens 2 fællesbørn, anmodede om genoptagelse af sagen i oktober 2023. I november 2023 genoptog Udlændingenævnet sin afgørelse fra oktober 2021 på baggrund af en udtalelse fra FN’s Børnekomité af 19. september 2023 i sagen C.C.O.U., C.C.A.M. og A.C.C. mod Danmark (145/2021) og hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på realitetsbehandling af ansøgningen om opholdstilladelse. Afgørelsen er offentliggjort på Udlændingenævnets hjemmeside som FAM/2023/106. I april 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring under henvisning til, at han af 2 omgange var udvist ved dom på grund af kriminalitet, og at domstolene efterfølgende havde vurderet, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne føre til ophævelse af udvisningerne. I april 2024 klagede ansøgeren over afgørelsen til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet har foretaget en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og finder på den baggrund, at ganske særlige grunde taler for, at [ansøgeren] bør meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet finder indledningsvist, at der eksisterer et beskyttelsesværdigt familieliv mellem [ansøgeren] og [referencen], jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, om bl.a. respekt for retten til familieliv.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår, der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD’s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.
Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det særlig vægt, at [referencen] og [ansøgeren] sammen har 3 fællesbørn, [A], [B] og [C], som er født i Danmark henholdsvis den […] august 2018, den […] april 2020 og den […] maj 2023, og at børnene har opholdstilladelse her i landet på baggrund af deres mor. Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på, at det følger af EMD’s praksis, at “ ... barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).
Et afslag på opholdstilladelse i Danmark til [ansøgeren] og opretholdelse af det idømte indrejseforbud i 6 år vil således udgøre et indgreb i retten til respekt for privat- og familieliv efter EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering i forhold til EMRK’s artikel 8, stk. 2, som foreskriver, at ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret (ret til respekt for privat- og familieliv), medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at indgrebet har hjemmel i den danske lovgivning, som i det konkrete tilfælde er udlændingelovens § 10, stk. 4, der foreskriver, at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5, ikke kan gives opholdstilladelse efter bl.a. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at indgrebet varetager det legitime formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket sikres ved en effektiv håndhævelse af medlemsstatens straffe- og udlændingelovgivning.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid på baggrund af en konkret proportionalitetsvurdering, at indgrebet i det konkrete tilfælde ikke er nødvendigt i et demokratisk samfund for at varetage dette formål.
Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet karakteren og grovheden af [ansøgerens] overtrædelser, som har resulteret i udvisning og indrejseforbud i 6 år og som afledt konsekvens heraf afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Det er således indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ved […] Byrets dom af […] august 2016 blev idømt ubetinget fængsel i 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at have solgt 0,24 gram kokain og have været i besiddelse af 16,3 gram kokain med henblik på videresalg, og at han ved Retten i [X]s dom af […] marts 2019 blev idømt ubetinget fængsel i 60 dage og på ny udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for ikke at have overholdt sin opholds-, underretnings- og meldepligt, hvilket blev stadfæstet ved […] Landsrets dom af […] maj 2019.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] i forbindelse med behandlingen af sidstnævnte sag forklarede, at han havde mødt [referencen] i 2017, og at hans manglende ophold på udrejsecentret bl.a. skyldtes, at han passede hendes særbarn, mens hun var indlagt eller til undersøgelse på hospitalet.
Det er ikke indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren]efter det oplyste har en verserende sag om manglende overholdelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, idet denne sag afventer udlændingemyndighedernes afgørelse i nærværende sag og således ikke er endeligt afgjort.
Udlændingenævnet har på denne baggrund tillagt det særlig vægt, at [ansøgeren] er udvist med indrejseforbud for forhold, som enten ligger nogle år tilbage i tid eller omhandler overtrædelser af opholds-, underretnings- og meldepligt, som alle har medført kortere frihedsstraffe. Udlændingenævnet lægger i den forbindelse til grund, at overtrædelserne af opholds-, underretnings- og meldepligt i det væsentlige har været begrundet i, at han opholdt sig sammen med sin familie, som på daværende tidspunkt bestod af [referencen], hendes særbarn, [D], og deres fællesbarn [A], som blev født den […] august 2018, og at dette bl.a. er foregået i forbindelse med, at [referencen] har modtaget livsnødvendig behandling her i landet for kronisk myeloid leukæmi.
Udlændingenævnet har heroverfor lagt vægt på, at FN’s Børnekomité i en udtalelse af 19. september 2023 har konkluderet, at Danmark har krænket rettighederne for [ansøgeren] og [referencens] tre fællesbørns ([A], [B] og [C]) og for [referencens] særbarn ([D]) efter artikel 3 og 9 i FN’s Børnekonvention, som omhandler forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv og forbuddet mod at adskille et barn fra sine forældre. Komitéen har herved henvist til, at de danske myndigheder i effektueringen af [ansøgerens] udvisning og indrejseforbud ikke har inddraget, hvordan adskillelsen vil påvirke børnene, herunder i lyset af børnenes mors sygdom, eller hvordan kontakten mellem [ansøgeren] og børnene ville kunne sikres i lyset af indrejseforbuddets længde, børnenes unge alder og morens manglende mulighed for tage ophold i Nigeria grundet sin sygdom.
Det er Udlændingenævnets vurdering, at selvom FN´s Børnekomités prøvelse udsprang af spørgsmålet om afvisning af [ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 6, er udtalelsens betragtninger om varetagelsen af børnenes tarv ved en udsendelse af [ansøgeren] fra Danmark til Nigeria, og konklusionen om, at børnene ikke ville kunne opretholde en tilstrækkelig og meningsfuld personlig relation alene via sociale medier, relevante i vurderingen af, om der foreligger sådanne ganske særlige grunde, at der på trods af udvisningen, må meddeles opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt betydelig vægt på oplysningerne om, at [ansøgeren] – trods flere perioder med frihedsberøvelse – har været en integreret del af børnenes hverdag og en støtte for både børnene og [referencen] i forbindelse med hendes sygdom, der er kronisk og kræver livsnødvendig behandling i Danmark.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at [D] og [A], der begge er født i Danmark, henholdsvis den […] februar 2012 og den […] august 2018, har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at et afslag på opholdstilladelse til [ansøgeren] vil virke særlig belastende i forhold til deres opnåede tilknytning til Danmark, jf. EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af udlændingemyndighedernes praksis på området, at børn som udgangspunkt efter 6 til 7 års kontinuerligt og lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har gået i en dansk institution og/eller skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at [referencen] grundet sin sygdom har behov for livsnødvendig behandling her i landet.
Da [referencen], [D] og [A] således ikke kan henvises til at indrejse og tage ophold i Nigeria for der at udøve familielivet med [ansøgeren], er det derfor Udlændingenævnets vurdering, at Danmark er nærmest til at beskytte [ansøgerens] familieliv med [referencen] og børnene, [A], [B], [C], og [D].
Udlændingenævnet vurderer herefter, at et afslag på opholdstilladelse til [ansøgeren] – og den deraf følgende opretholdelse af indrejseforbuddet, der senest er idømt i 2019 – vil være uproportionalt og udgøre en krænkelse af i hvert fald EMRK’s artikel 8.
Udlændingenævnet finder derfor, at [ansøgeren] skal meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen meddeler [ansøgeren] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet bemærker, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til betydningen af den verserende straffesag mod [ansøgeren] for manglende overholdelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, som efter det oplyste har afventet afgørelsen i nærværende sag.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2.12.2024 – EU - Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Personkreds – Fast samlevende
Dato: 02-12-2024Udlændingenævnet stadfæstede i december 2024 Styrelsens for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Ghana, som søgt om opholdsret som fast samlever til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, jf. § 3, stk. 2, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var statsborger i Ghana, indrejste i Danmark i august 2023 for at tage ophold sammen med hovedpersonen, som var unionsborger og havde opholdsret som arbejdstager. Parret oplyste, at de var blevet gift i Ghana i 2006, og at de efterfølgende havde boet sammen i Spanien fra 2006 til 2019 og i Storbritannien fra 2019 til juli 2023. Som dokumentation var indsendt bl.a. bopælsattester, nogle få regninger og en række udaterede billeder.
SIRI fandt indledningsvis, at ægteskabet ikke kunne lægges til grund, fordi der ikke var fremlagt en original vielsesattest. Efter fast praksis vurderede SIRI derefter, om parret i stedet opfyldte betingelserne som faste samlevende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2. SIRI meddelte imidlertid afslag med henvisning til, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren havde etableret den nødvendige varige tilknytning.
Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen og lagde særligt vægt på den manglende dokumentation for parrets samliv i Storbritannien forud for unionsborgerens indrejse i Danmark. Nævnet bemærkede også, at det forhold, at ansøgeren indrejste i Danmark næsten 5 måneder efter unionsborgeren, ikke talte for, at de havde haft et fælles samliv forud for indrejsen.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] marts 2024.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at [hovedpersonen] opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2, som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet er herefter kommet til samme resultat som SIRI og finder således, at [ansøgeren] ikke har ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, fordi hun hverken er omfattet af persongruppen i EU-opholdsbekendtgørelsen som ægtefælle eller fast samlevende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1 og § 3, stk. 2, nr. 2.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet finder, at det ikke kan anses for dokumenteret, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har indgået et retsgyldigt ægteskab i Ghana den […] januar 2006, idet der ikke til hverken SIRI eller Udlændingenævnet er blevet fremsendt en original vielsesattest fra Ghana.
Den omstændighed, at der er indsendt en vidneerklæring af december 2010 fra [ansøgerens] og [hovedpersonens] fædre, og at der til støtte for klagen er indsendt en udskrift fra det spanske civilregister og en engelsksproget oversættelse heraf, hvoraf det fremgår bl.a., at [ansøgeren] og [hovedpersonen] blev gift den […] januar 2006 i Ghana, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at vidneerklæringen og udskriften fra det spanske civilregister ikke kan træde i stedet for [ansøgeren] og [hovedpersonens] originale vielsesattest i vurderingen af, om [ansøgeren] kan anses for omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, som ægtefælle til [hovedpersonen].
Udlændingenævnet skal også bemærke, at uanset om [ansøgeren] og [hovedpersonens] ægteskab er blevet anerkendt og registreret i Spanien, medfører dette ikke, at de danske udlændingemyndigheder skal lægge dokumentationen fra det spanske civilregister uprøvet til grund. Det tilkommer således de danske udlændingemyndigheder at foretage en selvstændig vurdering af, om et ægteskab indgået i udlandet kan anerkendes ved en ansøgning om opholdsret i Danmark.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at det ikke kan anses for behørigt dokumenteret, at der mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen] består en sådan varig tilknytning, at hun kan anses for hans faste samlever, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2.
Det er indgået i Udlændingenævnet vurdering, at der er fremlagt dokumentation til støtte for, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] indgik ægteskab i 2006, at [ansøgeren] i sin ansøgning har oplyst, at hun og [hovedpersonen] har boet sammen i Ghana fra januar 2006 til marts 2006, i Spanien fra juni 2006 til september 2019, i Storbritannien fra september 2019 til og med juli 2023 og i Danmark fra august 2023. Endvidere er vidneerklæringen fra parrets fædre indgået i vurderingen.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke kan anses for behørigt dokumentet, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har været samlevende i de anførte perioder, idet der på trods af SIRI’s anmodning af […] februar 2024 er indsendt meget begrænset dokumentation herfor. Udlændingenævnet har særligt lagt vægt på den manglende dokumentation for parrets fælles samliv i Storbritannien, hvor de efter det oplyste har boet sammen i næsten 5 år forud for [hovedpersonen]s indrejse i Danmark i august 2023.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, at der som dokumentation for opholdet i Storbritannien er fremsendt kopi af [ansøgerens] britiske opholdskort udstedt den […] november 2019, en ”Council tax bill” af […] september 2019 vedrørende perioden fra den […] april 2019 til den […] marts 2020 stilet til [hovedpersonen] på [britisk adresse], brev af februar 2020 fra [britisk elselskab] vedrørende ændringer i elpriser stilet til [hovedpersonen] og [ansøgeren] på [britisk adresse], og [ansøgeren]s bankudskrift for perioden fra den […] maj 2023 til den […] juli 2023 hvoraf fremgår, at hun er bosiddende på [britisk adresse].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det i dansk praksis i almindelighed antages, at 1½-2 års samliv på fælles bopæl vil være tilstrækkeligt til, at der foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed, og at ovenstående 4 dokumenter således ikke på behørig vis dokumenterer, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har haft samliv på fælles bopæl i Storbritannien i en sådan længerevarende periode. Udlændingenævnet henviser herved særligt til, at der som dokumentation for samlivet efter den 1. april 2020 alene er fremlagt [ansøgerens] 2½ måneds-bankudskrift fra midten af 2023.
Den omstændighed, at der til sagen er indsendt en række billeder af [ansøgeren] og [hovedpersonen], kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, idet billederne generelt fremstår udaterede og således hverken for sig selv eller sammenholdt med sagens øvrige dokumentation sandsynliggør, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har haft samliv på fælles bopæl i Storbritannien i en sådan længerevarende periode eller i øvrigt har etableret den fornødne varige tilknytning.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at der til SIRI er indsendt en calatansk affattet Certificat De Convivencia, dateret til den […] august 2017, hvoraf fremgår, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] bor sammen på [spansk adresse], og at denne adresse også fremgår af [hovedpersonens] spanske id-kort udstedt den […] maj 2018 og af [ansøgerens] spanske opholdskort, og at de spanske myndigheder har registreret parret som ægtefæller.
Udlændingenævnet henviser herved til, at der alene er tale om registreringer, som ikke i sig selv udgør dokumentation for, at parret har boet sammen i 13 år i Spanien, og at SIRI og Udlændingenævnet som udlændingemyndigheder ikke er hindret i at foretage en konkret og individuel vurdering af den til sagen indsendte dokumentation.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at uanset om [ansøgeren] og [hovedpersonen] har boet sammen i Spanien frem til september 2019, er der fortsat ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation vedrørende det oplyste samliv i Storbritannien fra september 2019 frem til [hovedpersonens] indrejse i august 2023. Hertil kommer, at [ansøgeren] først indrejste i Danmark den […] december 2023 – næsten 5 måneder efter [hovedpersonens] indrejse den 3. august 2023 – hvilket ikke taler for, at parret havde et fælles samliv forud for hendes indrejse.
Det er afslutningsvist Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er fremsendt dokumentation for parrets samliv i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse endvidere, at uanset om det lægges til grund, at [hovedpersonen] og [ansøgeren] på nuværende tidspunkt har været samlevende i Danmark siden [ansøgerens] indrejse den […] december 2023, så har samlivet haft en sådan kort varighed, at samlivet ikke alene kan anses for at udgøre behørig dokumentation for, at der mellem dem består en sådan varig tilknytning, at de kan anses for faste samlevende i EU-opholdsbekendtgørelsens forstand.
Udlændingenævnet har herved endvidere afslutningsvist lagt vægt på, at [hovedpersonen] og [ansøgeren] efter det oplyste har kendt hinanden og har boet sammen siden i hvert fald januar 2006, og at der på trods heraf ikke i øvrigt er oplyst om sådanne forhold eller indsendt dokumentation, der godtgør, at de har forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det kan sidestilles med et ægteskabeligt forhold.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at [ansøgeren] senest ved SIRI’s afgørelse blev bekendt med, at dokumentation for ægteskabslige dispositioner kunne indgå i vurderingen af, om der består en behørigt dokumenteret varig tilknytning.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
EU/2024/108 -
Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2024 – Visum – Formål ej godtgjort
Dato: 18-11-2024Et flertal i Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dansk Schengenvisum vedrørende en statsborger fra Tyrkiet.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indgav i april 2024 ansøgning om dansk Schengenvisum til et turistophold på 7 dage. Ansøgeren oplyste at skulle besøge København og Malmø sammen med en ven, der ville indrejse fra et andet europæisk land. Ansøgeren var ikke i stand til at afgive en nærmere beskrivelse af rejseplanen, idet han oplyste, at vennen stod for planlægning af rejsen.
I maj 2024 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på udstedelse af turistvisum, idet styrelsen vurderede, at ansøgeren ikke havde godtgjort formålet med rejsen, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, ii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” Vores afgørelse er truffet efter artikel 32, stk. 1, litra a, ii, i visumkodeks og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1. Du kan læse mere i bilaget Regler og praksis.
Vi vurderer, at du ikke har godtgjort formålet med det forventede ophold i Danmark eller de øvrige Schengenlande.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du ikke har kunne redegøre for de steder og turistattraktioner, du skal besøge under dit ophold. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du har bemærket til ambassaden i Ankara, at du og din ven vil beslutte, hvad I skal se i København når I kommer dertil.
Det forhold, at du har oplyst, at du har overladt det til din ven at beslutte, hvilke seværdigheder I skal se i København, kan ikke føre til en ændret vurdering. Vi bemærker, at det med rimelighed må kunne forventes af en visumansøger, at denne kan redegøre for formålet med opholdet som turist, herunder oplyse hvilke specifikke steder og attraktioner visumansøgeren ønsker at se eller opleve under visumopholdet.
Vi har vurderet, at der ikke er humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at du kan få et nationalt begrænset visum til Danmark (VLTV).
Vi bemærker, at vi ikke har fundet, at der er oplysninger i sagen, der giver anledning til at behandle ansøgningen efter de særlige EU-regler om udstedelse af visum til familiemedlemmer til EU-borgere, jf. bl.a. visumbekendtgørelsens § 9.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnets flertal fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] maj 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnets flertal er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnets flertal har vurderet, at du ikke har godtgjort formålet med og vilkårene for det forventede ophold i Danmark, jf. artikel 32, stk. 1, litra a, ii, i visumkodeks og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1, og § 13.
Det forhold, at du i forbindelse med klagen har oplyst, at du var på arbejde, da du blev ringet op i forbindelse med interviewet, hvorfor du ikke kunne give uddybende svar, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at du under telefonsamtalen med Den Danske Ambassade i Ankara, Tyrkiet, ikke har givet udtryk for, at du var på arbejde og derfor ikke kunne uddybe dine svar i telefonen. Udlændingenævnets flertal har dertil lagt vægt på, at du over for ambassaden oplyste, at du ikke kender meget til København, men at du vil følge din vens planer for opholdet. Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at du må antages at være til rådighed for evt. spørgsmål, og at du bør kunne redegøre for de helt overordnede linjer i dine rejseplaner, herunder nævne seværdigheder, som du ønsker at se i Danmark.
Det forhold, at du i forbindelse med klagen har oplyst, at formålet med rejsen til Danmark var at fejre din fødselsdag, og at du havde foretaget research i forbindelse med rejsen, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at disse oplysninger ikke ændrer det forhold, at du over for ambassaden ikke kunne redegøre for, hvad du ville se og opleve i Danmark.
Det kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en anden vurdering, at du tidligere har fået udstedt Schengenvisum i Nederlandene, og at du har overholdt betingelserne for dette visum.
Udlændingenævnets flertal finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. november 2024 – Visum – Overstay, men ej karens
Dato: 11-11-2024Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på visum til en statsborger fra Filippinerne.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i april 2024 en ansøgning om Schengenvisum til Danmark med henblik på forretningsbesøg.
Ansøgeren havde tidligere fået udstedt Schengenvisum til Holland, og hun havde i den forbindelse haft et overstay på 6 dage.
I maj 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum under henvisning til, at der var begrundet tvivl om hendes hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af det visum, hun havde søgt om, idet hun i forbindelse med sit seneste visum til Holland i 2022 havde haft et overstay på 6 dage. Selv om ansøgeren havde opholdt sig for længe i Holland under sit seneste visumophold, ifaldt hun ikke karens, da hendes overstay ikke var sket på et dansk Schengenvisum.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi vurderer, at der er en begrundet formodning for, at du vil benytte et meddelt visum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande.
Vi vurderer, at der er begrundet tvivl om din hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af det visum, du har søgt om.
Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du i forbindelse med dit seneste visum til Holland har opholdt dig i Schengenlandene i 6 dage ud over dit visums gyldighed.
Vi vurderer endvidere, at vi ikke finder, at din overskridelse af det tidligere udstedte visums skyldtes omstændigheder uden for din kontrol.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] maj 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, da nævnet finder, at der er begrundet tvivl om [ansøgerens] hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af det visum, der ansøges om, idet [hun] under [sit] seneste ophold i Holland havde et overstay på 6 dage, jf. artikel 32, stk. 1, litra b) i visumkodeks og § 8, stk. 2, nr. 13, i visumbekendtgørelsen.
Det forhold, at konferencen […] er en årlig begivenhed, som [ansøgeren] skal deltage i, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet hun ved sit seneste ophold i Holland i 2022 havde et overstay på 6 dage.
Udlændingenævnet finder ikke, at det forhold, at [ansøgeren] har betalt en bøde til de østrigske myndigheder, kan føre til et andet resultat, da [hun] ikke overholdte betingelserne for det meddelte visum.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] blot ønskede at forlænge [sit] visumophold i 2022, og [ansøgerens] overstay beroede på en misforståelse af visumreglerne, da det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at [ansøgeren] alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kan begrunde dette.
Der er herudover ikke anført noget til støtte for klagen, der kan føre til et andet resultat.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2024 – Ægtefællesammenføring – Afvisning
Dato: 06-11-2024Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en iransk statsborgers ansøgning om familiesammenføring til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav sin ansøgning om familiesammenføring på et tidspunkt, hvor hun havde en anden sag under behandling ved udlændingemyndighederne. Ansøgeren og referencen havde et fællesbarn, der var født i Danmark i 2023. Barnet havde opholdstilladelse her i landet. Under sagens behandling var oplyst om referencens arbejdsulykke og efterfølgende fleksjob.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] december 2023. [Ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse er således fortsat afvist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25.
Udlændingenævnet skal indledningsvist bemærke, at [ansøgeren] den […] april 2022 indrejste i Danmark på et Schengenvisum gyldigt i 78 dage, at hun den […] juli 2022 indgav ansøgning om familiesammenføring med [referencen], og at Udlændingestyrelsen den […] november 2022 afviste at behandle ansøgningen, idet den var indgivet på et tidspunkt, hvor [ansøgeren] havde opholdt sig i Danmark i 91 dage.
Udlændingenævnet bemærker yderligere, at [ansøgeren] den […] november 2022 indgav ansøgning om asyl, og at hun den […] marts 2023 indgav ansøgning om familiesammenføring med [referencen]. Den […] juli 2023 afviste Udlændingestyrelsen ansøgningen om familiesammenføring, fordi [ansøgeren] med ansøgningen om asyl allerede havde en anden ansøgning om opholdstilladelse under behandling. Den […] november 2023 indgav [ansøgeren] på ny ansøgning om familiesammenføring med [referencen].
Da Udlændingestyrelsen fortsat har [ansøgerens] ansøgning om asyl under behandling, har [ansøgeren] således indgivet sin seneste ansøgning om familiesammenføring fra Danmark, og mens hun havde en anden verserende sag under behandling.
Udlændingenævnet vurderer, at der i sagen ikke er oplyst om forhold, der kan begrunde, at Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at ansøgningen skal tillades indgivet i Danmark.
Som anført ovenfor fremgår det af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 25, at der med vurderingen af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af EMRK artikel 8 kan betyde, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at [ansøgeren] skal indrejse i Iran, hvor hun er statsborger, for at indgive ansøgning om familiesammenføring ved en dansk repræsentation i hjemlandet.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] aktuelt har en verserende sag om asyl, som ikke er blevet afgjort, og at det fremgår af [ansøgerens] samtalereferat under hendes oplysnings- og motivsamtale, at hendes asylansøgning er begrundet i frygt for forfølgelse af de iranske myndigheder grundet hendes politiske aktiviteter, og af frygt for chikane og trusler, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at dette kan være oplysninger af asylretlig karakter, der vil blive vurderet i forbindelse med den verserende ansøgning om asyl i Danmark, og at [ansøgeren] har mulighed for at søge om opholdstilladelse som familiesammenført fra Danmark, såfremt hun bliver meddelt opholdstilladelse som flygtning i Danmark. Det forhold, at hun har påberåbt sig asylrelevante forhold, kan derfor på nuværende tidspunkt ikke føre til, at ansøgningen om opholdstilladelse som familiesammenført, der er indgivet under processuelt ophold i Danmark, tillades indgivet.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det i forbindelse med sagen er oplyst, at [referencen] har været udsat for en arbejdsulykke, at [referencen] har været i behandling herfor de sidste 4 år, og at [referencen] for nylig blev godkendt af kommunen til at arbejde som fleksjob.
Udlændingenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at [referencens] tilskadekomst i forbindelse med en arbejdsulykke har resulteret i en funktionsnedsættelse, som er omfattet af FN’s Handicapkonvention, og som kan begrunde, at [ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring af denne grund skal tillades indgivet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at [referencen] og [ansøgeren] har et fællesbarn, [N], som er født i Danmark den […] september 2023, og at hun den […] december 2023 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at FN's Børnekonvention, herunder hensynet til barnets tarv, ikke i sig selv kan medføre, at ansøgning om opholdstilladelse skal tillades indgivet under processuelt ophold i Danmark i de tilfælde, hvor ansøgning om familiesammenføring kan afvises jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, og hvor sådan opholdsret ikke kan indrømmes som følge af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet vurderer afslutningsvist, at det under de givne omstændigheder ikke vil være uproportionalt at henvise [ansøgeren] til – såfremt hun meddeles afslag på asyl i Danmark – at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor hun har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder henset til, at hun aldrig har haft opholdstilladelse i Danmark, men alene i en periode har opholdt sig her i landet på et visum og under processuelt ophold, samt at hun er født og opvokset i Iran.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
FAM/2024/129 -
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2024 – Ægtefællesammenføring – Afvisning
Dato: 06-11-2024Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en marokkansk statsborgers ansøgning om familiesammenføring til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav sin ansøgning om familiesammenføring på et tidspunkt, hvor hun havde fået fastsat en udrejsefrist i forbindelse med afslag på opholdstilladelse i en tidligere ansøgning om familiesammenføring. Parret havde 2 mindreårige fællesbørn.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024. [Ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse er således fortsat afvist.
Udlændingenævnet skal indledningsvist bemærke, at [ansøgeren] den […] juni 2018 fik visum til Danmark og den […] november 2018 indgav ansøgning om familiesammenføring med [referencen]. Udlændingestyrelsen meddelte hende den […] november 2019 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og fastsatte udrejsefristen til den […] december 2019. [Ansøgeren] indgav herefter den […] november 2021 på ny ansøgning om familiesammenføring, og Udlændingestyrelsen meddelte hende den […] juli 2022 på ny afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og fastsatte udrejsefristen til den […] juli 2022. [Ansøgeren] påklagede den […] juli 2022 afgørelsen til Udlændingenævnet, som den […] oktober 2023 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse og fastsatte udrejsefristen til den […] oktober 2023. Den […] oktober 2023 indgav [ansøgeren] ansøgning om familiesammenføring med [referencen]. Af ansøgningen fremgår bl.a., at [ansøgeren] på ansøgningstidspunktet opholdt sig i Danmark.
[Ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring, som blev indgivet den […] oktober 2023, er således blevet indgivet under en fastsat udrejsefrist, idet Udlændingenævnet den […] oktober 2023 pålagde hende at udrejse af Danmark senest den […] oktober 2023.
Udlændingenævnet vurderer, at der i sagen ikke er oplyst om forhold, der kan begrunde, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder også Danmarks forpligtelser efter EU-reglerne, kan tilsige, at ansøgningen skal tillades indgivet i Danmark.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] og [referencen] har nye beviser og oplysninger vedrørende sagen, som kan være relevante for en genvurdering af sagen og belyse faktorer, som ikke tidligere har været kendt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ikke har modtaget nye beviser og oplysninger, som kan være relevante for en genvurdering af sagen. Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.
Som anført ovenfor fremgår det af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 25, at der ved vurderingen af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om hensynet til familiens enhed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af EMRK artikel 8 kan medføre, at det vil være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at [ansøgeren] skal indrejse i Marokko, hvor hun er statsborger, for at indgive ansøgning ved en dansk repræsentation i hjemlandet.
Det er indgået i vurderingen af sagen, at [ansøgeren] og [referencen] har to mindreårige fællesbørn, som begge har opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte med [referencen], og at det yngste barn, [M], i CPR er registreret med bopæl hos [referencen], mens det ældste barn, [L], er registeret som udrejst af Danmark.
Udlændingenævnet vurderer henset til fællesbørnenes alder og længden af fællesbørnenes ophold i Danmark, at børnene ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund må anses for særligt belastende at afvise [ansøgerens] ansøgning.
På baggrund af sagens samlede omstændigheder vurderer Udlændingenævnet derfor, at FN's Børnekonvention, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kan medføre, at der skal gives opholdstilladelse til [ansøgeren], idet Udlændingenævnet i den forbindelse bemærker, at FN's Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke i sig selv giver adgang til familiesammenføring i de tilfælde, hvor sådan opholdsret ikke kan indrømmes som følge af EMRK artikel 8, og når familien kan henvises til at udleve familielivet i Marokko.
Det til støtte for klagen anførte om, at artikel 8 i EMRK kan berøre retten til privat- og familieliv, og at disse aspekter skal undersøges og tages i betragtning, samt at ingen myndighed har ret til at gribe ind i denne ret, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. EMRK artikel 8 indebærer efter Udlændingenævnets opfattelse derfor ikke, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet.
Udlændingenævnet vurderer således, at det under de givne omstændigheder ikke vil være uproportionalt at henvise [ansøgeren] til at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor hun har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder. Udlændingenævnet lægger herved vægt på, at [ansøgeren] aldrig har haft opholdstilladelse i Danmark, men alene i perioder har opholdt sig her i landet under visum og processuelt ophold, og at hun er født og opvokset i Marokko.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. november 2024 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 04-11-2024Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Tyrkiet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren havde siden august 2006 haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I januar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af hendes tidsbegrænsede opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 2, begrundet i, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og at hun havde været udrejst af Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024.
Udlændingenævnet finder forsat, at [klagerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, er bortfaldet, fordi [klageren] ved sine egne handlinger har vist, at hun ønskede at opgive sin bopæl i Danmark og frivilligt flyttede til Tyrkiet sammen med sine 4 børn, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.
Ligeledes er [klagerens] opholdstilladelse bortfaldet, fordi [klageren] har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, da hun ifølge CPR-registret og sine egne oplysninger udrejste af Danmark til Tyrkiet den […] august 2017.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] selv anmeldte sin flytning til udlandet, og at hun i 2017 bevidst valgte at flytte til Tyrkiet uden sin ægtefælle, men sammen med deres 4 børn, som på udrejsetidspunktet var henholdsvis 11, 8, 4 og 3 år gamle, for at børnene kunne lære deres modersmål.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik i Udlændingestyrelsens afgørelse om forlængelse af [klagerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse af november 2015, at tilladelsen var gyldig til den […] oktober 2020, at [klageren] skulle ansøge om forlængelse af opholdstilladelsen inden den udløb, og at tilladelsen ville bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun har længerevarende ophold uden for Danmark.
På den baggrund må det derfor have stået [klageren] klart, at det kunne få konsekvenser for hendes opholdsgrundlag i Danmark, hvis hun ikke ansøgte om forlængelse af opholdstilladelsen, inden den […] oktober 2020, og/eller hvis hun opgav sin bopæl i Danmark og havde længerevarende ophold i udlandet.
Udlændingenævnet har også tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsen ved afgørelsen af […] november 2018 besluttede, at [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, kunne bevares, hvis [klageren] senest den […] december 2018 indrejste og tilmeldte sig folkeregisteret, at hun ikke indrejste i Danmark i forbindelse med afgørelsen, at hun selv valgte at blive i Tyrkiet, og at hun havde opholdt sig uden for Danmark i knap 6 år.
I forhold til oplysningerne om, at [klageren] på grund af covid-19 pandemien ikke kunne komme til Danmark, skal Udlændingenævnet henvise til, at de første tilfælde af covid-19 blev registreret i januar 2020, hvorfor [klageren] ikke var forhindret i at indrejse i Danmark i november-december 2018.
Yderligere har Udlændingenævnet lagt vægt på den af [klageren] udviste passivitet i form af den tid, der forløb mellem Udlændingestyrelsens afgørelse af […] november 2018, [klagerens] henvendelse til Udlændingestyrelsen i oktober 2021 vedrørende vejledning om en ny ansøgning om familiesammenføring og [klagerens] ansøgning om turistvisum i juli 2022.
Udlændingenævnet finder, at da [klageren] ikke har søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, inden den udløb, er [klagerens] opholdstilladelse i Danmark ikke længere gyldig, og at hun derfor ikke kan få dispensation fra bortfald af denne, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
Uanset om [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, stadig måtte være gyldig, finder Udlændingenævnet stadig ikke, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hendes tidsbegrænsede opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet finder desuden, at [klageren] ikke kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at meddele dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse på baggrund heraf.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at [klageren], som er tyrkisk statsborger, i august 2006 fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, at hun har opholdt dig i Danmark i ca. 11 år, at hun ikke var i beskæftigelse i Danmark forud for udrejsen til Tyrkiet, da hun modtog sociale ydelser, og at på trods af, at hun i 2011 tog Prøve i Dansk 2, har deres børn efter det oplyste i visumansøgningen næsten glemt dansk.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at [klagerens] opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet har også vurderet, om bortfald af [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Udlændingenævnet har ikke vurderet, om det vil være en overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser i relation til EU-retten at anse [klagerens] opholdstilladelse for bortfaldet, fordi hun allerede er meddelt en afledt opholdsret efter EU-retten på grundlag af TEUF artikel 20.
Udlændingenævnet finder endvidere, at bortfald af [klagerens] opholdstilladelse ikke er i strid med retten til familieliv, som følger af EMRK artikel 8, idet hun er meddelt en afledt opholdsret, og dermed kan hun opholde dig lovligt i Danmark sammen med sine 4 børn.
Udlændingenævnet finder endelig, at bortfald af [klagerens] opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelsen af hendes ret til privatliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, idet hun på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke har skabt den personlige, sociale og økonomiske tilknytning til Danmark, som udgør beskyttet privatliv i konventionens forstand.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at reglerne i udlændingeloven har til formål at sikre og opretholde en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrationskontrol, samt hensynet til den offentlige orden er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændigheder i sagen finder Udlændingenævnet, at bortfald af [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke vil medføre et indgreb i retten til privatliv, og at bortfaldet af opholdstilladelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgrebet. Derfor vil det ikke være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, eller mod hensyn af humanitær karakter at anse [klagerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 31. oktober 2024 – Fremmedpas – Forvanskning - Karens
Dato: 31-10-2024Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af udstedelse af fremmedpas til en statsborger fra Irak.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren fik i marts 2002 opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle. I 2023 ansøgte ansøgeren om et nyt fremmedpas og indleverede sit sidst udstedte fremmedpas, der fremstod forvansket. Ansøgeren oplyste, at fremmedpasset ved en fejl var blevet vasket i vaskemaskinen.
I november 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af udstedelse af fremmedpas, idet styrelsen vurderede, at der var tale om forvanskning af pas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7.
Ansøgeren fik derfor 5 års karens, hvor hun ikke kan få udstedt et nyt fremmedpas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 9
Udlændingestyrelsen politianmeldte desuden ansøgeren for bevidst at have forvansket sit pas og således at have forsøgt at overtræde udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2, og bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landets § 8, stk. 12, jf. bekendtgørelse om lov om pas til danske statsborgere mv. § 5, stk. 2, nr. 3.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at få et fremmedpas.
Det følger af udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7, [at] Udlændingestyrelsen, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, [kan] nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller inddrage et sådant dokument, når Udlændingestyrelsen har mistanke om, at udlændingen har forvansket eller fjernet dele af rejselegitimationen eller deri indeholdte påtegninger eller har ladet andre personer forvanske eller fjerne dele af rejselegitimationen eller deri indeholdte påtegninger, medmindre forvanskningen eller fjernelsen må anses som undskyldelig.
Endvidere følger det af udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 12, at for så vidt angår forhold, der vedrører særlig rejselegitimation til udlændinge, og som ikke er reguleret i udlændingeloven eller i regler udstedt i medfør af udlændingeloven, finder reglerne om pas til danske statsborgere i øvrigt tilsvarende anvendelse.
Det fremgår af paslovens § 5, stk. 2, at det er strafbart, hvis man med ulovlig hensigt forvansker eller fjerner dele af sit pas, eller deri indeholdende påtegninger, ligesom ændringer i et pas vil kunne betragtes som dokumentfalsk, jf. straffelovens § 171.
Vi vurderer, at forvanskningen af dit fremmedpas er et forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7.
Vi har vurderet, at skaderne i dit fremmedpas ikke kan være opstået under undskyldelige omstændigheder, hvorfor der er mistanke om, at skaderne er sket med fortsæt og med henblik på at skjule omstændighederne ved ødelæggelsen af dit fremmedpas.
Vi har i vores afgørelse lagt afgørende vægt på karakteren af dine skader. Dit pas fremstår forvansket. Stemplerne er slidt af, flere sider har skader, og side 9 fremstår, som om en advisering er blevet fjernet. Vi vurderer derfor, at ødelæggelsen af dit fremmedpas er udført med henblik på at skjule rejseaktiviteter eller anden form for misbrug af dokumentet.
Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på den dokumenttekniske undersøgelse fra Nationalt ID-Center, der konkluderer, at dokumentet fremstår med skader og at det ikke kan udelukkes, at dit pas er vasket flere gange.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du har oplyst, at dit fremmedpas er blevet beskadiget som følge af, at det er blevet vasket i vaskemaskinen, fordi vi, på baggrund af Nationalt ID-Centers dokumenttekniske undersøgelse, ikke kan lægge din forklaring til grund.
Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at du har oplyst om rejser foretaget med dit fremmedpas samt indsendt kopier hertil, fordi kopierne af dit pas ikke i sig selv forklarer, hvorfor dit pas er blevet ødelagt eller kan føre til, at ødelæggelsen må anses som undskyldelig.
Vi har ved vores afgørelse lagt til grund, at du ikke har dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at der særlige omstændigheder i din sag, der vil kunne medføre, at du ikke skal have afslag på fremmedpas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7.
Du har endvidere ikke dokumenteret, at der er særlige grunde, der taler for at udstede et fremmedpas til dig.
Det forhold, at du i forbindelse med partshøringen har oplyst, at du har familie i [land inden for EU] og [land inden for EU] kan ikke føre til en ændret vurdering, hvorfor vi ikke kan udstede pas til dig med henvisning til at særlige grunde taler herfor, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.”
Udlændingenævnets afgørelse
” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] november 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet nævnet vurderer, at forvanskningen af [ansøgerens] fremmedpas er et forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at Nationalt ID-center (NIDC) i sin dokumenttekniske undersøgelse af [ansøgerens] fremmedpas bl.a. har konkluderet, at skaderne i passet viser tegn på manipulation, som er den betegnelse NIDC anvender, når der er konkrete indikationer på ændringer af oplysninger i et dokument, eller når et dokument fremstår med beskadigelser af særlig karakter. NIDC har endvidere vurderet, at passet har været i kontakt med væske, og at det ikke kan udelukkes at der har været foretaget gentagen vask.
Udlændingenævnet skal dertil henvise til, at NIDC i samarbejde med Teknologisk Institut har udarbejdet en rapport vedrørende danske pas, der er blevet udsat for vask i en vaskemaskine mellem 1 og 10 gange på enten 40 eller 95 grader, og at det ud fra disse undersøgelser er vurderet sandsynligt, at [ansøgerens] fremmedpas har været vasket mere end 2 gange.
Udlændingenævnet skal oplyse, at NIDC er et uafhængigt kompetencecenter, som yder rådgivning og bistand til danske myndigheder i forhold til spørgsmål om fastlæggelse og kontrol af udlændinges identitet og foretager ægthedsvurderinger af dokumenter, og at de benytter specialiseret, højteknologisk udstyr til deres undersøgelser, som er ISO-krediteret.
Det er derudover Udlændingenævnets umiddelbare vurdering ud fra en gennemgang af det fysiske pas, at skaderne er kontrolleret og lokale omkring bestemte sider i passet, hvor der fremgår stempler, mens de øvrige sider uden stempler ikke viser samme grad af skade.
Det til støtte for klagen anførte om, at der ikke er noget, som tyder på, at beskadigelsen af passet er udført med hensigten om at skjule oplysninger om [ansøgerens] rejseaktiviteter, og at der ses udrejsestempler fra Schengenlandene i overensstemmelse med hendes egen forklaring, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at [ansøgerens] fremmedpas – i overensstemmelse med hendes egen forklaring – har været i vaskemaskinen, at hun har foretaget rejser til hhv. Tyskland, Grækenland og Irak, og at hun ikke har haft nogen rejsebegrænsninger i sit pas.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på NIDC’s vurdering af, at skaderne i passet er mere omfattende end pas vasket 1 eller 2 gange, at det derfor er sandsynligt at [ansøgerens] fremmedpas har været vasket mere end 2 gange, og at dette ikke stemmer overens med [ansøgerens] forklaring.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at det forhold, at [ansøgeren] har indsendt kopi af nogle af siderne i sit intakte fremmedpas, ikke godtgør, at forvanskningen må anses som undskyldelig.
Udlændingenævnet skal hertil henvise til, at det af NIDC’s høringssvar af […] august 2024 fremgår, at der på side 9 i kopierne af det intakte fremmedpas ses et stempel – sandsynligvis fra Holland – der ikke længere fremgår af det beskadigede pas.
Udlændingenævnet har på baggrund heraf vurderet, at det ikke kan udelukkes, at der har været stempler på de øvrige beskadigede sider, som ikke længere er synlige, og at det ikke kan udelukkes, at skaderne er forårsaget med den hensigt at skjule oplysninger om [ansøgerens] rejseaktivitet.
Det til støtte for klagen anførte om, at Udlændingestyrelsen til trods for at have været i besiddelse af kopi af [ansøgerens] intakte fremmedpas, ikke har taget hensyn til dette eller undersøgt dette nærmere, og at NIDC burde have været foreholdt disse kopier, kan heller ikke føre til en anden vurdering, da det ikke fremgår, hvornår [billederne af siderne i ansøgerens intakte pas] er taget, [og da billederne dermed ikke] afkræfter formodningen for, at [ansøgerens] pas er blevet forvansket.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at nævnet i forbindelse med høring af NIDC har fremsendt disse kopier og henviser til ovenstående vurdering, hvor NIDC's supplerende bemærkninger er inddraget.
Den til klagen anførte generelle kritik af Udlændingestyrelsens vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen, kan heller ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens afgørelse lever op til begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, idet den afspejler en konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens omstændigheder, herunder en nærmere redegørelse for, hvorfor styrelsen har vurderet, at [ansøgerens] forklaring ikke kan lægges til grund, og hvorfor styrelsen mener, at der er tale om forvanskning.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] uden et fremmedpas afskæres fra at kunne besøge sin familie uden for Danmark, finder Udlændingenævnet ikke udgør sådanne særlige omstændigheder, at der kan udstedes fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens 39 a, stk. 9.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at vurderingen om ikke at meddele [ansøgeren] et fremmedpas ikke er uforenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, idet bestemmelsen efter praksis alene omfatter den i europæisk forstand kernefamilie, som består af forældre og deres mindreårige børn, og at der kun, hvor der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forælder, f.eks. hvor forælderen har været en del af det voksne barns husstand i en længere periode, eller hvor forælderen, på grund af alvorlig sygdom eller handicap, i en længere periode har været afhængig af det voksne barns pleje, af den grund ikke bør ske udvisning.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om familierelationer eller forhold, der er omfattet af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at [ansøgerens] familie i hhv. [land inden for EU] og [land inden for EU] ikke vil kunne besøge hende i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster efter det anførte Udlændingestyrelsens afgørelse. [Ansøgeren] vil derfor i en periode på 5 år fra Udlændingestyrelsens afgørelse ikke kunne få udstedt et nyt fremmedpas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 9, dvs. til og med den […] november 2028.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet