Længerevarende ophold i udlandet

Forrige
Side 1 af 2
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. november 2023 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 30-11-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om konstatering af bortfald af tidsubegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger i Pakistan.

    Sagens faktiske omstændigheder

    I september 2022 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk.1 og 2, begrundet i, at klageren opgav sin bopæl, fordi han regelmæssigt opholdt sig i Pakistan hos sin ægtefælle og deres 4 fælles børn.

    Udlændingenævnets afgørelse

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2022.

    Udlændingenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han ved sine egne handlinger og adfærd har demonstreret, at han reelt har opgivet sin bopæl i Danmark ved at have sit hovedophold i Pakistan og ved at stifte familie der, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2006, at klagerens opholdstilladelse ville bortfalde, hvis han opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis han havde længevarende ophold uden for Danmark.

    På den baggrund må det have stået klageren klart, at hans jævnlige længerevarende ophold i Pakistan kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark.

    Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af klagerens nationalitetspas og hans egne oplysninger, at han har opholdt sig i Pakistan i ca. 69 måneder og i Danmark ca. 31 måneder i perioden fra august 2011 til maj 2021. Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at hans periodiske ophold i Danmark på 1-6 måneder må betragtes som korte besøg.

    Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at klageren har opholdt sig i Pakistan i de pågældende perioder.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig for længe uden for Danmark og for at tjene penge til sit ophold og familiens forsørgelse i Pakistan. Sammenholdt med hans rejsemønster i perioden fra august 2011 til nu, finder Udlændingenævnet derfor, at han må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.

    Det forhold, at han fortsat er registreret med en bopæl i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at han ikke har opgivet sin bopæl i udlændingelovens forstand. Der henvises den forbindelse også til § 24, stk. 2, i CPR-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023, hvoraf det fremgår, at korte besøg her i landet ikke betragtes som afbrydelse af opholdet i udlandet, så længe vedkommende sover flest gange i udlandet.

    Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været klagerens eget valg at rejse til Pakistan for at stifte familie og udøve dette familieliv med sin ægtefælle og deres 4 fælles børn dér, og at Pakistan dermed i en lang periode på næsten 12 år har været centrum for hans familieliv.

    Udlændingenævnet har yderligere vurderet, om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8, stk. 1, fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.

    Udlændingenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelse af hans ret til familieliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, da der ikke foreligger et hensyn til familiens enhed her i landet, der taler for opretholdelse af hans opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem forældre og voksne børn ikke er omfattet af beskyttelsen i EMRK artikel 8 uden påvisning af ”yderligere afhængighedsforhold mellem dem ud over almindelige følelsesmæssige bånd”, jf. mutatis mutandis, Kwakye-Nti og Dufie mod Nederlandene (dec.), nr. 311519/96, fra den 7. november 2000, og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold mellem klageren og hans herboende far, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem dem, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.

    Udlændingenævnet finder ligeledes, at klageren i hvert fald afbrød sit familieliv med sin far og sin bror i Danmark på det tidspunkt, hvor han valgte at stiftet selvstændig familie i Pakistan, at han har brugt sin ret til at vælge i hvilket land han, hans ægtefælle og deres børn vil udøve deres familieliv, hvor de har valgt Pakistan som centrum for familielivet, og at dermed udgør forholdet til hans far og hans bror i Danmark ikke et familieliv i konventionens forstand.

    Udlændingenævnet henviser herefter til, at klageren forsat kan udøve familielivet i Pakistan, hvor han er statsborger, og hvor han kan rejse til og opholde sig i ubegrænset tid.

    Udlændingenævnet finder, at bortfald af klageren opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelsen af hans ret til privatliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, idet der er oplysninger i sagen, der understøtter, at klageren ikke havde et beskyttelsesværdigt privatliv i Danmark efter EMRK artikel 8 på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at reglerne i udlændingeloven har til formål at sikre og opretholde en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrationskontrol, samt hensynet til den offentlige orden er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2.

    På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

    I vurderingen af, om intensiteten af indgrebet i klagerens privatliv i Danmark er nødvendigt og proportionelt for at opnå det angivne legitime formål, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren er født i 1988 i Pakistan, hvor han har boet de første 12 år og 7 måneder af sit liv, indtil han indrejste i Danmark i maj 2001, at han har gået i skole i Danmark, at han taler dansk, at han blev færdiguddannet social- og sundhedshjælper i juli 2011, og at han indtil august 2011 efter det oplyste uafbrudt opholdt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet finder, at klageren ved sine regelmæssige og længerevarende ophold i Pakistan gennem en lang årrække har opgivet sin status som ”settled migrant” i Danmark.

    Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at klagerens beskæftigelse i Danmark i form af vikarjob som SOSU-hjælper ikke i sig selv kan føre til opretholdelsen af hans opholdstilladelse, idet en tilknytning til Danmark i form af beskæftigelse skal have været en væsentlig del af hans lovlige ophold i landet, og at hans vikarjob ikke kan antages at have en sådan karakter.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke råder over en fast bolig, som står til hans fulde rådighed i de måneder, som han opholdt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at uanset at klageren, hans far og hans bror alle er medejere af beboelseslejligheden på adressen A, kan det ikke lægges til grund, at han har sit eget værelse, idet lejligheden er på 81 m2 og består af 3 værelser, men har 4 registrerede beboere. Idet han ikke har fuldt ejerskab over ejendommen, er bortfald af hans opholdstilladelse derfor ikke et indgreb i hans ejendomsret i Danmark. Udlændingenævnet konstaterer, at det følger af fast praksis, at de oplysninger om indretningen af en bolig, herunder antal værelser, der fremgår af OIS lægges uprøvet til grund ved nævnets afgørelse.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren ikke har skabt den personlige, sociale og økonomiske tilknytning til Danmark, som udgør beskyttet privatliv i konventionens forstand.

    Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om særlige grunde, såsom klagerens helbredsforhold, der kan begrunde, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændighederne finder Udlændingenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke vil medføre indgreb i retten til privatliv, og at bortfaldet af opholdstilladelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgrebet. Derfor vil det ikke være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Det til klagen anførte forhold og indsendte dokumentation er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, men dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til ovennævnte.

    Udlændingenævnet stadfæster efter det anførte Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2023 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 17-04-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om bortfald af ansøgeren og ansøgerens ægtefælles opholdstilladelser på baggrund af længerevarende ophold i udlandet.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren indgav i december 2020 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, vedlagt ansøgerens pas, hvoraf fremgik, at hun havde været udrejst af Danmark i perioden fra december 2019 til juli 2020. SIRI konstaterede i henholdsvis januar 2021 og februar 2021, at ansøgeren og hendes ægtefælles opholdstilladelser var bortfaldet, idet parret havde været udrejst i mere end 6 måneder.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Ved behandlingen af klagerne af primo februar 2021 og primo marts 2021 har Udlændingenævnet gennemgået oplysningerne, som fremgår af sagsfremstillingen i SIRIs afgørelser af januar 2021 og februar 2021 samt vurderet indholdet af klagerne.

    Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelser af januar 2021 og februar 2021 om bortfald.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og hendes ægtefælle efter en konkret og individuel vurdering ikke bør meddeles afslag på dispensation fra bortfald af opholds- og arbejdstilladelser under henvisning til, at de blev vejledt gentagne gange om, at opholdstilladelsen vil bortfalde, hvis de forlod Danmark i mere end 6 måneder i træk, og at de ikke har kontaktet SIRI før, under eller efter deres ophold i udlandet.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen af sagerne lagt vægt på, at det fremgår af SIRIs praksisnotat af februar 2014 vedrørende dispensation for bortfald, at hvis udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af perioden på 6 måneder, men er blevet forhindret heri grundet uforudsete hindringer, herunder problemer med udrejse, kan der tildeles dispensation.

    Udlændingenævnet bemærker, at der er tale om en samlet afvejning af alle sagens momenter, selvom det taler for, at der ikke gives dispensation, hvis dispensationsansøgningen ikke er indgivet i rimelig tid efter hjemrejsen

    Udlændingenævnet i den forbindelse lagt vægt på, at selvom ansøgeren og hendes ægtefælle ikke sendte en dispensation i umiddelbart forlængelse af deres hjemrejse til Danmark, har de har dokumenteret, at deres hensigt var at vende tilbage til Danmark, men at tilbagerejsen blev hindret grundet Covid-pandemien.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at de har boet i Danmark i henholdsvis 8 og 5 år, og at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren siden april 2013 frem til nu har været i ordinær beskæftigelse, hvorfor hun har opnået en vis tilknytning til arbejdsmarkedet siden hun kom til Danmark i september 2012, og at dette i afvejningen af, om der skal tildeles en dispensation, bør tildeles større vægt henset til, at familien overskred perioden på 6 måneder med 15 dage.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren og hendes ægtefælle opholds- og arbejdstilladelse i Danmark er opfyldt.

    Ansøgeren og hendes ægtefælle vil således modtage en ny afgørelse fra SIRI.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2020 - Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 04-06-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, samt afslag på en ny opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 21, vedrørende en statsborger fra Irak.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren er født i Danmark i 2001 og blev samme år meddelt opholdstilladelse som familiesammenført barn. Ansøgerens forældre blev skilt i april 2014, hvorefter ansøgeren i CPR blev registreret udrejst af Danmark i juni 2014 med sin far og søskende, mens moren forblev bosiddende i Danmark. I januar 2018 indgik ansøgeren ægteskab i Irak med en derboende irakisk mand, som hun efterfølgende fik et fællesbarn med. Ansøgeren kontaktede i februar 2018 Børnebortførelsesenheden i Børne- og Socialministeriet og oplyste, at hun var blevet bortført til sit hjemland, og at hun ønskede at vende tilbage til Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til, hvorvidt ansøgerens ægteskab med sin irakiske ægtefælle er retsgyldigt og i givet fald vil kunne anerkendes i Danmark.

    Vedrørende bortfald af opholdstilladelse
    Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholdstilladelse må anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er registreret udrejst af Danmark i juni 2014, og at ansøgeren fortsat ikke er registeret indrejst i Danmark, ligesom det også følger af ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet, at hun har været udrejst af Danmark siden marts 2014.

    Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller dennes mor har rettet henvendelse til de danske myndigheder under ansøgerens ophold i Irak med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen, og at ansøgeren først i september 2018, det vil sige cirka tre år og seks måneder efter udrejsen af Danmark, indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse.

    Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren allerede i begyndelsen af 2018 rettede henvendelse til de danske myndigheder, herunder Børnebortførelsesenheden i Børne- og Socialministeriet, men Udlændingenævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren på daværende tidspunkt også blev vejledt af Udlændingestyrelsen om at indgive en ansøgning om bevarelse af sin opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren på trods af dette først indgav ansøgningen i slutningen af september 2018.

    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at ansøgeren blev bortført mod sin vilje af sin far til Irak, at ansøgerens far og farens familie har været voldelig overfor hende, at ansøgerens far og farens familie er indflydelsesrige personer, og at ansøgeren først kom væk fra sin far, da ansøgeren indgik ægteskab, men at ansøgeren fortsat frygter sin far.

    Udlændingenævnet finder, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst divergerende om en eventuel politianmeldelse af ansøgerens og ansøgerens søskendes bortførsel til Irak.

    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har oplyst, at ansøgeren og ansøgerens brødre ved flere lejligheder har rettet henvendelse til politiet både telefonisk og via e-mail i 2015, men at ansøgeren efterfølgende, da ansøgeren blev spurgt ind til de nærmere omstændigheder omkring disse henvendelser til politiet oplyste, at ansøgeren ikke var bekendt med politikredsen, og at ansøgeren var i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var blevet rettet henvendelse til politiet.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren også har oplyst, at ansøgerens mor ønskede, at ansøgeren skulle bo i Irak, at ansøgeren udrejste af Danmark sammen med sin far, at ansøgeren er statsborger i Irak, og at det som udgangspunkt er forældremyndighedsindehavernes ret at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af CPR, at ansøgerens forældre blev skilt inden ansøgerens udrejse, og at Udlændingenævnet, idet ansøgeren er myndig, ikke er bekendt med, hvem der havde forældremyndigheden over ansøgeren på tidspunktet for ansøgerens udrejse.

    Udlændingenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har villet give samtykke til, at Udlændingenævnet retter henvendelse til ansøgerens mor, herunder med henblik på at indhente disse oplysninger.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at uanset hvem af ansøgerens forældre, der havde forældremyndigheden over ansøgeren på tidspunktet for hendes udrejse, har ingen af ansøgerens forældre rettet henvendelse til udlændingemyndighederne eller politiet med henblik på at forhindre udrejsen eller sikre, at ansøgeren kunne vende tilbage til Danmark på et senere tidspunkt. På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgerens udrejse af Danmark var i overensstemmelse med begge sine forældres ønske.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har været i telefonisk kontakt med sine venner i Danmark samt en lærer fra ansøgerens folkeskole, og at ansøgeren således også overfor dem har haft mulighed for at tilkendegive, såfremt udenlandsopholdet var i strid med ansøgerens ønsker.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren først cirka tre år og seks måneder efter sin udrejse af Danmark rettede henvendelse til myndighederne, og at ansøgeren først rettede henvendelse, efter at ansøgeren var blevet gift og ønskede at tage ophold i Danmark sammen med sin irakiske ægtefælle og deres fællesbarn.

    Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen har oplyst, at ansøgeren først kom væk fra sin far, da hun blev gift i 2018, men Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren har oplyst, at hun i 2015 rettede henvendelse til politiet, hvilket ansøgeren efterfølgende har oplyst, muligvis ikke var tilfældet.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren tillige har oplyst, at ansøgerens ægtefælle har opholdt sig i Finland, hvilket indikerer, at ansøgerens ægtefælle ønsker at bosætte sig i Europa.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først indgav ansøgningen om bevarelse af sin opholdstilladelse cirka syv måneder efter, at ansøgeren første gang blev vejledt herom og først efter ansøgeren var blevet gravid og ønskede at føde sin søn i Danmark.

    Udlændingenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren har været bortført.

    Det kan på overstående baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter det oplyste taler dansk, idet det samtidig lægges til grund, at ansøgeren også taler arabisk, som der tales i Irak, hvor ansøgeren har opholdt sig de seneste seks år.

    Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder en afvejning af ansøgerens ophold her i landet og hjemlandet samt ansøgerens familiemæssige og anden tilknytning til landet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Vurdering vedrørende ny opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2.
    Udlændingenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingenævnet har vurderet afslaget på ansøgerens nye opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren på bortfaldstidspunktet var under 15 år.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på ny kan meddeles opholdstilladelse i Danmark efter, at ansøgerens tidligere opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3, må anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21 (tidligere § 9, stk. 17), jf. § 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under sit udenlandsophold i Irak i januar 2018 indgiv ægteskab med en derboende irakisk mand, og at ansøgeren og dennes ægtefælle efterfølgende har fået i hvert fald et barn sammen, hvorfor ansøgeren må anses for at have stiftet selvstændig familie.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i alle sine henvendelser til Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet har oplyst, at ansøgeren ikke kan bo uden sin ægtefælle og barn, og at hendes ægtefælle er en god mand.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at hensynet til barnets tarv ikke taler for, at ansøgeren på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren har været udrejst af Danmark siden 2014, og at ansøgeren således har opholdt sig uden for Danmark, siden hun var 13 år.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren er født i Danmark, hvor hun har boet de første 13 år af sit liv, at hun har gået i skole i Danmark og efter det oplyste senest har afsluttet 6. klasse på en folkeskole, at hun har venner i Danmark, og at hun efter det oplyste taler, læser og skriver dansk. Udlændingenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren har haft størstedelen af sine formative år i Danmark, hvor hun også har tilbragt de fleste af sine leveår.

    Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark med sin far og søskende, at ansøgerens mor efter det oplyste også har været i Irak, at ansøgerens udrejse, jf. begrundelsen overfor, må antages at have været i overensstemmelse med begge forældres ønske, at ansøgerens forældre har været hendes primære omsorgspersoner, og at hun må anses for at have knyttet et kulturelt, sprogligt og familiært bånd til Irak, hvor hun har boet gennem flere år, og hvor hun er blevet gift og har stiftet familie.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hun er blevet bortført til Irak, og at opholdet er imod hendes vilje, men Udlændingenævnet finder ikke at kunne lægge dette til grund, jf. begrundelsen ovenfor.

    Uanset at ansøgeren således har haft hovedparten af sit liv, opvækst og formative år i Danmark, finder Udlændingenævnet ikke, at hun på den baggrund kan meddeles en ny opholdstilladelse i Danmark, henset til hendes stærke tilknytning til Irak, hvor hun er statsborger, og hvor hun er blevet gift og har stiftet selvstændig familie.

    Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne forhold, der taler for, at det vil være bedst stemmende med ansøgerens tarv at meddele hende opholdstilladelse i Danmark på ny.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. august 2019 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 13-08-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., til en somalisk statsborger, da ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1998 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med sin far frem til december 2017. Ifølge Det Centrale Personregister (CPR) udrejste ansøgeren til Somalia i november 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i november 2015 udrejste af Danmark en måned før hun fyldte 18 år, og at ansøgeren først i november 2017 genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder under sit ophold i Somalia med henblik på bevarelse af opholdstilladelsen, og at hun først i november 2017 to år efter udrejsen af Danmark i en alder af næsten 20 år indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2014, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, blev vejledt om, at hendes opholdstilladelse kunne bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun tog længerevarende ophold uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren havde alle intentioner om at vende tilbage til Danmark hurtigst muligt, da hun udrejste, at hendes familie havde arrangeret et ægteskab for hende, som var mod hendes vilje, og som hun ikke havde mulighed for at modsætte sig, at hun ikke havde mulighed for at forlade Somalia efter ægteskabet, da familien og ægtefællen forhindrede dette, at hun først kunne udrejse af Somalia, da hendes ægtefælle ønskede at blive skilt, og at hun ikke kunne vende tilbage til Somalia af frygt for at blive dræbt af sin tidligere ægtefælle. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efterlod alle sine ejendele i Danmark, da hun rejste, at hun på tidspunktet for udrejsen boede hos sin familie i Danmark, at hun ikke frameldte sig CPR, og at hun havde bestilt en returbillet, hvilket indikerede, at hun ønskede at vende tilbage til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fyldte 18 år en måned efter udrejsen og dermed blev myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hendes kontakt til de danske myndigheder og eventuel tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt, at det hverken sås dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens familie i Danmark ikke rettede henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at underrette om, at ansøgeren ikke kom hjem som planlagt fra sit ophold i udlandet, på trods af at ansøgerens herboende far efter det oplyste ikke var involveret i det planlagte arrangerede ægteskab. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde studeret på en ungdomsskole, men ikke havde arbejdet i Danmark, at hun talte, skrev og læste dansk, og at hun godt kunne huske noget af sproget, men ikke det hele. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til et andet resultat henset til, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark i oktober 2014, at ansøgeren udrejste i november 2015, at hun således alene havde boet i Danmark i cirka et år og to måneder, og at ansøgeren blev gift og havde fået barn uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet. FAM/2019/14.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2018 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 22-01-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra december 2016 om afslag på dispensation fra bortfald af en vietnamesisk statsborgers tidsubegrænsede opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at klageren skulle meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde dokumenteret, at hun i september 2013 forud for sin udrejse havde underrettet Udlændingestyrelsen om sit kommende midlertidige ophold i England, hvor hun samtidig havde tilkendegivet at hun forventede at vende tilbage til Danmark i 2016 og havde bedt om vejledning i forhold til, om hun skulle ansøge om dispensation for at kunne bevare sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at Udlændingestyrelsen senere i september 2013 havde videresendt klagerens henvendelse til Styrelsen for International Rekruttering og Integration som rette myndighed, som imidlertid ikke havde fulgt op på klagerens henvendelse forud for styrelsens afgørelse i december 2016, ligesom klagerens henvendelse ikke var indgået i styrelsens vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration over for Udlændingenævnet i forbindelse med behandlingen af sagen i Udlændingenævnet havde anført, at klageren i overensstemmelse med praksis ville være blevet meddelt dispensation fra bortfald, såfremt hendes henvendelse i september 2013 på daværende tidspunkt var blevet behandlet som en anmodning om dispensation fra bortfald. ERH/2018/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 13-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en canadisk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i en længerevarende periode i udlandet, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1957 og blev i juni 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren blev i september 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren fik i september 2010 dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, idet hun havde fået ansættelse i udlandet. Denne dispensation blev yderligere forlænget til november 2014 på baggrund af samme ansættelsesforhold. Ansøgeren søgte i september 2015 på ny om dispensation. Det blev under sagen oplyst, at ansøgeren kunne forlænge sin kontrakt et år ad gangen, og at ansøgeren ville fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet, indtil hun skulle på pension i juni 2018. Udlændingestyrelsen afslog i april 2016 at dispensere yderligere fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse og fastsatte samtidig en indrejsefrist i maj 2016, således at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne dato. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgeren i slutningen af 2015 teoretisk havde haft mulighed for ikke at forlænge sin kontrakt yderligere, men at ansøgerens ægtefælle efter telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen havde fået det indtryk, at ansøgeren ville få forlænget sin dispensation frem til juni 2018, hvor ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet udløb.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren var udrejst i 2010, og da ansøgeren fortsat opholdt sig i udlandet, idet ansøgeren ikke var indrejst i Danmark inden den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren første gang blev meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, at denne dispensation var blevet forlænget til november 2014, idet ansøgeren havde oplyst, at ansættelsesforholdet udløb i 2014, at ansøgeren på ny i september 2015 havde søgt om dispensation med henvisning til samme ansættelsesforhold, og at ansøgeren dernæst valgte ikke at indrejse i overensstemmelse med den senest meddelte indrejsefrist i maj 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle var af den opfattelse, at der telefonisk var indgået en aftale med Udlændingestyrelsen omkring endnu en dispensationsperiode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet i yderligere to år, indtil ansøgeren fyldte 60 år, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om at indgive en ny ansøgning om dispensation fra bortfald, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om afslag på yderligere dispensation samtidig havde fastsat en indrejsefrist således, at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren yderligere dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst siden august 2010, at ansøgeren allerede havde fået dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil maj 2016, at ansøgeren ikke var genindrejst i Danmark, at ansøgeren flere gange havde forlænget sin ansættelse i udlandet, og at ansøgeren fortsat ønskede at være bosat i udlandet frem til 2018. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens ansættelse i udlandet var sket som lokal ansættelse og ikke som led i udsendelse for en dansk eller herværende udenlandsk virksomhed eller organisation. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren oprindelig var meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, og at ansøgeren fortsat var gift. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres i yderligere en periode. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke sås at have opretholdt et fælles samliv på fælles daglig bopæl med sin ægtefælle, idet ansøgerens ægtefælle fortsat var bopælsregistreret og boede i Danmark. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren forud for sin udrejse havde boet i Danmark i 13 år, at ansøgerens to børn var danske statsborgere, og at ansøgeren havde taget uddannelser i Danmark, ligesom ansøgeren ejede flere virksomheder og ejendomme i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i udlandet uden den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i 1997 på baggrund af ægteskab, at ansøgerens børn var voksne, og at ansøgeren i nu syv år havde boet og arbejdet i udlandet uden sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at hun havde fået dispensation fra bortfald i næsten seks år – ikke kunne anses for at have opnået en berettiget forventning om at kunne få yderligere dispensation. Udlændingenævnet vejledte i den forbindelse om, at ansøgeren på ny kunne søge om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab, når ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet var ophørt. FAM/2017/90.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

    Dato: 07-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 16-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en somalisk statsborger. Ansøgeren, der var født i Somalia i 1993, blev i juli 2007 meddelt bevis for opholdstilladelse frem til juli 2010. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren udrejste af Danmark i maj 2010. Det fremgik endvidere af CPR, at ansøgerens moder var afgået ved døden i november 2014. I februar 2015 indgav ansøgeren ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark og haft beskæftigelse i en dagligvareforretning forud for sin udrejse, at det var ansøgerens moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren i 2013 og 2014 havde gået i skole i Somalia, og at han talte, skrev og læste sproget i Somalia. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet hos moderens søster, som imidlertid var afgået ved døden, og at han efterfølgende havde boet hos en vens familie. I klagen var det anført, at ansøgeren af sin moder havde fået at vide, at han skulle på ferie i Tyrkiet, men i stedet endte han på en skole i en somalisk landsby med begrænsede muligheder for kontakt med omverdenen, at hans pas blev taget fra ham, at passet var udløbet, da han fik det igen efter endt skolegang, at han siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster forsørgede ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i udlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge CPR var udrejst i maj 2010, og at han først i februar 2015 i en alder af knap 22 år havde ansøgt om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at det var hans moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, og at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at dispensation fra bortfald kunne meddeles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren var 21 år, da moderen afgik ved døden. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var fyldt 18 år i 2011 og dermed var blevet myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hans kontakt til de danske myndigheder og eventuelle tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at han havde gået i skole i Danmark, og at han havde haft beskæftigelse i en dagligvareforretning. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til formålet med ansøgerens udrejse og længden af opholdet i Somalia sammenholdt med, at han talte, skrev og læste sproget i Somalia og havde gået i skole i Somalia, ligesom det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster havde forsørget ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet samt et manglende netværk i sig selv ikke kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for at være bortfaldet. FAM/2017/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 07-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., til en statsløs palæstinenser. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun var i marts 2001 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark men var i perioden fra august 2001 til august 2016 registreret som udrejst/forsvundet i Det Centrale Personregister (CPR).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., idet ansøgeren var udrejst af Danmark i august 2001 og måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og idet ansøgeren havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren fra august 2001 var blevet registreret som udrejst/forsvundet i CPR, at ansøgeren ikke siden denne dato havde været registreret som boende i Danmark, at ansøgeren efter sine egne oplysninger var udrejst af Danmark i september 2003, og at Udlændingestyrelsen i marts 2007 havde vurderet, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet ved, at ansøgeren havde opholdt sig i Libanon sammen med sin ægtefælle, mens denne studerede i Libanon. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen fra 2007 havde lagt til grund, at parret ville indrejse i Danmark derefter, idet ægtefællen havde oplyst til Udlændingestyrelsen, at ægtefællen grundet situationen i Mellemøsten ikke ønskede at fortsætte sit studie i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ægtefællen i forbindelse med ansøgningen fra august 2014 havde anført, at det var ægtefællens opfattelse, at ansøgeren ville kunne meddeles dispensation fra bortfald, så længe ægtefællen var studerende, og ægtefællen henviste i den forbindelse til Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2007. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at reglerne om bortfald fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra marts 2001, at ansøgeren i forbindelse med styrelsens brev fra marts 2007 var blevet vejledt om reglerne for bortfald af opholdstilladelse, og at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2007 ikke sås at være genindrejst i Danmark på trods af, at det var blevet oplyst, at dette havde været hensigten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke havde fået en berettiget forventning om, at ansøgeren i ubestemt tid ville kunne opholde sig i udlandet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst første gang i Danmark i maj 1998, at ansøgeren i marts 2001 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren i august 2001 var blevet registreret som udrejst/forsvundet i CPR, at ansøgeren ikke siden denne dato havde været registreret som boende i Danmark, og at ansøgeren således på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig uden for Danmark i knap 13 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig uden for Danmark i 14 år, og at ansøgeren først havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen cirka syv år efter, at styrelsen første gang havde truffet afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet, uden at ansøgeren havde været genindrejst i Danmark, eller i perioden fra marts 2007 til august 2014 havde rettet henvendelse til udlændingemyndighederne i Danmark med henblik på bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt det påfaldende, at ansøgerens ægtefælle kun havde opholdt sig sammen med ansøgeren i udlandet i visse perioder, idet det fremgik af CPR, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioderne fra november 2005 til oktober 2011, fra februar 2012 til september 2012, fra august 2014 til marts 2015 og fra november 2015 til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde fremlagt dokumentation for sine bachelor- og masteruddannelser, begge fra Libanon. Udlændingenævnet lagde afslutningsvis vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark udover ægtefællen og parrets børn, og at ansøgeren ikke havde en særlig arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor ansøgeren alene havde opholdt sig med opholdstilladelse i knap tre år og tre måneder, hvorfor Udlændingenævnet vurderede, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det skulle kunne begrunde, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2016/97.

  • Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.