Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2024 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien
Dato: 24-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om registrering af en værtsfamilie i au pair-karensregistret i 2 år som følge af misbrug af au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte i juni 2021 en filippinsk statsborger opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”Styrelsen for International Rekruttering og Integration finder, at I har misbrugt au pair-ordningen ved ikke at have udbetalt lommepengebeløb på minimum 4.550 kr., på en dansk konto i [au pairens] navn senest den sidste bankdag i hver måned siden opholdstilladelsen som au pair trådte i kraft.
Vi har ved denne afgørelse lagt vægt på, at [au pairen] i månederne februar, april, juni, august og december 2022 samt februar og marts 2023 kun har modtaget 4.450 kr. i lommepenge.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, at [værtsfamilien] den 14. april 2023 overførte 14 * 150 kr., da [værtsfamilien] den 21. december 2021 på tro og love har underskrevet, at [værtsfamilien] er bekendt med, at værtsfamilien har pligt til at udbetale lommepenge til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden og at en værtsfamilie kan blive omfattet af en karensperiode på 2 år, såfremt betingelserne for værtsfamiliens au pairs opholdstilladelse ikke overholdes.
Vi skal hertil bemærke, at det fremgår af orienteringsbrevet, at værtsfamilien og au pair-personen ved gensidig aftale gerne må ændre lommepengebeløbet, dog ikke til et beløb der er lavere end minimumsbeløbet på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair.
Styrelsen finder således ikke, at der er hjemmel til at lave fradrag i lommepengene før de er udbetalt til au pair-personen. Dette gælder også beløb til Skat.
Vi har derfor truffet beslutning om, at der i en periode på 2 år fra denne afgørelse ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 j, med henblik på au pair-ophold hos jer som værtsfamilie.
Vores afgørelse er truffet i medfør af udlændingelovens § 21 a.”
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som SIRI. Værtsfamilien er således med rette registreret i au pair-karensregistret i 2 år i medfør af udlændingelovens § 21 a, nr. 2, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet finder forsat, at værtsfamilien har misbrugt au pair-ordningen ved ikke at have udbetalt det månedlige minimumslommepengebeløb på 4.550 kr. til [au pairen] i perioden fra februar 2022 til og med marts 2023, hvor hun var meddelt opholdstilladelse som au pair hos [værtsfamilien].
Udlændingenævnets har hertil lagt vægt på, at [værtsfamilien]. i ansøgningen på tro og love havde skrevet under på, at [værtsfamilien] var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at det udtrykkeligt fremgik af SIRI’s vejledning af […] februar 2022, at hvis værtsfamilien ikke betaler au pairen det minimumsbeløb, der var fastsat på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair, vil værtsfamilien blive omfattet af en 2-årig karensperiode. Det fremgik ligeledes af vejledningen, at lommepengene skal indbetales til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden.
Udlændingenævnet skal bemærke, at det fremgik af au pair-kontrakten fra december 2021, at [au pairens] lommepenge var aftalt til 4.600 kr. per måned foruden kost og logi.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at [au pairen] i perioden fra februar 2022 til og med marts 2023 (dog undtaget marts 2022, maj 2022 og juli 2022) ikke fik udbetalt minimumslommepengebeløbet på 4.550 kr. pr. måned, heller ikke det i au pair-kontrakten aftalte lommepengebeløb på 4.600 kr. pr. måned, og at lommepengene i februar 2022, april 2022, juni 2022, august 2022 og januar 2023 ikke blev indbetalt på [au pairens] danske bankkonto, idet det til sagen indsendte brev fra [au pairen] med bekræftelsen på modtagelsen af lommepenge ikke i sig selv kan betragtes som bevis for udbetaling af det retmæssige lommepengebeløb til [au pairen]. Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at lommepengene for oktober 2022, januar 2023 og februar 2023 ikke blev indbetalt senest den sidste bankdag i måneden, men den første bankdag i den efterfølgende måned.
Udlændingenævnet finder på baggrund af sagens oplysninger, at [au pairen] i de nævnte måneder ikke modtog et minimumslommepengebeløb på 4.550 kr. foruden kost og logi, og at lommepengene i nogle måneder ikke blev indbetalt på en dansk bankkonto i [au pairens] navn senest den sidste bankdag i hver måned.
Udlændingenævnets skal i den forbindelse henvise til, at fastsættelsen af et minimumslommepengebeløb til en au pair, som hver måned skal udbetales af værtsfamilien til au pairen, har et beskyttelsesmæssigt sigte i forhold til au pairen.
Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at bestemmelsen om indbetaling af lommepenge til en dansk bankkonto i au pair-personens navn senest den sidste bankdag i hver måned, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1, sikrer en dokumenteret og sporbar udbetaling af lommepenge til au pair-personen, og skaber sikkerhed for, at udbetaling af lommepenge er i overensstemmelse med reglerne og au pair-kontrakten.
De til klagen anførte forklaringer og den indsendte dokumentation for yderligere indbetalinger og gaver til [au pairen] er indgået i Udlændingenævnets afgørelse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da minimumslommepengebeløbet udgjorde 4.550 kr., og at [au pairen] først i april 2023 modtog restbeløbet for den periode, som hun havde opholdt sig i Danmark som au pair hos værtsfamilien.
Udlændingenævnet bemærker, at hvis værtfamilien yder et lån til au pairen, må beløbet til tilbagebetaling af det aftalte lån ikke tilbageholdes af au pairens lommepenge, og at tilbagebetalingen må ske efter, at au pairen har fået udbetalt det fulde lommepengebeløb på sin danske bankkonto, ligesom ”gaver” fra værtsfamilien i form af kontanter, tøj, varer osv. ikke må fratrækkes eller medregnes i beregningen af au pairens lommepenge.
Udlændingenævnet finder således, at au pair-ordningen må anses for misbrugt, idet [værtsfamilien] udtrykkeligt er blevet vejledt om reglerne, og at [værtsfamilien] på trods heraf ikke fulgte reglerne om udbetalinger af lommepengebeløb til [au pairen].
Udlændingenævnet finder afslutningsvis, at registreringen af [værtsfamilien] i Au pair-karensregistret ikke kan anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig FN’s Handicapkonvention, under henvisning til, at [værtsfamilien] har et barn med en dobbelt-diagnose, idet [værtsfamilien] ikke vil være afskåret fra muligheden for på anden vis at sikre varetagelsen af deres barns særlige behov, f.eks. ved at ansætte en dansk eller EU/EØS-borger.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse. [Værtsfamilien] er fortsat registreret i Au pair-karensregistret frem til april 2025, og kan indtil denne dato ikke være værtsfamilie for en au pair efter udlændingelovens bestemmelser.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2024 – Visum – EU-regler
Dato: 15-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i marts 2024 en ansøgning om visum med henblik på at rejse til Danmark sammen med sin bror, der er statsborger i Italien og i Storbritannien, og som opholdte sig i Storbritannien. I forbindelse med ansøgningen om visum oplyste ansøgeren, at han blev forsørget af sin bror økonomisk, og at han bor i Pakistan med sin ægtefælle, sine to børn og sine forældre.
I april 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum efter EU-reglerne under henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret eller godtgjort, at der var et sådant reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og hans bror, at det vil kunne føre til udstedelse af visum, som familiemedlem til en EU-borger, der vil benytte sin ret til frivægelighed.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi har lagt vægt på, at du den […] marts 2024 har oplyst til ambassaden, at du arbejder med ”property business” og at du har en månedlig indkomst på hvad svarer nogenlunde til 1.243 DKK.
Vi har videre lagt vægt på, at du har oplyst, at dine andre brødre sender penge til dine forældre, som du deler hustand med.
Vi kan således ikke lægge til grund, at du til fulde forsørges af [ansøgerens bror] i dit hjemland.
På baggrund af de ovenstående oplysninger er du ikke omfattet af den gruppe, der kan få deres visumansøgninger behandlet efter EU-reglerne.
Vi har derfor vurderet din ansøgning efter de almindelige visumregler og national praksis.
[…]
Vi vurderer, at der er en risiko for, at du ikke rejser hjem igen, hvis du får visum.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Pakistan, der for tiden er placeret i hovedgruppe 5, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2.
Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra denne hovedgruppe, at der som udgangspunkt kun gives visum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, fx i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom.
Vi vurderer, at der ikke er nogen helt ekstraordinære omstændigheder i din sag, der gør, at du kan få visum.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] april 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet nævnet finder, at [ansøgeren] hverken kan få Schengenvisum til Danmark på baggrund af EU-reglerne eller på baggrund at de nationale visumregler for at besøge og tage ophold i Danmark sammen med [ansøgerens] bror, […], der er statsborger i Italien.
Udlændingenævnet finder således ligesom Udlændingestyrelsen, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen for familiemedlemmer, der har en lettere adgang til indrejse i Danmark efter EU-reglerne, da det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret eller godtgjort, at [ansøgeren] har været økonomisk afhængig af [sin] bror, at [ansøgeren] er optaget i [sin] brors hustand, eller at der er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [ansøgerens bror] personligt plejer [ansøgeren].
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at [ansøgeren] falder uden for den gruppe af personer fra Pakistan, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at der ikke kan meddeles visum til ansøgere fra Pakistan, når ansøgeren ikke er inviteret til Danmark af en vært, der har fast bopæl og lovligt ophold her i landet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2024 – Afvisning ved grænsen – Krav om arbejdstilladelse
Dato: 13-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Kina ved indrejsen i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i januar 2024 afvist på grænsen i forbindelse med, at han indrejste fra London. Klageren var i besiddelse af et Schengenvisum, men blev afvist, idet klageren over for politiet havde oplyst, han skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, men uden at være i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse. Klageren var forud for indrejsen blevet vejledt om at anskaffe sig arbejdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har vurderet, at [politiet] med rette afviste [klageren] ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 3, idet der efter det oplyste om [klagerens] forhold var grund til at antage, at [han] ville tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] til politiet har oplyst, at [han] i Danmark skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udlændingebekendtgørelsens § 24 indeholder en udtømmende opregning af de typer af beskæftigelse, som ikke kræver arbejdstilladelse, herunder bl.a. en række kategorier inden for tjenesteydelsesområdet.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at [klageren] ikke er fritaget for kravet om arbejdstilladelse, idet arbejdet som model ikke hører under de erhverv, der er fritaget herfor, jf. udlændingebekendtgørelsens § 24.
Det forhold, at [klageren] efterfølgende har oplyst, at [han] alligevel ikke skulle arbejde som model, men at [han] blot ønskede at se modeopvisningen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved vurderet, at der ud fra sagens samlede oplysninger er grund til at antage, at [klageren] ville arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2024 – Fremmedpas – Afslag – Asylretlige forhold
Dato: 06-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om fremmedpas til en statsborger fra Rusland.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2006 som medfølgende ægtefælle til en unionsborger. I forbindelse med ansøgerens ansøgning om fremmedpas i november 2023 havde ansøgeren oplyst, at hun ikke kunne få udstedt et nationalitetspas, fordi den russiske ambassade havde opdigtet et gældsforhold for at lokke hende til at rejse hjem. Ansøgeren oplyste, at hun derfor ikke turde rejse til Rusland af frygt for at blive fængslet og retsforfulgt, idet hun havde støttet Ukraine i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine.
I januar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på fremmedpas under henvisning til, at ansøgeren ikke på tilstrækkelig vis havde dokumenteret, at hun ikke kunne få udstedt et nationalitetspas af myndighederne i sit hjemland.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Det forhold, at du ikke kan få udstedt et nationalitetspas, fordi den russiske ambassade har opdigtet et gældsforhold i dit hjemland, kan ikke føre til en ændret vurdering, fordi det er op til det enkelte land at fastsætte de nærmere betingelser for udstedelse af nationalitetspas, herunder betaling af evt. gæld i hjemlandet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du oplyser, at du frygter for din sikkerhed, hvis du skal tage kontakt til dit hjemlands myndigheder, fordi du støtter krigen i Ukraine både moralsk og økonomisk.
Vi har herved lagt vægt på, at der er tale om oplysninger af asylretlig karakter, som i sig selv ikke kan føre til, at der udstedes fremmedpas til dig, når du ikke har opholdstilladelse på baggrund af asyl.
Det er derfor vores vurdering, at du ikke opfylder betingelserne for at få udstedt et fremmedpas jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Du har endvidere ikke dokumenteret, at der er særlige grunde, der taler for at udstede et fremmedpas til dig.
Du opfylder derfor heller ikke betingelserne for at få udstedt et fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
På den baggrund skal vi henvise dig til at søge om et nationalitetspas hos myndighederne i Rusland, herunder en evt. pasudstedende ambassade.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at [ansøgeren] ikke kan få udstedt et fremmedpas.
Udlændingenævnet henviser til, at det ikke ses dokumenteret, at [ansøgeren] ikke er i stand til at skaffe [sig] nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsen § 7, stk. 3.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine har rejst til Ukraine for at hjælpe krigsramte personer, og at de russiske myndigheder ikke vil acceptere dette, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om asylretlige forhold, og at sådanne forhold ikke kan lægges til grund i forbindelse med vurderingen af, om der kan udstedes fremmedpas, når [ansøgeren] har opholdstilladelse i Danmark på andet grundlag end asyl.
Der foreligger således ikke oplysninger eller dokumentation, der indikerer, at [ansøgeren] ikke kan indrejse i Rusland, eller at [ansøgeren] er særligt udsat, såfremt hun indrejser i Rusland.
[…]
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke ses at have undersøgt eller dokumenteret, at [hun] ikke kan få udstedt et nationalitetspas ved anden pasudstedende myndighed.
[Ansøgeren] ses således ikke at have udtømt [sine] muligheder i forbindelse med at få udstedt et nationalitetspas.
Det er desuden Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om sådanne særlige grunde, herunder alvorlig psykisk sygdom eller sygdom, der kræver behandling i udlandet, eller øvrige grunde som nævnt i retsafsnittet, at der kan udstedes fremmedpas på baggrund heraf efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 15. april 2024 – Fremmedpas – Ej flygtningestatus – Ej berettiget forventning
Dato: 15-04-2024Udlændingenævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Burundi.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2020 på baggrund af familiesammenføring. Ansøgeren havde i januar 2022 fået udstedt fremmedpas af Udlændingestyrelsen. I januar 2024 vurderede Udlændingestyrelsen imidlertid, at ansøgerens fremmedpas fra januar 2022 var fejlagtigt udstedt, idet betingelserne herfor ikke var opfyldt.
I forbindelse med en ny ansøgning om fremmedpas i juli 2023 oplyste ansøgeren, at han havde kontaktet den burundiske ambassade, men at ambassaden ikke ville udstede nationalitetspas til ham. Ansøgeren havde i forbindelse med klagen anført, at han i 2010 flygtede fra Burundi til Congo og senere til Uganda, idet han var forfulgt af de burundiske myndigheders militser.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at få et fremmedpas.
Vi har ved vores afgørelse lagt til grund, at du ikke har dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at det ikke er muligt for dig at få udstedt et nationalitetspas.
Ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i din sag, vurderer vi, at du ikke har afsøgt alle muligheder for at få udstedt et nationalitetspas af myndighederne i dit hjemland.
Det forhold, at du tidligere har fået udstedt et fremmedpas, kan ikke føre til en ændret vurdering, fordi du kun tidligere har fået udstedt ét fremmedpas, og dermed ikke har berettiget forventning til udstedelse/forlængelse af fremmedpas.
Det er derfor vores vurdering, at du ikke opfylder betingelserne for at få udstedt et fremmedpas jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Du har endvidere ikke dokumenteret, at der er særlige grunde, der taler for at udstede et fremmedpas til dig.
Du opfylder derfor heller ikke betingelserne for at få udstedt et fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
[…] ”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] oktober 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] kun kan få udstedt et nationalitetspas i Burundi, og at [han] i 2010 flygtede fra Burundi til Congo og senere til Uganda, idet de burundiske myndigheders militser forfulgte ham i både Burundi og Congo, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at dokumentationen fra Department of Refugees af […] ikke dokumenterer, at [ansøgeren] i Uganda er anerkendt som flygtning, jf. flygtningekonventionen, men at [han] blot havde ret til at opholde [sig] i Uganda som asylansøger.
Udlændingenævnet har på den baggrund lagt vægt på, at [ansøgeren] i Danmark har opholdsgrundlag på baggrund af familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at [ansøgeren] hverken har opnået flygtningestatus, jf. flygtningekonventionen eller har søgt om asyl i Danmark, hvorfor der efter de oplysninger, der er fremlagt for Udlændingenævnet, ikke er noget til hinder for, at [ansøgeren] kan rejse til Burundi og få udstedt et nationalitetspas.
For så vidt angår det forhold, at [ansøgeren] tidligere har fået udstedt et fremmedpas, kan dette ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at [ansøgeren] forud for, at [han] blev udstedt et fremmedpas […] januar 2022 ikke havde fremlagt dokumentation for, at [han] ikke kunne få udstedt et pas eller anden rejselegitimation fra de burundiske myndigheder, jf. formuleringen af udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3, hvoraf fremgår, at der udstedes fremmedpas efter ansøgning til en udlænding, der ikke er i stand til at skaffe sig pas eller anden rejselegitimation.
Afgørelsen om at udstede et fremmedpas […] januar 2022 til [ansøgeren] savnede derfor et hjemmelsgrundlag, hvorfor der ikke burde have været udstedt et fremmedpas på daværende tidspunkt. Den omstændighed, at en person har en berettiget forventning om at kunne nyde godt af en mangelfuld afgørelse, kan dog undtagelsesvis føre til, at afgørelsen opretholdes.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at [ansøgeren] har en berettiget forventning om at få forlænget [sit] fremmedpas.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] har været i besiddelse af det udstedte fremmedpas i en relativ kort periode, idet [han] fik udstedt fremmedpasset […] januar 2022 med gyldighed til […] oktober 2023, og at han ikke har fået fremmedpasset forlænget. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke i øvrigt ses at have foretaget [sig] særlige handlinger, som betyder, at [han] har indrettet [sig] i overensstemmelse med at have et fremmedpas.
Udlændingenævnet henviser desuden til det af Udlændingestyrelsen anførte om, at [ansøgeren] i 2022 fik udstedt fremmedpas ved en fejl, og at [han] således heller ikke dengang opfyldte betingelserne for at få udstedt et fremmedpas.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at der er tale om sådanne særlige grunde, herunder alvorlig psykisk sygdom eller sygdom, der kræver behandling i udlandet, eller øvrige grunde […], at der kan udstedes fremmedpas på baggrund heraf efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 25. marts 2024 – Administrativ udvisning –– Ulovligt ophold –Indrejseforbud
Dato: 25-03-2024Udlændingenævnets afgørelse af 25. marts 2024 – Administrativ udvisning –– Ulovligt ophold –Indrejseforbud
Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien med indrejseforbud til Schengenområdet i 2 år.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, der var statsborger i Indien med opholdstilladelse i Storbritannien, indrejste i Danmark i juli 2023. Klageren havde et fransk Schengenvisering med en gyldighedsperiode fra maj 2023 til august 2023, der tillod flere indrejser for 30 dages ophold.
I forbindelse med klagerens udrejse i juli 2023 blev klageren antruffet og sigtet af politiet i lufthavnen for ulovligt ophold, idet klageren havde opholdt sig i Schengenområdet i 34 dage. Det blev anført, at klagerens arbejde nødvendiggjorde jævnlige rejser til Schengenområdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse [..] juli 2023.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at [klageren] [..] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] maj 2023, at han [..] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] juni 2023, at han [..] juni 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] juni 2023, og at han [..] juli 2023 indrejste i Danmark og forsøgte at udrejse af Schengenområdet [..] juli 2023, hvor [politiet] antraf ham og konstaterede, at han havde en Schengenvisering med gyldighedsperiode fra [..] maj 2023 til [..] august 2023 for 30 dage.
Udlændingenævnet har videre lagt til grund, at der ikke foreligger oplysninger om, at [klageren] har søgt om eller har fået forlængelse af sit visum. [Klageren] har dermed opholdt sig i Schengenområdet i 4 dage ud over, hvad den franske Schengenvisering tillod, og han havde således [..] juli 2023 ikke et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har erkendt forholdet, og at han har vedtaget en udenretligt bøde på 1.500 kr. for at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] overtrådte betingelserne for sit udstedte visum på grund af en misforståelse, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering, da det er en udlændings eget ansvar at iagttage de regler, der gælder for et udstedt Schengenvisum. Udlændingenævnet lægger endvidere vægt på, at det er fast praksis på Schengenlandenes repræsentationer, at en visumansøger sammen med visummet modtager en vejledning, "Information sheet to visa holders", om, hvordan visumstickeren skal læses.
Det er videre til støtte for klagen anført, at § 25 b er en fakultativ bestemmelse. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering og henviser i den sammenhæng til, at der ikke træffes beslutning om udvisning, hvis udvisningen antages at virke særlig belastende for den pågældende, jf. vurderingen herunder.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Storbritannien, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for ham.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [partsrepræsentanten] til støtte for klagen har anført, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 omfatter en beskyttelse af familielivet såvel som privatlivet, og at indrejseforbuddet påvirker [klagerens] privatliv med hensyn til hans bevægelsesfrihed, udførelsen af hans arbejdsmæssige forpligtelser og fastholdelsen og videreudviklingen af hans sociale og arbejdsmæssige relationer.
Udlændingenævnet har noteret, at [der er] fremlagt udtalelse af [..] august 2023 fra [klagerens arbejdsgiver], hvoraf bl.a. fremgår, at han i erhvervsmæssig sammenhæng har regelmæssig rejseaktivitet til lande i Schengenområdet, og at et indrejseforbud i alvorlig grad vil hindre hans karriere og indvirke negativt på firmaet.
Udlændingenævnet finder dog ikke, at fastsættelsen af et indrejseforbud i Schengenområdet af en varighed på 2 år udgør en krænkelse af [klagerens] ret til privatliv i form af beskæftigelse og sociale relationer.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] har haft et ulovligt ophold i Schengenområdet på 4 dage, og at det følger af de udlændingeretlige regler, at konsekvensen af et ulovligt ophold som udgangspunkt er udvisning og et medfølgende indrejseforbud.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at indrejseforbuddet ikke hindrer [klagerens] adgang til beskæftigelse generelt, men efter det oplyste alene kan have betydning for den stilling, som [klageren] bestrider hos [virksomhed], idet det dog ikke fremgår af den fremlagte udtalelse fra [klagerens] arbejdsgiver, at [klageren] vil miste sit arbejde hos [virksomhed] på baggrund af indrejseforbuddet til Schengenområdet.
Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at indrejseforbuddet vil bevirke, at [klageren] vil stå uden mulighed for at udøve erhvervsmæssig aktivitet.
Udlændingenævnet finder videre, at der – uanset om [klageren] måtte have opnået en vis tilknytning til Schengenområdet – ikke er forhold, der taler for, at han har etableret et beskyttelsesværdigt privatliv efter EMRK artikel 8 for så vidt angår hans sociale relationer, herunder fordi han aldrig har opholdt sig der med et fast opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at indgrebet i [klagerens] privatliv i form af det meddelte indrejseforbuddet ikke har en sådan intensitet, at det kan føre til, at der er tale om en krænkelse af artikel 8.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til Udlændingestyrelsens høringssvar af [..] februar 2024, som [partsrepræsentanten] ikke har haft bemærkninger til.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [partsrepræsentanten] i klagen har anført, at der i afgørelsen ikke er foretaget et tilstrækkeligt skøn og en egentlig proportionalitetsafvejning med inddragelse af konsekvenserne for [klageren] i forhold til alvoren af det ulovlige ophold, herunder at der er tale om en førstegangsforseelse, og at han forsøgte at udrejse frivilligt, inden politiet antraf ham.
Udlændingenævnet har som ovenfor lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingeloven, at der udstedes et indrejseforbud til en udlænding, der opholder sig ulovligt i Danmark.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste jævnligt gennemfører rejser til Schengenlandene, og at det derfor må antages, at [klageren] gentagne gange er blevet gjort opmærksom på reglerne for indrejse og ophold i Schengenområdet.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at udvisning af en udlænding med ulovligt ophold og det tilknyttede indrejseforbud tjener et anerkendelsesværdigt formål ved at forebygge uro eller forbrydelse og er nødvendigt i et demokratisk samfund under hensyntagen til Danmarks legitime interesse i at kontrollere indvandring og opretholde den offentlige orden som fastsat ved lov.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at udlændingelovens § 32 om indrejseforbud bl.a. har til formål at gennemføre reglerne om indrejseforbud i EU's udsendelsesdirektiv om udsendelse af tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold, og at udsendelsesdirektivet har til formål at sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrationspolitik.
Med henvisning til det ovenfor anførte finder Udlændingenævnet, at der heller ikke er grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2.
[..]” -
Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Inddragelse - Betingelser ej længere opfyldt
Dato: 21-03-2024Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Inddragelse - Betingelser ej længere opfyldt
Udlændingenævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, meddelt på baggrund af et tidligere ægteskab. Opholdstilladelsen var betinget af samliv på fælles bopæl med den tidligere ægtefælle, indtil klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren, der er statsborger i Thailand, fik første gang i november 2013 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin tidligere ægtefælle og indrejste i Danmark i maj 2014. Da denne opholdstilladelse blev inddraget i november 2015, og afgørelsen blev stadfæstet af Udlændingenævnet i november 2016, udrejste klageren til sit hjemland. Klageren fik i februar 2018 på ny meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med den tidligere ægtefælle. Parret ophævede samlivet og blev efterfølgende skilt i oktober 2021. Udlændingestyrelsen inddrog på baggrund heraf klagerens opholdstilladelse i februar 2023. Klageren indgik i juni 2023 ægteskab med en ny ægtefælle.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at din tidsbegrænsede opholdstilladelse af […] februar 2018 ikke på nuværende tidspunkt bør inddrages under henvisning til, at du ikke længere samlever på fælles bopæl med din tidligere ægtefælle, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en inddragelse af din opholdstilladelse ikke kan antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at du senest blev meddelt opholdstilladelse i Danmark den […] februar 2018, at du herefter indrejste i Danmark den […] marts 2018 i en alder af 37 år, og at du ifølge Udlændingeinformationsportalen tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som familiesammenført til din tidligere ægtefælle i perioden fra den […] november 2013 til den […] november 2015, således at du på nuværende tidspunkt har opholdt dig lovligt i landet i sammenlagt ca. 8 år, heraf lidt over 6 år siden din seneste indrejse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at du under dit ophold i Danmark har gennemført grundforløbets 2. del i juni 2020, uddannelsen som social- og sundhedshjælper i oktober 2021, samt uddannelsen som social- og sundhedsassistent i januar 2024, og at du som led i dine uddannelsesforløb også har været tilknyttet det danske arbejdsmarked gennem dine praktikforløb, idet du ifølge de til sagen fremlagte ansættelsesbeviser og oplysningerne fra eIndkomst har arbejdet 160,33 timer om måneden som social- og sundhedshjælperelev hos [A] Kommune i perioden fra den […] august 2020 til den […] oktober 2021 og som social- og sundhedsassistent-elev hos [B] Kommune i perioden fra den […] november 2021 til og med december 2023.
Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at du umiddelbart efter afsluttet uddannelse har opnået beskæftigelse inden for social- og sundhedssektoren, og at du ifølge oplysningerne fra eIndkomst sideløbende med din uddannelse var beskæftiget som afløser/tilkaldevikar for social- og sundhedshjælper hos [C] Kommune i perioden fra april 2022 til november 2023.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at du taler, skriver og læser dansk, at du har bestået Prøve i Dansk 3 og dansk på niveau D, at du herudover i juni og december 2019 har bestået fagene samfundsfag, naturvidenskab, dansk som andetsprog og matematik på almen voksenuddannelse ved VUC […], og at du i Danmark også har din ægtefælle, […].
Udlændingenævnet har herefter på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder fundet, at du på nuværende tidspunkt har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af din opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan træffe afgørelse om, at din opholdstilladelse af […] februar 2018 ikke er inddraget.” -
Dato: 20-03-2024
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 20-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var selvstændig erhvervsdrivende og havde egen massageklinik, indgav i juli 2021 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte i april 2022 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet styrelsen vurderede, at ansøgerens selvstændige erhvervsvirksomhed, ikke kunne sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at [ansøgerens] opholdstilladelse regnes fra november 2006, hvor [ansøgeren] indgav ansøgning om opholdstilladelse pba. familiesammenføring i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet finder således, at [ansøgeren] opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgeren] ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra februar 2019.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hendes massageklinik har åbent 40,5 timer om ugen, og at hun har haft 163 arbejdstimer om måneden.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det ved den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsrapporter – ikke er dokumenteret, at [ansøgerens] beskæftigelse i hendes virksomhed, i perioden fra februar 2019 til marts 2023 kan sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af de fremsendte årsrapporter, at [ansøgeren] har haft en årlig omsætning på henholdsvis 168.079 kr. 2019, 199.198 kr. i 2020, 202.347 kr. i 2021 og 181.850 kr. i 2022.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at prisen for en halv times massage er 300 kr., og prisen for en times behandling er 500 kr.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt til grund, at der efter praksis ved beregning af omfanget af selvstændig virksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der f.eks. drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab mv., hvilket i øvrigt stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om, at der går ca. en halv time til diverse pr. kunde, udover den tid, der bruges på selve massagen.
Ud fra tallene for virksomhedens omsætning har [ansøgerens] gennemsnitlige månedlige timetal været henholdsvis 46,7 timer i 2019, 55,3 timer i 2020, 56,2 timer i 2021 og 50,51 timer i 2022, hvis [ansøgeren] i gennemsnit har taget 300 kr. pr. behandling.
Udlændingenævnet bemærker, at ovennævnte beregning nogenlunde stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om sit estimerede tidsforbrug i perioden fra 2019 til dato, hvoraf det fremgår, at hun i 2019 ar haft 52,5 arbejdstimer om måneden, at hun i 2020 har haft 62,25 arbejdstimer om måneden, at hun i 2021 har haft 63 arbejdstimer om måneden, at hun i 2022 har haft 50,5 arbejdstimer om måneden og at hun i 2023 har haft 54 arbejdstimer om måneden.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hun bruger ca. 3 timer om dagen mandag til fredag samt 1 time om lørdagen på diverse, herunder klargøring til kunder, besvarelse af telefonopkald og e-mail, rengøring, indkøb og varebestilling, regnskab m.m. Det er videre indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at hendes estimerede ventetid mellem kunderne har udgjort 109, 5 timer om måneden i 2019, 99,75 timer om måneden i 2020, 99 timer om måneden i 2021, 11,5 timer om måneden i 2022 og 108 timer om måneden i 2023.
Udlændingenævnet henviser til, at det er en betingelse for opfyldelse af beskæftigelseskravet, at de indtægtsgivende arbejdsfunktioner i den selvstændige erhvervsvirksomhed står i rimeligt forhold til de ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner, og at de arbejdsfunktioner, der medfører en direkte indtægt, skal stå i rimeligt forhold til andre arbejdsopgaver, f.eks. administration, rengøring og regnskab.
Udlændingenævnet henviser videre til, at det at måtte stå til disposition for potentielle kunder i hele klinikkens åbningstid, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i klinikken i perioden februar 2019 – marts 2023, ikke har stået i et rimeligt forhold til [ansøgerens] indtægtsgivende arbejdsfunktioner, idet hendes ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i perioden har udgjort omtrent det dobbelte af hendes indtægtsgivende arbejdsfunktioner.
Det forhold, at [ansøgeren] til støtte for klagen har anført, at hun i klinikkens åbningstid står til rådighed for sine kunder, som har bestilt tid, og for ”Drop in Kunder”, og at hun derfor er fuldtidsbeskæftiget, selvom lønnen måske ikke lige bliver 300 kr. i timen, men måske kun 140 kr. i timen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at beskæftigelseskravet opfyldes ved ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 30 timer om ugen, og at selvstændig erhvervsvirksomhed medregnes som ordinær fuldtidsbeskæftigelse, hvis virksomheden har karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse, samt at udlændingen skal dokumentere, at den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 30 timer om ugen.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at [ansøgeren] har en gennemsnitlig månedsløn på 140 kr. i timen, idet hun fortsat skal dokumentere, at hendes selvstændige virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hendes situation også gælder for mange andre, fx en ejer af en tøjbutik, en ansat ved en frisør, en taxichauffør, en ejer af en lille kiosk m.fl., idet hun herved fortsat ikke har dokumenteret, at hun har arbejdet det tilstrækkelige antal timer i sin virksomhed.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hun og hendes ægtefælle har 2 udlejningshuse, og at hun har halv indtægt fra disse 2 udlejninger, som skal lægges oven i hendes løn som massør.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret, at hun har udført en eller anden form for personligt arbejde, f.eks. administration, vedligeholdelse eller regnskab, i forbindelse med disse udlejningsejendomme, hvorfor indtægten heraf ikke kan indgå i beregningen af omfanget af [ansøgerens] selvstændige virksomhed.
Udlændingenævnet henviser i øvrig til, at lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom sidestilles med formueforvaltning, hvis ejeren ikke har haft personligt arbejde med udlejningen.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at [ansøgeren] kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på [ansøgerens] egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke har et handicap, der forhindrer hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2022 – Ægtefællesammenføring - Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold - Retsgyldigt ægteskab
Dato: 19-03-2024Udlændingenævnet hjemviste i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning, indgået i Uganda.
Sagens faktiske omstændigheder
Referencen indrejste i Danmark i august 2015 og fik i oktober 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I januar 2019 rejste han til Uganda med henblik på at indgå ægteskab med ansøgeren hos de civile myndigheder i Kampala. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2019 og fremlagde i den forbindelse en vielsesattest udstedt af ”Uganda Registration Services Bureau (URSB)”. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2020 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da ægteskabet – efter Udlændingestyrelsens vurdering - ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet, Uganda. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at begge parter havde været til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, mindst 21 dage forud for brylluppet, og derfor ikke var blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså de nationale ugandiske krav til lysning af ægteskabet for overholdt.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet nye oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2020 meddelte [ansøgeren] afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med [referencen] i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at [deres] ægteskab ikke kunne anerkendes som retsgyldigt, og at [parret] ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at [ansøgeren] alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at [referencen] først indrejste i Uganda 5 dage før parrets vielse fandt sted, at det ikke var sandsynliggjort, at både [referencen] og [ansøgeren] var til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, og at [de] derfor ikke er blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber indgået i Uganda.
Udlændingenævnet har under sagens behandling indhentet nye og opdaterede oplysninger vedrørende ægteskaber indgået i Uganda.
Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes opdaterede baggrundsoplysninger om civile ægteskaber indgået i Uganda, at det ikke er et krav, at begge parter er fysisk tilstede ved indgivelsen af ansøgningen hos ”Registrar of Marriages”, at det ifølge de gældende regler er tilstrækkeligt, at mindst én part til det kommende ægteskab skal være til stede, når ”Notice of Marriage” offentliggøres, at denne part skal medbringe dokumentation for begge parters identitet, og at man derfor kan ansøge om ”Notice og Marriage”, selvom den ene part er i udlandet.
Dette er nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag. Udlændingenævnet finder det derfor rettest, at Udlændingestyrelsen vurderer sagen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på ny i 1. instans.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om [referencen] og [ansøgeren] opfylder betingelserne for familiesammenføring.
Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, hjemvises afgørelsen efter § 9 c, stk. 1, tillige til Udlændingestyrelsen.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet