Ægtefællesammenføring

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
Forrige
Side 1 af 1
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 15-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 den del af Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte første gang i januar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han var i oktober 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i marts 2019 om familiesammenføring med referencen. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens fællesbarn, der blev født i december 2018 i Etiopien. I april 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag til ansøgeren, da parrets ægteskab fortsat ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Derfor får ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea.

    Udlændingenævnet vurderer, at de fremlagte civile registreringsattester må anses for konstrueret til lejligheden.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ved brev fra juni 2016 til Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke havde en civil registreringsattest af ægteskabet.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der med ansøgningen om familiesammenføring i marts 2019 blev indleveret en civil registreringsattest, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office, i februar 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen i januar 2015 blev viet, og at registreringen af vielsen skete i februar 2015.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen i oktober 2019 til Udlændingestyrelsen oplyste, at den religiøse vielsesattest var tilstrækkelig på vielsestidspunktet, og at han først blev klar over nødvendigheden af den civile registreringsattest efter afslaget på familiesammenføring i 2017, og at han derfor anmodede sin familie om at være behjælpelig med at få ægteskabet registreret.

    Oplysningerne fra juni 2016 og fra oktober 2019 stemmer således ikke overens med, at den fremlagte civile registrering er dateret i februar 2015, ligesom vielsesdatoen på den civile registreringsattest ikke stemmer overens med de øvrige oplysninger i sagen eller den fremlagte vielsesattest, hvorefter parret skulle være viet 2 dage senere i januar 2015 end den vielsesdato, som fremgår af den civile registreringsattest.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at registreringsattesten fra februar 2015 først er fremkommet efter Udlændingenævnets stadfæstelse fra november 2018 af Udlændingestyrelsens første afslag på familiesammenføring.

    Det forhold, at partsrepræsentanten ved e-mail fra juli 2020 til Udlændingenævnet har oplyst, at den indsendte civile registreringsattest fra februar 2015 er ægte, men at der har indsneget sig alvorlige fejl i dokumentet, idet parret rettelig blev gift på den dato i januar 2015, som fremgår af vielsesattesten, og registreringen endvidere blev tilbagedateret, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten i juli 2020 fremsendte en ny civil registreringsattest, der efter det oplyste er korrekt, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office i juni 2020, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen blev viet den dato i januar 2015, der også fremgår af vielsesattesten, og at registreringen af vielsen skete i juni 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er fremlagt to forskellige civile registreringsattester, der efter deres indhold indeholder væsentlige divergenser ud over de nævnte uoverensstemmelser med vielsesdatoen og udstedelsesdatoen.

    Registreringsattesten fra februar 2015 henviser således til en ”marriage ceremony conducted according to customary rites”, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til en ”marraiage ceremony conducted according to Orthodox Church” i en eritreisk by.

    Endvidere henviser registreringsattesten fra februar 2015 til et ægteskabsregistreringsnummer, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til et andet ægteskabsregistreringsnummer. Den fremlagte vielsesattest fra den ortodokse kirke har et tredje nummer, og registreringsnumrene stemmer således ikke overens med vielsesattesten.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at oplysningerne om, at registreringsattesten fra februar 2015 skulle være fejlbehæftet først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afslag i april 2020.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

    Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse boede sammen i 4 måneder.

    Det forhold, at det til klagen er oplyst, at parret ikke havde mulighed for at bo mere sammen som følge af referencens militærtjeneste, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

    Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

    Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i januar 2016 og i marts 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen skulle være blevet viet i Eritrea i januar 2015. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at referencen under sin asylsag oplyste, at han var gift med ansøgeren, ligesom det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i december 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til barnet i marts 2019, hvilket hun blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 15-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte første gang i februar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015, og at de sidst havde set hinanden i juni 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i januar 2019 om familiesammenføring med referencen. Ansøgeren og referencen oplyste i den forbindelse, at parret havde genbekræftet deres bryllup i Eritrea i januar 2015 ved en ceremoni i december 2018 i Etiopien. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens søn, der blev født i november 2018 i Etiopien. I februar 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I marts 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på familiesammenføring til ansøgeren, da ansøgeren og referencen ikke fortsat havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Derfor stadfæster Udlændingenævnet den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der vedrører opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea, og at det fremlagte Marriage Certificate fra januar 2015 udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved rette civile myndighed.

    Det til støtte for klagen oplyste om, at Udlændingestyrelsen stiller en uhjemlet betingelse om fremlæggelse af civil vielsesattest, hvilket strider mod legalitetsprincippet, og at den fremlagte vielsesattest opfylder kravet om at bære kirkens emblem og segl, hvorfor vielsesattesten må anses for at være tilstrækkelig dokumentation af ægteskabet, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering.

    Det forhold, at det til klagen er oplyst, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab gør parrets ægteskabet retsgyldigt i Etiopien, og at såfremt brylluppet i Eritrea ikke måtte findes tilstrækkeligt dokumenteret, så må ægteskabet i det mindste være at anse for gyldigt i Etiopien, hvorved det også skal anerkendes i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en gyldighedsbetingelse for, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret, at det kan anses for retsgyldigt og indgået i overensstemmelse med reglerne i Eritrea. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab fortsat ikke dokumenterer, at ægteskabet er behørigt registreret af de civile myndigheder i Eritrea.

    På den baggrund kan Udlændingenævnet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren og referencen har indgået et retsgyldigt ægteskab i Eritrea, der kan anerkendes efter dansk ret.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit ovenfor, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

    Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse i januar 2015 har boet sammen indtil juni 2015, da referencen udrejste fra Eritrea, og at parret således alene har boet sammen i knap 5 måneder.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

    Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

    Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra marts 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i februar 2016 og i januar 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen i januar 2015 skulle være blevet gift i Eritrea, ligesom der er fremlagt dokumentation for, at parret fik genbekræftet deres vielse i Eritrea ved en ceremoni i december 2018 i Addis Ababa, Etiopien. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i november 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i januar 2019, hvilket han blev meddelt i februar 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste har sendt penge til ansøgeren.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 07-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Somalia, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i november 2014 første gang om familiesammenføring med referencen. Referencen var somalisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen, at de var blevet gift i Yemen i november 2012. Som dokumentation herfor fremlagde de en vielsesattest fra en lokal distriktsdomstol i Somalia, der var udstedt i november 2012, hvoraf det fremgik, at parret var blevet gift i Yemen i november 2012. Parret havde aldrig boet sammen. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2015 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab og ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede dette afslag i juli 2016. I april 2018 søgte ansøgeren søgte på ny om familiesammenføring med referencen på baggrund af ægteskabet indgået i Yemen i november 2012. I juni 2018 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på opholdstilladelse til ansøgeren med samme begrundelse som tidligere. Dette afslag blev ikke påklaget til Udlændingenævnet. I november 2018 søgte ansøgeren igen om familiesammenføring med referencen. Vedlagt ansøgning var en kopi af en vielsesattest fra Djibouti, hvoraf det fremgik, at parret indgik ægteskab i Djibouti i oktober 2018. I marts 2019 fik parret et fællesbarn. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen igen ansøgeren afslag på familiesammenføring til referencen, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun var indrejst i Djibouti på tidspunktet for vielsen, og da parret endvidere ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, selvom parrets ægteskab ikke kunne anerkendes. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig fællesbarnet opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Udlændingestyrelsens afgørelse blev påklaget til Udlændingenævnet, som stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, med samme begrundelse som Udlændingestyrelsen. Nedenfor er alene Udlændingenævnets afgørelse vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gengivet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens sagsfremstilling i afgørelsen fra april 2020, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 3 gange, henholdsvis i november 2014, i april 2018 og i november 2018.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen under familiesammenføringssagerne har fremlagt dokumentation for, at parret i november 2012 skulle være blevet gift i Yemen, og at parret i oktober 2018 skulle være blevet gift i Djibouti. Udlændingestyrelsen har tidligere vurderet, at ægteskabet indgået i Yemen ikke kan anerkendes efter dansk ret, og Udlændingenævnet vurderer nedenfor, at ægteskabet indgået i Djibouti heller ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet finder dog, at ansøgeren og referencen med vielserne, uanset at disse ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være ægtefæller, ligesom det også af klagen fremgår, at parret betragter sig selv som værende gift.

    Udlændingenævnet har også tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen har fået et fællesbarn i marts 2019, og at parret derigennem ligeledes har udtrykt en forpligtelse over for hinanden. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for parrets fællesbarn, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i april 2019, hvilket barnet blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren og deres fællesbarn økonomisk, og at referencen har besøgt ansøgeren 4 gange før fællesbarnets fødsel og ansøgeren og fællesbarnet 6 gange derefter.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 07-12-2022

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende partner.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i januar 2016 sammen med sine 2 mindreårige børn, der er født i henholdsvis maj 2005 og januar 2010, om familiesammenføring med en herboende eritreisk statsborger (referencen). Referencen var ifølge ansøgningen ansøgerens ægtefælle og børnenes far. Referencen var flygtet fra Eritrea i oktober 2009, og havde herefter opholdt sig hovedsageligt i Sudan, inden han i oktober 2014 indrejste i Danmark, og søgte asyl. I juli 2015 fik han opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Det fremgik at parrets vielsesattest, der var udstedt af den eritreisk ortodokse kirke, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2003, og det var i ansøgningen oplyst, at parret sidst havde set hinanden i juli/august 2009. Referencen havde ikke delagtiggjort ansøgeren i sine planer om at flygte fra Eritrea i 2009, og parret havde ikke haft kontakt med hinanden i perioden fra referencens flugt fra Eritrea og indtil han kom til Danmark i oktober 2014. I januar 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen, da deres ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da de ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Endvidere meddelte styrelsen afslag til ansøgeren, fordi der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til alligevel at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Styrelsen lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at ansøgeren og børnene ikke havde medvirket til en DNA-undersøgelse, at slægtskabet mellem ansøgeren og børnene derfor ikke var godtgjort, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at der bestod en familieenhed og dermed et beskyttelsesværdigt familieliv. Som følge af den manglende DNA-undersøgelse gav styrelsen samtidig også børnene afslag på familiesammenføring. Udlændingestyrelsens afgørelser blev påklaget til Udlændingenævnet, og under klagesagen blev det oplyst, at ansøgeren og børnene havde mulighed for at medvirke til DNA-undersøgelsen. I februar 2019 stadfæstede Udlændingenævnet styrelsens afslag til ansøgeren vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet parrets ægteskab ikke var registreret hos myndighederne i hjemlandet, og ægtheden af vielsesattesten derfor ikke kunne fastslås. Endvidere fandt Udlændingenævnet, at parret ikke havde dokumenteret, at de havde haft et fast og længerevarende samliv i hjemlandet. Udlændingenævnet hjemviste dog den del af ansøgerens afgørelse, som vedrørte vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, samt børnenes sager med henblik på, at ansøgeren og børnene fik foretaget en DNA-undersøgelse for at fastslå slægtskabet mellem dem. I juli 2019 bekræftede DNA-undersøgelsen, at de 2 børn var fællesbørn af ansøgeren og referencen. I september 2019 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, idet styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, da parrets tidligere familieliv måtte anses for afbrudt bl.a. på grund af parrets manglende kontakt i perioden fra 2009-2014. Styrelsen meddelte samtidig de 2 fællesbørn opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Fællesbørnene indrejste i december 2019 i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2019.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen vurderede, at referencen og ansøgeren ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og referencen har 2 fællesbørn, født i maj 2005 og i januar 2010, ikke kunne føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har faet et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden, samt EMD’s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD's praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har fremlagt dokumentation for, at de i januar 2003 skulle være blevet gift i Eritrea. Udlændingenævnet har i afgørelsen fra februar 2019 vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har 2 fællesbørn, at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for børnene, idet referencen også har søgt om opholdstilladelse til børnene, at børnene efterfølgende blev meddelt opholdstilladelse og nu bor hos referencen i Danmark, og at det følger af EMD's praksis, at ”…barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt", jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at familielivet ikke kan anses for afbrudt, da referencen og ansøgeren efter referencens indrejse i Danmark har haft løbende kontakt med hinanden i det omfang, det har været muligt som følge af omstændighederne, og at de efterfølgende har givet udtryk for — via ansøgningen om familiesammenføring og ved at klage til Udlændingenævnet 2 gange — at de fortsat ønsker at leve sammen som et par og dermed videreføre deres tidligere etablerede familieliv.

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren økonomisk.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 07-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i oktober 2017 om familiesammenføring med en herboende eritreisk statsborger (referencen) under henvisning til, at parret i januar 2010 var blevet gift i Eritrea. Parrets 2 mindreårige fællesbørn, født i henholdsvis 2012 og 2014, søgte samtidig om familiesammenføring med referencen, som var børnenes far. Referencen var flygtet fra Eritrea i november 2010, og han havde herefter opholdt sig i Etiopien frem til december 2014. I juli 2015 indrejste han i Danmark, hvor han søgte asyl. Under asylsagen oplyste han, at han var forlovet med en kvinde, som ikke var ansøgeren, at han havde 2 børn i hjemlandet med ansøgeren, at han og ansøgeren aldrig havde været gift, samt at han boede sammen med sine forældre og søskende i Eritrea forud for udrejsen i november 2010. I december 2015 fik referencen opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I juli 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab og heller ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig de 2 fællesbørn opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med referencen.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2019. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, som kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet her herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om deres relation og om deres vielsesdato.

    Referencen har således til sin oplysnings- og motivsamtale i september 2015 oplyst, at han og ansøgeren aldrig har været gift.

    Det fremgår imidlertid af ansøgningen fra oktober 2017, at parret blev gift medio januar 2010, hvilket understøttes af det til sagen fremlagte ”Marriage certificate” udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church.

    Ansøgeren har under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyst, at parret blev gift ultimo januar 2010, og at parret ikke har fået registreret ægteskabet i Eritrea.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at vielser i Eritrea ifølge udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger skal registreres ved det regionale folkeregisterkontor i Eritrea, og at det fremlagte Marriage certificate, dateret medio januar 2010, udstedt af Eritrean Orthodox Church, ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved den rette civile myndighed. Ægtheden af vielsesattesten kan derfor ikke fastslås.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at usikkerheden om vielsesdatoen sandsynligvis skyldes problemer med at tyde datoen på vielsesattesten.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregelafsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at oplysningerne om ægteskabet ikke kan lægges til grund, og der henvises i øvrigt til parrets divergerende oplysninger i sagen.

    Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om deres samliv.

    Om samlivet har referencen således under oplysnings- og motivsamtale i september 2015 oplyst, at han flyttede sammen med sin kæreste i marts 2010, at hun flyttede ind hos ham, at de boede sammen i 2 måneder, hvorefter kæresten flyttede tilbage til sin egen familie, og at han boede med sine forældre og søskende i Eritrea frem til sin udrejse i november 2010. Referencen har således ikke til samtalen oplyst, at han har boet sammen med ansøgeren.

    Det fremgår imidlertid af ansøgningen fra oktober 2017, at ansøgeren og referencen boede sammen fra de blev gift og frem til november 2010.

    I svar på Udlændingestyrelsens partshøring fra januar 2018 oplyste referencen, at parret boede sammen fra januar 2010 i et værelse i sin fars hus.

    Ansøgeren oplyste under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 først, at parret boede sammen i perioden fra januar 2010 til oktober 2014 i eget hus, og senere under interviewet, at hun havde boet med sin familie efter parret var blevet gift, at hun og referencen ikke boede sammen indtil efter, at hun havde født deres ældste barn, og at parret havde boet sammen tæt på referencens forældre i 2 år.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om, hvornår de senest så hinanden, forud for referencens seneste udrejse fra Eritrea.

    Referencen oplyste således under oplysnings- og motivsamtale i september 2015, at han udrejste af Eritrea i november 2010.

    Det fremgår af ansøgningen fra oktober 2017, at parret sidst så hinanden i oktober 2013.

    Ansøgeren har under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyst, at parret sidst så hinanden i juli 2015, hvorefter hun oplyste, at referencen ikke havde set deres yngste barn, og at parret derfor muligvis sidst havde set hinanden i 2013 eller 2014.

    Det forhold, at det til klagen er oplyst, at referencens flugthistorie med ophold i flygtningelejre i Etiopien siden november 2010 og hemmelige besøg hos ansøgeren har gjort det svært at tids- og stedfæste begivenhederne, kan efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at der er oplyst divergerende omkring, hvornår parret har boet sammen, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at parret har boet sammen på fælles bopæl i Eritrea. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at parret har boet sammen i Eritrea.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. ´

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

    Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren og referencen har etableret et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, som kan anerkendes efter dansk ret, og at parret heller ikke har etableret et fast og længerevarende samliv. Der henvises i det hele til begrundelsen ovenfor.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har 2 fællesbørn, født i oktober 2012 og i maj 2014, som bor sammen med ansøgeren i Etiopien, og at begge børn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i juli 2019 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børnene aldrig har været en del af et etableret familieliv mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at uanset om det må lægges til grund, at ansøgeren og referencen inden referencens udrejse af Eritrea havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, vurderer Udlændingenævnet, at et eventuelt familieliv må anses for afbrudt, da referencen udrejste af Eritrea i oktober 2013.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen i september 2015 under oplysnings- og motivsamtale oplyste, at han var forlovet med en anden end ansøgeren, og at han havde været kærester med ansøgeren, men at de aldrig var blevet gift, samt at det af referencens asylansøgningsskema fra juli 2015 ligeledes fremgår, at en anden end ansøgeren er hans forlovede.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at referencen til sagen har oplyst, at han var kærester med en anden fra 2013 til oktober 2015.

    Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyste, at ansøgeren og referencen ikke havde kontakt med hinanden, da han forlod Eritrea i 2013, da de havde en konflikt med hinanden, fordi referencen havde en anden kæreste, at ansøgeren og referencen genoptog kontakten i 2015, da han kom til Danmark igen, og at der gik mere end et år fra referencen havde fået opholdstilladelse i Danmark, indtil ansøgeren søgte om familiesammenføring med ham, fordi ansøgeren var sur på referencen som følge af deres konflikt og referencens utroskab.

    Det kan på den baggrund ikke føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at begge parter erkender, at referencen har haft en anden kæreste i perioden fra 2013 til oktober 2015, men at ansøgeren og referencen fra oktober 2015 har genoprettet forholdet, samt at der er tale om et langvarigt og beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og referencen, der sammen har 2 fællesbørn,

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det en vis betydning, at parret har forklaret divergerende om væsentlige forhold i deres indbyrdes relation.

    Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste ikke har besøgt ansøgeren og børnene siden sin indrejse i Danmark i 2015.

    Det forhold, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren og børnene økonomisk i Etiopien, kan ikke føre til, at familielivet af den grund må anses for genoptaget. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forældre har en pligt til at forsørge deres mindreårige børn. Udlændingenævnet bemærker, at der ikke er fremlagt dokumentation for forsørgelsen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren og referencen har et eksisterende familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8.

    Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at det strider mod Børnekonventionens artikel 9 og UNHCR's retningslinjer no. 88 at give børnene opholdstilladelse i Danmark uden ansøgeren.

    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgeren ikke som følge af hensynet til barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, FN’s Børnekonvention artikel 3 eller FN's Flygtningehøjkommissariats (UNCHR) eksekutivkomites konklusion nr. 88, kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne et ansvar for at beskytte et eksisterende familieliv. Udlændingenævnet finder endvidere, at hverken FN’s Børnekonvention eller UNCHR’s eksekutivkomites konklusion nr. 88 giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er søgt og meddelt opholdstilladelse til parrets fællesbørn, og at det herefter er ansøgeren og referencens eget valg, hvorvidt børnene skal bo med referencen i Danmark eller med ansøgeren i Etiopien. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at børnene i CPR ikke ses at være indrejst i Danmark på nuværende tidspunkt.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen, at Udlændingenævnet i nærværende afgørelse har vurderet, at der ikke foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og referencen, og at det herefter ligger uden for rammerne af det ansøgte at vurdere, hvorvidt der mellem børnene og ansøgeren foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, og som ville kunne danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark, såfremt børnene var bosiddende i Danmark.

    Udlændingenævnet bemærker, at det af sagen fremgår, at referencen ikke har mødt det ene barn, at han alene har boet sammen med det andet barn i korte perioder, og at begge børn opholder sig sammen med ansøgeren i Etiopien.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at børnenes forhold ikke kan føre til, at det vil anses for at være i strid med EMRK artikel 8 at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen er meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Eritrea. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at ansøgeren og referencens forhold ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8, ligesom eventuelle oplysninger af asylretlig karakter ikke kan føre til, at der gives ret til familiesammenføring.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgeren og referencens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.

    På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse."

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2022 – Ægtefællesammenføring - Selvforsørgelseskrav

    Dato: 17-08-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger i Kosovo, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I januar 2019 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Kosovo, hvor de begge er statsborgere. I januar 2021 søgte ansøgeren om opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med referencen. Referencen og ansøgeren fik i september 2021 et fællesbarn, der også er statsborger i Kosovo. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik senest i maj 2019. I februar 2022 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Referencen har inden for de seneste 3 år modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, er derfor ikke opfyldt, og ansøgeren kan således ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne i det elektroniske indkomstregister eIndkomst, hvoraf det fremgår, at referencen har modtaget kontanthjælp, udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik § 25, senest i maj 2019.

    Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er oplyst om særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet vurderer ikke, at der til sagen er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren, referencen og deres fællesbarn ikke vil kunne udrejse og tage ophold i Kosovo, hvor ansøgeren, referencen og parrets fællesbarn er statsborgere, hvor parret mødtes og indgik ægteskab, og hvor parret taler sproget for at udøve familielivet dér.

    Udlændingenævnet henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har et fællesbarn, som er født i september 2021, og som i februar 2022 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført barn i Danmark, og at der med klagen er fremsendt et dokument om opskrivning til dagpleje, integreret institution og børnehave kommunen for barnet.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, idet barnet ikke har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børn efter fast praksis først efter 6-7 års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en institution eller skole anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der kan ske fravigelse af udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren og referencen selv valgte at stifte familie på et tidspunkt, hvor ansøgerens opholdsgrundlag ikke var fastlagt.

    På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde i øvrigt, vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 27-04-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Sri Lanka, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgik i september 2007 ægteskab med referencen. Referencen blev i 2016 dansk statsborger, men havde tidligere været statsborger i Sri Lanka. Referencen havde i perioden fra juni 1996 til april 2001 været gift med en anden srilankansk statsborger, der opnåede opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med referencen. Referencen og den tidligere ægtefælle var blevet skilt kort tid efter, at den tidligere ægtefælle havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren søgte i oktober 2007 om ægtefællesammenføring med referencen. I marts 2009 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ægtefællesammenføring, da Udlændingestyrelsen vurderede, at der var tale om et proformaægteskab. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Udlændingenævnet) stadfæstede i juni 2009 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte efterfølgende flere gange om ægtefællesammenføring, og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på alle ansøgninger under henvisning til proforma. Den seneste ansøgning blev indgivet i februar 2021, og Udlændingestyrelsen meddelte afslag herpå i oktober 2021. I november 2021 påklagede partsrepræsentanten Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, og Udlændingenævnet besluttede efterfølgende at indkalde referencen til at afgive forklaring på et mundtligt nævnsmøde. Under nævnsmødet forklarede referencen bl.a., at han og ansøgeren mødte hinanden som børn, hvor de boede tæt på hinanden, og at de mødte hinanden igen i 2005 i et tempel under referencens ferie i Sri Lanka. Referencen besøgte herefter ansøgeren på ferier af 4 ugers varighed i 2006, i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet i 2007, i 2009, 2011, 2016, 2017 og 2018, og ansøgeren kom til Danmark primo 2020, hvorefter de boede sammen. Referencen forklarede også under nævnsmødet, at han siden ægteskabets indgåelse havde forsørget sin hustru ved kontante overførsler på ca. 1.000 kr. månedligt til støtte for hvilket han foreviste udskrifter af sin bankkonto.
    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2021.

    Udlændingenævnet vurderer, at der ikke længere er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem referencen og ansøgeren har det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencens forklaring på nævnsmødet i april 2022 har været troværdig, herunder for så vidt angår hans oplysninger om, at han siden ægteskabets indgåelse har forsørget sin hustru ved kontante overførsler på ca. 1.000 kr. månedligt, til støtte for hvilket han har forevist udskrifter af sin bankkonto.

    Udlændingenævnet har i den samlede afvejning af, hvorvidt der fortsat er et sikkert grundlag for antagelsen om proforma, således inddraget de forhold, der er indtrådt over en længere årrække efter indgåelsen af ægteskabet.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i september 2007, hvormed ansøgeren og referencen således på nuværende tidspunkt har været gift i over 14 år.

    Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen var sammen i Sri Lanka i ca. 4 uger i forbindelse med ægteskabets indgåelse i september 2007, at ansøgeren og referencen efterfølgende har besøgt hinanden i det omfang, det har været muligt i perioden fra 2007 til 2020, herunder i 2016, 2017 og 2018, jf. referencens foreviste pas på nævnsmødet i april 2022, at parret efter det oplyste har holdt kontakten ved daglige telefonopkald i de perioder, de ikke har været sammen, at ansøgeren i januar 2020 indrejste i Danmark for at søge asyl, hvorefter hun har opholdt sig så meget hos referencen, som Udlændingestyrelsen har tilladt, og at ansøgeren i perioden fra marts 2021 til november 2021 har haft processuelt ophold og bopæl hos referencen.

    Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af sagens samlede forhold, at antagelsen om, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen har det afgørende formål at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt bestyrket.”





  • Udlændingenævnets afgørelse af 17.02.2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 17-02-2022

    Udlændingenævnet genoptog i februar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på ægtefællesammenføring fra november 2017 til en tyrkisk statsborger, da hendes herboende ægtefælle inden for de seneste 3 år havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i juni 2017 om ægtefællesammenføring med referencen, der er tyrkisk statsborger. Det fremgik af sagen, at referencen havde haft arbejde i Danmark fra 2004 til 2006 som kassemedarbejder, fra 2006 til 2009 som chauffør og fra 2009 til 2011 som p-vagt. I 2011 havde referencen været ude for en arbejdsulykke, og han modtog herefter fra 2011 til 2014 sygedagpenge, og siden 2014 kontanthjælp, der udbetales efter lov om aktiv socialpolitik. Referencen havde i perioden fra oktober 2016 til januar 2017 supplerende arbejdet 20 timer månedligt hos en fastfood restaurant. Efter arbejdsulykken blev referencen diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede i 2017, at han havde et erhvervsevnetab på 50 %, samt at hans erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Referencen var løbende i arbejdsprøvning i samarbejde med bopælskommunen med henblik på en afklaring af hans arbejdsevne. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen inden for de seneste 3 år forud for afgørelsen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Afslaget blev påklaget til Udlændingenævnet, som i februar 2019 stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse, da referencens arbejdsevne ikke var endelig udredt i kommunalt regi, og det ikke kunne afvises, at referencen senere kunne komme i arbejde eller få fleksydelse og på den baggrund kunne opfylde selvforsørgelseskravet. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at referencen var handicappet, og dermed omfattet af FN’s Handicapkonvention, men at referencen hverken direkte eller indirekte blev diskrimineret i forhold til andre referencer i ægtefællesammenføringssager, som ikke var handicappede, og som modtog ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet vurderede endvidere, at afslaget på ægtefællesammenføring ikke var i strid med stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnets afgørelse blev i september 2018 indbragt for byretten, og sagen blev i april 2020 henvist til behandling i Østre Landsret.

    Østre Landsret ophævede ved dom i januar 2022 Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2019. Østre Landsret fandt, at referencens erhvervsevne ikke var endeligt afklaret, men at en håndhævelse af selvforsørgelseskravet kunne udgøre indirekte forskelsbehandling i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, hvis en stillingtagen til ansøgningen om ægtefællesammenføring skulle afvente et meget langvarigt afklaringsforløb. Østre Landsret fandt, at dette skøn ikke var foretaget af Udlændingenævnet, hvorfor landsretten hjemviste sagen til Udlændingenævnet. Østre Landsret vurderede endvidere, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, udgjorde en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulen i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, men at denne begrænsning var begrundet i et alment tvingende hensyn, var egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål, og ikke gik videre end nødvendigt for at opnå formålet. På baggrund af Østre Landsret dom genoptog Udlændingenævnet i februar 2022 sagen.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2017.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen inden for de sidste 3 år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af FN’s Handicapkonvention, at konventionen omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i maj 2011 var ude for en arbejdsulykke, at referencen efter ulykken blev diagnosticeret med whip lash læsion og følger efter hjernekvæstelse, og at Arbejdsskadestyrelsen i oktober 2017 vurderede, at han havde et aktuelt erhvervsevnetab på 50 %, samt at referencens erhvervsevnetab fortsat var uafklaret. Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at det ikke kan udelukkes, at referencen på et senere tidspunkt kan blive selvforsørgende via eksempelvis tilkendelse af fleksjob eller førtidspension og herigennem opfylde selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen forud for ulykken i maj 2011 var i arbejde, at referencen efter sin arbejdsulykke har deltaget i et afklaringsforløb i sine bopælskommuner med arbejdsprøvning ad flere omgange, og at der fortsat ikke er kommet en endelig afklaring på referencens muligheder for beskæftigelse.

    Udlændingenævnet konstaterer herefter, at det i referencens sag vil udgøre indirekte diskrimination i strid med FN’s Handicapkonventions artikel 5, stk. 1 og 2, og artikel 23, såfremt selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, stilles.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse bemærket, at referencen siden februar 2014 har modtaget kontanthjælp udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik som følge af arbejdsulykken i maj 2011, at referencen i det væsentligste har medvirket til og deltaget i et afklaringsforløb i flere bopælskommuner, at der på trods af dette endnu ikke foreligger en endelig afklaring af referencens fremtidige muligheder for beskæftigelse, og at den manglende afklaring i det væsentligste synes at bero på bopælskommunens forhold.

    Udlændingenævnet har endvidere bemærket, at ansøgeren indgav ansøgningen om familiesammenføring i juni 2017, og at parret fra det tidspunkt, hvor kommunen måtte visitere referencen til fleksjob eller tilkende ham førtidspension, ville skulle vente yderligere 3 år, før betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, er opfyldt.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt."

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 27-01-2022






    Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2022 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Storbritannien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I juni 2021 indgik ansøgeren ægteskab med referencen, der er dansk statsborger, og samme måned søgte ansøgeren om opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med referencen. I juli 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i oktober 2019 på ca. 5.500 kr.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.

    Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, at den herboende ægtefælle ikke inden for de sidste 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

    Udlændingenævnet lægger til grund, at referencen inden for de sidste 3 år har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen selv har oplyst i sin del af ansøgningsskemaet, modtaget i Udlændingestyrelsen i juni 2021, at han har modtaget 5.527 kr. i kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2019 til ultimo oktober 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i eIndkomstregistret, at referencen har modtaget 5.527,26 kr. i kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2019 til ultimo oktober 2019. Udlændingenævnet bemærker, at det endvidere fremgår af eIndkomstregistret, at referencen også har modtaget 1.142,30 kr. i kontanthjælp for 3 dage primo oktober 2019.

    Det forhold, at det i klagen er oplyst, at der er tale om et beskedent engangsbeløb, som skulle betragtes som et lån, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom der er tale om et engangsbeløb, overstiger det udbetalte beløb på 5.527,26 kr. bagatelgrænsen. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det udbetalte beløb væsentligt overstiger den bagatelgrænse (900 kr.), som fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (lovforslag nr. L 94 fremsat den 30. november 2005, side 29 og 30). Udlændingenævnet bemærker, at det afgørende ikke er, hvor længe den herboende ægtefælle har modtaget offentlige ydelser, og at selv en kort periode med kontanthjælp kan betyde, at der gives afslag.

    Det i klagen oplyste om, at referencen ønsker at tilbagebetale den udbetalte kontanthjælp for oktober 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet dette forhold ikke ændrer ved, at referencen har fået udbetalt kontanthjælp for oktober 2019.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen efter det oplyste ikke lider af handicap eller anden alvorlig sygdom, og at han på sigt må forventes at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Dette understøttes af, at referencen ifølge oplysningerne fra eIndkomstregistret både før og efter perioden med kontanthjælp i oktober 2019 har været i arbejde.

    Udlændingenævnet vurderer i forlængelse heraf, at nærværende sag ikke er sammenlignelig med den afgørelse, der refereres til i klagen, der blev truffet af Udlændingenævnet i oktober 2015, da sagen fra oktober 2015 vedrørte en herboende ægtefælle, der havde modtaget ressourceforløbsydelse i 10 måneder, og hvis arbejdsevne var begrænset i et sådant omfang, at ægtefællen efterfølgende blev tilkendt førtidspension.

    Det i klagen anførte om, at det var kommunen, der opfordrede referencen til at modtage kontanthjælpen, kan ikke føre til en ændret vurdering, da kommunen har pligt at vejlede en borger, der er uden midler til forsørgelse, og som retter henvendelse til kommunen, om muligheden for at søge om hjælp efter lovgivningen, og da referencen selv valgte at rette henvendelse til kommunen og efterfølgende at modtage hjælpen.

    Det forhold, at referencen i klagen har oplyst, at kommunen ikke havde vejledt ham om, at det ville kunne få betydning for muligheden for at opnå familiesammenføring, hvis han modtog kontanthjælp, og at han ikke ville have modtaget kontanthjælpen, såfremt han var blevet vejledt herom, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han i forbindelse med kommunikationen med kommunen omkring kontanthjælpen for oktober 2019 har oplyst om forhold, der kunne medføre en pligt for kommunen til at vejlede omkring konsekvenserne af at modtage kontanthjælp i forhold til familiesammenføring. Der foreligger således ikke oplysninger om, at kommunen i oktober 2019 var bekendt med, at referencen havde en kæreste, der ikke var dansk statsborger, eller at han ville søge om familiesammenføring med hende på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at ansøgeren og referencen mødte hinanden på en ferie i Spanien i august 2019, og at parret først blev gift og indgav ansøgning om familiesammenføring i juni 2021.

    Det forhold, at referencen i oktober 2019 havde mødt ansøgeren og efter det oplyste allerede godt kunne se hende som hustru, hvorfor han ville have fundet en anden økonomisk løsning, hvis kommunen havde vejledt ham om konsekvenserne, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet kommunen efter det oplyste ikke var bekendt med referencens forhold til ansøgeren, og idet parret endvidere først blev gift i juni 2021 næsten 2 år efter modtagelsen af kontanthjælpen for oktober 2019.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen af sagen desuden lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren og referencen ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Storbritannien, hvor ansøgeren er statsborger, for dér at udøve familielivet.

    Det er indgået i udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen begge er højtuddannede, kan forsørge sig selv og ønsker at bidrage til det danske samfund, at referencen er i arbejde, at ansøgeren har opgivet bolig, job, familie og tilknytning til Skotland, og at hun er i gang med at integrere sig i Danmark gennem danskuddannelse og engagement i lokalsamfundet. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da der ikke kan dispenseres fra kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, som følge af ansøgerens eller den herboende ægtefælles uddannelse, arbejde og integration.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”




  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2021 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år

    Dato: 11-10-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren blev i oktober 2015 gift med sin herboende ægtefælle (referencen), som også er statsborger i Kosovo. Referencen havde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren søgte i november 2017 om familiesammenføring i Danmark. Parret havde 2 fællesbørn, som er statsborgere i Kosovo, og som er født i henholdsvis i maj 2016 i Kosovo og i marts 2018 i Danmark. Referencen led af PTSD og var i medicinsk behandling herfor. I januar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring, idet referencen ikke opfyldte kravet om, at den herboende ægtefælle de seneste 3 år skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.


    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
    Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse til en ægtefælle, at den herboende de seneste 3 år har haft tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at referencen senest i september 2016 er meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at referencens nuværende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i juli 2020 blev forlænget til juli 2024. Referencen opfylder dermed ikke betingelsen i § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som betyder, at referencen og parrets fælles børn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Kosovo for der at udøve familielivet med ansøgeren.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at både referencen, ansøgeren og parrets 2 fælles børn er statsborgere i Kosovo, hvor referencen og ansøgeren mødte hinanden og i oktober 2015 blev gift, hvor parret begge taler sproget, hvor ansøgeren har gennemført en universitetsuddannelse, og hvor referencens datter er født i maj 2016.
    Udlændingenævnet henviser til, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da man ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori man ønsker at udøve sit familieliv.
    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen lider af PTSD og er i behandling med præparaterne Olanzapin, Lyrica og Mirtazepin og muligvis på ny har brug for psykiatrisk behandling.
    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da medicinen ifølge de oplysninger fra MedCOI , som Udlændingenævnet har indhentet i forbindelse med sagen, er tilgængelig i Kosovo.
    Det forhold, at referencens familie efter det oplyste har undersøgt forholdene i Kosovo og meldt tilbage, at referencens medicin ikke forefindes i Kosovo, at referencens sagsbehandler har henvist til, at referencens medicinbehov kan opfyldes gennem det sorte marked, at referencen har behov for korrekt behandling af sine posttraumatiske stresssymptomer, hvilket efter det oplyste alene kan opnås i Danmark, og at referencen har anført, at indlæggelse i psykiatrien i Kosovo alene er delvist tilgængelig ifølge Udlændingestyrelsens tidligere indhentede oplysninger, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet har indhentet nye oplysninger om tilgængeligheden af referencens behandling i august 2021, at der således er tale om aktuelle oplysninger, og at indlæggelse i psykiatrien ifølge de nye oplysninger fra MedCOI er tilgængelig i Kosovo.
    Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen og ansøgeren har 2 fællesbørn, som er født i henholdsvis maj 2016 og marts 2018, som begge er statsborgere i Kosovo og bosiddende i Danmark. Dette finder Udlændingenævnet dog heller ikke kan føre til en anden vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ældste barn er født i Kosovo, at hun først i januar 2019 blev meddelt opholdstilladelse og indrejse i Danmark, at det yngste barn er født i marts 2018 i Danmark, at begge børnene i Det Centrale Personregister er registreret udrejst af Danmark i perioden fra primo februar 2020 til ultimo december 2020, og at børnene derfor ikke kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren af den grund bør meddeles opholdstilladelse i Danmark.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at børn efter fast praksis først efter 6-7 års fast, lovligt og sammenhængende ophold her i landet, hvor børnene kontinuerligt har været tilknyttet en dansk institution eller skole, anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
    Det til støtte for klagen anførte om, at børnene har brug for deres mors nærvær og omsorg, kan i sig selv ikke føre til en ændret vurdering, da det var referencens og ansøgerens eget valg at stifte familie på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde en opholdstilladelse i Danmark, og at parret således ikke kan have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark.
    De forhold, at referencen fra juli 2020 har fået arbejde i Danmark, at referencen mangler et sted at bo i Kosovo, og at ansøgerens far aldrig har anerkendt ansøgerens ægteskab med referencen, kan endelig ikke føre til en anden vurdering, da generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen.
    På den baggrund, og da der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”.




    MedCOI is a European Refugee Fund financed project to obtain medical country of origin information. The project allows 11 European Union member states plus Norway and Switzerland to make use of the services of the ‘MedCOI’ team in the Netherlands and Belgium. The MedCOI team makes enquiries with qualified doctors and other experts working in countries of origin. The information obtained is reviewed by the MedCOI project team, which includes af medical doctor, before it is forwarded to the relevant COI Service.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.