Ægtefællesammenføring

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 19-11-2018

    Udlændingenævnet genoptog i november 2018 Udlændingenævnets afgørelse fra december 2014 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en ukrainsk statsborger, idet den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet hendes herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp som følge af, at han i 2009 havde været involveret i en trafikulykke og i den forbindelse havde pådraget sig en hjerneskade. I 2015 var den herboende ægtefælle blevet indstillet til fleksjob, og han havde derfor ikke siden marts 2015 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Efter Udlændingenævnets afgørelse i 2014 havde ansøgeren indbragt sagen for landsretten, der havde givet klageren medhold, og sagen var herefter blevet anket til Højesteret, der havde givet Udlændingenævnet medhold. Sagen var herefter blevet indbragt for FN’s Handicapkomité, der i august 2018 havde udtalt kritik af Udlændingenævnets afgørelse. På baggrund af udtalelsen fra FN’s Handicapkomité havde Udlændingenævnet besluttet at genoptage sagen.

    Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle senest i marts 2015 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af landsrettens dom, at den herboende ægtefælles bopælskommune havde visiteret ham til fleksjob i marts 2015, og at han efterfølgende var blevet ansat i fleksjob i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013, allerede fordi den herboende ægtefælle i november 2018 ikke havde modtaget offentlige ydelser i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke anledning til at tage konkret stilling til FN’s Handicapkomités udtalelse fra august 2018. FAM/2018/76.

    FN’s Handicapkomités udtalelse kan læses ved at trykke på overskriften.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde

    Dato: 02-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Nigeria, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter halvandet til to års samliv på fælles bopæl umiddelbart forud for indgivelsen af ansøgningen kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever ikke havde dokumenteret at have samlevet i et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse. Ansøgeren kunne således ikke meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med sin herboende samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne i ansøgerens brev til Udlændingestyrelsen i maj 2017, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen i Nigeria i perioden fra februar 2005 til september 2005, at samlivet herefter var blevet afbrudt, hvorefter parret havde boet sammen igen under ansøgerens herboende samlevers to besøg i Nigeria i perioden mellem august 2006 og januar 2008. Disse oplysninger var gengivet i ansøgerens herboende samlevers del af ansøgningsskemaet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgerens herboende samlevers nationalitetspas fremgik af ind- og udrejsestemplerne, at ansøgerens herboende samlever havde været i Nigeria i perioden fra august 2006 til september 2006, svarende til lidt over en måned, og i perioden fra december 2007 til januar 2008, svarende til halvanden måned. Der havde således været tale om afbrudt samliv og herefter korte besøgsophold, og det følger af fast praksis, at der ikke etableres et fast længerevarende samliv gennem besøgs- og ferieophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at perioderne lå mere end 10 år tilbage i tid, at samlivet i øvrigt havde været afbrudt, og at det er en betingelse, at samlivet som udgangspunkt har været uafbrudt. På baggrund af disse oplysninger ændrede det ikke på Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat i klagen havde anført, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde oplyst til advokaten, at parret havde boet sammen i hele perioden fra august 2006 til januar 2008. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen på fælles bopæl i Danmark siden maj 2016, hvor ansøgeren var indrejst på visum, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samlivet i denne periode havde været udøvet under henholdsvis besøgsophold i perioden fra maj 2016 til oktober 2016, under ulovligt ophold i perioden fra oktober 2016 til april 2017, idet ansøgeren i denne periode hverken sås at have været meddelt lovligt eller processuelt ophold, og herefter på processuelt ophold under sagens behandling i Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at samliv efter praksis ikke kan etableres under besøgsophold, ulovligt ophold eller processuelt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i tilfælde af, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde etableret et familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, ikke var oplysninger i sagen om, at ansøgeren, ansøgerens herboende samlever og parrets tre fællesbørn ikke ville kunne indrejse og udøve dette familieliv i Nigeria, hvor parret havde mødt hinanden og efter det oplyste havde boet sammen tidligere. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det ændrede ikke Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde tre fællesbørn, idet disse ikke sås at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor de har været tilknyttet en dansk institution eller skole. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende samlever og parrets tre børn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Nigeria for der at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at parrets ældste barn gik til kontrol og behandling for en hormonel forstyrrelse i Danmark, var ikke en så alvorlig helbredsmæssig tilstand, at det kunne føre til en ændret vurdering, ligesom det heller ikke ændrede ved sagens udfald, at ansøgerens herboende samlever var under uddannelse til ingeniør i Danmark, og at børnene og ansøgerens herboende samlever ville savne ansøgeren, såfremt ansøgeren måtte udrejse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse. FAM/2018/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 30-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen, til en amerikansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren og dennes ægtefælle boede i et almindeligt lejemål, som bestod af tre værelser af 80 m2, og at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke boede i et kollektiv eller i et bofællesskab. Det fremgik derimod af opslag i Den Offentlige Informationsserver (OIS) og CPR, at det pågældende lejemål bestod af syv værelser fordelt på 215 m2, og at der på tidspunktet for ansøgerens og dennes ægtefælles ophold i lejemålet boede seks andre personer på adressen. Udlændingenævnet lagde på baggrund heraf til grund, at ansøgeren og dennes ægtefælle senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse ikke havde godtgjort at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, herunder en bolig med en selvstændig indgang. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og dennes ægtefælle efterfølgende havde oplyst til Udlændingestyrelsen, at parrets boligsituation havde ændret sig, og at parret var blevet udsat for svindel i relation til deres daværende bolig, og at ansøgeren havde indleveret en ny lejekontrakt for en anden bolig, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke ændrede ved, at der var forløbet mere end tre måneder siden ansøgerens indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, indtil ansøgeren havde indleveret en ny lejekontrakt. De forhold, som ansøgeren i øvrigt til støtte for klagen havde anført, kunne på baggrund heraf ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at ansøgeren og dennes ægtefælle skulle godtgøre at råde over egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplyst om sygdom, handicap eller andre forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter ansøgerens ægtefælle ikke kunne indrejse og tage ophold i USA, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor både ansøgeren og dennes ægtefælle talte sproget. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle ikke ønskede at flytte til USA, fordi han havde en velfungerende virksomhed i København. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det anførte ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var tale om sådanne særlige grunde til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, ikke burde stilles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar og ubetinget ret til selv at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2018/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Afbrydelse af samlivsforhold – Udlevet samlivet i to lande

    Dato: 18-07-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse under henvisning til fast samlivsforhold af længere varighed til en israelsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed uden væsentlige afbrydelser, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i perioden fra september 2014 til den august 2016 havde boet sammen i ansøgerens hjemland, at referencen var rejst tilbage til Danmark for at påbegynde sin kandidatuddannelse ultimo august 2016, at ansøgeren i januar 2017 havde afsluttet sin uddannelse, og at ansøgeren og referencen via flybilletter havde dokumenteret, at de havde opretholdt kontakten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at kravet til fast samlivsforhold af længere varighed var opfyldt, idet det var dokumenteret, at ansøgeren og referencen havde opretholdt kontakten, og at det endvidere var dokumenteret, at referencen frem til ansøgningstidspunktet havde taget skridt med henblik på at opfylde kravene til familiesammenføring, herunder at referencen havde fremskaffet bolig. FAM/2018/59.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en kvinde fra Eritrea, der opholdt sig i Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference var i januar 1995 blevet gift i Eritrea og havde herefter boet sammen indtil 1998, hvor referencen kom i militæret og herefter kun kom hjem på orlov. I august 2010 deserterede referencen og levede i skjul indtil sin udrejse af Eritrea i 2013. Ansøgeren og referencen havde under samlivet fået seks børn sammen.

    Udlændingenævnet fandt efter en helt konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på referencens troværdige forklaring i Udlændingenævnet, herunder at ægtefællerne boede sammen fra 1995 til 1998, at referencen herefter var hjemme på orlov i to til tre måneder ad gangen, og at han boede sammen med sin ægtefælle fra 2010 indtil hans udrejse af Eritrea i 2013. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren og referencen havde haft et længerevarende samliv, indtil referencen grundet asylretlig forfølgelse udrejste af Eritrea i august 2013, hvorunder parret fik seks børn. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at referencen allerede under sin oplysnings- og motivsamtale til Udlændingestyrelsen havde oplyst om sin familie i Eritrea, og at han, kort tid efter at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om genetablering af familielivet. FAM/2018/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 14-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en mand fra Serbien, da den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference havde i 2009 fået kontakt med hinanden via internettet og var i 2012 blevet gift i Danmark. Parret havde to fællesbørn født henholdsvis i marts 2011 og oktober 2012, og den herboende reference ventede parrets tredje barn. Begge børn var imidlertid kort tid efter fødslen blevet anbragt udenfor hjemmet i familiepleje. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens seneste indrejse i Danmark i maj 2016 havde haft samvær med det yngste barn et par timer hver 14. dag og med det ældste barn et par timer hver 3. uge. Samværet foregik i hjemmet, og forældrene havde samvær med børnene alene. Det var til støtte for klagen anført, at forældrene forventede yderligere samvær med børnene.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference, idet den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde to børn, der var født og boede i Danmark, at der kontinuerligt siden børnenes anbringelse uden for hjemmet havde været fastsat samvær med den herboende reference, og at begge forældre siden maj 2016 havde deltaget i samværet med børnene. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til omfanget og hyppigheden af samværet med børnene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge børn siden kort tid efter deres fødsel havde været anbragt i familiepleje, at der senest i december 2017 af kommunen var truffet afgørelse om samværet, og at kommunen af hensyn til børnenes udvikling havde afvist yderligere samvær. Udlændingenævnet fandt således, at samværet ikke havde været øget over tid proportionalt med børnenes alder, og at samværet samlet set ikke havde en sådan hyppighed eller varighed, at det kunne anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse og henvise ham og den herboende reference til at udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet bemærkede i relation til EMRK artikel 8, at bestemmelsen ikke indebar en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter bestemmelsen havde en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de ville udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at indrejse i Danmark for at udøve samværet med børnene gennem besøgsophold, henset til den geografiske afstand fra Serbien sammenholdt med omfanget af samværet. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations notat af 22. juni 2011 om ”Samspillet mellem udlændingelovens regler, de familieretlige regler og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 i relation til meddelelse af opholdstilladelse til forældre til herboende børn, som er anbragt uden for hjemmet”, hvoraf det fremgår, at det kan udledes af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at staten er forpligtet til at sikre, at afstanden mellem forælder og barn ikke bliver så stor, at forælderens faktiske mulighed for at gennemføre et fastlagt samvær bliver vanskeliggjort, og at i sagen 10465/83 af 24. marts 1988 Olsson mod Sverige blev afstande over cirka 600 km eller en transporttid over cirka seks timer til barnets opholdssted anset som en proportional begrænsning af samværet. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference var gravid med parrets tredje barn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette barn endnu ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. FAM/2018/68.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 08-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen til en armensk statsborger. Den herboende reference havde i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse i januar 2017 oplyst, at han boede sammen med sin moder, fader og broder, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at faderen var syg, at faderen havde brug for hjælp, at den herboende reference led af PTSD, og at han havde svært ved at finde en bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse opfyldte kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2017 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende reference, at den herboende reference på ansøgningstidspunktet boede sammen med sine forældre og broder, at han selv i ansøgningsskemaet havde oplyst, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at han ikke boede i kollektiv eller bofællesskab, at han først i september 2017 havde fremsendt en ny lejekontrakt med overtagelse i februar 2018, og at han således ikke senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse havde godtgjort at råde over en selvstændig bolig, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i marts 2018 havde fremsendt endnu en ny lejekontrakt af februar 2018, hvoraf det fremgik, at den herboende reference i februar 2018 havde lejet en lejlighed, og at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgeren var af den opfattelse, at den herboende references første bolig opfyldte boligkravet efter boligkravbekendtgørelsen § 6, idet den herboende references fader efter det oplyste havde alvorlige mén efter en brækket ryg, og at han havde behov for hjælp til toiletbesøg, til at skifte strømper, til sit korset samt til at løfte tunge ting og til pasning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderens sygdom på det foreliggende grundlag ikke kunne anses for at have en sådan karakter og omfang, at faderen var afhængig af den herboende references pleje, og at den herboende references moder og broder boede sammen med faderen og måtte forventes at kunne yde den nødvendige pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgningsskemaet fremgik, at den herboende reference havde to søskende, der begge boede i Danmark, og at der var mulighed for yderligere hjælp via kommunen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af CPR, at den herboende reference først i januar 2017 var flyttet ind hos sin fader, der boede sammen med den herboende references moder, at faderen siden december 2014 havde haft disse lidelser, og at faderen således tidligere havde kunnet klare sig selv, uden at hans søn boede sammen med ham. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde oplyst, at den herboende ægtefælle havde været boligsøgende, at han havde haft svært ved at finde bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister, ikke kunne føre til et andet resultat, da dette ikke ændrede ved, at der var forløbet mere end tre måneder siden ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, indtil ansøgeren havde fremsendt en ny lejekontrakt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende reference skulle opfylde kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter den herboende reference ikke kunne indrejse og tage ophold i ansøgerens hjemland, hvor ansøgeren var statsborger, parret var mødtes og havde indgået ægteskab, og hvor begge talte sproget. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde et barn, der var født i oktober 2017 i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet endnu ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på barnets alder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at efter fast praksis vil et barn have opnået selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution og/eller skole. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference ikke ønskede at flytte til et land, hvor han ikke talte sproget eller kunne forsørge sig selv, og at han frygtede forfølgelse som følge af sin religion. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det anførte ikke kunne føre til en ændret vurdering, da han som dansk statsborger ville kunne bosætte sig i alle lande. Udlændingenævnet fandt således, at der herved ikke var tale om sådanne særlige grunde til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, ikke burde stilles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at den herboende reference led af PTSD, og at han var bevilliget førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var tale om så alvorlig sygdom, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 6, med henvisning til den herboende references sygdom ikke burde stilles. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at den herboende reference havde deltidsarbejde. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende reference havde brug for sin familie, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved forelå ganske særlige grunde, som kunne begrunde, at der kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2018/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2018 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

    Dato: 24-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en serbisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde i juni 2017 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mere end de sidste tre år, idet den herboende ægtefælle var i besiddelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse gældende frem til august 2020, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Parret havde sammen to børn, som var født i henholdsvis juli 2011 og november 2014. I henholdsvis april 2013 og marts 2016 blev børnene meddelt opholdstilladelser i Danmark under henvisning til den herboende ægtefælle, og de blev registreret indrejst i Danmark henholdsvis i april 2013 og i januar 2015. Det fremgik af sagen, at det ældste barn siden januar 2015 havde været tilknyttet et lovpligtigt sprogpædagogisk tilbud til flersprogede børn, hvor forældrene har fravalgt daginstitution, og at barnet i skoleåret 2017/2018 skulle påbegynde 0. klassetrin.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælles forældre havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, at den herboende ægtefælle var født og opvokset i Danmark, og at han aldrig selv var blevet meddelt opholdstilladelse på grund af angivelige kommunikationskomplikationer med forvaltningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgeren, den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien, hvor de var statsborgere, og hvor parret havde mødt hinanden og periodevis havde udøvet familielivet frem til, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at parret sammen havde to børn med opholdstilladelser i Danmark, da børnene ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ældste fællesbarn først var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2013, at barnet forud for denne dato ikke havde haft lovligt ophold i Danmark, og at hun forud for at have påbegyndt 0. klasse siden januar 2015 havde været tilknyttet et lovpligtigt sprogpædagogisk tilbud til flersprogede børn, hvor forældrene havde fravalgt daginstitution. Udlændingenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at barnet havde haft lovligt ophold i Danmark siden sin fødsel, eller at hun kontinuerligt havde gået i dansk institution og skole i seks til syv år. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået ægteskab på et tidspunkt, hvor den herboende ægtefælle alene havde tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/51.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 26-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 den iranske statsborger afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, da styrelsen havde lagt til grund, at den herboende reference og klageren var nærtbeslægtede på en sådan måde som beskrevet i udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at denne slægtsrelation var til hinder for at give opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 1 pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke på baggrund af de fremlagte oplysninger kunne anses for at være nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, idet klageren og dennes herboende ægtefælle på baggrund af de til brug for sagens oplysning indgivne informationer ikke fremstod som nærmere beslægtede. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse lagt til grund, at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre. Udlændingenævnet fandt derimod, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke var nærmere beslægtede, end at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre, i hvilket tilfælde klageren og dennes herboende ægtefælles oldeforældre var søskende, og klageren og dennes herboende ægtefælle således havde en fælles tipoldeforælder. FAM/2018/27.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde

    Dato: 22-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Honduras, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og ansøgerens herboende samlever. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret fast samliv på fælles bopæl i halvandet til to år uden væsentlig afbrydelse, idet parterne havde oplyst at have boet sammen i tre måneder i 2011, under ansøgerens graviditet og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i 2015 og fra august 2016 og frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Idet der skal være tale om kontinuerligt samliv umiddelbart op til indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring uden væsentlig afbrydelse, ændrede det ikke Udlændingenævnets vurdering, at parret havde boet sammen i kortere perioder i 2007, 2009 og 2013. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens samlever ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor efter de foreliggende oplysninger ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8’s forstand, som Danmark var nærmest til at beskytte. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens samlever havde et fællesbarn født i 2015, der var dansk statsborger, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise parret til at udøve familielivet sammen med fællesbarnet i Honduras. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at partsrepræsentanten havde anført i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 8 og EU-retten. For så vidt angik spørgsmålet om EMRK artikel 8, henviste Udlændingenævnet til, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Med hensyn til det anførte vedrørende EU-retten og dommene C-34/09, Zambrano, og C-133/15, Chavez-Vilchez, vurderede Udlændingenævnet, at disse afgørelser ikke fandt anvendelse ved vurderingen af sagen, idet en af forudsætningerne for, at en tredjelandsborger kan aflede ret, og dermed opholdstilladelse, fra barnet, der er unionsborger, er, at tredjelandsborgeren ikke er gift eller samlevende med unionsborgerens anden forælder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af præmisserne 68, 72 og 74 i EU-Domstolens dom i sagen C-256/11, Dereci, af 15. november 2011 fremgår, at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af dennes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med vedkommende på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles. FAM/2018/8.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post