Hensynet til herboende børn

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2023 – Ægtefællesammenføring – Danmark nærmest til at beskytte familieliv

    Dato: 28-09-2023

    I september 2023 ændrede Udlændingenævnet delvist Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Irak, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Herboende havde siden 2008 haft humanitær opholdstilladelse i Danmark, som senest var forlænget til 2028. Ansøgeren var afvist asylsansøger og havde aldrig haft et opholdsgrundlag i Danmark. Referencen og ansøgeren havde 3 børn sammen, som var født i Danmark i henholdsvis 2016, 2019 og 2021. Ansøgeren var i 2014, 2015 og 2017 meddelt afslag på privat indkvartering hos referencen og deres 3 fællesbørn. Fra primo 2017 til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i september 2023 var ansøgeren flere gange blevet politianmeldt grundet mistanke om manglende overholdelse af opholdspligt på et asylcenter.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Udlændingenævnet konstaterer, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke er ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet styrelsen ikke har modtaget de nødvendige oplysninger for at vurdere, om ansøgeren, referencen og deres 3 fællesbørn har etableret et familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
    Udlændingenævnet konstaterer endvidere, at Udlændingestyrelsen i den forbindelse har lagt vægt på, at det ikke er oplyst, hvornår og hvor ansøgeren, referencen og deres 3 fællesbørn har boet sammen som familie.
    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har fået 3 børn sammen i Danmark, som er født henholdsvis i 2016, 2019 og 2021, og som på nuværende tidspunkt er henholdsvis 6, 4 og 1 år.
    Udlændingenævnet har i afgørelsen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencens 3 fællesbørn ifølge CPR er født i Danmark og i hele perioden har været registrerede som værende boende på adressen, X, at ansøgeren har fået afslag på privat indkvartering hos referencen og parrets fællesbørn i 2014, 2015 og 2017, og at ansøgeren fra primo 2017 til dags dato løbende er blevet politianmeldt grundet mistanke om manglende overholdelse af opholdspligt på et asylcenter.
    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgeren og referencen har forpligtet sig over for hinanden i sådan grad, at de kan anses for at have etableret et familieliv omfattet af EMRK artikel 8, da de har forsøgt at få tilladelse til at bo sammen som familie i form af ansøgninger om privatindkvartering i perioden fra 2014 til 2017, at de i denne periode har fået 3 børn sammen, og at de på det grundlag må anses for de facto at have udøvet et familieliv fra i hvert fald primo 2017 til nu.
    Udlændingenævnet finder videre, at Danmark er nærmest til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren, referencen og deres 3 fællesbørn ikke har mulighed for at udøve deres familieliv i Irak eller i et andet land end Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, referencen og deres 3 fællesbørn alle er irakiske statsborgere, at referencen siden 2008 har haft humanitær opholdstilladelse her i landet efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som senest er blevet forlænget til 2028, at fællesbørnene har opholdstilladelse i Danmark på baggrund af deres far, og endelig, at det ikke kan afvises at parrets ældste barn, har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet hun ifølge CPR er født her i landet og ikke har været registreret som værende udrejst af Danmark (i længere perioder).
    Det er således Udlændingenævnets vurdering, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og det generelle princip om proportionalitet, at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som familiesammenført til referencen.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen meddeler ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. ”

    (…)

    ” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af juni 2023 for så vidt angår udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, dog med en ændret begrundelse.
    Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
    Udlændingenævnet vurderer, at referencen ikke opfylder kravet om rette opholdsgrundlag, idet referencen har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som er gyldig til 2028.
    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, omend med en anden begrundelse. ”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2021 – Ægtefællesammenføring - Ganske særlige grunde - Hensynet til herboende børn

    Dato: 08-02-2021


    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Filippinerne, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever.
    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren var i perioden fra september 2009 til marts 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. Ansøgeren søgte i juli 2018 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever. Parret har boet sammen i Danmark siden 2010, og har tre fællesbørn, født i henholdsvis 2016, 2018 og 2019. Ansøgerens samlever har derudover fire mindreårige særbørn, som han har regelmæssigt og fast samvær med.
    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2018.
    Udlændingenævnet finder ud fra en helt konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens faktiske omstændigheder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens samlever fra et tidligere ægteskab har fire særbørn, født i henholdsvis 2004, 2005, 2006 og 2008, med hvem han har fast og regelmæssigt samvær.
    Udlændingenævnet har ydermere lagt vægt på karakteren og omfanget af det af ansøgerens samlever udøvede samvær, herunder at han har en 5/9 samværsordning, hvorefter han over en periode på fire uger har samvær med sine fire særbørn i 10 dage inklusiv overnatninger, at han har samvær med særbørnene i en periode på to til tre uger i sommerferien, samt at særbørnene skiftevis afholder henholdsvis påske- og juleferie hos ansøgerens samlever og deres mor.
    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Filippinerne, at parret har tre fællesbørn, der er født i Danmark i henholdsvis 2016, 2018 og 2019, at børnene opholder sig i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens samlever, og at det – uanset at samlivet mellem parret hovedsageligt har været udøvet under ulovligt ophold i Danmark – ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder må antages, at der mellem parret er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet parret antages at have forpligtet sig over for hinanden ved at etablere et familieliv i Danmark, herunder særligt ved at inddrage ansøgerens samlevers fire særbørn i familiens enhed.
    Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det er bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Det bemærkes endvidere, at Udlændingestyrelsen i september 2018 meddelte ansøgeren ret til at opholde sig i Danmark under sagens behandling.”



Senest opdateret: 03-03-2021
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen