Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2022 – Ægtefællesammenføring - Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold - Retsgyldigt ægteskab
Dato: 19-03-2024Udlændingenævnet hjemviste i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning, indgået i Uganda.
Sagens faktiske omstændigheder
Referencen indrejste i Danmark i august 2015 og fik i oktober 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I januar 2019 rejste han til Uganda med henblik på at indgå ægteskab med ansøgeren hos de civile myndigheder i Kampala. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2019 og fremlagde i den forbindelse en vielsesattest udstedt af ”Uganda Registration Services Bureau (URSB)”. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2020 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da ægteskabet – efter Udlændingestyrelsens vurdering - ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet, Uganda. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at begge parter havde været til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, mindst 21 dage forud for brylluppet, og derfor ikke var blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså de nationale ugandiske krav til lysning af ægteskabet for overholdt.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet nye oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2020 meddelte [ansøgeren] afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med [referencen] i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at [deres] ægteskab ikke kunne anerkendes som retsgyldigt, og at [parret] ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at [ansøgeren] alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at [referencen] først indrejste i Uganda 5 dage før parrets vielse fandt sted, at det ikke var sandsynliggjort, at både [referencen] og [ansøgeren] var til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, og at [de] derfor ikke er blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber indgået i Uganda.
Udlændingenævnet har under sagens behandling indhentet nye og opdaterede oplysninger vedrørende ægteskaber indgået i Uganda.
Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes opdaterede baggrundsoplysninger om civile ægteskaber indgået i Uganda, at det ikke er et krav, at begge parter er fysisk tilstede ved indgivelsen af ansøgningen hos ”Registrar of Marriages”, at det ifølge de gældende regler er tilstrækkeligt, at mindst én part til det kommende ægteskab skal være til stede, når ”Notice of Marriage” offentliggøres, at denne part skal medbringe dokumentation for begge parters identitet, og at man derfor kan ansøge om ”Notice og Marriage”, selvom den ene part er i udlandet.
Dette er nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag. Udlændingenævnet finder det derfor rettest, at Udlændingestyrelsen vurderer sagen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på ny i 1. instans.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om [referencen] og [ansøgeren] opfylder betingelserne for familiesammenføring.
Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, hjemvises afgørelsen efter § 9 c, stk. 1, tillige til Udlændingestyrelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 02-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik opholdstilladelse med henblik på midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark i november 2016. Han udrejste efterfølgende til Tyrkiet i august 2017. Som følge af hans udrejse foretog Udlændingestyrelsen efterfølgende en vurdering af, hvorvidt hans opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og som et led i sagsbehandlingen deltog referencen i februar 2020 i et interview på Den Danske Ambassade i Tyrkiet. Under interviewet oplyste referencen, at han under sin udlandsrejse havde indgået et ægteskab, samt at han alene havde opholdt sig i Tyrkiet. Referencen sendte senere i februar 2020 til Udlændingestyrelsen en vielsesattest, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen havde indgået ægteskab i Syrien i marts 2018, og at referencen havde været til stede ved vielsen. I maj 2020 oplyste referencen imidlertid til Udlændingestyrelsen, at han ikke havde været i Syrien under sit ophold i Tyrkiet. Han oplyste endvidere, at han ikke havde været til stede ved vielsen, og at et familiemedlem havde skrevet under på vielsesattesten på hans vegne. Ansøgeren indgav i oktober 2020 en ansøgning om ægtefællesammenføring under henvisning til sit ægteskab med referencen. I forbindelse med ansøgningen oplyste referencen og ansøgeren, at de havde indgået ægteskab i Tyrkiet i oktober 2018. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin bortfaldssag i februar 2020 på Den Danske Ambassade i Tyrkiet oplyste, at han var blevet gift under sit ophold i Tyrkiet, og at han som dokumentation herfor fremsendte et dokument med titlen Marriage Instrument, udstedt i marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, hvoraf det fremgår, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i marts 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i klagen har bekræftet, at den fremsendte vielsesattest er den officielle vielsesattest.
Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at referencen ligeledes i forbindelse med sin bortfaldssag i maj 2020 oplyste, at han ikke havde været i Syrien under sit udenlandsophold, idet de havde lavet en aftale med dommeren om, at familiemedlemmer i Syrien i stedet kunne underskrive ægteskabskontrakten. I ansøgningsskemaet indgivet i oktober 2020, der er udfyldt af referencen, er der svaret afkræftende til, at de begge var til stede ved vielsen i ansøgerens del af skemaet, mens det af referencens del fremgår, at de begge var til stede.
Udlændingenævnet vurderer på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at referencen har været fysisk til stede ved vielsen, og at deres ægteskab derfor ikke kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, nr. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, hvorefter det er et krav, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt den fremlagte vielsesattest må antages at være ægte, idet der også er oplyst divergerende omkring ægteskabets indgåelse.
Det fremgår således af den syriske vielsesattest, udstedt ultimo marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab primo marts 2018. Det bemærkes, at både referencen og ansøgeren står som værende ”husband” (ægtemand) på dokumentet.
Ligeledes har referencen i november 2020 til Udlændingestyrelsen indgivet en håndskrevet arabisk ægteskabskontrakt samt en engelsk oversat version af denne kontrakt dateret samme dag i primo marts 2018, som ægteskabet ifølge den syriske vielsesattest skulle være indgået, hvoraf det fremgår, at deres ægteskab er indgået (”concluded”). I referencens klage har han dog oplyst, at dette dokument er en forlovelseskontrakt.
Det fremgår imidlertid af ansøgerens del af ansøgningen om ægtefællesammenføring, at de blev gift ultimo oktober 2018 i Tyrkiet. Af referencens del fremgår det, at de blev gift medio oktober 2018 i Tyrkiet.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen har anført, at fejl i datoerne på vielsesattesten skyldes en fejl fra udstederens side, og at referencen grundet sin analfabetisme ikke har været opmærksom på fejlen. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet det ikke ændrer ved, at referencen ikke har været til stede ved vielsen, og at oplysningerne i ansøgningsskemaet heller ikke stemmer overens med oplysningerne på den efter det oplyste officielt udstedte vielsesattest.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren skulle være gift i Tyrkiet, da referencen selv har henvist til den syriske vielsesattest, som den officielle vielsesattest. Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der heller ikke er fremlagt en officiel tyrkisk vielsesattest.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om, hvordan referencen og ansøgeren mødte hinanden.
Det fremgår således af ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at parret fik kontakt med hinanden en specifik dato i juli 2018 over internettet. Af referencens del af ansøgningsskemaet fremgår imidlertid, at de mødte hinanden i juli 2018 gennem referencens søster. Af henvendelsen af februar 2022 til Udlændingenævnet fremgår det, at de lærte hinanden at kende gennem referencens søster, og at ansøgerens onkel er referencens svoger.
Det fremgår i øvrigt af Det Centrale Personregister (CPR), at referencen er gift med en anden kvinde, der ifølge referencens ansøgning er hans tidligere ægtefælle.
Udlændingenævnet kan derudover ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har haft et fast samlivsforhold af længere varighed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at de ikke har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at de har været i et fast længerevarende samlivsforhold.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er afgivet divergerende oplysninger om referencens og ansøgerens samliv og kontakt efter vielsen, idet det er oplyst i ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at de ikke har boet sammen på noget tidspunkt, at de har haft kontakt næsten hver dag via internet og telefon siden vielsen, og at de sidst så hinanden i juni 2020. I referencens del af ansøgningsskemaet samt i referencens klage oplyser han imidlertid, at de har boet sammen siden vielsen - fra oktober 2018 til juni 2020 - og at de sidst så hinanden medio juli 2020.
Den til støtte for klagen indsendte dokumentation for deres samliv kan ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke var muligt for Udlændingenævnet at læse dokumenterne, og da de indsendte billeder ikke i sig selv kan danne grundlag for, at de har haft et samliv af længere varighed.
Udlændingenævnet har dog lagt vægt på, at der blandt den indsendte dokumentation er et dokument med titlen ”Lease contract”, der også ses at være indsendt i forbindelse med referencens bortfaldssag. Ud fra dokumentet på bortfaldssagen ses det at være en lejekontrakt, indgået med en navngiven lejer, der ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra april 2018. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at dokumentet ikke dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Der er endvidere til bortfaldssagen indsendt et dokument med titlen ”Rental contract”, der også er en lejekontrakt indgået med en anden navngiven lejer, der heller ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra januar 2017. Udlændingenævnet finder heller ikke, at dette dokument dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Den henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke foreligger særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har etableret et familieliv, som er omfattet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det angivne ægteskab mellem referencen og ansøgeren ikke kan anerkendes efter dansk ret, og at der ikke er etableret et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet henviser til den ovenfor anførte begrundelse herom.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at referencen og ansøgeren ikke kan anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det må anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne at beskytte et eksisterende familieliv.
Det forhold, at referencen efter det oplyste lider af forhøjet blodtryk og diskusprolaps i lænderyggen med tryk på nerveroden, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgeren ikke har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv.
Det til støtte for klagen anførte om, at referencens familie truer ansøgeren og vil tvinge hende tilbage til Syrien, kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, idet Udlændingenævnet herved bemærker, at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 06-06-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Udlændingenævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der opholdt sig i Sudan og søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning.
Sagens faktiske omstændigheder
Referencen indrejste i Danmark i september 2014 og fik i april 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I november 2020 rejste han ind i Sudan og en uge senere indgik han og ansøgeren ægteskab i den eritreiske ortodokse tewahdo kirke i Khartoum, Sudan. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2021. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da det ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet som følge af, at parret ikke havde identificeret sig ved personligt fremmøde i kirken 30 dage forud for ægteskabets indgåelse, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså kravene til lysning af ægteskabet for overholdt.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse med henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen ikke kan anses for retsgyldigt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse fra juni 2021 meddelte ansøgeren afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med referencen i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at parret ikke havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Ved vurderingen af ægteskabets retsgyldighed lagde Udlændingestyrelsen ved afgørelsen vægt på, at det til sagen var oplyst, at hverken referencen eller ansøgeren var personligt tilstede ved indgivelse af ansøgningen om ægteskab i den eritreiske ortodokse kirke, St. Michael and Abune Aregawi, i Khartoum, Sudan. Det bemærkes, at kirkens fulde navn er den eritreiske ortodokse Tewahdo kirke, St. Michael and Abune Aregawi (herefter: kirken). Udlændingestyrelsen henviste i afgørelsen til, at det ifølge udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger er et krav for, at et ægteskab indgået ved den pågældende kirke er retsgyldigt i Sudan, at begge parter identificeres personligt ved indgivelsen af en ansøgning om ægteskab, samt at der efter ansøgningens indgivelse med begge parters tilstedeværelse skal ske offentlig lysning af ægteskabet i mindst 30 dage, hvorefter vielsen kan finde sted.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen fremlagte ”Marriage Certificate” fra kirken, at ansøgeren og referencen er blevet religiøst viet medio november 2020, at attesten er underskrevet af kirkens administrator Negasi Elias og påført den forhenværende administrator Zerezghi Gebremariams personlige stempel. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Nationalt ID-center (NIDC) under Udlændingestyrelsens sagsbehandling har foretaget en ægthedsvurdering af dokumentet, og at NIDC ultimo april 2021 konkluderede, at der ikke var grund til at antage, at dokumentet var uægte.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren var personligt til stede ved indgivelse af ansøgningen om indgåelse af ægteskab i kirken, at hun primo oktober 2020 indgik en aftale med kirken om underskrifter og frembringelse af 3 vidner, at kirken gav referencen dispensation fra personligt fremmøde, og at referencen primo august 2021 opsøgte kirken og fik udstedt en erklæring omkring formaliteterne ved ægteskabets indgåelse i november 2020.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der i forbindelse med klagen er fremlagt kopi af brev fra kirken, dateret primo august 2021, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencens kommende ægteskab var annonceret i kirken ved billedopslag medio oktober 2020, at kirken alene har bemyndigelse til at kræve, at parrene slår deres billeder op i en måned, men at kirken ikke tvinger parrene til at være personligt tilstede i kirken 30 dage forud for vielsen. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at erklæringen er underskrevet af præst og administrator Negasi Elias og stemplet med kirkens officielle stempel, idet det af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger fremgår, at kirken i en længere periode efter at Negasi Elias erstattede Zerezghi Gebremariam på administratorposten benyttede den afgåede administrators personlige stempel på sine dokumenter.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne ikke udtrykkeligt kan udledes, at det er en forudsætning for ægteskabets retsgyldighed i Sudan, at både bruden og brudgommen skal identificeres personligt ved indgivelsen af en ansøgning om ægteskab i kirken, ligesom der efter Udlændingenævnets opfattelse ikke er holdepunkter i baggrundsoplysningerne for at antage, at den part, der bor i udlandet, skal opholde sig i Sudan under hele lysningsperioden på mindst 30 dage.
Der henvises herved bl.a. til den opdaterede udgave af ”Temarapport, Sudan, Marriage for the Eritrean and Ethiopian Diaspora in Khartoum”, udarbejdet af det svenske Migrationsverket og udgivet af Lifos den 15. februar 2016.
Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at den til sagen fremlagte vielsesattest ses at være påført stempler fra ”The Judiciary of Sudan” og det sudanesiske udenrigsministerium.
Udlændingenævnet har således efter en afvejning af sagens samlede omstændigheder og de foreliggende oplysninger vurderet, at parrets ægteskab må antages at være retsgyldigt i Sudan.
Udlændingenævnet har på den baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.
Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, foretager Udlændingenævnet sig ikke yderligere for så vidt angår afgørelsen efter § 9 c, stk. 1.
Ansøgeren vil herefter modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 17-05-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik opholdstilladelse med henblik på midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark i november 2016. Han udrejste efterfølgende til Tyrkiet i august 2017. Som følge af hans udrejse foretog Udlændingestyrelsen efterfølgende en vurdering af, hvorvidt hans opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og som et led i sagsbehandlingen deltog referencen i februar 2020 i et interview på Den Danske Ambassade i Tyrkiet. Under interviewet oplyste referencen, at han under sin udlandsrejse havde indgået et ægteskab, samt at han alene havde opholdt sig i Tyrkiet. Referencen sendte senere i februar 2020 til Udlændingestyrelsen en vielsesattest, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen havde indgået ægteskab i Syrien i marts 2018, og at referencen havde været til stede ved vielsen. I maj 2020 oplyste referencen imidlertid til Udlændingestyrelsen, at han ikke havde været i Syrien under sit ophold i Tyrkiet. Han oplyste endvidere, at han ikke havde været til stede ved vielsen, og at et familiemedlem havde skrevet under på vielsesattesten på hans vegne. Ansøgeren indgav i oktober 2020 en ansøgning om ægtefællesammenføring under henvisning til sit ægteskab med referencen. I forbindelse med ansøgningen oplyste referencen og ansøgeren, at de havde indgået ægteskab i Tyrkiet i oktober 2018. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin bortfaldssag i februar 2020 på Den Danske Ambassade i Tyrkiet oplyste, at han var blevet gift under sit ophold i Tyrkiet, og at han som dokumentation herfor fremsendte et dokument med titlen Marriage Instrument, udstedt i marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, hvoraf det fremgår, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i marts 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i klagen har bekræftet, at den fremsendte vielsesattest er den officielle vielsesattest.
Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at referencen ligeledes i forbindelse med sin bortfaldssag i maj 2020 oplyste, at han ikke havde været i Syrien under sit udenlandsophold, idet de havde lavet en aftale med dommeren om, at familiemedlemmer i Syrien i stedet kunne underskrive ægteskabskontrakten. I ansøgningsskemaet indgivet i oktober 2020, der er udfyldt af referencen, er der svaret afkræftende til, at de begge var til stede ved vielsen i ansøgerens del af skemaet, mens det af referencens del fremgår, at de begge var til stede.
Udlændingenævnet vurderer på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at referencen har været fysisk til stede ved vielsen, og at deres ægteskab derfor ikke kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, nr. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, hvorefter det er et krav, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt den fremlagte vielsesattest må antages at være ægte, idet der også er oplyst divergerende omkring ægteskabets indgåelse.
Det fremgår således af den syriske vielsesattest, udstedt ultimo marts 2018 af Shariadomstolen i en by i Syrien, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab primo marts 2018. Det bemærkes, at både referencen og ansøgeren står som værende ”husband” (ægtemand) på dokumentet.
Ligeledes har referencen i november 2020 til Udlændingestyrelsen indgivet en håndskrevet arabisk ægteskabskontrakt samt en engelsk oversat version af denne kontrakt dateret samme dag i primo marts 2018, som ægteskabet ifølge den syriske vielsesattest skulle være indgået, hvoraf det fremgår, at deres ægteskab er indgået (”concluded”). I referencens klage har han dog oplyst, at dette dokument er en forlovelseskontrakt.
Det fremgår imidlertid af ansøgerens del af ansøgningen om ægtefællesammenføring, at de blev gift ultimo oktober 2018 i Tyrkiet. Af referencens del fremgår det, at de blev gift medio oktober 2018 i Tyrkiet.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen har anført, at fejl i datoerne på vielsesattesten skyldes en fejl fra udstederens side, og at referencen grundet sin analfabetisme ikke har været opmærksom på fejlen. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet det ikke ændrer ved, at referencen ikke har været til stede ved vielsen, og at oplysningerne i ansøgningsskemaet heller ikke stemmer overens med oplysningerne på den efter det oplyste officielt udstedte vielsesattest.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren skulle være gift i Tyrkiet, da referencen selv har henvist til den syriske vielsesattest, som den officielle vielsesattest. Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at der heller ikke er fremlagt en officiel tyrkisk vielsesattest.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om, hvordan referencen og ansøgeren mødte hinanden.
Det fremgår således af ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at parret fik kontakt med hinanden en specifik dato i juli 2018 over internettet. Af referencens del af ansøgningsskemaet fremgår imidlertid, at de mødte hinanden i juli 2018 gennem referencens søster. Af henvendelsen af februar 2022 til Udlændingenævnet fremgår det, at de lærte hinanden at kende gennem referencens søster, og at ansøgerens onkel er referencens svoger.
Det fremgår i øvrigt af Det Centrale Personregister (CPR), at referencen er gift med en anden kvinde, der ifølge referencens ansøgning er hans tidligere ægtefælle.
Udlændingenævnet kan derudover ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har haft et fast samlivsforhold af længere varighed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at de ikke har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at de har været i et fast længerevarende samlivsforhold.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der til sagen er afgivet divergerende oplysninger om referencens og ansøgerens samliv og kontakt efter vielsen, idet det er oplyst i ansøgerens del af ansøgningsskemaet, at de ikke har boet sammen på noget tidspunkt, at de har haft kontakt næsten hver dag via internet og telefon siden vielsen, og at de sidst så hinanden i juni 2020. I referencens del af ansøgningsskemaet samt i referencens klage oplyser han imidlertid, at de har boet sammen siden vielsen - fra oktober 2018 til juni 2020 - og at de sidst så hinanden medio juli 2020.
Den til støtte for klagen indsendte dokumentation for deres samliv kan ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke var muligt for Udlændingenævnet at læse dokumenterne, og da de indsendte billeder ikke i sig selv kan danne grundlag for, at de har haft et samliv af længere varighed.
Udlændingenævnet har dog lagt vægt på, at der blandt den indsendte dokumentation er et dokument med titlen ”Lease contract”, der også ses at være indsendt i forbindelse med referencens bortfaldssag. Ud fra dokumentet på bortfaldssagen ses det at være en lejekontrakt, indgået med en navngiven lejer, der ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra april 2018. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at dokumentet ikke dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Der er endvidere til bortfaldssagen indsendt et dokument med titlen ”Rental contract”, der også er en lejekontrakt indgået med en anden navngiven lejer, der heller ikke er hverken ansøgeren eller referencen, for et år fra januar 2017. Udlændingenævnet finder heller ikke, at dette dokument dokumenterer, at referencen og ansøgeren har boet sammen i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Den henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke foreligger særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har etableret et familieliv, som er omfattet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det angivne ægteskab mellem referencen og ansøgeren ikke kan anerkendes efter dansk ret, og at der ikke er etableret et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet henviser til den ovenfor anførte begrundelse herom.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at referencen og ansøgeren ikke kan anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det må anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne at beskytte et eksisterende familieliv.
Det forhold, at referencen efter det oplyste lider af forhøjet blodtryk og diskusprolaps i lænderyggen med tryk på nerveroden, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgeren ikke har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv.
Det til støtte for klagen anførte om, at referencens familie truer ansøgeren og vil tvinge hende tilbage til Syrien, kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, idet Udlændingenævnet herved bemærker, at oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring. -
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2021 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 06-04-2021Udlændingenævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring.
Sagens faktiske omstændigheder:
Den herboende reference, der er afghansk statsborger, blev i august 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I december 2016 søgte referencen på vegne af ansøgeren og parrets 4 fællesbørn om familiesammenføring i Danmark med referencen. Referencen indleverede kun sin del af ansøgningsskemaet, mens ansøgerens del af ansøgningsskemaet aldrig blev fremsendt til Udlændingestyrelsen. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren og referencen blev gift i Afghanistan i 1990, at parret herefter boede samme, at parret havde 4 fællesbørn, der var født i henholdsvis november 2004, november 2007, november 2009 og november 2011, og at parret sidst havde set hinanden i Pakistan i 2014. Ansøgningen var vedlagt en kopi af et Marriage Certificate, udstedt i marts 2015 af en domstol i Kunar-provinsen i Afghanistan, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen blev gift i 1990. I februar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig opholdstilladelse til de 4 børn.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et retsgyldigt ægteskab. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at et ægteskab kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger, at ægteskaber indgået i Afghanistan skal registreres af en offentlig myndighed i Afghanistan for at være retsgyldige, at referencen ifølge sagens oplysninger ikke var fysisk til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015 af domstolen i Kunar-provinsen, og at referencen på tidspunktet for certifikatets udstedelse opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen ikke har bestridt, at han ikke var til stede ved registreringen.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at både referencen og ansøgeren var til stede ved ægteskabets indgåelse, og at det kun var ved registreringen i marts 2015, at referencen ikke var stede.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en anden vurdering, idet referencen ikke var til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at referencen og ansøgerens ægteskab kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag har oplyst, at han indgik ægteskab med en kvinde, hvis navn lignede ansøgerens, i 1990, mens en fuldmagtshaver ved e-mail af maj 2019 har oplyst, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1989, mens en socialrådgiver i e-mail af januar 2020 har anført, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1991, og at det fremgår af det fremlagte "Marriage Certificate", udstedt i marts 2015, at ansøgeren indgik ægteskab med en mand, hvis navn lignede referencens, i 1990 og at parret sammen har 9 børn i alderen fra 2 år til 19 år.
Der er således afgivet divergerende oplysninger om tidspunktet for referencen og ansøgerens vielse, ligesom et andet navn end referencens fremgår af vielsesattesten, ligesom det af vielsesattesten fremgår, at det gifte par har i alt 9 børn, mens det af ansøgningsskemaet til brug for ansøgning om familiesammenføring fremgår, at referencen og ansøgeren har 4 børn, og at referencen til sin asylsamtale i juli 2011 og partsrepræsentanten i marts 2021 har oplyst, at referencen og ansøgeren har 8 børn.
Det bemærkes i øvrigt, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet.
Det kan således ikke føre til en anden vurdering, at en socialrådgiver har anført, at referencen og ansøgerens ægteskab er verificeret helt op i det afghanske udenrigsministerium.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det først er ved den civile registrering, at ægteskabet får retsgyldighed, og at selve vielsen ikke har retsgyldighed i sig selv.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at der har været opretholdt et fast, uafbrudt samlivsforhold af længere varighed mellem referencen og ansøgeren umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen og ansøgeren angiveligt flyttede sammen i 1990 og boede sammen frem til primo 2011, hvor referencen flygtede fra Afghanistan. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet har lagt til grund, at der er tale om en tastefejl i Udlændingestyrelsens afgørelse, når det står anført, at den herboende reference og ansøger flyttede sammen i 1999.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der gik godt 5 år og 3 måneder fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i august 2011 til han søgte om familiesammenføring i december 2016.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at grunden til at parret først søgte om familiesammenføring i 2016 var, at parret skulle indsamle de fornødne dokumenter, herunder pas til parrets børn, finder Udlændingenævnet af de ovenstående grunde ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder således, at uanset om der måtte have været et beskyttelsesværdigt samliv mellem referencen og ansøgeren i – efter det oplyste – cirka 20 år i Afghanistan, må dette anses for at være frivilligt afbrudt, idet der er forløbet mere end 5 år og 3 måneder, fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, til han på vegne af ansøgeren indgav ansøgning om familiesammenføring i Danmark.
Den omstændighed, at det er anført, at dette skyldtes, at Taleban havde overtaget kontrollen med den landsby, hvor ansøgeren boede, at byen var underlagt streng sharia-kontrol, at ansøgeren og hendes familie angiveligt blev udsat for trusler fra Taleban, og at det derfor ikke var muligt at komme i telefonisk eller personlig kontakt med ansøgeren, før det lykkedes for hende at blive smuglet ud af landsbyen, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen angiveligt mødtes med ansøgeren i Pakistan i 2014, og at han alligevel først indgav ansøgning om familiesammenføring på vegne af ansøgeren i december 2016, og at referencen således ikke uden ugrundet ophold søgte opholdstilladelse til ansøgeren, da kontakten angiveligt var genetableret. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse også, at udlændingemyndighederne fortsat ikke ses at have modtaget ansøgerens del af ansøgningsskemaet.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens henvendelser vedrørende ansøgerens manglende del af ansøgningsskemaet ikke havde kendskab til e-boks, og at han af denne årsag ikke reagerede på Udlændingestyrelsens henvendelser, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at personer, der tilmeldes det danske CPR-register automatisk bliver tilmeldt digital post, og at det er borgerens eget ansvar løbende at holde øje med, om der kommer post i e-boks, eller at søge om dispensation for anvendelse af e-boks, hvilket der ikke er dokumentation for, at den herboende reference har gjort.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har opretholdt et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab samt at samlivet må anses for frivilligt afbrudt, jf. begrundelsen ovenfor.
Den omstændighed, at referencen og ansøgeren angiveligt har 4 fællesbørn, som i februar 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og som efterfølgende er indrejst i Danmark, at børnene savner ansøgeren, som har været deres primære omsorgsperson i mange år, mens referencen har opholdt sig i Danmark, at børnene har svært ved at falde til i Danmark, og at referencen kun har lært sin yngste søn at kende via Skype, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er parrets egen beslutning, at børnene skal bo hos referencen i Danmark frem for hos ansøgeren, og at børnenes tarv fortsat vil kunne varetages af referencen.
Det er endelig indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen er meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan, og at han og ansøgeren ikke har mulighed for at bo sammen i hjemlandet.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgerens forhold ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet, at det ikke er uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde
Dato: 02-08-2018Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Nigeria, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter halvandet til to års samliv på fælles bopæl umiddelbart forud for indgivelsen af ansøgningen kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever ikke havde dokumenteret at have samlevet i et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse. Ansøgeren kunne således ikke meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med sin herboende samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne i ansøgerens brev til Udlændingestyrelsen i maj 2017, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen i Nigeria i perioden fra februar 2005 til september 2005, at samlivet herefter var blevet afbrudt, hvorefter parret havde boet sammen igen under ansøgerens herboende samlevers to besøg i Nigeria i perioden mellem august 2006 og januar 2008. Disse oplysninger var gengivet i ansøgerens herboende samlevers del af ansøgningsskemaet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgerens herboende samlevers nationalitetspas fremgik af ind- og udrejsestemplerne, at ansøgerens herboende samlever havde været i Nigeria i perioden fra august 2006 til september 2006, svarende til lidt over en måned, og i perioden fra december 2007 til januar 2008, svarende til halvanden måned. Der havde således været tale om afbrudt samliv og herefter korte besøgsophold, og det følger af fast praksis, at der ikke etableres et fast længerevarende samliv gennem besøgs- og ferieophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at perioderne lå mere end 10 år tilbage i tid, at samlivet i øvrigt havde været afbrudt, og at det er en betingelse, at samlivet som udgangspunkt har været uafbrudt. På baggrund af disse oplysninger ændrede det ikke på Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat i klagen havde anført, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde oplyst til advokaten, at parret havde boet sammen i hele perioden fra august 2006 til januar 2008. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen på fælles bopæl i Danmark siden maj 2016, hvor ansøgeren var indrejst på visum, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samlivet i denne periode havde været udøvet under henholdsvis besøgsophold i perioden fra maj 2016 til oktober 2016, under ulovligt ophold i perioden fra oktober 2016 til april 2017, idet ansøgeren i denne periode hverken sås at have været meddelt lovligt eller processuelt ophold, og herefter på processuelt ophold under sagens behandling i Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at samliv efter praksis ikke kan etableres under besøgsophold, ulovligt ophold eller processuelt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i tilfælde af, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde etableret et familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, ikke var oplysninger i sagen om, at ansøgeren, ansøgerens herboende samlever og parrets tre fællesbørn ikke ville kunne indrejse og udøve dette familieliv i Nigeria, hvor parret havde mødt hinanden og efter det oplyste havde boet sammen tidligere. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det ændrede ikke Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde tre fællesbørn, idet disse ikke sås at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor de har været tilknyttet en dansk institution eller skole. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende samlever og parrets tre børn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Nigeria for der at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at parrets ældste barn gik til kontrol og behandling for en hormonel forstyrrelse i Danmark, var ikke en så alvorlig helbredsmæssig tilstand, at det kunne føre til en ændret vurdering, ligesom det heller ikke ændrede ved sagens udfald, at ansøgerens herboende samlever var under uddannelse til ingeniør i Danmark, og at børnene og ansøgerens herboende samlever ville savne ansøgeren, såfremt ansøgeren måtte udrejse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse. FAM/2018/63.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Afbrydelse af samlivsforhold – Udlevet samlivet i to lande
Dato: 18-07-2018Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse under henvisning til fast samlivsforhold af længere varighed til en israelsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed uden væsentlige afbrydelser, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i perioden fra september 2014 til den august 2016 havde boet sammen i ansøgerens hjemland, at referencen var rejst tilbage til Danmark for at påbegynde sin kandidatuddannelse ultimo august 2016, at ansøgeren i januar 2017 havde afsluttet sin uddannelse, og at ansøgeren og referencen via flybilletter havde dokumenteret, at de havde opretholdt kontakten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at kravet til fast samlivsforhold af længere varighed var opfyldt, idet det var dokumenteret, at ansøgeren og referencen havde opretholdt kontakten, og at det endvidere var dokumenteret, at referencen frem til ansøgningstidspunktet havde taget skridt med henblik på at opfylde kravene til familiesammenføring, herunder at referencen havde fremskaffet bolig. FAM/2018/59.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv
Dato: 18-05-2018Udlændingenævnet omgjorde i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en kvinde fra Eritrea, der opholdt sig i Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference var i januar 1995 blevet gift i Eritrea og havde herefter boet sammen indtil 1998, hvor referencen kom i militæret og herefter kun kom hjem på orlov. I august 2010 deserterede referencen og levede i skjul indtil sin udrejse af Eritrea i 2013. Ansøgeren og referencen havde under samlivet fået seks børn sammen.
Udlændingenævnet fandt efter en helt konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på referencens troværdige forklaring i Udlændingenævnet, herunder at ægtefællerne boede sammen fra 1995 til 1998, at referencen herefter var hjemme på orlov i to til tre måneder ad gangen, og at han boede sammen med sin ægtefælle fra 2010 indtil hans udrejse af Eritrea i 2013. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren og referencen havde haft et længerevarende samliv, indtil referencen grundet asylretlig forfølgelse udrejste af Eritrea i august 2013, hvorunder parret fik seks børn. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at referencen allerede under sin oplysnings- og motivsamtale til Udlændingestyrelsen havde oplyst om sin familie i Eritrea, og at han, kort tid efter at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om genetablering af familielivet. FAM/2018/43.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde
Dato: 22-03-2018Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Honduras, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og ansøgerens herboende samlever. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret fast samliv på fælles bopæl i halvandet til to år uden væsentlig afbrydelse, idet parterne havde oplyst at have boet sammen i tre måneder i 2011, under ansøgerens graviditet og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i 2015 og fra august 2016 og frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Idet der skal være tale om kontinuerligt samliv umiddelbart op til indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring uden væsentlig afbrydelse, ændrede det ikke Udlændingenævnets vurdering, at parret havde boet sammen i kortere perioder i 2007, 2009 og 2013. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens samlever ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor efter de foreliggende oplysninger ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8’s forstand, som Danmark var nærmest til at beskytte. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens samlever havde et fællesbarn født i 2015, der var dansk statsborger, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise parret til at udøve familielivet sammen med fællesbarnet i Honduras. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at partsrepræsentanten havde anført i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 8 og EU-retten. For så vidt angik spørgsmålet om EMRK artikel 8, henviste Udlændingenævnet til, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Med hensyn til det anførte vedrørende EU-retten og dommene C-34/09, Zambrano, og C-133/15, Chavez-Vilchez, vurderede Udlændingenævnet, at disse afgørelser ikke fandt anvendelse ved vurderingen af sagen, idet en af forudsætningerne for, at en tredjelandsborger kan aflede ret, og dermed opholdstilladelse, fra barnet, der er unionsborger, er, at tredjelandsborgeren ikke er gift eller samlevende med unionsborgerens anden forælder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af præmisserne 68, 72 og 74 i EU-Domstolens dom i sagen C-256/11, Dereci, af 15. november 2011 fremgår, at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af dennes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med vedkommende på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles. FAM/2018/8.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab – Ganske særlige grunde
Dato: 25-09-2017Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i marts 2015 meddelt afslag på ægtefællesammenføring i Danmark under henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå ganske særlige grunde. I november 2015 hjemviste Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 til fornyet behandling, da den herboende reference havde indsendt ny dokumentation, som Udlændingestyrelsen ikke havde haft mulighed for at vurdere. I september 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at han og ansøgeren var blevet gift efter de syriske traditioner, og at der intet var unormalt i, at de dokumenter, der efterfølgende var blevet udarbejdet inden for den offentlige forvaltning i Syrien, var udarbejdet senere, end ægteskabet var indgået, samt at der i Syrien ikke var et krav om, at begge ægtefæller skulle være fysisk til stede for at få udstedt de relevante dokumenter.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at den herboende reference havde fremlagt divergerende oplysninger om datoen for parrets eventuelle ægteskab samt om den herboende references civilstatus som forlovet eller gift. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, da den herboende reference i forbindelse med sin ansøgning om asyl udtrykkeligt havde oplyst, at han kun var forlovet, selvom han havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til samtalereferatet, men han havde ikke haft bemærkninger til dette. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret blev gift i april 2014, mens den herboende reference i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret i april 2013 havde besluttet at blive gift, men at parret ikke kunne blive gift på grund af krigen. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde anført, at han faktisk havde været gift siden april 2013, men at parret ikke kunne bo sammen på grund af krigen, og at parret havde holdt ægteskabet hemmeligt på grund af ansøgerens onkel. Det forhold, at der i sagen var fremlagt kopier og oversættelser af forskellige skrivelser, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i april 2013 og havde betalt ægteskabsafgifter, samt at ”Marriage Certificate” var blevet udstedt i april 2015, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at skrivelsen fra april 2013 kun dokumenterede, at parret havde betalt ægteskabsafgifter, samt at skrivelsen ikke var udstedt af en religiøs myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde fremsendt en gyldig ”Marriage Contract” fra den religiøse ret, som var udstedt på selve vielsesdagen med begge parters underskrift samt dokumentation for registrering af kontrakten ved Civil Registry, eller en efterregistrering fra den religiøse myndighed med underskrift fra begge parter og dokumentation for registrering af Civil Registry. Endvidere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde fremsendt kopi af ”Judgement of Marriage Confirmation”, hvoraf det fremgik, at kopien var blevet udstedt i april 2015, at ægteskabet var blevet efterregistreret i marts 2015 ved domstolen i Damaskus, og at efterregistreringen var blevet foretaget ved stedfortræder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ”Judgement of Marriage Confirmation” var udstedt i marts 2015, hvor den herboende reference var i Danmark, og at en dom kun kunne anerkendes, hvis den var udstedt på et tidspunkt, hvor det måtte formodes, at begge parter havde været i Syrien. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift og ikke havde boet sammen, samt at den herboende reference flere gange havde oplyst, at han indtil sin udrejse af Syrien boede i Damaskus på det hotel, hvor han arbejdede, eller i sin egen lejlighed, hvor kun den herboende reference boede, og at ansøgeren havde boet hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da forholdet mellem parret ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at have indgået et ægteskab, som kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold i øvrigt, at det var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/92.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet