Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – reelt og faktisk ophold

    Dato: 03-11-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for international Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde indgivet ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der var den danske statsborgers samlever, indgav i marts 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra primo februar 2023 til ultimo marts 2023 havde opholdt sig i Sverige sammen med ansøgeren og parrets fælles barn. Den danske statsborger arbejdede i Danmark. Der var til ansøgningen vedlagt bl.a. kontoudtog fra den danske statsborgers bank, kvitteringer for flytteanmeldelse fra Danmark til Sverige, en lejekontrakt, kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas samt den danske statsborgers ansættelseskontrakt og lønsedler.

    I april 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på ansøgers opholdsret under henvisning til, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige inden sin tilbagevenden til Dan-mark.

    Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:

    ”SIRI lægger til grund, at [referencen] har været registreret som udrejst til Sverige i CPR i perioden fra [primo] februar 2023 til [primo] marts 2023. Dette indebærer ikke i sig selv, at [referencen] havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, da der alene er tale om en registrering.

    SIRI lægger endvidere til grund, at det er oplyst, at [referencen] vendte tilbage til Danmark [ultimo] marts 2023.

    I vurderingen lægger SIRI afgørende vægt på varigheden af [referencens] ophold i Sverige, som har varet i perioden fra [primo] februar 2023 til enten [primo] marts 2023 eller frem til [ultimo] marts 2023. [Referencens] ophold i Sverige udgør derfor enten 30 eller 51 dage.

    SIRI finder derfor, at [referencen] ikke har haft etableret et faktisk og reelt ophold i Sverige, og at [referencen] ikke i Sverige havde indrettet sig på en sådan måde, at det viste, at [referencen] havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Sverige og drage de konsekvenser, der følger af at flytte til et andet land.

    SIRI henviser også til, at det som udgangspunkt vil tale imod et faktisk og reelt ophold i en anden medlemsstat, hvis der er tale om et kortvarigt ophold, jf. EU-Domstolens dom i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 59.

    Det kan ikke føre til, at SIRI vurderer, at der er etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, at der er fremlagt dokumentation for, at [referencen] har afholdt udgifter til husleje, pendling og almindelig husholdning i Sverige i perioden fra primo februar 2023 og indtil [referencen] tilbagevenden til Danmark.

    SIRI lægger her vægt på, at EU-Domstolen i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 52, udtalte, at en unionsborger, som udøver sin ret til frit at opholde sig i en anden medlemsstat i op til 3 måneder (ophold efter artikel 6 i opholdsdirektivet), ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.

    SIRI vurderer derfor, at de samlede omstændigheder vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at [referencens] ophold i Sverige må betragtes som et korttidsophold efter opholdsdirektivet, og at et sådant ophold ikke kan udgøre et faktisk og reelt ophold.

    Eftersom [referencen] ikke har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, kan [ansøgeren] ikke gives ret til ophold i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at [referencens] ophold i Sverige ikke fører til, at [ansøgeren] kan aflede opholdsret fra [referencen].

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår at EU-Domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.

    Udlændingenævnet har ved sin vurdering inddraget de argumenter, som er anført i forbindelse med klagen.

    Det kan herefter ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har kendt hinanden siden marts 2019, at [referencen] blev gravid i februar 2020, at parterne har besøgt hinanden flere gange i henholdsvis Danmark og Filippinerne, at de har boet sammen på fælles bopæl siden november 2020, at de har et reelt samliv på fælles bopæl, at de kommunikerer på samme sprog, at de har et dybdegående personligt kendskab til hinanden, og at [ansøgeren] har fremvist dokumentation for den familiemæssige tilknytning til [referencen].

    Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at hverken SIRI eller Udlændingenævnet bestrider [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation er underordnet for vurderingen af, om [referencen] selv har etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at kravet om reelt og faktisk ophold i et andet EU-land ikke gælder for danske statsborgeres familiemedlemmer, og at [ansøgeren] har fremvist bevis på sit faktiske ophold i Sverige.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette ikke vil kunne ændre ved den omstændighed, at [referencen] i sin egenskab af unionsborger og dansk statsborger ikke kan antages at have etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har op-bygget og konsolideret et familieliv før [ansøgerens] ankomst til Sverige, at de har udøvet familielivet i Sverige i en periode på 51 dage frem til [referencens] tilbagevenden til Danmark, og at denne periode ikke er for kort til at opbygge og konsolidere et familieliv.

    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at omstændighederne vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at det må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som i sig selv er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.

    Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at det er anført, at SIRI’s afgørelse vægter på en tynd bevisførelse samt en forkert formodning og vurdering af den aktuelle hensigt i sagen, og at det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, og myndigheden ikke må træffe afgørelse på grundlag af et utilstrækkeligt materiale.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] ved den forelagte dokumentation har redegjort for forholdene omkring sit ophold i Sverige i en sådan grad, at der ikke var behov for, at SIRI indhentede yderligere dokumentation. Udlændingenævnet finder således, at [referencens] egen oplysning om opholdets varighed samt navnlig den indsendte kontoudskrift, ansættelseskontrakt og lejekontrakt udgør de for sagen nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at SIRI kunne træffe en korrekt og materielt rigtig afgørelse om, hvorvidt [referencen] i lyset af den ovenfor anførte retspraksis havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at SIRI’s afgørelse har negative konsekvenser for [ansøgerens] og [referencens] familie.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette forhold i sager om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen har betydning i tilfælde, hvor der skal tages stilling til, om en allerede eksiste-rende opholdsret skal ophøre. Eftersom [ansøgeren] aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, kan det anførte derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om han har opnået en afledt opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. oktober 2023 - EU – primær bevægelighed – familiemedlem – afslag på tidsubegrænset opholdsret og ophør af opholdsret

    Dato: 31-10-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, og som søgte om tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I februar 2018 indrejste ansøgeren i Danmark og fik udstedt EU-opholdskort som medfølgende ægtefælle til en herboende unionsborger. Ansøgeren indgav i december 2022 ansøgning om tidsubegrænset opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren og unionsborgeren havde ophævet deres samliv i maj 2021 og var påbegyndt processen for at blive skilt ved Familieretshuset, men at skilsmissen aldrig blev bevilget, fordi ansøgeren og unionsborgeren afbrød processen. Unionsborgeren var i juli 2021 udrejst af Danmark sammen med parrets mindreårige barn.

    Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsbegrænset ophold

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2023. Ansøgerens ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 10, stk. 1, er derfor ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i februar 2018 af SIRI blev meddelt opholdsret her i landet som familiemedlem til unionsborgeren, og at det derfor er en betingelse for ansøgerens opholdsret, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren udrejste af Danmark i juli 2021, og at det af indkomstregistreret fremgår, at unionsborgeren senest har haft lønindkomst i Danmark i juli 2021.

    Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren er udrejst til Cypern i juli 2021 og i en længere periode ikke har haft ophold i Danmark, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021.

    Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgerens opholdsret som familiemedlem til unionsborgeren ophørte i juli 2021, idet det på det foreliggende grundlag ikke kan lægges til grund, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021 og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

    Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren rejste til Cypern i en midlertidig periode, fordi parrets fællesbarn skulle i et behandlingsforløb, at unionsborgeren havde til hensigt at vende tilbage til Danmark og under sin udrejse var tilmeldt betaling af diverse faste udgifter i Danmark, og at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdsret forventede, at unionsborgeren ville vende tilbage til Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke som følge heraf er dokumenteret, at unionsborgeren efter juli 2021 reelt har haft ophold i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan bevare sin opholdsret efter unionsborgerens udrejse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, idet denne bestemmelse alene finder anvendelse for unionsborgere.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at SIRI har truffet afgørelsen på et forkert grundlag, idet ansøgeren bør bevare sin opholdsret i Danmark medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens §§ 16, stk. 2 og 17, stk. 2.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 2, idet bestemmelsen alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens død.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens og dennes ægtefælles skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse. Udlændingenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke er omfattet af bevarelsesbestemmelsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet ansøgeren og unionsborgeren fortsat er gift.

    Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren og unionsborgeren i maj 2021 påbegyndte processen for at blive skilt ved Familieretshuset, idet ansøgeren og unionsborgeren valgte at stoppe processen, og at processen således ikke har ledt til, at ansøgeren og unionsborgeren faktisk er blevet skilt.

    Endvidere kan det anførte om, at ansøgerens og unionsborgerens samliv må anses som ophørt i maj 2021, at de forud for samlivsophøret havde været gift i over 5 år, og at ansøgeren betaler børnebidrag til deres fællesbarn, ikke føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet samlivsophør ikke kan sidestilles med skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til EU-Domstolens dom af 13. februar 1985 i sag 267/83, Diatta, hvor EU-Domstolen bl.a. fastslog, at de ægteskabelige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den kompetente myndighed, hvilket ikke er tilfældet, når ægtefællerne blot har ophævet samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge CPR indrejste i Danmark i en alder af 32 år, hvorfor ansøgeren har tilbragt hovedparten af sit liv uden for Danmark.

    Udlændingenævnet finder dertil, at det forhold, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder, og at ansøgeren har været tilknyttet det danske arbejdsmarked under sit ophold, ikke i sig selv kan føre til, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens opholdsret allerede ophørte i juli 2021, idet det herefter ikke kan konstateres, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er oplyst om sådanne familiemæssige forhold, der kan begrunde, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn efter det oplyste er udrejst til Cypern i juli 2021 sammen med unionsborgeren, og at barnet ifølge oplysningerne i CPR fortsat er udrejst.

    Udlændingenævnet bemærker, at SIRI i december 2022 anmodede om yderligere oplysninger om ansøgerens personlige forhold og tilknytning til Danmark, men at der under SIRI’s såvel som Udlændingenævnets behandling af sagen alene er modtaget oplysninger om ansøgerens tilknytning til det danske arbejdsmarked.

    Udlændingenævnet finder herefter, at det på det foreliggende grundlag ikke kan antages at virke særligt belastende for ansøgeren, at opholdsretten ophører.

    Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsubegrænset ophold

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som medfølgende familiemedlem til en unionsborger uafbrudt i 5 år, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har haft et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen siden juli 2021. Der henvises til begrundelsen ovenfor.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i februar 2018 fik udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til unionsborgeren.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at udstedelse af opholdskort efter EU-retten alene er konstaterende og således ikke i sig selv skaber et opholdsgrundlag.

    Idet unionsborgeren er udrejst af Danmark i juli 2021, og ansøgeren herefter – som beskrevet ovenfor – ikke har bevaret sin opholdsret, har ansøgeren ikke haft lovligt ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen i 5 år.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. oktober 2023 – Ganske særlige grunde – Eritrea – identitet og slægtskab via DNA-undersøgelse

    Dato: 29-10-2023

    Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende statsborge-re fra Eritrea, som havde indgivet ansøgning om familiesammenføring med herboende reference. An-søgerne var efter det oplyste referencens mor, bonusfar og halvsøskende.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Herboende havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Inden sin flugt fra Eritrea havde herboen-de boet sammen med sin mor, bonusfar og sine 2 halvsøskende. Herboende havde efter sin udrejse af Eritrea fået 2 yderligere halvsøskende på sin mors side. Der var under sagen indsendt morens og bo-nusfarens Id-kort, samt referencens og hans halvsøskendes dåbsattester. Udlændingestyrelsen med-delte afslag på familiesammenføring, idet styrelsen ikke havde modtaget de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere ansøgernes identitet og slægtskab.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet hjemviser sagerne til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet nævnet vurde-rer, at der forekommer sådanne mangler i styrelsens sagsbehandling og afgørelser af oktober 2022, at sagerne bør vurderes på ny.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sine afgørelser anfører, at refe-rencen til sin oplysnings- og motivsamtale i februar 2021 ikke har oplyst om sin mors nye partner, og om sine 4 halvsøskende.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af referatet af referencens oplysnings- og motivsamtale, at hans mor hedder X, og at hans far hedder Y, at hans forældre blev skilt, da han var lille, at begge hans forældre efterfølgende har fået nye partnere, som de har fået børn sammen med, at referencen indtil sin udrejse af Eritrea boede hos sin mor, at han havde fået 2 halvsøstre på sin mors side, imens han opholdt sig i Eritrea, og at hans mor havde fået 2 yderligere børn, 1 pige og 1 dreng, efter hans udrejse af hjemlandet.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale har nævnt 3 af sine halvsøskende ved navn, og at han samtidig har oplyst, at hans halvsøskende hedder Y til efternavn, som er navnet på morens nye partner. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at børn i Eritrea normalvis får tildelt deres fars fornavn og mellemnavn (første efternavn) som mellemnavn (første efternavn) og efternavn (sidste efternavn).

    Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der til sagen er indsendt kopi af morens og bonusfa-rens Id-kort fra de eritreiske myndigheder og kopi af referencens og hans halvsøskendes eritreiske dåbsattester, samt oversættelser heraf.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at du har oplyst, at moren ikke er i besiddelse af sine børns fødselsattester udstedt af de civile myndigheder i Eritrea, og at ingen af ansøgerne har et natio-nalitetspas.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrel-sen iværksætter DNA-undersøgelser for at fastlægge ansøgernes identitet og slægtskab. Mere speci-fikt skal DNA-undersøgelserne iværksættes med henblik på at fastlægge, om moren er forælder til referencen og hans halvsøskende, og om referencens halvsøskende er børn af hans mor og bonusfar.

    Hvis ansøgernes identitet og slægtskab bekræftes, skal Udlændingestyrelsen tage stilling til, om der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-ons
    artikel 8, og om Danmark i givet fald er nærmest til at beskytte dette.

    Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagerne.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – ægtefællesammenføring – integrationskrav – associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 25-10-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – ægtefællesammenføring – integrationskrav – associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende tyrkiske ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Herboende reference fik i januar 1999 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i august 2003 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og referencen var gift i perioden fra 1983 til 1998, hvorefter de blev skilt. Ansøgeren og referencen blev gift igen i juli 2020, hvorefter ansøgeren søgte om opholdstilladelse som familiesammenført til den herboende reference i oktober 2020. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende reference inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, som i juni 2022 hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen under henvisning til, at den herboende references modtagelse af offentlige ydelser, var et resultat af en arbejdsskade i 2009, og det derfor ville være imod FN’s Handikap-konvention at meddele afslag på familiesammenføring på baggrund heraf. Udlændingestyrelsen meddelte herefter på ny afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren i november 2021, var blevet meddelt et indrejseforbud. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet som på ny hjemviste sagen, idet Udlændingestyrelsen ikke havde inkluderet de forhold, som Udlændingenævnet havde lagt vægt på i sin hjemvisning af juni 2022. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i juni måned 2023 på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet i juli 2023.
    Udlændingenævnets afgørelse:
    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Det til støtte for klagen anførte om, at anvendelsen af integrationskravene er forbudte i den konkrete sag, jf. EU-dommen C-279/21, X mod Udlændingenævnet kan ikke føre til en ændret vurdering heraf.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EU-Domstolen i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, bl.a. udtalte, at en ny begrænsning ikke kan begrundes i formålet om at sikre en vellykket integration af en ansøger, hvis lovgivningen ikke gør det muligt at tage hensyn til ansøgerens egen integrationsegnethed eller til andre faktorer, der godtgør, at den herboende ægtefælle faktisk er integreret i den pågældende medlemsstat, og dermed vedkommendes mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i denne medlemsstat.
    Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har foretaget en behørig vurdering af hvorvidt kravet om, at referencen skal have bestået prøve i Dansk 3, skal fraviges, under henvisning til dennes faktiske integration, og mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i Danmark, jf. også EU-dommen C-279/21, X mod Udlændingenævnet.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse supplerende foretaget en vurdering af, hvorvidt kravet om, at referencen skal have bestået prøve i Dansk 3, skal fraviges under henvisning til ansøgerens egen integrationsegnethed, men har ikke fundet grundlag herfor, idet det fremgår af det til Udlændingestyrelsen fremsendte ansøgningsskema bl.a., at ansøgeren ikke har taget en uddannelse, ikke har bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, ikke har bestået en engelsk prøve på B1-niveau eller på et tilsvarende eller højere niveau, ikke har et arbejde og ikke tidligere har haft et arbejde med en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen.
    Af samme grund kan det til klagen anførte om, at ansøgeren og referencen er overordentlig velintegrerede og ressourcegivende for det danske samfund, ikke føre til en ændret vurdering heraf.
    Udlændingenævnet har endvidere afslutningsvist foretaget en vurdering af hvorvidt betingelsen om, at den herboende person skal bestå Prøve i Dansk 3, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, skal fraviges under henvisning til FN's Handicapkonvention, idet det fremgår af oplysningerne i sagen, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention, herunder det forhold, at ansøgeren ifølge Jobcenter Københavns afgørelse om tilkendelse af førtidspension af marts 2021 siden 2007 har lidt af spinalstenose i ryggen med udstråling til højre ben samt følger efter traume i højre knæ siden 2009 med forværring siden 2018/2019, at referencens funktionsevne primært nedsættes af ryg- og knæproblematik, og at referencens erhvervsevne vurderes så nedsat, at han uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning ikke kan blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, heller ikke i fleksjob.
    Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Prøve i Dansk 3 kan tages med hjælpemidler, og at der ikke over for Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet er fremsendt dokumentation for, at referencen har søgt om dispensation for prøven eller om fritagelse for aflæggelse af dele af prøven.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der på baggrund af dokumenterede handicaps, kan anmodes om dispensation for aflæggelse af Prøve i Dansk 3, og at der i øvrigt kan træffes beslutning om, at prøvedeltageren vil kunne aflægge prøven under særlige vilkår, herunder at prøvedeltageren kan fritages for læse- og skrivedelen af prøven og tilbydes kompenserede IT-programmer.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnet bemærker, at danskprøvekravet er et obligatorisk krav, hvorfor Udlændingenævnet ikke ved denne afgørelse har taget stilling til, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder de øvrige integrationsbetingelser i udlændingelovens § 9, stk. 8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2023 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde

    Dato: 23-10-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Haiti, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 1, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren blev i juni 2023 antruffet af politiet i forbindelse med afholdelse af en gadefest, idet klageren havde indrettet en plads med malerudstyr, hvor han malede ansigter på forbipasserende personer og tog betaling herfor. Klageren forklarede, at han var blevet inviteret til Danmark af en bekendt for at arbejde som kunstner under gadefesten. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og vedtog den udenretlige bøde på 3.000 kr.

    I juni 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 1, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1

    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Haiti, og at du [i maj 2023] indrejste i Danmark.

    [Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen endvidere lagt til grund, at du [i juni 2023] blev sigtet og anholdt af [politiet] for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at udføre arbejde som ansigtsmaler til [en gadefest], selvom du ikke var i besiddelse af [den] fornødne tilladelse.

    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdet og vedtaget en uden-retlig bøde på 3.000 kr. herfor.

    [Udlændingestyrelsen] vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Haiti ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil.

    Det forhold, at du oplyser, at du og [person] ikke har aftalt løn og at du endnu ikke har fået udbetalt løn for det udførte arbejde, kan, henset til ovenstående, ikke føre til, at du ikke udvises, idet det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om (ulovligt) arbejde.

    [Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [juni 2023] af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Det til støtte for klagen anførte om, at du [i juni 2023] hverken arbejdede som ansat eller som frivillig, men at der derimod var tale om en venlig gestus som tak for invitationen til [gadefesten], kan ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at politiet observerede dig, mens du sad ved en bænk med malergrej foran dig, at du henvendte dig til forbipasserende personer, hvorefter du malede en person i ansigtet og modtog betaling herfor.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal være i besiddelse af en gyldig arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse i Danmark, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke f.eks. det forhold, at der er tale om en vennetjeneste, eller om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at gøre sig bekendt med, hvilke regler der gælder i forbindelse med at udføre arbejde i Danmark, herunder hvad der anses for arbejde.

    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Haiti, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

    Det til støtte for klagen anførte om, at du har en verserende sag vedrørende ansøgning om arbejdstilladelse i [Schengenland], hvorfor det har store negative konsekvenser for dig at have et indrejseforbud i Schengenområdet, kan på bagrund af overstående derfor ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet skal bemærke, at du kan ansøge de relevante myndigheder om et territorialt begrænset visum til de lande, du ønsker at indrejse i. De relevante myndigheder vil vurdere, om der i din sag foreligger ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde et visum til de pågældende lande.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2023 – Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer

    Dato: 23-10-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra juli 2022 om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som Chef de Partie, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, til en statsborger fra Mexico.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I juli 2022 meddelte SIRI ansøgeren afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som Chef de Partie, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, begrundet i, at ansøgeren ikke er tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, idet den tilbudte ansættelse som Chef de Partie ikke er knyttet så tæt til ansøgeren, at andre ikke umiddelbart vil kunne varetage det pågældende arbejde.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse af juli 2022.

    Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på sin ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som Chef de Partie hos Restaurant A under henvisning til, at han ikke har sådanne særlige individuelle kvalifikationer, der er knyttet til ham som person, at andre ikke umiddelbart vil kunne varetage det tilbudte arbejde.

    Udlændingenævnet henviser til lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, jf. lovforslag nr. L 151 fremsat den 6. februar 2019, hvoraf det bl.a. fremgår, at det afgørende kriterium med henblik på at meddele en opholds- og arbejdstilladelse efter bestemmelsen er en vurdering af udlændingens særlige individuelle kvalifikationer, bl.a. udlændingens uddannelsesmæssige baggrund, tidligere arbejdserfaring og relevante personlige egenskaber. Der kan blandt andet være tale om specialiserede kokke.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren er uddannet som kok i det etniske mexicanske køkken på universitet i Mexico, at han har dokumenteret deltagelsen i kokkekonkurrencer, hvor han vandt 1. plads i konditorkonkurrencen, og at han var semifinalist i mesterskabet ”Årets kok-2019” i Mexico, at han har 13 års arbejdserfaring inden for det mexicanske køkken samt 6 måneders praktikophold hos en 2-stjernet Michelin restaurant i Spanien, og at han i en periode på 7 måneder underviste i grundlæggende kulinariske færdigheder og teknikker inden for mexicansk gastronomi på universitet i Mexico.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at Restaurant A, som er optaget i Michelin-guiden og er omtalt som en af verdens bedste mexicanske restauranter uden for Mexico, hvis standarden skal være på Michelin-niveau, er på udkig efter en erfaren mexicansk kok med dyb viden om smag og teknikker i mexicansk madlavning, som løbende skal træne ca. 40 ansatte i mexicansk gastronomi. Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at arbejdsgiveren efter mange ansøgninger og flere samtaler ikke kunne finde en dygtig kandidat i Europa, og at ansøgeren efter en lang og grundig ansøgningsproces, der også involverede en praktisk prøve, er blevet tilbudt ansættelse.

    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er i besiddelse af sådanne særlige kulinariske kompetencer, som medfører, at han kan anses for at være specialiseret kok inden for det mexicanske køkken, og at andre ikke umiddelbart kan varetage den stilling med tilknyttede arbejdsopgaver, som han er tilbudt hos Restaurant A.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om det ansøgte kan imødekommes.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. oktober 2023 – Sekundær bevægelighed – Forsørgelseskrav

    Dato: 17-10-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra USA, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren, der var gift med en dansk statsborger, indgav i december 2022 ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger. Det var til ansøgningen oplyst, at den danske statsborger og ansøgeren havde opholdt sig i Spanien i perioden fra februar 2022 og frem til november 2022, og at den danske statsborger havde været arbejdstager. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kopi af den danske statsborgers kontoudtog og ansættelseskontrakt.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af februar 2023. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet har indledningsvist, ligesom SIRI, lagt til grund, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Spanien, som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende). Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har været bosiddende i Spanien, men at vedkommende har haft arbejde i Gibraltar. Den danske statsborger kan derfor ikke anses for at have været arbejdstager i Spanien i medfør af reglerne om fri bevægelighed.

    Derudover har Udlændingenævnet lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren har konsolideret et familieliv ved deres ophold i Spanien. Det er herved indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger og ansøgeren bl.a. har indsendt en række dokumenter for deres fælles ophold i Spanien, herunder en fælles lejekontrakt.

    Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af de foreliggende oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.

    Forsørgelseskravet stilles, idet den danske statsborger inden indrejsen i Danmark har opholdt sig i Spanien som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende), og da den danske statsborger ved sin tilbagevenden til Danmark i november 2022 forsat var ikke-økonomisk aktiv.

    Det forhold, at den danske statsborger har været i beskæftigelse i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 kan ikke føre til, at den danske statsborger kan anses for at have været økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark, og at forsørgelseskravet derfor ikke stilles.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborgers ansættelse først begyndte 3 måneder efter indrejsen i Danmark, og at den danske statsborgers ansættelse alene har været af begrænset omfang og varighed. Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 i gennemsnit arbejdede ca. 16 timer om måneden, og at den danske statsborger efter maj 2023 ikke ses at have haft en lønindkomst.

    Det er herefter indgået i Udlændingenævnets vurdering af forsørgelseskravet, at det af de fremlagte bankudskrifter af december 2022 fremgår, at den danske statsborger pr. december 2022 havde et samlet indestående på 1.654 euro, svarende til ca. 12.300 kr., og at den danske statsborger siden april 2023 månedligt har modtaget 2.474 kr. i SU.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at beløbene på den danske statsborgers kontoudskrifter ikke i sig selv godtgør, at den danske statsborger har tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og ansøgeren. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at et beløb på ca. 12.300 kr., ikke over en længere periode må antages at udgøre et tilstrækkelig beløb for forsørgelse af to personer.

    Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf henvise til de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, ved vurderingen af forsørgelseskravets størrelse.

    Ved vurderingen har Udlændingenævnet desuden lagt vægt på, at den danske statsborger ud over sit bankindestående har haft lønindtægt fra sin arbejdsplads, og at den danske statsborger har modtaget SU. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på beløbets begrænsede størrelse, som ikke ud fra de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, må anses at være tilstrækkelige midler til to personer.

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der i øvrigt ikke er fremlagt dokumentation for andre indtægter eller midler, som taler for, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Det forhold, at det af CPR fremgår, at den danske statsborger er bosiddende på samme adresse som sin far, kan ikke føre til en ændret vurdering, da oplysningen ikke dokumenterer, at der foreligger særlig forhold vedrørende den danske statsborger og ansøgerens økonomiske situation.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2023 – Brexit – Britisk statsborger – Ej ophold inden overgangsperiodens udløb

    Dato: 13-10-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, som havde fået afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i december 2021 ansøgning om udstedelse af opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsen som britisk statsborger. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren i marts 2019 fik udstedt et registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsen som person med tilstrækkelige midler, og at ansøgeren samme dag blev bopælsregisteret i Danmark. SIRI anmodede under sagsbehandlingen om dokumentation for ansøgerens ophold i Danmark, men SIRI modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Under klagesagen blev det oplyst, at ansøgeren havde været bosiddende her i landet sammen med sin herboende kæreste, men at ansøgeren ofte havde været i England for at hjælpe sin datter, ligesom COVID-19 havde haft indflydelse på ansøgerens mulighed for at returnere til Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af oktober 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren havde taget ophold i Danmark i medfør af EU-retten inden overgangsperiodens udløb den 31. december 2020, og at ansøgeren forsat havde ophold i Danmark efter den 31. december 2020.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i marts 2019 blev meddelt opholdsret her i landet som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende) i medfør af den dagældende EU-opholdsbekendtgørelses § 6, stk. 1, og at ansøgeren ifølge CPR har haft bopæl i Danmark siden marts 2019.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke i selv kan føre til, at ansøgeren har ret til ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU, da oplysningerne ikke i selv dokumenterer ansøgerens ophold her i landet, da der alene er tale om registreringer.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der ud over ovenstående registreringer i CPR og udlændingemyndighedernes systemer ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren faktisk har opholdt sig her i landet, selvom SIRI ved breve af august 2022 og september 2022 anmodede om dokumentation for ansøgerens ophold.

    Det forhold, at det til klagen har anført, at referencen og ansøgeren har boet sammen siden 2019, og at de i 2019 købte en byggegrund, kan ikke føre til ændret vurdering, da det ikke er dokumenteret, at ansøgeren faktisk opholdt sig i Danmark.

    Det anførte om, at ansøgeren var i London, da COVID-19 begyndte, og ansøgeren derfor ikke kunne indrejse i Danmark samt, at ansøgeren ofte har været i London for at hjælpe sin yngste datter, ændrer ikke Udlændingenævnets vurdering. Udlændingenævnet henviser til det ovenfor anførte om, at der ikke er fremlagt dokumentation for ansøgerens faktiske ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det en vis vægt, at referencen i klagen har anført, at ansøgeren vendte tilbage til Danmark i foråret 2023, idet Udlændingenævnet finder, at oplysningen taler for, at ansøgeren ikke har taget ophold i Danmark.

    Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at der er indsendt erklæring af oktober 2022 vedrørende referencens forsørgelse af ansøgeren samt arbejdsgivererklæring, allerede fordi, at det ikke er tilstrækkelig dokumenteret, at ansøgeren faktisk havde ophold inden overgangsperiodens udløb, og at ansøgeren fortsat havde ophold efter overgangsperiodens udløb.

    Endelig kan den vedlagte prøvelsesattest og oplysningen om, at referencen og ansøgeren i oktober 2023 skal giftes, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne alene vedrører ansøgerens og referencens relation som par og ikke nærmere dokumenterer ansøgerens ophold.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2023 –meldepligt – afvist asylansøger

    Dato: 11-10-2023

    Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, som var blevet pålagt pligt til at melde sig i et udrejsecenter 3 dage om ugen – mandag, onsdag og fredag mellem kl. 9.00 og kl. 15.00.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren, som er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo, blev i 2020 meddelt afslag på asyl med udrejsefrist samme år. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse. Hjemrejsestyrelsen traf i 2021 afgørelse om, at klager ikke medvirkede til sin udsendelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Hjemrejsestyrelsen, idet Hjemrejsestyrelsens vejledning i forbindelse med Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo december 2021 ikke i tilstrækkeligt omfang lever op til forvaltningslovens regler om vejledning, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1. Det ses således ikke af Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo december 2021, hvorvidt der er foretaget en konkret og individuel vejledning i sagen for så vidt angår meldepligten, herunder i forhold til konsekvenserne af manglende medvirken, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, samt god forvaltningsskik.

    Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen under deres behandling af klagerens sag ikke i fornødent omfang har foretaget en korrekt vejledning af klageren om hendes rettigheder og forpligtelser, såfremt hun ikke måtte medvirke til sin udrejse.

    Vejledning efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, bør sikre, at en part i sagen får tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på det pågældende område har for vedkommende, og hvordan den pågældende lettest og mest effektivt kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen. Vejledningen bør endvidere orientere om hvilken fremgangsmåde, der skal følges af den, der henvender sig til myndigheden, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes som led i en sags behandling. Vejledningens indhold og omfang må afpasses i forhold til borgerens forudsætninger og dennes eventuelle særlige personlige forhold.

    Udlændingenævnet finder, at der ikke er foretaget korrekt og fyldestgørende vejledning under samtalen primo december 2021. Det forhold, at Hjemrejsestyrelsen i sin afgørelse af primo december 2021 anfører, at klageren primo september 2021 er vejledt om, at den pålagte meldepligt er en konsekvens af, at klageren ikke medvirker til sin udrejse, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til, at klageren er blevet vejledt korrekt og fyldestgørende.

    Udlændingenævnet finder, at den information, som klageren fik i forbindelse med samtalen primo september 2021 på et tidspunkt, hvor hun tilkendegav at ville medvirke til at udrejse af Danmark og af Hjemrejsestyrelsen blev vurderet som medvirkende, ikke kan sidestilles med en reel vejledning om retsvirkningerne af manglende medvirken, da omstændighederne i klagerens sag ændrede sig væsentligt på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo december 2021. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren tre måneder efter samtalen primo september 2021 af Hjemrejsestyrelsen primo december 2021 blev vurderet til ikke at medvirke til udrejsen. Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med deres samtale med klageren primo december 2021 på ny burde have vejledt klageren om konsekvenserne af manglende medvirken.

    Udlændingenævnet har derfor sendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen efter korrekt vejledning kan foretage en fornyet vurdering af, hvorvidt klageren kan pålægges meldepligt. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til sagens udfald.

    Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.”

  • Dato: 03-10-2023

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen