Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. juli 2020 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Referencen død

    Dato: 21-07-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelser som medfølgende familiemedlemmer i Danmark til to filippinske statsborgere.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren og dennes søn [herefter ansøgerne], der er født i 1999, blev i august 2014 meddelt opholdstilladelser som medfølgende familie til referencen, der var henholdsvis ægtefælle og mor til ansøgerne. Referencen var i marts 2013 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af en opholds- og arbejdstilladelse som ambassadepersonale.

    I forlængelse af referencens død i november 2018 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration i september 2019 ansøgernes opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Ansøgerne har haft opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie til referencen i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1.
    Som følge af, at referencen medio november 2018 afgik ved døden, er grundlaget for ansøgernes opholdstilladelser ikke længere til stede, og opholdstilladelserne kan således inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 m, stk. 1.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at ansøgerne ikke længere har fælles bopæl med referencen, og at det udtrykkeligt fremgår af ansøgernes seneste opholdstilladelser af henholdsvis medio november 2017 og ultimo oktober 2017, at de er betinget af, at ansøgerne deler fælles adresse med referencen, og at opholdstilladelserne kan inddrages, såfremt at ansøgerne ikke længere opfylder betingelserne for opholdstilladelserne.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgerne, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 26, stk.1.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgernes opholdstilladelser ikke skal inddrages under henvisning hertil.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst om den ene ansøgers tilknytning til Danmark, at ansøgeren er registreret indrejst i Danmark i august 2014, at ansøgeren efter indrejsen har gået til danskundervisning og bestået samtlige moduler, at ansøgeren fra oktober 2015 til juni 2018 har arbejdet som vikar for et rengøringsfirma, og at ansøgeren fra juni 2018 og frem har arbejdet som servicemedarbejder hos en virksomhed, ligesom der er fremlagt dokumentation for, at han har bestået Prøve i Dansk 1.
    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst om den anden ansøgers tilknytning til Danmark, at ansøgeren er registreret indrejst i september 2014, at ansøgeren startede på en skole i august 2014, at ansøgeren var indskrevet på 9. og 10. klasse på en anden skole, at ansøgeren fra 2017 til 2018 gik på en ungdomsuddannelse, og at ansøgeren efterfølgende har læst en voksenuddannelse, ligesom det også til sagen er anført, at ansøgeren har haft adskillige fritidsjobs, imens han har boet i Danmark.
    Det er endelig indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er anført, at ansøgerne har gjort deres yderste for at blive integrerede i Danmark.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til, at ansøgerne bør bevare deres opholdstilladelser i Danmark.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerne blev meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold som medfølgende familie i august 2014, at de er statsborgere i Filippinerne, hvor de er født og taler sproget, at ansøgerne har boet der, indtil de indrejste i Danmark i en alder af henholdsvis 55 år og 15 år, og at de ikke har nær familie i Danmark.
    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at uanset at ansøgerne må have opnået en vis tilknytning til Danmark i forbindelse med skolegang, danskundervisning og tilknytning til det danske arbejdsmarked, har ansøgerne fortsat en større tilknytning til deres hjemland, Filippinerne.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerne hverken ved deres ophold i Danmark, deres tilknytning til arbejdsmarkedet eller ved deres sproglige kundskaber kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske arbejdsmarked eller det danske samfund i øvrigt, at en inddragelse af ansøgernes opholdstilladelse må anses for at være særligt belastende.
    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren født i 1999 har gået i dansk folkeskole og gennemført sprogkurser på dansk og engelsk på danske ungdoms- og voksenuddannelser.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse var myndig, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i fem år, og således ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, herunder at han har haft samtlige af sine formative år og sin skolegang i hjemlandet.
    Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår.
    Udlændingenævnet finder på den anførte baggrund ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgerne fortsat har en væsentlig tilknytning til deres hjemland.
    Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at referencen har tre søskende, som bor i Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne og ansøgernes herboende familie fortsat kan udøve familielivet ved besøgsophold i hjemlandet.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2020 – Familiesammenføring, andre - Immigration

    Dato: 25-06-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to statsborgere fra Den Dominikanske Republik – en mor og hendes mindreårige søn -, som havde søgt om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgerne indrejste til Danmark i september 2009, hvor sønnen var seks år. Moren led af HIV og familien fik i de følgende år afslag på asyl og humanitært ophold samt afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindrede, ligesom moren blev udvist med indrejseforbud. I oktober 2016 indgav ansøgerne en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c til Udlændingestyrelsen, som styrelsen meddelte afslag på i november 2018.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Vurdering efter udlændingelovens § 10, stk. 4, vedrørende moren

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 10, stk. 4.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren den i november 2012 blev udvist med et indrejseforbud i to år, og at indrejseforbuddet fortsat er gyldigt, idet hun ikke ses at være udrejst fra Danmark.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøgerens indrejseforbud skal ophæves.

    Der henvises i den forbindelse til vurderingen nedenfor.

    Vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, vedrørende moren og sønnen

    Udlændingenævnet finder, at ansøgerne ikke kan gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke siden deres indrejse i Danmark i 2009 har haft et opholdsgrundlag i Danmark, og at de dermed ikke kan have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at uanset, at ansøgerne har opholdt sig i Danmark siden september 2009, kan dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, idet ansøgerne har opholdt sig ulovligt i Danmark og alene har haft processuelt ophold i forbindelse med ansøgninger om blandt andet asyl, humanitær opholdstilladelse, og opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ligesom moren er udvist med indrejseforbud.

    Udlændingenævnet bemærker endvidere, at der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode, uanset denne er indrejst som mindreårig.

    Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at de bør gives opholdstilladelse.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at moren er i behandling mod HIV, og at det er anført, at hun vil være særligt sårbar ved en tilbagevenden til Den Dominikanske Republik.

    Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet disse helbredsmæssige forhold ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at familien i september 2011 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, at det fremgår af afgørelsen, at morens sygdom HIV ikke kunne antages at være så fremskreden, at hun var i risiko for at udvikle AIDS, at de endvidere blev meddelt afslag på genoptagelse af sagen i januar 2013, og at udlændingelovens § 9 b må anses som lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, der tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold.

    Det forhold, at moren har været udsat for menneskehandel i forbindelse med sin indrejse, at hun har sin daglige gang i et lokalt aktivitetshus, at hun tager et socialt ansvar, og at hun taler engelsk og mere dansk, kan ikke føre til, at hun kan meddeles en opholdstilladelse, da det herved ikke er oplyst om en sådan stærk tilknytning til det danske samfund, at dette i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Det er yderligere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at sønnen indrejste i Danmark som seksårig, at han nu er 17 år, at han har gået i dansk skole og taler dansk, og at det er anført, at han ikke taler spansk, at han har en begrænset tilknytning til Den Dominikanske Republik eller Haiti, hvor han ikke har været, siden han var seks år, og hvor han risikerer at blive efterladt alene i tilfælde af, at morens helbred forværres.

    Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset at sønnen måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark gennem sin skolegang, fritidsaktiviteter og netværk, kan dette ikke i sig selv medføre, at der meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen henset til, at han alene har opholdt sig i Danmark på processuelt ophold samt ved ulovligt ophold siden sin indrejse. Udlændingenævnet bemærker endvidere, at der efter praksis, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke meddeles opholdstilladelse til en udlænding alene med henvisning til, at udlændingen har opholdt sig i Danmark i en længere periode, mens der søges om opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgerne er indrejst i Danmark i en alder af henholdsvis 33 år og seks år, at de ikke har et familiemæssigt netværk i Danmark udover hinanden, og at de begge stadig må anses for at have en tilknytning til deres hjemland, hvor moren har levet størstedelen af sit voksne liv, og hvor sønnen har boet indtil sit sjette leveår.

    Udlændingenævnet henviser endvidere til, at et manglende familienetværk ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen, og at sønnen er knap 18 år, og dermed næsten er myndig.

    Udlændingenævnets kan endvidere henvise til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af et herboende barns forhold, hvis barnet har haft seks til syv års sammenhængende lovligt og fast ophold i Danmark, og barnet vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Det bemærkes i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af et herboende barn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt og sammenhængende lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke er grundlag for at meddele sønnen opholdstilladelse i Danmark og som konsekvens heraf meddele opholdstilladelse til moren. Udlændingenævnet finder således, at det ikke strider mod Danmarks internationale forpligtelser og barnets tarv at meddele afslag på opholdstilladelse, uanset at sønnen har tilbragt sine formative år i Danmark.

    Det forhold, at det i forbindelse med klagen er anført, at sønnen er i en positiv udvikling og gerne vil læse til pædagog, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet der ikke er tale om forhold, der i sig selv vil kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet finder endvidere, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviser til, at det har været morens eget valg at rejse til Danmark sammen med sønnen og dermed flytte sønnen væk fra hans hidtidige tilværelse, og at familien flere gange er blevet pålagt at udrejse af Danmark, og dermed aldrig har haft et opholdsgrundlag her i landet.

    Udlændingenævnet henviser desuden til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre sig barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensynstagen til de rettigheder og pligter, der gælder barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre at barnet og dets forældre kan forblive sammen.

    Udlændingenævnet finder således, at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset en vis tilknytning til opholdslandet, og uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets og forældrenes hjemland.

    På tilsvarende vis finder Udlændingenævnet, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forælderen ikke medvirker til hjemsendelsen, og dermed selv modvirker familiens udrejse af Danmark og etablering i et andet land.

    Udlændingenævnet finder, at ansvaret for sønnens trivsel først og fremmest må være morens, og at der henset til, at familien kan opholde sig sammen i Den Dominikanske Republik, ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet.

    Udlændingenævnet henviser endvidere til, at familien i december 2016 blev meddelt afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindrede.

    På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2020 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 18-06-2020

    Udlændingenævnet hjemviste i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, til en congolesisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark i 2011 og fik efterfølgende afslag på familiesammenføring og asyl. I henholdsvis august 2013 og august 2015 fik ansøgeren to børn med sin herboende danske ægtefælle. Begge børn er født i Danmark og er danske statsborgere. I marts 2017 stadfæstede Udlændingenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om afvisning af ansøgning om familiesammenføring, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark. I februar 2019 afviste Udlændingestyrelsen på ny en ansøgning om familiesammenføring fra ansøgeren.

    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har to mindreårige herboende fællesbørn, født henholdsvis i august 2013 og august 2015, og at børnene er født i Danmark og er danske statsborgere.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at det ene af børnene har generelle indlæringsvanskeligheder og har forsinket sprogudvikling, hvorfor hun har særlige støtte- og omsorgsbehov, og at det blandt andet fremgår af en udtalelse fra februar 2020 fra kommunen, at ansøgeren stod for den nære omsorg for børnene, og at familien efter ansøgerens tilbageholdelse modtager støtteforanstaltninger, jf. lov om social service.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2019 ikke indeholder en udtrykkelig stillingtagen til ansøgerens eventuelle afledte rettigheder på grundlag af TEUF artikel 20 efter EU-domstolens afgørelse i Chavez-Vilchez-dommen (C-133/15).

    Udlændingenævnet henviser herved til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet den 11. september 2019 i ”Orientering om Udlændingestyrelsens praksis i visse sager om afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig dansk statsborger” til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har oplyst, at Udlændingestyrelsens vurdering indtil medio juni 2019 af, om der bør meddeles opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring, hvor EU-dommen C-133/15 Chavez-Vilchez er påberåbt, eller hvor sagen indeholder oplysninger, som giver anledning til at foretage en sådan vurdering, er foretaget i forhold til en for snævert afgrænset personkreds og i en for snævert afgrænset sagskategori.

    Det er Udlændingenævnets vurdering, at der i afgørelsen fra februar 2019 om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, rettelig burde have været taget stilling til om principperne i Chavez-Vilchez-dommen samt Zambrano-dommen (EU-Domstolens dom af 8. marts 2011 i sagen C-34/09), hvorefter en tredjelandsforælder til et mindreårigt unionsbarn undtagelsesvist og under særlige omstændigheder kan opnå en afledt opholdsret, kunne medføre, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse skulle tillades indgivet fra Danmark.

    Udlændingenævnet finder af samme årsag samtidig grundlag for at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra marts 2017 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016, hvorved Udlændingestyrelsen afviste at tillade ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 21, og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til, hvorvidt ansøgerens ansøgning kan tillades indgivet i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2020 - Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 04-06-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, samt afslag på en ny opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 21, vedrørende en statsborger fra Irak.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren er født i Danmark i 2001 og blev samme år meddelt opholdstilladelse som familiesammenført barn. Ansøgerens forældre blev skilt i april 2014, hvorefter ansøgeren i CPR blev registreret udrejst af Danmark i juni 2014 med sin far og søskende, mens moren forblev bosiddende i Danmark. I januar 2018 indgik ansøgeren ægteskab i Irak med en derboende irakisk mand, som hun efterfølgende fik et fællesbarn med. Ansøgeren kontaktede i februar 2018 Børnebortførelsesenheden i Børne- og Socialministeriet og oplyste, at hun var blevet bortført til sit hjemland, og at hun ønskede at vende tilbage til Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til, hvorvidt ansøgerens ægteskab med sin irakiske ægtefælle er retsgyldigt og i givet fald vil kunne anerkendes i Danmark.

    Vedrørende bortfald af opholdstilladelse
    Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholdstilladelse må anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er registreret udrejst af Danmark i juni 2014, og at ansøgeren fortsat ikke er registeret indrejst i Danmark, ligesom det også følger af ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet, at hun har været udrejst af Danmark siden marts 2014.

    Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller dennes mor har rettet henvendelse til de danske myndigheder under ansøgerens ophold i Irak med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen, og at ansøgeren først i september 2018, det vil sige cirka tre år og seks måneder efter udrejsen af Danmark, indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse.

    Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren allerede i begyndelsen af 2018 rettede henvendelse til de danske myndigheder, herunder Børnebortførelsesenheden i Børne- og Socialministeriet, men Udlændingenævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren på daværende tidspunkt også blev vejledt af Udlændingestyrelsen om at indgive en ansøgning om bevarelse af sin opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren på trods af dette først indgav ansøgningen i slutningen af september 2018.

    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at ansøgeren blev bortført mod sin vilje af sin far til Irak, at ansøgerens far og farens familie har været voldelig overfor hende, at ansøgerens far og farens familie er indflydelsesrige personer, og at ansøgeren først kom væk fra sin far, da ansøgeren indgik ægteskab, men at ansøgeren fortsat frygter sin far.

    Udlændingenævnet finder, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst divergerende om en eventuel politianmeldelse af ansøgerens og ansøgerens søskendes bortførsel til Irak.

    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har oplyst, at ansøgeren og ansøgerens brødre ved flere lejligheder har rettet henvendelse til politiet både telefonisk og via e-mail i 2015, men at ansøgeren efterfølgende, da ansøgeren blev spurgt ind til de nærmere omstændigheder omkring disse henvendelser til politiet oplyste, at ansøgeren ikke var bekendt med politikredsen, og at ansøgeren var i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var blevet rettet henvendelse til politiet.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren også har oplyst, at ansøgerens mor ønskede, at ansøgeren skulle bo i Irak, at ansøgeren udrejste af Danmark sammen med sin far, at ansøgeren er statsborger i Irak, og at det som udgangspunkt er forældremyndighedsindehavernes ret at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af CPR, at ansøgerens forældre blev skilt inden ansøgerens udrejse, og at Udlændingenævnet, idet ansøgeren er myndig, ikke er bekendt med, hvem der havde forældremyndigheden over ansøgeren på tidspunktet for ansøgerens udrejse.

    Udlændingenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har villet give samtykke til, at Udlændingenævnet retter henvendelse til ansøgerens mor, herunder med henblik på at indhente disse oplysninger.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at uanset hvem af ansøgerens forældre, der havde forældremyndigheden over ansøgeren på tidspunktet for hendes udrejse, har ingen af ansøgerens forældre rettet henvendelse til udlændingemyndighederne eller politiet med henblik på at forhindre udrejsen eller sikre, at ansøgeren kunne vende tilbage til Danmark på et senere tidspunkt. På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgerens udrejse af Danmark var i overensstemmelse med begge sine forældres ønske.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har været i telefonisk kontakt med sine venner i Danmark samt en lærer fra ansøgerens folkeskole, og at ansøgeren således også overfor dem har haft mulighed for at tilkendegive, såfremt udenlandsopholdet var i strid med ansøgerens ønsker.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren først cirka tre år og seks måneder efter sin udrejse af Danmark rettede henvendelse til myndighederne, og at ansøgeren først rettede henvendelse, efter at ansøgeren var blevet gift og ønskede at tage ophold i Danmark sammen med sin irakiske ægtefælle og deres fællesbarn.

    Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen har oplyst, at ansøgeren først kom væk fra sin far, da hun blev gift i 2018, men Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren har oplyst, at hun i 2015 rettede henvendelse til politiet, hvilket ansøgeren efterfølgende har oplyst, muligvis ikke var tilfældet.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren tillige har oplyst, at ansøgerens ægtefælle har opholdt sig i Finland, hvilket indikerer, at ansøgerens ægtefælle ønsker at bosætte sig i Europa.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først indgav ansøgningen om bevarelse af sin opholdstilladelse cirka syv måneder efter, at ansøgeren første gang blev vejledt herom og først efter ansøgeren var blevet gravid og ønskede at føde sin søn i Danmark.

    Udlændingenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren har været bortført.

    Det kan på overstående baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter det oplyste taler dansk, idet det samtidig lægges til grund, at ansøgeren også taler arabisk, som der tales i Irak, hvor ansøgeren har opholdt sig de seneste seks år.

    Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder en afvejning af ansøgerens ophold her i landet og hjemlandet samt ansøgerens familiemæssige og anden tilknytning til landet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Vurdering vedrørende ny opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2.
    Udlændingenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingenævnet har vurderet afslaget på ansøgerens nye opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren på bortfaldstidspunktet var under 15 år.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på ny kan meddeles opholdstilladelse i Danmark efter, at ansøgerens tidligere opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3, må anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21 (tidligere § 9, stk. 17), jf. § 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under sit udenlandsophold i Irak i januar 2018 indgiv ægteskab med en derboende irakisk mand, og at ansøgeren og dennes ægtefælle efterfølgende har fået i hvert fald et barn sammen, hvorfor ansøgeren må anses for at have stiftet selvstændig familie.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i alle sine henvendelser til Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet har oplyst, at ansøgeren ikke kan bo uden sin ægtefælle og barn, og at hendes ægtefælle er en god mand.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at hensynet til barnets tarv ikke taler for, at ansøgeren på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren har været udrejst af Danmark siden 2014, og at ansøgeren således har opholdt sig uden for Danmark, siden hun var 13 år.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren er født i Danmark, hvor hun har boet de første 13 år af sit liv, at hun har gået i skole i Danmark og efter det oplyste senest har afsluttet 6. klasse på en folkeskole, at hun har venner i Danmark, og at hun efter det oplyste taler, læser og skriver dansk. Udlændingenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren har haft størstedelen af sine formative år i Danmark, hvor hun også har tilbragt de fleste af sine leveår.

    Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark med sin far og søskende, at ansøgerens mor efter det oplyste også har været i Irak, at ansøgerens udrejse, jf. begrundelsen overfor, må antages at have været i overensstemmelse med begge forældres ønske, at ansøgerens forældre har været hendes primære omsorgspersoner, og at hun må anses for at have knyttet et kulturelt, sprogligt og familiært bånd til Irak, hvor hun har boet gennem flere år, og hvor hun er blevet gift og har stiftet familie.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hun er blevet bortført til Irak, og at opholdet er imod hendes vilje, men Udlændingenævnet finder ikke at kunne lægge dette til grund, jf. begrundelsen ovenfor.

    Uanset at ansøgeren således har haft hovedparten af sit liv, opvækst og formative år i Danmark, finder Udlændingenævnet ikke, at hun på den baggrund kan meddeles en ny opholdstilladelse i Danmark, henset til hendes stærke tilknytning til Irak, hvor hun er statsborger, og hvor hun er blevet gift og har stiftet selvstændig familie.

    Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne forhold, der taler for, at det vil være bedst stemmende med ansøgerens tarv at meddele hende opholdstilladelse i Danmark på ny.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28.05.2020 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

    Dato: 28-05-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12, til en jordansk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Klageren, som er født i 1994, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i oktober 1998. I perioden fra 2006 til 2007 opholdt klageren sig i udlandet, og i marts 2007 blev hun på ny meddelt opholdstilladelse i Danmark. i juli 2018 kontaktede klageren Udlændingestyrelsen og oplyste, at hun udrejste af Danmark i april 2015, at hun var blevet bortført til Syrien af sin daværende kæreste og nu opholdt sig i Jordan, og at hun ønskede at søge om dispensation fra bortfald. På baggrund af blandt andet vurderinger fra politiet og PET traf Udlændingestyrelsen i december 2018 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og hun blev samtidig meddelt indrejseforbud for bestandig.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet har indledningsvis på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger lagt til grund, at klageren senest i 2015 udrejste fra Danmark til Tyrkiet, hvorfra hun rejste videre til Syrien, hvor hun opholdt sig i tre år.

    Udlændingenævnet finder, at der er grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt betydeligt vægt på politiets og PET’s vurderinger fra henholdsvis september 2018 og august 2018 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgår, at en person ved at udrejse til Syrien vil kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende har et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren er rejst til Syrien med sin daværende kæreste, og at politiet til Udlændingestyrelsen har oplyst, at klagerens daværende kæreste er efterlyst af politiet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, at klageren endvidere efter sin udrejse af Danmark er blevet sat i forbindelse med en række kriminelle forhold, og at der har boet to personer i hendes lejlighed med tilknytning til det radikaliserede miljø, hvorefter den ene er meldt omkommet i Syrien.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der er grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet har deltaget i aktiviteter, der kan medføre bortfald af opholdstilladelse, må lægges vægt på, at Syrien, hvor hun efter sine egne oplysninger har opholdt sig i tre år, er et krigsområde, som er eller har været delvist kontrolleret af Islamisk Stat.

    Udlændingenævnet lægger således vægt på, at klageren ikke har dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien.

    Det forhold, at klageren har anført, at det ikke var hendes ønske at rejse til Syrien, at hun blev tvunget til det af sin daværende kæreste, at hun i første omgang troede, at hun skulle til Tyrkiet for at hjælpe hjemløse, hvorefter hun blev ført til Syrien, og at hun anden gang rejste til Tyrkiet for at holde ferie med sin daværende kæreste, men på ny blev ført til Syrien, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret modstridende om hændelsesforløbet, idet hun i ansøgningen om dispensation fra bortfald oplyste, at hendes daværende kæreste truede med at slå hende ihjel, efter hun havde født et dødfødt barn, såfremt hun ikke rejste til Tyrkiet, mens hun ved e-mail fra august 2018 oplyste, at hun efter fødslen rejste tilbage til Tyrkiet for at holde ferie med sin kæreste, idet han havde stoppet truslerne, men at hun herefter på ny blev kørt til Syrien og tilbageholdt.

    Udlændingenævnet finder det samtidig utroværdigt, at klageren skulle have valgt at rejse til sin daværende kæreste i Tyrkiet på ny, såfremt hun under sin første rejse til Tyrkiet var blevet bortført af ham til Syrien. Udlændingenævnet henviser endvidere til, at klageren hverken ses at have taget kontakt til politiet eller øvrige danske myndigheder om bortførelsen, før hun kontaktede Udlændingestyrelsen i juli 2018.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2018 anmodede klageren om at indsende oplysninger om og fremsende relevant dokumentation for, at hun havde henvendt sig til politiet efter hendes daværende kærestes trusler, at hun havde købt en returbillet til Danmark i forbindelse med sin rejse til Tyrkiet, samt dokumentation for klagerens påståede skader. Dette ses imidlertid hverken dokumenteret eller besvaret.

    Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er indrejst i Syrien mod sin vilje.

    Udlændingenævnet bemærker, at det påhviler klageren at fremkomme med de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet finder, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Det er i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i oktober 1998 indrejste med opholdstilladelse i Danmark, hvor hun har boet frem til juli 2006, at hun på ny i marts 2007 er registreret indrejst i Danmark, at hun siden januar 2015 er registreret udrejst af Danmark, og at hun har anført, at hele hendes familie bor i Danmark. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet skal hertil indledningsvis bemærke, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK art. 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår kriminelle handlinger, eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der er tale om et proportionelt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det var klagerens eget valg at udrejse af Danmark, at hun i de seneste fem år har opholdt sig uden for Danmark, hvor hun efter det oplyste for tiden opholder sig i sit hjemland Jordan, hvor hun er statsborger, og som hun må antages at have bevaret en stærk tilknytning til.

    Udlændingenævnet finder således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familieliv, da der ikke er noget til hinder for, at klageren fortsat kan have telefonisk kontakt med sin familie, som hun hidtil har gjort.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at meddele klageren dispensation for bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det til sagen ikke er dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at adgangen til dispensation – som det også fremgår af afsnittet retsregler ovenfor – forudsættes administreret restriktivt, og at det for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem.

    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der er grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltager eller har deltaget i handlinger, som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da Udlændingenævnet ikke finder at kunne lægge til grund, at klageren skulle have opholdt sig i Syrien mod sin vilje, er det ikke herved godtgjort, at opholdet har haft et anerkendelsesværdigt formål.

    Som følge af, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. ovenstående vurdering efter udlændingelovens § 21 b, meddeles hun indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

    Udlændingenævnet finder desuden, at et indrejseforbud for bestandig ikke er stridende med Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom i afsnittet vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b.”



  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2020 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 26-05-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om forhåndsdispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse efter etableringskortordningen.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren var i august 2014 meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som PhD studerende. Ansøgeren fik herefter primo juni 2018 opholdstilladelse efter etableringskortordningen med gyldighed i to år. Primo juni 2018 blev ansøgeren registreret udrejst i Det Centrale Personregister (CPR), og ansøgeren indgav i juli 2018 en ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration om forhåndsdispensation fra bortfald.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, idet han havde til hensigt at udrejse af Danmark til Singapore for at arbejde ved en udenlandsk virksomhed i to år, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter egne oplysninger rejste ud af Danmark den primo juni 2018 og først agter at vende tilbage til Danmark primo juni 2020 (dagen før hans nuværende opholdstilladelse udløber), og at han er registreret udrejst i CPR primo juni 2018.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt., at en opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke kan meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, da han havde til hensigt at opholde sig uden for Danmark i to år, og da opholdet ikke tjener et velbegrundet formål.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Singapore skulle arbejde for en udenlandsk virksomhed. Han har således ikke bevaret sin tilknytning til det danske arbejdsmarked.

    Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at sit formål med at forlade Danmark var at opbygge erhvervserfaring fra udlandet igennem en periode på et til to år, og at han derefter ville vende tilbage til Danmark primo juni 2020, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke vil have en reel udsigt til at kunne få forlænget sin opholdstilladelse efter tilbagevenden til Danmark, idet det ikke er muligt at forlænge en opholdstilladelse efter etableringskortordningen udover to år.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens opholdstilladelse er bortfaldet, idet han har opgivet sin bopæl i Danmark, og da han endvidere har opholdt sig udenfor Danmark i mere end seks sammenhængende måneder.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter egne oplysninger udrejste af Danmark den primo juni 2018, og at han desuden er registreret udrejst i Danmark denne dato.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren uanset det anførte om, at han har bevaret sin bopæl i Danmark, ikke har dokumenteret dette, ligesom han i klagen fra oktober 2018 oplyste, at han havde planer om at besøge Danmark indenfor seks måneder.

    Udlændingenævnet finder ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at reglerne om bortfald fremgår udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra juni 2018, herunder, at han kan miste sin ret til ophold i Danmark, hvis han ikke opfylder en eller flere af betingelserne for opholdstilladelsen, eller eksempelvis hvis han opgiver sin bopæl i Danmark eller opholder sig mere end seks sammenhængende måneder uden for Danmark.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter sin opfattelse har en stærk tilknytning til Danmark, at han har boet i Danmark fra september 2014 til juni 2018, at han har været ph.d. i Data Science ved et dansk universitet, og at han ønsker at opnå et job som Data Scientist i den danske industri.

    Det kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren alene har haft opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark i knap fire år forud for hans udrejse, at der ikke foreligger oplysninger om, at han har familiemæssig tilknytning til Danmark, og at han dermed ikke kan anses for at have opnået en stærk længerevarende tilknytning til Danmark, som kan begrunde, at hans opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet.

    På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.” ERH/2020/5

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2020 – Au pair – Sprogfærdigheder

    Dato: 17-02-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en brasiliansk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgerens værtsfamilie, som er amerikanske statsborgere, indrejste i Danmark i maj 2014 og havde på tidspunktet for ansøgningens indgivelse boet i Danmark i fem år. Det fremgår af sagen, at værtsmoren under en samtale med Styrelsen for International Rekruttering og Integration oplyste, at hun ikke talte dansk, hvorfor samtalen foregik på engelsk, og at værtsforældrene talte engelsk indbyrdes.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og au-pair bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 2, litra c.

    Udlændingenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at ansøgeren ikke i fornødent omfang vil få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt eller kulturelt udbytte af sit au pair-ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at værtsfamilien ikke består af mindst én forælder, som har en sådan væsentlig tilknytning til det danske samfund som følge af blandt andet et langvarigt lovligt ophold i Danmark, at forælderen må antages at kunne formidle dansk sprog og kultur.

    Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at værtsfamilien er amerikanske statsborgere, at værtsfamilien indrejste i Danmark i 2014 og således på tidspunktet for styrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i omtrent fem år og nu i omtrent fem et halvt år, samt at værtsfamilien efter det oplyste til daglig kommunikerer på engelsk.

    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der foreligger en formodning for, at ansøgeren ikke i fornødent omfang vil få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt eller kulturelt udbytte af sit au pair-ophold i Danmark henset til, at værtsfamilien har boet i Danmark i omtrent fem et halvt år, samt at de ikke taler dansk i en sådan grad, at de kan videreformidle det danske sprog eller den danske kultur til ansøgeren.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at værtsmoren til Styrelsen for International Rekruttering og Integration telefonisk har oplyst, at hun ikke kan tale dansk, hvorfor samtalen foregik på engelsk, at værtsforældrene taler engelsk med hinanden i hjemmet, og at der ikke er fremsendt dokumentation for værtsfamiliens danske sprogkundskaber.

    Det forhold, at værtsforældrene har modtaget privatundervisning i dansk på deres arbejdspladser, at børnene efter det oplyste taler flydende dansk, og at værtsfamilien sammen med ansøgeren ville lære dansk, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet værtsforældrene på baggrund heraf ikke kan antages at mestre det danske sprog i en sådan grad, at de kan videreformidle sproget til ansøgeren.

    Udlændingenævnet bemærker i relation til det ovenstående, at det er forældrene i værtsfamilien, der skal varetage opgaven om formidling af det danske sprog og kultur til au pairen.

    Det af værtsparret anførte om, at værtsfamilien har til hensigt at opholde sig permanent i Danmark, at værtsfamilien har købt bolig i Danmark, at børnene går i danske institutioner, at værtsfamilien har danske aner og slægt i Danmark, og at ansøgerens primære opgave som au pair skulle være at hjælpe med børnene, således at værtsfamilien kan genoptage danskundervisningen, kan på baggrund af det ovenfor anførte ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2019.” ERH/2020/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2020 – Studie - Formodning

    Dato: 17-02-2020

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en nepalesisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren havde i perioden fra januar 2016 til juli 2017 opholdstilladelse som studerende ved et erhvervsakademi, hvorefter han fra juli 2017 til december 2017 havde et jobsøgningsophold med ret til at arbejde højst 20 timer om ugen. I juni 2018 indgav han en ny opholdstilladelse som studerende ved et dansk universitet. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte i august 2018 ansøgeren afslag, blandt andet under henvisning til at han havde arbejdet mere end det tilladte i hele jobsøgningsperioden.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder grundlag for at ændre Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra august 2018 om, at der foreligger en vis formodning for, at intentionen med ansøgerens ansøgning ikke er at studere i Danmark.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag under henvisning til, at ansøgerens intention med ansøgningen anses for at være et ønske om at tage længerevarende ophold i landet, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, jf. § 9.
    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration har begrundet afslaget med, at ansøgeren under sit tidligere ophold i Danmark arbejdede mere end det tilladte i hele jobsøgningsperioden, og at ansøgeren efter endt studie søgte om opholds- og arbejdstilladelse som software developer på positivlisten, hvilket ansøgeren fik afslag på, hvorefter ansøgeren på ny søgte om opholdstilladelse som studerende.
    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ved e-mail fra februar 2018 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration bestred, at ansøgeren havde arbejdet ulovligt i Danmark, eller at ansøgeren i øvrigt havde brudt regler under sit ophold i Danmark, og at ansøgeren på ny bestred dette forhold i klagen.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 228 af 7. marts 2017 (L119 af 25. januar 2017 pkt. 3.1.2.3), at hvis en udenlandsk studerende har fået inddraget sin studieopholdstilladelse på grund af ulovligt arbejde, eller hvis den studerende for en alvorlig overtrædelse er idømt en bødestraf, har vedtaget en bøde, er tildelt en indenretlig advarsel for at have arbejde ulovligt i betydeligt omfang eller over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration har erkendt at have arbejdet ulovligt i betydelig omfang uden, at styrelsen har inddraget den studerendes opholdstilladelse, og den studerende ansøger om en ny studieopholdstilladelse, vil der være en formodning for, at den pågældendes primære formål med ansøgningen ikke er at studere. En ny ansøgning om studieopholdstilladelse vil således normalt skulle afgøres med et afslag, jf. studiebekendtgørelsens § 9.
    Udlændingenævnet henviser til, at ansøgeren ikke ses at have fået inddraget sin studietilladelse på grund af ulovligt arbejde, at ansøgeren ikke er idømt bødestraf, har vedtaget en bøde eller er tildelt en indenretlig advarsel, og at der endvidere ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgeren har erkendt at have arbejdet ulovligt i betydeligt omfang overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på ansøgerens uddannelsesforløb i Danmark, idet ansøgeren i juni 2017 færdiggjorde en professionsbachelor i Web Development ved et erhvervsakademi, at ansøgeren i oktober 2017 ansøgte om opholds- og arbejdstilladelse efter positivlisten inden for sit uddannelsesområde, at ansøgeren efter at have modtaget afslag herpå i juni 2018 søgte om opholdstilladelse som studerende ved et dansk universitet på uddannelsen MSc in IT Web Communication Design, og at der således er progression i uddannelsesforløbet.
    Udlændingenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at vurdere, at ansøgerens intention med ansøgningen skulle være et ønske om at tage længerevarende ophold i landet.” ERH/2020/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 16-12-2019

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med meddelelse af indrejseforbud i to år til en statsborger fra Frankrig.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2019. Udlændingenævnet fandt således, at unionsborgeren ikke burde udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingenævnet fandt, at unionsborgerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af unionsborgeren ville være i strid med direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) artikel 27, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved det af unionsborgeren begåede tyveri var tale om et enkeltstående forhold, hvor det ikke kunne lægges til grund, at formålet med unionsborgerens indrejse i Danmark var at begå kriminaliteten, idet der til klagen var fremlagt blandt andet kopi af en ansættelseskontrakt mellem unionsborgeren og en restaurant fra september 2019, hvorved unionsborgeren pr. oktober 2019 blev ansat som kok, hvilket understøttedes af det forhold, at unionsborgeren i oktober 2019 fik udstedt EU-registreringsbevis, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på unionsborgerens personlige forhold, herunder at hun i øvrigt var ustraffet også under sit seneste ophold i Danmark i perioden fra juni 2019 til september 2019, samt at hun var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således henset til ovenstående, hvor unionsborgeren blandt andet havde fået udstedt EU-registreringsbevis, og hvor det begåede forhold hverken havde haft et professionelt eller planlagt tilsnit, at der ikke var grundlag for at antage, at hun i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at hendes adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor der ikke var grundlag for at udvise hende med indrejseforbud. Udlændingenævnet anmodede på denne baggrund Udlændingestyrelsen om at slette indberetningen af unionsborgerens indrejseforbud i kriminalregistret. FAM/2019/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør

    Dato: 16-12-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om ophør af en opholdsret som arbejdstager til en statsborger fra Rumænien.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse den 14. maj 2019, jf. EU-opholdsbekendtgørelsen § 30, stk. 1. Udlændingenævnet lagde til grund, at klagerens midlertidige ansættelseskontrakt udløb i december 2018. Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde tilmeldt sig jobcenteret inden for rimelig tid efter ophøret af beskæftigelsen, hvilket er en betingelse for bevarelse af arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klagerens tidsbegrænsede ansættelseskontrakt udløb i december 2018, hvilket også blev understøttet af oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at klageren ikke havde haft lønindkomst i perioden fra januar 2019 til marts 2019. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at klageren først tilmeldte sig jobcenteret i marts 2019, hvor der således var forløbet næsten tre måneder fra klagerens ansættelse udløb. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at klageren ikke efter december 2018, hvor klageren ophørte sin beskæftigelse hos arbejdsgiveren, bevarede sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2. Desuden fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren fik udstedt sit registreringsbevis i september 2018, at han ifølge oplysningerne i CPR først var registeret indrejst i Danmark i september 2018, at han på tidpunktet for Styrelsen for International Rekrutterings afgørelse således alene havde været registeret indrejst i Danmark i mindre end ét år, og at han derfor ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at opholdsretten ophørte. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om, at klageren havde nær familie i Danmark. Det indgik i grundlaget, at klageren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde været i beskæftigelse i cirka seks måneder, men Udlændingenævnet fandt ikke, at klageren herved havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af hans opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. EU/2019/18.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen