Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 - EU – sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold

    Dato: 10-02-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Austra-lien, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udø-vet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren havde været samlever med den danske statsborger siden 2017. Ansøgeren havde fra 2018 til 2019 haft opholdstilladelse i Danmark og flyttede herefter til Norge, hvor ansøgerens danske samle-ver sluttede sig til i marts 2020. Parret indrejste i Danmark i juli 2021, hvorefter ansøgeren indgav an-søgning om opholdsret efter EU-reglerne. Parret havde til sagen bl.a. fremlagt kopi af flybilletter for deres jævnlige rejseaktivitet mellem Norge og Danmark, den danske samlevers kontoudskrifter samt kvitteringer for den danske samlevers tilmelding til et fitnesscenter i Norge. Den danske samlever fremgik ikke på lejekontrakten for boligen i Norge og kunne ikke dokumentere at have afholdt udgifter til forbrug m.m. under sit ophold. Den danske samlever havde under sit ophold i Norge, bibeholdt sin danske bopæl, været fjernstuderende på et dansk universitet, og havde ikke på noget tidspunkt regi-streret sin udrejse i CPR.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgerens danske samlever har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold i Norge, som er en betingelse for, at den danske samlever kan få ret til op-hold.

    Udlændingenævnet har ved en konkret og individuel vurdering lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumentation, der understøtter, at den danske samlever har haft udgifter til et almin-deligt forbrug i Norge, som vil kunne antages at være normalt, hvis den danske samlever havde etable-ret et reelt og faktisk ophold i Norge.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af kontoudskrifter fra den dan-ske samlevers bankkonto hos Danske Bank for perioden fra januar 2020 til marts 2020. Dette kan imid-lertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det heraf fremgår, at den danske samlever kun har foretaget 1 enkelt køb til almindeligt forbrug i Norge efter, at den danske samlever indrejste i landet den i marts 2020.

    Udlændingenævnet har også vurderet de fremlagte kontoudskrifter for perioden fra oktober 2020 til december 2020. Selvom det af disse fremgår, at den danske samlever har foretaget i alt 26 køb til et almindeligt forbrug i Norge i perioden, så finder Udlændingenævnet, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet købene er foretaget over en periode på 3 måneder og at de fleste køb er foretaget over enkelte sammenhængende perioder. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er fremlagt kopi af den danske samlevers kontoudskrifter for perioden fra april 2020 til september 2020 eller fra januar 2021 og frem til den danske samlevers indrejse i Danmark i juli 2021.

    Henset til, at der alene er fremlagt kontoudskrifter fra den danske samlevers bankkonto for en spora-disk periode, kan de fremlagte kontoudskrifter derfor ikke tillægges nogen afgørende vægt i vurderin-gen af, hvorvidt den danske samlever under sit ophold i Norge havde etableret et reelt og faktisk op-hold.

    Udlændingenævnet har i samme forbindelse lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er fremsendt dokumenta-tion for, at den danske samlever har haft en dagligdag i Norge i form af f.eks. norske kvitteringer og dokumentation for udgifter til internet, tv, elforsyning telefonforbrug, læge- eller tandlægebesøg eller andre forhold i Norge, som vil kunne antages at være normalt, såfremt den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold.

    Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumenta-tion, der understøtter, at den danske samlever i forbindelse med sin udrejse til Norge i marts 2020 op-gav sin bopæl i Danmark og dermed drog de nødvendige konsekvenser, der fulgte af at være flyttet.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at det fremgår af CPR, at den danske samlever ikke på noget tidspunkt har været registreret som udrejst til Norge, og at det endvidere fremgår, at hun har været registreret på en dansk adresse indtil juli 2021.

    Udlændingenævnet henviser i øvrigt til, at det fremgår af de fremlagte kontoudskrifter, at den danske samlever i oktober 2020 har haft udgifter til varme i forbindelse med sin husførelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der i den forbindelse ikke er fremlagt dokumentation for, at den danske samlever, som følge af sin flytning til Norge, udlejede eller opsagde sin lejebolig i peri-oden.

    Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den dan-ske samlever har boet hos ansøgeren i lejlighederne beliggende på de norske adresser i Oslo i Norge i perioden fra hendes indrejse i landet i marts 2020 og frem til, at de efter det oplyste fra november 2020 boede på en anden norsk adresse.

    De fremlagte norske lejekontrakter kan ikke i sig selv føre til, at det kan lægges til grund, at den dan-ske samlever faktisk har boet i og rådet over boligerne på de 2 adresser. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den danske samlevers navn ikke fremgår af lejekontrakterne, og at det i øvrigt ikke fremgår af de fremlagte kontoudskrifter, at den danske samlever har bidraget til afholdelsen af udgifter til bl.a. husleje og andre løbende udgifter i forbindelse med lejemålene.

    Det forhold, at det i klagen er anført, at den danske samlever bibeholdte både sin bolig og bankkonto i Danmark på grund af uforudsigelige omstændigheder omkring CoVID-19-situationen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at CoVID-19-situationen ikke i sig selv und-tager den danske samlever for at opfylde betingelserne efter EU-reglerne.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af 1 kvittering for køb af 12 måneders medlemskab til SATS fitnesscenter i Oslo fra september 2020, og at der er fremlagt et antal billeder visende ansøgeren og den danske samlever sammen. Ligeledes er det indgået, at der er frem-lagt kopi af flybilletter i den danske samlever navn, hvoraf det fremgår, at den danske samlever ofte har opholdt sig i Norge, og kopi af e-mailkorrespondancer mellem den danske samlever og Danske Bank samt erklæringer fra ansøgerens og den danske samlevers forældre vedrørende jeres samliv.

    Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet finder, at uanset at den danske samlever har haft flere længerevarende besøgsophold hos ansøgeren i Norge, så er det på baggrund af sagens samlede oplysninger ikke godtgjort, at den danske samlever ud fra objektivt kon-staterbare faktorer har indrettet sig i Norge på en måde, som viser, at den danske samlever har haft til hensigt at etablere en reel tilværelse dér, og har draget de nødvendige konsekvenser af at være flyttet til et andet land.

    De fremlagte danske lejekontrakter kan desuden ikke tillægges væsentlig vægt i vurderingen, da de ikke vedrører den danske samlevers ophold i Norge.

    Endelig kan ansøgerens forhold i Norge, herunder ansøgerens norske opholdskort, ansøgerens ansæt-telseskontrakt, lønsedler og kontoudtog, ansøgerens formueforhold i Australien og ansøgerens flybil-letter, ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om ansøgeren har opholdt sig i Norge i den pågæl-dende periode, godtgør dette ikke i sig selv, at den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold i Norge.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10.02.2022 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 10-02-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin mindreårige datter.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren blev i februar 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I april 2017 inddrog Udlændingestyrelsen ansøgerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse og pålagde ansøgeren at udrejse af Danmark senest i april 2018. Ansøgeren udrejste imidlertid ikke og opholdt sig herefter ulovligt i Danmark. Ansøgeren fik i maj 2020 en datter, der er dansk statsborger og bosiddende i Danmark. Ansøgeren boede hos datterens mor sammen med datteren fra datterens fødsel og indtil hun var ca. 4 måneder, og ansøgeren havde herefter regelmæssigt samvær med datteren 3 gange om ugen af 2 timers varighed. Ansøgeren og datterens mors forhold ophørte i efteråret 2020. I juni 2021 søgte ansøgeren om familiesammenføring med datteren. I oktober 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2021.

    Udlændingenævnet vurderer således, at det vil være bedst stemmende med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, at meddele ansøgeren opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet lægger til grund, at der består et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og hans datter, som er omfattet af EMRK artikel 8, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgeren har boet sammen med sin datter, siden hendes fødsel og indtil hun var ca. 4 måneder, at ansøgeren herefter har haft regelmæssigt samvær med datteren, at ansøgeren ifølge samværsaftale fra april 2021 har samvær med datteren 3 gange om ugen af 2 timers varighed, at samværsaftalen er underskrevet af ansøgeren og moderen til datteren og er forsynet med en tvangsfuldbyrdelsesklausul, og at samværsaftalen er anmeldt til Familieretshuset ved e-mail fra juni 2021.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at datteren er født i maj 2020, og at der henset til hendes alder må antages at være tale om sædvanligt samvær. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af Familieretshusets samværsguide til forældre bl.a., at det for et barn i alderen 0-1 år er optimalt, at barnet har en fast base, og at den anden forælder kan være sammen med barnet flere gange om ugen, mens det for et barn i alderen 1-3 år fremgår, at samværet kan udvides, når barnet bliver ældre, og at overnatning efterhånden også kan være en god løsning, men at barnet skal være modent nok til dette. Familieretshusets samværsguide til forældre kan læses via dette link: https://familieretshuset.dk/media/1576/samvaersguide_170321.pdf

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at oplysningerne om ansøgerens samvær med datteren er bekræftet af datterens mor, og at datterens mor og ansøgeren ikke har fælles bopæl.

    Det fremgår imidlertid af sagen, at Flygtningenævnet i marts 2018 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i den forbindelse pålagde ham at udrejse af Danmark senest i april 2018. Ansøgeren har ikke efterfølgende haft opholdstilladelse i Danmark, og han opholdt sig således ulovligt i Danmark på tidspunktet for datterens fødsel.

    Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, om det vil være proportionalt og i overensstemmelse med EMRK artikel 8, stk. 2, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse.

    Reglerne om opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven og varetager et anerkendelsesværdigt formål, herunder hensynet til immigrationskontrol og håndhævelse af udlændingemyndighedernes afgørelser, der kan begrunde indgreb i retten til familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke vil være proportionalt i forhold til vurderingen efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det fremgår i den forbindelse af dommen Nunez mod Norge, afsagt i juni 2011 af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, præmis 70, at

    ”Another important consideration is whether family life was created at a time when the persons involved were aware that the immigration status of one of them was such that the persistence of that family life within the host State would from the outset be precarious … Where this is the case the removal of the non-national family member would be incompatible with Article 8 only in exceptional circumstances…”

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Somalia, og at det på baggrund af den geografiske afstand fra Danmark til Somalia vil være vanskeligt for ansøgeren at opretholde samværet med datteren.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at Somalia er placeret i landegruppe 5 i forhold til udstedelse af visum, jf. visumbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr.1287 af 14. juni 2021 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum) bilag 2, hvorefter en person i landegruppe 5 som udgangspunkt kun kan gives visum i ekstraordinære situationer.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på datterens unge alder, og at det som følge heraf ikke vil være muligt at udøve samværet via digitale medier, ligesom datteren heller ikke vil have mulighed for at rejse til Somalia for at besøge ansøgeren.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt vil afskære familielivet mellem ansøgeren og datteren.

    Udlændingenævnet vurderer på baggrund af en samlet vurdering af disse konkrete forhold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Prøve i Dansk 3

    Dato: 10-02-2022


    Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Prøve i Dansk 3

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en thailandsk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i februar 2021 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgningen var vedlagt dokumentation for, at ansøgeren i forbindelse med sin uddannelse som Social- og sundhedshjælper har fået 7 i standpunktskarakter og 7 i prøvekarakter i Dansk D. Prøvekarakteren i dansk var en overført standpunktskarakter. Udlændingestyrelsen gav i november 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte mindst 2 ud af 4 supplerende betingelser, herunder kravet om bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at ansøgeren ikke havde bestået en eksamen i dansk.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder mindst 2 ud af 4 supplerende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af specifikation af skolebevis for Social- og sundhedshjælper af ultimo oktober 2015, at ansøgeren har fået 7 i standpunktskarakter samt 7 i prøvekarakter, som er en overført standpunktskarakter, i dansk på D-niveau.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af https://www.nyidanmark.dk/da/Ord-og-begreber/US/Diverse-US/Prøver-på-tilsvarende-eller-højere-niveau-end-Prøve-i-Dansk-3, at bl.a. følgende ældre godkendte prøver har et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3:

    - Social- og sundhedshjælperuddannelsen, den pædagogiske grunduddannelse (pgu), social- og sundhedsassistentuddannelsen bestået med et gennemsnit af standpunkts- eller prøvekarakterer i dansk på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).

    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at det ikke er et krav, at ansøgeren har bestået en eksamen i dansk i forbindelse med sin social- og sundhedshjælperuddannelse, idet dokumentation for en bestået social- og sundhedshjælperuddannelse med et gennemsnit af standpunktskarakterer på mindst 02 (efter 7-trins-skalaen) i dansk er tilstrækkeligt til at dokumentere, at hun har bestået en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder kravet om at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Prøve i Dansk 3

    Dato: 10-02-2022


    Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Prøve i Dansk 3

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en thailandsk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i februar 2021 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgningen var vedlagt dokumentation for, at ansøgeren i forbindelse med sin uddannelse som Social- og sundhedshjælper har fået 7 i standpunktskarakter og 7 i prøvekarakter i Dansk D. Prøvekarakteren i dansk var en overført standpunktskarakter. Udlændingestyrelsen gav i november 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte mindst 2 ud af 4 supplerende betingelser, herunder kravet om bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at ansøgeren ikke havde bestået en eksamen i dansk.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder mindst 2 ud af 4 supplerende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af specifikation af skolebevis for Social- og sundhedshjælper af ultimo oktober 2015, at ansøgeren har fået 7 i standpunktskarakter samt 7 i prøvekarakter, som er en overført standpunktskarakter, i dansk på D-niveau.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af https://www.nyidanmark.dk/da/Ord-og-begreber/US/Diverse-US/Prøver-på-tilsvarende-eller-højere-niveau-end-Prøve-i-Dansk-3, at bl.a. følgende ældre godkendte prøver har et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3:

    - Social- og sundhedshjælperuddannelsen, den pædagogiske grunduddannelse (pgu), social- og sundhedsassistentuddannelsen bestået med et gennemsnit af standpunkts- eller prøvekarakterer i dansk på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).

    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at det ikke er et krav, at ansøgeren har bestået en eksamen i dansk i forbindelse med sin social- og sundhedshjælperuddannelse, idet dokumentation for en bestået social- og sundhedshjælperuddannelse med et gennemsnit af standpunktskarakterer på mindst 02 (efter 7-trins-skalaen) i dansk er tilstrækkeligt til at dokumentere, at hun har bestået en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder kravet om at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 - EU – sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold

    Dato: 01-02-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelser vedrørende en statsborger fra Thailand, og hendes barn, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgik ægteskab med den danske statsborger i 2016, og var samlevende med den danske statsborger i Danmark, hvor hun havde opholdstilladelse. I november 2018 flyttede parret efter det oplyste til Sverige i 3,5 måned og genindrejste i Danmark i februar2019. Ansøgeren og ansøgerens særbarn indgav herefter ansøgning om opholdsret efter EU-reglerne. Parret havde til sagen fremlagt bl.a. kopi af en oversigt over rejser via Øresundsbroen, kopi af kontooversigt vedrørende en fælleskonto, kvitteringer for køb foretaget i Sverige, samt en tidsbegrænset lejekontrakt. Den danske statsborger havde under sit ophold i Sverige bibeholdt sin danske bolig, og sit arbejde i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelser fra september 2019. Ansøgeren og ansøgerens særbarn har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske statsborgers ophold i Sverige ikke objektivt kvalificerer sig til, at ansøgeren og ansøgerens særbarn kan aflede opholdsret fra ham.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har indrettet sig i Sverige på en måde, som viser, at han har haft til hensigt at etablere en reel tilværelse dér, og har draget de nødvendige konsekvenser af at være flyttet til et andet land.

    Udlændingenævnet har særligt lagt vægt på, at den danske statsborger efter det oplyste alene har haft bopæl i Sverige sammen med ansøgeren og ansøgerens særbarn i perioden fra november 2018 til februar 2019, dvs. en kort periode på ca. 3,5 måned, og at han i denne periode ligeledes havde flere ophold i Danmark samt at han under opholdet fortsat arbejdede og havde det meste af sin dag i Danmark.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt en oversigt over rejser via Øresundsbroen for perioden fra november 2018 til februar 2019, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra medio november til ultimo november 2018 opholdte sig i Danmark i 4 dage, at han i december 2018 opholdte sig i Danmark i 11 dage, at han i januar 2019 opholdte sig i Danmark i 14 dage, og at han i februar 2019 opholdte sig i Danmark i 7 dage. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger har indsendt dokumentation for, at han var på ferie i Hamborg 2 dage i februar 2019, og at han var på forretningsrejse i samlet set 14 dage. Udlændingenævnet kan derfor lægge til grund, at den danske statsborger har opholdt sig i Danmark, svarende til i alt 20 dage. Den danske statsborger har således samlet set opholdt sig i Sverige i mindre end 3 måneder.

    Derudover er der lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumentation, der understøtter, at den danske statsborger har haft udgifter til et almindeligt forbrug i Sverige, som vil kunne antages at være normalt, hvis han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige i den pågældende periode. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke er dokumentation for almindelige udgifter til husholdning og forbrug som for eksempel udgifter til internet, telefon eller lignende. Udlændingenævnet finder således, at disse forhold underbygger en antagelse om, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige i den angivne periode.

    Den til sagerne indsendte kontooversigt fra februar 2019 for perioden fra november 2018 til februar 2019 kan ikke føre til en ændret vurdering, uanset at det fremgår af konto-oversigten, at der er valgt etiket ”Köp i Sverige”. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ligeledes fremgår af oversigten, at der er tale om en fælleskonto. Udlændingenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at det er den danske statsborger, der har foretaget købene. Ligeledes kan de 24 kvitteringer, der blev indsendt under SIRI´s behandling, og de 24 billeder af transaktioner, der blev indsendt til Udlændingenævnet, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet vurderer således, at selvom der er foretaget betalinger i Sverige i den pågældende periode, kan disse betalinger, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, ikke stå alene i forhold til vurderingen af, om opholdet i Sverige har været af reel og faktisk karakter.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er indsendt en tidsbegrænset lejekontrakt af november 2018 for en møbleret lejlighed på 69 kvm beliggende på en svensk adresse for perioden fra november 2018 til november 2019, og den danske statsborger havde orienteret sin arbejdsgiver, om at han havde skiftet adresse. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke at dette kan føre til en ændret vurdering, idet der er tale om en tidsbegrænset lejekontrakt vedrørende en møbleret bolig. Hertil har Udlændingenævnet tillagt det betydning, at lejligheden, hvor de alle 3 skulle bo var 69 kvm og at den danske statsborger sammen med ansøgeren og ansøgerens særbarn i et år forud for flytningen til Sverige, havde boet sammen i Danmark i en bolig på 308 kvm.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at den danske statsborger har beholdt boligen på den danske adresse i Danmark, hvilket ligeledes taler imod, at han faktisk har draget konsekvenserne af at være flyttet fra Danmark til Sverige og etableret et faktisk og reelt ophold der. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at han angiveligt forsøgte at udleje huset til en månedlig husleje på 54.000 kr., idet dette ikke skete, hvorfor han fortsat havde rådighed over huset. Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at hans søn i CPR blev bopælsregistreret på adressen, og at han tegnede en indboforsikring, idet der er tale om et familieforhold, hvorfor den danske statsborger må formodes fortsat at have haft råderet over boligen.

    Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har været registreret i CPR som udrejst til Sverige i perioden fra november 2018 til februar 2019, og at Skatteverket i Sverige i januar 2019 registrerede den danske statsborger som indrejst i landet, idet der er alene er tale om registreringer, der sammenholdt med sagens øvrige oplysninger ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer en faktisk flytning til Sverige.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er indsendt kopi af mail fra november 2018, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger anmodede om, at hans indbo/familie- og rejseforsikring blev slettet ifm. med flytning til Sverige, at han siden januar 2019 har haft en parkeringstilladelse som beboer i Malmö, og at han har indsendt dokumentation for, at der er betalt for parkering i Malmø, idet dette forhold ikke i sig selv dokumenterer, at opholdet har været reelt og faktisk.

    Ansøgeren og ansøgerens særbarns forhold i Sverige, herunder, at de i november 2018 indgav ansøgning om opholdskort i Sverige, at ansøgeren i februar 2019 modtog tandlægebehandling i Malmö, og at ansøgerens særbarn i januar 2019 modtog behandling på et privat sundhedscenter i Malmø kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Uanset, om ansøgeren og ansøgerens særbarn har opholdt sig i Sverige i den pågældende periode, godtgør dette ikke i sig selv, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse

    Dato: 01-02-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som er født i februar 2003, indgav i januar 2021 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren blev udskrevet fra sit gymnasium primo april 2020, hvorefter ansøgeren startede på et andet gymnasium medio august 2020, efter hun var blevet optaget på dette gymnasium ultimo marts 2020. Udlændingestyrelsen gav i november 2021 ansøgeren afslag under henvisning til, at hun ikke opfyldte kravet om at være i uafbrudt fuldtidsbeskæftigelse eller under uddannelse siden afslutningen af folkeskolen og frem til hun fyldte 18 år.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021.

    Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke bør gives afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke har dokumenteret, at hun har været i uafbrudt fuldtidsbeskæftigelse eller under uddannelse fra afslutningen af folkeskolen og frem til, at hun indgav sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse efter de lempeligere regler for unge, der indgiver ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse inden det fyldte 19. år, og som har været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden afslutningen af folkeskolen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 12.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har været indskrevet som elev på gymnasium A fra medio august 2019 til primo april 2020.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren blev optaget på gymnasium B ultimo marts 2020 og dermed inden hun blev udmeldt som elev på gymnasium A, og at hun herefter påbegyndte sin uddannelse på gymnasium B ved almindelig studiestart efter sommerferien medio august 2020, som var det tidligst mulige tidspunkt, hvor hun kunne påbegynde sin nye uddannelse.

    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at der var tale om et tilrettelagt uddannelsesskifte med en naturlig overgangsperiode.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør gives afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 12, idet Udlændingenævnet lægger til grund, at hun i forlængelse af det ovenfor anførte har været under uafbrudt uddannelse siden afslutningen af folkeskolen.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 27-01-2022






    Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Storbritannien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I juni 2021 indgik ansøgeren ægteskab med referencen, der er dansk statsborger, og samme måned søgte ansøgeren om opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med referencen. I juli 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i oktober 2019 på ca. 5.500 kr.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.

    Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, at den herboende ægtefælle ikke inden for de sidste 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

    Udlændingenævnet lægger til grund, at referencen inden for de sidste 3 år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen selv har oplyst i sin del af ansøgningsskemaet, modtaget i Udlændingestyrelsen i juni 2021, at han har modtaget 5.527 kr. i kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2019 til ultimo oktober 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i eIndkomstregistret, at referencen har modtaget 5.527,26 kr. i kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2019 til ultimo oktober 2019. Udlændingenævnet bemærker, at det endvidere fremgår af eIndkomstregistret, at referencen også har modtaget 1.142,30 kr. i kontanthjælp for 3 dage primo oktober 2019.

    Det forhold, at det i klagen er oplyst, at der er tale om et beskedent engangsbeløb, som skulle betragtes som et lån, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom der er tale om et engangsbeløb, overstiger det udbetalte beløb på 5.527,26 kr. bagatelgrænsen. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det udbetalte beløb væsentligt overstiger den bagatelgrænse (900 kr.), som fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (lovforslag nr. L 94 fremsat den 30. november 2005, side 29 og 30). Udlændingenævnet bemærker, at det afgørende ikke er, hvor længe den herboende ægtefælle har modtaget offentlige ydelser, og at selv en kort periode med kontanthjælp kan betyde, at der gives afslag.

    Det i klagen oplyste om, at referencen ønsker at tilbagebetale den udbetalte kontanthjælp for oktober 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet dette forhold ikke ændrer ved, at referencen har fået udbetalt kontanthjælp for oktober 2019.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen efter det oplyste ikke lider af handicap eller anden alvorlig sygdom, og at han på sigt må forventes at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Dette understøttes af, at referencen ifølge oplysningerne fra eIndkomstregistret både før og efter perioden med kontanthjælp i oktober 2019 har været i arbejde.

    Udlændingenævnet vurderer i forlængelse heraf, at nærværende sag ikke er sammenlignelig med den afgørelse, der refereres til i klagen, der blev truffet af Udlændingenævnet i oktober 2015, da sagen fra oktober 2015 vedrørte en herboende ægtefælle, der havde modtaget ressourceforløbsydelse i 10 måneder, og hvis arbejdsevne var begrænset i et sådant omfang, at ægtefællen efterfølgende blev tilkendt førtidspension.

    Det i klagen anførte om, at det var kommunen, der opfordrede referencen til at modtage kontanthjælpen, kan ikke føre til en ændret vurdering, da kommunen har pligt at vejlede en borger, der er uden midler til forsørgelse, og som retter henvendelse til kommunen, om muligheden for at søge om hjælp efter lovgivningen, og da referencen selv valgte at rette henvendelse til kommunen og efterfølgende at modtage hjælpen.

    Det forhold, at referencen i klagen har oplyst, at kommunen ikke havde vejledt ham om, at det ville kunne få betydning for muligheden for at opnå familiesammenføring, hvis han modtog kontanthjælp, og at han ikke ville have modtaget kontanthjælpen, såfremt han var blevet vejledt herom, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han i forbindelse med kommunikationen med kommunen omkring kontanthjælpen for oktober 2019 har oplyst om forhold, der kunne medføre en pligt for kommunen til at vejlede omkring konsekvenserne af at modtage kontanthjælp i forhold til familiesammenføring. Der foreligger således ikke oplysninger om, at kommunen i oktober 2019 var bekendt med, at referencen havde en kæreste, der ikke var dansk statsborger, eller at han ville søge om familiesammenføring med hende på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at ansøgeren og referencen mødte hinanden på en ferie i Spanien i august 2019, og at parret først blev gift og indgav ansøgning om familiesammenføring i juni 2021.

    Det forhold, at referencen i oktober 2019 havde mødt ansøgeren og efter det oplyste allerede godt kunne se hende som hustru, hvorfor han ville have fundet en anden økonomisk løsning, hvis kommunen havde vejledt ham om konsekvenserne, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet kommunen efter det oplyste ikke var bekendt med referencens forhold til ansøgeren, og idet parret endvidere først blev gift i juni 2021 næsten 2 år efter modtagelsen af kontanthjælpen for oktober 2019.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen af sagen desuden lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren og referencen ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Storbritannien, hvor ansøgeren er statsborger, for dér at udøve familielivet.

    Det er indgået i udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen begge er højtuddannede, kan forsørge sig selv og ønsker at bidrage til det danske samfund, at referencen er i arbejde, at ansøgeren har opgivet bolig, job, familie og tilknytning til Skotland, og at hun er i gang med at integrere sig i Danmark gennem danskuddannelse og engagement i lokalsamfundet. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da der ikke kan dispenseres fra kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, som følge af ansøgerens eller den herboende ægtefælles uddannelse, arbejde og integration.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”




  • EU – Sekundær bevægelighed – Tidsmæssig kontinuitet

    Dato: 25-10-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en canadisk statsborger, som havde søgt om EU-familiesammenføring som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren var gift og havde fælles børn med en dansk statsborger, som havde boet og arbejdet i Italien siden 2011. I 2018 blev den danske statsborger udsendt af sin italienske arbejdsgiver for at arbejde i et tredjeland, hvor den danske statsborger og resten af familien herefter opholdt sig i ca. 18 måneder, før de vendte tilbage til Danmark. SIRI meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring efter EU-reglerne med henvisning til, at der som følge af opholdet i tredjelandet ikke var den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem den danske statsborgers udnyttelse af retten til fri bevægelighed i Italien og dennes tilbagevenden til Danmark.
    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på ret til ophold efter EU-retten under henvisning til, at betingelsen om tidsmæssig kontinuitet ikke er opfyldt, fordi den danske statsborger efter sit ophold i Italien opholdt sig i et tredjeland i en periode på ca. 18 måneder, før sin tilbagevenden til Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger må anses for godtgjort, at der – uanset det længerevarende ophold i tredjelandet – var den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem den danske statsborgers udnyttelse af retten til fri bevægelighed i Italien og dennes tilbagevenden til Danmark.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt særlig vægt på, at det fremgår af den til klagesagen fremsendte dokumentation, at den danske statsborger under opholdet i tredjelandet var ansat og udsendt af sin italienske arbejdsgiver, og at der var tale om en midlertidig udstationering af en planlagt varighed på 4 år.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger forinden opholdet i tredjelandet havde arbejdet for sin italienske arbejdsgiver i hvert fald i 7 år, og at den danske statsborger således forinden udrejsen havde etableret et langvarigt ophold som arbejdstager i en anden medlemsstat, hvor der sammen med ansøgeren var opbygget og konsolideret et familieliv.
    Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren og parrets børn tog ophold i tredjelandet sammen med den danske statsborger, og at de således ikke har afbrudt deres familieliv i den pågældende periode.
    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på oplysningerne om, at den danske statsborger og dennes familie havde planlagt at vende tilbage til Italien efter udsendelsen til tredjelandet, men at de som følge af Covid-19-pandemien afbrød deres ophold i tredjelandet og valgte at vende tilbage til Danmark i stedet for at genoptage opholdet i Italien.
    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at have opnået ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, som vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2021 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år

    Dato: 11-10-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren blev i oktober 2015 gift med sin herboende ægtefælle (referencen), som også er statsborger i Kosovo. Referencen havde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren søgte i november 2017 om familiesammenføring i Danmark. Parret havde 2 fællesbørn, som er statsborgere i Kosovo, og som er født i henholdsvis i maj 2016 i Kosovo og i marts 2018 i Danmark. Referencen led af PTSD og var i medicinsk behandling herfor. I januar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring, idet referencen ikke opfyldte kravet om, at den herboende ægtefælle de seneste 3 år skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.


    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
    Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse til en ægtefælle, at den herboende de seneste 3 år har haft tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at referencen senest i september 2016 er meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at referencens nuværende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i juli 2020 blev forlænget til juli 2024. Referencen opfylder dermed ikke betingelsen i § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som betyder, at referencen og parrets fælles børn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Kosovo for der at udøve familielivet med ansøgeren.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at både referencen, ansøgeren og parrets 2 fælles børn er statsborgere i Kosovo, hvor referencen og ansøgeren mødte hinanden og i oktober 2015 blev gift, hvor parret begge taler sproget, hvor ansøgeren har gennemført en universitetsuddannelse, og hvor referencens datter er født i maj 2016.
    Udlændingenævnet henviser til, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da man ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori man ønsker at udøve sit familieliv.
    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen lider af PTSD og er i behandling med præparaterne Olanzapin, Lyrica og Mirtazepin og muligvis på ny har brug for psykiatrisk behandling.
    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da medicinen ifølge de oplysninger fra MedCOI , som Udlændingenævnet har indhentet i forbindelse med sagen, er tilgængelig i Kosovo.
    Det forhold, at referencens familie efter det oplyste har undersøgt forholdene i Kosovo og meldt tilbage, at referencens medicin ikke forefindes i Kosovo, at referencens sagsbehandler har henvist til, at referencens medicinbehov kan opfyldes gennem det sorte marked, at referencen har behov for korrekt behandling af sine posttraumatiske stresssymptomer, hvilket efter det oplyste alene kan opnås i Danmark, og at referencen har anført, at indlæggelse i psykiatrien i Kosovo alene er delvist tilgængelig ifølge Udlændingestyrelsens tidligere indhentede oplysninger, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet har indhentet nye oplysninger om tilgængeligheden af referencens behandling i august 2021, at der således er tale om aktuelle oplysninger, og at indlæggelse i psykiatrien ifølge de nye oplysninger fra MedCOI er tilgængelig i Kosovo.
    Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen og ansøgeren har 2 fællesbørn, som er født i henholdsvis maj 2016 og marts 2018, som begge er statsborgere i Kosovo og bosiddende i Danmark. Dette finder Udlændingenævnet dog heller ikke kan føre til en anden vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ældste barn er født i Kosovo, at hun først i januar 2019 blev meddelt opholdstilladelse og indrejse i Danmark, at det yngste barn er født i marts 2018 i Danmark, at begge børnene i Det Centrale Personregister er registreret udrejst af Danmark i perioden fra primo februar 2020 til ultimo december 2020, og at børnene derfor ikke kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren af den grund bør meddeles opholdstilladelse i Danmark.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at børn efter fast praksis først efter 6-7 års fast, lovligt og sammenhængende ophold her i landet, hvor børnene kontinuerligt har været tilknyttet en dansk institution eller skole, anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
    Det til støtte for klagen anførte om, at børnene har brug for deres mors nærvær og omsorg, kan i sig selv ikke føre til en ændret vurdering, da det var referencens og ansøgerens eget valg at stifte familie på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde en opholdstilladelse i Danmark, og at parret således ikke kan have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark.
    De forhold, at referencen fra juli 2020 har fået arbejde i Danmark, at referencen mangler et sted at bo i Kosovo, og at ansøgerens far aldrig har anerkendt ansøgerens ægteskab med referencen, kan endelig ikke føre til en anden vurdering, da generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen.
    På den baggrund, og da der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”.




    MedCOI is a European Refugee Fund financed project to obtain medical country of origin information. The project allows 11 European Union member states plus Norway and Switzerland to make use of the services of the ‘MedCOI’ team in the Netherlands and Belgium. The MedCOI team makes enquiries with qualified doctors and other experts working in countries of origin. The information obtained is reviewed by the MedCOI project team, which includes af medical doctor, before it is forwarded to the relevant COI Service.

  • EU – Brexit - Grænsearbejder

    Dato: 07-09-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, som havde søgt om udstedelse af grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsen, jf. udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren, som boede i Storbritannien og var ansat i en virksomhed i Storbritannien, blev fra april 2020 til december 2022 udstationeret til en dansk virksomhed for at arbejde på et byggeprojekt i Danmark. Ansøgeren indrejste derfor jævnligt i Danmark, og efter overgangsperiodens udløb den 31. december 2020 søgte ansøgeren om udstedelse af et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsen. SIRI meddelte afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke var arbejdstager i Danmark, men derimod omfattet af EUs regler om fri udveksling af tjenesteydelser.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder SIRIs afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke ret til at få udstedt et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 4, jf. udtrædelsesaftalens artikel 26.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som grænsearbejder i Danmark, idet ansøgeren ikke kan anses for at have udøvet økonomisk aktivitet i Danmark i medfør af TEUF artikel 45, inden den 31. december 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte ansættelseskontrakt mellem ansøgeren og virksomheden i Storbritannien, at ansøgeren fra april 2020 til december 2022 udstationeres til en virksomhed i Danmark med henblik på at arbejde på et byggeprojekt.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt, at det fremgår af ansættelsesaftalen bl.a., at ansøgeren under udstationeringen er lønnet af den britiske virksomhed, at ansøgerens stilling, arbejdstid, løn, godtgørelser m.v. fremgår af ansættelseskontrakten med den britiske virksomhed, og at ansøgeren har ret til ferie i henhold til den danske lovgivning om udstationerede arbejdstagere og EUs direktiv om udstationering af arbejdstagere.

    Det følger af udtrædelsesaftalens artikel 9, litra b) bl.a., at en grænsearbejder skal udøve økonomisk aktivitet i overensstemmelse med TEUF artikel 45.

    Idet ansøgeren er udstationeret i Danmark, anses ansøgeren efter EU-retten ikke som en arbejdstager, som udøver økonomisk aktivitet i Danmark i overensstemmelse med TEUF artikel 45, og ansøgeren er således ikke omfattet af udtrædelsesaftalens regler om grænsearbejdere. Ansøgerens beskæftigelse i Danmark er derimod udledt af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser, idet ansøgeren efter EU-retten betragtes som en udstationeret arbejdstager, som på vegne af sin arbejdsgiver i en begrænset periode leverer tjenesteydelser til en dansk virksomhed.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren ikke leverer tjenesteydelser til den danske virksomhed, men at ansøgeren er arbejdstager i medfør af TEUF artikel 45, bl.a. fordi den danske virksomhed instruerer og påser ansøgerens arbejde, og ansøgeren rapporterer til den danske virksomhed.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et reelt ansættelsesforhold mellem ansøgeren og den danske virksomhed, men at ansøgeren er udstationeret for at udføre arbejdsopgaver for den danske virksomhed. Som beskrevet ovenfor er ansøgeren derfor ikke omfattet af TEUF artikel 45, men af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren er grænsearbejder i medfør af udtrædelsesaftalen, fordi ansøgeren udfører arbejde i Danmark og bor i Storbritannien, og at der ikke kan stilles krav om ansættelse ved en dansk arbejdsgiver, idet hverken Brexit-bekendtgørelsen eller udtrædelsesaftalen indeholder en sådan betingelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at netop fordi ansøgeren ikke er ansat ved en dansk arbejdsgiver, anses ansøgeren efter EU-retten som udstationeret arbejdstager og ikke som en arbejdstager i Danmark. Det ligger således implicit i arbejdstagerbegrebet – og således også i grænsearbejderbegrebet - at vedkommende skal være ansat i arbejdslandet. Som udstationeret arbejdstager er ansøgeren ikke omfattet af udtrædelsesaftalens anvendelsesområde, hvilket ligeledes fremgår af Europa-Kommissions meddelelse C 173/1 af 20. maj 2020.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse”.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen