Bortfald
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2022 – Bortfald – Forhåndsdispensation - ej velbegrundet formål
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2022 – Bortfald – Forhåndsdispensation - ej velbegrundet formål
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra New Zealand.
Sagens faktiske omstændigheder:
I 2017 fik ansøgeren opholdstilladelse som studerende i Danmark i perioden fra juli 2017 til december 2020, idet perioden fra juni 2020 til december 2020 var meddelt med henblik på jobansøgning. Ansøgeren indgav i januar 2020 en ansøgning om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse til SIRI. SIRI meddelte i marts 2020 afslag på ansøgningen, da styrelsen fandt, at den periode som ansøgeren ansøgte om dispensation fra august 2020 til december 2020 - lå uden for den periode, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse med henblik på at studere.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder det kritisabelt, at SIRI i afgørelsen har henvist til og vurderet ansøgningen om dispensation fra bortfald, når ansøgeren rettelig har ansøgt om forhåndsdispensation fra bortfald, og at SIRI i sin afgørelse har vejledt ansøgeren om, at hans opholdskort ikke længere var gyldig og derfor blev spærret af politiet, selv om opholdskortet stadig var gyldig frem til december 2020, hvor hans opholdstilladelse udløb.
Udlændingenævnet finder, at der ikke er grundlag for, at ansøgeren kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelsen som studerende under hans jobsøgningsophold, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, jf. studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet af januar 2020 og hans partssvar af februar 2020 om, at han søger om forhåndsdispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse i Danmark for perioden fra august 2020 til december 2020 på baggrund af tilbudt ansættelse som assisterende dirigent hos Philharmonia Orchestra, at det tilbudte arbejde i New Zealand er relevant for hans studie i Danmark, og at han senere vil ansøge om opholdstilladelse efter etableringskortordningen og i fremtiden – tidsubegrænset opholdstilladelse i landet.
Udlændingenævnet har endvidere noteret sig, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, som han underskrev i december 2019, at der er tale om en ansættelsesperiode fra marts 2020 til december 2020.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren gerne vil vende tilbage til Danmark efter sit ophold i New Zealand for at ansøge om opholdstilladelse efter etableringskortordningen. Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet vurderer, at selv om ansøgeren har haft til hensigt at genoptage opholdet her i landet efter opholdet i New Zealand, tjener hans udrejse ikke et velbegrundet formål, hvor der kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der efter praksis ikke kan gives forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 2, hvis den ansøgte periode af opholdet uden for Danmark ligger i det 6 måneders jobsøgningsophold efter afsluttet uddannelse.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er en grundlæggende forudsætning for at kunne meddele forhånds-/dispensation fra bortfald, at en udlænding på genindrejsetidspunktet vil have en reel udsigt til at kunne få forlænget sin opholdstilladelse.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at en opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold, jf. studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1, ikke kan forlænges ud over 6 måneder efter afslutningen af uddannelsen.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse på engelsk, at opholdstilladelsen med henblik på jobsøgningsophold dækkede perioden fra juni 2020 til og med december 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at formålet med studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1, er at søge beskæftigelse her i Danmark efter afslutning af uddannelsen og ikke med henblik på et ophold og arbejde i udlandet.
På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelsen som studerende med henblik på et ophold i udlandet under jobsøgningsopholdet efter afslutningen af uddannelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2023 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 17-04-2023Udlændingenævnet omgjorde i april 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om bortfald af ansøgeren og ansøgerens ægtefælles opholdstilladelser på baggrund af længerevarende ophold i udlandet.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indgav i december 2020 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, vedlagt ansøgerens pas, hvoraf fremgik, at hun havde været udrejst af Danmark i perioden fra december 2019 til juli 2020. SIRI konstaterede i henholdsvis januar 2021 og februar 2021, at ansøgeren og hendes ægtefælles opholdstilladelser var bortfaldet, idet parret havde været udrejst i mere end 6 måneder.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Ved behandlingen af klagerne af primo februar 2021 og primo marts 2021 har Udlændingenævnet gennemgået oplysningerne, som fremgår af sagsfremstillingen i SIRIs afgørelser af januar 2021 og februar 2021 samt vurderet indholdet af klagerne.
Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelser af januar 2021 og februar 2021 om bortfald.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og hendes ægtefælle efter en konkret og individuel vurdering ikke bør meddeles afslag på dispensation fra bortfald af opholds- og arbejdstilladelser under henvisning til, at de blev vejledt gentagne gange om, at opholdstilladelsen vil bortfalde, hvis de forlod Danmark i mere end 6 måneder i træk, og at de ikke har kontaktet SIRI før, under eller efter deres ophold i udlandet.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen af sagerne lagt vægt på, at det fremgår af SIRIs praksisnotat af februar 2014 vedrørende dispensation for bortfald, at hvis udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af perioden på 6 måneder, men er blevet forhindret heri grundet uforudsete hindringer, herunder problemer med udrejse, kan der tildeles dispensation.
Udlændingenævnet bemærker, at der er tale om en samlet afvejning af alle sagens momenter, selvom det taler for, at der ikke gives dispensation, hvis dispensationsansøgningen ikke er indgivet i rimelig tid efter hjemrejsen
Udlændingenævnet i den forbindelse lagt vægt på, at selvom ansøgeren og hendes ægtefælle ikke sendte en dispensation i umiddelbart forlængelse af deres hjemrejse til Danmark, har de har dokumenteret, at deres hensigt var at vende tilbage til Danmark, men at tilbagerejsen blev hindret grundet Covid-pandemien.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at de har boet i Danmark i henholdsvis 8 og 5 år, og at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren siden april 2013 frem til nu har været i ordinær beskæftigelse, hvorfor hun har opnået en vis tilknytning til arbejdsmarkedet siden hun kom til Danmark i september 2012, og at dette i afvejningen af, om der skal tildeles en dispensation, bør tildeles større vægt henset til, at familien overskred perioden på 6 måneder med 15 dage.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren og hendes ægtefælle opholds- og arbejdstilladelse i Danmark er opfyldt.
Ansøgeren og hendes ægtefælle vil således modtage en ny afgørelse fra SIRI.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2022 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 09-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2022 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald og afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Tyrkiet. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig politiets afgørelse om afvisning af indrejse ved grænsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse i 2003. Siden 2013 havde ansøgeren hovedsageligt opholdt sig i Tyrkiet, og han frameldte sig folkeregisteret i 2019. I december 2020 nægtede Københavns Politi ansøgeren indrejse til Danmark. I januar 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Ansøgerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ifølge CPR-registret udrejste af Danmark i december 2019, og sine egne oplysninger i ansøgningen om dispensation fra bortfald af november 2020 om, at han selv frameldte sig i CPR-registret.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at vejledningen om ændringer i hans forhold, som kan påvirke hans opholdstilladelse, udtrykkeligt fremgik i Udlændingestyrelsens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse fra januar 2003, og at det også fremgik af afgørelsen, at tilladelsen bortfalder, hvis man opgiver sin bopæl i Danmark, eller hvis man har længerevarende ophold uden for Danmark.
På den baggrund må det derfor have stået ham klart, at det kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark, hvis han opgav sin bopæl i Danmark og har jævnlige længerevarende ophold i udlandet.
Ansøgerens oplysninger om, at han siden maj 2013 har haft sit hovedophold i Tyrkiet, at han har haft et fast arbejde i Tyrkiet siden marts 2017 for virksomheden A, hvori han fortsat er ansat, bekræfter efter Udlændingenævnets opfattelse, at ansøgeren reelt har opgivet sin bopæl i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren besluttede at flytte fra Danmark til Tyrkiet i 2013 på grund af sin mor. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ved egne handlinger har tilkendegivet opgivelsen af sin bopæl i Danmark ved frameldingen i CPR-registeret.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen yderligere lagt vægt på, at uanset, om ansøgeren først frameldte sig CPR- registeret i december 2019, har han siden maj 2013 mest opholdt sig i Tyrkiet og kun rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig længere end 12 måneder uden for Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansøgerens nationalitetspas, at han har opholdt sig uden for Schengen-medlemsstaternes område og således også Danmark i følgende perioder fra den primo maj 2013 til medio april 2014, fra medio april 2014 til medio april 2015, fra medio april 2015 til ultimo 26. januar 2016, fra primo februar 2016 til medio januar 2017, fra medio januar 2017 til medio januar 2018, fra ultimo januar 2018 til ultimo december 2018, fra primo januar 2019 til ultimo december 2019 og siden primo januar 2020, og at han har haft et samlet ophold i Danmark på 39 dage. Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at ansøgeren har opholdt sig uden for Danmark i de pågældende perioder.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at ansøgeren ikke har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark, og at han kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig længere end 12 måneder uden for Danmark. Sammenholdt med ansøgerens rejsemønster i perioden fra maj 2013 til januar 2020 og hans framelding i CPR-registeret, finder Udlændingenævnet derfor, at ansøgeren må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at han har boet 13 år i Danmark, at han har overholdt reglerne, at han aldrig har været arbejdsløs, ligesom han ikke har modtaget offentlig hjælp fra staten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer det faktum, at ansøgeren har opgivet sin bopæl i Danmark.
Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været ansøgerens eget valg at opholde sig i Tyrkiet i gentagne længerevarende perioder, og at han ikke før udrejsen ansøgte om bevarelse af sin opholdstilladelse i landet.
Udlændingenævnet finder desuden, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren nu vil flytte til Danmark igen, hvis han får lov, og at han har forsøgt at indrejse i Danmark i december 2020 kort efter Udlændingestyrelsens brev fra oktober 2020, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet det hverken ses dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark på et tidligere tidspunkt.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i september 1999, at han indrejste i Danmark i oktober 1999, at han fik tidsubegrænset opholdstilladelse i januar 2003, og at hans mor bor i Tyrkiet. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til, at ansøgeren siden maj 2013 har opholdt sig i Tyrkiet, langt størstedelen af tiden. Ansøgeren har derfor fortsat en væsentlig tilknytning til sit hjemland.
Udlændingenævnet har endvidere noteret sig, at ansøgeren ikke har haft nogen indkomst i Danmark fra maj 2013 til nu, undtaget perioden fra august 2020 til og med oktober 2020, hvor han har modtaget lønindkomst fra virksomheden B.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, da det ikke i sig selv medfører en sådan væsentlig og stærk tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at meddele dispensation fra bortfald.
På baggrund af det anførte og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder ansøgerens samlede ophold her i landet og i hjemlandet, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, og at der er ikke grundlag for at dispensere fra bortfald.
Udlændingenævnet finder desuden, at Københavns Politi med rette afviste ansøgeren ved grænsen til Danmark i december 2020 i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, under henvisning til, at han ikke var i besiddelse af gyldigt visum ved indrejsen til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget for visum i medfør af udlændingelovens § 3 a.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen fra Tyrkiet var i besiddelse af et opholdskort til Danmark, men at Københavns Politi nægtede ham indrejse, fordi han var registreret udrejst af Danmark i december 2019.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren oplyste til politiet, at han udrejste af Danmark for 5-6 år siden, at han bor og arbejder i Tyrkiet, at han på indrejsetidspunktet havde en verserende bortfaldssag i Udlændingestyrelsen, og at han ifølge CPR-registret udrejste af Danmark i december 2019.
Den omstændighed, at ansøgeren har haft permanent opholdstilladelse i Danmark siden 2003 og var i besiddelse af et dansk opholdskort ved indrejsen, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet hans opholdstilladelse var bortfaldet i december 2019, hvor han ifølge CPR-registret havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., jf. begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det påhviler udlændingen selv at sikre, at denne er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller behørigt viseret rejselegitimation, og at gøre sig bekendt med de regler, som gælder for indrejse og ophold i Danmark og Schengenområdet.
Betingelserne for at afvise ansøgeren var således tilstede, da han i december 2020 blev afvist ved indrejsen til Danmark af Københavns Politi.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2020 - Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 04-06-2020Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, samt afslag på en ny opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 21, vedrørende en statsborger fra Irak.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren er født i Danmark i 2001 og blev samme år meddelt opholdstilladelse som familiesammenført barn. Ansøgerens forældre blev skilt i april 2014, hvorefter ansøgeren i CPR blev registreret udrejst af Danmark i juni 2014 med sin far og søskende, mens moren forblev bosiddende i Danmark. I januar 2018 indgik ansøgeren ægteskab i Irak med en derboende irakisk mand, som hun efterfølgende fik et fællesbarn med. Ansøgeren kontaktede i februar 2018 Børnebortførelsesenheden i Børne- og Socialministeriet og oplyste, at hun var blevet bortført til sit hjemland, og at hun ønskede at vende tilbage til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til, hvorvidt ansøgerens ægteskab med sin irakiske ægtefælle er retsgyldigt og i givet fald vil kunne anerkendes i Danmark.
Vedrørende bortfald af opholdstilladelse
Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholdstilladelse må anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er registreret udrejst af Danmark i juni 2014, og at ansøgeren fortsat ikke er registeret indrejst i Danmark, ligesom det også følger af ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet, at hun har været udrejst af Danmark siden marts 2014.
Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller dennes mor har rettet henvendelse til de danske myndigheder under ansøgerens ophold i Irak med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen, og at ansøgeren først i september 2018, det vil sige cirka tre år og seks måneder efter udrejsen af Danmark, indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse.
Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren allerede i begyndelsen af 2018 rettede henvendelse til de danske myndigheder, herunder Børnebortførelsesenheden i Børne- og Socialministeriet, men Udlændingenævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren på daværende tidspunkt også blev vejledt af Udlændingestyrelsen om at indgive en ansøgning om bevarelse af sin opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren på trods af dette først indgav ansøgningen i slutningen af september 2018.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at ansøgeren blev bortført mod sin vilje af sin far til Irak, at ansøgerens far og farens familie har været voldelig overfor hende, at ansøgerens far og farens familie er indflydelsesrige personer, og at ansøgeren først kom væk fra sin far, da ansøgeren indgik ægteskab, men at ansøgeren fortsat frygter sin far.
Udlændingenævnet finder, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst divergerende om en eventuel politianmeldelse af ansøgerens og ansøgerens søskendes bortførsel til Irak.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har oplyst, at ansøgeren og ansøgerens brødre ved flere lejligheder har rettet henvendelse til politiet både telefonisk og via e-mail i 2015, men at ansøgeren efterfølgende, da ansøgeren blev spurgt ind til de nærmere omstændigheder omkring disse henvendelser til politiet oplyste, at ansøgeren ikke var bekendt med politikredsen, og at ansøgeren var i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var blevet rettet henvendelse til politiet.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren også har oplyst, at ansøgerens mor ønskede, at ansøgeren skulle bo i Irak, at ansøgeren udrejste af Danmark sammen med sin far, at ansøgeren er statsborger i Irak, og at det som udgangspunkt er forældremyndighedsindehavernes ret at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af CPR, at ansøgerens forældre blev skilt inden ansøgerens udrejse, og at Udlændingenævnet, idet ansøgeren er myndig, ikke er bekendt med, hvem der havde forældremyndigheden over ansøgeren på tidspunktet for ansøgerens udrejse.
Udlændingenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har villet give samtykke til, at Udlændingenævnet retter henvendelse til ansøgerens mor, herunder med henblik på at indhente disse oplysninger.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at uanset hvem af ansøgerens forældre, der havde forældremyndigheden over ansøgeren på tidspunktet for hendes udrejse, har ingen af ansøgerens forældre rettet henvendelse til udlændingemyndighederne eller politiet med henblik på at forhindre udrejsen eller sikre, at ansøgeren kunne vende tilbage til Danmark på et senere tidspunkt. På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgerens udrejse af Danmark var i overensstemmelse med begge sine forældres ønske.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har været i telefonisk kontakt med sine venner i Danmark samt en lærer fra ansøgerens folkeskole, og at ansøgeren således også overfor dem har haft mulighed for at tilkendegive, såfremt udenlandsopholdet var i strid med ansøgerens ønsker.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren først cirka tre år og seks måneder efter sin udrejse af Danmark rettede henvendelse til myndighederne, og at ansøgeren først rettede henvendelse, efter at ansøgeren var blevet gift og ønskede at tage ophold i Danmark sammen med sin irakiske ægtefælle og deres fællesbarn.
Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen har oplyst, at ansøgeren først kom væk fra sin far, da hun blev gift i 2018, men Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren har oplyst, at hun i 2015 rettede henvendelse til politiet, hvilket ansøgeren efterfølgende har oplyst, muligvis ikke var tilfældet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren tillige har oplyst, at ansøgerens ægtefælle har opholdt sig i Finland, hvilket indikerer, at ansøgerens ægtefælle ønsker at bosætte sig i Europa.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først indgav ansøgningen om bevarelse af sin opholdstilladelse cirka syv måneder efter, at ansøgeren første gang blev vejledt herom og først efter ansøgeren var blevet gravid og ønskede at føde sin søn i Danmark.
Udlændingenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren har været bortført.
Det kan på overstående baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter det oplyste taler dansk, idet det samtidig lægges til grund, at ansøgeren også taler arabisk, som der tales i Irak, hvor ansøgeren har opholdt sig de seneste seks år.
Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder en afvejning af ansøgerens ophold her i landet og hjemlandet samt ansøgerens familiemæssige og anden tilknytning til landet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Vurdering vedrørende ny opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingenævnet har vurderet afslaget på ansøgerens nye opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren på bortfaldstidspunktet var under 15 år.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på ny kan meddeles opholdstilladelse i Danmark efter, at ansøgerens tidligere opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3, må anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21 (tidligere § 9, stk. 17), jf. § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under sit udenlandsophold i Irak i januar 2018 indgiv ægteskab med en derboende irakisk mand, og at ansøgeren og dennes ægtefælle efterfølgende har fået i hvert fald et barn sammen, hvorfor ansøgeren må anses for at have stiftet selvstændig familie.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i alle sine henvendelser til Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet har oplyst, at ansøgeren ikke kan bo uden sin ægtefælle og barn, og at hendes ægtefælle er en god mand.
Udlændingenævnet finder endvidere, at hensynet til barnets tarv ikke taler for, at ansøgeren på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren har været udrejst af Danmark siden 2014, og at ansøgeren således har opholdt sig uden for Danmark, siden hun var 13 år.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren er født i Danmark, hvor hun har boet de første 13 år af sit liv, at hun har gået i skole i Danmark og efter det oplyste senest har afsluttet 6. klasse på en folkeskole, at hun har venner i Danmark, og at hun efter det oplyste taler, læser og skriver dansk. Udlændingenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren har haft størstedelen af sine formative år i Danmark, hvor hun også har tilbragt de fleste af sine leveår.
Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark med sin far og søskende, at ansøgerens mor efter det oplyste også har været i Irak, at ansøgerens udrejse, jf. begrundelsen overfor, må antages at have været i overensstemmelse med begge forældres ønske, at ansøgerens forældre har været hendes primære omsorgspersoner, og at hun må anses for at have knyttet et kulturelt, sprogligt og familiært bånd til Irak, hvor hun har boet gennem flere år, og hvor hun er blevet gift og har stiftet familie.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hun er blevet bortført til Irak, og at opholdet er imod hendes vilje, men Udlændingenævnet finder ikke at kunne lægge dette til grund, jf. begrundelsen ovenfor.
Uanset at ansøgeren således har haft hovedparten af sit liv, opvækst og formative år i Danmark, finder Udlændingenævnet ikke, at hun på den baggrund kan meddeles en ny opholdstilladelse i Danmark, henset til hendes stærke tilknytning til Irak, hvor hun er statsborger, og hvor hun er blevet gift og har stiftet selvstændig familie.
Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne forhold, der taler for, at det vil være bedst stemmende med ansøgerens tarv at meddele hende opholdstilladelse i Danmark på ny.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28.05.2020 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 28-05-2020Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12, til en jordansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, som er født i 1994, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i oktober 1998. I perioden fra 2006 til 2007 opholdt klageren sig i udlandet, og i marts 2007 blev hun på ny meddelt opholdstilladelse i Danmark. i juli 2018 kontaktede klageren Udlændingestyrelsen og oplyste, at hun udrejste af Danmark i april 2015, at hun var blevet bortført til Syrien af sin daværende kæreste og nu opholdt sig i Jordan, og at hun ønskede at søge om dispensation fra bortfald. På baggrund af blandt andet vurderinger fra politiet og PET traf Udlændingestyrelsen i december 2018 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og hun blev samtidig meddelt indrejseforbud for bestandig.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvis på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger lagt til grund, at klageren senest i 2015 udrejste fra Danmark til Tyrkiet, hvorfra hun rejste videre til Syrien, hvor hun opholdt sig i tre år.
Udlændingenævnet finder, at der er grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt betydeligt vægt på politiets og PET’s vurderinger fra henholdsvis september 2018 og august 2018 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgår, at en person ved at udrejse til Syrien vil kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende har et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren er rejst til Syrien med sin daværende kæreste, og at politiet til Udlændingestyrelsen har oplyst, at klagerens daværende kæreste er efterlyst af politiet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, at klageren endvidere efter sin udrejse af Danmark er blevet sat i forbindelse med en række kriminelle forhold, og at der har boet to personer i hendes lejlighed med tilknytning til det radikaliserede miljø, hvorefter den ene er meldt omkommet i Syrien.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der er grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet har deltaget i aktiviteter, der kan medføre bortfald af opholdstilladelse, må lægges vægt på, at Syrien, hvor hun efter sine egne oplysninger har opholdt sig i tre år, er et krigsområde, som er eller har været delvist kontrolleret af Islamisk Stat.
Udlændingenævnet lægger således vægt på, at klageren ikke har dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien.
Det forhold, at klageren har anført, at det ikke var hendes ønske at rejse til Syrien, at hun blev tvunget til det af sin daværende kæreste, at hun i første omgang troede, at hun skulle til Tyrkiet for at hjælpe hjemløse, hvorefter hun blev ført til Syrien, og at hun anden gang rejste til Tyrkiet for at holde ferie med sin daværende kæreste, men på ny blev ført til Syrien, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret modstridende om hændelsesforløbet, idet hun i ansøgningen om dispensation fra bortfald oplyste, at hendes daværende kæreste truede med at slå hende ihjel, efter hun havde født et dødfødt barn, såfremt hun ikke rejste til Tyrkiet, mens hun ved e-mail fra august 2018 oplyste, at hun efter fødslen rejste tilbage til Tyrkiet for at holde ferie med sin kæreste, idet han havde stoppet truslerne, men at hun herefter på ny blev kørt til Syrien og tilbageholdt.
Udlændingenævnet finder det samtidig utroværdigt, at klageren skulle have valgt at rejse til sin daværende kæreste i Tyrkiet på ny, såfremt hun under sin første rejse til Tyrkiet var blevet bortført af ham til Syrien. Udlændingenævnet henviser endvidere til, at klageren hverken ses at have taget kontakt til politiet eller øvrige danske myndigheder om bortførelsen, før hun kontaktede Udlændingestyrelsen i juli 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2018 anmodede klageren om at indsende oplysninger om og fremsende relevant dokumentation for, at hun havde henvendt sig til politiet efter hendes daværende kærestes trusler, at hun havde købt en returbillet til Danmark i forbindelse med sin rejse til Tyrkiet, samt dokumentation for klagerens påståede skader. Dette ses imidlertid hverken dokumenteret eller besvaret.
Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er indrejst i Syrien mod sin vilje.
Udlændingenævnet bemærker, at det påhviler klageren at fremkomme med de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet finder, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Det er i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i oktober 1998 indrejste med opholdstilladelse i Danmark, hvor hun har boet frem til juli 2006, at hun på ny i marts 2007 er registreret indrejst i Danmark, at hun siden januar 2015 er registreret udrejst af Danmark, og at hun har anført, at hele hendes familie bor i Danmark. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet skal hertil indledningsvis bemærke, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK art. 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår kriminelle handlinger, eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der er tale om et proportionelt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det var klagerens eget valg at udrejse af Danmark, at hun i de seneste fem år har opholdt sig uden for Danmark, hvor hun efter det oplyste for tiden opholder sig i sit hjemland Jordan, hvor hun er statsborger, og som hun må antages at have bevaret en stærk tilknytning til.
Udlændingenævnet finder således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familieliv, da der ikke er noget til hinder for, at klageren fortsat kan have telefonisk kontakt med sin familie, som hun hidtil har gjort.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at meddele klageren dispensation for bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det til sagen ikke er dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien.
Udlændingenævnet henviser herved til, at adgangen til dispensation – som det også fremgår af afsnittet retsregler ovenfor – forudsættes administreret restriktivt, og at det for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der er grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltager eller har deltaget i handlinger, som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da Udlændingenævnet ikke finder at kunne lægge til grund, at klageren skulle have opholdt sig i Syrien mod sin vilje, er det ikke herved godtgjort, at opholdet har haft et anerkendelsesværdigt formål.
Som følge af, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. ovenstående vurdering efter udlændingelovens § 21 b, meddeles hun indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet finder desuden, at et indrejseforbud for bestandig ikke er stridende med Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom i afsnittet vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2020 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 26-05-2020Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om forhåndsdispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse efter etableringskortordningen.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren var i august 2014 meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som PhD studerende. Ansøgeren fik herefter primo juni 2018 opholdstilladelse efter etableringskortordningen med gyldighed i to år. Primo juni 2018 blev ansøgeren registreret udrejst i Det Centrale Personregister (CPR), og ansøgeren indgav i juli 2018 en ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration om forhåndsdispensation fra bortfald.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, idet han havde til hensigt at udrejse af Danmark til Singapore for at arbejde ved en udenlandsk virksomhed i to år, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter egne oplysninger rejste ud af Danmark den primo juni 2018 og først agter at vende tilbage til Danmark primo juni 2020 (dagen før hans nuværende opholdstilladelse udløber), og at han er registreret udrejst i CPR primo juni 2018.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt., at en opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke kan meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, da han havde til hensigt at opholde sig uden for Danmark i to år, og da opholdet ikke tjener et velbegrundet formål.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Singapore skulle arbejde for en udenlandsk virksomhed. Han har således ikke bevaret sin tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at sit formål med at forlade Danmark var at opbygge erhvervserfaring fra udlandet igennem en periode på et til to år, og at han derefter ville vende tilbage til Danmark primo juni 2020, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke vil have en reel udsigt til at kunne få forlænget sin opholdstilladelse efter tilbagevenden til Danmark, idet det ikke er muligt at forlænge en opholdstilladelse efter etableringskortordningen udover to år.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens opholdstilladelse er bortfaldet, idet han har opgivet sin bopæl i Danmark, og da han endvidere har opholdt sig udenfor Danmark i mere end seks sammenhængende måneder.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter egne oplysninger udrejste af Danmark den primo juni 2018, og at han desuden er registreret udrejst i Danmark denne dato.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren uanset det anførte om, at han har bevaret sin bopæl i Danmark, ikke har dokumenteret dette, ligesom han i klagen fra oktober 2018 oplyste, at han havde planer om at besøge Danmark indenfor seks måneder.
Udlændingenævnet finder ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at reglerne om bortfald fremgår udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra juni 2018, herunder, at han kan miste sin ret til ophold i Danmark, hvis han ikke opfylder en eller flere af betingelserne for opholdstilladelsen, eller eksempelvis hvis han opgiver sin bopæl i Danmark eller opholder sig mere end seks sammenhængende måneder uden for Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter sin opfattelse har en stærk tilknytning til Danmark, at han har boet i Danmark fra september 2014 til juni 2018, at han har været ph.d. i Data Science ved et dansk universitet, og at han ønsker at opnå et job som Data Scientist i den danske industri.
Det kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren alene har haft opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark i knap fire år forud for hans udrejse, at der ikke foreligger oplysninger om, at han har familiemæssig tilknytning til Danmark, og at han dermed ikke kan anses for at have opnået en stærk længerevarende tilknytning til Danmark, som kan begrunde, at hans opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet.
På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.” ERH/2020/5 -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. august 2019 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 13-08-2019Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., til en somalisk statsborger, da ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1998 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med sin far frem til december 2017. Ifølge Det Centrale Personregister (CPR) udrejste ansøgeren til Somalia i november 2015.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i november 2015 udrejste af Danmark en måned før hun fyldte 18 år, og at ansøgeren først i november 2017 genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder under sit ophold i Somalia med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen, og at hun først i november 2017 to år efter udrejsen af Danmark i en alder af næsten 20 år indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2014, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, blev vejledt om, at hendes opholdstilladelse kunne bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun tog længerevarende ophold uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren havde alle intentioner om at vende tilbage til Danmark hurtigst muligt, da hun udrejste, at hendes familie havde arrangeret et ægteskab for hende, som var mod hendes vilje, og som hun ikke havde mulighed for at modsætte sig, at hun ikke havde mulighed for at forlade Somalia efter ægteskabet, da familien og ægtefællen forhindrede dette, at hun først kunne udrejse af Somalia, da hendes ægtefælle ønskede at blive skilt, og at hun ikke kunne vende tilbage til Somalia af frygt for at blive dræbt af sin tidligere ægtefælle. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efterlod alle sine ejendele i Danmark, da hun rejste, at hun på tidspunktet for udrejsen boede hos sin familie i Danmark, at hun ikke frameldte sig CPR, og at hun havde bestilt en returbillet, hvilket indikerede, at hun ønskede at vende tilbage til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fyldte 18 år en måned efter udrejsen og dermed blev myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hendes kontakt til de danske myndigheder og eventuel tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt, at det hverken sås dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens familie i Danmark ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at underrette om, at ansøgeren ikke kom hjem som planlagt fra sit ophold i udlandet, på trods af at ansøgerens herboende far efter det oplyste ikke var involveret i det planlagte arrangerede ægteskab. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde studeret på en ungdomsskole, men ikke havde arbejdet i Danmark, at hun talte, skrev og læste dansk, og at hun godt kunne huske noget af sproget, men ikke det hele. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til et andet resultat henset til, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark i oktober 2014, at ansøgeren udrejste i november 2015, at hun således alene havde boet i Danmark i cirka et år og to måneder, og at ansøgeren blev gift og havde fået barn uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet. FAM/2019/14.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 14-11-2018Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en ukrainsk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, da det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren i perioden fra maj 2013 til november 2015 havde været udrejst af Danmark til Ukraine. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og hendes ægtefælle siden september 2014 havde udlejet parrets daværende ejendom, at parret i perioden fra november 2014 til november 2015 havde været bosiddende hos ansøgerens ægtefælles søn, og at parret siden november 2015 havde været bosiddende på parrets nuværende adresse. Det fremgik endvidere af sagen, at det var ansøgerens bopælskommune, som havde frameldt ansøgeren i CPR, at ansøgeren havde påklaget denne afgørelse til Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i april 2018 havde hjemvist sagen til fornyet behandling i ansøgerens bopælskommune, og at ansøgeren som følge deraf fremadrettet ville blive registreret i CPR som bosiddende på forskellige danske adresser i perioden fra maj 2013 til november 2015.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at ansøgeren og hendes ægtefælle i hele den periode, hvor ansøgeren tidligere havde været frameldt CPR, først havde bibeholdt råderetten over et værelse på hendes og hendes ægtefælles daværende ejendom og sidenhen havde haft råderetten over ansøgerens ægtefælles søns bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen, og at ansøgeren i perioden, hvor hun blev registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark. FAM/2018/75.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 02-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af Københavns Vestegns Politis samt klagerens egne oplysninger, at klageren havde været i Syrien i 2015, 2016 og 2017. Udlændingenævnet fandt for det første, at det forhold, at klageren havde oplyst, at klageren ikke i 2015 skulle have opholdt sig i Syrien, ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Udlændingenævnet i marts 2018 havde anmodet om samtlige sider i klagerens pas, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere fra klageren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der var grund til at antage, at klageren under opholdene i Syrien havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på PETs vurdering fra juni 2017 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgik, at en person ved at udrejse til Syrien ville kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende havde et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på klagerens internetaktiviteter, herunder det der fremgik af klagerens Facebookprofil. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien. Det forhold, at klageren hertil havde oplyst, at klageren havde arbejdet på at opbygge et børnehjem samt udført velgørenhedsarbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i aktiviteter, der kunne medføre bortfald af opholdstilladelse, måtte lægges vægt på, at hele Syrien, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, var et krigsområde, som var delvist kontrolleret af Islamisk Stat. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Syrien ikke alene havde haft det sigte at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde anført, at klageren ikke havde deltaget i nogen terroraktiviteter eller kamphandlinger, at klageren var blevet beskyldt for at være spion fra Vesten, og at klageren var blevet frihedsberøvet over et år i Syrien, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om klagerens ophold i Syrien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke var i stand til at oplyse navnet på eller oplyse nærmere om den velgørenhedsorganisation, som klageren skulle have arbejdet frivilligt for i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at klageren havde oplyst over for Udlændingenævnet, at klageren efter sin søns død var blevet kontaktet af en unavngiven organisation i Syrien, at klageren ikke havde undersøgt, om det var tilladt at rejse til Syrien, eller hvad det var for en organisation, men at klageren havde fulgt organisationen på Facebook, at klageren var rejst til Syrien ulovligt, og at klageren efter sin indrejse i Syrien havde fået at vide, at klageren ikke ville få nogen form for dokumentation for det udførte arbejde. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde fremlagt en kontrakt med et navngivent børnehjem og skole, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet denne ikke dokumenterede, hvad klageren havde brugt al sin tid i Syrien på. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at Københavns Vestegns Politi havde bygget deres rapport over to anonyme vidner, og at klageren havde oplyst, at oplysningerne kunne stamme fra klagerens tidligere ægtefælle, idet klageren og den tidligere ægtefælle tidligere havde haft problemer vedrørende parrets børn, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skulle bortfalde, blandt andet kunne inddrage anonyme kilderapporter, og at det beroede på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kunne tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Københavns Vestegns Politis kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet blev vurderet troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit ophold i Syrien havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder klagerens Facebookaktiviteter samt klagerens handlemønster i øvrigt, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt derudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens søn fortsat udøvede familielivet som hidtil med eventuelt besøg i Tyrkiet, hvor klageren var statsborger. Det forhold, at klageren havde sin lillesøster i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var født i Danmark, idet klageren de seneste år havde opholdt sig i længere perioder uden for Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn, omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på – særligt i forhold til klagerens tilknytning til Danmark – karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet måtte antages at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde bevaret en tilknytning til klagerens hjemland, Tyrkiet, hvor klageren var statsborger, og hvortil klageren havde foretaget gentagne rejser i de seneste år. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Syrien alene var henvist til, at klageren havde hjulpet med at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Som følge af, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. vurderingen efter udlændingelovens § 21 b, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b. FAM/2018/34. -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 19-03-2018Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, samt meddelelse af afslag på tilbagerejsetilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet klageren ikke var indrejst og havde taget reelt og faktisk ophold i Danmark inden for seks måneder efter, at han var blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren siden sin oprindelige indrejse i Danmark i januar 2017 og frem til tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i juni 2017 samlet havde opholdt sig her i landet i 20 dage fordelt på tre indrejser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren var indrejst i Danmark i januar 2017, at han efter det oplyste havde lejet en bolig i Danmark, og at han havde afholdt møder med en bank om oprettelse af en bankkonto, i den forbindelse ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde taget reelt og faktisk ophold med henblik på at bosætte sig i Danmark ved indrejsen i januar 2017, men at han alene havde ladet sig registrere i CPR. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren havde ladet sig registrere i CPR i januar 2017, og at han dagen efter var udrejst af Danmark i en periode på godt to måneder, samt at han ved sine to seneste indrejser havde indgivet ansøgning om tilbagerejsetilladelse dagen efter indrejsen. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af CPR, at klageren siden april 2017 havde været uden bopæl i Danmark, samt at han ingen indkomst havde haft her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på grund af en stavefejl på sit opholdskort ikke havde kunnet benytte kortet til indrejse i Danmark, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om oplysninger, som kunne føre til, at klageren kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark. Det forhold, at klageren efter sin oprindelige indrejse ikke havde været udrejst i mere end seks på hinanden følgende måneder, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet klageren ikke kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klageres opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ophold i Iran havde været begrundet i hans faders helbredsmæssige forhold, men Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var meddelt midlertidigt ophold i Danmark i en specificeret periode med henblik på at indrejse og tage arbejde i Danmark, og at det var en forudsætning for opretholdelse af opholdstilladelsen, at han inden for seks måneder tog reelt og faktisk ophold i landet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der alene var fremlagt dokumentation på persisk for klagerens faders sygdom, og at der uanset dette ikke forelå oplysninger om forhold, som kunne anses for at have hindret klageren i at tage reelt og faktisk ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herefter endelig, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration alene kan meddele tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og at klageren som iransk statsborger ikke havde ret til visumfrit ophold, hvorfor han ikke havde et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/7.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet