Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Afbrydelse af samlivsforhold – Udlevet samlivet i to lande

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse under henvisning til fast samlivsforhold af længere varighed til en israelsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. 

Udlændingenævnet fandt at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed uden væsentlige afbrydelser, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i perioden fra september 2014 til den august 2016 havde boet sammen i ansøgerens hjemland, at referencen var rejst tilbage til Danmark for at påbegynde sin kandidatuddannelse ultimo august 2016, at ansøgeren i januar 2017 havde afsluttet sin uddannelse, og at ansøgeren og referencen via flybilletter havde dokumenteret, at de havde opretholdt kontakten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at kravet til fast samlivsforhold af længere varighed var opfyldt, idet det var dokumenteret, at ansøgeren og referencen havde opretholdt kontakten, og at det endvidere var dokumenteret, at referencen frem til ansøgningstidspunktet havde taget skridt med henblik på at opfylde kravene til familiesammenføring, herunder at referencen havde fremskaffet bolig. FAM/2018/59.
 

Senest opdateret: 18-07-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen