Bortfald
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2024 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 28-05-2024Udlændingenævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Marokko.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren udrejste i primo marts 2019 af Danmark og opgav sin bopæl for at flytte til Frankrig med sin familie, som bestod af en ægtefælle og 2 mindreårige børn, der alle 3 var danske statsborgere. Familien flyttede tilbage til Danmark og klageren indgav en ansøgning om, at hendes opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet i ultimo marts 2020. I november 2020 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at hendes opholdstilladelse var bortfaldet samt afslag på dispensation fra bortfald, som klageren påklagede til Udlændingenævnet i december 2020. I november 2022 hjemviste Udlændingenævnet klagerens sag til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet vurdering, og i april 2023 meddelte Udlændingestyrelsen igen klageren afslag på dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet konstaterer, at Udlændingestyrelsen ikke i afgørelsen har taget fornyet stilling til sagen i overensstemmelse med Udlændingenævnets hjemvisning af november 2022, hvorved Udlændingenævnet tilbagesendte sagen, så Udlændingestyrelsen kunne vurdere den igen i lyset af det retlige grundlag, som fremgår af EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP.
Udlændingenævnet vurderer, at [klagerens] opholdstilladelse ikke bør anses for bortfaldet, fordi hun opgav sin bopæl og sin tilknytning til Danmark, og fordi hun ikke har dokumenteret eller anført omstændigheder, der kan føre til en dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1-2, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023 med senere ændringer.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] og hendes ægtefælle [..] har 2 fælles mindreårige børn, [..] (10 år) og [..] (6 år), der begge er danske statsborgere.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at vurderingen om dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, beror på et samlet skøn, hvor udlændingens samlede ophold her i landet og i hjemlandet, samt udlændingens familiemæssige og anden tilknytning her i landet indgår.
Udlændingenævnet finder, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og relevante EU-retlige forhold skal inddrages i afvejningen af, om en opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, herunder om der skal ske dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at Østre Landsret opretholdt Udlændingenævnets afgørelse om bortfald, hvor nævnet inddrog Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 i den samlede skønsvurdering, jf. Østre Landsrets dom af 14. december 2014, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsnet som U.2015.1069Ø.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] sammen med [klagerens] ægtefælle og parrets 2 fælles mindreårige børn tog til Frankrig, hvor familien, ligesom de gør nu i Danmark, har boet sammen, at der er tale om et reelt og stabilt familieliv og at der derfor er formodning for, at begge forældre er fælles om at tage vare på børnene.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at nævnet i februar 2024 anmodede om oplysninger vedrørende den primære varetagelse af børnene og at det fremgik af det udfyldte skema, at begge forældre er fælles om varetage børnenes retligt, følelsesmæssigt og økonomisk interesser.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at der foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem [klageren] og hendes 2 børn, som ikke er afkræftet, at det kan danne grundlag for en afledet opholdsret til [klageren] efter TEUF artikel 20, jf. EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, præmis 69.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at [klagerens] 2 børn vil blive frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere, jf. EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, præmis 45-46, hvis [klageren] ikke kan opholde sig lovligt i Danmark.
Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at når der er grundlag for en afledet opholdsret efter TEUF artikel 20, skal en opholdstilladelse bevares frem for, at udlændingen skal indgive en ny ansøgning til Udlændingestyrelsen, selvom der kan være tale om et nyt opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet finder det derfor stærkt beklageligt, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [..] april 2023 alene har vejledt [klageren] om, at hun kan søge om afledt opholdsret.
[Klagerens] opholdstilladelse er således ikke bortfaldet.
Udlændingenævnet har sendt afgørelsen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at [klageren] kan få udstedt et nyt opholdskort.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse
Dato: 14-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Somalia herunder at ansøgeren ikke havde været sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.
Sagens faktiske omstændigheder
I marts 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen under henvisning til, at [ansøgerens] forældre på vegne af [ansøgeren] havde opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at [ansøgerens] forældre i vinteren 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark. [Ansøgeren] var indrejst fra Somalia til Danmark i vinteren 2011 som 9-årig og udrejst fra Danmark i Somalia i sommeren 2019 som 17-årig med sine forældre og 4 søskende.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” […] ”
Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre i [vinteren] 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at det måtte have stået [ansøgerens] forældre klart, at de, ved at underskrive en frivillig frafaldserklæring, opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne har opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark med henblik på, at [ansøgeren] bosætter sig varigt i Somalia. [Ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.
Udlændingestyrelsen har videre vurderet, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger, der kan føre til, at [ansøgeren] kan få dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
[…]
Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark, og at [ansøgerens] ophold i Danmark ikke har været af midlertidig karakter.
[Ansøgeren] kan derfor ikke gives dispensation fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
[…]
Det kan ikke føre til ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark, fordi [ansøgerens] far tvang [ansøgeren] til at blive i Somalia, og at [ansøgerens] far, inden sin udrejse af Danmark, havde lovet [ansøgeren], at [ansøgerens] ophold i Somalia ville være kortvarigt.
Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, kontaktede sin bopælskommune og oplyste dem om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøger] ikke har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark som følge af uforudsete omstændigheder.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] ikke var klar over, at [ansøgeren] udrejse af Danmark handlede om repatriering, men at [ansøgeren] udrejste af Danmark med den tro, at udlandsopholdet ville være kortvarigt, idet [ansøgerens] bedstemor var syg og gerne vil se [ansøgeren] en sidste gang, hvor [ansøgeren] herefter vil vende tilbage til Danmark.
Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] på udrejsetidspunktet var ca. 17 år og 6 måneder gammel, og at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] forældre opsagde deres bolig, afhændede deres møbler og personlige ejendele til eksempelvis genbrug.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at det måtte have stået [ansøgeren] klart, at [ansøgerens] udlandsophold ikke ville være af midlertidig karakter, idet deres bolig blev opsagt, deres møbler og personlige ejendele blev afhændede, og at [ansøgerens] far havde bedt [ansøger] om at oplyse [ansøgerens] bopælskomme om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] hverdag i Somalia er præget af rutiner, regler, og at [ansøgeren] udgiver sig for at være en anden, så [ansøgeren] ikke kommer i problemer.
Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] som mindreårig udrejste af Danmark grundet [ansøgerens] forældres beslutning, og det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor de skal bo.
Det kan desuden ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] tilknytning til Danmark er større end til Somalia, og at [ansøgeren] er opdraget i overensstemmelse med danske værdier, som ikke er forenelige med de somaliske værdier.
Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] første gang indrejste i Danmark i [vinteren] 2011, at [ansøgeren] var ca. 9 år og 8 måneder, og at [ansøgeren] udrejste af Danmark i [sommeren] 2019, da [ansøgeren] var 17 år og 6 måneder gammel, eftersom [ansøgerens] forældre underskrev en erklæring om frivilligt frafald af deres og dermed [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen har derfor lagt til grund, at [ansøger] har boet i Danmark i ca. 7 år og 10 måneder, og at [ansøger] frivilligt udrejste af Danmark, fordi [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, oplyste sin bopælskommune om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig, hvorefter [ansøgeren] frivilligt rejste til Somalia med sin familie.
Det er således Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] udrejse af Danmark ikke har været af midlertidig karakter, men derimod med henblik på varigt at bo i Somalia.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, har Udlændingestyrelsen vurderet, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark fort bortfaldet.
Udlændingestyrelsen har også vurderet, at [ansøgerens] ophold i Somalia ikke er omfattet af udlændingelovens § 17, stk. 3, hvorefter en opholdstilladelse ikke anses for bortfaldet, hvis udlændingens ophold uden for landet skyldes, at udlændingen som mindreårig er sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.
Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan konstatere, at [ansøgerens] ophold i Somalia har været af negativ betydning for [ansøgeren], eller at det skyldes en genopdragelsesrejse.
[Ansøgerens] opholdstilladelse er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.”
Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøger] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2023 om bortfald af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Det forhold, at [ansøgeren] i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøgeren] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre forud for udrejsen til Somalia underskrev en erklæring i [sommeren] 2019, om frivillig frafald af opholdstilladelse vedrørende deres mindreårige børn, hvor det tydeligt fremgår, at de var blevet gjort bekendt med konsekvenserne af at opgive opholdstilladelsen bl.a. på [ansøgerens] vegne. I den forbindelse har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre som forældremyndighedsindehavere havde ret til at foretage dispositioner på [ansøgerens] vegne, herunder bestemme hvor [ansøgeren] skulle bo.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] ved sin udrejse af Danmark i [sommeren] 2019 var 17 år gammel og var bekendt med, at [ansøgerens] forældre opsagde deres lejlighed og gav møblerne til genbrug, hvorfor det måtte have stået [ansøgeren] klart, at der ikke alene kunne være tale om et kortvarigt ophold i Somalia.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] efter det oplyste gik i 9. klasse og kun havde få måneder tilbage fra folkeskolen, da [ansøgeren] udrejste af Danmark, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har en større tilknytning til Danmark end Somalia, og at [ansøgeren] samlet har haft ca. 7 år og 9 måneders ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen således lagt til grund, at [ansøgeren] har haft ca. halvdelen af sine formative år i Danmark, idet Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets 7. leveår til det 15. leveår.
Udlændingenævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at der ikke skal dispenseres fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, og henviser i det hele til styrelsens begrundelse herfor.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at [ansøgerens] opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet som Udlændingestyrelsen heller ikke kan lægge til grund, at [ansøgeren] blev sendt på en genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for [ansøgeren], jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet henviser til styrelsens begrundelse herfor.
På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder [ansøgerens] samlede ophold i Danmark og i Somalia, samt [ansøgerens] familiemæssige og anden tilknytning i Danmark, vurderer Udlændingenævnet herefter, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 eller FN’s Børnekonvention, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. november 2023 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 30-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om konstatering af bortfald af tidsubegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger i Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder
I september 2022 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk.1 og 2, begrundet i, at klageren opgav sin bopæl, fordi han regelmæssigt opholdt sig i Pakistan hos sin ægtefælle og deres 4 fælles børn.
Udlændingenævnets afgørelse
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2022.
Udlændingenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han ved sine egne handlinger og adfærd har demonstreret, at han reelt har opgivet sin bopæl i Danmark ved at have sit hovedophold i Pakistan og ved at stifte familie der, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2006, at klagerens opholdstilladelse ville bortfalde, hvis han opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis han havde længevarende ophold uden for Danmark.
På den baggrund må det have stået klageren klart, at hans jævnlige længerevarende ophold i Pakistan kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af klagerens nationalitetspas og hans egne oplysninger, at han har opholdt sig i Pakistan i ca. 69 måneder og i Danmark ca. 31 måneder i perioden fra august 2011 til maj 2021. Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at hans periodiske ophold i Danmark på 1-6 måneder må betragtes som korte besøg.
Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at klageren har opholdt sig i Pakistan i de pågældende perioder.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig for længe uden for Danmark og for at tjene penge til sit ophold og familiens forsørgelse i Pakistan. Sammenholdt med hans rejsemønster i perioden fra august 2011 til nu, finder Udlændingenævnet derfor, at han må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.
Det forhold, at han fortsat er registreret med en bopæl i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at han ikke har opgivet sin bopæl i udlændingelovens forstand. Der henvises den forbindelse også til § 24, stk. 2, i CPR-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023, hvoraf det fremgår, at korte besøg her i landet ikke betragtes som afbrydelse af opholdet i udlandet, så længe vedkommende sover flest gange i udlandet.
Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været klagerens eget valg at rejse til Pakistan for at stifte familie og udøve dette familieliv med sin ægtefælle og deres 4 fælles børn dér, og at Pakistan dermed i en lang periode på næsten 12 år har været centrum for hans familieliv.
Udlændingenævnet har yderligere vurderet, om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8, stk. 1, fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelse af hans ret til familieliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, da der ikke foreligger et hensyn til familiens enhed her i landet, der taler for opretholdelse af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem forældre og voksne børn ikke er omfattet af beskyttelsen i EMRK artikel 8 uden påvisning af ”yderligere afhængighedsforhold mellem dem ud over almindelige følelsesmæssige bånd”, jf. mutatis mutandis, Kwakye-Nti og Dufie mod Nederlandene (dec.), nr. 311519/96, fra den 7. november 2000, og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold mellem klageren og hans herboende far, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem dem, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet finder ligeledes, at klageren i hvert fald afbrød sit familieliv med sin far og sin bror i Danmark på det tidspunkt, hvor han valgte at stiftet selvstændig familie i Pakistan, at han har brugt sin ret til at vælge i hvilket land han, hans ægtefælle og deres børn vil udøve deres familieliv, hvor de har valgt Pakistan som centrum for familielivet, og at dermed udgør forholdet til hans far og hans bror i Danmark ikke et familieliv i konventionens forstand.
Udlændingenævnet henviser herefter til, at klageren forsat kan udøve familielivet i Pakistan, hvor han er statsborger, og hvor han kan rejse til og opholde sig i ubegrænset tid.
Udlændingenævnet finder, at bortfald af klageren opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelsen af hans ret til privatliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, idet der er oplysninger i sagen, der understøtter, at klageren ikke havde et beskyttelsesværdigt privatliv i Danmark efter EMRK artikel 8 på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at reglerne i udlændingeloven har til formål at sikre og opretholde en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrationskontrol, samt hensynet til den offentlige orden er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
I vurderingen af, om intensiteten af indgrebet i klagerens privatliv i Danmark er nødvendigt og proportionelt for at opnå det angivne legitime formål, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren er født i 1988 i Pakistan, hvor han har boet de første 12 år og 7 måneder af sit liv, indtil han indrejste i Danmark i maj 2001, at han har gået i skole i Danmark, at han taler dansk, at han blev færdiguddannet social- og sundhedshjælper i juli 2011, og at han indtil august 2011 efter det oplyste uafbrudt opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet finder, at klageren ved sine regelmæssige og længerevarende ophold i Pakistan gennem en lang årrække har opgivet sin status som ”settled migrant” i Danmark.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at klagerens beskæftigelse i Danmark i form af vikarjob som SOSU-hjælper ikke i sig selv kan føre til opretholdelsen af hans opholdstilladelse, idet en tilknytning til Danmark i form af beskæftigelse skal have været en væsentlig del af hans lovlige ophold i landet, og at hans vikarjob ikke kan antages at have en sådan karakter.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke råder over en fast bolig, som står til hans fulde rådighed i de måneder, som han opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at uanset at klageren, hans far og hans bror alle er medejere af beboelseslejligheden på adressen A, kan det ikke lægges til grund, at han har sit eget værelse, idet lejligheden er på 81 m2 og består af 3 værelser, men har 4 registrerede beboere. Idet han ikke har fuldt ejerskab over ejendommen, er bortfald af hans opholdstilladelse derfor ikke et indgreb i hans ejendomsret i Danmark. Udlændingenævnet konstaterer, at det følger af fast praksis, at de oplysninger om indretningen af en bolig, herunder antal værelser, der fremgår af OIS lægges uprøvet til grund ved nævnets afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren ikke har skabt den personlige, sociale og økonomiske tilknytning til Danmark, som udgør beskyttet privatliv i konventionens forstand.
Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om særlige grunde, såsom klagerens helbredsforhold, der kan begrunde, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændighederne finder Udlændingenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke vil medføre indgreb i retten til privatliv, og at bortfaldet af opholdstilladelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgrebet. Derfor vil det ikke være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Det til klagen anførte forhold og indsendte dokumentation er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, men dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til ovennævnte.
Udlændingenævnet stadfæster efter det anførte Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2022 – Bortfald – Forhåndsdispensation - ej velbegrundet formål
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2022 – Bortfald – Forhåndsdispensation - ej velbegrundet formål
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra New Zealand.
Sagens faktiske omstændigheder:
I 2017 fik ansøgeren opholdstilladelse som studerende i Danmark i perioden fra juli 2017 til december 2020, idet perioden fra juni 2020 til december 2020 var meddelt med henblik på jobansøgning. Ansøgeren indgav i januar 2020 en ansøgning om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse til SIRI. SIRI meddelte i marts 2020 afslag på ansøgningen, da styrelsen fandt, at den periode som ansøgeren ansøgte om dispensation fra august 2020 til december 2020 - lå uden for den periode, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse med henblik på at studere.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder det kritisabelt, at SIRI i afgørelsen har henvist til og vurderet ansøgningen om dispensation fra bortfald, når ansøgeren rettelig har ansøgt om forhåndsdispensation fra bortfald, og at SIRI i sin afgørelse har vejledt ansøgeren om, at hans opholdskort ikke længere var gyldig og derfor blev spærret af politiet, selv om opholdskortet stadig var gyldig frem til december 2020, hvor hans opholdstilladelse udløb.
Udlændingenævnet finder, at der ikke er grundlag for, at ansøgeren kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelsen som studerende under hans jobsøgningsophold, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, jf. studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet af januar 2020 og hans partssvar af februar 2020 om, at han søger om forhåndsdispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse i Danmark for perioden fra august 2020 til december 2020 på baggrund af tilbudt ansættelse som assisterende dirigent hos Philharmonia Orchestra, at det tilbudte arbejde i New Zealand er relevant for hans studie i Danmark, og at han senere vil ansøge om opholdstilladelse efter etableringskortordningen og i fremtiden – tidsubegrænset opholdstilladelse i landet.
Udlændingenævnet har endvidere noteret sig, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, som han underskrev i december 2019, at der er tale om en ansættelsesperiode fra marts 2020 til december 2020.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren gerne vil vende tilbage til Danmark efter sit ophold i New Zealand for at ansøge om opholdstilladelse efter etableringskortordningen. Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet vurderer, at selv om ansøgeren har haft til hensigt at genoptage opholdet her i landet efter opholdet i New Zealand, tjener hans udrejse ikke et velbegrundet formål, hvor der kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der efter praksis ikke kan gives forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 2, hvis den ansøgte periode af opholdet uden for Danmark ligger i det 6 måneders jobsøgningsophold efter afsluttet uddannelse.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er en grundlæggende forudsætning for at kunne meddele forhånds-/dispensation fra bortfald, at en udlænding på genindrejsetidspunktet vil have en reel udsigt til at kunne få forlænget sin opholdstilladelse.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at en opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold, jf. studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1, ikke kan forlænges ud over 6 måneder efter afslutningen af uddannelsen.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse på engelsk, at opholdstilladelsen med henblik på jobsøgningsophold dækkede perioden fra juni 2020 til og med december 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at formålet med studiebekendtgørelsens § 5, stk. 1, er at søge beskæftigelse her i Danmark efter afslutning af uddannelsen og ikke med henblik på et ophold og arbejde i udlandet.
På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan meddeles forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelsen som studerende med henblik på et ophold i udlandet under jobsøgningsopholdet efter afslutningen af uddannelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2023 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 17-04-2023Udlændingenævnet omgjorde i april 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om bortfald af ansøgeren og ansøgerens ægtefælles opholdstilladelser på baggrund af længerevarende ophold i udlandet.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indgav i december 2020 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, vedlagt ansøgerens pas, hvoraf fremgik, at hun havde været udrejst af Danmark i perioden fra december 2019 til juli 2020. SIRI konstaterede i henholdsvis januar 2021 og februar 2021, at ansøgeren og hendes ægtefælles opholdstilladelser var bortfaldet, idet parret havde været udrejst i mere end 6 måneder.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Ved behandlingen af klagerne af primo februar 2021 og primo marts 2021 har Udlændingenævnet gennemgået oplysningerne, som fremgår af sagsfremstillingen i SIRIs afgørelser af januar 2021 og februar 2021 samt vurderet indholdet af klagerne.
Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelser af januar 2021 og februar 2021 om bortfald.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og hendes ægtefælle efter en konkret og individuel vurdering ikke bør meddeles afslag på dispensation fra bortfald af opholds- og arbejdstilladelser under henvisning til, at de blev vejledt gentagne gange om, at opholdstilladelsen vil bortfalde, hvis de forlod Danmark i mere end 6 måneder i træk, og at de ikke har kontaktet SIRI før, under eller efter deres ophold i udlandet.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen af sagerne lagt vægt på, at det fremgår af SIRIs praksisnotat af februar 2014 vedrørende dispensation for bortfald, at hvis udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af perioden på 6 måneder, men er blevet forhindret heri grundet uforudsete hindringer, herunder problemer med udrejse, kan der tildeles dispensation.
Udlændingenævnet bemærker, at der er tale om en samlet afvejning af alle sagens momenter, selvom det taler for, at der ikke gives dispensation, hvis dispensationsansøgningen ikke er indgivet i rimelig tid efter hjemrejsen
Udlændingenævnet i den forbindelse lagt vægt på, at selvom ansøgeren og hendes ægtefælle ikke sendte en dispensation i umiddelbart forlængelse af deres hjemrejse til Danmark, har de har dokumenteret, at deres hensigt var at vende tilbage til Danmark, men at tilbagerejsen blev hindret grundet Covid-pandemien.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at de har boet i Danmark i henholdsvis 8 og 5 år, og at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren siden april 2013 frem til nu har været i ordinær beskæftigelse, hvorfor hun har opnået en vis tilknytning til arbejdsmarkedet siden hun kom til Danmark i september 2012, og at dette i afvejningen af, om der skal tildeles en dispensation, bør tildeles større vægt henset til, at familien overskred perioden på 6 måneder med 15 dage.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren og hendes ægtefælle opholds- og arbejdstilladelse i Danmark er opfyldt.
Ansøgeren og hendes ægtefælle vil således modtage en ny afgørelse fra SIRI.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2022 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 09-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2022 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald og afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Tyrkiet. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig politiets afgørelse om afvisning af indrejse ved grænsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse i 2003. Siden 2013 havde ansøgeren hovedsageligt opholdt sig i Tyrkiet, og han frameldte sig folkeregisteret i 2019. I december 2020 nægtede Københavns Politi ansøgeren indrejse til Danmark. I januar 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Ansøgerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ifølge CPR-registret udrejste af Danmark i december 2019, og sine egne oplysninger i ansøgningen om dispensation fra bortfald af november 2020 om, at han selv frameldte sig i CPR-registret.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at vejledningen om ændringer i hans forhold, som kan påvirke hans opholdstilladelse, udtrykkeligt fremgik i Udlændingestyrelsens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse fra januar 2003, og at det også fremgik af afgørelsen, at tilladelsen bortfalder, hvis man opgiver sin bopæl i Danmark, eller hvis man har længerevarende ophold uden for Danmark.
På den baggrund må det derfor have stået ham klart, at det kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark, hvis han opgav sin bopæl i Danmark og har jævnlige længerevarende ophold i udlandet.
Ansøgerens oplysninger om, at han siden maj 2013 har haft sit hovedophold i Tyrkiet, at han har haft et fast arbejde i Tyrkiet siden marts 2017 for virksomheden A, hvori han fortsat er ansat, bekræfter efter Udlændingenævnets opfattelse, at ansøgeren reelt har opgivet sin bopæl i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren besluttede at flytte fra Danmark til Tyrkiet i 2013 på grund af sin mor. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ved egne handlinger har tilkendegivet opgivelsen af sin bopæl i Danmark ved frameldingen i CPR-registeret.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen yderligere lagt vægt på, at uanset, om ansøgeren først frameldte sig CPR- registeret i december 2019, har han siden maj 2013 mest opholdt sig i Tyrkiet og kun rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig længere end 12 måneder uden for Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansøgerens nationalitetspas, at han har opholdt sig uden for Schengen-medlemsstaternes område og således også Danmark i følgende perioder fra den primo maj 2013 til medio april 2014, fra medio april 2014 til medio april 2015, fra medio april 2015 til ultimo 26. januar 2016, fra primo februar 2016 til medio januar 2017, fra medio januar 2017 til medio januar 2018, fra ultimo januar 2018 til ultimo december 2018, fra primo januar 2019 til ultimo december 2019 og siden primo januar 2020, og at han har haft et samlet ophold i Danmark på 39 dage. Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at ansøgeren har opholdt sig uden for Danmark i de pågældende perioder.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at ansøgeren ikke har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark, og at han kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig længere end 12 måneder uden for Danmark. Sammenholdt med ansøgerens rejsemønster i perioden fra maj 2013 til januar 2020 og hans framelding i CPR-registeret, finder Udlændingenævnet derfor, at ansøgeren må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at han har boet 13 år i Danmark, at han har overholdt reglerne, at han aldrig har været arbejdsløs, ligesom han ikke har modtaget offentlig hjælp fra staten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer det faktum, at ansøgeren har opgivet sin bopæl i Danmark.
Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været ansøgerens eget valg at opholde sig i Tyrkiet i gentagne længerevarende perioder, og at han ikke før udrejsen ansøgte om bevarelse af sin opholdstilladelse i landet.
Udlændingenævnet finder desuden, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren nu vil flytte til Danmark igen, hvis han får lov, og at han har forsøgt at indrejse i Danmark i december 2020 kort efter Udlændingestyrelsens brev fra oktober 2020, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet det hverken ses dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark på et tidligere tidspunkt.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i september 1999, at han indrejste i Danmark i oktober 1999, at han fik tidsubegrænset opholdstilladelse i januar 2003, og at hans mor bor i Tyrkiet. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til, at ansøgeren siden maj 2013 har opholdt sig i Tyrkiet, langt størstedelen af tiden. Ansøgeren har derfor fortsat en væsentlig tilknytning til sit hjemland.
Udlændingenævnet har endvidere noteret sig, at ansøgeren ikke har haft nogen indkomst i Danmark fra maj 2013 til nu, undtaget perioden fra august 2020 til og med oktober 2020, hvor han har modtaget lønindkomst fra virksomheden B.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, da det ikke i sig selv medfører en sådan væsentlig og stærk tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at meddele dispensation fra bortfald.
På baggrund af det anførte og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder ansøgerens samlede ophold her i landet og i hjemlandet, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, og at der er ikke grundlag for at dispensere fra bortfald.
Udlændingenævnet finder desuden, at Københavns Politi med rette afviste ansøgeren ved grænsen til Danmark i december 2020 i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, under henvisning til, at han ikke var i besiddelse af gyldigt visum ved indrejsen til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget for visum i medfør af udlændingelovens § 3 a.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen fra Tyrkiet var i besiddelse af et opholdskort til Danmark, men at Københavns Politi nægtede ham indrejse, fordi han var registreret udrejst af Danmark i december 2019.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren oplyste til politiet, at han udrejste af Danmark for 5-6 år siden, at han bor og arbejder i Tyrkiet, at han på indrejsetidspunktet havde en verserende bortfaldssag i Udlændingestyrelsen, og at han ifølge CPR-registret udrejste af Danmark i december 2019.
Den omstændighed, at ansøgeren har haft permanent opholdstilladelse i Danmark siden 2003 og var i besiddelse af et dansk opholdskort ved indrejsen, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet hans opholdstilladelse var bortfaldet i december 2019, hvor han ifølge CPR-registret havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., jf. begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det påhviler udlændingen selv at sikre, at denne er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller behørigt viseret rejselegitimation, og at gøre sig bekendt med de regler, som gælder for indrejse og ophold i Danmark og Schengenområdet.
Betingelserne for at afvise ansøgeren var således tilstede, da han i december 2020 blev afvist ved indrejsen til Danmark af Københavns Politi.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2020 - Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 04-06-2020Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, samt afslag på en ny opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 21, vedrørende en statsborger fra Irak.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren er født i Danmark i 2001 og blev samme år meddelt opholdstilladelse som familiesammenført barn. Ansøgerens forældre blev skilt i april 2014, hvorefter ansøgeren i CPR blev registreret udrejst af Danmark i juni 2014 med sin far og søskende, mens moren forblev bosiddende i Danmark. I januar 2018 indgik ansøgeren ægteskab i Irak med en derboende irakisk mand, som hun efterfølgende fik et fællesbarn med. Ansøgeren kontaktede i februar 2018 Børnebortførelsesenheden i Børne- og Socialministeriet og oplyste, at hun var blevet bortført til sit hjemland, og at hun ønskede at vende tilbage til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til, hvorvidt ansøgerens ægteskab med sin irakiske ægtefælle er retsgyldigt og i givet fald vil kunne anerkendes i Danmark.
Vedrørende bortfald af opholdstilladelse
Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholdstilladelse må anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er registreret udrejst af Danmark i juni 2014, og at ansøgeren fortsat ikke er registeret indrejst i Danmark, ligesom det også følger af ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet, at hun har været udrejst af Danmark siden marts 2014.
Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller dennes mor har rettet henvendelse til de danske myndigheder under ansøgerens ophold i Irak med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen, og at ansøgeren først i september 2018, det vil sige cirka tre år og seks måneder efter udrejsen af Danmark, indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse.
Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren allerede i begyndelsen af 2018 rettede henvendelse til de danske myndigheder, herunder Børnebortførelsesenheden i Børne- og Socialministeriet, men Udlændingenævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren på daværende tidspunkt også blev vejledt af Udlændingestyrelsen om at indgive en ansøgning om bevarelse af sin opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren på trods af dette først indgav ansøgningen i slutningen af september 2018.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at ansøgeren blev bortført mod sin vilje af sin far til Irak, at ansøgerens far og farens familie har været voldelig overfor hende, at ansøgerens far og farens familie er indflydelsesrige personer, og at ansøgeren først kom væk fra sin far, da ansøgeren indgik ægteskab, men at ansøgeren fortsat frygter sin far.
Udlændingenævnet finder, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst divergerende om en eventuel politianmeldelse af ansøgerens og ansøgerens søskendes bortførsel til Irak.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har oplyst, at ansøgeren og ansøgerens brødre ved flere lejligheder har rettet henvendelse til politiet både telefonisk og via e-mail i 2015, men at ansøgeren efterfølgende, da ansøgeren blev spurgt ind til de nærmere omstændigheder omkring disse henvendelser til politiet oplyste, at ansøgeren ikke var bekendt med politikredsen, og at ansøgeren var i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var blevet rettet henvendelse til politiet.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren også har oplyst, at ansøgerens mor ønskede, at ansøgeren skulle bo i Irak, at ansøgeren udrejste af Danmark sammen med sin far, at ansøgeren er statsborger i Irak, og at det som udgangspunkt er forældremyndighedsindehavernes ret at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af CPR, at ansøgerens forældre blev skilt inden ansøgerens udrejse, og at Udlændingenævnet, idet ansøgeren er myndig, ikke er bekendt med, hvem der havde forældremyndigheden over ansøgeren på tidspunktet for ansøgerens udrejse.
Udlændingenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har villet give samtykke til, at Udlændingenævnet retter henvendelse til ansøgerens mor, herunder med henblik på at indhente disse oplysninger.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at uanset hvem af ansøgerens forældre, der havde forældremyndigheden over ansøgeren på tidspunktet for hendes udrejse, har ingen af ansøgerens forældre rettet henvendelse til udlændingemyndighederne eller politiet med henblik på at forhindre udrejsen eller sikre, at ansøgeren kunne vende tilbage til Danmark på et senere tidspunkt. På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgerens udrejse af Danmark var i overensstemmelse med begge sine forældres ønske.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har været i telefonisk kontakt med sine venner i Danmark samt en lærer fra ansøgerens folkeskole, og at ansøgeren således også overfor dem har haft mulighed for at tilkendegive, såfremt udenlandsopholdet var i strid med ansøgerens ønsker.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren først cirka tre år og seks måneder efter sin udrejse af Danmark rettede henvendelse til myndighederne, og at ansøgeren først rettede henvendelse, efter at ansøgeren var blevet gift og ønskede at tage ophold i Danmark sammen med sin irakiske ægtefælle og deres fællesbarn.
Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen har oplyst, at ansøgeren først kom væk fra sin far, da hun blev gift i 2018, men Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren har oplyst, at hun i 2015 rettede henvendelse til politiet, hvilket ansøgeren efterfølgende har oplyst, muligvis ikke var tilfældet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren tillige har oplyst, at ansøgerens ægtefælle har opholdt sig i Finland, hvilket indikerer, at ansøgerens ægtefælle ønsker at bosætte sig i Europa.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først indgav ansøgningen om bevarelse af sin opholdstilladelse cirka syv måneder efter, at ansøgeren første gang blev vejledt herom og først efter ansøgeren var blevet gravid og ønskede at føde sin søn i Danmark.
Udlændingenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren har været bortført.
Det kan på overstående baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter det oplyste taler dansk, idet det samtidig lægges til grund, at ansøgeren også taler arabisk, som der tales i Irak, hvor ansøgeren har opholdt sig de seneste seks år.
Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder en afvejning af ansøgerens ophold her i landet og hjemlandet samt ansøgerens familiemæssige og anden tilknytning til landet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.
Vurdering vedrørende ny opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingenævnet har vurderet afslaget på ansøgerens nye opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren på bortfaldstidspunktet var under 15 år.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på ny kan meddeles opholdstilladelse i Danmark efter, at ansøgerens tidligere opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3, må anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21 (tidligere § 9, stk. 17), jf. § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under sit udenlandsophold i Irak i januar 2018 indgiv ægteskab med en derboende irakisk mand, og at ansøgeren og dennes ægtefælle efterfølgende har fået i hvert fald et barn sammen, hvorfor ansøgeren må anses for at have stiftet selvstændig familie.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i alle sine henvendelser til Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet har oplyst, at ansøgeren ikke kan bo uden sin ægtefælle og barn, og at hendes ægtefælle er en god mand.
Udlændingenævnet finder endvidere, at hensynet til barnets tarv ikke taler for, at ansøgeren på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren har været udrejst af Danmark siden 2014, og at ansøgeren således har opholdt sig uden for Danmark, siden hun var 13 år.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren er født i Danmark, hvor hun har boet de første 13 år af sit liv, at hun har gået i skole i Danmark og efter det oplyste senest har afsluttet 6. klasse på en folkeskole, at hun har venner i Danmark, og at hun efter det oplyste taler, læser og skriver dansk. Udlændingenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren har haft størstedelen af sine formative år i Danmark, hvor hun også har tilbragt de fleste af sine leveår.
Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark med sin far og søskende, at ansøgerens mor efter det oplyste også har været i Irak, at ansøgerens udrejse, jf. begrundelsen overfor, må antages at have været i overensstemmelse med begge forældres ønske, at ansøgerens forældre har været hendes primære omsorgspersoner, og at hun må anses for at have knyttet et kulturelt, sprogligt og familiært bånd til Irak, hvor hun har boet gennem flere år, og hvor hun er blevet gift og har stiftet familie.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hun er blevet bortført til Irak, og at opholdet er imod hendes vilje, men Udlændingenævnet finder ikke at kunne lægge dette til grund, jf. begrundelsen ovenfor.
Uanset at ansøgeren således har haft hovedparten af sit liv, opvækst og formative år i Danmark, finder Udlændingenævnet ikke, at hun på den baggrund kan meddeles en ny opholdstilladelse i Danmark, henset til hendes stærke tilknytning til Irak, hvor hun er statsborger, og hvor hun er blevet gift og har stiftet selvstændig familie.
Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne forhold, der taler for, at det vil være bedst stemmende med ansøgerens tarv at meddele hende opholdstilladelse i Danmark på ny.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28.05.2020 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 28-05-2020Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12, til en jordansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, som er født i 1994, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i oktober 1998. I perioden fra 2006 til 2007 opholdt klageren sig i udlandet, og i marts 2007 blev hun på ny meddelt opholdstilladelse i Danmark. i juli 2018 kontaktede klageren Udlændingestyrelsen og oplyste, at hun udrejste af Danmark i april 2015, at hun var blevet bortført til Syrien af sin daværende kæreste og nu opholdt sig i Jordan, og at hun ønskede at søge om dispensation fra bortfald. På baggrund af blandt andet vurderinger fra politiet og PET traf Udlændingestyrelsen i december 2018 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og hun blev samtidig meddelt indrejseforbud for bestandig.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvis på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger lagt til grund, at klageren senest i 2015 udrejste fra Danmark til Tyrkiet, hvorfra hun rejste videre til Syrien, hvor hun opholdt sig i tre år.
Udlændingenævnet finder, at der er grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt betydeligt vægt på politiets og PET’s vurderinger fra henholdsvis september 2018 og august 2018 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgår, at en person ved at udrejse til Syrien vil kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende har et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren er rejst til Syrien med sin daværende kæreste, og at politiet til Udlændingestyrelsen har oplyst, at klagerens daværende kæreste er efterlyst af politiet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, at klageren endvidere efter sin udrejse af Danmark er blevet sat i forbindelse med en række kriminelle forhold, og at der har boet to personer i hendes lejlighed med tilknytning til det radikaliserede miljø, hvorefter den ene er meldt omkommet i Syrien.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der er grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet har deltaget i aktiviteter, der kan medføre bortfald af opholdstilladelse, må lægges vægt på, at Syrien, hvor hun efter sine egne oplysninger har opholdt sig i tre år, er et krigsområde, som er eller har været delvist kontrolleret af Islamisk Stat.
Udlændingenævnet lægger således vægt på, at klageren ikke har dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien.
Det forhold, at klageren har anført, at det ikke var hendes ønske at rejse til Syrien, at hun blev tvunget til det af sin daværende kæreste, at hun i første omgang troede, at hun skulle til Tyrkiet for at hjælpe hjemløse, hvorefter hun blev ført til Syrien, og at hun anden gang rejste til Tyrkiet for at holde ferie med sin daværende kæreste, men på ny blev ført til Syrien, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret modstridende om hændelsesforløbet, idet hun i ansøgningen om dispensation fra bortfald oplyste, at hendes daværende kæreste truede med at slå hende ihjel, efter hun havde født et dødfødt barn, såfremt hun ikke rejste til Tyrkiet, mens hun ved e-mail fra august 2018 oplyste, at hun efter fødslen rejste tilbage til Tyrkiet for at holde ferie med sin kæreste, idet han havde stoppet truslerne, men at hun herefter på ny blev kørt til Syrien og tilbageholdt.
Udlændingenævnet finder det samtidig utroværdigt, at klageren skulle have valgt at rejse til sin daværende kæreste i Tyrkiet på ny, såfremt hun under sin første rejse til Tyrkiet var blevet bortført af ham til Syrien. Udlændingenævnet henviser endvidere til, at klageren hverken ses at have taget kontakt til politiet eller øvrige danske myndigheder om bortførelsen, før hun kontaktede Udlændingestyrelsen i juli 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2018 anmodede klageren om at indsende oplysninger om og fremsende relevant dokumentation for, at hun havde henvendt sig til politiet efter hendes daværende kærestes trusler, at hun havde købt en returbillet til Danmark i forbindelse med sin rejse til Tyrkiet, samt dokumentation for klagerens påståede skader. Dette ses imidlertid hverken dokumenteret eller besvaret.
Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er indrejst i Syrien mod sin vilje.
Udlændingenævnet bemærker, at det påhviler klageren at fremkomme med de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet finder, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Det er i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i oktober 1998 indrejste med opholdstilladelse i Danmark, hvor hun har boet frem til juli 2006, at hun på ny i marts 2007 er registreret indrejst i Danmark, at hun siden januar 2015 er registreret udrejst af Danmark, og at hun har anført, at hele hendes familie bor i Danmark. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet skal hertil indledningsvis bemærke, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK art. 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår kriminelle handlinger, eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der er tale om et proportionelt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det var klagerens eget valg at udrejse af Danmark, at hun i de seneste fem år har opholdt sig uden for Danmark, hvor hun efter det oplyste for tiden opholder sig i sit hjemland Jordan, hvor hun er statsborger, og som hun må antages at have bevaret en stærk tilknytning til.
Udlændingenævnet finder således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familieliv, da der ikke er noget til hinder for, at klageren fortsat kan have telefonisk kontakt med sin familie, som hun hidtil har gjort.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at meddele klageren dispensation for bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det til sagen ikke er dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien.
Udlændingenævnet henviser herved til, at adgangen til dispensation – som det også fremgår af afsnittet retsregler ovenfor – forudsættes administreret restriktivt, og at det for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der er grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltager eller har deltaget i handlinger, som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da Udlændingenævnet ikke finder at kunne lægge til grund, at klageren skulle have opholdt sig i Syrien mod sin vilje, er det ikke herved godtgjort, at opholdet har haft et anerkendelsesværdigt formål.
Som følge af, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. ovenstående vurdering efter udlændingelovens § 21 b, meddeles hun indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet finder desuden, at et indrejseforbud for bestandig ikke er stridende med Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom i afsnittet vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2020 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 26-05-2020Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om forhåndsdispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse efter etableringskortordningen.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren var i august 2014 meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som PhD studerende. Ansøgeren fik herefter primo juni 2018 opholdstilladelse efter etableringskortordningen med gyldighed i to år. Primo juni 2018 blev ansøgeren registreret udrejst i Det Centrale Personregister (CPR), og ansøgeren indgav i juli 2018 en ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration om forhåndsdispensation fra bortfald.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, idet han havde til hensigt at udrejse af Danmark til Singapore for at arbejde ved en udenlandsk virksomhed i to år, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter egne oplysninger rejste ud af Danmark den primo juni 2018 og først agter at vende tilbage til Danmark primo juni 2020 (dagen før hans nuværende opholdstilladelse udløber), og at han er registreret udrejst i CPR primo juni 2018.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt., at en opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke kan meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, da han havde til hensigt at opholde sig uden for Danmark i to år, og da opholdet ikke tjener et velbegrundet formål.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Singapore skulle arbejde for en udenlandsk virksomhed. Han har således ikke bevaret sin tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at sit formål med at forlade Danmark var at opbygge erhvervserfaring fra udlandet igennem en periode på et til to år, og at han derefter ville vende tilbage til Danmark primo juni 2020, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke vil have en reel udsigt til at kunne få forlænget sin opholdstilladelse efter tilbagevenden til Danmark, idet det ikke er muligt at forlænge en opholdstilladelse efter etableringskortordningen udover to år.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens opholdstilladelse er bortfaldet, idet han har opgivet sin bopæl i Danmark, og da han endvidere har opholdt sig udenfor Danmark i mere end seks sammenhængende måneder.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter egne oplysninger udrejste af Danmark den primo juni 2018, og at han desuden er registreret udrejst i Danmark denne dato.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren uanset det anførte om, at han har bevaret sin bopæl i Danmark, ikke har dokumenteret dette, ligesom han i klagen fra oktober 2018 oplyste, at han havde planer om at besøge Danmark indenfor seks måneder.
Udlændingenævnet finder ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at reglerne om bortfald fremgår udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra juni 2018, herunder, at han kan miste sin ret til ophold i Danmark, hvis han ikke opfylder en eller flere af betingelserne for opholdstilladelsen, eller eksempelvis hvis han opgiver sin bopæl i Danmark eller opholder sig mere end seks sammenhængende måneder uden for Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter sin opfattelse har en stærk tilknytning til Danmark, at han har boet i Danmark fra september 2014 til juni 2018, at han har været ph.d. i Data Science ved et dansk universitet, og at han ønsker at opnå et job som Data Scientist i den danske industri.
Det kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren alene har haft opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark i knap fire år forud for hans udrejse, at der ikke foreligger oplysninger om, at han har familiemæssig tilknytning til Danmark, og at han dermed ikke kan anses for at have opnået en stærk længerevarende tilknytning til Danmark, som kan begrunde, at hans opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet.
På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.” ERH/2020/5 -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. august 2019 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 13-08-2019Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., til en somalisk statsborger, da ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1998 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med sin far frem til december 2017. Ifølge Det Centrale Personregister (CPR) udrejste ansøgeren til Somalia i november 2015.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i november 2015 udrejste af Danmark en måned før hun fyldte 18 år, og at ansøgeren først i november 2017 genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder under sit ophold i Somalia med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen, og at hun først i november 2017 to år efter udrejsen af Danmark i en alder af næsten 20 år indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2014, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, blev vejledt om, at hendes opholdstilladelse kunne bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun tog længerevarende ophold uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren havde alle intentioner om at vende tilbage til Danmark hurtigst muligt, da hun udrejste, at hendes familie havde arrangeret et ægteskab for hende, som var mod hendes vilje, og som hun ikke havde mulighed for at modsætte sig, at hun ikke havde mulighed for at forlade Somalia efter ægteskabet, da familien og ægtefællen forhindrede dette, at hun først kunne udrejse af Somalia, da hendes ægtefælle ønskede at blive skilt, og at hun ikke kunne vende tilbage til Somalia af frygt for at blive dræbt af sin tidligere ægtefælle. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efterlod alle sine ejendele i Danmark, da hun rejste, at hun på tidspunktet for udrejsen boede hos sin familie i Danmark, at hun ikke frameldte sig CPR, og at hun havde bestilt en returbillet, hvilket indikerede, at hun ønskede at vende tilbage til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fyldte 18 år en måned efter udrejsen og dermed blev myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hendes kontakt til de danske myndigheder og eventuel tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt, at det hverken sås dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens familie i Danmark ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at underrette om, at ansøgeren ikke kom hjem som planlagt fra sit ophold i udlandet, på trods af at ansøgerens herboende far efter det oplyste ikke var involveret i det planlagte arrangerede ægteskab. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde studeret på en ungdomsskole, men ikke havde arbejdet i Danmark, at hun talte, skrev og læste dansk, og at hun godt kunne huske noget af sproget, men ikke det hele. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til et andet resultat henset til, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark i oktober 2014, at ansøgeren udrejste i november 2015, at hun således alene havde boet i Danmark i cirka et år og to måneder, og at ansøgeren blev gift og havde fået barn uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet. FAM/2019/14.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet