Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien med et indrejseforbud i 2 år 

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren indrejste i Danmark i juli 2023 på et multi-entry Schengenvisum, der gav klageren ret til ophold i Schengenområdet i en periode på 30 dage mellem maj 2023 og august 2023. Klageren var ind- og udrejst af Schengenområdet flere gange i perioden mellem maj 2023 og juli 2023. I forbindelse med klagerens udrejse fra Danmark i juli 2023 blev klageren antruffet i lufthavnen og sigtet af politiet for ulovligt ophold, idet klageren havde opholdt sig i Schengen på i alt 34 dage. Klageren erkendte forholdet og betalte en udenretlig bøde herfor. 

Klageren havde opholdstilladelse i Storbritannien, hvor han boede og arbejdede. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af klagen oplyste klageren, at han var bange for at miste sit arbejde, da han skulle rejse i Schengenområdet i forbindelse med sit job. 

Udlændingestyrelsens afgørelse:

”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Indien, og at du […] november 2022 indrejste i Danmark. 

Du blev […] juli 2023 antruffet af [politiet] [i lufthavnen], hvor du var under udrejse til London. 

Vi har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig i Danmark, idet du som statsborger i Indien ikke kan indrejse og opholde dig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse. 

Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig. 

Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor. 

Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse: 

”Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse […] juli 2023. 

Udlændingenævnet har lagt til grund, at [klageren] […] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet […] maj 2023, at han […] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet […] juni 2023, at han […] juni 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet […] juni 2023, og at han […] juli 2023 indrejste i Danmark og forsøgte at udrejse af Schengenområdet […] juli 2023, hvor [politiet] antraf ham og konstaterede, at han havde en Schengenvisering med gyldighedsperiode fra […] maj 2023 til […] august 2023 for 30 dage. 

Udlændingenævnet har videre lagt til grund, at der ikke foreligger oplysninger om, at [klageren] har søgt om eller har fået forlængelse af sit visum. [Klageren] har dermed opholdt sig i Schengenområdet i 4 dage ud over, hvad den franske Schengenvisering tillod, og han havde således den […] juli 2023 ikke et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har erkendt forholdet, og at han har vedtaget en udenretligt bøde på 1.500 kr. for at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse.

Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] overtrådte betingelserne for sit udstedte visum på grund af en misforståelse, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering, da det er en udlændings eget ansvar at iagttage de regler, der gælder for et udstedt Schengenvisum. Udlændingenævnet lægger endvidere vægt på, at det er fast praksis på Schengenlandenes repræsentationer, at en visumansøger sammen med visummet modtager en vejledning, "Information sheet to visa holders", om, hvordan visumstickeren skal læses.

Det er videre til støtte for klagen anført, at § 25 b er en fakultativ bestemmelse. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering og henviser i den sammenhæng til, at der ikke træffes beslutning om udvisning, hvis udvisningen antages at virke særlig belastende for den pågældende, jf. vurderingen herunder. 

Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Storbritannien, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for ham. 

Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor. 

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til støtte for klagen har anført, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 omfatter en beskyttelse af familielivet såvel som privatlivet, og at indrejseforbuddet påvirker [klagerens] privatliv med hensyn til hans bevægelsesfrihed, udførelsen af hans arbejdsmæssige forpligtelser og fastholdelsen og videreudviklingen af hans sociale og arbejdsmæssige relationer. 

Udlændingenævnet har noteret, at [klageren] har fremlagt udtalelse af […] august 2023 fra [klagerens] arbejdsgiver, […], hvoraf bl.a. fremgår, at han i erhvervsmæssig sammenhæng har regelmæssig rejseaktivitet til lande i Schengenområdet, og at et indrejseforbud i alvorlig grad vil hindre hans karriere og indvirke negativt på firmaet. 

Udlændingenævnet finder dog ikke, at fastsættelsen af et indrejseforbud i Schengenområdet af en varighed på 2 år udgør en krænkelse af [klagerens] ret til privatliv i form af beskæftigelse og sociale relationer.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] har haft et ulovligt ophold i Schengenområdet på 4 dage, og at det følger af de udlændingeretlige regler, at konsekvensen af et ulovligt ophold som udgangspunkt er udvisning og et medfølgende indrejseforbud. 

Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at indrejseforbuddet ikke hindrer [klagerens] adgang til beskæftigelse generelt, men efter det oplyste alene kan have betydning for den stilling, som [klageren] bestrider hos [virksomhed], idet det dog ikke fremgår af den fremlagte udtalelse fra [klagerens] arbejdsgiver, at [klageren] vil miste sit arbejde hos [virksomhed] på baggrund af indrejseforbuddet til Schengenområdet. 

Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at indrejseforbuddet vil bevirke, at [klageren] vil stå uden mulighed for at udøve erhvervsmæssig aktivitet. 

Udlændingenævnet finder videre, at der – uanset om [klageren] måtte have opnået en vis tilknytning til Schengenområdet – ikke er forhold, der taler for, at han har etableret et beskyttelsesværdigt privatliv efter EMRK artikel 8 for så vidt angår hans sociale relationer, herunder fordi han aldrig har opholdt sig der med et fast opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse. 

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at indgrebet i [klagerens] privatliv i form af det meddelte indrejseforbuddet ikke har en sådan intensitet, at det kan føre til, at der er tale om en krænkelse af artikel 8. 

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til Udlændingestyrelsens høringssvar af […] februar 2024, som du ikke har haft bemærkninger til. 

Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du i klagen har anført, at der i afgørelsen ikke er foretaget et tilstrækkeligt skøn og en egentlig proportionalitetsafvejning med inddragelse af konsekvenserne for [klageren] i forhold til alvoren af det ulovlige ophold, herunder at der er tale om en førstegangsforseelse, og at han forsøgte at udrejse frivilligt, inden politiet antraf ham. 

Udlændingenævnet har som ovenfor lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingeloven, at der udstedes et indrejseforbud til en udlænding, der opholder sig ulovligt i Danmark. 

Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste jævnligt gennemfører rejser til Schengenlandene, og at det derfor må antages, at [han] gentagne gange er blevet gjort opmærksom på reglerne for indrejse og ophold i Schengenområdet.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at udvisning af en udlænding med ulovligt ophold og det tilknyttede indrejseforbud tjener et anerkendelsesværdigt formål ved at forebygge uro eller forbrydelse og er nødvendigt i et demokratisk samfund under hensyntagen til Danmarks legitime interesse i at kontrollere indvandring og opretholde den offentlige orden som fastsat ved lov. 

Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at udlændingelovens § 32 om indrejseforbud bl.a. har til formål at gennemføre reglerne om indrejseforbud i EU's udsendelsesdirektiv om udsendelse af tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold, og at udsendelsesdirektivet har til formål at sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrations-politik. 

Med henvisning til det ovenfor anførte finder Udlændingenævnet, at der heller ikke er grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2. 

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

VAU/2024/65

Senest opdateret: 25-03-2024
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen