Tvangsægteskab
-
Udlændingenævnets afgørelse af november 2022 – ægtefællesammenføring – krav om økonomisk sikkerhedsstillelse
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse ifølge hvilken, der blev stillet krav om bl.a. økonomisk sikkerhedsstillelse i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om familiesammenføring under henvisning til sin herboende samlever.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var statsborger i Tyrkiet, søgte i november 2020 om familiesammenføring med sin herboende, danske samlever, referencen. Referencen havde i flere perioder været udstationeret i udlandet som led i sit arbejde for den danske stat, og referencen havde et særbarn, der havde været udstationeret sammen med referencen. I marts 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, efter at referencen forinden var anmodet om og havde stilet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Referencens partsrepræsentant klagede i den forbindelse over, at der var blevet stillet krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, bl.a. under henvisning til, at referencens særbarn havde opnået selvstændig tilknytning til Danmark, og at der derfor var grundlag for at fravige kravet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse, der blev stillet i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021. Det var således korrekt, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen om meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren stillede krav om økonomisk sikkerhed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke i sagen er oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der bevirker, at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter ikke skal stilles.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, som bevirker, at referencen og ansøgeren ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren er født og opvokset, har gået i skole og taget en uddannelse, tidligere har haft et arbejde, taler sproget, og hvor ansøgeren og referencen mødtes, for at udøve familielivet dér.
Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på, at der ikke er oplyst om alvorlig sygdom eller handicap hos referencen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter artikel 8 ikke har en ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i klagen er anført, at der i henhold til gældende praksis er grundlag for at fravige kravet om sikkerhedsstillelse, da referencen har et fastboende særbarn i Danmark, som har opnået selvstændig tilknytning, at særbarnet fortsat har en uafbrudt stærk tilknytning til Danmark og det danske samfund, og at referencen har betydeligt samvær med sit særbarn, hvorfor et muligt afslag på fravigelsen af betingelserne efter din vurdering vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, navnligt EMRK artikel 8.
Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet referencens særbarn, barn 1, ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse kunne anses for at have bopæl i Danmark, idet særbarnet var udstationeret sammen med referencen, og da det som følge af referencens udstationeringer ikke kan lægges til grund, at særbarnet har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse af den grund skulle fraviges.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af referencens e-mail til Udlændingestyrelsen af februar 2021, at referencens særbarn, ud over referencens udstationeringsperioder, har haft fast bopæl i Danmark og har gået i dansk skole, herunder i børnehaveklasse fra 2013 til 2014 og i 3. klasse fra 2016 til 2017, og at særbarnet grundet udstationering har gået i skole i 1. til 2. klasse i land 1 fra 2014 til 2016 og i 4. til 7. klasse fra 2017 til 2021 i land 2.
Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at referencen har været udsendt i perioderne fra primo august 2008 til primo juni 2010 (cirka 1 år og 10 måneder), fra primo juli 2014 til medio juli 2016 (cirka 2 år), og fra primo juli 2017 til ultimo juni 2021 (cirka 4 år), og at det også fremgår af udskrift fra (…), som var vedlagt referencens e-mail til udlændingestyrelsen af februar 2021, at referencen fra 2008 til 2010 var udstationeret i by 1 (land 2), at referencen fra 2014 til 2016 var udstationeret i by 1 (land 1), og at referencen fra 2017 var udstationeret i by 1 (land 2).
Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at særbarnet sammenlagt har været udstationeret sammen med referencen i cirka 7 år og 10 måneder.
Udlændingenævnet har på den baggrund videre lagt til grund, at særbarnet på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021 havde haft ophold i Danmark fra sin fødsel i december 2007 til august 2008 (7,5 måneder) og fra primo juni 2010 til sin start i børnehaveklasse i 2013 (cirka 3 år), uden at der i disse perioder er oplysninger om særbarnets eventuelle tilknytning til institutioner i Danmark, og at særbarnet herefter har opholdt sig og gået i skole i Danmark i børnehaveklasse fra 2013 til 2014 og i 3. klasse fra 2016 til 2017 (sammenlagt 2 år).
Udlændingenævnet har herefter lagt til grund, at særbarnet på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021 sammenlagt har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 7,5 måneder, hvilket, uanset om særbarnet - ud over 2 års skolegang i Danmark - eventuelt også tidligere har været tilknyttet dansk institution, ikke medfører, at særbarnet har opnået selvstændig tilknytning.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en institution eller skole.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i klagen er anført, at referencen i forbindelse med sin udstationering juridisk set arbejder under dansk jurisdiktion og således opererer inden for dansk jord, […], at særbarnet fortsat bliver undervist, således at det bør sidestilles med en dansk skole, og at det er din klare vurdering, at Udlændingestyrelsen ikke kan statuere, at der er tale om afbrud af det danske ophold for referencens særbarn.
Udlændingenævnet vurderer dog, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet der, uanset at referencen var udsendt af den danske stat, bør tages udgangspunkt i de faktiske forhold for særbarnet, som ikke under udstationeringerne har haft et reelt ophold i eller været bosiddende i Danmark.
Det kan på den baggrund heller ikke føre til en anden vurdering, at det i referencens e-mail af februar 2021 til Udlændingestyrelsen er anført, at referencen er statsudsendt, hvilket dermed ikke er at betragte som udrejst af Danmark, og at dette også gør sig også gældende for referencens særbarn, der ligesom referencen har været registreret som ”statsudsendt” […]
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med afgørelsen af marts 2021 stillede krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2019 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 13-11-2019Udlændingenævnet genoptog i november 2019 Udlændingenævnets afgørelse fra november 2013 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en somalisk statsborger, idet det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parternes ønske. Udlændingenævnet hjemviste herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet hun og den herboende ægtefælle var fætter og kusine, og dermed nært beslægtede i udlændingelovens forstand. Parret havde endvidere alene haft telefonisk kontakt, inden parret i juni 2012 besluttede at indgå ægteskab, hvorefter parret indgik ægteskab tre dage efter deres første personlige møde. Efter Udlændingenævnets afgørelse i 2013 var sagen blevet indbragt for FN’s Menneskerettighedskomité, der i juli 2019 havde udtalt kritik af Udlændingenævnets afgørelse. På baggrund af udtalelsen fra FN’s Menneskerettighedskomité havde Udlændingenævnet besluttet at genoptage sagen.
Udlændingenævnet fandt ved hjemvisningen af sagen, at der med FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse fra juli 2019 var fremkommet nye oplysninger, som ikke var indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag. På den baggrund sendte Udlændingenævnet sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen. FAM/2020/1.
FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse kan læses her. -
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 26-03-2018Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 den iranske statsborger afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, da styrelsen havde lagt til grund, at den herboende reference og klageren var nærtbeslægtede på en sådan måde som beskrevet i udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at denne slægtsrelation var til hinder for at give opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 1 pkt.
Udlændingenævnet fandt, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke på baggrund af de fremlagte oplysninger kunne anses for at være nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, idet klageren og dennes herboende ægtefælle på baggrund af de til brug for sagens oplysning indgivne informationer ikke fremstod som nærmere beslægtede. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse lagt til grund, at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre. Udlændingenævnet fandt derimod, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke var nærmere beslægtede, end at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre, i hvilket tilfælde klageren og dennes herboende ægtefælles oldeforældre var søskende, og klageren og dennes herboende ægtefælle således havde en fælles tipoldeforælder. FAM/2018/27.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 04-08-2016Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1991, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1990 og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle blev i november 1993 meddelt ret til ophold i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 14. Ansøgerens ægtefælle blev i september 2008 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens ægtefælle udrejste af Danmark til Pakistan i august 1998 og genindrejste i Danmark i maj 2002, hvor hun opholdt sig indtil februar 2016, hvor hun udrejste af Danmark til Sverige. I november 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2010, hvor ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan, at parret havde været kærester siden 2010, at beslutningen om indgåelse af ægteskabet blev truffet i juli 2013, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at parret havde indgået ægteskab i december 2014. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet og sagen, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret var sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan i 2010, og at parret havde boet sammen i perioden fra oktober 2015 – hvor ansøgeren var indrejst på visum i Danmark – til januar 2016.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, allerede fordi ansøgerens ægtefælle ikke var fastboende i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved afgørende vægt på, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da parret var fætter og kusine, hvorfor der efter dansk lov var formodning for, at det oplyste samliv ikke var etableret efter begge parters ønske. Udlændingenævnets flertal fandt således, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende samliv og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde mødt hinanden i 2010, at det var parrets egen beslutning at indgå ægteskab, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, men at parret havde været sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var i Pakistan i 2010, og at parret havde haft kontakt hver dag siden ægteskabets indgåelse, ikke var tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioden fra december 1993 til august 1998 og i perioden fra maj 2002 til februar 2016, og at ansøgerens ægtefælle var under uddannelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at det til sagen oplyste om ansøgerens ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter parrets eget ønske. Udlændingenævnets flertal lagde således vægt på, at parret før ægteskabets indgåelse ikke havde samlevet eller sås at have haft et længerevarende personligt kendskab til hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle – efter at hun havde mødt ansøgeren i Pakistan i 2010 – alene efter det oplyste sås at have besøgt ansøgeren i forbindelse med ægteskabets indgåelse i 2014. Udlændingenævnets flertal fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde boet sammen siden oktober 2015, hvor ansøgeren indrejste på visum i Danmark, da parret ikke havde haft et forudgående samliv eller personligt kendskab inden ægteskabets indgåelse, og at parret efterfølgende ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af betydelig varighed. Udlændingenævnets flertal henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var henholdsvis 24 år og 23 år. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der afgørende talte for alligevel at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2016/73.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab – Nærtbeslægtet
Dato: 23-05-2016Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en tyrkisk statsborger, som blev meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som den herboende ægtefælle havde afgivet på nævnsmødet i maj 2016 om, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine, at ansøgeren og den herboende ægtefælle aldrig havde været tætte som børn, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde set hinanden hvert andet og tredje år, at ansøgerens ægtefælle havde stiftet nærmere bekendtskab med ansøgeren i 2010, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle blev forelskede, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået ægteskab i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren desuden havde oplyst, at hun lagde vægt på uddannelse, herunder at hun var uddannet socialrådgiver og havde job i en kommune. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret oprindeligt ikke havde fortalt deres respektive familier om forholdet, at ansøgerens herboende ægtefælle først havde oplyst om forholdet overfor sin moder et år efter, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var blevet kærester, at parrets bryllupsfest blev holdt et år efter ægteskabets indgåelse i Tyrkiet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle selv betalte for bryllupsfesten, at parret gav hinanden bryllupsgaver, at parret efterfølgende boede tre måneder sammen i Danmark, og at ansøgeren på dette tidspunkt var selvstuderende. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens herboende ægtefælles forklaring var troværdig, og fandt således, at der ikke var grundlag for at betvivle, at ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. FAM/2016/108.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Økonomisk sikkerhedsstillelse
Dato: 18-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en ugandisk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var dansk statsborger, indgav i marts 2014 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren, og Udlændingestyrelsen anmodede i april 2014 om yderligere oplysninger i sagen. Den herboende ægtefælle indgav ved personligt fremmøde i Udlændingestyrelsen i maj 2014 de ønskede oplysninger og oplyste samtidig, at den herboende ægtefælle ville opholde sig i Uganda fra maj til juli 2014, hvorfor den herboende ægtefælle anmodede om at modtage orientering om væsentligt nyt i sagen pr. e-mail. Udlændingestyrelsen anmodede i september 2014 ved brev sendt til den herboende ægtefælles danske adresse om at stille økonomisk sikkerhed inden tre uger. Samtidig med afsendelsen af brevet sendte Udlændingestyrelsen en e-mail til den herboende ægtefælle med orientering om, at der var sendt et brev til hans adresse vedrørende sagen. Udlændingestyrelsen orienterede samtidig om, at det afsendte brev indeholdt personfølsomme oplysninger, der ikke kunne oplyses i e-mailen. Udlændingestyrelsen modtog ikke efterfølgende svar fra den herboende ægtefælle, og det i september 2014 afsendte brev blev ikke modtaget retur fra postvæsenet. Udlændingestyrelsen meddelte derfor i marts 2015 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark, idet den herboende ægtefælle ikke havde fremsendt dokumentation for sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, enten i form af en anfordringsgaranti eller deponering på en dertil oprettet konto i et pengeinstitut, hvori kommunalbestyrelsen har pant, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle i sin klage havde anført, at han i maj 2014 havde anmodet Udlændingestyrelsen om fremtidigt at korrespondere med sig via sin e-mail-adresse, da han skulle rejse til Uganda og tidligere havde haft problemer med at tilgå sin digitale postkasse i Afrika, at han ikke havde modtaget Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 hverken i sin e-mail, sin digitale post, eller på sin postadresse, at han i september 2014 opholdt sig i Uganda, og at han hele tiden havde været i stand til at stille den fornødne økonomiske sikkerhed. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 blev sendt til den postadresse, som den herboende ægtefælle ifølge CPR var tilmeldt, at Udlændingestyrelsen samtidig havde orienteret den herboende ægtefælle på en e-mail til den af den herboende ægtefælle oplyste e-mail-adresse om afsendelsen af brevet, og at Udlændingestyrelsen ikke sås at have modtaget brevet retur fra postvæsenet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle ved henvendelse til Udlændingestyrelsen i maj 2014 havde oplyst, at han ville rejse til Uganda i maj 2014 med forventet hjemvenden i juli 2014, og at Udlændingestyrelsen derfor efter Udlændingenævnets opfattelse med rette havde kunnet forvente, at den herboende ægtefælle ville modtage Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 rettidigt. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændingestyrelsen som offentlig myndighed er forpligtet til at sikre, at personfølsomme og personhenførbare oplysninger ikke kan komme uvedkommende til kendskab, og at sådanne oplysninger derfor ikke må indgå i en almindelig e-mail. Dette gælder, uanset at modtageren har meddelt sit samtykke til eller ønske om at kommunikere via e-mail. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke var oplyst om eller henvist til ganske særlige grunde til, at krav om sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven burde undlades. Udlændingenævnet fandt endelig, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Uganda for der at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2015/187.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 07-09-2015Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs palæstinenser fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at hun i maj 2009 indgik ægteskab med ansøgeren, som var hendes fætter. Det fremgik endvidere, at hun havde læst engelsk litteraturvidenskab på Universitetet i Homs og havde arbejdet som engelsklærer, og at ansøgeren var beskæftiget som ejendomsmægler. Det fremgik af sagen, at parret efter det oplyste boede sammen fra december 2009 til juli 2014, hvor den herboende ægtefælle flygtede, og at parret havde et fællesbarn født i februar 2014. Den herboende reference afgav i september 2015 mundtlig forklaring til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at parret efter det oplyste havde haft et samliv på fælles, selvstændig bopæl efter ægteskabets indgåelse i cirka fire et halvt år forud for den herboende ægtefælles flugt fra hjemlandet, at parret havde et fællesbarn, at de begge var veluddannede, og at parret indgav ansøgning om familiesammenføring umiddelbart efter, at den herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parret måtte antages at have afkræftet formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, eller at parret ikke aktuelt havde et selvstændigt ønske om at fortsætte samlivet. FAM/2015/161.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 27-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger født i 1986 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Den herboende ægtefælle var født i Danmark og var dansk statsborger. Den herboende ægtefælle boede frem til oktober 2014 hos sine forældre i Danmark. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark i april 2015 til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2009 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selvstændigt havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2012, og at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i april 2014. Ansøgeren havde ansøgt om et besøgsvisum til Danmark og var i den forbindelse til samtale på den danske ambassade i Islamabad i oktober 2014. Ansøgeren havde ved samtalen oplyst, at parret havde startet forholdet i 2012, at parrets forældre havde givet tilladelse til ægteskabet, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, at parret havde boet sammen som ægtefæller i fire dage, inden den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark, og at parret ikke havde set hinanden i perioden fra forholdets begyndelse til ægteskabets indgåelse. Den herboende ægtefælle var indkaldt til møde i Udlændingenævnet, men han mødte ikke op til mødet.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, idet ansøgeren og hendes ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret var mødtes første gang i 2009, da parret var henholdsvis 18 år og 22 år, at parret havde indledt forholdet i 2012, hvor parret var henholdsvis 21 år og 25 år, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, og at parret meget kortvarigt havde boet sammen som ægtefæller i omkring fire dage, før den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for forholdets begyndelse samt ægteskabets indgåelse havde boet hos sine forældre, og at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret selv havde planlagt deres bryllup, og at den herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var under uddannelse i Danmark, hvor han også havde et arbejde, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at parret havde boet sammen på en ferie i 2012, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne om parrets kontakt og opholdet ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. FAM/2015/219.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 27-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1989, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1991 i Danmark og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle boede frem til april 2015 hos sine forældre i Danmark indtil hans udrejse af Danmark til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2008 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selv havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2008, at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i juli 2010, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem. Ansøgerens ægtefælle var indkaldt til et møde i Udlændingenævnet med henblik på at afgive forklaring, men han mødte ikke op til mødet.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og ægtefællen var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ægtefællen var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret indledte forholdet i 2008, at parret i 2010 selv besluttede at indgå ægteskab, og at parret selv planlagde deres bryllup, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om ægtefællens tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde således til grund, at parret mødtes første gang i 2008, da parret var henholdsvis 18 år og 16 år, og at parret indgik ægteskab i 2010, da parret var henholdsvis 20 år og 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ægtefællen på tidspunktet for ægteskabets indgåelse boede hos sine forældre. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet opholdene ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. FAM/2015/220.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 19-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i samme måned meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at parret i marts 2013 indgik ægteskab, at parret i april 2013 rejste til Egypten, hvor de boede sammen i et år og to til tre måneder, at den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, hvorefter ansøgeren rejste tilbage til Syrien, da hun var højgravid og ikke kunne rejse med den herboende ægtefælle, og da den herboende ægtefælle desuden ikke havde råd til at tage ansøgeren med. Det fremgik af sagen, at parret var fætter og kusine, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse, og at parret havde et fællesbarn født i august 2014.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om at være fyldt 24 år på ansøgningstidspunktet, idet ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen var 20 år, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var fætter og kusine, hvorfor parret var nært beslægtet i udlændingelovens forstand, og at det ikke kunne antages, at parret havde haft et længerevarende og indgående kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter ægteskabets indgåelse alene havde boet sammen i cirka et år og tre måneder. Det forhold, at parret havde anført, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret havde boet sammen i Egypten efter ægteskabets indgåelse, at det i parrets land ikke var forbudt at indgå ægteskab med en, man var i familie med, hvis man var forelsket, og at parret havde oplyst, at ægteskabet blev indgået, fordi parret forelskede sig i hinanden, var ikke tilstrækkeligt til at ophæve formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt fødte parrets fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/157.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet