Indrejseforbud

Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark til en ghanesisk statsborger på baggrund af samlivsforhold med ansøgerens herboende danske kæreste, i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 4. Ansøgeren var ved dom fra maj 2011 idømt 40 dages fængsel og var i samme forbindelse blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens udrejse havde været på flere ferieophold sammen i Tyskland og Sverige. Ansøgeren og den herboende reference havde efter det oplyste planer om at indgå ægteskab inden for seks måneder, ligesom parret havde et fællesbarn, født i november 2011.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, og § 32, stk. 7. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ved dom fra maj 2011 blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om det lagdes til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet de havde fået et fællesbarn i november 2011 og efterfølgende havde holdt kontakt, var Danmark ikke nærmest til at beskytte et sådant familieliv. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren overfor retten i maj 2011 havde oplyst, at han ingen familie havde i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende reference først havde etableret et egentligt kæresteforhold, efter at ansøgeren var blevet udvist af Danmark, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift, og at parret efter det oplyste kun havde opholdt sig sammen under ferieophold i forskellige andre EU-lande. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ferieophold og længere besøgsophold efter fast praksis ikke var tilstrækkeligt til, at der kunne anses etableret et samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at parret frivilligt måtte anses for at have indrettet sig således, at parret levede adskilt og alene havde personlig kontakt i forbindelse med kortvarige ferieophold. FAM/2015/59.