Du er her: Forside Praksis

Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2018 – Studie – Formodning – Sprogkundskaber

    Dato: 22-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Kina, der ønskede at studere på en masteruddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens 9, nr. 1, under henvisning til, at hans engelskkundskaber ikke havde et tilstrækkeligt niveau til, at han ville få et tilfredsstillende fagligt udbytte af studieopholdet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en underviser fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium til klagen havde oplyst, at underviseren fandt det nemt at kommunikere med ansøgeren på skrift og i tale, samt at underviseren tidligere havde undervist kinesiske studerende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og at underviseren var overbevist om, at ansøgeren ville være i stand til at gennemføre masteruddannelsen med det engelskniveau, han besad. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at underviseren havde oplyst, at masteruddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium ikke var en klassisk akademisk grad, men nærmere en uddannelse i ”performance”, som krævede et meget højt niveau i færdigheder over en lang studieperiode og timevis af praktisk træning, og at ansøgeren var en meget talentfuld sanger, som fik de højeste karakterer ved sin audition. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet det rettest at tilbagesende sagen til fornyet behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i første instans kunne vurdere, hvorvidt ansøgeren opfyldte de øvrige krav for at blive meddelt opholdstilladelse, herunder om ansøgeren fortsat var optaget på uddannelsen. ERH/2018/77.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 19-11-2018

    Udlændingenævnet genoptog i november 2018 Udlændingenævnets afgørelse fra december 2014 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en ukrainsk statsborger, idet den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet hendes herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp som følge af, at han i 2009 havde været involveret i en trafikulykke og i den forbindelse havde pådraget sig en hjerneskade. I 2015 var den herboende ægtefælle blevet indstillet til fleksjob, og han havde derfor ikke siden marts 2015 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Efter Udlændingenævnets afgørelse i 2014 havde ansøgeren indbragt sagen for landsretten, der havde givet klageren medhold, og sagen var herefter blevet anket til Højesteret, der havde givet Udlændingenævnet medhold. Sagen var herefter blevet indbragt for FN’s Handicapkomité, der i august 2018 havde udtalt kritik af Udlændingenævnets afgørelse. På baggrund af udtalelsen fra FN’s Handicapkomité havde Udlændingenævnet besluttet at genoptage sagen.

    Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle senest i marts 2015 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af landsrettens dom, at den herboende ægtefælles bopælskommune havde visiteret ham til fleksjob i marts 2015, og at han efterfølgende var blevet ansat i fleksjob i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013, allerede fordi den herboende ægtefælle i november 2018 ikke havde modtaget offentlige ydelser i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke anledning til at tage konkret stilling til FN’s Handicapkomités udtalelse fra august 2018. FAM/2018/76.

    FN’s Handicapkomités udtalelse kan læses ved at trykke på overskriften.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Motivationsfremmende foranstaltninger

    Dato: 19-11-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om fratagelse af kontante ydelser for en russisk statsborger. I september 2017 havde Udlændingestyrelsen meddelt klageren, at denne skulle tage ophold på et udrejsecenter, da klageren ikke havde medvirket til udrejse. Samtidig havde Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren skulle fratages sine kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde frataget klageren dennes kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i september 2017 havde meddelt klageren opholdspligt på et udrejsecenter, idet klageren ikke havde medvirket til udrejsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i oktober 2018 havde hjemvist klagerens asylsag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet klageren havde oplyst, at klageren og dennes børn rettelig var fra Rusland og ikke Armenien som tidligere oplyst. På denne baggrund havde Udlændingestyrelsen i oktober 2018 besluttet, at klageren og dennes børn ikke længere skulle have opholdspligt på et udrejsecenter, og at klageren igen skulle have mulighed for at få udbetalt tillægsydelser og forsørgelsesydelser. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke reelt havde medvirket til sin udsendelse, idet han havde afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og nationalitet, samt at der ikke forelå ganske særlige grunde, som talte imod at fratage klageren dennes kontante ydelser. FAM/2018/85.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2018 – Erhverv – Positivlisten

    Dato: 15-11-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger med henblik på beskæftigelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1 (positivlisten) som kvalitetsingeniør.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte uddannelseskravet til stillingen som kvalitetsingeniør, som fremgik af den underliggende klassifikation på positivlisten for kategorien 214900 under kategorien ”ingeniør, medicin og teknologi”, idet det fremgår af positivlisten, at uddannelsen mindst skal svare til stillingen på positivlisten, samt at alle stillinger på listen forudsætter en uddannelse på bachelorniveau eller højere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde en kandidatgrad i ”agronomi” fra Københavns Universitet, og at ansøgeren dermed ikke opfyldte uddannelseskravet for stillingsbetegnelsen ”kvalitetsingeniør”, da ansøgeren ikke havde en uddannelse på bachelorniveau eller højere som ingeniør inden for medicin eller teknologi. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at en kandidatgrad i agronomi kvalificerer til beskæftigelse på højt niveau inden for det bioteknologiske område, at agronomi-uddannelsen giver et voksende udbud af job inden for en række arbejdsområder, at man ved agronomi-uddannelsen opnår kompetencer svarende til det, som man får inden for traditionelle ingeniøruddannelser, og at ledigheden for jordbrugsakademikere er lav, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet betingelsen for at blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse som ”kvalitetsingeniør” i medfør af positivlisten forudsætter, at ansøgeren har en ingeniøruddannelse på bachelorniveau eller højere inden for medicin eller teknologi. ERH/2018/78.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 14-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en ukrainsk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, da det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren i perioden fra maj 2013 til november 2015 havde været udrejst af Danmark til Ukraine. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og hendes ægtefælle siden september 2014 havde udlejet parrets daværende ejendom, at parret i perioden fra november 2014 til november 2015 havde været bosiddende hos ansøgerens ægtefælles søn, og at parret siden november 2015 havde været bosiddende på parrets nuværende adresse. Det fremgik endvidere af sagen, at det var ansøgerens bopælskommune, som havde frameldt ansøgeren i CPR, at ansøgeren havde påklaget denne afgørelse til Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i april 2018 havde hjemvist sagen til fornyet behandling i ansøgerens bopælskommune, og at ansøgeren som følge deraf fremadrettet ville blive registreret i CPR som bosiddende på forskellige danske adresser i perioden fra maj 2013 til november 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at ansøgeren og hendes ægtefælle i hele den periode, hvor ansøgeren tidligere havde været frameldt CPR, først havde bibeholdt råderetten over et værelse på hendes og hendes ægtefælles daværende ejendom og sidenhen havde haft råderetten over ansøgerens ægtefælles søns bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen, og at ansøgeren i perioden, hvor hun blev registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark. FAM/2018/75.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Søskende – Herboendes statusændring

    Dato: 23-10-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til et syrisk forældrepar og deres mindreårige datter, som søgte familiesammenføring med deres herboende søn/bror. Den herboende søn var mindreårig på ansøgningstidspunktet, og han havde under klagesagens behandling i Udlændingenævnet fået ændret sit opholdsgrundlag som flygtning af Flygtningenævnet fra udlændingelovens § 7, stk. 3 til § 7, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre og søster ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i marts 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at det – selv om referencen på tidspunktet for ansøgningerne om opholdstilladelse til hans forældre og søster fortsat var mindreårig – fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre og søster kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen ikke havde boet sammen med sin familie siden september 2015, hvor han var udrejst af Syrien sammen med sin ældre broder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen på tidspunktet for sin udrejse af Syrien var 16 år, at han havde haft en sådan alder og modenhed, at han sammen med sin tre år og otte måneder ældre broder havde kunnet foretage rejsen fra Syrien gennem Europa til Danmark, at han i forbindelse med sin asylsag blev vurderet moden til at gennemgå den asylretlige procedure, og at han ved sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han ikke var tæt knyttet til sin broder og ikke ønskede at bo sammen med ham, men gerne tæt på ham. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring var 17 år, og således havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencen nu var 19 år og dermed myndig. Udlændingenævnet henviste tillige til, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han – ud over sin ældre broder som han var indrejst i Danmark sammen med – havde tre fastre i Danmark, som alle havde opholdstilladelse her i landet, at han overnattede hos en af sine fastre i tre dage efter ankomsten til Danmark, og at denne faster også havde bidraget med penge til referencen og referencens broders rejse. Referencen havde efter samtalen skrevet under på, at han vedstod indholdet af sit samtalereferat. Udlændingenævnet henviste også til, at det af referencens forældres ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at referencen havde nær familie i Danmark i form af tre fastre, hvoraf to var gift og havde børn, og at det af referencens søsters ansøgning om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at hun havde nær familie i Danmark i form af to tanter, onkler og fætre og kusiner. Ansøgningsskemaerne var underskrevet på tro og love af referencen og dennes værge. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at referencen ikke havde nær familie i Danmark, som kunne støtte ham i det omfang, det måtte være nødvendigt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at Flygtningenævnet i maj 2018 havde ændret referencens opholdsgrundlag fra udlændingelovens § 7, stk. 3, til § 7, stk. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for statusændringen var fyldt 18 år, og at statusændringen var sket, fordi han var fyldt 18 år og dermed risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at referencen på tidspunktet for statusændringen var myndig, og dermed som voksen også måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencen, referencens forældres eller referencens søsters personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at referencens fader led af forkalket legemspulsåre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencens fader i juni 2016 havde fået foretaget en CT skanning, og at det derfor måtte lægges til grund, at der var adgang til lægeundersøgelse og eventuel behandling i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på at en ansøger skulle indrejse i Danmark for at modtage lægelig behandling, ligesom generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at referencen efter det oplyste led af PTSD, at han var grådlabil, selvskadende, bange, havde søvnproblemer og fik rystelser, at han havde brug for sin nære familie, og at referencens ældre broder i juni 2018 var afgået ved døden, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen havde mulighed for at modtage hjælp for sine psykiske problemer i Danmark, at det på baggrund af hans oplysninger i oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen i december 2015 og i hans forældres og søsters ansøgninger om opholdstilladelse måtte lægges til grund, at han havde nær familie i Danmark, og at han på tidspunktet for sin ældre broders dødsfald var fyldt 18 år, og således var myndig, og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt yderligere i relation til referencens mindreårige søster, at hun opholdt sig sammen med sine forældre i Syrien, og at hun således ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencens forældre og søster i deres ansøgninger om familiesammenføring med referencen havde henvist til krigen i Syrien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forbindelse med krigen i Syrien kunne være tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På den baggrund, og da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele referencens forældre og mindreårige søster afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/74.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2018 – Visum – Forlængelse

    Dato: 01-10-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Tanzania i medfør af visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Ansøgeren var i september 2017 blevet meddelt et Schengenvisum til Danmark i 50 dage og var efterfølgende indrejst i Danmark. Ansøgeren havde i oktober 2017 søgt om forlængelse af det meddelte Schengenvisum under henvisning til at være sammen med sin ægtefælle og parrets fællesbarn og med henblik på at fejre jul sammen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens Schengenvisum ikke kunne forlænges, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om force majeure, humanitære hensyn, tungtvejende forretningsmæssige eller personlige grunde, der kunne medføre, at visummet skulle forlænges med gyldighed for de øvrige Schengenlande. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn boede i Danmark, at parrets fællesbarn på tidspunktet for ansøgningen var fem måneder gammel, og at ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fejre jul med sin familie i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var tale om en pludseligt opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge sit visumophold herefter. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det forhold, at parrets fællesbarn var unionsborger, og at der dermed skulle være en afledet opholdsret med henvisning til EU-Domstolens dom af 10. maj 2017, Chavez-Vilchez m.fl., ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Chavez-Vilchez dommen ikke har betydning for ansøgninger om forlængelse af et visum, idet et visum – herunder forlængelse af et visum – alene udstedes med henblik på korttidsophold. Udlændingenævnet fandt således endelig, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på forlængelse af sit visum. VIS/2018/72.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 01-10-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to pakistanske statsborgere, der ønskede at komme til Danmark for at besøge deres barnebarn, som led af en livstruende immundefekt og som følge heraf skulle gennemgå en transplantation.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne skulle meddeles et Schengenvisum til Danmark for en indrejse og 30 dage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnebarnet led af en livstruende immundefekt, at barnebarnet skulle gennemgå en livstruende transplantation, og at der ikke var sikkerhed for, at barnet ville overleve transplantationen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne var bedsteforældre til barnebarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der kunne meddeles visum til ansøgerne med henblik på at besøge et nærtstående familiemedlem. VIS/2018/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 25-09-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to iranske statsborgere – en moder og dennes søn – efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen siden sin indrejse i Danmark i november 2001 og at sønnen siden sin fødsel i Danmark i juni 2002 ikke havde haft et opholdsgrundlag i Danmark, og at de på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at uanset at ansøgerne måtte have opholdt sig i Danmark siden henholdsvis november 2001 og juni 2002, kunne dette ikke i sig selv medføre, at de kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, idet ansøgerne udover perioder med processuelt ophold havde opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdsgrundlag i en længere periode. Udlændingenævnet fandt endvidere – under henvisning til at ansøgerne adskillige gange i perioden fra 2001 til 2013 flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i forbindelse med ansøgninger om blandt andet asyl, humanitær opholdstilladelse og opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 – at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes moderens egne forhold og egne valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det til støtte for ansøgningen og klagen anførte vedrørende ansøgernes psykiske helbredstilstande ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede herved, at ansøgerne i november 2005 var blevet meddelt afslag på genoptagelse af deres ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, og at der ikke efterfølgende på baggrund af de foreliggende helbredsmæssige oplysninger sås at være blevet anmodet om genoptagelse af ansøgningerne. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at sønnen var født i Danmark, hvor han havde boet hele sit liv, at han efter det oplyste talte godt dansk og generelt klarede sig godt i skolen, at han i hjemmet talte farsi, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke ville kunne opretholde sin nuværende positive sociale og faglige udvikling, og at hans trivselsmæssige og udviklingsmæssige udfordringer formentlig ville blive forværret ved en udsendelse til Iran, ikke kunne føre til, at ansøgerne kunne meddeles en opholdstilladelse, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at sønnen aldrig havde haft en opholdstilladelse i Danmark, og at moderen vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark. Det forhold, at familielivet siden 2002 var foregået i Danmark, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at sønnens ophold i Danmark havde varet i over 16 år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder på baggrund af et herboende barn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt og sammenhængende lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse fra omkring barnets skolepligtige alder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i Osman-sagen (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det blev vurderet, at de formative år i den pågældende sag var fra barnets syvende leveår til barnets femtende leveår, hvor barnet havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele sønnen opholdstilladelse i Danmark og som konsekvens heraf meddele opholdstilladelse til moderen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at sønnen ikke skulle pålægges et ansvar for, at moderen havde valgt ikke at samarbejde med politiet om deres udsendelse, og at det derfor ikke burde tillægges vægt, at sønnens ophold i Danmark havde været uden et opholdsgrundlag, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra EMD, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste herved til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en ret for et barn, der er født og opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemlande. Udlændingenævnet fandt ydermere, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modarbejder familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerskabslandet til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for moderens søn, uanset at sønnen havde en vis tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at sønnen ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at moderen dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af barn og forælder. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det anførte om, at moderen ikke havde været i Iran siden 2002, og at hun som enlig mor uden familie og socialt netværk ville få særdeles vanskelige vilkår ved en udsendelse til Iran, ikke var forhold, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at moderen og sønnen var konverteret til kristendommen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at forhold, der eventuelt kan være asylretlige, ej heller kan danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at moderen og sønnen måtte henvises til at indgive en ansøgning om asyl, såfremt de ønskede det angivne asylmotiv vurderet. FAM/2018/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. september 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 20-09-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5, til en elitesportsdanser fra Rusland. Ansøgeren var i september 2011 blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af ansættelse hos en sportsdanserforening, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6. Ansøgerens opholdstilladelse var senest i februar 2018 blevet forlænget til februar 2021. I august 2017 havde ansøgeren indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. I februar 2018 havde Udlændingestyrelsen meddelt ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at ansøgeren ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, idet ansøgeren kun havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka syv år. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter fire års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, da ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år og seks måneder inden for de sidste fire år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde dokumenteret, at han siden september 2011 havde arbejdet 20 timer om ugen hos en sportsdanserforening. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det kun er ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, der kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 275.400 kr. (2017-niveau) eller derover inden for de seneste to år. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af fire års lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. § 11, stk. 3 og 4, da der var to af de supplerende betingelser, som ansøgeren ikke opfyldte. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgeren ikke kunne opfylde betingelsen om at have haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 280.908 kr. (2018-niveau) eller derover, da ansøgerens nuværende opholdstilladelse ikke tillod dette, og at det ikke havde været muligt for ansøgeren at arbejde over 30 timer om ugen grundet den lovgivning, der regulerede hans opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sit ophold i Danmark havde haft opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6, og at en sådan opholds- og arbejdstilladelse er stedfæstet til en bestemt arbejdsgiver og meddelt under forudsætning af, at ansættelsesaftalen efterleves, herunder løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde boet i Danmark hele sin ungdom, at ansøgeren inden for et år ville have boet i Danmark i otte år, og at ansøgeren var på en Team Danmark ordning og repræsenterede Danmark i forbindelse med VM, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingeloven § 11, stk. 17, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2018/70.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post