Afvisning af indgivelse af klage

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet afviste i november 2018 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en etiopisk statsborger, jf. udlændingelovens § 33, stk. 8. Ansøgeren var tidligere meddelt afslag på asyl og afslag på humanitær opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var endelig af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at behandle klagen over Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet ansøgeren siden juli 2018 havde været forsvundet og fortsat var efterlyst af politiet. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at klagen først ville kunne behandles, såfremt ansøgeren gav sig selv til kende over for udlændingemyndighederne på en sådan måde, at Udlændingenævnet blev bekendt med ansøgerens opholdssted, og at Udlændingenævnet herefter efter anmodning ville kunne behandle en anmodning om genoptagelse. FAM/2018/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Gebyr – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 28-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der skulle indbetales et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, i forbindelse med indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om forlængelse af en opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle have været indbetalt gebyr i forbindelse med ansøgerens ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var tyrkisk statsborger, men at ansøgeren ikke på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen var økonomisk aktiv, da ansøgerens indtægt alene bestod af SU. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle ifølge CPR ultimo december 2016 var blevet dansk statsborger og dermed ikke længere var omfattet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle tidligere havde været tyrkisk statsborger, da det fulgte af CPR, at ægtefællen nu var dansk statsborger. FAM/2018/19.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. marts 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Gebyrbetaling

    Dato: 05-03-2018

    Udlændingenævnet afviste i marts 2018 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i februar 2018 til statsborger fra Bangladesh, da der ikke var betalt gebyr for klagen, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt. Klagen omfattede både en afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beløbsordningen samt et efterfølgende afslag på genoptagelse af afslaget på opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beløbsordningen. Der var således klaget over to, selvstændige afgørelser. Der var dog i forbindelse med indgivelsen af klagen kun indbetalt ét klagegebyr.

    Udlændingenævnet fandt, at idet ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter den 1. januar 2011, var klagen over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen pålagt et gebyr, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagen over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen også var pålagt et gebyr, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt. Da der alene var indbetalt ét gebyr, men indgivet to klager, der begge var gebyrpålagte, var der ikke indbetalt det for begge klagerne påkrævede gebyr, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., ikke var opfyldt. Udlændingenævnet afviste derfor klagen over afslag på genoptagelse af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse, og klagen blev således ikke behandlet, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 9, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik på engelsk af Styrelsen for International Rekruttering og Integrations klagevejledning i afgørelsen om afslag på genoptagelse af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beløbsordningen, at der senest samtidig med klagen skulle indbetales et gebyr. Udlændingenævnet bemærkede, at klagen over afslaget på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen derimod ville blive behandlet. ERH/2018/12.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Kompetence – Visum

    Dato: 17-08-2017

    Udlændingenævnet afviste i august 2017 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om at meddele en syrisk statsborger Schengenvisum til Danmark. Ansøgeren havde i sin ansøgning om Schengenvisum angivet, at han ønskede visum til flere indrejser i en periode på et år, og han havde oplyst, at han ville opholde sig i Danmark i 20 dage i juli 2017. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren Schengenvisum til én indrejse i maksimalt 20 dage. Ansøgeren klagede over, at han ikke havde fået udstedt et Schengenvisum til flere indrejser indenfor et år.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2017, idet Udlændingenævnet alene har kompetence til at behandle klager over afslag. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 11. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke fremgik af udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 11, eller de øvrige punkter i udlændingelovens § 52 b, at Udlændingenævnet havde kompetence til at behandle klager over afgørelser, hvor en udlænding var blevet meddelt et Schengenvisum, men hvor udlændingen ønskede visummet for en længere periode eller med flere indrejser. Udlændingenævnet bemærkede, at udlændingelovens § 52 b, stk. 1, udtømmende opregner de typer af afgørelser, som Udlændingestyrelsen træffer, som kan påklages til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at klagen skulle afvises under henvisning til, at afgørelsen ikke kunne påklages til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet videresendte klagen til Udlændinge- og Integrationsministeriet til videre foranstaltning. VIS/2017/19.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 01-08-2017

    Udlændingenævnet afviste i august 2017 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Afgørelsen fra Udlændingestyrelsen var sendt til udlændingens e-boks. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til samme udlænding, idet udlændingen, efter at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse, ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist, og derfor opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen var indgivet efter klagefristens udløb, hvorfor klagen blev afvist og således ikke blev behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i april 2016 havde fremsendt sin afgørelse til udlændingens e-boks, og at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i juni 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen, at der senest skulle klages inden otte uger efter, at afgørelsen var modtaget. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var anført, at udlændingen på tidspunktet, hvor Udlændingestyrelsen traf afgørelse, ikke havde adgang til e-boks. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at man som borger har en personlig pligt til at gøre sig bekendt med ens modtagne breve i e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til lov om Offentlig Digital Post (L 160 af 13. april 2012) samt bemærkningerne hertil, hvoraf det fremgår, at en meddelelse, der sendes i Offentlig Digital Post, er tilgængelig, når adressaten vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold, og at det er uden betydning, om adressaten har bragt sig i stand til at logge sig ind i Offentlig Digital Post. Udlændingenævnet henviste endvidere til en meddelelse fra Folketingets Ombudsmand, FOB.2016-34. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at udlændingen skulle tjekke sin e-boks, ligesom Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at det fremgik af systemerne, at udlændingen var tilmeldt e-boks, og at udlændingen derfor måtte kontakte sin bopælskommune, såfremt udlændingen havde brug for vejledning og hjælp til opsætningen af e-boks. Udlændingenævnet henviste desuden til, at udlændingen havde kontaktet sin bopælskommune i marts 2017, hvor udlændingen fik oplyst, at udlændingen havde fået afslag på sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, og at udlændingen uagtet denne information ikke havde reageret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen kunne afvises. Udlændingenævnet fandt endvidere, at betingelserne for at kunne udvise udlændingen med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom i juni 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at udlændingen ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med udrejsefristen, som blev fastsat af Udlændingestyrelsen, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse i april 2016. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at udlændingen ikke havde adgang til sin e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til begrundelsen vedrørende baggrunden for, hvorfor klagen var afvist af Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en byrets retsbog, at politiet havde fundet Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 vedrørende nægtelse af forlængelse, hvor der var anført en udrejsefrist, på udlændingens bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at udlændingens ægtefælle efter det oplyste led af behandlingskrævende sygdom, at ægtefællen ikke var i stand til at passe sig selv, og at ægtefællen led af let PTSD. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at ægtefællen indrejste og tog ophold i udlændingens hjemland, Libanon, hvor udlændingen og ægtefællen havde indgået ægteskab, og hvor ægtefællen havde besøgt udlændingen flere gange, for dér at udøve familielivet. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. Udlændingenævnet henviste endelig til, at udlændingen ikke længere havde en opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. FAM/2017/40.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 19-12-2016

    Udlændingenævnet afviste i december 2016 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, da Udlændingenævnet ikke sås at have modtaget betaling i form af det fulde gebyr herfor.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren – der havde indgivet sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse efter den 1. marts 2016, hvorfor klagen var pålagt et gebyr – ikke havde indbetalt det for ansøgerens klage påkrævede gebyr, og betingelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., var derfor ikke opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren ikke af Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om gebyrreglerne, da ansøgeren i forbindelse med klagens indgivelse i Udlændingenævnet blev vejledt om, at klagen var gebyrpålagt. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var stærkt beklageligt, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke havde vejledt om gebyrreglerne. FAM/2016/107.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist

    Dato: 12-12-2016

    Udlændingenævnet afviste i december 2016 en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om hjemsendelse efter aktivlovens § 3, stk. 4, af en nordisk statsborger fra Finland, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afgørelse havde rettet henvendelse til et jobcenter i klagerens kommune, hvor hun var blevet vejledt om, at hun kunne se bort fra afgørelsen om hjemsendelse, da den ikke vedrørte hende, og at klageren derfor ikke havde foretaget sig yderligere. I august 2016 havde klageren rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at hun havde søgt SU og derfor skulle svare på, om hun havde en verserende sag i Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingestyrelsen havde henvist til afgørelsen fra maj 2016 og oplyst, at klageren havde mistet sin ret til at opholde sig i Danmark som nordisk statsborger. Udlændingenævnet modtog en klage fra klageren i oktober 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen var indgivet efter klagefristens udløb, og at klagen således ikke ville blive behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev i maj 2016 havde meddelt klageren, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren efter aktivloven under henvisning til, at klageren havde modtaget kontanthjælp, og at Udlændingenævnet først i oktober 2016 havde modtaget klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen fra maj 2016, at der senest skulle klages otte uger efter, at klageren havde modtaget afgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke forelå sådanne omstændigheder, at der kunne dispenseres fra klagefristen, og at det af klageren anførte om, at klageren havde fået forkert vejledning om hjemsendelsesafgørelsen, og at klageren først på klagetidspunktet var blevet klar over, at hun skulle have henvendt sig til Udlændingestyrelsen i stedet for jobcentret, ikke kunne føre til, at der kunne dispenseres fra klagefristen. Udlændingenævnet lagde til grund for afgørelsen, at klageren havde fået en meget mangelfuld og direkte fejlagtig vejledning fra jobcentret, men Udlændingenævnet fandt desuden, at der uanset dette ikke var grundlag for dispensation. Udlændingenævnet henviste herved til, at det burde havde stået klageren klart, at Udlændingestyrelsens afgørelse var truffet af en selvstændighed myndighed, ligesom afgørelsen klart fremstod som en afgørelse med retsregler og klagevejledning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klageren var blevet partshørt forud for afgørelsen om sine personlige forhold på baggrund af kommunens indberetning, hvorfor det ikke kunne have været klageren ubekendt, at der verserede en sag i Udlændingestyrelsen på baggrund af, at klageren havde modtaget hjælp til forsørgelse efter aktivloven. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at klageren – efter at klageren havde fået afslag på SU og således var blevet bekendt med, at den vejledning, som klageren havde fået fra jobcentret var forkert, og efter at klageren dernæst på ny havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen og var blevet orienteret om styrelsens afgørelse – ikke straks havde påklaget styrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, men at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i oktober 2016, hvilket ikke var i umiddelbar forlængelse af klagerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i august 2016. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren senest i august 2016 burde have indset, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016 ikke var et fejlagtigt autogenereret brev, som klageren kunne se bort fra, og at klageren dernæst efter det oplyste havde forholdt sig passivt i forhold til at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse, indtil Udlændingenævnet i oktober 2016 havde modtaget klagen, hvilket var tre måneder efter klagefristens udløb. FAM/2016/102.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 19-10-2016

    Udlændingenævnet afviste i oktober 2016 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i februar 2016 vedrørende to sudanske statsborgere, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen sendte afgørelsen til ansøgernes partsrepræsentant med almindelig post samme dag, som Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet modtog klagen i august 2016, hvori der blev henvist til en klage, der i april 2016 skulle være afsendt af ansøgernes partsrepræsentant. Udlændingenævnet anmodede i september 2016 om yderligere dokumentation for, at ansøgernes partsrepræsentant havde afsendt en klage i april 2016. Udlændingenævnet modtog efterfølgende et brev fra ansøgernes partsrepræsentant, hvori der blev anført, at klagen blev afsendt i april 2016 med almindelig post, at ansøgers partsrepræsentant orienterede ansøgerne herom, og at den manglende modtagelse af klagen kunne skyldes en menneskelig fejl.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen blev indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen sendte afgørelsen af februar 2016 med almindelig post samme dag, som Udlændingestyrelsen traf afgørelse, og at Udlændingenævnet først i august 2016 modtog klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen fra februar 2016, at en klage skulle indgives senest otte uger efter, at afgørelsen var modtaget. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det af ansøgernes partsrepræsentant anførte om, at den manglende modtagelse af klagen kunne skyldes en menneskelig fejl, og at han som repræsentant havde været i god tro om, at klagen i april 2016 var blevet indsendt rettidigt, ikke kunne føre til, at der kunne dispenseres fra klagefristen, da det ikke ud fra det fremsendte materiale var dokumenteret, at ansøgernes partsrepræsentant i april 2016 havde fremsendt en klage vedrørende ansøgerne til Udlændingenævnet. FAM/2016/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. juni 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist – Genoptagelse

    Dato: 30-06-2015

    Udlændingenævnet afslog i juni 2015 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2015, hvorved Udlændingenævnet afviste at behandle en irakisk ansøgers klage over en afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse truffet af Udlændingestyrelsen i januar 2014, da klagen via Folketingets Ombudsmand i januar 2015 var indgivet efter klagefristens udløb. Ansøgeren anmodede i maj 2015 om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra februar 2015. Anmodningen om genoptagelse var vedlagt e-mails fra marts 2014 og oktober 2014, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ønskede at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2014. Disse e-mails var sendt til e-mailadressen udin@udin.dk.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde anført nye væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren til Udlændingenævnet havde indsendt sine e-mails fra marts 2014 og oktober 2014, men at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da ansøgeren havde sendt sin klage til en forkert e-mailadresse udin@udin.dk, idet Udlændingenævnets korrekte e-mailadresse er udln@udln.dk. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens ansvar som klager at sørge for, at klagen var afsendt korrekt. FAM/2015/138.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 19-03-2015

    Udlændingenævnet afviste i marts 2015 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i august 2014, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. En dansk ambassade havde videresendt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse til den e-mailadresse, som ansøgeren havde anført i ansøgningsskemaet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, da han søgte om opholdstilladelse. Ansøgeren klagede over afgørelsen i november 2014, hvori det var anført, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse først blev sendt til ansøgeren i oktober 2014. Den danske ambassade havde i oktober 2014 videresendt afgørelsen til en anden e-mailadresse end den, som ansøgeren havde angivet i ansøgningsskemaet, idet ansøgeren senest havde kontaktet ambassaden via den anden e-mailadresse.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, da klagen var indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings klagevejledning i afgørelsen, at der senest skulle klages otte uger efter, at ansøgeren havde modtaget afgørelsen. Udlændingenævnet fandt, at den danske ambassade havde videresendte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse til ansøgeren i august 2014 til den e-mailadresse, som ansøgeren selv havde anført i ansøgningsskemaet, da han søgte om opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det var ansøgerens ansvar at angive de korrekte kontaktoplysninger til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, og at ansøgeren efter ansøgningens indgivelse ikke havde berigtiget e-mail adressen over for de danske myndigheder. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren kontaktede ambassaden fra en anden e-mailadresse end den, som afgørelsen var sendt til i august 2014, da ansøgeren havde angivet den oprindelige e-mailadresse i ansøgningsskemaet. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. ERH/2015/39.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post