Indrejseforbud
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. december 2024 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud
Dato: 04-12-2024Udlændingenævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en nigeriansk statsborger, der var udvist ved dom med indrejseforbud i 6 år og søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende kæreste og parrets mindreårige fællesbørn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var indrejst i Danmark i april 2015 og i oktober 2019 var meddelt endeligt afslag på asyl, indgav i november 2019 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Ansøgningen blev afvist af Udlændingestyrelsen i december 2019 under henvisning til, at ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, og at der ikke forelå sådanne ganske særlige forhold, der kunne føre til en fravigelse af det processuelle krav om lovligt ophold, når der indgives en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen om afvisning i oktober 2021 med samme begrundelse. Ansøgeren, der i maj 2021 havde indbragt Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2019 for FN´s Børnekomité på vegne af sine og referencens 2 fællesbørn, anmodede om genoptagelse af sagen i oktober 2023. I november 2023 genoptog Udlændingenævnet sin afgørelse fra oktober 2021 på baggrund af en udtalelse fra FN’s Børnekomité af 19. september 2023 i sagen C.C.O.U., C.C.A.M. og A.C.C. mod Danmark (145/2021) og hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på realitetsbehandling af ansøgningen om opholdstilladelse. Afgørelsen er offentliggjort på Udlændingenævnets hjemmeside som FAM/2023/106. I april 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring under henvisning til, at han af 2 omgange var udvist ved dom på grund af kriminalitet, og at domstolene efterfølgende havde vurderet, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne føre til ophævelse af udvisningerne. I april 2024 klagede ansøgeren over afgørelsen til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet har foretaget en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og finder på den baggrund, at ganske særlige grunde taler for, at [ansøgeren] bør meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet finder indledningsvist, at der eksisterer et beskyttelsesværdigt familieliv mellem [ansøgeren] og [referencen], jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, om bl.a. respekt for retten til familieliv.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår, der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD’s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.
Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det særlig vægt, at [referencen] og [ansøgeren] sammen har 3 fællesbørn, [A], [B] og [C], som er født i Danmark henholdsvis den […] august 2018, den […] april 2020 og den […] maj 2023, og at børnene har opholdstilladelse her i landet på baggrund af deres mor. Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på, at det følger af EMD’s praksis, at “ ... barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).
Et afslag på opholdstilladelse i Danmark til [ansøgeren] og opretholdelse af det idømte indrejseforbud i 6 år vil således udgøre et indgreb i retten til respekt for privat- og familieliv efter EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering i forhold til EMRK’s artikel 8, stk. 2, som foreskriver, at ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret (ret til respekt for privat- og familieliv), medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at indgrebet har hjemmel i den danske lovgivning, som i det konkrete tilfælde er udlændingelovens § 10, stk. 4, der foreskriver, at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5, ikke kan gives opholdstilladelse efter bl.a. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at indgrebet varetager det legitime formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket sikres ved en effektiv håndhævelse af medlemsstatens straffe- og udlændingelovgivning.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid på baggrund af en konkret proportionalitetsvurdering, at indgrebet i det konkrete tilfælde ikke er nødvendigt i et demokratisk samfund for at varetage dette formål.
Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet karakteren og grovheden af [ansøgerens] overtrædelser, som har resulteret i udvisning og indrejseforbud i 6 år og som afledt konsekvens heraf afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Det er således indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ved […] Byrets dom af […] august 2016 blev idømt ubetinget fængsel i 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at have solgt 0,24 gram kokain og have været i besiddelse af 16,3 gram kokain med henblik på videresalg, og at han ved Retten i [X]s dom af […] marts 2019 blev idømt ubetinget fængsel i 60 dage og på ny udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for ikke at have overholdt sin opholds-, underretnings- og meldepligt, hvilket blev stadfæstet ved […] Landsrets dom af […] maj 2019.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] i forbindelse med behandlingen af sidstnævnte sag forklarede, at han havde mødt [referencen] i 2017, og at hans manglende ophold på udrejsecentret bl.a. skyldtes, at han passede hendes særbarn, mens hun var indlagt eller til undersøgelse på hospitalet.
Det er ikke indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren]efter det oplyste har en verserende sag om manglende overholdelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, idet denne sag afventer udlændingemyndighedernes afgørelse i nærværende sag og således ikke er endeligt afgjort.
Udlændingenævnet har på denne baggrund tillagt det særlig vægt, at [ansøgeren] er udvist med indrejseforbud for forhold, som enten ligger nogle år tilbage i tid eller omhandler overtrædelser af opholds-, underretnings- og meldepligt, som alle har medført kortere frihedsstraffe. Udlændingenævnet lægger i den forbindelse til grund, at overtrædelserne af opholds-, underretnings- og meldepligt i det væsentlige har været begrundet i, at han opholdt sig sammen med sin familie, som på daværende tidspunkt bestod af [referencen], hendes særbarn, [D], og deres fællesbarn [A], som blev født den […] august 2018, og at dette bl.a. er foregået i forbindelse med, at [referencen] har modtaget livsnødvendig behandling her i landet for kronisk myeloid leukæmi.
Udlændingenævnet har heroverfor lagt vægt på, at FN’s Børnekomité i en udtalelse af 19. september 2023 har konkluderet, at Danmark har krænket rettighederne for [ansøgeren] og [referencens] tre fællesbørns ([A], [B] og [C]) og for [referencens] særbarn ([D]) efter artikel 3 og 9 i FN’s Børnekonvention, som omhandler forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv og forbuddet mod at adskille et barn fra sine forældre. Komitéen har herved henvist til, at de danske myndigheder i effektueringen af [ansøgerens] udvisning og indrejseforbud ikke har inddraget, hvordan adskillelsen vil påvirke børnene, herunder i lyset af børnenes mors sygdom, eller hvordan kontakten mellem [ansøgeren] og børnene ville kunne sikres i lyset af indrejseforbuddets længde, børnenes unge alder og morens manglende mulighed for tage ophold i Nigeria grundet sin sygdom.
Det er Udlændingenævnets vurdering, at selvom FN´s Børnekomités prøvelse udsprang af spørgsmålet om afvisning af [ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 6, er udtalelsens betragtninger om varetagelsen af børnenes tarv ved en udsendelse af [ansøgeren] fra Danmark til Nigeria, og konklusionen om, at børnene ikke ville kunne opretholde en tilstrækkelig og meningsfuld personlig relation alene via sociale medier, relevante i vurderingen af, om der foreligger sådanne ganske særlige grunde, at der på trods af udvisningen, må meddeles opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt betydelig vægt på oplysningerne om, at [ansøgeren] – trods flere perioder med frihedsberøvelse – har været en integreret del af børnenes hverdag og en støtte for både børnene og [referencen] i forbindelse med hendes sygdom, der er kronisk og kræver livsnødvendig behandling i Danmark.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at [D] og [A], der begge er født i Danmark, henholdsvis den […] februar 2012 og den […] august 2018, har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at et afslag på opholdstilladelse til [ansøgeren] vil virke særlig belastende i forhold til deres opnåede tilknytning til Danmark, jf. EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af udlændingemyndighedernes praksis på området, at børn som udgangspunkt efter 6 til 7 års kontinuerligt og lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har gået i en dansk institution og/eller skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at [referencen] grundet sin sygdom har behov for livsnødvendig behandling her i landet.
Da [referencen], [D] og [A] således ikke kan henvises til at indrejse og tage ophold i Nigeria for der at udøve familielivet med [ansøgeren], er det derfor Udlændingenævnets vurdering, at Danmark er nærmest til at beskytte [ansøgerens] familieliv med [referencen] og børnene, [A], [B], [C], og [D].
Udlændingenævnet vurderer herefter, at et afslag på opholdstilladelse til [ansøgeren] – og den deraf følgende opretholdelse af indrejseforbuddet, der senest er idømt i 2019 – vil være uproportionalt og udgøre en krænkelse af i hvert fald EMRK’s artikel 8.
Udlændingenævnet finder derfor, at [ansøgeren] skal meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen meddeler [ansøgeren] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet bemærker, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til betydningen af den verserende straffesag mod [ansøgeren] for manglende overholdelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, som efter det oplyste har afventet afgørelsen i nærværende sag.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. januar 2024 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud
Dato: 24-01-2024Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en iransk statsborger, der var udvist ved dom med indrejseforbud i 6 år. Udlændingenævnet vejledte ansøgeren om mulighed for at begære indrejseforbuddet ophævet eller ændret ved retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i 2016 og blev i december samme år meddelt endeligt afslag på asyl. I marts 2017 blev han første gang administrativt udvist. I oktober 2021 blev han i byretten udvist ved dom for at have overtrådt sine kontrolforpligtelser på det udrejsecenter, hvor han skulle opholde sig. Ansøgeren blev samtidig idømt et indrejseforbud af 6 års varighed. I november 2021 indgik ansøgeren ægteskab med referencen. I januar 2023 blev ansøgeren idømt 30 dages fængsel og på ny udvist med indrejseforbud i 6 år for ikke at have overholdt sin melde- og opholdspligt på udrejsecenteret. I december 2021 indgav ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til referencen. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag i september 2022 under henvisning til indrejseforbuddet, som ansøgeren blev idømt i oktober 2021. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at der til sagen ikke var oplyst om ganske særlige forhold, der kunne medføre, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse før udløbet af indrejseforbuddet, og at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var blevet gift, og referencen havde samvær med sine særbørn.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] september 2022 af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen. [Ansøgeren] kan derfor ikke gives opholdstilladelse som ægtefællesammenført til dig i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 4.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] [i] december 2016 blev meddelt endeligt afslag på asyl i Danmark, at han ikke udrejste, at han flere gange er udvist af Danmark, senest ved dom af […] januar 2023 med indrejseforbud i 6 år i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2, og § 32, stk. 4, nr. 5, at dommen er stadfæstet i [A] Landsret [i] september 2023, og at [ansøgeren] fortsat ikke er udrejst.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at en udlænding, som har indrejseforbud, ikke kan gives opholdstilladelse medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt der foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, som vil kunne begrunde, at [ansøgeren] skal have opholdstilladelse som familiesammenført til dig på trods af, at han er udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år, lagt vægt på, at [ansøgeren] tilbage i 2016 blev meddelt endeligt afslag på asyl i Danmark, at han aldrig har haft en opholdstilladelse i Danmark, at han ikke har villet udrejse, og at han indgik ægteskab med dig i november 2021, efter at han ved 2 lejligheder var blevet udvist ved dom med indrejseforbud i 6 år. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at familielivet er stiftet på et tidspunkt, hvor du og [ansøgeren] ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udleve familielivet i Danmark.
Det til støtte for klagen anførte om, at et afslag på familiesammenføring til [ansøgeren] er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at du og [ansøgeren] har etableret et familieliv, idet I er gift, og at du har 3 særbørn, som du har samvær med og som betragter [ansøgeren] som deres biologiske far, kan derfor ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at dine særbørn er anbragt uden for hjemmet, og at dine børn alene besøger dig i weekenderne, jf. det seneste oplyste til Retten i [By].
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det i ansøgningsskemaet, modtaget i Udlændingestyrelsen [i] december 2021 er oplyst, at du har samvær med børnene lørdag og søndag 2 gange om måneden og herudover også en onsdag om måneden med din mellemste søn, at samværet kan variere i perioder, og at der også er samvær i alle ferier og helligdage.
Det er videre indgået i vurderingen, at det af ansøgningsskemaet fremgår, at [ansøgeren] blev introduceret for dine børn i julen 2018, at han ifølge egen forklaring afgivet i retten [i] januar 2023 besøgte dig og dine børn, når han forlod Udrejsecenter [C], at dette sædvanligvis skete hver 14. dag med tilladelse, og at han herudover besøgte dig og dine børn på andre dage ved din eller børnenes sygdom.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at du og [ansøgeren] aldrig har boet sammen, da [ansøgeren] aldrig har haft en opholdstilladelse i Danmark, ikke har haft tilladelse til privat indkvartering og er pålagt opholdspligt på Udrejsecenter [C]. [Ansøgeren] har således heller ikke boet sammen med dine børn.
Det til støtte for klagen anførte om, at dine børn betragter [ansøgeren] som deres biologiske far, at han står for mange praktiske opgaver i hjemmet, herunder lektier, og at børnene er meget afhængige af ham, kan derfor ikke føre til en anden vurdering.
Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at - uanset om det måtte kunne lægges til grund, at relationen mellem dine børn og [ansøgeren] har en sådan karakter og intensitet, at den er omfattet af EMRK artikel 8 - det fortsat er proportionelt og ikke i strid med hensynet til børnenes tarv og beskyttelsen i Børnekonventionens artikel 3, artikel 7 (ret til at kende og blive passet af sine forældre), artikel 9 (mod adskillelse af børn og forældre), artikel 10 (om retten til ind- og udrejse), Børnekonventionen i øvrigt eller EMRK artikel 8, om retten til familie- og privatliv, at meddele [ansøgeren] afslag på familiesammenføring med dig, da han er udvist af Danmark med et indrejseforbud og endnu ikke har været udrejst af Danmark.
Det kan således ikke føre til en anden vurdering, at du er bekymret for, at dit familieliv bliver ødelagt, og at du har brug for at have både din mand og dine børn hos dig.
Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at afslaget på opholdstilladelse til [ansøgeren] vil medføre indgreb i jeres ret til familie- og privatliv, men at det ikke under de foreliggende omstændigheder er uproportionalt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at du selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor [ansøgeren] ikke havde en opholdstilladelse i Danmark og derudover var udvist af landet med indrejseforbud i 6 år, og at hensynet til statens mulighed for at sikre en effektiv immigrationskontrol er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til EMD-dommen Osman mod Danmark (2011), præmis 58.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at [ansøgeren] ikke er afskåret fra at søge om familiesammenføring med dig, når han har været udrejst af Danmark i mindst 2 år. Se mere i vejledningsafsnittet nedenfor.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at retten senest i september 2023 har vurderet, om en udvisning af [ansøgeren] med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og Børnekonventionen, og at retten i den forbindelse har inddraget og vurderet [ansøgerens] seneste oplysninger om hans personlige forhold og tilknytning til Danmark.
Det kan endelig ikke føre til en anden vurdering, at du har anført, at [ansøgeren] er flygtning, da [ansøgeren] [i] december 2016 har fået endeligt afslag på sin ansøgning om asyl af Flygtningenævnet, og at Flygtningenævnet [i] maj 2018 afslog at genoptage sagen. [Ansøgeren] er således ikke anerkendt som flygtning i Danmark.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at det ikke er uproportionalt at meddele [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 4.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud
Dato: 02-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark til en ghanesisk statsborger på baggrund af samlivsforhold med ansøgerens herboende danske kæreste, i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 4. Ansøgeren var ved dom fra maj 2011 idømt 40 dages fængsel og var i samme forbindelse blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens udrejse havde været på flere ferieophold sammen i Tyskland og Sverige. Ansøgeren og den herboende reference havde efter det oplyste planer om at indgå ægteskab inden for seks måneder, ligesom parret havde et fællesbarn, født i november 2011.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, og § 32, stk. 7. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ved dom fra maj 2011 blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om det lagdes til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet de havde fået et fællesbarn i november 2011 og efterfølgende havde holdt kontakt, var Danmark ikke nærmest til at beskytte et sådant familieliv. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren overfor retten i maj 2011 havde oplyst, at han ingen familie havde i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende reference først havde etableret et egentligt kæresteforhold, efter at ansøgeren var blevet udvist af Danmark, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift, og at parret efter det oplyste kun havde opholdt sig sammen under ferieophold i forskellige andre EU-lande. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ferieophold og længere besøgsophold efter fast praksis ikke var tilstrækkeligt til, at der kunne anses etableret et samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at parret frivilligt måtte anses for at have indrettet sig således, at parret levede adskilt og alene havde personlig kontakt i forbindelse med kortvarige ferieophold. FAM/2015/59.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet