Praksis

Afvisning ved indrejsen

Forrige

Side 1 af 1

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2023 – Afvisning på grænsen – Ej anerkendt nationalitetspas

Dato: 12-07-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Somalia ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et somalisk nationalitetspas og gyldig opholdstilladelse i Italien. Klageren blev nægtet indrejse i Danmark under henvisning til, at han ikke var i besiddelse af et gyldigt rejsedokument, da somaliske nationalitetspas ikke anderkendes i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette afviste klageren ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke var i besiddelse af et gyldigt rejsedokument.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved indrejsen ikke var i besiddelse af gyldig rejselegitimation, hvilket er en betingelse for indrejse og ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at officielle somaliske dokumenter, herunder nationalitetspas, efter fast praksis ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed.
Det forhold, at klageren var i besiddelse af en italiensk opholdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet denne ikke træder i stedet for et rejsedokument.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at selvom klageren har opholdstilladelse i et Schengenland, er man ikke er undtaget kravet om gyldigt rejsedokument efter udlændingelovens § 39, stk. 1.
Heller ikke det forhold, at klageren til politiet oplyste, at han boede og arbejdede i Sverige, kunne føre til en ændret vurdering, idet svensk politi afviste, at klageren havde ret til at bo og arbejde i Sverige. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren heller ikke kunne dokumentere over for politiet, at han havde ret til at bo og arbejde i Sverige.
Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse fra april 2022”.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2023 – Afvisning ved grænsen – ej visumfri

Dato: 15-06-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren blev i maj 2022 afvist på grænsen i forbindelse med, at hun indrejste fra Tyrkiet sammen med sin bulgarske samlever. Klageren var i besiddelse af en bulgarsk opholdstilladelse, men blev afvist, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt visum til Schengenområdet.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette afviste klageren ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum.

Udlændingenævnet har lagde vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget fra kravet om visum i medfør af udlændingelovens § 2, stk. 2, og at klageren ved indrejsen ikke var i besiddelse af et gyldigt visum til Schengenområdet eller en gyldig opholdstilladelse i et Schengenland, hvilket er en betingelse ved indrejse i Danmark eller Schengenområdet.

Det forhold, at klageren var i besiddelse af en bulgarsk opholdstilladelse og ved indrejsen var ledsaget af sin samlever fra Bulgarien, der er unionsborger, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens opholdstilladelse er udstedt i henhold til national lovgivning og dermed ikke udstedt til familiemedlemmer til EU-borgere.

Udlændingenævnet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at Bulgarien ikke deltager i Schengensamarbejdet.

Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse fra maj 2022.”
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2023 – Afvisning ved indrejsen – omgørelse

Dato: 13-06-2023

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Marokko ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et marokkansk nationalitetspas og gyldig opholdstilladelse i Italien. Klageren blev nægtet indrejse under henvisning til, at han ikke var ledsaget af sin ægtefælle, der er EU-borger.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at klageren ikke burde have været afvist ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet han var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i et andet Schengenland ved indrejsen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingelovens § 2 b, stk. 1, at udlændinge, som har opholdstilladelse i et andet Schengenland, har ret til at indrejse og opholde sig vi-sumfrit i Danmark, og at klageren var i besiddelse af en italiensk opholdstilladelse.

Udlændingenævnet finder således, at klageren var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i et andet Schengenland ved indrejsen til Danmark på indrejsetidspunktet, og at han derfor ved indrejsen til Danmark var fritaget for visum.

Udlændingenævnet bemærker, at det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 artikel 5, stk. 2, at familiemedlemmer til en unionsborger, som er i besiddelse af et gyldigt opholdskort, jf. artikel 10, også er fritaget fra kravet om visum

Udlændingenævnet ændrer derfor politiets afgørelse fra august 2021.”
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2023 – Afvisning på grænsen – ej redegjort for formålet med opholdet i Danmark

Dato: 10-05-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2023 – Afvisning på grænsen – ej redegjort for formålet med opholdet i Danmark

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Rusland ved indrejsen i Danmark.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren og hendes ægtefælle blev i marts 2022 afvist på grænsen i forbindelse med, at hun indrejste fra Tyrkiet. Klageren var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum til Italien, hvor hun ifølge egne oplysninger havde søgt om visum til med henblik på ferie. Klageren oplyste til politiet, at hun ikke havde nogen intention om at rejse til Italien på noget tidspunkt, da hun havde aflyst sine hotelbookinger i Italien forud for indrejsen i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette afviste klageren ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 4, idet hun ikke var i stand til at redegøre for formålet med opholdet i Danmark.

Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at et Schengenvisum udstedes med henblik på, at hovedparten af opholdet skal finde sted i det visumudstedende land i medfør af artikel 5, stk. 1, litra b i visumkodeksen.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens Schengenvisum var udstedt med henblik på ophold i Italien, og at klageren efter egne oplysninger ikke havde til hensigt at bruge sit Schengenvisum med henblik på besøg i Italien.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at klagerens hotelbookinger i Italien var blevet aflyst kort inden indrejsen i Danmark, samt at klageren ikke var i besiddelse af flybilletter som kunne dokumentere, at hun havde til hensigt at rejse til Italien.

Udlændingenævnet finder således, at klagerens Schengenvisum var udstedt til et andet formål, end det som klageren forsøgte at anvende det til, og at en anvendelse af visummet udelukkende til et ophold i Danmark var en omgåelse af visumreglerne.

Udlændingenævnet finder desuden, at det alene er Danmark, der har kompetence til at behandle visumansøgningen, jf. visumkodeksens artikel 5, stk. 1, litra b, da klageren alene havde intention om at besøge Danmark – og ikke Italien. Udlændingenævnet finder, at et Schengenvisum udstedt af Italien alene giver mulighed for at indrejse i Danmark, hvis størstedelen af rejsen finder sted i Italien, herunder den første indrejse.

Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse fra marts 2022.”
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2016 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

Dato: 25-04-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Københavns Politis afgørelse om afvisning ved indrejsen af en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke havde et gyldigt visum. Klageren var i besiddelse af et pakistansk pas isat et britisk ”Residence Documentation”, udstedt på baggrund af klagerens ægtefælle, der var dansk statsborger og bosiddende i Storbritannien. Klageren var rejst fra London til København sammen med sit barn, der var britisk statsborger.

Udlændingenævnet fandt, at Københavns Politi med rette havde afvist klageren ved indrejsen i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var en betingelse for, at ansøgeren som pakistansk statsborger kunne indrejse i Danmark, at hun var i besiddelse af et gyldigt visum, hvilket hun ikke kunne anses for at have været ved indrejsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på afvisningstidspunktet var i besiddelse af et britisk ”Residence Documentation”, da hun var bosiddende i Storbritannien. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren ikke var ledsaget af sin ægtefælle ved indrejsen i Danmark. FAM/2016/37.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. december 2015 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

Dato: 02-12-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Københavns Politis afgørelse om afvisning ved indrejsen af en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke havde et gyldigt rejsedokument eller visum. Klageren var i besiddelse af et somalisk pas. Klageren var rejst fra London til København sammen med sin ægtefælle og barn, der begge var østrigske statsborgere.

Udlændingenævnet fandt, at Københavns Politi med rette havde afvist klageren ved indrejsen i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at officielle somaliske dokumenter, herunder pas, efter fast praksis ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var en betingelse for, at ansøgeren kunne indrejse i Danmark, at hun var i besiddelse af et gyldigt pas eller anden rejselegitimation, hvilket hun ikke kunne anses for at have været ved indrejsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren ved indrejsen i Danmark rejste sammen med klagerens ægtefælle, som var østrigsk statsborger, og at klageren skulle have været omfattet af reglerne om fri bevægelse i henhold til Schengen-samarbejdet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren efter det oplyste på afvisningstidspunktet skulle have været i besiddelse af et ”Family Member Residence Card”, da hun var bosiddende i England. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ”Family Member Residence Card” ikke giver ret til indrejse i Danmark uden et gyldigt rejsedokument. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at klageren efter det oplyste skulle have rejst i forskellige EU-lande med klagerens somaliske pas, ikke kunne føre til et andet resultat, idet de forskellige lande inden for EU har mulighed for at fastsætte egne regler for indrejse og ophold i det pågældende lands territorium. FAM/2015/231.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2014 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

Dato: 08-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning ved indrejsen af en albansk statsborger efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2. Den pågældende blev i juli 2014 anholdt af politiet i forbindelse med en efterforskning af en mulig overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet lagde til grund, at den pågældende var statsborger i Albanien. Det fremgik af sagen, at den pågældende ikke ønskede at bidrage til sagens opklaring, og at den pågældende i den forbindelse ikke ønskede at oplyse, hvornår han indrejste i Danmark eller Schengenområdet. Den pågældende vedtog et bødeforelæg for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2, ved at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse. Udlændingestyrelsen traf i juli 2014 afgørelse om at afvise den pågældende ved indrejsen, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet lagde til grund, at den pågældende var statsborger i Albanien, og idet det ikke fremgik af sagen, hvornår den pågældende var indrejst i Danmark, lagde Udlændingenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – til grund, at den pågældende på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i under 90 dage. Det følger af udlændingelovens § 3, stk. 1, jf. § 39, stk. 2, at en albansk statsborger har ret til at opholde sig i Schengenområdet i op til 90 dage pr. halvår, såfremt den pågældende er i besiddelse af et gyldigt biometrisk nationalitetspas, jf. Justitsministeriets pas- og visumkundgørelse. Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ved afgørelsen ikke var i besiddelse af pas eller anden form for gyldig rejselegitimation, hvorfor den pågældende ikke opfyldte betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den pågældende havde vedtaget en udenretslig bøde for ulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at afvise den pågældende efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, var til stede. FAM/2014/126.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

Dato: 10-06-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en vietnamesisk statsborger efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2. Den pågældende fremmødte personligt i Udlændingestyrelsen i januar 2014 og forespurgte, hvordan hun lovligt kunne opholde sig i Danmark for at være sammen med sit barn, som var født i 2009, og som var dansk og svensk statsborger. Hun oplyste, at hun havde boet i Sverige sammen med sit barn og faderen til barnet indtil 2010, at barnet og faderen herefter var flyttet til Danmark, og at hun siden da havde opholdt sig i Frankrig. Hun var i besiddelse af en svensk opholdstilladelse, som var udløbet i april 2013. Hun oplyste til sagen, at hun havde haft kontakt til den svenske ambassade og de franske myndigheder, som havde afvist at hjælpe hende med at finde ud af, hvordan hun lovligt kunne komme til at se sit barn i Danmark. Ved opslag i udlændingemyndighedernes visumregister sås den pågældende sidst at have søgt om forlængelse af sit visum til Danmark i januar 2007.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at afvise den pågældende var til stede, idet hun var vietnamesisk statsborger og ikke var i besiddelse af et visum, da hun fremmødte i Udlændingestyrelsen. Det forhold, at den pågældende ønskede at opholde sig lovligt i Danmark for at se sit barn, og at hun havde haft kontakt til den svenske ambassade og de franske myndigheder, som havde afvist at hjælpe hende, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse eller visum som udgangspunkt skal indgives via en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller i et land, hvori ansøgeren har haft fast ophold de sidste tre måneder. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den pågældende sidst havde søgt om forlængelse af sit visum til Danmark i januar 2007. Det forhold, at den pågældende havde et barn, som var fem år og dansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne føre til en fravigelse af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2. FAM/2014/70.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen