Praksis

Ulovligt arbejde

Forrige

Side 1 af 2

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2024 – administrativ udvisning - ulovligt arbejde - klage over indrejseforbud

Dato: 09-02-2024

Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med opholdstilladelse i Frankrig med et indrejseforbud i 2 år i medfør af Udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren blev i september 2023 antruffet af politiet på en adresse i Danmark, hvor klageren blev observeret i færd med at flytte kasser fra vejkanten og ind i en restaurant og ikke var i besiddelse af en opholds- og arbejdstilladelse. Klager erkendte de faktiske omstændigheder, men nægtede at have arbejdet ulovligt. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og modtog en udenretlig bøde.

Udlændingestyrelsens afgørelse

”[Udlændingestyrelsen] har lagt til grund, at du er statsborger i Nigeria, at du har opholdstilladelse i Frankrig, og at du i [efterår] 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at flytte, i flere omgange, kasser fra vejen og ind i restauranten.

[Udlændingestyrelsen] vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Nigeria ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil. Det forhold, at du har opholdstilladelse i Frankrig, giver dig ikke ret til at arbejde i Danmark.

[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

[Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

[Udlændingestyrelsen] finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [efterår] 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge som ikke har haft lovligt ophold her i landet i en længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Det til støtte for klagen anførte om, at klageren ikke har arbejdet ulovligt, da episoden, hvor klageren blev anholdt, har tilfældighedens karakter, at klager blot tilbød sin hjælp, da klageren kom forbi restauranten, at der ikke var tale om aflønning med mad, men blot at klageren ved tidligere lejligheder havde fået gratis mad på restauranten, kan ikke føre til anden vurdering.

Udlændingenævnet henviser til, at udlændinge efter udlændingelovens § 13, stk. 1, skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse.

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at der kan ske udvisning for ulovligt arbejde, hvis der er grund til antage, at udlændingen vil tage arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet har lagt på, at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke det forhold, om der er tale om en vennetjeneste, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at klager blev observeret, imens klageren hjalp med at bære varer ind i restauranten.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af politirapporten, at klageren i forbindelse med anholdelsen til politiet har oplyst, at hvis klageren hjalp medarbejderen på restauranten med at bære varer, ville klager få gratis mad. En medarbejder på restauranten har til politiet oplyst, at klageren ofte spiste gratis på restauranten, idet klageren hjalp med at bære varer ind.
I forbindelse med den efterfølgende afhøring af samme medarbejder har denne derimod oplyst, at klageren jævnligt kom forbi restauranten, hvor de lod klager spise uden betaling, og klager ønskede at hjælpe med at bære varerne som tak for den gratis mad, klageren havde modtaget. Medarbejderen har til politiet oplyst, at det kun er denne ene gang, at klageren har hjulpet til i restauranten.
I forbindelse med afhøringen af klageren har denne - i modstrid med ovenstående oplysninger afgivet i forbindelse med anholdelsen - oplyst, at klageren kom forbi restauranten, hvor klageren havde set medarbejderen flytte en masse kasser i butikken, og klageren havde set medarbejderen flere gange, når klager havde spist i restauranten. Klageren hjalp medarbejderen med kasserne, da det var normalt i Afrika at hjælpe med den slags tjeneste.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det på baggrund af ovennævnte oplysninger ikke ses sandsynliggjort, at episoden, hvor klager blev anholdt, havde karakter af tilfældighed, men derimod at klager flere gange havde spist gratis på restauranten, og at klager som oplyst i forbindelse med anholdelse ville få gratis mad, hvis klager hjalp med at bære varer,
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er afgørelse for vurderingen af, om der er tale om arbejde, at der er udbetalt løn.
Det forhold, at klageren ikke erkender at have arbejdet ulovligt, kan ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker, at det ikke har afgørende betydning, om en udlænding erkender det ulovlige arbejde, men at det kan indgå i vurderingen.
Med henvisning til overstående findes det, at klageren har udført en aktivitet, som må betegnes som arbejde, som kræver en arbejdstilladelse, og at der ikke er tale om en tjeneste ydet, da klageren tilfældigt kom forbi.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, om udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på at klageren er statsborger i Nigeria og har opholdstilladelse i Frankrig, at klageren ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde – nedsættelse af indrejseforbud

Dato: 20-12-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde – nedsættelse af indrejseforbud

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Kina, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 1, og 32, stk. 4, nr. 1

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren blev i december 2022 antruffet i ekspeditionen i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), da hun henvendte sig med henblik på at få optaget biometri i forbindelse med ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. SIRI konstaterede, at ansøgningen blev indgivet for sent. Klageren blev herefter sigtet og anholdt af politiet for ulovligt ophold i Danmark. Klageren erkendte over for politiet, at hun havde arbejdet i Danmark siden 2018, herunder efter udløbet af sin opholdstilladelse, hvorfor klageren yderligere var sigtet for ulovligt arbejde i Danmark. Klageren vedtog den udenretlig bøde på 6.500 kr.

Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du den […] december 2022 blev sigtet og anholdt af [politiet] for ulovligt arbejde, idet du i perioden fra den […] oktober 2022 til den […] december 2022 har udført arbejde som køkkenmedhjælper, selvom du ikke havde den fornødne arbejdstilladelse.

Vi har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdene og vedtaget en udenretlig bøde på 6.500 kr. for forholdene.

Udlændingestyrelsen bemærker, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at udvise dig for ulovligt ophold, idet du af SIRI den […] december 2022 har fået pålagt en udrejsefrist den […] december 2022.

Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det forhold, at din mand er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2022 vedrørende udvisning af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet for så vidt angår spørgsmålet om udvisning er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Det til støtte for klagen anførte om, at du kontaktede SIRI inden udløbet af din klients ægtefælles opholdstilladelse, og at SIRI i den forbindelse oplyste, at det ikke var nødvendigt for din klient, som medfølgende ægtefælle, særskilt at søge om forlængelse af sin opholdstilladelse, og at din klients for sent indsendte ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse beror på en misforståelse, kan ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det, modsat det ovenfor fremførte, fremgår af SIRI’s notat af […] oktober [2022], at du samme dato kontaktede Udlændingestyrelsen telefonisk og adspurgte, om din klient selvstændigt skulle ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse, eller om din klients ægtefælles forlængelse af hans opholdstilladelse også ville omfatte din klient, og at Udlændingestyrelsen vejledte om, at din klient selvstændigt og inden udløbet af den på det tidspunkt gældende opholdstilladelse skulle ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at hverken du eller din klient har været i kontakt med SIRI før den […] oktober 2022, at din klients ægtefælles opholdstilladelse udløb den […] oktober 2022, og at din klients opholdstilladelse udløb den […] oktober 2022.

Det til støtte for klagen anførte om, at din klient er udvist for ulovligt arbejde efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, selvom Udlændingestyrelsen i samme afgørelse fandt, at der ikke var grundlag for at udvise din klient for ulovligt ophold efter § 25 b, idet din klient af SIRI var meddelt en udrejsefrist, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet henviser til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af […] december 2022 henviser til, at din klient den […] december 2022 var pålagt en udrejsefrist den […] december 2022, hvorfor der på afgørelsestidspunktet den […] december 2022 ikke var grundlag for at udvise på baggrund af ulovligt ophold.

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at Udlændingestyrelsen i deres høringssvar af […] november 2023 har oplyst, at din klient på baggrund af den af SIRI udmeldte udrejsefrist må antages at have haft en berettiget forventning om at kunne opholde sig lovligt i Danmark, uagtet din klients forudgående ulovlige ophold.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at din klient over for politiet har erkendt, at hun har arbejdet som køkkenmedhjælper i Danmark i perioden fra den […] oktober 2022 til den […] december 2022, og at hun ikke havde en gyldig opholdstilladelse i denne periode og således arbejdede ulovligt.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i deres høringssvar af […] november 2023 har oplyst, at der i forhold til det ulovlige arbejde ikke er tale om en situation, hvor en offentlig myndighed har givet din klient en berettiget forventning om, at hun kunne fortsætte sit arbejde efter udløbet af sin opholds- og arbejdstilladelse den […] oktober 2022.

Udlændingenævnet har endelig supplerende til Udlændingestyrelsens henvisning til udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at din klient er statsborger i Kina, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [din klient].

Det er indgået i denne vurdering, at din klient har en ægtefælle i Danmark, og at de ønsker at udøve deres familieliv i Danmark. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at din klient og din klients ægtefælle ikke ville kunne udøve familielivet i Kina, hvor de begge er statsborgere, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, at din klients ægtefælle ikke vil kunne besøge din klient i Kina, så længe indrejseforbuddet er gældende.

Det forhold, at din klient har opholdt sig lovligt i Danmark som medfølgende familie i 4 år kan ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det lovlige ophold har været af en kortere varighed, og at opholdstilladelsen har været meddelt med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at din klient var 36-37 år gammel, da hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at din klients tilknytning til Kina, hvor hun er født og hvor hun er statsborger må antages at være stærkere end hendes tilknytning til Danmark.

Udlændingenævnet vurderer således, at din klient ikke kan antages at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at udvisningen må antages at virke særlig belastende på hende.

Indrejseforbuddet nedsættes til 1 år

Efter gældende regler meddeles en udlænding et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.

Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller akut opstået sygdom, der har hindret en udrejse eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til afsnittet ovenfor vedrørende EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet vurderer dog, at indrejseforbuddet skal fastsættes for en periode på 1 år, jf. udlændingelovens § 31, stk. 5, nr. 2.

Udlændingenævnet vurderer således, at der foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, som taler for at fastsætte et indrejseforbud for en kortere periode end 2 år, idet din klient har haft lovligt ophold i Danmark som medfølgende ægtefælle og har boet sammen med sin herboende ægtefælle i 4 år.”
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde

Dato: 15-12-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde i Danmark og meddelt et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1. Indrejseforbuddet var gældende i hele Schengenområdet.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren blev i april 2023 antruffet af politiet i forbindelse med politiets kontrol af arbejdskraft i et indkøbscenter. Klageren blev observeret, mens hun lastede en varebil med diverse materialer. Klageren erkendte, at hendes firma var blevet hyret til at designe en messestand i centeret, og at hun havde opholdt sig i Danmark i tre dage for at instruere og vejlede herom. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og vedtog den udenretlige bøde.

Udlændingestyrelsens afgørelse

Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

” Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du den […] april 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at bære materialer ud i en varebil.

Vi vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil.

Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du ikke har tilknytning til herboende personer, samt at der ikke foreligger særlige helbredsmæssige eller personlige forhold som gør, at en udvisning må antages at virke særlig belastende for dig.

Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

Udlændingenævnets afgørelse

” Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] april 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at der fastsættes et indrejseforbud på 2 år, hvis en udlænding udvises efter § 25 a, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for din klient, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at din klient er statsborger i Storbritannien, at hun ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for din klient.

Udlændingenævnet vurderer herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et ind-rejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

Udlændingenævnet henviser i den sammenhæng til, at lovforarbejderne til bestemmelsen angiver tilfælde, hvor der kan undlades fastsat et indrejseforbud i forhold til en udlænding, der har haft et ulovligt ophold på grund af manglende overholdelse af en udrejsefrist.

Udlændingenævnet har for så vidt angår din henvisning til udlændingelovens § 32, stk. 3, og muligheden for at undlade at fastsætte [et] indrejseforbud, når en udlænding uforvarende har haft et meget kortvarigt ulovligt ophold, lagt vægt på, at din klient ikke har haft et ulovligt ophold i Danmark, men er udvist som følge af ulovligt arbejde.

Det til støtte for klagen anførte om, at der med henvisning til udlændingelovens § 32, stk. 3, bør undlades fastsat et indrejseforbud under henvisning til din klients alder og helbred samt din klients ægtefælles helbred, og at I derfor ønsker at bo i Spanien, kan ikke føre til en anden vurdering.

For så vidt angår oplysningerne om din klients alder og helbredsoplysninger vurderer Udlændingenævnet, at der ikke er tale om forhold af en sådan karakter og et sådant omfang, at der bør undlades fastsat et indrejseforbud.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at indrejseforbuddet er til hinder for, at din klient kan modtage behandling for sin sygdom, herunder i Storbritannien.

For så vidt angår din klients ægtefælles helbredsmæssige forhold og din klients og hendes ægtefælles deraf følgende ønske om at bosætte sig i Spanien, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at din klients ægtefælles helbredsmæssige forhold kræver, at han bosætter sig netop i Spanien, og at det alene er din klient, som kan ledsage ham.

Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at indrejseforbuddet alene omfatter din klient, og at denne afgørelse derfor ikke er til hinder for, at din klients ægtefælle kan indrejse og opholde sig i Spanien.

Udlændingenævnet skal desuden bemærke, at din klient kan undersøge mulighederne for at få et territorialt begrænset visum til Spanien. I forbindelse med en eventuel ansøgning vil de spanske myndigheder vurdere, om der i din klients sag foreligger ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde et visum til Spanien.

Det til støtte for klagen anførte om, at det skal indgå som en formildende omstændighed, at din klient har samarbejdet med politiet, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

Det til støtte for klagen anførte om, at der gælder forskellige regler om krav til opholds- og arbejdstilladelse i andre EU- og EØS-lande, herunder Tyskland, Holland, Frankrig og Italien, hvor der ikke er krav om opholds- og arbejdstilladelse i de første 90 dage inden for en periode på 180 dage, og at din klient derfor ikke var bevidst om, at de danske regler er anderledes, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at gøre sig bekendt med, hvilke regler der gælder i forbindelse med at udføre arbejde i Danmark, herunder hvad der anses for arbejde, samt at være i besiddelse af de fornødne tilladelser, inden arbejdet påbegyndes.

Det til støtte for klagen anførte om, at indrejseforbuddet ikke er proportionalt i forhold til sagens konkrete omstændigheder, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, at der meddeles indrejseforbud i 2 år, såfremt en udlænding udvises efter udlændingelovens § 25 a, hvorefter en udlænding kan udvises, hvis udlændingen arbejder her i landet uden fornøden tilladelse. Ligesom Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske stats legitime ret til at kontrollere indrejse og ophold i Danmark vejer tungere, end din klients ønske om at tage ophold i Spanien.

Udlændingenævnet vurderer endeligt, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.

Udlændingenævnet henviser til, at det af lovbemærkningerne til § 32, stk. 5, nr. 2, bl.a. fremgår, at der allerede i forbindelse med en udvisningsafgørelse efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, skal tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særligt belastende på baggrund af de hensyn, der er nævnt i § 26, stk. 1, at der i forbindelse med meddelelse af et indrejseforbud efter stk. 3, ligeledes skal tages stilling til, om der foreligger sådanne ganske særlige tilfælde, at der ikke bør meddeles et indrejseforbud, og at der den baggrund kun helt undtagelsesvist vil være grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud til udlændinge, der er udvises efter § 25 a, stk. 2, end det, der ellers følger af loven.

Det følger videre af bemærkningerne, at når det er vurderet, at en udlændings tilknytning til det danske samfund eller herboende personer har en sådan karakter, at det ikke er til hinder for udvisning, eller at der meddeles et indrejseforbud, vil der typisk heller ikke være grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud.

På den baggrund og idet der i sagen ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, finder Udlændingenævnet ikke grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde– udstationering

Dato: 23-11-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien med opholdstilladelse i Portugal med et indrejseforbud i 2 år til Schengenområdet i medfør af Udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b, og § 32, stk. 4, nr. 1

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet på en arbejdsplads i Danmark. Klageren fremgik desuden på en liste over medarbejdere på arbejdspladsen. Klageren havde opholdstilladelse I Portugal og var ansat i et vikarbureau der. Det var hensigten, at han skulle arbejde i 1 år i Danmark. Klager var ikke i besiddelse af visum og arbejdstilladelse.

Klager blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 2 år under henvisning til det ulovligt arbejde og ulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

Udlændingestyrelsens afgørelse

Vi har lagt til grund, at du i den […] marts 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du i perioden fra […] november 2022 til [...] marts 2023 i en [dansk virksomhed] har udført arbejde som lagerarbejder, selvom du ikke var i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse.

[…]

Vi har på baggrund af det ovenstående og sagens øvrige oplysninger vurderet, at du ikke har arbejdet lovligt i medfør af EU-reglerne om udstationering.
Vi har lagt vægt på, at du har oplyst, at du forud for din udstationering ikke har udført arbejde for den [portugisisk virksomhed] forud for din udsendelse til Danmark. Det er en grundlæggende betingelse for udstationering efter EU-reglerne, at du har udført faktisk og reelt arbejde for den udstationerende virksomhed i dennes hjemland, hvorfor vi på baggrund af ovenstående har vurderet, at du ikke er omfattet af EU-reglerne for udstationering.
Vi har ved vurderingen lagt vægt på, at for at være omfattet af udstationeringsreglerne, skal der være indgået en aftale mellem virksomheden i det andet EU-land og virksomheden i værtslandet om, at førstnævnte virksomhed leverer en tjenesteydelse til sidstnævnte. En sådan aftale skal angive de nærmere rammer for – og afgrænsning af – tjenesteydelsen, herunder præcisering af tjenesteydelsens omfang og arbejdsmæssige karakter, den tidsmæssige afgrænsning, samt den aftalte betaling for tjenesteydelsen.
Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at der til sagen ikke er fremlagt aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem [det portugisiske vikarbureau] og den [danske virksomhed], hvorfor du vurderes ikke at være omfattet af EU-reglerne for udstationering.
Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at der er indgået en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem [det portugisiske vikarbureau] og den [danske virksomhed] om, at [det portugisiske vikarbureau] over en fastsat, tidsbegrænset periode og mod en aftalt økonomisk modydelse skal udføre en afgrænset og nærmere defineret arbejdsopgave for den [danske virksomhed]
Vi har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdene og modtaget en udenretlig bøde på 11.000 kr. for forholdet samt for nedenstående forhold.

Idet du efter det oplyste ikke kan antages at være omfattet af EU-reglerne for fri bevægelighed af tjenesteydelser og af EU-Domstolens praksis vedrørende arbejdstagere, der er udstationeret af en virksomhed etableret i en medlemsstat, og som leverer tjenesteydelser i en anden medlemsstats, vurderer [Udlændingestyrelsen] således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Indien ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladele hertil i henhold til de nationale regler.

[…]

Vi har lagt til grund, at du er statsborger i Indien, at du har opholdstilladelse i Portugal, og at du den […] november 2022 indrejste i Danmark.

[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ved anholdelsen ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse.

[…]

Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Vi finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

Vi finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

Udlændingenævnets afgørelse

Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse [...] marts 2023.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge som ikke har haft lovligt ophold her i landet i en længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] […] marts 2023 blev antruffet af […] politi […], at [klageren] ikke over for […] politi kunne fremvise en gyldig opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, og at [klageren] derfor blev anholdt og siget af […] politi for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] over for […] politi erkendte, at [klageren] havde udført arbejde i Danmark, og at [klageren] vedtog en udenretlig bøde på 11.000 kr. for forholdet.

Det til støtte for klagen anført, at [klageren]er omfattet af udstationeringsreglerne, og derfor ikke skal have en dansk arbejdstilladelse, idet der bl.a. er henvist EU-opholdsbekendtgørelsen og EU-Domstolens praksis, herunder Essent Energie Productie dommen og Danieli og C.Officine Maccaniche Spa Dommen.

Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at [klageren]er omfattet af reglerne om udstationering, hvorefter en virksomhed i en anden medlemsstat har ret til at udstationere sin ansatte – uanset nationalitet - i en anden medlemsstat i forbindelse med leveringen af en tjenesteydelse, og hvor tjenesteydelsen har form af en afgrænset arbejdsopgave, som udføres i en tidsbegrænset periode mod en for forhånd aftalt økonomisk modydelse.

Udlændingenævnet skal indledningsvist henvise til, at det følger af EU-Domstolens praksis, at virksomhed, der består i mod vederlag at stille arbejdskraft, der forbliver ansat hos virksomheden, til rådighed, uden at der indgås en arbejdskontrakt med aftageren, udgør en erhvervsmæssig virksomhed, der skal betragtes som en tjenesteydelse omfattet af TEUF artikel 57, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til bl.a. C-91/13, Essent Energie Productie, præmis 37. Tilrådighedsstillelse af arbejdskraft udgør således en tjenesteydelse i EU-rettens forstand, og der kan derfor ikke alene med henvisning til det modsatte meddeles afslag på udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret. Udlændingenævnet har således lagt til grund, at [EU-virksomheden] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft.

Det følger imidlertid også af EU-Domstolens praksis, at selv om tilrådighedsstillelse af arbejdskraft er en tjenesteydelse i henhold til TEUF artikel 57, stk. 1, kan der alligevel efter omstændighederne stilles krav om arbejdstilladelse efter udlændingelovens regler. I retspraksis sondrer EU-Domstolen mellem udstationering, hvor tilrådighedsstillelsen af arbejdskraft udgør selve tjenesteydelsen og udstationering med henblik på levering af en tjenesteydelse, hvor tilrådighedsstillelsen af arbejdskraften alene udgør et accessorium til tjenesteydelsen.

Ved vurderingen af, om der kan stilles krav om arbejdstilladelse ved tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, følger det også af EU-Domstolens praksis bl.a., at der skal tages hensyn til på den ene side beskyttelsen af retten til fri udveksling af tjenesteydelser i TEUF artikel 56 og på den anden side medlemsstaternes ret til at kontrollere, at der ikke sker forstyrrelser på arbejdsmarkedet, og at virksomheder ikke benytter sig af den frie udveksling af tjenesteydelser med et andet formål end at udføre den pågældende ydelse, f.eks. med henblik på at bringe arbejdstagere ind på medlemsstatens arbejdsmarked. Se f.eks. sag C-445/03, Kommissionen mod Luxembourg, præmis 39 og sag C-91/13, Essent Energie Productie, præmis 38.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det af [kontrakt] af […] oktober 2022 samt [kontrakt] af […] november 2022, mellem [EU-virksomhed] og [klageren] følger, at [klageren] fra […] november 2022 til […] november 2023 udstationeres til [dansk virksomhed], og at det er [dansk virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse.

På den baggrund finder Udlændingenævnet, at der over for [klageren] med rette kan stilles krav om arbejdstilladelse.

Det forhold, at [klageren] har en gyldig opholds- og arbejdstilladelse i Portugal, kan ikke føre til en anden vurdering, da denne ikke giver ret til at arbejde i Danmark

Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse […] marts 2023.

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] med en opholdstilladelse i Portugal kan opholde sig visumfrit i Danmark og Schengenområdet i 90 dage i en 180-dages periode jf. udlændingelovens § 3, stk. 1.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] i […] marts 2023 af […] politiet blev sigtet og anholdt, jf. udlændingelovens § 59, stk. 3, da [klageren] har opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, idet [klageren] havde opholdt sig i Schengenområdet i 137 dage i en 180-dages periode, fra den […] november 2022 indtil den […] marts 2023, hvilket svarer til et overstay på 47 dage.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klageren] under afhøringen har erkendt at have opholdt [sig] ulovligt i Danmark, og at [klageren] har vedtaget en udenretlig bøde herfor.

Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Portugal, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].

Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2023 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde

Dato: 23-10-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Haiti, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 1, og 32, stk. 4, nr. 1.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren blev i juni 2023 antruffet af politiet i forbindelse med afholdelse af en gadefest, idet klageren havde indrettet en plads med malerudstyr, hvor han malede ansigter på forbipasserende personer og tog betaling herfor. Klageren forklarede, at han var blevet inviteret til Danmark af en bekendt for at arbejde som kunstner under gadefesten. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og vedtog den udenretlige bøde på 3.000 kr.

I juni 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 1, og 32, stk. 4, nr. 1

Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Haiti, og at du [i maj 2023] indrejste i Danmark.

[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen endvidere lagt til grund, at du [i juni 2023] blev sigtet og anholdt af [politiet] for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at udføre arbejde som ansigtsmaler til [en gadefest], selvom du ikke var i besiddelse af [den] fornødne tilladelse.

[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdet og vedtaget en uden-retlig bøde på 3.000 kr. herfor.

[Udlændingestyrelsen] vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Haiti ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil.

Det forhold, at du oplyser, at du og [person] ikke har aftalt løn og at du endnu ikke har fået udbetalt løn for det udførte arbejde, kan, henset til ovenstående, ikke føre til, at du ikke udvises, idet det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om (ulovligt) arbejde.

[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [juni 2023] af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Det til støtte for klagen anførte om, at du [i juni 2023] hverken arbejdede som ansat eller som frivillig, men at der derimod var tale om en venlig gestus som tak for invitationen til [gadefesten], kan ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at politiet observerede dig, mens du sad ved en bænk med malergrej foran dig, at du henvendte dig til forbipasserende personer, hvorefter du malede en person i ansigtet og modtog betaling herfor.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal være i besiddelse af en gyldig arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse i Danmark, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke f.eks. det forhold, at der er tale om en vennetjeneste, eller om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at gøre sig bekendt med, hvilke regler der gælder i forbindelse med at udføre arbejde i Danmark, herunder hvad der anses for arbejde.

Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Haiti, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

Det til støtte for klagen anførte om, at du har en verserende sag vedrørende ansøgning om arbejdstilladelse i [Schengenland], hvorfor det har store negative konsekvenser for dig at have et indrejseforbud i Schengenområdet, kan på bagrund af overstående derfor ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet skal bemærke, at du kan ansøge de relevante myndigheder om et territorialt begrænset visum til de lande, du ønsker at indrejse i. De relevante myndigheder vil vurdere, om der i din sag foreligger ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde et visum til de pågældende lande.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

Dato: 04-02-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt arbejde i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Ansøgeren blev i juni 2012 anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, som hun erkendte. Det fremgik af afhøringsrapporten fra juni 2012, at ansøgeren fire gange tidligere siden 2009 var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at nogle mennesker, som opholdt sig i Nigeria, havde bragt hende til Danmark med henblik på prostitution, og at ansøgeren betalte halvdelen af sin månedlige indtjening til en nigeriansk kvinde, som opholdt sig i Danmark. Politiet meddelte i den forbindelse ansøgeren tiltalefrafald for overtrædelse af udlændingeloven. I december 2013 blev ansøgeren igen anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, hvorefter politiet endnu en gang meddelte ansøgeren tiltalefrafald. I december 2013 blev ansøgeren af Center Mod Menneskehandel vurderet menneskehandlet i sommeren 2012, hvorefter hun blev indkvarteret på et krisecenter. Det fremgik af politiets anmeldelsesrapport fra oktober 2014, at ansøgeren blev antruffet på et loppemarked i Danmark, at ansøgeren var uønsket i Schengen-området med undtagelse af Italien, at hun havde et indrejseforbud til Norge, og at ansøgeren havde ansøgt om forlængelse af sin italienske opholdstilladelse, men at ansøgningen ikke var blevet godkendt endnu. Det fremgik endvidere, at ansøgeren tjente til sit ophold i Danmark ved at prostituere sig selv, at ansøgeren to gange tidligere havde været anholdt for ulovligt arbejde ved prostitution, at ansøgeren begge gange blev erklæret for menneskehandlet af Center Mod Menneskehandel, og at ansøgeren fortsat arbejdede som prostitueret i Danmark. Derudover fremgik det, at ansøgerens italienske opholdstilladelse udløb i januar 2014, at ansøgerens italienske opholdstilladelse ikke var blevet fornyet, at ansøgeren havde søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse i Italien i december 2013, og at det italienske politi ved et møde i februar 2014 havde oplyst ansøgeren om, at hun måtte afvente politiets beslutning vedrørende fornyelsen af hendes opholdstilladelse. Det fremgik desuden, at ansøgeren kom til Danmark i august 2014 med fly fra Italien, at ansøgeren skyldte en kvindelig alfons ca. 20.000 euro, at den kvindelige alfons havde bedt ansøgeren om at tage til Danmark for at prostituere sig, og at ansøgeren havde arbejdet som prostitueret omkring Istedgade i København. Det fremgik herudover, at ansøgeren vidste, at hun ikke måtte tage arbejde i Danmark, at ansøgeren ved sine tidligere anholdelser var blevet overgivet til Center Mod Menneskehandel, at ansøgeren var et offer for menneskehandel, og at ansøgeren var bekendt med, at hun kun måtte opholde sig i Italien som følge af, at hun var uønsket i Schengen-området. I oktober 2014 blev ansøgeren meddelt et bødeforelæg på 2.300 kroner for ulovligt arbejde og ophold i Danmark uden fornøden tilladelse. Ansøgerens advokat anførte til støtte for klagen, at ansøgeren ikke kunne straffes og udvises for ulovligt arbejde, idet hendes arbejde i form af prostitution og ophold i Danmark måtte anses for at være en følge af det forhold, at hun var menneskehandlet. I oktober 2014 stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse, hvorved frihedsberøvelse af ansøgeren blev kendt lovlig og forlænget. Østre Landsret anførte i afgørelsen, at ansøgerens forklaring om gæld og pression ikke fandtes at være til hinder for udvisning af hende som følge af udlændingelovens § 26 a. Østre Landsret fandt herefter, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Procesbevillingsnævnet havde ved en afgørelse i januar 2015 meddelt tilladelse til, at afgørelsen kunne kæres til Højesteret. I oktober 2014 blev ansøgeren påset udrejst af Danmark til Bologna i Italien. Der blev endvidere i sagen henvist til U 2014.1177H, Højesterets kendelse af 20. januar 2014.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde erkendt overfor politiet, at hun levede af at prostituere sig i Danmark uden arbejdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren vedtog en bøde på 2.300 kroner for at have arbejdet som prostitueret på gaden og ved at have opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren var blevet vurderet menneskehandlet, og at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren hverken kunne straffes eller udvises for ulovligt arbejde i medfør af udlændingelovens § 26 a, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 26 a, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, såfremt hensynet til den offentlige orden tilsiger, at der sker udvisning, at ansøgeren i perioden fra 2009 til 2012 flere gange var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt, idet hun selvstændigt i 2012 og i 2013 var rejst tilbage til Italien inden udløbet af refleksionsperioden for senere at indrejse i Danmark og tage ulovligt arbejde på ny. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Østre Landsrets kendelse, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning af ansøgeren var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Udlændingenævnet fandt desuden, at Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel ikke kunne føre til, at udrejsefristen ikke skulle fastsættes til straks, idet hensynet til den offentlige orden tilsagde det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren angav fortsat at være handlet af den samme person, uden at ansøgeren ved sin seneste indrejse i Danmark havde kontaktet de relevante myndigheder med henblik på at modtage de tilbud, som blev givet til personer, der var ofre for menneskehandel. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren skyldte penge til en kvindelig alfons, som havde truet ansøgerens moder på livet, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de oplyste trusler ikke sås at have en sådan karakter eller intensitet, at de kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt endelig, at Højesterets kendelse af 20. januar 2014 ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Højesterets kendelse ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag, idet ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt. FAM/2015/22.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

Dato: 08-12-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren – der hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, men som havde opholdstilladelse i Spanien – blev i april 2013 antruffet af SKAT i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på et kræmmermarkeds handelsgade. Klageren erkendte efterfølgende over for politiet at have udført ulovligt arbejde ved at sælge tøj fra teltet, men anførte, at han i maj 2012 havde registreret en virksomhed i Danmark, og at han var af den opfattelse, at han derved havde tilladelse til at arbejde i virksomheden i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, idet han indrejste i Danmark samme dag, som han blev antruffet af politiet, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i april 2013 blev antruffet på et kræmmermarked i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på kræmmermarkedets handelsgade, og at han over for politiet havde erkendt, at han herved arbejdede ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter udlændingelovens § 13, stk. 1, skal udlændinge have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet en spansk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder – herunder helbredsmæssige oplysninger – at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/233.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. oktober 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

Dato: 22-10-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse og boede i Sverige, blev i forbindelse med en kontrolaktion iværksat af politiet, SKAT og Arbejdstilsynet fundet i færd med at pakke servietter i kasser på en ejendom, der ejedes af klagerens fætter. Fætteren var også direktør i en emballagevirksomhed, der havde til huse på ejendommen. Klageren var angiveligt direktør for det svenske søsterselskab til emballagevirksomheden. Klageren oplyste til politiet, at han blot ville instruere de øvrige medarbejdere i, hvorledes arbejdet skulle udføres.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at politiet i forbindelse med en kontrolaktion sammen med SKAT og Arbejdstilsynet på ejendommen, hvorfra en emballagevirksomhed blev drevet, fandt klageren og tre øvrige medarbejdere i færd med at pakke servietter i papkasser. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til politiet havde oplyst, at han ikke syntes, at medarbejderne i virksomheden udførte arbejdet på en hensigtsmæssig måde, hvorfor han foreviste, hvordan han syntes, at medarbejderne skulle gøre, idet han viste dem, hvordan de skulle sætte tape på kassen, inden de lagde servietterne i kassen, og hvordan de skulle sætte tape og label på bagefter, og at det var på eget initiativ, at han havde instrueret medarbejderne i udførelsen af arbejdet. Udlændingenævnet fandt, at det var uden betydning, at klageren ikke var iført arbejdstøj. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at emballagevirksomhedsejeren, der også var klagerens fætter, oplyste, at klageren var ansat i den svenske afdeling af virksomheden, mens klageren selv oplyste, at han var ansat i den tyrkiske afdeling af virksomheden. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, og ikke alene det forhold, om der udbetales løn for arbejdet, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Det forhold, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Sverige, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet en svensk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens handlinger ikke kunne henføres til udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, idet klageren ved at instruere og vise medarbejderne ansat i den danske virksomhed, hvorledes disse skulle udføre deres arbejde, havde varetaget en daglig ledelsesfunktion/en arbejdsfunktion, der ikke kunne indeholdes i udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, hvorunder udlændinge for et tidsrum af 90 dage fra indrejsen er fritaget fra krav om arbejdstilladelse, hvis de er repræsentanter på forretningsrejse her i landet for udenlandske firmaer eller selskaber, der ikke har forretningskontor her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at der ved forretningsrejse må forstås en rejse med henblik på at indgå i møder med andre virksomheder eller kunder, indgå kontrakter og eventuelt inspicere virksomheder. FAM/2014/154.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

Dato: 22-01-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Albanien efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, som boede i Sverige, var eneejer af en rengørings- og transportvirksomhed, som siden marts 2013 var registreret i Danmark. Klageren blev i oktober 2013 afhørt af politiet, idet han var blevet sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, ved at have beskæftiget en albansk statsborger i Danmark, selvom denne ikke havde arbejdstilladelse. Under afhøringen forklarede klageren, at hans virksomhed endvidere beskæftigede sig med byggeopgaver i Danmark, at hans arbejdsopgaver i den forbindelse bestod i at give tilbud på opgaver, at han fandt håndværkere til at udføre de konkrete opgaver, at han afholdt et ugentligt byggemøde med bygherre, arkitekt og håndværkere, at han holdt tilsyn med byggepladsen, og at han havde det overordnede ansvar for underleverandørerne. På baggrund af disse oplysninger blev han sigtet for selv at have udført ulovligt arbejde efter udlændingelovens § 59, stk. 2. Klageren erkendte de faktiske omstændigheder, men oplyste, at han troede, at han gerne måtte arbejde, idet både de svenske og danske myndigheder skulle have oplyst dette overfor ham. Klageren vedtog et bødeforelæg for forholdet. I forbindelse med klagen blev det anført blandt andet, at klageren indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var det andet selskab.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på klagerens egen beskrivelse af hans arbejdsopgaver, at han havde erkendt de faktiske omstændigheder, og at han havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet fandt - henset til klagerens egen beskrivelse af sine arbejdsopgaver i Danmark og til karakteren og omfanget heraf - at arbejdet havde været af en sådan art, at det krævede en arbejdstilladelse for, at det kunne udføres lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 13, stk. 1. Det forhold, at klageren havde oplyst, at han troede, at han havde ret til at arbejde, idet både de danske og svenske myndigheder angiveligt havde oplyst overfor ham, at han godt måtte arbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at alene danske myndigheder kan beslutte, om der kan arbejdes lovligt i Danmark, og at det ikke sås nærmere dokumenteret, til hvilke myndigheder klageren skulle have rettet henvendelse og herved have opnået en berettiget forventning om at måtte udøve beskæftigelse i Danmark uden at have opnået tilladelse hertil. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at alene det forhold, at der kan oprettes og registreres et selskab i Danmark, ikke i sig selv giver ret til at arbejde i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at dette ikke i sig selv giver en berettiget forventning om at have fået arbejdstilladelse i Danmark. Det blev endvidere bemærket, at klageren var albansk statsborger og således ikke selv var omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, uanset at han var bosiddende i Sverige. Det forhold, at klageren havde anført blandt andet, at han alene indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var et andet selskab, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om hans arbejdsopgaver i selskabet. FAM/2014/73.
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet - Ulovligt arbejde

Dato: 17-07-2013

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4. 2. pkt. I februar 2013 kontrollerede politiet en restaurant for, om der var nogen, der udførte ulovligt arbejde. Politiet anholdt og sigtede klageren for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, idet klageren arbejdede uden fornøden tilladelse. Klageren erkendte over for politiet at have været i færd med at tilberede mad, men oplyste samtidig, at han ikke fik løn for arbejdet, dog blev han bespist. Klageren vedtog et bødeforelæg for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorfor betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde erkendt over for politiet at være i færd med at tilberede mad på restauranten, da politiet kom for at kontrollere restauranten for, om der var nogen, der udførte ulovligt arbejde. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have en arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. FAM/2013/63.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen