Tvangsægteskab
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 07-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet den herboende ægtefælle og ansøgeren er granfætter og grankusine. Parret mødte hinanden første gang i 2010 under den herboende ægtefælles ferie i Tyrkiet. Parret holdt kontakt med hinanden i to år via telefon og Facebook, og den herboende rejste på ferie i Tyrkiet et par gange, blandt andet i juli 2012, hvor parret indgik ægteskab. Herefter rejste den herboende ægtefælle og ansøgeren til Danmark og indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren nedkom i februar 2014 med parrets fællesbarn. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at parret selv planlagde brylluppet med hjælp fra deres forældre, at de finansierede brylluppet med de pengegaver, parret modtog i forbindelse med brylluppet, og at det ville være vanskeligt for den herboende ægtefælle at udøve familielivet i Tyrkiet, da den herboende ægtefælle oplevede at have en større tilknytning til Danmark end Tyrkiet.
Udlændingenævnet fandt, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde haft et længere og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, der rakte ud over, hvad der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet bemærkede, at det efter omstændighederne vil kunne tilbagevise formodningen om, at et ægteskab ikke er indgået efter begge parters eget valg, hvis der efter ægteskabets indgåelse har været et samliv af betydelig varighed, og det må lægges til grund, at begge parter ønsker at forsætte samlivet, og at parrets forudgående kontakt til hinanden i den forbindelse ikke kunne sidestilles med et egentligt samliv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter gældende praksis vil et samliv, som har varet i to år, kunne føre til, at der foreligger et samliv, der anses for værende af betydelig varighed. Samlivet skal kunne dokumenteres. Det forhold, at ansøgeren i februar 2014 nedkom med parrets fællesbarn, kunne ej heller føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at dette i sig selv ikke var nok til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske. FAM/2014/39.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 27-06-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Irak efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, med henvisning til, at der var tale om et tvangsægteskab. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er fætter og kusine. Parret mødte hinanden i 2004, da ansøgeren var 19 år og den herboende ægtefælle var 13 år, og besluttede sig i 2008 for at indgå ægteskab. Parrets ægteskab blev registreret i Irak i februar 2009. Parret havde efter registreringen af ægteskabet kontakt ved den herboende ægtefælles årlige ferieophold i Irak og telefonisk. Parret har et barn, der er født i 2009.
Udlændingenævnet fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden ægteskabets indgåelse, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysningerne om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde også vægt på parrets unge alder, herunder at den herboende ægtefælle ikke var myndig på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde fået et fællesbarn, ikke i sig selv kunne afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. FAM/2013/65. -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 03-06-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgerens mor er kusine til den herboende ægtefælles bedstefar. Parret mødte hinanden og indgik ægteskab i juli 2010. Parret har efter det oplyste været sammen i Afghanistan i perioderne fra juli 2010 til august 2010 og i august 2012. Ansøgeren har endvidere været i Danmark fra april 2011 til oktober 2011 samt fra november 2011 til juni 2012. I februar 2012 fødte ansøgeren parrets fælles barn.
Udlændingenævnet fandt, at parret på baggrund af egne oplysninger var nært beslægtede, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at parret ikke havde haft forudgående kendskab, der kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab, idet parret efter det oplyste ikke havde boet sammen inden ægteskabet, og at parret ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret havde fremlagt en kvittering for udgifterne til brylluppet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke heraf fremgik, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne dertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et efterfølgende samliv, der kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Ansøgerens og den herboende ægtefælles oplysninger om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. FAM/2013/42.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 28-01-2013Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Irak efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er fætter og kusine. Parret mødte hinanden i sommeren 2010 til en slægtnings bryllup, besluttede at indgå ægteskab den 5. juli 2010, og indgik ægteskab i august 2010 i Irak. Parret boede efter det oplyste sammen i perioden fra juli 2010 til august 2010 hos ansøgerens forældre i Irak, og havde efter brylluppet alene haft kontakt via telefon og internet.
Udlændingenævnet fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden brylluppet, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysningerne om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. FAM/2013/31.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet