Ophold i konfliktområde
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28.05.2020 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 28-05-2020Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12, til en jordansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, som er født i 1994, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i oktober 1998. I perioden fra 2006 til 2007 opholdt klageren sig i udlandet, og i marts 2007 blev hun på ny meddelt opholdstilladelse i Danmark. i juli 2018 kontaktede klageren Udlændingestyrelsen og oplyste, at hun udrejste af Danmark i april 2015, at hun var blevet bortført til Syrien af sin daværende kæreste og nu opholdt sig i Jordan, og at hun ønskede at søge om dispensation fra bortfald. På baggrund af blandt andet vurderinger fra politiet og PET traf Udlændingestyrelsen i december 2018 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og hun blev samtidig meddelt indrejseforbud for bestandig.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvis på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger lagt til grund, at klageren senest i 2015 udrejste fra Danmark til Tyrkiet, hvorfra hun rejste videre til Syrien, hvor hun opholdt sig i tre år.
Udlændingenævnet finder, at der er grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt betydeligt vægt på politiets og PET’s vurderinger fra henholdsvis september 2018 og august 2018 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgår, at en person ved at udrejse til Syrien vil kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende har et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren er rejst til Syrien med sin daværende kæreste, og at politiet til Udlændingestyrelsen har oplyst, at klagerens daværende kæreste er efterlyst af politiet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, at klageren endvidere efter sin udrejse af Danmark er blevet sat i forbindelse med en række kriminelle forhold, og at der har boet to personer i hendes lejlighed med tilknytning til det radikaliserede miljø, hvorefter den ene er meldt omkommet i Syrien.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der er grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet har deltaget i aktiviteter, der kan medføre bortfald af opholdstilladelse, må lægges vægt på, at Syrien, hvor hun efter sine egne oplysninger har opholdt sig i tre år, er et krigsområde, som er eller har været delvist kontrolleret af Islamisk Stat.
Udlændingenævnet lægger således vægt på, at klageren ikke har dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien.
Det forhold, at klageren har anført, at det ikke var hendes ønske at rejse til Syrien, at hun blev tvunget til det af sin daværende kæreste, at hun i første omgang troede, at hun skulle til Tyrkiet for at hjælpe hjemløse, hvorefter hun blev ført til Syrien, og at hun anden gang rejste til Tyrkiet for at holde ferie med sin daværende kæreste, men på ny blev ført til Syrien, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret modstridende om hændelsesforløbet, idet hun i ansøgningen om dispensation fra bortfald oplyste, at hendes daværende kæreste truede med at slå hende ihjel, efter hun havde født et dødfødt barn, såfremt hun ikke rejste til Tyrkiet, mens hun ved e-mail fra august 2018 oplyste, at hun efter fødslen rejste tilbage til Tyrkiet for at holde ferie med sin kæreste, idet han havde stoppet truslerne, men at hun herefter på ny blev kørt til Syrien og tilbageholdt.
Udlændingenævnet finder det samtidig utroværdigt, at klageren skulle have valgt at rejse til sin daværende kæreste i Tyrkiet på ny, såfremt hun under sin første rejse til Tyrkiet var blevet bortført af ham til Syrien. Udlændingenævnet henviser endvidere til, at klageren hverken ses at have taget kontakt til politiet eller øvrige danske myndigheder om bortførelsen, før hun kontaktede Udlændingestyrelsen i juli 2018.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2018 anmodede klageren om at indsende oplysninger om og fremsende relevant dokumentation for, at hun havde henvendt sig til politiet efter hendes daværende kærestes trusler, at hun havde købt en returbillet til Danmark i forbindelse med sin rejse til Tyrkiet, samt dokumentation for klagerens påståede skader. Dette ses imidlertid hverken dokumenteret eller besvaret.
Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er indrejst i Syrien mod sin vilje.
Udlændingenævnet bemærker, at det påhviler klageren at fremkomme med de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet finder, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Det er i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i oktober 1998 indrejste med opholdstilladelse i Danmark, hvor hun har boet frem til juli 2006, at hun på ny i marts 2007 er registreret indrejst i Danmark, at hun siden januar 2015 er registreret udrejst af Danmark, og at hun har anført, at hele hendes familie bor i Danmark. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet skal hertil indledningsvis bemærke, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK art. 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår kriminelle handlinger, eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der er tale om et proportionelt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det var klagerens eget valg at udrejse af Danmark, at hun i de seneste fem år har opholdt sig uden for Danmark, hvor hun efter det oplyste for tiden opholder sig i sit hjemland Jordan, hvor hun er statsborger, og som hun må antages at have bevaret en stærk tilknytning til.
Udlændingenævnet finder således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familieliv, da der ikke er noget til hinder for, at klageren fortsat kan have telefonisk kontakt med sin familie, som hun hidtil har gjort.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at meddele klageren dispensation for bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det til sagen ikke er dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien.
Udlændingenævnet henviser herved til, at adgangen til dispensation – som det også fremgår af afsnittet retsregler ovenfor – forudsættes administreret restriktivt, og at det for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der er grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltager eller har deltaget i handlinger, som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da Udlændingenævnet ikke finder at kunne lægge til grund, at klageren skulle have opholdt sig i Syrien mod sin vilje, er det ikke herved godtgjort, at opholdet har haft et anerkendelsesværdigt formål.
Som følge af, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. ovenstående vurdering efter udlændingelovens § 21 b, meddeles hun indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet finder desuden, at et indrejseforbud for bestandig ikke er stridende med Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom i afsnittet vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 02-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af Københavns Vestegns Politis samt klagerens egne oplysninger, at klageren havde været i Syrien i 2015, 2016 og 2017. Udlændingenævnet fandt for det første, at det forhold, at klageren havde oplyst, at klageren ikke i 2015 skulle have opholdt sig i Syrien, ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Udlændingenævnet i marts 2018 havde anmodet om samtlige sider i klagerens pas, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere fra klageren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der var grund til at antage, at klageren under opholdene i Syrien havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på PETs vurdering fra juni 2017 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgik, at en person ved at udrejse til Syrien ville kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende havde et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på klagerens internetaktiviteter, herunder det der fremgik af klagerens Facebookprofil. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien. Det forhold, at klageren hertil havde oplyst, at klageren havde arbejdet på at opbygge et børnehjem samt udført velgørenhedsarbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i aktiviteter, der kunne medføre bortfald af opholdstilladelse, måtte lægges vægt på, at hele Syrien, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, var et krigsområde, som var delvist kontrolleret af Islamisk Stat. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Syrien ikke alene havde haft det sigte at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde anført, at klageren ikke havde deltaget i nogen terroraktiviteter eller kamphandlinger, at klageren var blevet beskyldt for at være spion fra Vesten, og at klageren var blevet frihedsberøvet over et år i Syrien, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om klagerens ophold i Syrien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke var i stand til at oplyse navnet på eller oplyse nærmere om den velgørenhedsorganisation, som klageren skulle have arbejdet frivilligt for i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at klageren havde oplyst over for Udlændingenævnet, at klageren efter sin søns død var blevet kontaktet af en unavngiven organisation i Syrien, at klageren ikke havde undersøgt, om det var tilladt at rejse til Syrien, eller hvad det var for en organisation, men at klageren havde fulgt organisationen på Facebook, at klageren var rejst til Syrien ulovligt, og at klageren efter sin indrejse i Syrien havde fået at vide, at klageren ikke ville få nogen form for dokumentation for det udførte arbejde. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde fremlagt en kontrakt med et navngivent børnehjem og skole, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet denne ikke dokumenterede, hvad klageren havde brugt al sin tid i Syrien på. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at Københavns Vestegns Politi havde bygget deres rapport over to anonyme vidner, og at klageren havde oplyst, at oplysningerne kunne stamme fra klagerens tidligere ægtefælle, idet klageren og den tidligere ægtefælle tidligere havde haft problemer vedrørende parrets børn, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skulle bortfalde, blandt andet kunne inddrage anonyme kilderapporter, og at det beroede på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kunne tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Københavns Vestegns Politis kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet blev vurderet troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit ophold i Syrien havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder klagerens Facebookaktiviteter samt klagerens handlemønster i øvrigt, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt derudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens søn fortsat udøvede familielivet som hidtil med eventuelt besøg i Tyrkiet, hvor klageren var statsborger. Det forhold, at klageren havde sin lillesøster i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var født i Danmark, idet klageren de seneste år havde opholdt sig i længere perioder uden for Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn, omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på – særligt i forhold til klagerens tilknytning til Danmark – karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet måtte antages at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde bevaret en tilknytning til klagerens hjemland, Tyrkiet, hvor klageren var statsborger, og hvortil klageren havde foretaget gentagne rejser i de seneste år. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Syrien alene var henvist til, at klageren havde hjulpet med at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Som følge af, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. vurderingen efter udlændingelovens § 21 b, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b. FAM/2018/34. -
Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 20-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juli 2012 havde deltaget i en demonstration sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at klageren under demonstrationen havde båret et skilt med teksten ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede i relation hertil endvidere, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet havde deltaget i eller deltog i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav, ikke er opfyldt, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, er tale om oplysninger, som understøtter en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på klagerens personlige bekendtskab med en navngiven person, som var eftersøgt for et angreb på en forfatter og journalist, som var optaget på USA’s terrorliste, og som var blevet arresteret i Tyrkiet i 2014 og efterfølgende løsladt som led i en udveksling af fanger imellem Islamisk Stat og de tyrkiske myndigheder. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende som klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom han var udrejst til Irak, og af den samme kilde var oplyst at have forbindelse til Islamisk Stat, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. For så vidt angik det forhold, at klageren til sagen havde anført, at han – uanset politiets mistanke om at han havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat – var blevet tilladt udrejse til Irak i juli 2015, bemærkede Udlændingenævnet, at den i lov om pas til danske statsborgere (lov nr. 76 af 19. januar 2017) hjemlede adgang til inddragelse af pas og meddelelse af udrejseforbud alene angår danske statsborgere, og at det ikke i øvrigt ud fra sagens oplysninger kunne lægges til grund, at klagerens udrejse i juli 2015 var politiet bekendt. For så vidt angik det anførte om, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde, samt henvisningen til områder omfattet af straffelovens § 114 j, bemærkede Udlændingenævnet, at der ved straffelovens § 114 j er tale om en kriminalisering af ophold i visse konfliktområder, mens udlændingelovens § 21 b, efter sin ordlyd angår ethvert ophold ”uden for landet”’, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene den reelle kamphandling, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med, at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klagerens og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed var frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om, at han tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre og hans mindreårige særbørn var bosiddende. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt tillige, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin nye ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, for så vidt angik klagerens mindreårige særbørn, at der i sagen ikke var anført nogen hindringer for, at klageren og klagerens særbørn kunne opretholde kontakt via telefon og internet, ligesom det var klagerens eget valg at opgive sin bopæl og udrejse af Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren ikke sås at have haft fælles bopæl med sine særbørn, og at han var udrejst til Irak, hvor han havde stiftet ny selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angik vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i forhold til formålet med opholdet var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/146.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 20-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets samt klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens relation til gerningsmændene bag et attentatforsøg i 2010 i Danmark, som for forholdet hver var blevet idømt 12 års fængsel for terrorisme og overtrædelse af våbenloven samt udvist af landet for bestandig, herunder at klageren tidligere havde overnattet i en af personernes hjem. Udlændingenævnet tillagde i den forbindelse klagerens involvering i det konkrete attentatforsøg betydning, idet klageren var mødtes med gerningsmændene og havde anvist dem en lejlighed, hvor de var blevet arresteret, inden angrebet var påtænkt udført. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at sigtelsen af klageren for medvirken til forsøg på terrorisme var påtaleopgivet, og at det ikke af politiet havde været muligt at få oplyst, med hvilken hjemmel påtaleopgivelsen var sket. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at påtaleopgivelsen i sig selv ikke kunne føre til en anden vurdering af klagerens handlemønster og holdninger, idet klageren havde haft relation til gerningsmændene, ligesom der i sagen ikke forelå oplysninger, som udelukkede eller talte imod, at klageren kunne have været bekendt med eller involveret i det konkrete attentatforsøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren efterfølgende i juli 2012 havde deltaget i en demonstration i Danmark sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at der under demonstrationen blandt andet var deltagere, som bar skilte med teksten ”Jihad for Syrien” og ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet bemærkede i relation til disse to omstændigheder, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet deltog i eller havde deltaget i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav ikke er opfyldt. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, og at der var sket påtaleopgivelse for medvirken til terror, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at mistankekravet i udlændingelovens § 21 b, er et andet end det strafferetlige beviskrav, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, var tale om oplysninger, som understøttede en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom klageren var udrejst til Irak, og at en kilde havde oplyst, at både klageren og klagerens broder havde forbindelse til Islamisk Stat og dermed et radikaliseret miljø, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter ordlyden af bestemmelsen alene er en betingelse, at der er tale om et ophold ”uden for landet”, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene reelle kamphandlinger, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed blev frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendtes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om at klageren tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i udlandet. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre ligeledes var bosiddende, og at klageren led af en uspecificeret kræftform og som følge heraf var blind på sit højre øje og døv. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede desuden i relation til klagerens helbredsmæssige forhold, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at klagerens tilstand aktuelt var behandlingskrævende, samt at klageren – uanset sine helbredsmæssige forhold – selv havde valgt at tage ophold uden for Danmark og etablere sig i udlandet med sin familie. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Det forhold, at det til sagen var anført, at klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i Irak, og at klageren selv var statsborger i landet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Irak alene var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/147.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet