Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2021 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser - Forældremyndighed

    Dato: 15-06-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig irakisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren er født i juni 2011 i Sverige og er irakisk statsborger. Ansøgeren boede i Sverige med sin mor indtil august 2017, hvor hun indrejste med sin mor i Danmark. I december 2019 søgte hun om familiesammenføring med sin herboende far. Det var i ansøgningen oplyst, at ansøgeren boede sammen med sin mor på et asylcenter på Sjælland i hverdagene, at hun havde regelmæssigt samvær med sin far, der var bosiddende i Østjylland i weekenden, og at hendes forældre havde delt forældremyndighed over hende. Under sagen blev det endvidere oplyst, at ansøgerens forældre ikke havde været gift. Faren, der også er irakisk statsborger, fik i maj 2004 opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark. I juli 2020 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med sin herboende far, idet han ikke havde dokumenteret, at have del i eller den fulde forældremyndighed over ansøgeren, og idet der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren alligevel skulle have opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens far er indehaver af forældremyndigheden over ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at ansøgerens forældre ikke kan dokumentere at have fælles forældremyndighed, da de aldrig har indgået et retsgyldigt ægteskab, og at den fulde forældre myndighed som følge heraf tilfaldt ansøgerens mor ved fødslen.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen endvidere er oplyst, at ansøgerens far ikke har mulighed for at blive registreret som forældremyndighedsindehaver over ansøger, idet ansøgeren ikke har et dansk CPR-nummer og ikke kan få et, da hun ikke har opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgers far ligeledes ikke kunne registreres som forældremyndighedsindehaver over ansøgeren i Sverige, hvor hun er født, da hun ikke har et svensk CPR-nummer.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da ansøgerens far fortsat ikke har dokumenteret, at han aktuelt har del i forældremyndigheden over ansøgeren.
    Det forhold, at ansøgerens forældre uofficielt har delt forældremyndigheden mellem sig, at ansøgerens far ifølge det oplyste har regelmæssigt samvær med ansøgeren, og at ansøgerens forældre valgte at få foretaget en dna-test, så myndighederne ville anerkende ansøgerens faderskab til ansøgeren, finder Udlændingenævnet, ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det fortsat ikke kan lægges til grund, ansøgerens far er indehaver af forældremyndigheden over ansøgeren.
    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøgeren skal have opholdstilladelse i Danmark under henvisning til samværet med sin far.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i Sverige, hvor hun har gået i skole og taler sproget, og hvor hun har boet sammen med sin mor, indtil de indrejste i Danmark i august 2017, at ansøgerens mor altid har været hendes primære omsorgsgiver, og at ansøgerens mor ikke har en opholdstilladelse i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke vil være uden omsorgspersoner, når hun skal udrejse af Danmark og tage ophold i hjemlandet Irak.
    Det anførte om, at ansøgeren har tilknytning til Danmark, idet hun har sin far og hele sin fars familie i Danmark, som hun er stærkt knyttet til, ligesom ansøgeren ikke kan tale arabisk og ingen tilknytning har til Irak, kan på baggrund af det ovenfor anførte ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet finder samtidig, at det ikke er dokumenteret, at ansøgerens far har udøvet samvær med ansøger i et sådant omfang, at ansøger kan meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund heraf. Der henvises i denne forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der alene er fremlagt begrænset dokumentation for det udøvede samvær, idet der til støtte for klagen er fremsendt oplysninger fra Dansk Røde Kors, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og hendes mor har ønsket at få bevilget billetter én weekend pr. måned i december og januar 2019, at ansøgerens far også kommer og besøger ansøgeren, og at hun derfor kun har brug for at få bevilget transport til én weekend pr. måned, samt at der løbende over hele perioden fra november 2019, hvor ansøgeren og hendes mor blev indkvarteret på et asylcenter på Sjælland, og frem til november 2020 har været samvær med ansøgerens far, der er bosiddende i en by i Østjylland.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at der hverken foreligger oplysninger om eller dokumentation for det nærmere omfang af det udøvede samvær, herunder f.eks. i form af dokumentation for transport til farens bopæl, ligesom partsrepræsentanten ikke har besvaret Udlændingenævnets anmodninger herom.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan udledes af de pågældende oplysninger fra Dansk Røde Kors, om ansøgeren faktisk har opholdt sig hos sin far, hvornår hun er ankommet, eller hvornår hun er rejst hjem igen, herunder om der har været samvær med overnatning, ligesom det ikke kan udledes, om ansøgerens far faktisk har besøgt ansøger.
    Det kan således ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten og Dansk Røde Kors samstemmende har oplyst, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark i 2017 har haft samvær med sin far gennemsnitligt hver anden weekend samt i forbindelse med skoleferier i et større omfang, at de i øvrigt har haft daglig telefonisk kontakt, og at ansøgerens far bidrager økonomisk til ansøgerens opvækst, idet dette i sig selv ikke dokumenterer, at der reelt er udøvet et samvær, herunder omfanget heraf.
    Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren blev født i juni 2011, og at ansøgerens far først søgte om opholdstilladelse til ansøgeren 8 år og 5 måneder senere i december 2019. Ansøgerens far har således ikke søgt om familiesammenføring med ansøger umiddelbart efter, hun blev født.
    Det forhold, at ansøgerens far tidligere har søgt om opholdstilladelse til ansøgeren, og at Udlændingestyrelsen i november 2012 afviste at behandle denne ansøgning, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens far ikke straks fulgte dette op med en ny oplyst ansøgning.
    Udlændingenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at der har været udøvet et fast, regelmæssigt og kontinuerligt samvær i et sådant omfang, at der under henvisning hertil foreligger sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Der kan endvidere ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, med henblik på at etablere eller udvide et samvær.
    Udlændingenævnet finder endelig på baggrund af det ovenstående, at der ikke er oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens far kan udøve familielivet med ansøgeren via besøgsophold i Irak, ligesom ansøgerens far må antages at kunne fortsætte med at bidrage til forsørgelsen af ansøgeren fra Danmark.
    Udlændingenævnet skal i denne forbindelse henvise til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv.
    Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse i Danmark.
    Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering, at det ikke kan anses for at være uforholdsmæssigt eller i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøger afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder i relation hertil, at FN's Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2021 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – Danskprøve

    Dato: 02-06-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Referencen, der er statsborger i Kosovo, fik i 1999 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I 2003 fik referencen tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført med referencen perioden medio juli 2012 til primo juni 2015 og i perioden ultimo marts 2017 til primo november 2018. Udlændingestyrelsens asylkontor havde i forbindelse med ansøgerens tidligere sager udtalt, at referencen ikke vil risikere asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, hvor referencen flere gange har været på besøg, og hvor han i 2009 var blevet gift med ansøgeren. Medio november 2018 søgte ansøgeren på ny om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med referencen. Det fremgik af ansøgningen, at referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller lignende niveau, at referencen bl.a. led af kronisk paranoid skizofreni, PTSD samt ludomani, og at referencen var førtidspensionist. Det fremgik derudover af sagen, at referencen havde stort behov for hjælp i det daglige, og at referencens tilstand forværredes i de perioder, hvor ansøgeren ikke var hos ham. I juli 2019 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8.
    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, at den herboende ægtefælle har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
    Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen opfylder denne betingelse.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen har oplyst ikke at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en prøve på tilsvarende niveau.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder helbredsmæssige forhold, som kan medføre, at kravet om, at referencen skal have bestået en Prøve i Dansk 3 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, skal fraviges med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen er diagnosticeret med paranoid skizofreni, PTSD, diabetes, KOL, forhøjet kolesterol, spinalstenose og depression.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke under henvisning hertil kan ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., idet Udlændingenævnet ikke på nuværende tidspunkt kan lægge til grund, at referencen kan anses for at være ude af stand til at tilegne sig de nødvendige danskkundskaber, og at han derved på et senere tidspunkt har mulighed for at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han har forsøgt at aflægge Prøve i Dansk 3 eventuelt med hjælpemidler, ligesom han ikke har fremlagt dokumentation for, at han har sådanne indlæringsvanskeligheder, som gør, at han ikke er i stand til at tilegne sig dansksproglige færdigheder til at bestå Prøve i Dansk 3.
    Det forhold, at referencen efter det oplyste har forsøgt at følge danskundervisning, men at det ikke er lykkedes som følge af hans udfordringer, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er et krav, at referencen følger danskundervisning, men alene at han består Prøve i Dansk 3 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, og at han således også har mulighed for at tilegne sig de nødvendige danskkundskaber på anden vis.
    Udlændingenævnet finder det på den baggrund ikke godtgjort, at referencen lider af et handicap i en sådan grad, at det på nuværende tidspunkt vil være i strid med FN’s Handicapkonvention at stille krav om, at han skal bestå Prøve i Dansk 3.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om, at referencen ikke kan indrejse i Kosovo, hvor både referencen og ansøgeren er statsborgere for der at udøve familielivet, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel s har en umiddelbar og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
    Det til sagen anførte om, at referencen er flygtet fra sit hjemland, og at han har opholdstilladelse i Danmark som flygtning, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens asylkontor har vurderet, at referencen ikke risikerer asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, og at referencen i øvrigt blev gift med ansøgeren i Kosovo.
    Udlændingenævnet finder heller ikke, at referencens helbredsforhold er til hinder for at henvise parret til at udøve familielivet i Kosovo.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencens lidelser er almindeligt forekommende lidelser, som han må forventes at kunne få medicinsk behandling for i Kosovo.
    Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen er sat under administration af kommunen som følge af sin ludomani, og at han har tilknyttet en støtteperson. Udlændingenævnet finder, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af lægeerklæringerne, at ansøgeren sikrer en stabil hverdag for referencen, ligesom ansøgeren hjælper referencen med at tage sin medicin dagligt, og at referencen er sat ned i støttetimer af samme grund. Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at ansøgeren kan fortsætte med at yde den samme støtte til referencen i Kosovo.
    Udlændingenævnet har afslutningsvist lagt vægt på, at lægeerklæringen af medio juli 2019 fra referencens praktiserende læge har karakter af et partsindlæg og ikke en lægefaglig vurdering, idet den pågældende læge i erklæringen også udtaler sig om forhold, der ikke er af lægefaglig karakter, herunder referencens muligheder for at besøge sin ægtefælle i hjemlandet, og hvorvidt ansøgeren bør meddeles opholdstilladelse i Danmark. Af den grund tillægges erklæringen ikke sædvanlig bevismæssig vægt som en lægefaglig vurdering.
    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2021 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 08-04-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtelse af forlængelse af en syrisk kvinde og hendes mindreårige barns opholdstilladelser.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren og hendes mindreårige barn, der begge er syriske statsborgere, fik i juni 2015 opholdstilladelse som familiesammenførte i Danmark under henvisning til ansøgerens ægtefælle og barnets far (referencen). Referencen havde i 2014 fået opholdstilladelse i Danmark som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Barnet var født i september 2005. Ansøgeren og barnet indrejste i Danmark i august 2015, og begges opholdstilladelser var betinget af, at referencen var fastboende i Danmark, og at han havde en gyldig opholdstilladelse. I september 2019 søgte ansøgeren og barnet om forlængelse af deres opholdstilladelser. I december 2020 afslog Udlændingestyrelsen at forlænge referencens opholdstilladelse i Danmark, og styrelsen afslog samtidig at forlænge ansøgerens og barnets opholdstilladelser, da betingelserne herfor ikke længere var opfyldt, udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt.
    Udlændingenævnets afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger:
    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
    Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
    Det er en betingelse for ansøgerens opholdstilladelse, at referencen bor i Danmark, og at han har en gyldig opholdstilladelse.
    Da Udlændingestyrelsen i december 2020 afslog at forlænge referencens opholdstilladelse, og da denne afgørelse i februar 2021 er blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, har referencen ikke en gyldig opholdstilladelse. Han kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere er opfyldt. Opholdstilladelsen kan derfor ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 1.
    Udlændingenævnet vurderer, at et afslag på forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det særligt er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, om retten til privat- og familieliv, der er relevant at vurderer i denne sammenhæng.
    Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven, og at reglerne fremgår af ansøgerens opholdstilladelse, og at hun derfor har kendt disse.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at reglerne har til formål at sikre en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrations-kontrol er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom Osman mod Danmark (2011), præmis 58.

    På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
    I vurderingen af, om der foreligger et indgreb i ansøgerens familie- og privatliv og om indgrebet er proportionelt, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgerens og hendes ægtefælle indgik ægteskab forud for indrejsen i Danmark, og at familielivet med både hendes ægtefælle og parrets fællesbørn var etableret og blev udøvet forud for indrejsen til Danmark.
    Ansøgeren har under opholdet i Danmark boet sammen med sin ægtefælle og parrets 3 fællesbørn, hvoraf de 2 af børnene på nuværende tidspunkt er myndige, og familien har således også udøvet familielivet i Danmark.
    Da både ansøgeren, hendes ægtefælle og parrets 3 fællesbørns opholdstilladelser er blevet nægtet forlænget, og familien således skal udrejse af Danmark sammen, vurderer Udlændingenævnet, at afslaget på forlængelse af opholdstilladelsen ikke vil udgøre et indgreb i familielivet, idet ansøgeren og hendes familie ikke bliver adskilt, men fortsat kan udøve familielivet i Syrien, hvor familielivet oprindeligt blev etableret.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.
    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren er født i 1978 i Syrien, hvor hun har boet de første 36 år af sit liv, indtil hun indrejste i Danmark i august 2015. Hun har således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 5 år og 4 måneder, og hun har på nuværende tidspunkt opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder.
    Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren taler arabisk, at hun har gået i skole i Syrien, hvor hun og hendes ægtefælle mødtes, blev gift og stiftede familie, og at hun endvidere efter sin indrejse i Danmark har været tilbage i Syrien 2 gange i henholdsvis 2017 og 2018.
    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har helbredsmæssige problemer, og at hun ikke har været i ordinær beskæftigelse i Danmark.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 2, at hun efter det oplyste kan tale, skrive og læse dansk, at hun har taget 2 kortere IT-kurser, at hun er påbegyndt 9. klasse på KVUC, og at hun har gennemført Integrations-grunduddannelse (IGU) og haft arbejde som kontormedhjælper med en ugentlig arbejdstid på 25-30 timer.
    Det er også indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke længere har familie i Syrien, og at ansøgeren og hendes familie trives i Danmark.
    Udlændingenævnet vurderer herefter ud fra sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren har opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af længden af sit ophold, sine sprogkundskaber og sin IGU-uddannelse, men at hun på trods heraf fortsat må antages at have en væsentligt stærkere tilknytning til Syrien, hvor hun har boet langt størstedelen af sit liv, og hvor hun også har været på besøg 2 gange efter sin indrejse i Danmark.
    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at afslaget på forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse vil medføre indgreb i retten til privatliv, men da afslaget på forlængelse er legitimt og tjener et anerkendelsesværdigt formål, vejer hensynet hertil efter en samlet vurdering tungere og kan begrunde indgrebet. Afslaget på forlængelse af hendes opholdstilladelse er derfor ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”

    Udlændingenævnets afgørelse vedrørende det mindreårige barn:
    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens barns opholdsholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
    Barnet har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
    Det er en betingelse for barnets opholdstilladelse, at referencen bor i Danmark, og at han har en gyldig opholdstilladelse.
    Da Udlændingestyrelsen i december 2020 afslog at forlænge referencens opholdstilladelse, og da denne afgørelse i februar 2021 er blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, har referencen ikke en gyldig opholdstilladelse. Han kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at betingelsen for barnets opholdstilladelse ikke længere er opfyldt. Opholdstilladelsen kan derfor ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 2.
    Udlændingenævnet vurderer, at et afslag på forlængelse af barnets opholdstilladelse, ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det særligt er EMRK artikel 8, om retten til privat- og familieliv, og FN’s Børnekonvention, der er relevant at vurdere i denne sammenhæng.
    Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven, og at reglerne fremgår af barnets opholdstilladelse, således at hendes forældre er gjort bekendt med disse.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at reglerne har til formål at sikre en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrations-kontrol er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til EMD-dommen Osman mod Danmark (2011), præmis 58.
    På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
    I vurderingen af, om der foreligger et indgreb i barnets familie- og privatliv og om indgrebet er proportionelt, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at barnet er født i Syrien, hvor hun har boet sammen med sine forældre og sine ældre søskende, og at familielivet således var etableret og blev udøvet forud for indrejsen til Danmark.
    Barnet har under opholdet i Danmark boet sammen med sine forældre og sine ældre søskende, som på nuværende tidspunkt er myndige, og familielivet er således også blevet udøvet i Danmark. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er oplysninger i sagen om, at der skulle bestå et særligt afhængighedsforhold mellem barnet og hendes myndige søskende, der går ud over slægtskabet, og at det derfor er familielivet mellem barnet og hendes forældre, der skal beskyttes efter EMRK.
    Da både barnet, hendes forældres og hendes 2 ældre søskendes opholdstilladelser er blevet nægtet forlænget, og familien således skal udrejse af Danmark sammen, vurderer Udlændingenævnet, at afslaget på forlængelse af opholdstilladelse ikke vil udgøre et indgreb barnets familieliv med hendes forældre, idet familien ikke bliver adskilt, men fortsat kan udøve familielivet i Syrien, hvor familielivet oprindeligt blev etableret.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.
    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at barnet er født i 2005 i Syrien, hvor hun har boet de første næsten 10 år af sit liv, indtil hun indrejste i Danmark i august 2015. Hun har således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 5 år og 4 måneder, og hun har på nuværende tidspunkt opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder.
    Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at barnet har gået 4 år i skole i Syrien.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at barnet har gået i 4.-8. klasse i Danmark, at hun trives i Danmark, at hun lider af astma, og at hun efter det oplyste har glemt sit modersmål.
    Udlændingenævnet vurderer ud fra sagens samlede omstændigheder, at barnet har opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af længden af sit ophold og sin skolegang, men at hun på trods heraf fortsat må antages at have en stærkere tilknytning til Syrien, hvor hun har boet størstedelen af sit liv.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at uanset at barnet har haft 5 af sine formative år i Danmark, har hun også haft 3 af sine formative år i Syrien. Udlændingenævnet henviser til, at det fremgår af EMD-dommen Osman mod Danmark (2011), præmis 60, at et barns formative år, er fra barnets 7. til 15. leveår.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at barnet skal udrejse af Danmark til Syrien sammen med sine forældre og myndige søskende, og at hun således vil have et netværk omkring sig, som kan hjælpe hende med på ny at finde sig til rette i Syrien.
    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at et barn almindeligvis først kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter cirka 6-7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institutioner og/eller skole.
    Udlændingenævnet har for så vidt angår barnets astma lagt vægt på, at der ikke er tale om så alvorlig sygdom, at hun ikke kan henvises til at tage ophold i Syrien.
    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at afslaget på forlængelse af barnets opholdstilladelse vil medføre indgreb i retten til privatliv, men da afslaget på forlængelse er legitimt og tjener et anerkendelsesværdigt formål, vejer hensynet hertil efter en samlet vurdering tungere og kan begrunde indgrebet.
    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at et afslag på forlængelse af barnets opholdstilladelse ikke er i strid med FN’s Børnekonvention.
    Udlændingenævnet henviser til, at det følger af FN’s Børnekonventions artikel 3, stk. 2, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. artikel 9 i FN’s Børnekonventions skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at barnet skal udrejse af Danmark sammen med hele sin familie, og at familien derfor forbliver samlet, hvilket må antages at være det bedste for barnet.
    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til ophold i en medlemsstat end EMRK artikel 8.
    Afslaget på forlængelse opholdstilladelse er derfor ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.” FAM/2021/20/298551 og 20/297600, 21/045990 og 20/297600.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2021 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 06-04-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Den herboende reference, der er afghansk statsborger, blev i august 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I december 2016 søgte referencen på vegne af ansøgeren og parrets 4 fællesbørn om familiesammenføring i Danmark med referencen. Referencen indleverede kun sin del af ansøgningsskemaet, mens ansøgerens del af ansøgningsskemaet aldrig blev fremsendt til Udlændingestyrelsen. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren og referencen blev gift i Afghanistan i 1990, at parret herefter boede samme, at parret havde 4 fællesbørn, der var født i henholdsvis november 2004, november 2007, november 2009 og november 2011, og at parret sidst havde set hinanden i Pakistan i 2014. Ansøgningen var vedlagt en kopi af et Marriage Certificate, udstedt i marts 2015 af en domstol i Kunar-provinsen i Afghanistan, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen blev gift i 1990. I februar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig opholdstilladelse til de 4 børn.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
    Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et retsgyldigt ægteskab. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at et ægteskab kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger, at ægteskaber indgået i Afghanistan skal registreres af en offentlig myndighed i Afghanistan for at være retsgyldige, at referencen ifølge sagens oplysninger ikke var fysisk til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015 af domstolen i Kunar-provinsen, og at referencen på tidspunktet for certifikatets udstedelse opholdt sig i Danmark.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen ikke har bestridt, at han ikke var til stede ved registreringen.
    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at både referencen og ansøgeren var til stede ved ægteskabets indgåelse, og at det kun var ved registreringen i marts 2015, at referencen ikke var stede.
    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en anden vurdering, idet referencen ikke var til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at referencen og ansøgerens ægteskab kan anerkendes efter dansk ret.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag har oplyst, at han indgik ægteskab med en kvinde, hvis navn lignede ansøgerens, i 1990, mens en fuldmagtshaver ved e-mail af maj 2019 har oplyst, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1989, mens en socialrådgiver i e-mail af januar 2020 har anført, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1991, og at det fremgår af det fremlagte "Marriage Certificate", udstedt i marts 2015, at ansøgeren indgik ægteskab med en mand, hvis navn lignede referencens, i 1990 og at parret sammen har 9 børn i alderen fra 2 år til 19 år.
    Der er således afgivet divergerende oplysninger om tidspunktet for referencen og ansøgerens vielse, ligesom et andet navn end referencens fremgår af vielsesattesten, ligesom det af vielsesattesten fremgår, at det gifte par har i alt 9 børn, mens det af ansøgningsskemaet til brug for ansøgning om familiesammenføring fremgår, at referencen og ansøgeren har 4 børn, og at referencen til sin asylsamtale i juli 2011 og partsrepræsentanten i marts 2021 har oplyst, at referencen og ansøgeren har 8 børn.
    Det bemærkes i øvrigt, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet.
    Det kan således ikke føre til en anden vurdering, at en socialrådgiver har anført, at referencen og ansøgerens ægteskab er verificeret helt op i det afghanske udenrigsministerium.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det først er ved den civile registrering, at ægteskabet får retsgyldighed, og at selve vielsen ikke har retsgyldighed i sig selv.
    Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at der har været opretholdt et fast, uafbrudt samlivsforhold af længere varighed mellem referencen og ansøgeren umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen og ansøgeren angiveligt flyttede sammen i 1990 og boede sammen frem til primo 2011, hvor referencen flygtede fra Afghanistan. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet har lagt til grund, at der er tale om en tastefejl i Udlændingestyrelsens afgørelse, når det står anført, at den herboende reference og ansøger flyttede sammen i 1999.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der gik godt 5 år og 3 måneder fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i august 2011 til han søgte om familiesammenføring i december 2016.
    Det forhold, at det til sagen er oplyst, at grunden til at parret først søgte om familiesammenføring i 2016 var, at parret skulle indsamle de fornødne dokumenter, herunder pas til parrets børn, finder Udlændingenævnet af de ovenstående grunde ikke kan føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet finder således, at uanset om der måtte have været et beskyttelsesværdigt samliv mellem referencen og ansøgeren i – efter det oplyste – cirka 20 år i Afghanistan, må dette anses for at være frivilligt afbrudt, idet der er forløbet mere end 5 år og 3 måneder, fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, til han på vegne af ansøgeren indgav ansøgning om familiesammenføring i Danmark.
    Den omstændighed, at det er anført, at dette skyldtes, at Taleban havde overtaget kontrollen med den landsby, hvor ansøgeren boede, at byen var underlagt streng sharia-kontrol, at ansøgeren og hendes familie angiveligt blev udsat for trusler fra Taleban, og at det derfor ikke var muligt at komme i telefonisk eller personlig kontakt med ansøgeren, før det lykkedes for hende at blive smuglet ud af landsbyen, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen angiveligt mødtes med ansøgeren i Pakistan i 2014, og at han alligevel først indgav ansøgning om familiesammenføring på vegne af ansøgeren i december 2016, og at referencen således ikke uden ugrundet ophold søgte opholdstilladelse til ansøgeren, da kontakten angiveligt var genetableret. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse også, at udlændingemyndighederne fortsat ikke ses at have modtaget ansøgerens del af ansøgningsskemaet.
    Det forhold, at det til sagen er oplyst, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens henvendelser vedrørende ansøgerens manglende del af ansøgningsskemaet ikke havde kendskab til e-boks, og at han af denne årsag ikke reagerede på Udlændingestyrelsens henvendelser, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at personer, der tilmeldes det danske CPR-register automatisk bliver tilmeldt digital post, og at det er borgerens eget ansvar løbende at holde øje med, om der kommer post i e-boks, eller at søge om dispensation for anvendelse af e-boks, hvilket der ikke er dokumentation for, at den herboende reference har gjort.

    Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
    Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har opretholdt et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab samt at samlivet må anses for frivilligt afbrudt, jf. begrundelsen ovenfor.
    Den omstændighed, at referencen og ansøgeren angiveligt har 4 fællesbørn, som i februar 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og som efterfølgende er indrejst i Danmark, at børnene savner ansøgeren, som har været deres primære omsorgsperson i mange år, mens referencen har opholdt sig i Danmark, at børnene har svært ved at falde til i Danmark, og at referencen kun har lært sin yngste søn at kende via Skype, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er parrets egen beslutning, at børnene skal bo hos referencen i Danmark frem for hos ansøgeren, og at børnenes tarv fortsat vil kunne varetages af referencen.
    Det er endelig indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen er meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan, og at han og ansøgeren ikke har mulighed for at bo sammen i hjemlandet.
    Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgerens forhold ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
    Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen.
    Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
    På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet, at det ikke er uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Udlændingenævnet stadfæster på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. marts 2021 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 24-03-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om familiesammenføring.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, var indrejst i Schengenområdet af flere omgange fra september 2017 til februar 2019, hvor hun søgte om ægtefællesammenføring. Ansøgningen blev i februar 2019 afvist af Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning om familiesammenføring ikke burde være blevet afvist af Udlændingestyrelsen under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 21 (nugældende § 9, stk. 25).
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, ifølge oplysningerne i klagen indrejste i Schengenområdet medio september 2017, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 26 dage i Schengenområdet, at det fremgår af indrejse- og udrejsestemplerne i det fremsendte pas sammenholdt med oplysningerne i klagen og ansøgningen, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen ultimo december 2017, at ansøgeren på ny indrejste i Schengenområdet primo april 2018, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 68 dage i Schengenområdet, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen primo september 2018, og at ansøgeren senest primo december 2018 indrejste i Schengenområdet, hvorefter ansøgeren primo februar 2019 i Danmark indgav en ansøgning om familiesammenføring på baggrund af ægteskab.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i op til 90 dage i løbet af en 6-måneders periode regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenområdet. Der henvises i den forbindelse til visumfritagelsesaftalerne mellem EU og Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Brasilien, Saint Kitts og Nevis, Mauritius og Seychellerne og Schengenkonventionens art. 20, stk. 1, som den var affattet forud for den 18. oktober 2013.
    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren alene har opholdt sig i schengenområdet i 65 dage i perioden fra primo december 2018 til primo februar 2019, hvor ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet, og at ansøgningen derfor blev indgivet under et lovligt ophold.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2021 – Forvaltningsretlige problemstillinger – Officialmaksimen

    Dato: 09-03-2021

    Udlændingenævnet hjemviste i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kenya.
    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren søgte i august 2020 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, der var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle havde modtaget ressourceforløbsydelse i perioden fra oktober 2014 til juli 2020, og havde til Udlændingestyrelsen oplyst, at han led af blandt andet ADHD (ADD), kronisk migræne, kronisk hovedpine, panikangst og generaliseret angst. Ansøgerens ægtefælle havde endvidere som dokumentation for sine helbredsforhold indsendt en række lægefaglige udtalelser, som var indscannet på en sådan måde, at dele af teksten manglede. I november 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik inden for de seneste 3 år, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, og da der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse, uanset at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt.
    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev meddelt afslag på familiesammenføring, da referencen havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik inden for de sidste 3 år, og da der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at ansøgeren alligevel skulle have opholdstilladelse.
    Det fremgår i den forbindelse af Udlændingestyrelsens afgørelse, at det til sagen er oplyst, at referencen lider af ADHD (ADD), kronisk migræne, kronisk hovedpine, panikangst og generaliseret angst, at referencen modtager ressourceforløbsydelse, og at der som dokumentation for referencens helbredsforhold var indsendt en række lægefaglige dokumenter, som var indscannet på en sådan måde, at dele af teksten mangler.
    Udlændingenævnet finder, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2020 er i strid med god forvaltningsskik, herunder navnlig officialmaksimen.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at officialmaksimen i en ansøgningssag afskærer forvaltningsmyndigheden fra passivt at holde sig til de oplysninger, som parten forelægger myndigheden, og derpå afgøre sagen efter en bevisbyrderegel, hvis partens oplysninger er utilstrækkelige. Myndigheden har således en pligt til at oplyse sagen ved at indhente dokumentation for oplysningerne.
    Udlændingenævnet finder som følge heraf, at Udlændingestyrelsen på baggrund af de ufuldstændige lægelige oplysninger i ansøgningen rettelig burde have forsøgt at indhente tilstrækkelig og læselig dokumentation for referencens helbredsforhold, inden styrelsen traf afgørelsen i sagen.
    Udlændingenævnet tilbagesender derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved vurderet dette.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. februar 2021 – Alders- og identitetsfastlæggelse

    Dato: 23-02-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afslag på ægtefællesammenføring til en kvinde, hvis nationalitet var ukendt.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren havde oplyst, at hun var født i november 1993, og at hun var statsløs bidoon fra Kuwait. Udlændingestyrelsen gav i september 2017 ansøgeren afslag på asyl. I november 2017 fik hun en søn, der var dansk statsborger, og i marts 2018 indgik hun ægteskab med barnets far, som også var dansk statsborger. I april 2018 søgte ansøgeren om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. I april 2019 stadfæstede Flygtningenævnet afslaget på asyl. I august 2019 fik ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring af Udlændingestyrelsen, idet styrelsen fandt, at ansøgerens identitet ikke kunne fastslås. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, og i juli 2020 hjemviste Udlændingenævnet denne afgørelse til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen med henblik på at Udlændingestyrelsen kunne vurderer betydningen af, at ansøgeren og reference havde en søn, der var dansk statsborger. I september 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på familiesammenføring, idet ansøgerens identitet ikke kunne fastslås, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 40.
    Udlændingenævnet henviser herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet.
    Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at ansøgeren ikke til sagen har fremlagt pas eller anden ID-legitimation, hvorfor hendes identitet ikke kan fastslås.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det, som følge af principperne i udlændingelovens § 40 om ansøgerens oplysningspligt sammenholdt med udlændingelovens generelle betingelser for at kunne meddele opholdstilladelse, jf. herved blandt andet udlændingelovens §§ 10 og 39, må anses som en helt grundlæggende betingelse for meddelelse af opholdstilladelse til en udlænding, at udlændingens identitet, kan anses for dokumenteret eller lægges til grund. Dette gælder i forhold til navn, fødselsdato og statsborgerskab. Såfremt dette ikke er opfyldt, vil der ikke kunne meddeles opholdstilladelse, uanset ansøgningsgrundlag.
    Det forhold, at ansøgeren til sagen har fremlagt sit asylkort, sin ægtefælles personattest, samt sin og sin ægtefælles vielsesattest, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet disse dokumenter alene er udstedt på baggrund af ansøgerens egne oplysninger om sin identitet.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Flygtningenævnet ved sin afgørelse fra april 2019 fandt, at ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv ikke kunne lægges til grund, og at Flygtningenævnet tilsidesatte ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait samt hendes asylmotiv som konstrueret til lejligheden.
    Udlændingenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring og asylmotiv havde påfaldende ligheder med en anden asylansøgers, at ansøgeren og denne asylansøger ifølge deres forklaringer kom fra samme del af en by i Kuwait, at de begge var kommet til Danmark med kort mellemrum og efter deres indrejse blevet gift med to herboende brødre, men at ansøgeren og den anden asylansøger benægtede kendskab til hinanden, samt at ansøgeren havde et bemærkelsesværdigt begrænset kendskab til Kuwait og den by, hun angav at have boet i.
    Udlændingenævnet finder således på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke er muligt at fastslå ansøgerens identitet og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til hende er opfyldt.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger særlige grunde til at fravige denne grundlæggende betingelse, jf. bekendtgørelse om udlændingens adgang her til landet § 17, stk. 2.
    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og hendes ægtefælle sammen har et fællesbarn, født i november 2017, der er dansk statsborger.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter 6-7 års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en institution eller skole. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at der er et kvalificeret afhængighedsforhold mellem ansøgeren og hendes søn, der er af en sådan karakter, at ansøgerens søn reelt vil være nødsaget til at forlade Unionens område, såfremt ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse.
    Det forhold, at det af det til sagen fremlagte Journalblad for perioden fra februar 2020 til juli 2020 fra et dansk hospital fremgår, at ansøgerens søn lider af venstresidig hydronefrose (udvidelse af nyrebækkenet) samt Kawasaki sygdom, at udvidelsen af nyrebækkenet i juli 2020 var i progression, samt at nyrerne skal undersøges, hvis udvidelsen af nyrebækkenet bliver tiltagende, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det tillige fremgår, at ansøgerens søns helbred ved 12-måneders undersøgelsen var fint, at hans vægt og højde er pæn og i overensstemmelse med vægtkurven, samt at der ikke aktuelt er iværksat behandling.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at det oplyste om ansøgerens søns helbred ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens identitet ikke er fastlagt, hvorfor opholdstilladelse som udgangspunkt uanset de materielle forhold i sagen, ikke kan meddeles.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv.
    Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at det følger af EMD’s dom af 26. april 2007, Konstantinov mod Netherlands, blandt andet, at der ved afvejningen af hensynene i vurderingen vedrørende ægtefællesammenføring også kan indgå hensynet til medlemsstaternes mulighed for at kontrollere indvandring, herunder hensynet til den offentlige orden. Det følger heraf endvidere blandt andet, at det i afvejningen kan indgå, hvorvidt familielivet er etableret på et tidspunkt, hvor ansøgeren var klar over, at hendes opholdsstatus var usikker.
    Udlændingenævnet har således tillagt det særlig vægt, at ansøgeren aldrig har haft lovligt ophold i Danmark, udover processuelt ophold i forbindelse med Udlændingestyrelsens og Udlændingenævnets sagsbehandling af nærværende sag, og at hun således ikke kan have haft en berettiget forventning om, at hun kunne stifte familie og udøve dette familieliv i Danmark.
    Udlændingenævnet finder herefter ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at det ikke er uproportionalt som stridende imod EMRK artikel 8 eller i strid med Danmarks EU-retlige forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, idet hendes identitet ikke kan lægges til grund.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at et afslag på opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren ikke udgør en krænkelse af FN’s Børnekonvention, idet denne – efter Udlændingenævnets opfattelse – ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8.
    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2021 – Ægtefællesammenføring - Ganske særlige grunde - Hensynet til herboende børn

    Dato: 08-02-2021


    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Filippinerne, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever.
    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren var i perioden fra september 2009 til marts 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. Ansøgeren søgte i juli 2018 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever. Parret har boet sammen i Danmark siden 2010, og har tre fællesbørn, født i henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Ansøgerens samlever har derudover fire mindreårige særbørn, som han har regelmæssigt og fast samvær med.
    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2018.
    Udlændingenævnet finder ud fra en helt konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens faktiske omstændigheder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens samlever fra et tidligere ægteskab har fire særbørn, født i henholdsvis 2004, 2005, 2006 og 2008, med hvem han har fast og regelmæssigt samvær.
    Udlændingenævnet har ydermere lagt vægt på karakteren og omfanget af det af ansøgerens samlever udøvede samvær, herunder at han har en 5/9 samværsordning, hvorefter han over en periode på fire uger har samvær med sine fire særbørn i 10 dage inklusiv overnatninger, at han har samvær med særbørnene i en periode på to til tre uger i sommerferien, samt at særbørnene skiftevis afholder henholdsvis påske- og juleferie hos ansøgerens samlever og deres mor.
    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Filippinerne, at parret har tre fællesbørn, der er født i Danmark i henholdsvis 2016, 2018 og 2019, at børnene opholder sig i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens samlever, og at det – uanset at samlivet mellem parret hovedsageligt har været udøvet under ulovligt ophold i Danmark – ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder må antages, at der mellem parret er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet parret antages at have forpligtet sig over for hinanden ved at etablere et familieliv i Danmark, herunder særligt ved at inddrage ansøgerens samlevers fire særbørn i familiens enhed.
    Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Det bemærkes endvidere, at Udlændingestyrelsen i september 2018 meddelte ansøgeren ret til at opholde sig i Danmark under sagens behandling.”



  • Udlændingenævnets afgørelse af 08.02.2021 – Ægtefællesammenføring – Grundlæggende betingelser – Herboende ægtefælle skal bo i Danmark

    Dato: 08-02-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens om afslag på ægtefællesammenføring til en tyrkisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren søgte i september 2018 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger (referencen). På ansøgningstidspunktet var referencen bosiddende i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte medio april 2019 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Afslag blev påklaget til Udlændingenævnet ultimo april 2019. I juni 2019 udrejste referencen til Sverige.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, allerede fordi referencen ikke aktuelt er fastboende i Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2019 i Det Centrale Personregister er registreret som udrejst af Danmark til Sverige.
    Der henvises i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, at der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har dansk indfødsret.
    Udlændingenævnet har derfor ikke vurderet, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8.
    Udlændingenævnet stadfæster således med denne ændrede begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2020 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2

    Dato: 28-09-2020

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren er mentalt retarderet med en IQ målt til 40 og lider af ADHD. Han blev primo december 2018 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på grund af manglende Prøve i Dansk 2.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2018.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er mentalt retarderet med en IQ, som i foråret 2018 blev målt til 40, at han lider af ADHD, at han har gået 10 år på specialskole og senest har været i gang med en STU-uddannelse med henblik på at blive mere selvstændig.

    Udlændingenævnet har endvidere vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgerens niveau i dansk, da han forlod skolen, var på start 2. klasses niveau, at han lider af en livslang vidtgående funktionsnedsættelse, der betyder, at han på sigt formentlig vil have behov for både at være i beskyttet beskæftigelse samt være i et beskyttet botilbud, og at det fremgår af notat fra primo november 2018 fra et jobcenter, at ansøgeren ikke vil være i stand til at varetage et arbejde, ej heller på særlige vilkår, eller gennemføre en uddannelse, og derfor er bevilliget en STU, og at så snart ansøgerens sag hos Udlændingestyrelsen er afgjort, skal han afklares til førtidspension.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på en udtalelse fra Børne- og ungdomspsykiatrien fra november 2018, hvoraf det fremgår blandt andet, at ansøgerens kognitive evner ikke rækker til at kunne bestå en danskprøve eller til at kunne indlære færdighederne hertil, selvom han taler dansk, og at hans lidelser, ADHD og mental retardering af middelsvær grad, er kroniske.

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af en neuropsykologisk vurdering fra januar 2019, at ”ansøgeren vil ikke kunne klare en dansk-prøve-2. Han kan ikke læse en tekst ud over lette indskolingstekster, hvor forståelsen støttes med billeder (selv her skal han have hjælp), han kan slet ikke selv skrive eller stave. Hans forståelse for ord og begreber ligger på et meget lavt niveau svarende til 6-7 år.”

    Udlændingenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at betingelsen om, at ansøgeren skal bestå Prøve i Dansk 2 ikke bør kræves opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 17. ”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen