Du er her: Forside Praksis Au pair

Au pair

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2019 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

    Dato: 04-02-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra oktober 2018 om karensregistrering af en værtsfamilie på baggrund af misbrug af au pair-ordningen i medfør af udlændingelovens § 21 a, nr. 2, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1. Værtsfamiliens au pair var meddelt opholdstilladelse i august 2017 og indrejste i Danmark i oktober 2017.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at værtsfamilien havde misbrugt au pair-ordningen ved ikke at have udbetalt det minimumsbeløb for lommepenge på 4.150 kr., der var fastsat på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair, til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden i hele den periode, hvor au pairen var meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at værtsfamilien i månederne fra november 2017 til og med maj 2018 alene havde udbetalt 3.500 kr. månedligt med undtagelse af februar 2018, hvor værtsfamilien havde udbetalt 3.500 kr. to gange til au pairen. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på, at det udbetalte lommepengebeløb ikke var blevet kontinuerligt indbetalt til au pairens konto den sidste bankdag i måneden. Udlændingenævnets flertal henviste i det følgende til, at lommepengebeløbet for november 2017 var til disposition primo december 2017, og at lommepengebeløbet for januar 2018 først var til disposition primo februar 2018. Det indgik i vurderingen, at værtsfamilien havde anført, at denne ikke var blevet vejledt om, at der kunne idømmes en karensperiode, alene fordi der ikke hver måned var udbetalt 4.150 kr. til au pairen på en dansk bankkonto, men dette kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at værtsfamilien i ansøgningen på tro og love havde skrevet under på, at denne var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at værtsfamilien udtrykkeligt var blevet vejledt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration vedrørende reglerne for et au pair ophold. Det fremgik af vejledningen, at lommepengene skal indbetales til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden. Udlændingenævnets flertal bemærkede, at ordet ”skal” var fremhævet i vejledningen med fed skrift, og at det fremgik af vejledningen, at såfremt værtsfamilien ikke betalte au pairen det mindstebeløb, der var fastsat på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair, ville værtsfamilien blive omfattet af en to-årig karensperiode. Det indgik i vurderingen, at værtsfamilien havde anført, at denne blot havde udbetalt dele af deres au pairs lommepenge på forskud, at aftalen mellem værtsfamilien og deres au pair havde stillet au pairen bedre end efter kontrakten/lovgivningen, og at der kun var hjemmel til at idømme en karensperiode, hvis au pairen ikke havde modtaget de lommepenge, som denne havde krav på. Det indgik endvidere i vurderingen, at baggrunden for afdragsordningen var, at au pairen pludselig fik problemer med at finansiere sine udgifter, og at værtsfamilien derfor sendte 40.000 pesos, som au pairen havde brug for, som et forskud på au pairens lommepenge, og at værtsfamilien herudover havde givet au pairen 500 kr. ekstra den første måned, betalt udgifter til tøj og et månedskort til transport, som således oversteg minimumsbeløbet. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til, at lommepengebeløbet ikke var indbetalt til en dansk bankkonto, hvilket udtrykkeligt fremgik af både vejledningsbrevet til værtsfamilien samt au pair-bekendtgørelsen. Udlændingenævnets flertal henviste endvidere til, at der intet er til hinder for at stille au pairen bedre, hvilket også fremgik af vejledningsbrevet, så længe den gensidige aftale ikke indebar, at lommepengebeløbet blev fastsat til et beløb, der var lavere end minimumsbeløbet på tidspunktet for ansøgningen som au pair. Udlændingenævnets flertal henviste endelig til, at fastsættelsen af et minimumslommepengebeløb til en au pair har et beskyttelsesmæssigt sigte i forhold til au pairen, og at au pair-ordningen måtte anses for misbrugt, idet værtsfamilien udtrykkeligt var vejledt om reglerne, og at værtsfamilien på trods heraf ikke fulgte reglerne herom. ERH/2019/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2018 – Au pair

    Dato: 17-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j, stk. 1, jf. au-pair bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr.1.

    Udlændingenævnet fandt, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne blive meddelt opholdstilladelse som au pair i Danmark, at ansøgeren er fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, som var født i januar 2000, havde ansøgt om opholdstilladelse som au pair i Danmark i december 2017. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke var fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet, og det forhold, at ansøgeren var i god tid med ansøgningen, og at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 18 år, kunne ikke føre til et andet resultat. ERH/2018/30.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. december 2017 – Au pair – Formodning – Formål opfyldt

    Dato: 04-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, jf. au pair bekendtgørelsen § 3, til en filippinsk statsborger. Ansøgeren var i maj 2016 meddelt opholdstilladelse som au pair hos en værtsfamilie på Sjælland for en to årig periode. I januar 2017 indgav ansøgeren en ny ansøgning som au pair hos en værtsfamilie i Jylland, idet hun var flyttet hertil i december 2016 på grund af angiveligt dårlige forhold hos den tidligere værtsfamilie. Denne ansøgning blev i januar 2017 afvist, da der ikke var betalt korrekt gebyr. I februar 2017 flyttede ansøgeren imidlertid til en ny værtsfamilie, da familien i Jylland skulle skilles. Den nye værtsfamilie meddelte i maj 2017 til styrelsen, at de havde opsagt au pair kontrakten med ansøgeren, idet de skulle flytte til udlandet, og at ansøgeren havde fundet endnu en ny værtsfamilie. I august 2017 indgav ansøgerens nuværende værtsfamilie på vegne af ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse som au pair indtil udløbet af den oprindelige au pair periode.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne gives opholdstilladelse som au pair i Danmark, idet der forelå en formodning for, at ansøgeren allerede nu måtte vurderes at have opnået en stor del af den læring og personlige udvikling, som er tiltænkt en au pair-person via ordningen, ligesom ansøgeren allerede måtte vurderes at have opnået et kendskab til det danske sprog, den danske kultur og danske samfundsforhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i maj 2016 blev meddelt opholdstilladelse som au pair, at ansøgeren var registreret indrejst i Danmark i juni 2016, at ansøgeren efterfølgende havde været tilmeldt tre forskellige værtsfamiliers adresser i Danmark, og at to af familierne havde forsøgt at indgive ansøgninger om opholdstilladelse som au pair på baggrund af au pair kontrakter indgået med ansøgeren. Det anførte om, at ansøgeren var uden skyld i sine udfordringer med at finde en ordentlig familie i Danmark, og at ansøgeren blot ønskede at blive i Danmark på au pair vilkår indtil udløbet af den oprindelige to års periode, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke i tilstrækkelig grad afkræftede formodningen for, at ansøgeren ikke allerede havde opnået en stor del af den læring og personlige udvikling, som er tiltænkt en au pair-person via ordningen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for styrelsens afgørelse havde arbejdet og boet i Danmark på au pair vilkår i sammenlagt cirka 11 måneder, idet ansøgeren i sin ansøgning på tro og love havde erklæret, at hun havde arbejdet som au pair hos de tidligere familier, selvom hun ikke havde haft en gyldig tilladelse hertil, og at en værtsfamilie i maj 2017 havde informeret Styrelsen for International Rekruttering og Integration om, at de havde opsagt au pair kontrakten med ansøgeren i maj 2017, og at hun ville fortsætte som au pair hos en ny familie. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet havde opholdt sig i Danmark i i alt et år og seks måneder og efter egne oplysninger på au pair vilkår, hvorfor hun måtte formodes allerede at have opnået den læring og personlige udvikling og det kendskab til det danske sprog og kultur, som er tiltænkt au pair-ordningen. Ansøgeren kunne derfor ikke på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark som au pair. ERH/2017/119.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2017 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

    Dato: 23-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra februar 2017 om en værtsfamilies registrering i au pair karensregistret.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at værtsmoderen havde misbrugt au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 6, ved ikke at have fremlagt dokumentation for, at hun havde haft tegnet de krævede forsikringer for hele den periode, hvor au pairen havde været meddelt opholdstilladelse som au pair bosiddende hos værtsmoderen. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at værtsmoderen skulle have haft tegnet de lovpligtige forsikringer fra juli 2016, hvor au pairen var blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos hende. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at au pairen i juli 2016 havde fået inddraget sin opholdstilladelse som au pair hos sin tidligere værtsfamilie, at hun ligeledes i juli 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsmoderen i perioden fra juli 2016 til februar 2018, og at au pairen i Det Centrale Person Register var blevet registreret som tilflyttet værtsmoderens adresse i maj 2016. Udlændingenævnets flertal lagde derudover vægt på, at værtsmoderen over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde beklaget, at hun ikke havde sørget for, at forsikringerne var blevet tegnet fra første dag, hvor au pairen startede som au pair hos hende. Udlændingenævnets flertal fandt således, at værtsmoderen ikke havde haft tegnet en lovpligtig au pair forsikring vedrørende au pairen, der dækkede hele perioden hos værtsmoderen, idet værtsmoderen alene havde fremlagt dokumentation for, at hun havde tegnet en forsikring, der trådte i kraft i december 2016, og som havde været gældende i 24 måneder fra denne dato. Det forhold, at det til støtte for klagen var blevet anført, at au pairens første værtsfamilie allerede havde tegnet de nødvendige forsikringer i forbindelse med au pairens indrejse i Danmark i efteråret 2015, at au pairen – efter at have skiftet værtsfamilie – fortsat havde været dækket af forsikringerne tegnet af den tidligere værtsfamilie, at forsikringerne blev tegnet i august 2015, men først blev aktiveret i november 2015, at forsikringsselskabet havde bekræftet, at forsikringen fortsat var gældende og først udløb i november 2017, og at au pairen dermed havde været dobbeltforsikret, idet den forsikring, som værtsmoderen havde tegnet, var gældende indtil december 2018, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at værtsmoderen ikke havde tegnet den krævede forsikring for au pairen i perioden fra juli 2016 til december 2016. Udlændingenævnets flertal fandt således, at det påhviler den til enhver tid værende au pair værtsfamilie at have tegnet de krævede forsikringer. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på, at værtsmoderen på tro og love havde skrevet under på, at hun var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at hun udtrykkeligt var blevet vejledt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i et brev fra juli 2017 om reglerne for et au pair ophold. Det fremgik af vejledningen, at værtsfamilien havde pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, en fritids- og ulykkesforsikring samt en forsikring, der dækkede omkostningerne til hjemtransport i tilfælde af au pairens død, alvorlige sygdom eller ulykke. Udlændingenævnets flertal fandt på den baggrund, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde registreret værtsmoderen i au pair-karensregistret i to år fra februar 2017, jf. udlændingelovens § 21 a. ERH/2017/115.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

    Dato: 30-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om en au pair værtsfamilies registrering i au pair karensregistret, jf. udlændingelovens § 21 a, da værtsfamilien ikke havde tegnet de lovpligtige forsikringer for værtsfamiliens au pair, der dækkede hele au pairens ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at værtsfamilien havde misbrugt au pair ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, stk. 6, ved ikke at have fremlagt dokumentation for, at de havde haft tegnet de lovpligtige forsikringer for hele den periode, hvor au pairen var meddelt opholdstilladelse som au pair hos familien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at værtsfamilien havde fremlagt dokumentation for, at værtsfamilien havde haft en aupairforsikring fra et forsikringsselskab, med en ikrafttrædelsesdato primo november 2016 og løbende i seks måneder, samt at værtsfamilien havde oprettet en forsikring hos et andet forsikringsselskab, som ved en fejl var blevet annulleret, og derfor efterfølgende var blevet oprettet med tilbagevirkende kraft, dækkende perioden fra ultimo august 2016 til primo november 2016. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at au pairen primo august 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien i perioden fra primo august 2016 til primo august 2018, og at au pairen i Det Centrale Personregister (CPR) var registreret som indrejst i Danmark primo august 2016. Udlændingenævnet fandt således, at værtsfamilien ikke havde haft tegnet en lovpligtig aupairforsikring vedrørende au pairen, der dækkede hele au pairens ophold i Danmark, da værtsfamilien alene havde fremlagt dokumentation for at have en forsikring, der dækkede perioden fra ultimo august 2016 til primo november 2016 og fra primo november 2016 og i seks måneder – det vil sige indtil primo maj 2017. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at au pairen ikke havde været dækket af en lovpligtig forsikring i perioden fra primo august 2016, hvor hun var indrejst med opholdstilladelse, til ultimo august 2016, og at hun heller ikke havde været dækket fra primo maj 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at værtsfaderen på tro og love havde skrevet under på, at han var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at værtsfamilien udtrykkeligt var blevet vejledt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i brev af primo august 2016 vedrørende reglerne for et au pair ophold. Det fremgik af vejledningen, at værtsfamilien har pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, en fritids- og ulykkesforsikring samt en forsikring, der dækker omkostningerne til hjemtransport i tilfælde af au pairens død, alvorlige sygdom eller ulykke. Det fremgik endvidere, at såfremt en værtsfamilie ikke har tegnet de nødvendige forsikringer, kunne værtsfamilien blive omfattet af en toårig karensperiode. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde registreret værtsfamilien i Au pair-karensregistret i to år fra medio februar 2017, jf. udlændingelovens § 21 a. Det forhold, at forsikringsselskabet ved en fejl havde annulleret værtsfamiliens aupairforsikring, men at denne efterfølgende var blevet oprettet med tilbagevirkende kraft, kunne således ikke føre til en ændret vurdering, da au pairen fortsat ikke sås at have været dækket af en lovpligtig aupairforsikring i hele den periode, hun var meddelt opholdstilladelse i Danmark. ERH/2017/93.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. marts 2017 – Au pair – Formodning – Formål

    Dato: 27-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en statsborger fra Israel, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. I februar 2016 havde ansøgeren indgivet en ansøgning om opholdstilladelse som au pair hos en herboende familie. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at hun havde været i Danmark i både 2014 og 2015 for at besøge sin fader samt sine søskende, der havde boet i Danmark i fire år, og at hun var i Danmark på ansøgningstidspunktet. Vedhæftet ansøgningen var kopi af ansøgerens pas, hvoraf det fremgik, at hun medio oktober 2015 var indrejst til Danmark, og at hun på ansøgningstidspunktet opholdt sig hos sin fader.

    Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at formålet med ansøgerens ansøgning ikke var at forbedre sine sproglige og faglige kundskaber samt udvide sin kulturelle horisont gennem et bedre kendskab til Danmark via et au pair-ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under et interview i april 2016 havde oplyst, at ansøgeren ville til Danmark, da hendes fader, stedmor og seks søskende boede i Danmark, og fordi det var mere komfortabelt i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at hun havde boet hos sin fader fra 2015, og frem til hun blev pålagt at udrejse i april 2016. Udlændingenævnet vurderede, at disse forhold indebar en formodning for, at formålet med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som au pair ikke var at forbedre sine sproglige og faglige færdigheder eller at udvide sin kulturelle horisont gennem bedre kendskab til Danmark via et midlertidigt ophold hos en værtsfamilie, jf. au pair bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, jf. § 3, stk. 2, nr. 1, 3 og 4. Det forhold, at det i forbindelse med klagen var anført, at ansøgeren formentlig ikke til fulde havde forstået spørgsmålene i interviewet vedrørende ansøgerens familie, da ansøgeren nu var voksen og ikke ønskede at bo med sin faders familie, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af vurderingen af ansøgerens engelskkundskaber i interviewet fra april 2016, at ansøgeren talte godt engelsk, og at ansøgeren godt ville kunne deltage i undervisning på engelsk, dog ikke en videregående uddannelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren selv i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren havde været i Danmark to gange tidligere for at besøge sin fader og sine søskende. Det forhold, at det i forbindelse med klagen var anført, at ansøgeren ønskede at blive au pair i Danmark for at tilegne sig det danske sprog og skandinavisk kultur for derefter at bringe den viden tilbage til Israel og for senere at kunne oversætte, tolke og undervise, og at ansøgeren aldrig havde oplevet dansk kultur, da begge ansøgerens forældre levede i hjem med arabisk kultur og arabiske traditioner, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at dette ikke afkræftede formodningen for, at formålet med ansøgningen måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2017/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Au pair – Samme nationalitet som et eller flere medlemmer af værtsfamilien

    Dato: 10-10-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og au pair bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 8, til en statsborger fra Mali. Det fremgik af sagen, at ansøgeren var malisisk statsborger, at hun talte bambara, fransk og tysk, at værtsmoderen var dansk, tidligere malisisk, statsborger, og at værtsfaderen var malisisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke i fornødent omfang ville kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at værtsfaderen ligesom ansøgeren var statsborger i Mali, og at de begge var født og opvoksede i Mali. Udlændingenævnet bemærkerede herudover, at værtsmoderen tillige var født i Mali og oprindeligt var statsborger i Mali. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå en formodning for, at ansøgeren ikke i fornødent omfang ville kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af au pair-opholdet i Danmark, henset til at hun havde fælles sproglig og kulturel baggrund med værtsfamilien. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved vurderingen af, om der skal meddeles tilladelse som au pair i Danmark, blandt andet kan indgå oplysninger om, hvorvidt udlændingen har samme nationalitet som et eller flere af værtsfamiliens medlemmer, jf. au pair bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 8. Det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at ansøgeren skulle gå på sprogskole og lære dansk, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var en formodning for, at ansøgeren ville tale bambara med værtsfamilien under opholdet i Danmark. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydning, at det af au pair kontrakten fremgik, at der taltes bambara i hjemmet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at værtsfamilien ikke kun talte bambara, men også talte både dansk og fransk, således at ansøgeren ville opnå et bredt sprogligt, kulturelt og fagligt udbytte af au pair opholdet. Udlændingenævnet fandt endelig, at denne omstændighed ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren havde fælles nationalitet med mindst et medlem af værtsfamilien. ERH/2016/117.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om en værtsfamilies registrering i au pair karensregistret samt som konsekvens heraf Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en au pairs opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at værtsfamilien ikke burde registreres i au pair karensregistret som følge af misbrug af au pair-ordningen for manglende lommepenge til værtsfamiliens tidligere au pair. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke med sikkerhed kunne lægges til grund, at værtsfamilien havde misbrugt au pair-ordningen i forbindelse med den tidligere au pairs ophold hos værtsfamilien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at lommepengebeløbet fremgik af au pair kontrakten, at den første au pair tidligere havde udtalt, at hun fik det beløb månedligt, som fremgik af kontrakten, at lommepengebeløbet ikke skal reguleres årligt, når au pairen har fået sin tilladelse, og at politiet ikke havde fundet grundlag for sigtelse for overtrædelse af udlændingeloven. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en samlet vurdering det overvejende betænkeligt at lægge til grund, at den tidligere au pair ikke skulle have modtaget det aftalte lommepengebeløb, eller at dette beløb var mindre end det af udlændingemyndighederne fastsatte minimumsbeløb, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 2. Udlændingenævnet bemærkede ligeledes, at en fagforenings oplysning om, at et indgivet erstatningskrav blev fastsat på baggrund af kontoudtog, ikke kunne lægges til grund, idet det ikke på tidspunktet for au pairens opholdstilladelse var et krav, at lommepengebeløbet skulle indbetales til en konto, og at det derfor ikke var udelukket, at der også kunne have fundet kontant udbetaling sted. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne slette registreringen af værtsfamilien i karensregistret. Udlændingenævnet fandt som konsekvens heraf grundlag for at hjemvise Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en ny au pairs opholdstilladelse, idet Styrelsen for International Rekruttering og Integration herefter på ny måtte vurdere, om grundlaget for den nye au pairs opholdstilladelse var til stede. ERH/2016/70.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2015 – Au pair – Formodning – Formål

    Dato: 09-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse som au pair gennemført et formålsinterview med Den Norske Ambassade i Manila, Filippinerne. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun ville bruge sin fritid på at finde ekstra rengøringsarbejde for naboer, at hun allerede igennem en herboende veninde havde fundet to steder at udføre ekstraarbejde i form af tøjvask og børnepasning, at hun ville arbejde ekstra for sin værtsfamilie, såfremt familien anmodede herom, og at hun i øvrigt ville tjene penge ved at samle flasker og affald.

    Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være at forbedre ansøgerens sproglige og eventuelt faglige kundskaber samt udvide sin kulturelle horisont gennem et bedre kendskab til Danmark via et midlertidigt ophold hos en familie, men at formålet var at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til Den Norske Ambassade i Manila, Filippinerne, havde oplyst, at hun ville bruge sin fritid på at finde ekstra rengøringsarbejde for naboer, at hun allerede igennem en herboende veninde havde fundet to steder at udføre ekstraarbejde i form af tøjvask og børnepasning, at hun ville arbejde ekstra for sin værtsfamilie, såfremt familien anmodede herom, og at hun i øvrigt ville tjene penge ved at samle flasker og affald. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgeren i forbindelse med sin klage havde anført, at hendes begrundelse for at søge ophold som au pair i Danmark var at udvide sit kulturelle kendskab til Danmark samt landets traditioner, at lære dansk, og at blive bekendt med sin værtsfamilie og danskere, idet ansøgeren tidligere havde oplyst, at hun ønskede at bruge sin fritid i Danmark på at arbejde. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren til støtte for sin klage havde oplyst, at hun havde ”bestået” interviewet på ambassaden, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke herved havde afkræftet formodningen om, at det reelle formål med ansøgerens ophold i Danmark var at arbejde. ERH/2015/215.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2015 – Au pair – Livsforløb – Sagsbehandlingsklage

    Dato: 18-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde afsluttet seks års grundskole, fire års gymnasium samt fire års erhvervsuddannelse, og hun havde endvidere gennemført en Bachelor of Science in Nursing i april 2007 i Filippinerne. Ansøgeren havde desuden i perioden fra juni 2011 til januar 2015 været beskæftiget som sygeplejerske på et ressort i Filippinerne. Partsrepræsentanten, som også var værtsfaderen, klagede endvidere over Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings sagsbehandling.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at ansøgeren ønskede at udvide sin kulturelle horisont samt at forbedre sine sproglige og faglige kundskaber. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå en naturlig sammenhæng mellem det ønskede au pair-ophold og ansøgerens hidtidige livsforløb. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 29 år, at hun havde gennemført en fireårig videregående uddannelse som Bachelor of Science in Nursing, og at hun i perioden fra juni 2011 til januar 2015 havde været beskæftiget som sygeplejerske på et ressort i Filippinerne. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren på intet tidspunkt, efter at hun havde færdiggjort sin bacheloruddannelse i sygepleje, havde opnået en fast stilling inden for sit fag, at hun var ansat som sygeplejerske på et hotel, og at ansøgerens ophold i Danmark som au pair havde det formål, at hun kunne erhverve sig færdigheder, der skulle muliggøre, at hun efterfølgende ville kunne opnå ansættelse inden for sit fag, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde haft kontinuerlig beskæftigelse i sit hjemland fra september 2007 til juli 2009 og fra juni 2011 til ansøgningstidspunktet svarende til cirka fem år og seks måneder. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund sammenholdt med hendes samlede erhvervserfaring medførte, at hun var så godt etableret i sit hjemland, at et au pair-forløb ikke kunne anses som en naturlig forlængelse af hendes hidtidige livsforløb, og at hun derfor ikke kunne formodes at have til hensigt at opnå en kulturel udveksling i tråd med au pair ordningens formål og hensigt. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde ikke anset partsrepræsentanten i egenskab af værtsfader for part i ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren, og styrelsen havde derfor fremsendt afgørelsen direkte til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at udlændingeloven tildeler udlændinge en række rettigheder og pligter, og udgangspunktet er derfor, at en part i forbindelse med en sag om opholdstilladelse alene er den udlænding, som indgiver ansøgning om opholdstilladelse, den udlænding, som anmoder om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, eller den udlænding, hvis tilladelse inddrages. Det anførte om, at partsrepræsentanten fandt det kritisabelt, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ikke havde sendt en kopi af styrelsens afgørelse til ham og hans ægtefælle, da han og hans ægtefælle efter deres egen opfattelse havde en væsentlig, retlig interesse i afgørelsen, og at han som følge af manglende kendskab til afgørelsen kunne have ladet ansøgeren blive boende som gæst i sit hjem og derved have optrådt retsstridigt med et eventuelt strafansvar til følge, kunne derfor ikke føre til, at Udlændingenævnet fandt anledning til at udtale kritik af styrelsens sagsbehandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Udlændingenævnet, at en værtsfamilie ikke har partsstatus i sager om opholdstilladelse som au pair hos den pågældende familie. Praksis er begrundet i, at der ikke er tungtvejende grunde til at fravige udgangspunktet om, at det alene er den ansøgende udlænding, der har partsstatus. Det forhold, at partsrepræsentanten i klagen havde anført, at afgørelsen burde meddeles på et sprog, som ansøgeren forstod, og at partsrepræsentanten i den forbindelse havde henvist til FOB 1990.240 og FOB 1991.150, kunne heller ikke føre til, at Udlændingenævnet udtalte kritik af styrelsens sagsbehandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens sag ikke var direkte sammenlignelig med FOB 1990.240 og FOB 1991.150, da den foreliggende sag var en ansøgningssag. Endvidere fandt Udlændingenævnet, at der ikke af FOB 1990.240 og FOB 1991.150 kunne udledes en generel pligt til en fuldstændig oversættelse af afgørelsen til et sprog, som ansøgeren forstod. Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund ikke anledning til at udtale kritik over Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings manglende oversættelse af hele afgørelsen til et sprog, som ansøgeren forstod, da hovedbegrundelsen for afgørelsen var oversat til engelsk, som ansøgeren efter det oplyste talte. Desuden fremgik det udtrykkeligt på engelsk, at ansøgeren ved telefonisk henvendelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kunne få en forklaring på afgørelsen, ligesom det udtrykkeligt fremgik, at ansøgeren kunne finde en udførlig gennemgang af reglerne på udlændingemyndighedernes hjemmeside. Udlændingenævnet fandt således ikke grundlag for at udtale kritik af sagsbehandlingen i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. ERH/2015/252.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post