Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2024 – Udvisning – Kriminalitet – Indrejseforbud
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra USA med indrejseforbud til Danmark i 2 år.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i juni 2023 antruffet af politiet i lufthavnen, idet klageren havde stjålet en vare fra en butik i lufthavnen til en værdi af 1.349 kr. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for tyveri af politiet. Klageren nægtede forholdet.
I forbindelse med behandlingen af klagen påberåbte klageren sig at være omfattet af EU-reglerne, idet klageren var gift med en statsborger fra Finland.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Ved afgørelsen har vi lagt til grund, at du er statsborger i USA og at du […] juni 2023 blev antruffet af [politiet] i [en butik], efter at politiet var blevet tilkaldt af en butiksdetektiv, der havde observeret, hvordan du havde forladt butikkens sidste betalingsmulighed uden at betale for [en vare] til en værdi af 1.349 kroner.
Vi har ved afgørelsen yderligere lagt til grund, at du ikke selv henvendte dig til butikken efter du blev bevidst om, at du havde forladt sidste betalingsmulighed uden at betale for varen, men at du blev opsøgt af butiksdetektiven.
Det forhold, at du oplyser, at du ikke var bekendt med at du forlod butikken uden at betale for [varen] fordi du var stresset og bar rundt på flere ting, kan ikke føre til en anden afgørelsen, idet det er dit eget ansvar at betale for varerne, før du forlader butikken.
Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juni 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
[…]
Det forhold, at [klageren] i butikken havde mange ting i hænderne og skulle holde styr på sine flyoplysninger, betalingskort, mobiltelefon og pung, hvilket gjorde hun glemte at betale for varen og det ikke var hendes hensigt, kan ikke føre til ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af politirapporten, at butiksdetektiven i lufthavnen observerede [klageren] på overvågningen, hvor han så [klageren] tage den stjålne vare og lægge sin jakke henover produktet, hvorefter hun alene betalte for en anden vare, før hun forlod butikken, hvorfor den manglende betaling ikke kan tages som udtryk for glemsomhed. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klageren] overfor politiet i lufthavnen erkendte forholdet.
Det er videre til støtte for klagen anført, at [klageren] lider af en stofskiftesygdom og har mentale helbredsproblemer, der gør, at hun ikke altid kan foretage sunde beslutninger, og at [klageren] har en stor tendens til at glemme ting, kan ikke føre til ændret vurdering, idet de fremlagte lægeerklæringer ikke indeholder oplysninger, hvorefter det kan lægges til grund, at [klageren] ikke kan stå til ansvar for sine handlinger, herunder betale for varer i en butik.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det af de fremlagte lægeerklæringer fremgår, at [klageren] kan være påvirket i fremmødesituationer, f.eks. retsmøder, samt at hendes koncentration og dømmekraft kan være påvirket.
Det forhold, at [klageren] blev stoppet af en sikkerhedsvagt i lufthavnen og fik af vide, at hun kun skulle betale en bøde, men at politiet derefter blev tilkaldt, kan ikke føre til ændret vurdering, da det følger direkte af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen overfor politiet har erkendt overtrædelse eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold. Udlændingenævnet henviser til ovenstående vedrørende hændelsen i lufthavnen.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] følte sig mishandlet i de 2 dage, hun skulle opholde sig i lufthavnen, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet henviser til, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til sådanne klager over politiet, og at såfremt [klageren] ønsker at klage over forholdene ved anholdelsen, kan en klage over politiet indgives på følgende link: https://politiklagemyndigheden.dk/indgiv-klage-anmeldelse/.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, om udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i USA og har opholdstilladelse i Tyskland, at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].
Det til støtte for klagen anførte, at [klageren] er omfattet af EU-reglerne, da hun er gift med en finsk statsborger og Udlændingestyrelsen ikke har inddraget dette forhold, og at indrejseforbuddet ikke er proportionelt set i lyset af, at [klageren] er omfattet af Udlændingestyrelsens praksis, hvorefter udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne for butikstyveri i førstegangstilfælde kun sker, hvis værdien af det stjålne mindst udgør 4.000 kr., kan heller ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet henviser til, at der af opholdsbekendtgørelsens artikel 1, stk. 1, fremgår, at bekendtgørelsen finder anvendelse på unionsborgere og deres familiemedlemmer, som efter Den Europæiske Unions (EU’s) regler om fri bevægelighed indrejser i Danmark, jf. bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landet, og tager ophold her i landet.
Udlændingenævnet lægger til grund, at [klageren] som ægtefælle til en unionsborger har ret til ophold i indtil 3 måneder uden at der kan gøres andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt pas gældende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 9. En eventuel udvisning skal derfor afgøres i overensstemmelse med EU-reglerne.
Udlændingenævnet lægger til herudover til grund, at tyveri generelt udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at betingelserne for udvisning af [klageren] derfor efter konkret og individuel vurdering af [hendes] forhold er opfyldt.
Det forhold, at [klageren] og hendes ægtefælle bruger meget tid i [en dansk by], hvor de tager på feriebesøg og [klagerens] ægtefælle tit tager på arbejdsrejser til [en dansk by], hvor [klageren] er med, og at [klageren] og hendes ægtefælle har planer om at flytte til [en dansk by] i [klagerens] lejede lejlighed, kan ikke føre til anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingeloven § 32, stk. 1, nr. 1, at en udlænding, der er udvist, meddeles et indrejseforbud. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klagerens] qua ferierejser og fremtidsplaner ikke herved ses at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en udvisning må anses for uproportionel.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
VAU/2024/56
Senest opdateret: 27-01-2025
Udgiver: Udlændingenævnet