Tilknytningskravet

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-11-2017

    Udlændingenævnets flertal omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnets flertal fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Makedonien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden 1991, at hun blev statsborger i Danmark i 2004, at hun havde en uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor hun på ny havde boet fast siden 2012, hvor hendes familie boede, hvor ansøgerens og den herboende ægtefælles børn var født, og hvor ansøgeren flere gange havde besøgt den herboende ægtefælle og børnene. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udrejst til Makedonien fra 2008 til 2012, fandt Udlændingenævnets flertal endelig ikke på tidspunktet for afgørelsen kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2017/129.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-11-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Cameroun i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelses¬bestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2016, og at Udlændingestyrelsen dernæst første gang havde truffet afgørelse i juli 2016, hvor det fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende reference, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende reference på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens første afgørelse i juli 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og den herboende reference om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf fornyet afgørelse i juli 2017. FAM/2017/134.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en amerikansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 28 år på afgørelsestidspunktet, var født som dansk statsborger i USA og havde inden den seneste indrejse i Danmark i juni 2016 opholdt sig i Danmark i to måneder i 1990, syv måneder i 1992 og derudover på ferie- og besøgsophold. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-dommen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i september 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 fremgik det udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde endelig en vis vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i forbindelse med indrejsen i Danmark havde taget væsentlige skridt til at etablere sig i Danmark med henblik på varigt ophold, herunder boligforhold, ligesom den herboende ægtefælle allerede i august 2016 var påbegyndt en ansættelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en tunesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 45 år på afgørelsestidspunktet, var dansk statsborger og havde boet i Danmark hele sit liv. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i maj 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og referencen om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 53 år gammel på afgørelsestidspunktet, var født i Danmark, og han havde været udrejst til Kina første gang i perioden mellem september 1990 og november 1992 og efterfølgende mellem november 1993 og juni 2016. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i august 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig en vis vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde solgt parrets hus i Kina i september 2015 og i august 2015 havde købt bolig i Danmark med overtagelse i februar 2016 og således havde planlagt flytningen til Danmark over en længere periode inden indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 02-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle var tidligere statsborger i Iran, og han blev i 1996 statsborger i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand, jf. udlændingelovens § 9. stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun var statsborger, og hvor hun havde boet hele sit liv, at hun havde forældre og søskende i hjemlandet, at hun og hendes ægtefælle havde mødt hinanden i 2003/2004 under en ferie i Thailand, at parret efter det oplyste havde boet sammen i Thailand i perioden fra november 2003 til september 2005, at parret herefter, frem til de havde indgået ægteskab i december 2007 i Thailand, havde boet i Thailand i forbindelse med ferier, og at parret – også efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn i november 2006 og maj 2010 – havde valgt at forblive bosiddende i hver sit land og alene bo sammen i Thailand i forbindelse med den herboende ægtefælles ferier og forretningsrejser. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle – henset til den måde parret havde valgt at udøve familielivet på – måtte anses for at have større tilknytning til Thailand end til Danmark, uanset at ansøgerens ægtefælle ifølge Det Centrale Personregister (CPR) var indrejst i Danmark i november 1985, var blevet dansk statsborger i juni 1996, havde haft arbejde og havde taget en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets fællesbørn først var registreret indrejst i Danmark i august 2014 i en alder af henholdsvis syv og fire år, at ansøgeren første gang var indrejst i Danmark i marts 2015 på turistvisum sammen med sit særbarn, og at der først i maj 2015 var indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af den herboende ægtefælle. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på to visumophold siden medio marts 2015 og havde haft processuelt ophold i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse ved udlændingemyndighederne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for der at udøve familielivet med ansøgeren, parrets to fællesbørn og ansøgerens særbarn, og hvor de vedvarende efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn havde udøvet deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at parrets ældste fællesbarn havde fået stillet en række diagnoser, herunder infantil autisme, forsinket psykomotorisk udvikling og tab af følelsesmæssig kontakt, at der i forhold til fællesbarnets funktionsniveau blev vurderet at være tale om et alvorligt nedsat socialt funktionsniveau, og at familien på grund af manglende skoletilbud i Thailand havde valgt at flytte til Danmark, hvor barnet var begyndt i en modtageklasse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det samme gjaldt det forhold, at parrets yngste fællesbarn havde gået i børnehave og i skole i Danmark og efter det oplyste talte flydende dansk og ikke længere thai, og at ansøgerens ægtefælle frygtede i fremtiden ikke at have kræfter til at klare børn, hjem og fultidsarbejde alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er forældremyndighedshaverens ret at beslutte, hvor et barn skal bo, at parrets fællesbørn havde været bosiddende i Thailand frem til medio august 2014, hvor de var henholdsvis syv og fire år, hvor det ældste barn var i behandling og således havde adgang til lægelig hjælp, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i 2014 havde besluttet, at fællesbørnene skulle flytte til Danmark, og at de alene havde boet i Danmark i omkring 2½ år. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børene har gået i danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet sammen med parrets børn i Thailand. FAM/2017/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Den herboende ægtefælle (referencen), der var somalisk statsborger, blev i 1990 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og han blev i 1994 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Etiopien, hvor ansøgeren og referencen mødtes og efterfølgende indgik ægteskab, hvor parrets to fællesbørn var født, og hvor ansøgeren tillige havde familie, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Etiopien end til Danmark, hvor hun aldrig havde opholdt sig. Udlændingenævnet lagde desuden til grund, at referencens tilknytning til Somalia var større end hans tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen var født og opvokset i Somalia, hvor han havde haft en større del af sin opvækst og sit liv, at både ansøgeren og referencen var somaliske statsborgere, at ansøgerens moder og fire søskende var bosiddende i Somalia, og at parret talte somali sammen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark, og at han ikke havde taget en uddannelse her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 26 år, at han efter det oplyste havde danske venner, at han talte flydende dansk, og at hans tre særbørn var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren og referencen på baggrund af referencens forhold ikke kunne anses for at have opnået så stærk en tilknytning til Danmark, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark måtte anses for at være større end til Somalia eller Etiopien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der mellem Somalia og Etiopien forelå en kulturel lighed og geografisk nærhed, hvorfor ansøgerens og referencens tilknytning til Somalia og Etiopien måtte anses for at være større end til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at referencen ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Etiopien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret siden indgåelsen af ægteskabet i 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at parret udøvede familielivet under referencens ophold i Etiopien, men i øvrigt levede adskilt, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at ansøgeren, referencen samt fællesbørnene fortsat kunne udøve familielivet som hidtil. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen efter det oplyste i forbindelse med en rejse til Somalia i 2007 blev nægtet adgang, at han aldrig kom ind i Somalia, og at referencen ikke mente at kunne vende tilbage til Somalia på grund af krigen og sit manglende netværk i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingestyrelsen havde oplyst, at referencen ved en tilbagevenden til Somalia ikke ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at referencen kunne henvises til at tage ophold i Etiopien, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab, hvor ansøgeren havde boet hele sit liv, hvor parret fællesbørns var født, og hvor referencen ved flere lejligheder havde besøgt ansøgeren og fællesbørnene. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen var hjertepatient og led af sukkersyge, og at han i den forbindelse tog forskellige medicinske præparater. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af Udlændingenævnets baggrundsoplysninger fra MedCOI (1), at præparaterne tillige var tilgængelige i Etiopien. FAM/2016/96.

    (1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var blevet dansk statsborger, havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere vurdering af det angivne familieliv mellem ansøgeren og referencen samt indhentelse af en asylretlig vurdering af referencens mulighed for at udøve familielivet i Afghanistan med ansøgeren, som han efter det oplyste havde været gift med siden 1997 og dernæst levet adskilt fra og uden kontakt med frem til cirka ansøgningstidspunktet i slutningen af 2014. Udlændingenævnet henviste til, at referencen i forbindelse med sin asylansøgning i 2001 til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at ansøgeren, som han havde indgået ægteskab med i 1997, på daværende tidspunkt befandt sig i en større by i Afghanistan, at hans moder ligeledes var bosiddende i samme større by i Afghanistan, og at han senest havde haft kontakt med sin moder i maj/juni 2000. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring med ansøgeren havde oplyst, at han havde været på besøg i Afghanistan i 2010, i 2011 og i 2014, uden at det var nærmere oplyst, om der i den forbindelse blev søgt skabt kontakt til ansøgeren, og/eller om ansøgeren og referencen de facto havde valgt at leve separeret. Udlændingenævnet henviste endelig til, at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring havde oplyst, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i 1997, hvorefter parret havde boet sammen i otte til ni måneder, at der derefter var et Talebanangreb, i hvilken forbindelse referencen forsvandt, og at ansøgeren herefter havde boet hos sine egne forældre. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens forældre i 2014 var rejst til en større by i Afghanistan, hvor de ved et tilfælde havde mødt en af referencens venner, der havde oplyst, at referencen levede og var bosiddende i Danmark. FAM/2016/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 12-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren havde boet i Italien fra juli 2012 indtil maj 2014, hvor han indrejste i Danmark. Ansøgeren havde italiensk fremmedpas.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var født og opvokset i Somalia, hvor de også havde stiftet familie, hvorfor ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens herboende ægtefælle først kom til i marts 2013 i en alder af 22 år, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle kun havde haft opholdstilladelse i cirka to år og 10 måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle mødte hinanden i Somalia i 2010, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle talte somali sammen, at ansøgerens herboende ægtefælles moder og tre søskende fortsat boede i Somalia, og at ansøgerens forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Somalia. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens processuelle ophold af 19 måneders varighed i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke på baggrund heraf kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden marts 2013 og deltaget i integrationsprogrammet i Danmark, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia oversteg den fælles samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Italien, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens herboende ægtefælle, såfremt ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Italien, kunne søge om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og familiesammenføring, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgerens herboende ægtefælle havde anført, at de sociale og økonomiske forhold for familien, herunder for børnene, i Italien var dårligere end i Danmark. FAM/2016/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 25-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1991 og blev dansk statsborger i 2001. I perioderne fra august 2003 til juli 2006 og fra januar 2008 til november 2013 var ansøgerens herboende ægtefælle udrejst til Libanon. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Libanon. Parret havde to børn, som var født i Libanon i henholdsvis 2008 og 2011, og som indrejste i Danmark i november 2013, samt et barn født i Danmark i 2014. Alle børn var danske statsborgere.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han også havde haft sin skolegang og havde arbejdet, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Libanon end til Danmark, hvor han aldrig havde haft opholdstilladelse, og hvor han alene havde opholdt sig på besøgs- og processuelt ophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle var født i Libanon og havde taget ophold i Danmark som fem-årig i 1990. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse stor vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioder på knap tre år fra august 2003 til juli 2006 og fem år og ti måneder fra januar 2008 til november 2013 havde været udrejst til Libanon, og at parret således havde etableret og udøvet et familieliv i Libanon gennem flere år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 1991, at hun sammenlagt havde haft 16 års ophold i Danmark, og at hun i maj 2001 blev meddelt dansk statsborgerskab. Udlændingenævnet lagde dog vægt på, at ansøgerens ægtefælle selv havde valgt at afbryde sin tidligere tilknytning til Danmark, idet hun havde valgt at udrejse til Libanon i de nævnte perioder. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden i Libanon i april 2006, at parret indgik ægteskab i april 2008 i Libanon, og at parret talte arabisk sammen indbyrdes. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgerens ægtefælle efter sine egne oplysninger valgte at genindrejse i Danmark i 2006 og i 2013 grundet den vanskelige situation i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, og at det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på et kortvarigt visumophold fra juni 2014 og herefter havde indgivet ansøgning om familiesammenføring i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke gennem længerevarende beskæftigelse havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var uddannet tandtekniker i Danmark, fandt Udlændingenævnet herudover ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, på den baggrund kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det ved opslag i maj 2016 i eIndkomst fremgik, at ansøgerens ægtefælle siden sin indrejse i Danmark i november 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun senest havde modtaget kontanthjælp i maj 2016. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at parrets ældste søn, der var født i 2008, havde mistet sin tilknytning til Libanon, at barnet næsten havde glemt at tale arabisk, og at barnet var skoleelev og fuldt integreret i Danmark, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af statusbeskrivelsen fra barnets SFO, at barnet havde svært ved at indgå i sociale sammenhænge grundet manglende danskkundskaber. Det fremgik endvidere af CPR, at parrets to ældste fællesbørn var indrejst i Danmark i november 2013 og således havde opholdt sig fast i Danmark i ca. to et halvt år. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle i forbindelse med ansøgningen havde vedlagt en udtalelse af juli 2014 fra sin læge, hvoraf det fremgik, at hun havde det psykisk svært, at hun var under udredning for en depression, og at hun havde en opblussen i sine kroniske rygsmerter. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med sin klage i august 2015 til Udlændingenævnet havde vedlagt en sygehusjournal fra august 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft hjertebanken og havde svært ved at få vejret, at han led af sure opstød og halsbrand og at han havde lette smerter bag brystbenet. Udlændingenævnet fandt, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold hverken hos ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle, som bevirkede, at parret og deres tre fællesbørn ikke igen ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret havde mødt hinanden, havde indgået ægteskab, havde fået to børn og havde boet sammen, for der at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/112.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post