Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en marokkansk statsborgers ansøgning om familiesammenføring til sin herboende ægtefælle. 

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav sin ansøgning om familiesammenføring på et tidspunkt, hvor hun havde fået fastsat en udrejsefrist i forbindelse med afslag på opholdstilladelse i en tidligere ansøgning om familiesammenføring. Parret havde 2 mindreårige fællesbørn. 

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024. [Ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse er således fortsat afvist.

Udlændingenævnet skal indledningsvist bemærke, at [ansøgeren] den […] juni 2018 fik visum til Danmark og den […] november 2018 indgav ansøgning om familiesammenføring med [referencen]. Udlændingestyrelsen meddelte hende den […] november 2019 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og fastsatte udrejsefristen til den […] december 2019. [Ansøgeren] indgav herefter den […] november 2021 på ny ansøgning om familiesammenføring, og Udlændingestyrelsen meddelte hende den […] juli 2022 på ny afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og fastsatte udrejsefristen til den […] juli 2022. [Ansøgeren] påklagede den […] juli 2022 afgørelsen til Udlændingenævnet, som den […] oktober 2023 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse og fastsatte udrejsefristen til den […] oktober 2023. Den […] oktober 2023 indgav [ansøgeren] ansøgning om familiesammenføring med [referencen]. Af ansøgningen fremgår bl.a., at [ansøgeren] på ansøgningstidspunktet opholdt sig i Danmark.

[Ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring, som blev indgivet den […] oktober 2023, er således blevet indgivet under en fastsat udrejsefrist, idet Udlændingenævnet den […] oktober 2023 pålagde hende at udrejse af Danmark senest den […] oktober 2023.

Udlændingenævnet vurderer, at der i sagen ikke er oplyst om forhold, der kan begrunde, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder også Danmarks forpligtelser efter EU-reglerne, kan tilsige, at ansøgningen skal tillades indgivet i Danmark.

Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] og [referencen] har nye beviser og oplysninger vedrørende sagen, som kan være relevante for en genvurdering af sagen og belyse faktorer, som ikke tidligere har været kendt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ikke har modtaget nye beviser og oplysninger, som kan være relevante for en genvurdering af sagen. Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1.

Som anført ovenfor fremgår det af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 25, at der ved vurderingen af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om hensynet til familiens enhed.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af EMRK artikel 8 kan medføre, at det vil være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at [ansøgeren] skal indrejse i Marokko, hvor hun er statsborger, for at indgive ansøgning ved en dansk repræsentation i hjemlandet.

Det er indgået i vurderingen af sagen, at [ansøgeren] og [referencen] har to mindreårige fællesbørn, som begge har opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte med [referencen], og at det yngste barn, [M], i CPR er registreret med bopæl hos [referencen], mens det ældste barn, [L], er registeret som udrejst af Danmark.

Udlændingenævnet vurderer henset til fællesbørnenes alder og længden af fællesbørnenes ophold i Danmark, at børnene ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund må anses for særligt belastende at afvise [ansøgerens] ansøgning. 

På baggrund af sagens samlede omstændigheder vurderer Udlændingenævnet derfor, at FN's Børnekonvention, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kan medføre, at der skal gives opholdstilladelse til [ansøgeren], idet Udlændingenævnet i den forbindelse bemærker, at FN's Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke i sig selv giver adgang til familiesammenføring i de tilfælde, hvor sådan opholdsret ikke kan indrømmes som følge af EMRK artikel 8, og når familien kan henvises til at udleve familielivet i Marokko.

Det til støtte for klagen anførte om, at artikel 8 i EMRK kan berøre retten til privat- og familieliv, og at disse aspekter skal undersøges og tages i betragtning, samt at ingen myndighed har ret til at gribe ind i denne ret, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. EMRK artikel 8 indebærer efter Udlændingenævnets opfattelse derfor ikke, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet.

Udlændingenævnet vurderer således, at det under de givne omstændigheder ikke vil være uproportionalt at henvise [ansøgeren] til at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor hun har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder. Udlændingenævnet lægger herved vægt på, at [ansøgeren] aldrig har haft opholdstilladelse i Danmark, men alene i perioder har opholdt sig her i landet under visum og processuelt ophold, og at hun er født og opvokset i Marokko.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”



FAM/2024/130

Til toppen