Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 4 af 134

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2023 – Erhverv – Beløbsordning

Dato: 06-12-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2023 – Erhverv – Beløbsordning

Udlændingenævnet omgjorde i december 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på anmodning om genoptagelse af SIRI’s afgørelse om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen.

Sagens faktiske omstændigheder

I august 2022 meddelte SIRI afslag til en kinesisk statsborger, der havde indgivet ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som kok efter beløbsordningen, og i oktober 2022 meddelte SIRI afslag på anmodning om genoptagelse af sagen, idet ansøgeren ikke havde anført nye oplysninger af en sådan karakter, der kunne føre til, at SIRI genoptog sagens behandling.

Udlændingenævnet afgørelse

”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse. Udlændingenævnet vurderer således, [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på anmodning om genoptagelse under henvisning til, at de anførte oplysninger om, at [ansøgeren] er specialiseret kok med mere end 10 års erfaring, at hans løn i forhold til medianlønnen ikke er blevet vurderet ud fra hans relevante erhvervserfaring, samt at direktøren for [virksomheden] udtalelse ikke ændrer ved, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret eller oplyst individuelle kvalifikationer, der kan begrunde det høje lønniveau, og at oplysningerne således ikke har en sådan karakter, at SIRI burde genoptage sagen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en sag skal genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse, jf. blandt andet Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side 921f. og Niels Fenger, Forvaltningsret, 1. udgave (2018), side 1072 ff.

Udlændingenævnet vurderer således, at [partsrepræsentanten] i forbindelse med anmodningen om genoptagelse har anført nye oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for, at SIRI’s afgørelse af [august 2022] om afslag på [ansøgerens] ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som kok ville have fået et andet resultat, hvis SIRI havde inddraget dem i sin vurdering, og at der dermed er grundlag for, at SIRI genoptager sagen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at vurderingen af medianlønnen skal ske efter relevant erfaring og den tilbudte stillingskategori, at SIRI såvel som [partsrepræsentanten] har anført, at [ansøgeren] har arbejdet som køkkenchef, og at SIRI umiddelbart har vurderet den [ansøgeren] tilbudte løn i forhold til medianlønnen for uuddannede kokke, ekskl. køkkenchefarbejde.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [partsrepræsentanten] til støtte for klagen om afslag på genoptagelse har anført, at [ansøgeren] ikke kan fortsætte arbejdet som køkkenchef ved [virksomheden], og at direktøren for [virksomheden] i sin udtalelse, som var vedlagt anmodningen om genoptagelse af SIRI’s afgørelse, henviser til, at [ansøgeren] har uddannet kokke og sushikokke, at han planlægger arbejdsordningen hver dag, og at han er med til at lave menukortet, hvilket indikerer, at [ansøgeren] skal arbejde som kok med køkkenchefarbejde.

Udlændingenævnet vurderer herefter, er der en vis sandsynlighed for, at oplysningerne anført til støtte for anmodningen om genoptagelse kunne have ført til et ændret resultat af SIRI’s afgørelse af [august 2022], fordi DA Statistik skelner mellem køkkenchefarbejde og kok ekskl. køkkenchefarbejde, samt at medianlønnen for ufaglærte køkkenchefer med 5-9 års relevant erfaring for 4. kvartal 2020 er 33.397 kr.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den tilbudte løn alene vil være 12,2 % over medianlønnen, hvis [ansøgeren] tilbudte løn på 37.500 kr. vurderes i forhold til medianlønnen for køkkenchefer med 5-9 års relevant erfaring for 4. kvartal 2020.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9 a, stk. 26 (lovforslag nr. L92, fremsat den 12. november 2020, s. 8), at formodningen om, at ansættelsesforholdet ikke anses for reelt, som udgangspunkt kan foreligge, såfremt den tilbudte løn eksempelvis er netop over beløbsgrænsen i beløbsordningen og ligger mere end 20% over medianlønnen for den pågældende stillingskategori, medmindre udlændingens individuelle kvalifikationer åbenbart kan begrunde lønniveauet.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til nævnets afgørelse af oktober 2021, hvorved Udlændingenævnet omgjorde SIRI’s afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. Udlændingenævnets årsberetning 2021, s. 344-345. Udlændingenævnets hovedargumenter var, at ansøgeren havde ca. 16 års erhvervserfaring som kok fra både udlandet og Danmark, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse som kok i Danmark efter beløbsordningen, at virksomheden havde økonomi til at aflønne ansøgeren, at den tilbudte løn alene lå 20,17 % over medianlønnen for kokke i Danmark med 15-19 års erhvervserfaring, og at dette alene ikke var tilstrækkeligt til, at der var en formodning for, at ansættelsesforholdet ikke var reelt.”
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2023 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Dato: 01-12-2023

I december 2023 omgjorde Udlændingenævnet Udlændingestyrelses afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk statsborger, der søgte om familiesammenføring til sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder

Referencen, der er statsborger i Eritrea, fik i marts 2015 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I juni 2021 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Uganda og i november 2021 søgte ansøgeren opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet. Det fremgik af ansøgningen, at parret havde kendt hinanden siden, de var børn, da de var naboer, at de efter referencens flugt havde kontakt til hinanden 3 gange om ugen via Messenger, at de besluttede sig for at indgå ægteskab i januar 2021. I juni 2022 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.

I august 2022 påklagede partsrepræsentanten Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet. I forbindelse med klagen indsendte partsrepræsentanten dokumentation for parrets forudgående kontakt over sociale medier, samt dokumentation for at referencen efter ægteskabets indgåelse havde besøgt ansøgeren i Uganda. Udlændingenævnet indkaldte referencen til et mundtligt nævnsmøde med henblik på referencen kunne afgive forklaring.

Under nævnsmødet forklarede referencen bl.a., at parret var barndomsvenner, at referencen etablerede kontakt til ansøgeren via ansøgerens bror, at deres familier kendte hinanden, at referencen efter sin flugt i 2014 igen fik kontakt til ansøgeren via sociale medier, at parret først i 2018 lærte hinanden rigtig at kende, at referencen i 2020 spurgte ansøgeren om, de skulle være kærester, og at de herefter besluttede sig for at indgå ægteskab i januar 2021, samt at ansøgerens familie i Danmark forud for ægteskabets indgåelse besøgte referencen. Referencen forklarede videre, at parrets familier godkendte deres ægteskab, at parret efter brylluppet tilbragte 1 måned og 2 uger sammen, at parret i 2022 tilbragte én måned sammen i Uganda, og at de i 2023 tilbragte over én måned sammen i Uganda.

Udlændingenævnets afgørelse

Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ægteskabet mellem [ansøgeren] og [referencen] er indgået med det afgørende formål, at [ansøgeren] kan få en opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] under mundtligt nævnsmøde dags dato har forklaret troværdigt om [referencen] og [ansøgerens] bekendtskab.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at der til sagen er indsendt skærmbilleder af [ansøgeren] og [referencens] kontakt via Messenger i perioden fra august 2018 til december 2021 og fra december 2022 til november 2023, herunder flere opkald.

Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der til sagen er indsendt dokumentation for, at [referencen] efterfølgende har besøgt [ansøgeren] i Uganda, henholdsvis fra september 2022 til oktober 2022 og fra den september 2023 til oktober 2023.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at [ansøgeren] og [referencen] taler samme sprog, og at der ikke er betydelig stor aldersforskel mellem dem.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at der til sagen er indsendt dokumentation for, at [referencen] har forsørget [ansøgeren] ved at sende [ansøgeren] penge i perioden fra juli 2022 til oktober 2023.

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke foreligger et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem [ansøgeren] og [referencen] er indgået med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse til [ansøgeren].
Udlændingenævnets afgørelse af 30. november 2023 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

Dato: 30-11-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om konstatering af bortfald af tidsubegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger i Pakistan.

Sagens faktiske omstændigheder

I september 2022 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk.1 og 2, begrundet i, at klageren opgav sin bopæl, fordi han regelmæssigt opholdt sig i Pakistan hos sin ægtefælle og deres 4 fælles børn.

Udlændingenævnets afgørelse

Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2022.

Udlændingenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han ved sine egne handlinger og adfærd har demonstreret, at han reelt har opgivet sin bopæl i Danmark ved at have sit hovedophold i Pakistan og ved at stifte familie der, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2006, at klagerens opholdstilladelse ville bortfalde, hvis han opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis han havde længevarende ophold uden for Danmark.

På den baggrund må det have stået klageren klart, at hans jævnlige længerevarende ophold i Pakistan kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark.

Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af klagerens nationalitetspas og hans egne oplysninger, at han har opholdt sig i Pakistan i ca. 69 måneder og i Danmark ca. 31 måneder i perioden fra august 2011 til maj 2021. Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at hans periodiske ophold i Danmark på 1-6 måneder må betragtes som korte besøg.

Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at klageren har opholdt sig i Pakistan i de pågældende perioder.

Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig for længe uden for Danmark og for at tjene penge til sit ophold og familiens forsørgelse i Pakistan. Sammenholdt med hans rejsemønster i perioden fra august 2011 til nu, finder Udlændingenævnet derfor, at han må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.

Det forhold, at han fortsat er registreret med en bopæl i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at han ikke har opgivet sin bopæl i udlændingelovens forstand. Der henvises den forbindelse også til § 24, stk. 2, i CPR-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023, hvoraf det fremgår, at korte besøg her i landet ikke betragtes som afbrydelse af opholdet i udlandet, så længe vedkommende sover flest gange i udlandet.

Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været klagerens eget valg at rejse til Pakistan for at stifte familie og udøve dette familieliv med sin ægtefælle og deres 4 fælles børn dér, og at Pakistan dermed i en lang periode på næsten 12 år har været centrum for hans familieliv.

Udlændingenævnet har yderligere vurderet, om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8, stk. 1, fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.

Udlændingenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelse af hans ret til familieliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, da der ikke foreligger et hensyn til familiens enhed her i landet, der taler for opretholdelse af hans opholdstilladelse.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem forældre og voksne børn ikke er omfattet af beskyttelsen i EMRK artikel 8 uden påvisning af ”yderligere afhængighedsforhold mellem dem ud over almindelige følelsesmæssige bånd”, jf. mutatis mutandis, Kwakye-Nti og Dufie mod Nederlandene (dec.), nr. 311519/96, fra den 7. november 2000, og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold mellem klageren og hans herboende far, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem dem, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.

Udlændingenævnet finder ligeledes, at klageren i hvert fald afbrød sit familieliv med sin far og sin bror i Danmark på det tidspunkt, hvor han valgte at stiftet selvstændig familie i Pakistan, at han har brugt sin ret til at vælge i hvilket land han, hans ægtefælle og deres børn vil udøve deres familieliv, hvor de har valgt Pakistan som centrum for familielivet, og at dermed udgør forholdet til hans far og hans bror i Danmark ikke et familieliv i konventionens forstand.

Udlændingenævnet henviser herefter til, at klageren forsat kan udøve familielivet i Pakistan, hvor han er statsborger, og hvor han kan rejse til og opholde sig i ubegrænset tid.

Udlændingenævnet finder, at bortfald af klageren opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelsen af hans ret til privatliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, idet der er oplysninger i sagen, der understøtter, at klageren ikke havde et beskyttelsesværdigt privatliv i Danmark efter EMRK artikel 8 på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at reglerne i udlændingeloven har til formål at sikre og opretholde en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrationskontrol, samt hensynet til den offentlige orden er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2.

På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

I vurderingen af, om intensiteten af indgrebet i klagerens privatliv i Danmark er nødvendigt og proportionelt for at opnå det angivne legitime formål, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren er født i 1988 i Pakistan, hvor han har boet de første 12 år og 7 måneder af sit liv, indtil han indrejste i Danmark i maj 2001, at han har gået i skole i Danmark, at han taler dansk, at han blev færdiguddannet social- og sundhedshjælper i juli 2011, og at han indtil august 2011 efter det oplyste uafbrudt opholdt sig i Danmark.

Udlændingenævnet finder, at klageren ved sine regelmæssige og længerevarende ophold i Pakistan gennem en lang årrække har opgivet sin status som ”settled migrant” i Danmark.

Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at klagerens beskæftigelse i Danmark i form af vikarjob som SOSU-hjælper ikke i sig selv kan føre til opretholdelsen af hans opholdstilladelse, idet en tilknytning til Danmark i form af beskæftigelse skal have været en væsentlig del af hans lovlige ophold i landet, og at hans vikarjob ikke kan antages at have en sådan karakter.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke råder over en fast bolig, som står til hans fulde rådighed i de måneder, som han opholdt sig i Danmark.

Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at uanset at klageren, hans far og hans bror alle er medejere af beboelseslejligheden på adressen A, kan det ikke lægges til grund, at han har sit eget værelse, idet lejligheden er på 81 m2 og består af 3 værelser, men har 4 registrerede beboere. Idet han ikke har fuldt ejerskab over ejendommen, er bortfald af hans opholdstilladelse derfor ikke et indgreb i hans ejendomsret i Danmark. Udlændingenævnet konstaterer, at det følger af fast praksis, at de oplysninger om indretningen af en bolig, herunder antal værelser, der fremgår af OIS lægges uprøvet til grund ved nævnets afgørelse.

Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren ikke har skabt den personlige, sociale og økonomiske tilknytning til Danmark, som udgør beskyttet privatliv i konventionens forstand.

Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om særlige grunde, såsom klagerens helbredsforhold, der kan begrunde, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændighederne finder Udlændingenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke vil medføre indgreb i retten til privatliv, og at bortfaldet af opholdstilladelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgrebet. Derfor vil det ikke være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

Det til klagen anførte forhold og indsendte dokumentation er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, men dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til ovennævnte.

Udlændingenævnet stadfæster efter det anførte Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 30.11.2023 – Erhverv – Gæsteforsker

Dato: 30-11-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 30.11.2023 – Erhverv –Gæsteforsker

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som gæsteforsker, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5, til en iransk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) gav i december 2022 ansøgeren afslag på opholdstilladelse som gæsteforsker under henvisning til, at der ikke var forskningsmæssige grunde til, at ansøgeren blev tilbudt at være gæsteforsker i virksomheden. SIRI lagde ved afgørelsen vægt på, at de opgaver, ansøgeren skulle udføre i Danmark, ikke var forskningsrelaterede, at de ikke var tæt knyttet til ansøgeren som person og at de ikke skulle udføres som led i en forskningskarriere.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse af december 2022. Ansøgeren får således ikke opholds- og arbejdstilladelse som gæsteforsker, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5.

Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet og konkret vurdering, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort, at hovedformålet med ansøgerens ophold i Danmark er forskning.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at arbejdsgiveren til støtte for klagen har anført, at han har været i dialog med flere arkitekthuse, som gerne vil tale med ansøgeren, når han er i Danmark, og at han kan garantere, at ansøgeren vil være i job, når han er færdig med sit projekt hos ham.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at arbejdsgiveren til støtte for klagen har anført, at der som følge af mangel på arkitekter i hovedstadsområdet er grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1 (positivlisten for personer med videregående uddannelse) og § 9 a, stk. 2, nr. 5 (gæsteforsker).

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at hovedformålet med ansøgerens ophold i Danmark må anses at være at finde arbejde med henblik på længerevarende ophold her i landet. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at klagen alene er behandlet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5, idet ansøgningen er indgivet på baggrund af denne bestemmelse med henblik på arbejde som gæsteforsker.

Af den årsag kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgerens rolle vil være at interviewe diverse arbejdsgivere i forskningsøjemed.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort, at der foreligger særlige forskningsmæssige grunde til, at arbejdet netop skal udføres af ansøgeren.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke gennem de til støtte for ansøgningen fremsendte uddannelsesbeviser og ansøgerens CV er dokumenteret, at ansøgeren besidder de fornødne kvalifikationer til at forske i, hvordan man kan tiltrække arkitekter og eksperter ind på det danske arbejdsmarked.

Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren har 14 års erfaring som arkitekt og et omfattende netværk af arkitekter i byggebranchen verden over, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er fremsendt dokumentation herfor.

Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at arbejdsgiveren driver sin virksomhed med fokus på at hjælpe højtuddannede, at han har hjulpet mange akademikere med at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet, og at han fået anerkendelse for sit arbejde, idet disse ikke er forhold, der indgår i vurderingen af, om der kan meddeles opholdstilladelse som gæsteforsker.

Af samme årsag kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft, og at der er mangel på arkitekter i hovedstadsområdet.

Udlændingenævnet stadfæster således SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2023 – afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – hjemvisning – FN’s Børnekomité har udtalt kritik

Dato: 27-11-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2023 – afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – hjemvisning – FN’s Børnekomité har udtalt kritik

Udlændingenævnet genoptog en sag om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse fra en statsborger fra Nigeria og hjemviste i november 2023 sagen til Udlændingestyrelsen..

Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren havde fået afslag på asyl og blev i maj 2019 af Vestre Landsret dømt til udvisning med indrejseforbud i 6 år. Ansøgeren var også tidligere udvist med indrejseforbud i 6 år. Østre Landsret vurderede i januar 2021, om ansøgerens udvisning skulle ophæves som følge af ansøgerens ændrede personlige forhold, jf. udlændingelovens § 50, men fandt ikke anledning hertil. Ansøgeren indgav i november 2019 en ansøgning om familiesammenføring. Udlændingestyrelsen afviste i december 2019 at behandle ansøgningen, idet ansøgningen var indgivet under ulovligt ophold i Danmark. Ansøgeren klagede i maj 2021 til FN’s Børnekomité på vegne af sine 2 børn og et stedbarn over Udlændingestyrelsens afgørelse, idet ansøgeren påberåbte sig, at en udsendelse til Nigeria vil udgøre en krænkelse af artikel 3,7,9 og 10 i Børnekonventionen. Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2019 om afvisning af indgivelse af ansøgning om familiesammenføring fra Danmark. FN’s Børnekomité afgav i september 2023 en udtalelse i sagen C.C.O.U., C.C.A.M. og A.C.C. mod Danmark (145/2021). Komitéen fandt, at Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2021 var i strid med Børnekonventionens artikel 3 og 9. Komitéen tog ikke stilling til, hvorvidt der også var sket en krænkelse af artikel 7 eller 9. Udlændingenævnet genoptog som følge af fast praksis i november 2023 Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2021 og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnets vurdering:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Komitéen fandt, at Udlændingenævnets afgørelse af […] oktober 2021, hvorved nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse af […] december 2019, vedrørende afvisning af indgivelse af [ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring med [ansøgerens] kæreste [reference], fra Danmark, er i strid med Børne-konventionens artikel 3 og 9. Komitéen tog ikke stilling til, hvorvidt der også var sket en krænkelse af artikel 7 eller 10.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der på baggrund af det anførte af Komitéen bør ske en vurdering i 2 instanser af, hvilken indvirkning familieadskillelsen vil kunne have på [referencen] og [ansøgerens] 2 fællesbørn, [barn 1] og [barn 3], samt på [referencens] særbarn, [barn 3], herunder om familielivet kan opretholdes under hensyntagen til børnenes unge alder, [referencens] helbred og [referencens] manglende evne til at rejse til et tredjeland og [ansøgerens] udvisning af Danmark med et indrejseforbud i 6 år, såfremt [ansøgeren] henvises til at indgive sin ansøgning om familiesammenføring med [referencen] fra Nigeria. Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at [ansøgeren] siden […] april 2023 igen har været frihedsberøvet.

Udlændingenævnet noterer i øvrigt, at det fremgår af CPR-registret, at [ansøgeren] og [referencen] den […] maj 2023 fik endnu et fælles barn.

Udlændingenævnet har på den baggrund sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen efter reglerne i udlændingeloven, således som denne var bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019.

[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet giver [ansøgeren] ret til at opholde sig i Danmark under Udlændingestyrelsens sagsbehandling.

Udlændingenævnet foretager sig herefter ikke videre i anledning af anmodningen om genoptagelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2023 – Visum – Gruppeafslag – Ej ekstraordinære omstændigheder

Dato: 27-11-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en russisk statsborger, hendes ægtefælle og 4 børn, som havde indgivet ansøgning om Schengenvisum til Danmark.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i april 2023 en ansøgning om visum med henblik på at besøge sin mor sammen med sin ægtefælle og 4 børn. Det var oplyst til sagen, at morens ægtefælle for nyligt var afgået ved døden, og ansøgerens mor havde brug for familiens støtte. Ansøgeren og hendes familie havde tidligere fået meddelt Schengenvisum, idet Rusland på daværende tidspunkt var omfattet af hovedgruppe 3.

I maj 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren og hendes familie afslag på visum under henvisning til, at de ikke var omfattet af den hovedgruppe, der kunne få visum til Danmark, og at der ikke vurderedes at være tale om ekstraordinære omstændigheder.

Af Udlændingestyrelsens afgørelse til ansøgeren fremgik bl.a. følgende:

” […] ”

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Rusland, der for tiden er placeret i hovedgruppe 5, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2.

Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra denne hovedgruppe, at der som udgangspunkt kun gives visum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, fx i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom.

Vi har vurderet, at der ikke foreligger nogen helt ekstraordinære omstændigheder i din sag, der gør, at du kan få visum.

Det forhold, at [referencen] har brug for familie omkring sig, kan ikke begrunde visum, da vi har vurderet, at dette ikke er en sådan ekstraordinær omstændighed, der kan begrunde visum.

Den omstændighed, at du blev meddelt Schengenvisum af Danmark i 2017, kan heller ikke begrunde, at du på nuværende tidspunkt får visum.

Vi har i vores vurdering inddraget det forhold, at der som følge af den fortsatte krig i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, er en øget risiko for immigration som følge heraf for alle parter berørt af krigen. Forholdene i dit hjemland må således anses for at have ændret sig væsentligt siden du sidst fik og anvendte visum."

Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at familien skulle deltage i spredningen af stedfarens aske.

Udlændingenævnets afgørelse i sagerne vedrørende ansøgeren, hendes ægtefælle og børn:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelser af maj 2023. Du, din ægtefælle og 4 børn kan således ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelses § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, samt bilag 2, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om jeres hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at I er statsborgere i Rusland og dermed fra et land, hvis statsborgere vurderes at udgøre en særlig høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, idet Rusland i visumbekendtgørelsens bilag 2 er angivet som tilhørende hovedgruppe 5.

Det forhold, at I er veletableret i Rusland og tidligere har fået Schengenvisa, kan ikke føre til en anden vurdering, idet Rusland nu tilhører hovedgruppe 5.

Udlændingenævnet bemærker, at der er sket en væsentlig skærpelse af den danske visumprak-sis, siden du senest fik udstedt visum til Schengenlandene, da Rusland har skiftet hovedgruppe, således at Rusland fra den 10. september 2022 er omfattet af hovedgruppe 5.

Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at I alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark i medfør af visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som taler herfor.

Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder blandt andet ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnittet retsregler.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at [stedfaren] er et nærtstående familiemedlem.

I øvrigt har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at det at sprede asken over havet ikke kan siddestilles med en begravelse eller bisættelse, og der derved ikke er tale om en helt ekstraordinær omstændighed.

Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse."
Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2023 – meldepligt – udvist ved dom

Dato: 24-11-2023

Udlændingenævnet hjemviste i november 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Iran, som var blevet pålagt pligt til at melde sig i et udrejsecenter 3 dage om ugen – mandag, onsdag og fredag mellem kl. 9.00 og kl. 15.00.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren, som er statsborger i Iran, blev meddelt afslag på opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2001, meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse af Flygtningenævnet i 2002 med udrejsefrist samme år, meddelt afslag på opholdstilladelse af daværende Integrationsministeriet i 2003 med udrejsefrist samme år, udvist ved dom i 2004, og meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse af Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2019. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise Hjemrejsestyrelsens afgørelse af medio juni 2023 til fornyet behandling i Hjemrejsestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen ved vurderingen om, hvorvidt sagen om meldepligt burde genoptages ikke i fornødent omfang har inddraget de oplysninger, som klageren fremkom med ved sin anmodning om genoptagelse.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren medio februar 2023 fremlagde lægelig dokumentation vedrørende sine helbredsmæssige forhold i form af lægejournal for perioden ultimo november 2022 til primo januar 2023, herunder for perioden fra primo januar 2023 til primo januar 2023 fra sin psykiater, og at det af lægejournalen fremgår, at klagerens flytning til udrejsecenteret, herunder hans meldepligt, har givet udslag til forværringer i klagerens psykiske og fysiske helbred.
Klagerens psykiater vurderer, at klageren ikke ved sin nuværende psykofarmakologiske behandling oplever tilstrækkelig gavn, og han angiver, at klageren har tiltagende selvmordstanker, som er sværere for klageren at tage afstand fra. Klagerens psykiater har endvidere udtalt, at klageren er psykisk medtaget af sit ophold på udrejsecenteret, og at klagerens ophold er med til at forårsage sindslig forværring, og at klagerens helbredstilstand er kronisk. Han vurderer samtidigt, at det ud fra et lægeligt perspektiv er nødvendigt, at klageren blandt andet fritages fra sin meldepligt, idet der er en betydelig risiko for sindslig destabilisering.

Det forhold, at det fremgår af Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo oktober 2022, at klageren på daværende tidspunkt havde oplyst, at han har psykiske problemer, og fysiske problemer, og at Hjemrejsestyrelsen medio juni 2023 vurderede, at genoptagelsesanmodningen ikke indeholdt oplysninger, som Hjemrejsestyrelsen ikke var bekendt med på tidspunktet for den oprindelige afgørelse om meldepligt, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til, at Hjemrejsestyrelsen ikke burde have realitetsbehandlet genoptagelsesanmodningen. Det fremgår ikke af sagen, at Hjemrejsestyrelsen forud for afgørelsen af ultimo oktober 2023 har forsøgt at skaffe oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold ved fx at foretage en partshøring i sagen, hvorfor Udlændingenævnet ikke kan lægge til grund, at Hjemrejsestyrelsen på tidspunktet for afslag på genoptagelse var fuldt ud bekendt med sagens samtlige omstændigheder.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen, som en offentlig myndighed, i overensstemmelse med officialprincippet er forpligtet til at tilstrækkeligt oplyse en sag, inden der træffes afgørelse i sagen. Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen ikke ses at have handlet i overensstemmelse med officialprincippet.

Det fremgår af forarbejderne til hjemrejseloven, jf. lovforslag nr. L 203, som fremsat den 26. marts 2021, at det vil kunne undlades at pålægge en udlænding meldepligt i konkrete tilfælde, hvor udlændingen f.eks. er alvorligt syg, har et handicap eller lignende. Udlændingenævnet vurderer, at oplysningerne fra klagerens lægejournal, herunder udtalelse fra klagerens psykiater giver anledning til, at der foretages en fornyet realitetsbehandling af klagerens sag, og at Hjemrejsestyrelsen bør vurdere, hvorvidt oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder det oplyste om forværring af hans psykiske forhold, kan anses at være omfattet af betegnelsen alvorligt syg.

Udlændingenævnet har derfor sendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan foretage en fornyet vurdering af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til sagens udfald.

Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.”
Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde– udstationering

Dato: 23-11-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien med opholdstilladelse i Portugal med et indrejseforbud i 2 år til Schengenområdet i medfør af Udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b, og § 32, stk. 4, nr. 1

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet på en arbejdsplads i Danmark. Klageren fremgik desuden på en liste over medarbejdere på arbejdspladsen. Klageren havde opholdstilladelse I Portugal og var ansat i et vikarbureau der. Det var hensigten, at han skulle arbejde i 1 år i Danmark. Klager var ikke i besiddelse af visum og arbejdstilladelse.

Klager blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 2 år under henvisning til det ulovligt arbejde og ulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

Udlændingestyrelsens afgørelse

Vi har lagt til grund, at du i den […] marts 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du i perioden fra […] november 2022 til [...] marts 2023 i en [dansk virksomhed] har udført arbejde som lagerarbejder, selvom du ikke var i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse.

[…]

Vi har på baggrund af det ovenstående og sagens øvrige oplysninger vurderet, at du ikke har arbejdet lovligt i medfør af EU-reglerne om udstationering.
Vi har lagt vægt på, at du har oplyst, at du forud for din udstationering ikke har udført arbejde for den [portugisisk virksomhed] forud for din udsendelse til Danmark. Det er en grundlæggende betingelse for udstationering efter EU-reglerne, at du har udført faktisk og reelt arbejde for den udstationerende virksomhed i dennes hjemland, hvorfor vi på baggrund af ovenstående har vurderet, at du ikke er omfattet af EU-reglerne for udstationering.
Vi har ved vurderingen lagt vægt på, at for at være omfattet af udstationeringsreglerne, skal der være indgået en aftale mellem virksomheden i det andet EU-land og virksomheden i værtslandet om, at førstnævnte virksomhed leverer en tjenesteydelse til sidstnævnte. En sådan aftale skal angive de nærmere rammer for – og afgrænsning af – tjenesteydelsen, herunder præcisering af tjenesteydelsens omfang og arbejdsmæssige karakter, den tidsmæssige afgrænsning, samt den aftalte betaling for tjenesteydelsen.
Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at der til sagen ikke er fremlagt aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem [det portugisiske vikarbureau] og den [danske virksomhed], hvorfor du vurderes ikke at være omfattet af EU-reglerne for udstationering.
Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at der er indgået en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem [det portugisiske vikarbureau] og den [danske virksomhed] om, at [det portugisiske vikarbureau] over en fastsat, tidsbegrænset periode og mod en aftalt økonomisk modydelse skal udføre en afgrænset og nærmere defineret arbejdsopgave for den [danske virksomhed]
Vi har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdene og modtaget en udenretlig bøde på 11.000 kr. for forholdet samt for nedenstående forhold.

Idet du efter det oplyste ikke kan antages at være omfattet af EU-reglerne for fri bevægelighed af tjenesteydelser og af EU-Domstolens praksis vedrørende arbejdstagere, der er udstationeret af en virksomhed etableret i en medlemsstat, og som leverer tjenesteydelser i en anden medlemsstats, vurderer [Udlændingestyrelsen] således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Indien ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladele hertil i henhold til de nationale regler.

[…]

Vi har lagt til grund, at du er statsborger i Indien, at du har opholdstilladelse i Portugal, og at du den […] november 2022 indrejste i Danmark.

[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ved anholdelsen ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse.

[…]

Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Vi finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

Vi finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

Udlændingenævnets afgørelse

Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse [...] marts 2023.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge som ikke har haft lovligt ophold her i landet i en længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] […] marts 2023 blev antruffet af […] politi […], at [klageren] ikke over for […] politi kunne fremvise en gyldig opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, og at [klageren] derfor blev anholdt og siget af […] politi for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] over for […] politi erkendte, at [klageren] havde udført arbejde i Danmark, og at [klageren] vedtog en udenretlig bøde på 11.000 kr. for forholdet.

Det til støtte for klagen anført, at [klageren]er omfattet af udstationeringsreglerne, og derfor ikke skal have en dansk arbejdstilladelse, idet der bl.a. er henvist EU-opholdsbekendtgørelsen og EU-Domstolens praksis, herunder Essent Energie Productie dommen og Danieli og C.Officine Maccaniche Spa Dommen.

Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at [klageren]er omfattet af reglerne om udstationering, hvorefter en virksomhed i en anden medlemsstat har ret til at udstationere sin ansatte – uanset nationalitet - i en anden medlemsstat i forbindelse med leveringen af en tjenesteydelse, og hvor tjenesteydelsen har form af en afgrænset arbejdsopgave, som udføres i en tidsbegrænset periode mod en for forhånd aftalt økonomisk modydelse.

Udlændingenævnet skal indledningsvist henvise til, at det følger af EU-Domstolens praksis, at virksomhed, der består i mod vederlag at stille arbejdskraft, der forbliver ansat hos virksomheden, til rådighed, uden at der indgås en arbejdskontrakt med aftageren, udgør en erhvervsmæssig virksomhed, der skal betragtes som en tjenesteydelse omfattet af TEUF artikel 57, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til bl.a. C-91/13, Essent Energie Productie, præmis 37. Tilrådighedsstillelse af arbejdskraft udgør således en tjenesteydelse i EU-rettens forstand, og der kan derfor ikke alene med henvisning til det modsatte meddeles afslag på udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret. Udlændingenævnet har således lagt til grund, at [EU-virksomheden] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft.

Det følger imidlertid også af EU-Domstolens praksis, at selv om tilrådighedsstillelse af arbejdskraft er en tjenesteydelse i henhold til TEUF artikel 57, stk. 1, kan der alligevel efter omstændighederne stilles krav om arbejdstilladelse efter udlændingelovens regler. I retspraksis sondrer EU-Domstolen mellem udstationering, hvor tilrådighedsstillelsen af arbejdskraft udgør selve tjenesteydelsen og udstationering med henblik på levering af en tjenesteydelse, hvor tilrådighedsstillelsen af arbejdskraften alene udgør et accessorium til tjenesteydelsen.

Ved vurderingen af, om der kan stilles krav om arbejdstilladelse ved tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, følger det også af EU-Domstolens praksis bl.a., at der skal tages hensyn til på den ene side beskyttelsen af retten til fri udveksling af tjenesteydelser i TEUF artikel 56 og på den anden side medlemsstaternes ret til at kontrollere, at der ikke sker forstyrrelser på arbejdsmarkedet, og at virksomheder ikke benytter sig af den frie udveksling af tjenesteydelser med et andet formål end at udføre den pågældende ydelse, f.eks. med henblik på at bringe arbejdstagere ind på medlemsstatens arbejdsmarked. Se f.eks. sag C-445/03, Kommissionen mod Luxembourg, præmis 39 og sag C-91/13, Essent Energie Productie, præmis 38.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det af [kontrakt] af […] oktober 2022 samt [kontrakt] af […] november 2022, mellem [EU-virksomhed] og [klageren] følger, at [klageren] fra […] november 2022 til […] november 2023 udstationeres til [dansk virksomhed], og at det er [dansk virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse.

På den baggrund finder Udlændingenævnet, at der over for [klageren] med rette kan stilles krav om arbejdstilladelse.

Det forhold, at [klageren] har en gyldig opholds- og arbejdstilladelse i Portugal, kan ikke føre til en anden vurdering, da denne ikke giver ret til at arbejde i Danmark

Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse […] marts 2023.

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] med en opholdstilladelse i Portugal kan opholde sig visumfrit i Danmark og Schengenområdet i 90 dage i en 180-dages periode jf. udlændingelovens § 3, stk. 1.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] i […] marts 2023 af […] politiet blev sigtet og anholdt, jf. udlændingelovens § 59, stk. 3, da [klageren] har opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, idet [klageren] havde opholdt sig i Schengenområdet i 137 dage i en 180-dages periode, fra den […] november 2022 indtil den […] marts 2023, hvilket svarer til et overstay på 47 dage.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klageren] under afhøringen har erkendt at have opholdt [sig] ulovligt i Danmark, og at [klageren] har vedtaget en udenretlig bøde herfor.

Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Portugal, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].

Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2023 - Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling - Gebyr for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring

Dato: 20-11-2023

Udlændingenævnet omgjorde i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tilbagebetaling af gebyret for en ansøgning om familiesammenføring til en statsborger i Mali.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren, der er født i april 1983 og statsborger i Mali, indgik medio februar 2021 ægteskab med referencen, der er dansk statsborger, i Danmark. Ultimo februar 2021 fødte referencen parrets fællesbarn, der er dansk statsborger. I april 2021 søgte ansøgeren om opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet med referencen og betalte et ansøgningsgebyr. Ansøgeren fik i oktober 2021 afslag på ansøgningen under henvisning til, at han og referencen ikke opfyldte integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, der stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2022. Udlændingenævnet genoptog og hjemviste sagen i februar 2023 som følge af EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP. I marts 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til EU-reglerne. Ansøgerens partsrepræsentant anmodede i marts 2023 om tilbagebetaling af ansøgningsgebyret. I juni 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på tilbagebetaling af gebyret under henvisning til, at dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP er afsagt efter ansøgningens indgivelse, og at det er forholdene på ansøgningstidspunktet, der er afgørende for vurderingen af, om en ansøgning om familiesammenføring kan fritages for gebyrkravet.
Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet vurderer således, at det gebyr, som [ansøgeren] indbetalte i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring, modtaget i Udlændingestyrelsen i april 2021, skal tilbagebetales.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse fra juni 2023 afslog at tilbagebetale ansøgningsgebyret på 9.460 kr. til [ansøgeren] under henvisning til, at der på tidspunktet, hvor [ansøgeren] indgav ansøgningen, ikke var oplyst om sådanne internationale forpligtelser, der kunne føre til, at der ikke skulle betales gebyr. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det forhold, at [ansøgeren] medio marts 2023 fik meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, af 5. maj 2022, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og henviste herved til, at dommen blev afsagt efter ansøgningen blev indgivet, samt at det er forholdene på tidspunktet for ansøgningens indgivelse, som indgår i vurderingen af, hvorvidt en sag er fritaget for gebyrkravet.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, er en afgørelse i en præjudiciel sag, og at dommen har konstaterende virkning. EU-Domstolen har således ved dommen udbygget sin fortolkning i forhold til anvendelsen af de kriterier, som første gang blev fastlagt i EU-Domstolens dom af 10. maj 2017 i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez, hvorved EU-Domstolen præciserede rammerne for retten til ophold på baggrund af TEUF artikel 20. EU-Domstolens fortolkning har virkning ex tunc i den forstand, at den fortolkede regel kan og skal anvendes af den nationale ret i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og består, før der afsiges dom vedrørende fortolkningsanmodningen. Det retlige grundlag, der fremgår af dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, gælder således fra den fortolkede regels ikrafttræden.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgerens] og hans ægtefælles hjemmeboende mindreårige fællesbarn, der er dansk statsborger og dermed unionsborger, blev født i februar 2021, at ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet i april 2021, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i marts 2023 vurderede, at [ansøgeren] opfyldte kriterierne for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark på baggrund af afledt ret efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet vurderer, at selvom gebyr som udgangspunkt skal indbetales i forbindelse med ansøgningen, bør gebyret tilbagebetales, hvis det under sagens behandling eller efterfølgende viser sig, at der forelå omstændigheder i sagen, der ville medføre, at sagen var gebyrfritaget.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det afgørende for, hvornår en sag kan fritages for gebyr, er, om Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger, at sagen er gebyrfritaget, hvilket kræver en retlig vurdering af myndigheden på tidspunktet for afgørelsen om tilbagebetaling, navnlig i de tilfælde, hvor der er indtrådt nye retlige eller faktiske omstændigheder. Udlændingenævnet henviser også til lovforarbejderne L 87 fremsat den 10. december 2015, punkt 5.5.2., hvoraf fremgår bl.a., at gebyret skal tilbagebetales, hvis der i første omgang er opkrævet gebyr for indgivelse af ansøgningen, men hvor det under realitetsbehandlingen af sagen viser sig, at Danmarks internationale forpligtelser tilsiger, at ansøgningen skulle have været tilladt indgivet uden betaling af gebyr.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tilbagebetale ansøgningsgebyret.”
Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2023 – administrativ udvisning – subsistensløs

Dato: 13-11-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Eritrea, som blev administrativt udvist med henvisning til subsistensløshed og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren blev i juli 2023 antruffet af politiet i forbindelse med en anmeldelse om, at klageren havde
chikaneret personer i området. Klageren var i besiddelse af 105,50 danske kroner samt 1 dollar. Klageren oplyste til politiet, at han ikke på lovlig vis kunne fremskaffe yderligere midler til sit ophold i Danmark. Klageren blev herefter anholdt og sigtet, idet han ikke var i besiddelse af de nødvendige midler til sit ophold her i landet.

I august 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1

Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

”Ved afgørelsen har [Udlændingestyrelsen] lagt til grund, at du er statsborger i Eritrea, og at du senest indrejste i Danmark [i juli 2023].

[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ved anholdelsen var i besiddelse af 105,50 danske kroner og 1 dollar.

[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt vægt på, at man ved ophold i Danmark skal være i besiddelse af cirka 500 kroner pr. dag, hvis man skal bo på hotel eller vandrehjem her i landet. Hvis man skal bo privat, skal man være i besiddelse af mindre beløb.

[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at du har oplyst til politiet, at du ikke på lovlig vis kunne skaffe dig yderligere midler til dit ophold her i landet, samt at du ikke lovligt kan arbejde i Danmark og ikke var i besiddelse af en hjemrejsebillet.

[Udlændingestyrelsen] har yderligere lagt vægt på, at du ikke har oplyst, at du har til hensigt at rejse hjem.

[Udlændingestyrelsen] vurderer herefter, at du ikke er i besiddelse af de nødvendige midler til dit ophold her i landet.

[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold, som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

[Udlændingestyrelsen] har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du ikke har et arbejde i Danmark, samt at du bor på gaden.

Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

Udlændingenævnets afgørelse

” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af [august 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold både med hensyn til det påtænkte ophold i Schengenlandene og til hjemrejsen eller gennemrejsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Eritrea og har opholdstilladelse i [Schengenland], at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen